Re-integration i Danmark 12: Halvvejs hygge-smittet og helt inde i kampen om ilden

DAG 12 i Danmark/fredag 22.12.2017

Der er fyrfadslys i alle vinduer.

Når der er gæster her i Holbøl, bliver jeg næsten stresset af at holde alle de små indendørs bål ved lige. De første dage fik jeg lidt kirkegårdsfornemmelse af det.

Naturligvis kender man også til romantiske candlelight dinners i Italien.
Men da jeg i 1989 landede i Milano, var levende lys nu mest noget, man satte ved sine døde på kirkegården. Det gav integrationsproblemer.

Hun rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med

Da min første italienske veninde inviterede mig hjem til middag, medbragte jeg en rigtig smart værtindegave, nemlig sorte servietter og sorte stearinlys. Det syntes vi var så nice i Aarhus dengang.

Hun blev rædselsslagen og fremstammede et halvkvalt grazie. Derefter gik hun ind i et andet værelse, hvor hun sandsynligvis rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn >> for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med.

…artiklen fortsætter under reklamen

Middag med kirkegårdsstemning

Senere blev det i 1990’ernes Danmark nice at sætte netop de der røde plastikkirkegårdslys med helgen- eller madonnabilleder på op i vindueskarmene.

Vi var inviteret til middag på Østerbro, og da manden kom ind i stuen, vendte han resolut om og gik ud i opgangen. Jeg gik efter. Her meddelte han med sin mest kategoriske stemme, at dér ville han ikke ind igen, inden alle de kirkegårdslys var slukkede og gemt væk.

Jeg har masser af lysestager i Milano og køber nærmest nationalautomatisk en pose med 100 fyrfadslys, når jeg er i Ikea. Jeg har mange poser liggende. Jovist er det da hyggeligt. Men når vi nu har opfundet ikke blot den elpære men også pæne energisparepærer, så er levende lys altså dybest set et levn fra fortiden.

HYGGEN ER PÅ MAX I HOLBØL.

Kommunistisk opvarmning af boligen i Milano

Vi har også et moderne energibesparende metangasfyr i kælderen i ejerforeningen i Milano. Det styrer vores miljørigtige opvarmning efter kommunale forskrifter.

Kommunen bestemmer simpelthen, hvornår centrale varmefyr i ejerforeninger må tændes, og hvor mange timer om dagen, der må være varme på. Der er lidt kommunistisk mind control over det, og nyere bygninger reklamerer naturligvis med individuel opvarmning af nye ejerlejligheder.

Det bliver også altid meget koldt og klamt i de første uger af oktober, inden kommunen giver lov til opvarmning den 15. Og på samme måde bliver det igen med vores nuværende klimaforvirring altid koldt igen i slutningen af april, når kommunen lukker for det varme vand til radiatorerne midt på måneden.

Vi udstyrer os med elektriske varmeblæsere og airconditionanlæg, der også varmer. Så er den miljøgevinst forsvundet, men princippet er jo godt nok.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning

Det er, som mit migrant-mantra lyder, bare anderledes.

Ildstedet i stuen

Integrationsvejlederens villa >> har naturligvis eget fyr og endnu mere moderne termostater end dem, jeg for mindre end fem år siden fik installeret i Milano.
Alligevel har hun som rigtig mange andre danskere, endog også nogle, der bor i lejligheder, et ildsted midt i stuen.

Hun og de andre ved naturligvis godt, at sådan et gammeldags ildsted er u-økologisk og meget forurenende. Men det er hyggeligt. Ligesom de levende lys.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning.

På knæ for ilden

Så her ligger jeg på knæ og skovler aske ud hver morgen for at skabe hygge. Mine knæ hygger sig ikke, og min spejderære er forsvundet.

”Så tag dog ved” sidder – eller rettere ligger – jeg i bedestilling og råber mod brændeovnen og briketterne.

Jeg har en klar fornemmelse af at konsumere flere optændingsdimser end brændebriketter. Og det i et hus hvor termostaterne virker, og så glimrende formår at varme hele hytten op.
Det er jo helt godnat. Det er totalt gammeldags og miljømæssigt vanvid.

Men det er hyggeligt. Og hundene elsker at ligge i varmen foran. Så det.

“Hygge” og “dyne” var min mands danske favoritord

Min italienske mand blev i øvrigt en stor fan af hygge, som han med årene endda lærte at udtale med tydeligt h.

Italienerne har et anstrengt forhold til bogstaverne hj og y, så hygge bliver ved oplæsning til igge. Når ord derimod er udenlandske, kan italienerne godt finde på at tilføje et h. United Air Force bliver for eksempel hos tv-værter ofte til United Hair Force.

Mandens andet danske yndlingsord var dyne, og så var der på en eller anden måde en sammenhæng i det hele.

Og så blev hyggen lige pludselig umoderne

Her to dage før juleaften, hvor denne tekst er skrevet, er hele Danmark så at sige gået i hygge-mood. Der kan næsten ikke være mere hygge i LokalBrugsen, i vindueskarmene, på dørene og i haverne i Holbøl. Det er mega-hyggeligt, om man så må sige. Og på samme tid læste jeg, at nu havde Milano så fået en bar ved navn Hygge.

Jeg er helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet

Det var heldigvis også tre uger inden, at engelske The Telegraph erklærede den skandinaviske hygge for stendød, og ophøjede dødsrengøring til den nyeste Scandi-trend.

Måske halter det stadig en smule med min totale overgivelse til hygge.

Til gengæld er jeg helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet.

Jeg har i mange år arbejdet hen imod, at jeg som 60-årig – lige om lidt – kan have mit liv på en memory stick, i skyen og resten i en indkøbsvogn. Det er en helt realistisk fremtidsplan for en kombineret dansk freelancejournalist og rejseleder i Italien. Og lige i den sammenhæng kunne det måske være en ide at træne videre, når det gælder kunsten at tænde et bål.

Foto: Skribenten.
–//–