Psykose eller rettidig omhu? Din udsendte reporter frekventerer uden angst den kinesiske kaffebar, men frygter dog at komme tomhændet hjem fra supermarkedet, hvor italienerne hamstrer pasta og flåede tomater. Video-opdateringer om Coronavirus i Norditalien fra mandag 24.2, søndag 23.2. og lørdag 22.2.2020.
Mandag 24.02.2020 klokken 08.00 Varighed 5 minutter og 26 sekunder
Søndag 23.02.2020 klokken 10.00 Varighed 3 minutter og 31 sekunder
Artiklen fortsætter under reklamen
Lørdag 22.02.2020 Varighed 3 minutter og ti sekunder
Af journalist Charlotte Sylvestersen, Milano
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/20200224_coronavirus.png388685Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2020-02-24 08:12:132024-03-01 14:20:10Coronavirus i Italien: Tre video-opdateringer fra kaffebaren i Milano
Chianciano Terme er en kurby i Siena provinsen i Toscana med 7.100 indbyggere. Byens motto, der møder dig ved byskiltene, stammer fra 1940´erne: ”Chianciano, fegato sano”. Direkte oversat betyder det ”Chianciano, sund lever”, for byens fem forskellige typer kildevand siges at være specielt virksom mod lever- og galdevejsproblemer.
”Kiansjiano” Udtalen af bynavnet volder ofte danskere problemer. ”Ch” bliver til ”k”, mens ”ci” udtales ”sji”.
Artiklen fortsætter under reklamen
Med sin beliggenhed mellem 475 og 550 meter over havet i de bløde sydtoscanske bakker er kurbyen Chianciano Terme et fint udgangspunkt for ture i bil eller bus rundt i det verdensberømte landskab, og til de mange kultur- og vinbyer i området.
Morgenudsigt fra Chianciano Terme
Selve byen, med de desværre mange lukkede hoteller, kan virke lidt død
Det er som om byen stadig tror, folk stadig tager ”på kur” for at drikke vandet, mens moderne turister er mere optaget af wellness og fitness. Den type turister findes i øvrigt stadig, og man møder dem rundt i byen, for i Italien får man nemlig tilskud fra sygesikringen for at drikke kurvand.
Men med over 2.600 års histori er der heldigvis også meget at udforske i selve byen. Og der er også både en spirende forståelse, og konkrete initiativer i gang for at tilfredsstille moderne turisters ønsker og behov.
Snup nogle timer i kurvandet! De nye kurbade ér fulgt med tidsånden på Terme Theia og Terme Sensoriale (husk altid badehætten!).
På Terme Theia (lukkedag tirsdag) bruger man vandet fra Sillene kilden. Her er over 500 kvadratmeter forbundne kurbade udendørs og indendørs, og et smukt solarium med den klassiske toskanske udsigt til oliventræer og slanke cypresser.
Terme Theia
Vandet i bassinerne på Theia er mellem 33 og 36 grader. I bassinerne er der boblebade, massagebænke- og brusere. De friske snupper også nogle runder i kneipp´en med koldt og varmt vand til blodomløbet i benene og resten af kroppen. Der er café inde i kurbadet, så man for eksempel kan spise frokost eller nyde en espresso undervejs. Man kan få forhånd bestille massage og andre behandlinger, hvis man har brug for det. Der kan lejes badekåber-, sko- og håndklæder, og købes badehætter, hvis man ikke selv har fået det med i kufferten. Ofte vil dit hotel kunne printe en rabatkupon med 10 procent rabat til dig. Priserne begyndte i 2020 på 17 euro for fire timer, og det er nok til at få fin babyhud, et par dage i hvert tilfælde!
Udsigten
Terme Sensoriale er sansernes kurbad, og ligger inde i byens kurpark Parco Acqua Santa i den sydlige del af den nye bydel. Her skal man reservere tid (Booking 0578 68501, priser fra 38-45 euro for fire timer), og absolut afsætte alle fire timer til en ”full immersion” i kurvandets og sansernes vold. Man kan følge fem faste ”stier” rundt i kurbadet, eller bare lave sin egen rute mellem klassiske boblebade, nogle udendørs med parkudsigt, massagebrusere, sauna og tyrkisk bad. Men man skal også gøre sig selv den tjeneste at tage aroma-brusebade, gå i saltrummet, tage et mudderbad, vandre på flodsten, eller prøve at opholde sig i det lyd- og lysløse rum, hvor man kun er sig selv og sine egne tanker. I alt er der tyve attraktioner i Sansernes Kurbad.
Kurbadsparkerne – Parco Acqua Santa og Parco Fucoli – blev oprindeligt anlagt til de klassiske kurbadsgæster. “Kuren” bestod og består nemlig også i, at man efter at drukket de anviste typer kildevand om formiddagen gik lange ture i parkerne for at få kurvandet til ”at virke”. Det gentog sig så om eftermiddagen, g blev ofte ledsaget med koncerter og dans, netop for at sætte systemet i gang. I dag er parkerne åbne for alle, og der arrangeres fra maj til september for eksempel morgengymnastik, nordic walking, koncerter, og dans både om eftermiddagen og om aftenen.
I Parco Fucoli danser man for eksempel ”liscio”, altså de klassiske danse fra vals til tango, hver onsdag og torsdag fra klokken 21.
Hold øje med dit hotels informationsmateriale, plakater i byen, eller gå bare selv en tur i parkerne efter dagens udflugter, så sker der som regel noget.
Sportsby for unge og mindre unge Chianciano Termo har også et stort friluftsbad, der er åbent om sommeren, lige efter byens fodboldstadion, der ligger for foden af den gamle by. Derudover er byen vært for mange sportsbegivenhed, lige fra etaper i cykelløbet Giro d´Italia til træningslejre for kendte og ukendte sportshold fra hele Europa, fodboldturneringer og anden cykelsport. Der er flere vandreture i området, og spadsererturen mellem den nye og den gamle by foregår i naturen på en sti, der begynder ved Viale della Libertá og slutter oppe for foden af den gamle by.
Vandrestien mellem den nye og den gamle bydel i Chianciano til højre, fører dig gennem det smukke landskab
Her foregår der det lokale marked hver onsdag formiddag indtil omkring klokken er. Her kan man købe alt fra køkkenudstyr, tøj, sko, ægte grillede grillkyllinger, og ikke mindst lokale oste og pålægsvarer. Mellem markedsvejene og byporten ind til den gamle bydel ligger også byens store Coop Supermarked.
Hver onsdag formiddag er der marked for foden af den gamle bydel
Et absolut fantastisk etruskisk museum Museo Etrusco ligger på vejen op til byporten ind til den gamle bydel. Man begynder sin rundtur på de fire etager med at tage trappen eller elevator op til anden sal. Museet har en brochure på dansk – Google-dansk, men alligevel – der guider dig gennem museet.
Besøget
slutter i kælderen, hvor man inderst inde har en meget spændende sektion om de
etruskiske kvinder, der helt usædvanligt for den tid spillede en stor rolle i
samfundsopbygningen.
Da grækerne kom til Italien og mødte etruskerne, hvis kultur på sit højeste
strakte sig helt ned til syd for Napoli, blev de meget forargede over, at de
etruskiske kvinder fik lov til at sidde med til bords, og endog kunne finde på
at drikke sig berusede ligesom deres mænd.
Helt specielt for Etrusker museet i Chianciano Terme er de mange smukke urner, canopi eller ziri kaldes de, som man har fundet ved områdets gravpladser. Entré 6 euro, over 65 år 5 euro, husk legitimation.
2.700 års historie Der boede folk i området
allerede i jernalderen, men det er Etruskerne, der grundlægger selve byen.
Området er bogstaveligt talt så fyldt med spor fra etruskerne, at det for nogle
årtier siden var en yndet sport blandt byens unge at gå ture med metaldetektorer,
og derefter – ulovligt – at sælge fundene.
Der blev fundet så mange genstande, at man på et tidspunkt gav en slags ”frit
lejde”, og mange af de private fund er i dag at se på byens meget fine
arkæologiske museum, der blev grundlagt af frivillige arkæologer i 1997.
Så sent som i 1990´erne fandt arkæologerne også over 700 etruskiske gravpladser
i ved lokaliteten Foce, der stammede fra det 7. og det 6. århundrede før vor
tid.
Et af de ældste fund er en figur, der forestiller etruskernes skønhedsgudinde Sillene,
og naturligvis er en af byens varme kilder opkaldt efter hende.
Siden kom romerne til stedet, og vi ved, at Kejser August var på en langvarig
og vellykket kur for netop lever-problemer. I
forskellige epoker regnedes kurvandet og kurbade for henholdsvis magisk,
syndigt og velgørende.
Den gamle bydel
Den gamle bydel På en bakketop med udsigt til Chiusi søen, til Trasimeno søen i klart vejr og til områdets højeste bjerg, Monte Amiata på 1.738 meter, ligger den historiske del af Chianciano i 550 meters højde.
Monte Amiata kan se fra pladsen med urtårnet i den gamle bydel i Chianciano
Ad byporten Porta Rivellini kommer man ind til hovedgaden, der fører op til Ur-pladsen, hvorfra man har en fantastisk panoramaudsigt. Den udsigt kan man også nyde siddende på ”Bar Pasticceria Centro Storico”, der har en skøn balkon med ganske få borde ud til dalen På pladsen ligger også Caffé Centrale med udendørs servering fra forår til efterår.
Fra Urtårnet kan man gå op til springvandet på Piazza Matteotti, og derfra gå på udforskning i de små gyder til blandt andet Menenti Slottet, som stammer helt tilbage til slutningen af 1000-tallet.
Springvandet på Piazza Matteotti. Her klædt i rosa strik, da byens kvinder prostesterede på den måde mod hustruvold.
Byen havde sin storhedstid som fri kommune fra slutningen af 1200-tallet. I den periode var området af stor interesse for Siena mod nord og Orvieto mod syd, og det fik også Chianciano til at blomstre op. I 1557 kom området endegyldigt under Firenzes overherredømme. Og fiorentinerne bekræftede deres magt ved nærmest at udslette Chianciano. I den gamle by ligger mange kirker, på i Palazzo dell´Arcipretura ligger et lille museum med religiøs kunst. Udenfor murstensbyporten Porta del Sole kan man gå ned til byens smukkeste kirke, Madonna della Rosa, der blev tegnet af Baldassarre Lanci i 1569. Bemærk søjlen ved indgangen, der illustrerer livet på landet, fordi netop bønderne i området var med til at bygge kirken.
I det historiske centrum af Chianciano er der også fem tavler med citater af Luigi Pirandello, nobelprismodtager i litteratur i 1934. Forfatteren opholdt sig i længere perioder i Chianciano, og anvendte byen som baggrund for to af sine fortællinger i værket ”Novelle per un anno”. Etruskiske gravsteder er der også i nabobyen på sletten Chiusi, der var en af etruskernes ”storbyer”. (Andre etruskerbyer i området er Perugia, Cortona, Arezzo)
Udgravninger så sent som i 1990´erne ved Le Foci i Chianciano kommune afslørede over 700 grave fra det syvende til det femte århundrede før vor tid, og her fandt man også smukke urner i sølv.
Hvad kan det der kurvand egentligt? Der er fem typer kildevand i Chianciano:
Acquasanta -_helligt vand, har sit udspring i byens kurbadspark, er 33 grader varmt og skal drikkes på fastende mave om morgenen i 12 dage for at helbrede problemer med leveren og galdevejen.
Acquasantissima – det helligste vand – er blandt andet rigt på bikarbonat, det bruges til inhalationer, aerosol og næsespray mod inflammationer, bi- og pandehulebetændelse, bronkitis og visse former for astma.
Fucoli – det kolde kildevand, der drikkes om eftermiddagen, udspringer også i Parco Acquasanta. God til problemer med fordøjelsen, virker godt for galden og er antiinflammatorisk.
Sillene – udspringer ved 38,5 grader, indeholder naturlig kulsyre og bruges til fremstilling af mudder til de mudderbade, der bruges til behandlinger af kredsløbsforstyrrelse og skønhedsbehandinger.
Sant´Elena – god mod nyresten, urinsyre, mavesyre og problemer med urinvejene. Drikkes lunken eller varm på tom mave om morgenen.
Privat Kunstmuseum Museo d´Arte er kun åben efter aftale fra onsdag til søndag. Det er en privat kunstsamling fra neolitisk tidsalder til vore dage – over 1.000 værker –Viale della Libertà, 280 tel. 0578 60732 http://www.museodarte.org/
Restauranter Torretta Chianciano – via Dante 2 – lukkedag tirsdag – 0578 31073 Tribeca – viale Liberta 411 -lukkedag mandag – 0578 61183 L´Assasino – Piazza Gramsci – lukkedag tirsdag – 0578 31767 Il Buco – via della Pace 41/a – lukkedag onsdag – 0578 30230
Af Charlotte Sylvestersen
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/chianciano_theia_ch_1-scaled.jpg19202560Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2020-02-21 12:15:152024-03-01 14:23:24Chianciano Terme: Kurby mellem fordoms storhed og nutidig wellness
Fra 1. juni 2020 kommer det til at koste 3,50 euro for at komme ind på den smukke Pelosa Strand på Sardiniens nordvestligste hjørne.
Pelosa er ikke uden grund altid med på hitlisterne over de smukkeste strande i Italien, og nu har byrådet i Stintino besluttet, at der fremover kun må opholde sig 1.500 soldyrkere og badegæster af gangen. Tidligere har kommunen talt op til 5.000 gæster om dagen, og det kan økosystemet ikke bære, lyder forklaringen.
Allerede i dag er det strengt forbud at tage det fine hvide sand med sig hjem som souvenir.
Rygning på stranden er også forbudt.
Hunde må første betræde stranden efter klokken 20.00, og det er obligatorisk at bruge sivmåtter eller håndklæder til at ligge på.
Entréen skal betales mellem 1. juni og 30. september. De betalende gæster udstyres med et biologisk nedbrydeligt armbånd, der skifter farve hver dag. Ikke betalende gæster må gerne spadsere en tur på stranden, men de må ikke sætte sig ned, og der bliver ansat personale til at kontrollere adgangen og armbåndene.
Mere turkis end turkis! Den ualminelig smukke Pelosa strand ligger med udsigten til øen Asinara, der har en fortid som et af italiens mest sikrede fængsler. Det helt specielle ved stranden er netop det utroligt finkornede hvide sand, og den lave havbunds fantastiske turkise farve.
Masser af andre strande i området Skulle der være fuldt besat, når du kommer til La Pelosa, myldrer det heldigvis med andre skønne strande i området.
Nabostranden mod vest hedder La Pelosetta – Lille Pelosa – og bag den ses den lille ø Isola Piana, hvortil man tidligere bragte kvæg, får og geder over til græsning fra forår til efterår. Dyrene svømmede faktisk efter hyrdernes både over til øen.
Øst for La Pelosa er der flere dejlige strande. Tæt ved de gamle bassiner til udvinding af havsalt ligger Saline d´Ezzi Mannu, Il Gabbiano (Mågen), L´Ancora (Ankeret), Pazzone og Punta Negra.
Sydvest for La Pelosa ligger en bugt og strand med det charmerende navn Cala Coscia di Donne: Kvindelårsbugten.
Nyd en sejltur Man bør simpelthen forære sig selv en sejltur rundt langs kysten med de små motorbåde eller gummebåde, der findes i turisthavnen i Stintino eller ved Ancora Molen. Så stopper man op, og bader i bugte, hvortil man kun kan komme i både. Er man heldig møder man også delfiner eller får øje på havskilpadder på sin tur. Pelosa Stranden ligger fem kilometer fra landsbyen Stintino, og i sæsonen er der shuttlebusser hele dagen frem og tilbage.
Tun Museum Stintino lå og ligger stadig strategisk for tunfiskenes ”vandringer” i Middelhavet, og i 2016 blev der indviet et museum om tunfangsten og tunfælderne – Le Tonnare – i området – MUT- Museo della Tonnara – i Stintino.
Film om tunfiskeri – med engelske undertekster – 6 minutter og 19 sekunder – MUTMuseo della Tonnara – Stintino Foto: MUTMuseo della Tonnara – Stintino Foto: MUTFoto: MUT
Middelhavsmaki og fuglekiggeri Det naturskønne område, dækket af den karakteriske lavtvoksende middelhavsmaki, med specielt mange enebærbuske, er også et besøg værd. Fuglekiggere er også ofte på udkig i maki´en.
PELOSA betyder på moderne italiensk ”behåret”, men navnet har naturligvis sin oprindelse i sardisk dialekt: ”Sa palosa” er det oprindelige navn. Det betyder, at her skyllede der meget tang op på stranden.
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/pelosa_sardinien.jpg6801024Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2020-02-20 12:05:262024-03-01 14:30:35Entré til Pelosa Stranden på Sardinien
Da ”Ostello Bello” i Via Medici i centrum af Milano slog døren op for den første gæst, en sicilianer, den 13. august 2010, havde grundlæggerne nok en helt klar ide om, at de ville lave et anderledes vandrehjem.
De havde dog næppe forventet at blive rollemodel for en bølge af nye moderne overnatningsmodeller, der siden har spredt sig som ringe i vandet med Milano som udgangspunkt.
Besøg 12 spændende overnatningsmuligheder her:
Ostello Bello, Via Medici
Ostello Bello, det første og mest præmierede Grundlæggerne, der fik ideen efter selv at have overnattet kloden rundt på over 200 vandrehjem, er endog blev præmieret med den største civile udmærkelse i Milano, præmien Ambrogino d´Oro. Vandrehjemmet ligger i en fem etagers ejendom få hundrede meter syd for Milanos domkirke, og midt i en af byens såkaldte ”movida-zoner”, dér, hvor både milanesere og besøgende går ud til aperitif og fest omkring de gamle romerske San Lorenzo søjler. ”Bello” har plads til 54 gæster på ti værelser, alle med bad. Der er køkken, tablets og laptops til rådighed for gæsterne, og naturligvis fri Wi-Fi. Baren er åben fra morgenmad til drinks, og frekventeres også af kvarterets indbyggere.
Ostello Bello, Via Medici
Artiklen fortsætter under reklamen
”Bello” har en filial mere i Milano, Ostello Bello Grande, 100 meter fra Central Stationen og med plads til 198 gæster.
Der er også Ostello Bello ved Como Søen, i midelalderlandsbyen Bevagna tæt ved Assisi, og fire vandrehjem i Burma. Prisen for en overnatning begynder ved 25 euro. www.ostellobello.com
Ostello Bello Grande tæt ved Central Stationen
Queen Hostel, vinder af Hoscar Awards 2020 Her er plads til 130 gæster i 22 værelser, der har fra fire til 15 sovepladser. De fleste gæster rejser alene, fortæller Queen Hostels, der netop har vundet prisen som Italiens bedste vandrehjem i 2020, Hoscar Awards. Morgenmad er inkluderet i prisen, der begynder fra 18 euro. Her arrangeres aperitiffer til tre euro per drink, karaoke, og fællesmiddage. Der er en bar åben fra morgen til aften, lounge, mulighed for tøjvask, opbevaring af cykler og bagage, spillesal med billard og bordfodbold. Viale Regina Margherita 9 ligger umiddelbart øst for centrum, tæt ved den store shoppinggade Corso Buenos Aires. www.queenhostel.com
Queen Hostel
Babila Hostel, fodbold og terrasse til rygere Lige overfor Milano konservatorie i Via Conservatorio 2/A er der plads til 86 gæster i ejendommen fra 1895. Der er 17 værelser, hvoraf fire er private, og priserne er imellem 20 og 45 euro per overnatning. Der er terrasse til rygere og andre, Wi-Fi, fælles køkken, lounge, og stedets bar-bistrot er åben fra tidlig morgen til sen aften, og viser også de vigtigste foldboldkampe på storskærm. Ligger i den østlige del af Milanos centrum. www.babilahostel.it
Babila Hostel
Foresteria di Un Posto a Milano, Cascina Cuccagna, på landet i byen Familievenlig overnatning på renoveret gård i byen. Fire værelser med plads til i alt 13 gæster, to værelser med eget bad, de andre har eget bad på gangen. Der er fælles køkken, stor have, bar og restaurant på stedet. Priserne begynder ved 70 euro. Via Cuccagna ligger 2,6 kilometer sydøst for Domkirken i Milano i det charmerende Porta Romana kvarter, og ganske tæt ved Metro. www.unpostoamilano.it
Madama Hostel Bistro, plastikfrit, petfriendly og rum til kvinder Her er kunsten, den urbane afslagsen, i højsædet, da vandrehjemmet er en del af Maua, ”Museo di Arte Urbana Aumentata”. Stedet åbnede i forbindelse med verdensudstillingen EXPO 2015, og udmærker sig ved at være plastik-frit. Der er 13 værelser med plads til 60 gæster, inklusive rum kun til kvinder. Priserne er fra 25 til 35 euro. Stedets bistro byder på karaoke og DJ aftener, samt aftener med præsentation af kunst og litteratur. Der er aircondition på stedet, der også er pet-friendly og handiapvenligt. Der er fælleskøkken og opholdsrum. Via Benaco ligger 3,3 km fra Domkirken, bag ved kunst- og café komplekset Fondazione Prada, og tæt ved Metro. www.madamahostel.com
Madama Hostel
New Generation Hostel Urban Brera, for de helt unge Tæt ved Milanos kunstner- og ”gå-i-byen”-kvarter Brera ligger vandrehjemmet i en fløj af et gammelt Franciskanerkloster. Der er 30 værelser med to, fire og seks sovepladser. Prisen er 20 euro. Der er Wi-Fi, air condition, morgenmadsbar og opholdsrum. Der er ikke adgang for andre end gæster, og gæsternes gennemsnitsalder er mellem 20 og 25 år. Via Bertoni 3 – i gå afstand fra ”alt”, 1,5 kilometer nord for Domkirken. urbanbrera.newgenerationhostel.it
Urban Brera
Gogol Ostello, med litteraturcafé og Leonardo da Vinci hjørne Syv værelser, alle med bad, til henholdsvis seks, fire og to personer. Priser fra 29 euro per overnatning. Have og litterærcafé med alt fra bogpræsentationer til sprogkurser og yogalektioner. Ligger på en sidegade til den store Corso Sempione allé, hvor der er fest fra aperitif klokken 18 til ud på natten omkring Fredsbuen nede ved slotsparken. Husk, at når man drikker aperitif i Milano hører der en buffet til. Ofte kan den gøre det ud for middagen, for eksempel på Duomo eller Desio ved Arco della Pace. Via Chieti 1 www.gogolostellomilano.com
Gogol Ostello
CasaBase, i designerkvarteret Zona Tortona “Kunstner-base” med ti værelser, heraf også regulære dobbeltværelser. Indrettet med retrodesign fra 50´erne 0g 60´erne. Priser fra 35 til 125 euro. Bar og restaurant med udstillinger, præsentationer og markeder. Via Bergognone 34 www.base.milano.it
CasaBase
This is Combo, også i Venedig og Torino 42 værelser i renoveret historisk bygning i det livlige kanalkvarter Naviglio syd for Milanos centrum . Del af en kæde, der renoverer historiske bygninger. 42 værelser med tre, fire og seks sovepladser, alle med bad. Også i Venedig og Torino. Pris for en overnatning i firemandsværelse er 25 euro. Bar og restaurant samt en stille lukket gård. Ripa di Porta Ticinese 83 www.thisiscombo.com
This is Combo
Ostelzzz, bo i din egen kapsel Du får simpelthen din egen ”kabine”, og modellen er de ”kapsler”, man kan sove i rundt omkring i lufthavne. Der er fire typer kapsler, economy, standard, deluxe og dobbelt-kapsel. Med fælles eller privat bad. Priserne går fra 22 euro. 92 sovepladser i alt. Ligger i Porta Venezia kvarteret tæt ved shoppinggaden Corso Buenos Aires i den østlige del af centrum. Der er automatisk tjek-in, køkken, opholdsrum, WiFi og bar. Ikke adgang for ikke-gæster. Via Giorgio Jan 5/A www.ostelzzz.com
Ostel ZZZ
Grand Hostel Coconut, i viktoriansk stil Morgenmad, WiFi og stille lukket gårdmiljø. Seks ottemandsværelser, fire til fire personer og ét til to, alle med bad. Værelser kun til kvinder. Priser fra 25 til 45 euro per overnatning, tilbud på længere ophold. Beliggenhed tæt ved Centralstation. Via Vitruvio 24 www.coconuthostel.it
Coconut Hostel
ORDLISTE: OSTELLO = VANDREHJEM FORESTERIA = OVERNATNING, OFTE VED KLOSTRE DORMITORIO = SOVESAL
FOTO: ALLE FOTO ER FRA VANDREHJEMMENES HJEMMESIDER
FORFATTER: CHARLOTTE SYLVESTERSEN, JOURNALIST
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/this_is_combo_milano.png4541071Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2020-02-19 11:00:002024-03-01 14:31:50De italienske vandrehjems renæssance begynder i Milano
Online afstemning svækker Femstjernebevægelsen og styrker indenrigsminister Salvini og Legaen
I dag tirsdag den 19. februar skal det italienske parlaments kommission for parlamentarisk immunitet stilling til om indenrigsminister Matteo Salvini fra Lega skal stilles for retten i Catania på Sicilien for at have nægtet 177 immigranter at gå i land på øen i august sidste år.
Indenrigsminister anklaget for frihedsberøvelse
Sagen begynder i august i fjor, da indenrigsminister Matteo Salvini nægter skibet Diciotti fra den italienske kystvagt at gå til kaj med 177 opsamlede immigranter og asylansøgere. For det bliver han anklaget for frihedsberøvelse først af retten i Palermo og siden af retten i Catania. Begge retsinstanser dropper dog anklagerne i november, men sagen blev derefter genoptaget, som det er muligt i det italienske retssystem, at de tre dommere ved retten i Catania, der kan fremsætte anklager, når en minister er involveret. Man ved, at de tre dommere i Catania tilhører den venstreorienterede dommerforening – det er helt normalt at kende dommeres politiske standpunkter i Italien – og mange anser derfor anklagerne som værende mere politiske end juridiske.
Femstjernet flertal mod at ophæve Salvinis parlamentariske immunitet
Helt ekstraordinært afholdte regeringspartiet Femstjernebevægelsen den 17. og 18. februar en online afstemning blandt deres medlemmer, der skulle afklare om Femstjernebevægelsen i kommissionen i dag tirsdag skal stemme for eller imod ophævelsen af indenrigsministerens immunitet. Også selv om parlamentsmedlemmer i Italien også ifølge landets grundlov kun er forpligtet til at følge deres egen holdning og samvittighed, når der skal stemmes.
…artiklen fortsætter under reklamen
Følger bevægelsens parlamentsmedlemmer afstemning skal indenrigsministeren ikke i retten, for 59 procent af de afgivne stemmer sagde nej. Det betyder så også, at både bevægelsens leder Luigi Di Maio, transportminister Tonielli og regeringsleder Conte sandsynligvis heller ikke senere får ophævet deres parlamentariske immunitet. De tre meldte nemlig sig selv som medskyldige i sidste uge, i solidaritet med Salvini og for at vise, at regeringen står sammen.
Imod parlamentarisk immunitet – men ikke når magten skal sikres
I realiteten står der ellers sort på hvidt i Femstjernebevægelsens program, at parlamentarisk immunitet er noget skidt, og at alle skal stå til ansvar for eventuelle anklager for retssystemet.
Det har for længst fået flere af bevægelsens egne parlamentsmedlemmer til at undre sig over afstemningen. Parlamentsmedlemmerne betaler rent faktisk 300 euro af egen løn om måneden til den privatejede digital afstemningsplatform, hvor der angiveligt kun er registreret mellem 100.000 og 140.000 af bevægelsens en million medlemmer. Kun 52.417 afgav deres stemme ved denne afstemning, og alt andet lige viser denne og tidligere online afstemninger, at heller ikke Femstjernebevægelsen egne medlemmer er så entusiastiske omkring det direkte demokrati. Heller ikke når det blot handler om at logge ind på en webside og afgive sin stemme. Derudover brød den digitale platform endnu engang ned under afstemningen, der blev forlænget nogle timer indtil 21.30 mandag aften. Tilfreds partileder, krtiske kommentatorer og sure partimedlemmer
Partileder Di Maio udtrykker dog i dagens medier stor tilfredshed med medlemmernes engagement, og er vel i grunden også tilfreds med at hans egen immunitet så også er sikret, nu hvor han har anmeldt sig som medskyldig. De politiske modstandere og mange politiske kommentatorer betegner dog afstemningen som en fiasko, både i forhold til hvor få der afgav deres stemme, men også i forhold til bevægelsens egen troværdighed. Mange politiske kommentatorer siger rent ud, at Femstjernebevægelsen nu har afsløret at for dem, som for de såkaldte ”gamle” politikere, handler det allermest om at holde sig til magten for enhver pris, og altså også direkte imod partiprogrammet. Samme fornemmelse breder sig blandt partiets vælgere, der ved det nylige regionalvalg i den lille region Abruzzo halverede Femstjernebevægelsen og styrkede Legaen. Salvini selv, som det hele i grunden handler om, har indtil videre været tavs om resultatet af afstemningen hos Femstjernebevægelsen, men der er ingen tvivl om, at hans position som den egentlige leder af regeringen har fået endnu et hak opad.
–//–
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2019-02-19 11:24:382024-03-01 14:34:17Femstjernet afstemning styrker Salvini og Lega
“Find den ubudne gæst” kalder Openpolis og AGI en undersøgelse af kvinder i italiensk politik. Det slår sløjt til, trods indførelse af kvoter i 2012.
Første kvindelige minister i 1975
Italien fik sin første kvindelige minister så sent som i 1976, hvor kristdemokraten Tina Anselmi blev arbejdsminister.
Siden da har der i gennemsnit kun været ti procent kvindelige ministre i de italienske regeringer.
Eneste 50/50 regering var under Matteo Renzi i 2014, mens der i den nuværende regering med Giuseppe Conte i spidsen kun er 27 procent kvindelige ministre. Tæller man viceministre og såkaldte undersekretærer med, og det gør man i talienske regeringer, så er kun 17,9 procent kvinder.
Kvindelige ministre i procent siden regeringen Ciampi i 1993
…artiklen fortsætter under reklamen
Der har aldrig været hverken en kvindelig premierminister eller økonomiminister i Italien, og kun to gange kvindelige udenrigsminister – Emma Bonino i Letta regeringen i 2013, og Federica Mogherini under Renzi i 2014. Også posterne som indenrigsminister og justitsminister har kun to gange været tildelt kvindelige ministre.
Kvindelige ministre i nøglepositioner i italienske regeringer siden 1976
Seks i alt, to udenrigsministre, to justitsministre og to indenrigsministre
Italien er lige nu nummer 13 i Europa, når det gælder kvindelige ministre.
I Europa er gennemsnittet 30,4 procent.
Kvindelig formand i Senatet,
og en trejdedel af posterne i parlamentet
I det nuværende parlament – det 18. siden 1948 – sidder der 35,71 procent kvinder i Deputeretkammeret, og 34,48 procent kvinder i Senatet. Det er det højeste antal i republikkens historie.
Femstjernebevægelsen har over 40 procent kvindelige parlamentsmedlemmer i begge kamre, og Maria Elisabetta Alberti Casellati leder i dag som den første kvinde det italienske Senat – en post, der svarer til at være Folketingets formand i Danmark.
To ud af tyve regerioner har en kvindelig leder
Kun to ud af de tyve italienske regioner ledes af kvinder, og endog to af de mindste, nemlig Umbria og Valle d’Aosta.
Mellem 2013 og 2015 var fem regionale parlamenter ledet af kvinder, og deriblandt de to store regioner Piemonte og Lazio.
I dag er der 55 kvindelige regions-rådmænd, og det varer til 32,54 procent.
I de italienske kommuner – som der er over 7.900 af – ledes omkring 14 procent af kvindelige borgmestre. Det svarer godt til det europæiske gennemsnit.
Kommunale kvoter virker,
men kun ganske lidt
Fra 2012 har det været kønskvotering ved kommunalvalg i Italien.
I kommuner over 5.000 indbyggere må ét køn ikke udgøre over 2/3 af både de opstillede og de valgte kandidater.
Det tal nåede man som landsgennemsnit først fra de kommunale valg afholdt fra 2014. Italienske kommunalvalg følger ikke samme kalender, så der er kommunale valg hvert år.
Men procentsatsen for kvinder holder sig lige over den obligatorisk tredjedel, nemlig på 34 procent for kommunalvalg afholdt mellem 2014 og 2106.
Kvindelige kandidater opstillet til kommunalvalg i Italien i 2009 og efter indførelsen af kvoterne i 2016
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/kvinder_italiensk_politik_forside.png504385Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-12-10 14:33:052024-03-01 14:36:03FAKTA: Find kvinderne i italiensk politik
”Er der kommet et brev fra Bruxelles?
Jamen så venter vi da bare på ét fra julemanden”, lød det provokerende fra den italienske vicepremierminister Matteo Salvini fra Legaen, da EU-kommissionen helt som forventet dumpede næste års italienske finanslovsforslag for anden gang.
”Vi vil naturligvis stadig diskutere velopdragent, som vi altid har gjort”, fortsatte Salvini, der dog også var klar med en skarp salve mod EU’s muligheder for økonomiske sanktioner mod et medlemsland, hvis finanslov ikke kan opnå fællesskabets godkendelse.
”Det forekommer mig virkelig respektløst, ikke i forhold til regeringen, men i forhold til det italienske folk, der er nettobidragyder (til EU, red.). At straffe de, der betaler milliarder, for en vækstorienteret finanslov, er meget underligt”, udtaler Salvini, der uanset hvad allerede er vinder af styrkeprøven med EU-kommissionen.
…artiklen fortsætter under reklamen
Får Italien i sidste ende bøder, så ér EU nemlig det store onde spøgelse, der vil knægte de enkelte medlemslande, og det passer som fod i hos til den EU-kritiske dagsorden i dagens Italien.
Giver EU sig derimod til slut, så er det den nuværende regering, men først og fremmest indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvini, der nærmest med David mod Goliat-symbolikken in mente knægter monsteret i Bruxelles.
Tal-krigen mellem EU-kommissionen og den italienske regering Iværksætter EU de beskrevne sanktioner, så er det første gang i historien, at et medlemsland modtager de økonomiske straffe, der første gang blev nedskrevet i 1997, da medlemslandene forpligtede sig til at overholde tre grundlæggende økonomiske parametre:
Budgetunderskuddet må ikke overstige 3 procent i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), statsgælden må ikke overstige 60 procent af BNP, og skal i givet fald nedbringes med i gennemsnit en tyvendedel per år.
Italiens konkrete problemer er de to sidste punkter med en statsgæld på over 2.300 milliarder euro, og over 130 procent i forhold til BNP.
Budgetunderskuddet holder sig under de tre procent, men med regeringens forudsigelser om en økonomisk vækst på kun 1,5 procent i 2019, 1,6 procent i 2020 og 1,4 procent i 2021, så er der i realiteten ingen margin til at få statsgælden til at falde.
EU-kommissionen tror ikke engang på de italienske forudsigelser, men har i stedet regnet sig frem til en lavere vækst på 1,2 procent af BNP i 2019 og 1,3 procent i 2020.
Det betyder ifølge EU’s udregninger et budgetunderskud på 2,9 i 2019, og i 2020 en overskridelse af tre-procent reglen med et forudset budgetunderskud på 3,1 procent i forhold til BNP.
Mulige bøder har lange udsigter og et EU-valg i midten Nu sender EU-kommissionen sin rapport ud til Euro-landenes regeringer.
Er de enige i dumpningen, vil kommisionen derefter bede den italienske regering om at korrigere finansloven efter deres anvisning i løbet af tre til seks måneder. Først derefter kan der blive tale om bøder fra 0,2 op til 0,5 procent af Italiens BNP, og i allersidste end kan EU blokere for de strukturelle tilskud til Italien.
Det er dog aldrig nogensinde tidligere sket, og også den detalje, at der skal være valg til EU-parlamentet i foråret 2019 gør det yderst usandsynligt, at Italien bliver straffet inden den næste finanslov skal på plads for 2020.
Det forhadte EU-bureaukrati, og den demokratisk proces med parlamentsvalget, ender sandsynligvis alt sammen med at være til den italienske regerings fordel.
Oppositionen raser, og finansmarkederne er afventende
Oppositionen i Italien er naturligvis rasende. Partito Democratico, som Salvini da beskyldte for at have forøget statsgælden med 500 milliarder euro med deres finanslove mellem 2013 og 2018, mener at den gul-grønne Lega-Femstjerneregering ligefrem er ved at nå endestationen.
“Uansvarlig” er det ord, der går igen i deres kritik af regeringen og forslaget til finansloven for 2019.
Men også Legaens samarbejdspartner i 24 år indtil valget den 4. marts i år, Forza Italia, raser.
”Der er ingen grund til blive vred på Europa, der blot er lægen, der bekræfter en sygdom”, lød det, da Silvio Berlusconi samlede partitoppen i Rom onsdag aften.
Berlusconi udtalte, at han ikke frygter EUs mening, men investorernes reaktioner på afvisningen af finansloven.
Som sædvanlig talte han til italienernes mave, der i denne forbindelse er den enorme private opsparing, der er verdens andenstørste efter japanernes.
Finansmarkederne reagerede roligt
Eftersom det var ventet, at EU-kommissionen igen ville dumpe den italienske finanslov, var reaktionen på finansmarkederne onsdag yderst beherskede.
Den italienske børs i Milano lukkede med +1,41, og rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer holdt sig lige omkring de 300 – 309 præcist – hvor det har befundet sig siden EU sagde nej til den italienske finanslov for første gang den 23. oktober.
Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at det går bare nogenlunde på finansmarkederne og med tilliden til Italien.
Italiens statistik Istat har for eksempel beregnet, at 100 point i rentespænd koster 0,7 procent af BNP.
Nyeste tal forudser endnu lavere vækst
Istat kom også netop i dag med deres nedslående forudsigelser omkring det italienske bruttonationalprodukt i år. Istat har nedjusteret væksten til 1,1 procent i forhold til prognosen i maj på 1,4 procent. I 2017 steg BNP med 1,6 procent.
Arbejdsløsheden er også igen over 10 procent, og inflationen skønnes at ende på 1,7 procent.
Den italienske finansminister Giovanni Tria har taget dumpningen med bitterhed.
I hans optik er det italienske finanslovsforslag indenfor de “moderate” grænser, som den økonomiske situation tillader, og garanterer ydermere en reduktion af statsgælden.
Torsdag 22. November mødes premierminister Giuseppe Conte med EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/nøgletal.png385589Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-11-21 21:42:302024-03-01 14:37:24Italiensk finanslov dumpet igen, men sanktioner har lange udsiger
Avisen Corriere della Sera brugte onsdag den 5. september to hele sider og over 30 spørgsmål på at teste italienernes viden om dem selv og deres eget land. Undersøgelsen afslører, at italierneres opfattelse ofte er utroligt langt fra virkeligheden.
Fire gange så mange muslimer
For eksempel tror italienerne, at der er 20 procent muslimer i Italien, mens det korrekte antal er 4,8 procent.
De tror også, at hele 17 procent af unge kvinder mellem 15 og 19 procent får et barn i løbet af et år, mens det reelle tal er helt nede på 0,6 procent.
Helt galt er det også, at et gennemsnit af italienerne tror arbejdsløshedsprocenten er på 49 procent, og at 51 procent af unge mellem 18 og 24 år hverken arbejder eller studerer.
Arbejdsløsheden var på undersøgelsestidspunktet heldigvis kun 10,4 procent. Og selv om 25,7 procent også er et højt tal for unge Neets, så er det altså kun halvt så mange som italienerne forestiller sig.
Her er flere spørgsmål og svar – både hvor italienerne nærmer sig virkeligheden, som er det første tal – og andre, hvor de tager helt fejl – i parentes:
Hvor mange indbyggere har Italien?
60.483.973 (60.000.000) Hvor mange indbyggere skønner FN Italien vil have i 20150?
63.500.000 (65.000.000)
Hvor stor en procentdel af indbygggerne er i dag indvandrere?
9,2 procent (30 procent) Hvor mange procent er kristne?
80 procent (60 procent) Hvor mange procent er muslimer?
4,8 procent (20 procent) Hvor mange procent skønnes at være muslimer i 2030?
5,4 procent (31 procent) Hvor mange procent erklærer sig ateister, agnostikere eller ikke tilhørende en religion?
12 procent (35 procent)
…artiklen fortsætter under reklamen
Hvor mange af indbyggerne i Italien er mere end 65 år gammel?
22,6 (48 procent) Hvor længe skønnes et barn født i 2018 at leve i gennemsnit
82,6 år (78 år) Hvad er gennemsnitsalderen for de italienske befolkning?
45,5 år (59 år) Hvor mange procent er 14 år eller derunder?
13,7 procent (26 procent)
Hvor mange procent bor på landet eller udenfor byerne?
31 procent (44 procent)
Hvor mange kvinder mellem 15 og 19 år bliver mødre hvert år i Italien?
0,6 procent (17 procent)
Hvor mange procent af de italienske kvinder i den arbejdsdygtige alder har et arbejde?
48,9 procent (44 procent)
Hvor mange unge mellem 25 og 35 år bor hos deres forældre?
49,1 procent (61 procent)
Hvor mange italienerne over 20 år er overvægtige?
45,5 procent (36 procent)
Hvor mange italienerne mellem 25 og 64 år har en universitetsuddannelse eller derover?
15,7 procent (38 procent)
Hvor mange procent af medlemmerne af Deputeretkammeret er kvinder?
29,4 procent (26 procent)
Bliver der myrdet færre eller flere i Italien i dag end i 2000?
Færre (Flere) Hvor mange procent af de indsatte i italienske fængsler er født i udlandet?
34,4 procent ( 48 procent)
Hvor mange italienerne har adgang til internet fra hjemmet, via tablet eller mobiltelefon?
69,2 procent (75 procent) Hvor mange italienere har en Facebookprofil?
43 procent (76 procent)
Hvor mange italienere bor i en ejerbolig?
80 procent (59 procent)
Gennemsnitsdanskerne har som italienerne også en fejlagtig opfattelse af antallet af både mord, indvandrere, muslimer og Facebook-profiler, men er alligevel sammen med Norge og Sverige de tre lande, hvor gennemsnitsborgeren opfattelse er tættest på virkeligheden.
Studieopgaver – Opgaver om Italien
Mange flere fakta, tal og statistikker om Italien
Vil du vide meget mere om Italien kan du downloade italiensk statistiks engelske brochure “Italy in figures” her >>.
Den seneste udgave fotograferer Italien i 2016.
2017-udgaven kommer sandsynligvis i løbet af september 2018.
Du kan også downloade et engelsk resumé af ISTATs årlige rapport om nationens tilstand her >>.
-syl
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/ipsos_2018_danmark.jpg417760Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-09-10 19:30:392024-03-01 14:39:24Fakta kontra tro: Ved du lige så lidt om Italien som italienerne?
Italienske Asia Argento var en af de første på #MeToo bølgen sidste efterår, men nu skriver New York Times, at hun selv har begået overgreb på en 17-årig skuespiller, som hun angiveligt skulle have indgået en 380.000 dollars dyr fortrolighedsaftale med.
I oktober i fjor var den italienske skuespiller og filminstruktør Asia Argento en af de første til at angribe filmproduceren Harvey Weinstein, som hun beskyldte for at have voldtaget hende i 1997, da hun var 21 år gammel.
Senest i Cannes i maj i år gentog Asia Argento, at hun i sin tid ikke meldte Weinstein for overgrebet, fordi hun vidste, at ”han havde knust mange mennesker tidligere”.
…artiklen fortsætter under reklamen
Mandag skrev New York Times så, at avisen er i besiddelse af dokumenter, der viser at Asia Argento selv har begået et seksuelt overgreb på en 17-årig. Et forhold, der er strabart i Califorinien, hvor den seksuelle lavalder er 18 år.
Spillede Jimmys mor i 2004
Forhistorien er, at den dengang 8-årige Jimmy Bennett i 2004 spillede Asia Argentos søn i en amerikansk produceret film, som Argento både havde skrevet, instrueret og selv spillede med i.
Da de to mødes igen den 9. maj 2013 i Californien skriver den nu 37 årige Asia inden mødet på Twitter, at hun ”venter på en meget savnet søn, min kærlighed Jimmy Bennett”.
Hun insisterer på tid alene på sit hotelværelse med den nu 17-årige Jimmy, og Twitter senere samme dag et foto af de to på hotelværelset.
Ifølge dokumenter, som New York Times er i besiddelse af, skulle Asia Argento have serveret alkohol for Bennett, hvorefter hun udførte oralsex på ham inden et fuldbyrdet samleje.
Asia Argento nægter seksuelt misbrug af 17-årig To dage efter offentliggørelsen af artiklen i New York Times gik Asia Argento til pressen, og benægtede kategorisk, at hun nogensinde havde haft sec med Jimmy Bennett.
Hun erkender at have betalt Bennett 200.000 dollars i april i år, men udelukkende fordi han afpressede hende og hendes nu afdøde kæreste, kokken Anthony Bourdain.
”Bourdain og jeg beslutttede at efterkomme hans krav om økonomiske hjælp ud fra medfølelse med ham”, siger Asia Argento til det italienske dagblad La Repubblica.
Asia Argento forklarer videre, at afpresningen netop begyndte efter at hun var blevet en af frontfigurerne i #MeToo ksmpagnen i efteråret 2017.
Hun forklarer, at hun har betalt Jimmy Bennett for at forhindre, at han kom med beskyldningerne om seksuelt misbrug, da han i 2013 som 17-årig var under den seksuelle lavalder ifølge Californiens lovgivning. Hun lader også forstå, at hun netop nu forhandler med Jimmy Bennett for at få ham til at trække beskyldningerne tilbage.
Asia Argento ønsker ikke at kommentere de kompromitterende fotografier fra hotellet, hvor overgrebet ifølge Bennett fandt sted den 9. maj 2013, og som New York Times hævder at være i besiddelse af.
Hun ønsker helle ikke at forklare, hvorfor hverken hun eller hendes advokat reagerede på avisens forespørgsler om kommentarer, før artiklen blev offentliggjort søndag den 20. august.
_____________________________________
Bennett, der i dag er 22 år gammel, oplyser at han føler sig traumatiseret af overgrebet, som han mener har haft en negativ indflydelse på hans karriere som skuespiller og musiker.
Han har også forklaret, at det netop var Asia Argentos engagement i #MeToo bevægelsen, der sidste efterår fik ham til at sætte en advokat på sagen.
Som en ekstra ubehagelig krølle på historien spillede Bennett i 2004 netop en dreng, der havde været udsat for overgreb.
Shitstorm på de sociale medier
Siden historien kom frem i Italien mandag har Asia Argento været centrum for en voldsom shitstorm på de sociale medier, hvor folk nærmest står i kø for at udtrykke både skuffelse, vrede og væmmelse over hendes formodede misbrug af Bennett.
Asia Argento har ikke kommenteret offentligt udover en lakonisk opdatering mandag morgen klokken 06.06:
”OK, det hele hober sig op”.
Kendt medierpersonlighed og præmieret skuespiller
Shitstorme er ikke en nyhed i forbindelse med Asia Argento, der faktisk siden sin barndom som barneskuespiller og datter af horrorfilm-instruktøren Dario Argento nærmest har været fast inventar i det kulørte blade.
Hendes stormombruste forhold til musikeren Morgen er nærmest almenviden i Italien, hvor deres kamp om forældremyndigheden over datteren og deres narkomisbrug foregik direkte i sladderpressen.
Asia Argento har også deltaget i den italienske udgave af Vild med dans, og senest i juni i år fik Asia Argento igen plads på forsiderne, da hendes kæreste, den kendte kok Anthony Bourdain, begik selvmord.
Asia Argento er aldrig rigtig slået igennem som international filmstjerne, men hun har faktisk spillet med i et utal af både italienske og internationale film siden hun debuterede som ni-årig.
I 1990´erne vandt hun to gange den fornemme italienske filmpris Donatellos David.
Asia Argento deltog i foråret 2018 i filmfestivalen i Cannes.
Her gentog hun anklagerne om voldtægt i 1997 mod Harvey Wienstein, mens hun måneden før havde betalt Bennett 200.000 af de aftale 380.000 dollars for at holde mund.
Beskyldte italienske medier for victime blaming
Asia Argento blev ikke de italienske kvinders rollemodel i #MeToo kampagnen i 2017, der faktisk endte med at hun midlertidigt flyttede til Tyskland, angiveligt for at undgå det hun kaldte italienske mediers victim blaming.
Viser historien om overgrebet og handlen om Bennets tavshed om det at holde vand, mister Asia Argento udover sin troværdighed også jobbet som dommer i italiensk X-Faktor meddelte tv-kanalen SKY i går aftes.
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-08-21 08:56:172024-03-01 14:43:02#MeToo ikonet Asia Argento anklages for misbrug af mindreårig
Mens mennesker et døgn efter katastrofen stadig kæmpede for livet eller allerede lå livløse under murbrokkerne fra den sammenstyrtede motorvejsbro ved Genova-forstaden Sampierdarena fejrede Benetton-klanen som sædvanligt Maria Himmelfartsdag den 15. august sammen med 70 gæster på det eksklusive feriested Cortina d´Ampezzo i Dolomitterne.
Først fire dage efter ulykken tirsdag den 14. august kom en officiel pressemeddelelse fra familien, der via selskabet Atlantis kontrollerer Autostrada per l´Italia, der bestyrer 2.854 kilometer af det 6.668 kilometer lange italienske motorvejsnet.
…artiklen fortsætter under reklamen
I mellemtiden havde var der ikke blot tid til Benetton´ernes eksklusive Ferragosto-frokost, men også til at sammensætte et skarpt hold af advokater, der skal føre virksomheden uskadt gennem det gigantiske juridiske slagsmål om ansvaret for ulykken.
Et slagsmål, der allerede var i fuld gang, mens de første af de 43 omkomne blev begravet lørdag den 18. august.
Den 1182 meter lange Morandi bro eller Ponte delle Condotte er en del af Polcevera viadukten på mortovej A10 i forstaden Sampierdarena. Byggeriet blev påbegyndt i 1963 og den firesporede motorvej blev indviet den 4. september 1968. Vejbanen i 45 meters højde løb ovenover toglinjerne mellem Genova, Milano og Torino, samt over både industri og beboelsesområder.
Statsbegravelse med buh-råb og selfies
19 af de 43 omkomne blev lørdag begravet af Genovas biskop i byens messecenter.
Andre ofre, og blandt dem flere fra Napoli, valgte den officielle begravelse fra. Af personlige årsager, men også i protest.
I Genova deltog tusindvis af byens borgere også.
Blandt de fremmødte var også den italienske præsident Sergio Mattarella og premierminister Giuseppe Conte.
Sammen med regeringens to frontfigurer og vicepremierministre, Luigi di Maio fra Femstjernebevægelsen og Matteo Salvini fra Lega modtog statens repræsentanter næsten lige så store klapsalver som redningsfolkene, der også var mødt talstærkt op.
Repræsentanter fra den tidligere italienske regering fra Partito Democratico blev derimod modtaget med ”buh-råb”.
Onde tunger påstår at buh-råbene i bedste opera-stil var bestilt og betalt af den nuværende regering.
Fortsætter vi i den ubehagelige afdeling, så havde indenrigsminister Salvini under begravelsen også tid til at lade sig forevige på selfies med nogle af sine fans.
I forhold til den officielle begravelse var det nærmest poetisk smukt, da jeg lørdag klokken 11.32 sammen med andre kunder holdt ét minuts stilhed i Ikea i Milano, for det gør man også i en butik, når der er national sørgedag i Italien.
Grydeklar plan for en ny og dyr stålbro
Autostrade per l´Italia ventede som Benetton-familien også fire dage inden de indkaldte til en pressekonference, der nok udtrykte medfølelse med ofrene og de efterladte, men derudover også flere gange understregede, at ”der er ingen årsager, der peger mod at vi skal påtage os et ansvar” for ulykken, som avisen Il Fatto Quotidiano skriver.
Autostrade per l´Italia meddelte også på pressemødet, at de har stillet en halv milliard euro til rådighed, som Genova kommune kan bruge til hurtigt af lave alternative forbindelser, der sikrer trafikken i det vigtige knudepunkt mellem Nordeuropa og Frankrig, som er ramt af ulykken.
Interessant nok kunne præsidenten og den administrerende direktør for motorvejsselskabet også meddele, at virksomheden tilfældigvis har et grydeklart projekt til ny stålbro i det ramte område.
Dét projekt kan realiseres på kun otte måneder, og koster i alt 7,8 milliarder euro (Cirka 58 miliarder kroner).
Det er penge, som virksomheden ikke umiddelbart selv vil hoste op med.
Det er ellers en sund virksomhed, der de seneste femten år har produceret et overskud på over 9,5 milliarder euro, der både er endt på aktionærernes konto som dividende og derudover brugt til blandt andet at købe motorveje i Spanien og lufthavnen i Nice i Frankrig.
Regeringen vil ophæve kontrakten
Vicepremierminister Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen virker fast besluttet på at ophæve kontrakten mellem Autostrade per l´Italia og staten, selv om virksomheden har papir på retten til at bestyre de knap 3.000 kilometer motorvej indtil 2042.
Af kontrakten fremgår det også, at brydes den, skal den italienske stat kompensere for tabet af motorvejsafgifter med et beløb på omkring 20 milliarder euro.
Det juridiske slagsmål om hvorvidt kontrakten kan brydes kan komme til at tage år, men allerede torsdag reagerede aktiemarkederne med stor nervøsitet, og Benetton-selskabet Atlantias aktier faldt med over 20 procent.
Man kan ikke privatisere trafiksikkerhed
Statsadvokaten i Genova, Giuseppe Cozzi, der skal placere ansvaret for ulykken, har også været usædvanlig klar i mælet, når han har forklaret strategien for sin efterforskning.
”Jeg har en del vanskeligheder med at acceptere, at trafiksikkerheden er lagt i private hænder. Filosofien bag vores system i dag er en stat, der har fået frataget sin magt, en slags fraværende ejer, der har abdiceret fra rollen som garant for sikkerheden. Som om staten har sagt til det private erhvervsliv: Det må I om. Det virker umiddelbart som om det private selskab er ejeren af motorvejene, og ikke lejeren som skal bestyre dem,” siger han til avisen Corriere della Sera.
Statsadvokaten skal også i gang med at be- eller afkræfte de mange rygter om, at Autostrade per l´Italia vidste, at broen var en sikkerhedsrisiko.
Flere eksperter har også udtalt sig i den retning, og vi ved, at Polyteknisk Universitet i Milano i en undersøgelse udført for selskabet havde påpeget problemer med stålkablerne fra brotårnene. Andre eksperter har konsekvent udelukket, at uvejret tirsdag skulle have forårsaget ulykken.
Dårlig vedligeholdt infrastruktur
Der er over en halv million broer i Italien, og hvert år sker der ulykker, hvor broer kollapser, også med dødsfald til følge.
Settimo Martinello er direktør for firmaet ”4 Emme”, der lige nu kontrollerer og vedligeholder omkring 50.000 broer i Norditalien.
”Jeg har i årevis sagt, at der er titusinder af broer i Italien, der risikere at kollapse og hvert år sker det for omkring tyve broer, uden at det skaber nyheder fordi de ikke er store som i Genova,” fortæller han nyhedsbureauet AGI.
Ifølge Martinello er alle italienske broer konstrueret med armeret cement i 1950´erne og 1960´erne i risikogruppen.
”Deres livscyklus er slut, det varer ikke evigt,” siger han.
Han forklarer helt lavpraktisk, at sorte striber i cementen er et tydeligt tegn på at cementen ikke længere er tæt, og derfor tillader fugt og ilt at trænge ind til og destruere jernarmeringen, der holder broerne oppe.
De over 40 meter ned fra Morandi-broen skræmte mig hver eneste af de over 100 gange, jeg har kørt på den. Og man behøver desværre ikke være ekspert i cement for at konstatere, at vedligehold af alle typer veje og broer i Italien har lidt under den økonomiske krise, der nu har varet i ti år.
Vi holder vejret…
Video-talk med Charlotte Sylvestersen
…om Morandi-broen, der faldt ned,
…om liberaliseringer, der tilsyneladende ikke fungerer,
…og om den gode karma ved bilkøer:
FAKTA: Det italienske motorvejsnet på cirka 7000 kilometer byder på 1608 broer og 686 tunneller.
Det statslige selskab Anas står for 90 procent af de 24241 kilometer statslige veje. Anas skal dermed stå for vedligehold, eventuel nedrivning og genopbygning af over 13.000 broer og viadukter.
Andre 1,3 milioner kilomter vej i Italien er kommunernes ansvar, mens de tyve regioner også står for driften af yderliger 155.000 kilometer vej.
Det Nationale Forskningscenter CNR skønner, at alle broer konstrueret med armeret cement mellem 1950 og 1980 har overstået eller er tæt på at have overstået deres livscyklus.
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-08-20 15:20:152024-03-01 14:45:44Italienerne begraver de døde, og raser mod myndigheder og motorvejsaktionærer