Antonio Tajani (Foto: Wikimedia) Det er dog langtfra sikkert, at Antonio Tajani bliver Italiens næste premierminister. For det første skal han have opbakning fra resten af centrum-højrekoalitionen, der også tæller det nationalistiske Lega, og det ultrahøjreorienterede Fratelli d´Italia-Italienske brødre. Der kommer til at skulle indgås nogle handler, hvis for eksempel Lega skal acceptere Tajani. Forza Italia er slet ikke så EU-kritisk som Lega, de har ikke adopteret Salvini meget voldsomme retorik overfor indvandrere i valgkampen, og Berlusconi har allerede afvist et krav om helt at afskaffe nogle af de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, parlamentet har vedtaget de seneste år. Kompliceret valglov skaber usikkerhed Derudover kan den nye og meget komplicerede valglov spænde ben for koalitionens regeringsdrømme. Valgloven er en kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse, der løber med 36 procent af stemmerne, men de resterende 64 procent af stemmerne fordeles proportionalt. …artiklen fortsætter under reklamen Valgforskere har for eksempel givet centrum-højre koalitionen 115 sikre mandater i enkeltmandskredsene til Deputeretkammeret, mens centrum-venstre kun har 24 sikre enkeltmandskredse. Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti ved dette valg, men de kan ifølge disse beregninger kun regne med sølle fire sikre enkeltmandskredse. To af dem er på Sardinien, de andre to på Sicilien, og slaget om enkeltmandskredsene kommer til at foregå på de to øer, og i det sydlige Italien, hvor Femstjernebevægelsen står meget stærkt. I mange tilfælde forudses det, at der kun skal ganske få stemmer til at afgøre enkeltmandskredsene, og tvivler vælgerne mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen, så vil det være til centrum-højrekoalitionens fordel. Ministre ”udnævnt” inden valget Den anden store overraskelse i valgkampens slutspurt står Femstjernebevægelsen for. Deres bud på en kommende premierminister, den 31-årige Luigi Di Maio, har offentliggjort, og afleveret partiets ministerliste til den italienske præsident Sergio Mattarella, fire dage før valget.

Luigi Di Maio ( Foto: Wikimedia Commons.) Det er ikke nyt, at Femstjernebevægelsen bryder alle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på den politiske scene. Det er faktisk en form for varemærke for bevægelsen at gøre oprør mod både skrevne og uskrevne regler. Fra de gamle partier er der forargelse og latterliggørelse over det overmod ministerlisten præsenterer. Der tales også netop om manglende respekt for spillereglerne. Formelt har listen ingen praktisk betydning. Præsidenten bestemmer suverænt, hvem han beder om at danne regering, når de indledende møder er gennemført efter valget. Men overfor vælgerne har Femstjernebevægelsen så endnu engang bekræftet, at de netop ér anderledes end de gamle politikere og partier, som de over én kam kalder for skiftevis korrupte, utroværdige medlemmer af en kaste, der deler privilegier ud til hinanden. Den form for provokation elsker protestpartiets vælgere simpelthen. Udover provokation med at udnævne en regering inden valget, så står Femstjernebevægelsen som nævnt til at blive landets største parti, og i deres optik har præsident Mattarella derfor en forpligtigelse til at bede dem om at danne regering. 40 procent proteststemmer i uofficiel meningsmåling Det er forbudt at offentliggøre meningsmålinger de sidste to uger op til et italiensk valg, men Luigi Di Maio citerede ved offentliggørelsen af partiets ministerliste uofficielle meningsmålinger, der ifølge ham ville give Femstjernebevægelsen hele 40 procent af stemmerne. Med den nye valglov, der også indeholder en spærregrænse på tre procent for de mindre partier, regnes det med at 38-39 procent af stemmerne sikrer et parti eller en koalition flertal i parlamentet. Centrum-højre koalitionen har i det officielle meningsmålinger ligget omkring 36-37 procent, Femstjernebevægelsen alene omkring 26-27 procent, mens regeringspartiet Partito Demokrati står til en vælgerlussing med kun omkring 22-24 procent af stemmerne. Venstrefløjsudbryderne i partiet Frie og Lige/Liberi e Uguali, der tæller tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pierluigi Bersani, har ikke villet indgå i en teknisk valgkoalition med Det Demokratiske Parti. De har dermed gjort det endnu sværere for partileder og premierministerkandidat Matteo Renzi. Det har så også været deres erklærede mål, for venstrefløjen af Det Demokratisk Parti og udbryderne i Frie og Lige anser Renzi for at være en overdrevent liberalt indstillet klasseforædder. Her er magtkampen om Partito Democaticos fremtid allerede gået i gang endnu inden valgresultatet. Matteo Renzi har meddelt, at han bliver uanset valgresultatet, men den afgående premierminister Paolo Gentilonis støtter er i fuld gang med at lave kampagne for ham. Blandt støtterne er tidligere premierminister og EU-formand Romano Prodi, tidligere premierminister Enrico Letta og tidligere præsident Napolitano. De vilde scenarier efter valget Tror man på de officielle meningsmålinger de seneste måneder op til valget står centrum-højre altså til at blive valgets vinder. Men netop den nye valglov har forårsaget mange spekulationer på alternative løsninger, hvis resultatet bliver grumset, og Berlusconi og hans allierede ikke opnår et levedygtigt flertal i parlamentet. Gentiloni fortsætter som overgangsregering Nogle politiske kommentatorer taler allerede nu åbent om at lade Gentilonis regering fortsætte som en overgangsregering, der skal lave endnu en ny valglov, der kan sikre en sikker vinder af et nyvalg i løbet af 2018. Det scenarie skræmmer, fordi det betyder et lammet Italien de kommende måneder. Det er det værste der kan ske lige nu, hvor de økonomiske nøgletal omsider har fået et lille plus foran. Der ér lavet arbejdsmarkedsreformer, der har skabt arbejdspladser. Statsgælden er blevet stabiliseret, men væksten halter stadig bagud i forhold til EU-gennemsnittet. Matteo Renzi har overordnet ført en meget sober og faktuel valgkampagne netop på baggrund af de opnåede resultater de seneste fem år. Men italienerne tror ikke på, at landet for alvor er på vej ud af den økonomiske krise. De fleste italienere oplever stadig, at deres børn har svært ved at få fast arbejde. De har også stadig færre penge til rådighed end for ti år siden, og det ofte gentagne tal om de over 620.000 immigranter og asylansøgere, der er kommet over havet de seneste fem år, gør ikke deres tillid til fremtiden større. En sprængt centrum-højre koalition Andre iagttagere forudser en sprængning af centrum-højrekoalitionen. I det ene scenarie ser nogle det som en mulighed, at Berlusconi og Forza Italia simpelthen bliver enige med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti om en bred regering hen over midten med det erklærede formål at holde Femstjernebevægelsen væk fra magten. “Renzisconi” kaldes den mulighed i daglig tale. Den nuværende valglov er et eksempel på at de kan samarbejde. Valgloven er nemlig specialdesignet til netop at bremse protestpartiet. Et ukendt ægteskab mellem Lega og Femstjernebevægelsen Andre spekulerer i, at Matteo Salvini og Lega kan række ud efter magten i samarbejde med Femstjernebevægelsen. De to partier har deres EU-skepsis tilfælles, men ellers er det svært at vide, hvordan et regeringsprogram vil se ud for den konstellation. Vi ved nemlig stadig ikke, hvor Femstjernebevægelsen står i store spørgsmål, som for eksempel i spørgsmålet om den indvandring, der har været det helt store emne i valgkampen. Matteo Salvini selv afviser, at han vil samarbejde med Femstjernebevægelsen, men den slags sceneskift er tidligere set i Italien. Og så er der vejrets rolle Meningsmålingerne har også vist, at der bliver flere og flere vælgere, der helt op til valget stadig ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. Man frygter den laveste deltagelse i parlamentsvalget siden det første demokratiske valg i den italienske republik i 1948. Nogle forduser, at stemmeprocenten denne gang ender under 70 procent, hvor den for fem år siden var 75 procent, og for ti år siden i 2008 var på 80,5 procent. Normalt undgår man parlamentsvalg om sommeren i Italien, for dér foretrækker folk at tage til havet i weekenderne. Denne vinter er store dele af landet ramt af en sibirisk kuldebølge der, hvis den fortsætter i weekenden, kan betyde at mange af de ubeslutsomme vælger at tilbringe hele søndagen hjemme i den varme stue fremfor at kæmpe sig frem i sneen til de notorisk halvkolde italienske folkeskoler, der fungerer som valglokaler. Valgkampen slutter officielt ved midnat fredag den 2. marts. Derefter er lørdag politisk hviledag både i medierne og på gaderne, hvor partierne har haft deres valgboder til at stå. Valgstederne åbner søndag fra klokken 7 til klokken 23. 46.604.925 italienere over 18 år kan stemme til Deputeretkammeret, mens 42.871.424 vælgere på 25 år og derover kan stemme til Senatet. Charlotte Sylvestersen –//–ANALYSE: Silvio Berlusconi stod for valgkampens sidste store overraskelse, da han i tv-progammet Matrix torsdag aften afslørede, at Europarlamentets formand Antonio Tajani har sagt ja til at være Forza Italias kandidat som premierminister, hvis centrum-højre koalitionen som forventet bliver den største gruppe i det italienske parlament. “Jeg takker præsident Berlusconi for hans påskønnelse af mig. Jeg har her til aften indvilget i at tjene Italien. Nu er alle beslutninger op til vores borgere og republikkens præsident”, skrev Tajani måske en anelse for underdanigt i aftes på Twitter. Den 64-årige romer, der er uddannet jurist og har en fortid som journalist, har været med Berlusconi fra grundlæggelsen af Forza Italia tilbage i 1994. Han grundlagde selv den regionale afdeling af partiet i Rom-regionen Lazio, og han har senest siden januar 2017 været formand for Europa parlamentet. Tajani selv bekræftede sit kandidatur via Twitter sent torsdag aften. Det skete i øvrigt efter en dag, hvor han havde talt om europæisk politik til en konference, og netop understreget, at han ikke ville tale om italiensk indenrigspolitik.

Antonio Tajani (Foto: Wikimedia) Det er dog langtfra sikkert, at Antonio Tajani bliver Italiens næste premierminister. For det første skal han have opbakning fra resten af centrum-højrekoalitionen, der også tæller det nationalistiske Lega, og det ultrahøjreorienterede Fratelli d´Italia-Italienske brødre. Der kommer til at skulle indgås nogle handler, hvis for eksempel Lega skal acceptere Tajani. Forza Italia er slet ikke så EU-kritisk som Lega, de har ikke adopteret Salvini meget voldsomme retorik overfor indvandrere i valgkampen, og Berlusconi har allerede afvist et krav om helt at afskaffe nogle af de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, parlamentet har vedtaget de seneste år. Kompliceret valglov skaber usikkerhed Derudover kan den nye og meget komplicerede valglov spænde ben for koalitionens regeringsdrømme. Valgloven er en kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse, der løber med 36 procent af stemmerne, men de resterende 64 procent af stemmerne fordeles proportionalt. …artiklen fortsætter under reklamen Valgforskere har for eksempel givet centrum-højre koalitionen 115 sikre mandater i enkeltmandskredsene til Deputeretkammeret, mens centrum-venstre kun har 24 sikre enkeltmandskredse. Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti ved dette valg, men de kan ifølge disse beregninger kun regne med sølle fire sikre enkeltmandskredse. To af dem er på Sardinien, de andre to på Sicilien, og slaget om enkeltmandskredsene kommer til at foregå på de to øer, og i det sydlige Italien, hvor Femstjernebevægelsen står meget stærkt. I mange tilfælde forudses det, at der kun skal ganske få stemmer til at afgøre enkeltmandskredsene, og tvivler vælgerne mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen, så vil det være til centrum-højrekoalitionens fordel. Ministre ”udnævnt” inden valget Den anden store overraskelse i valgkampens slutspurt står Femstjernebevægelsen for. Deres bud på en kommende premierminister, den 31-årige Luigi Di Maio, har offentliggjort, og afleveret partiets ministerliste til den italienske præsident Sergio Mattarella, fire dage før valget.

Luigi Di Maio ( Foto: Wikimedia Commons.) Det er ikke nyt, at Femstjernebevægelsen bryder alle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på den politiske scene. Det er faktisk en form for varemærke for bevægelsen at gøre oprør mod både skrevne og uskrevne regler. Fra de gamle partier er der forargelse og latterliggørelse over det overmod ministerlisten præsenterer. Der tales også netop om manglende respekt for spillereglerne. Formelt har listen ingen praktisk betydning. Præsidenten bestemmer suverænt, hvem han beder om at danne regering, når de indledende møder er gennemført efter valget. Men overfor vælgerne har Femstjernebevægelsen så endnu engang bekræftet, at de netop ér anderledes end de gamle politikere og partier, som de over én kam kalder for skiftevis korrupte, utroværdige medlemmer af en kaste, der deler privilegier ud til hinanden. Den form for provokation elsker protestpartiets vælgere simpelthen. Udover provokation med at udnævne en regering inden valget, så står Femstjernebevægelsen som nævnt til at blive landets største parti, og i deres optik har præsident Mattarella derfor en forpligtigelse til at bede dem om at danne regering. 40 procent proteststemmer i uofficiel meningsmåling Det er forbudt at offentliggøre meningsmålinger de sidste to uger op til et italiensk valg, men Luigi Di Maio citerede ved offentliggørelsen af partiets ministerliste uofficielle meningsmålinger, der ifølge ham ville give Femstjernebevægelsen hele 40 procent af stemmerne. Med den nye valglov, der også indeholder en spærregrænse på tre procent for de mindre partier, regnes det med at 38-39 procent af stemmerne sikrer et parti eller en koalition flertal i parlamentet. Centrum-højre koalitionen har i det officielle meningsmålinger ligget omkring 36-37 procent, Femstjernebevægelsen alene omkring 26-27 procent, mens regeringspartiet Partito Demokrati står til en vælgerlussing med kun omkring 22-24 procent af stemmerne. Venstrefløjsudbryderne i partiet Frie og Lige/Liberi e Uguali, der tæller tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pierluigi Bersani, har ikke villet indgå i en teknisk valgkoalition med Det Demokratiske Parti. De har dermed gjort det endnu sværere for partileder og premierministerkandidat Matteo Renzi. Det har så også været deres erklærede mål, for venstrefløjen af Det Demokratisk Parti og udbryderne i Frie og Lige anser Renzi for at være en overdrevent liberalt indstillet klasseforædder. Her er magtkampen om Partito Democaticos fremtid allerede gået i gang endnu inden valgresultatet. Matteo Renzi har meddelt, at han bliver uanset valgresultatet, men den afgående premierminister Paolo Gentilonis støtter er i fuld gang med at lave kampagne for ham. Blandt støtterne er tidligere premierminister og EU-formand Romano Prodi, tidligere premierminister Enrico Letta og tidligere præsident Napolitano. De vilde scenarier efter valget Tror man på de officielle meningsmålinger de seneste måneder op til valget står centrum-højre altså til at blive valgets vinder. Men netop den nye valglov har forårsaget mange spekulationer på alternative løsninger, hvis resultatet bliver grumset, og Berlusconi og hans allierede ikke opnår et levedygtigt flertal i parlamentet. Gentiloni fortsætter som overgangsregering Nogle politiske kommentatorer taler allerede nu åbent om at lade Gentilonis regering fortsætte som en overgangsregering, der skal lave endnu en ny valglov, der kan sikre en sikker vinder af et nyvalg i løbet af 2018. Det scenarie skræmmer, fordi det betyder et lammet Italien de kommende måneder. Det er det værste der kan ske lige nu, hvor de økonomiske nøgletal omsider har fået et lille plus foran. Der ér lavet arbejdsmarkedsreformer, der har skabt arbejdspladser. Statsgælden er blevet stabiliseret, men væksten halter stadig bagud i forhold til EU-gennemsnittet. Matteo Renzi har overordnet ført en meget sober og faktuel valgkampagne netop på baggrund af de opnåede resultater de seneste fem år. Men italienerne tror ikke på, at landet for alvor er på vej ud af den økonomiske krise. De fleste italienere oplever stadig, at deres børn har svært ved at få fast arbejde. De har også stadig færre penge til rådighed end for ti år siden, og det ofte gentagne tal om de over 620.000 immigranter og asylansøgere, der er kommet over havet de seneste fem år, gør ikke deres tillid til fremtiden større. En sprængt centrum-højre koalition Andre iagttagere forudser en sprængning af centrum-højrekoalitionen. I det ene scenarie ser nogle det som en mulighed, at Berlusconi og Forza Italia simpelthen bliver enige med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti om en bred regering hen over midten med det erklærede formål at holde Femstjernebevægelsen væk fra magten. “Renzisconi” kaldes den mulighed i daglig tale. Den nuværende valglov er et eksempel på at de kan samarbejde. Valgloven er nemlig specialdesignet til netop at bremse protestpartiet. Et ukendt ægteskab mellem Lega og Femstjernebevægelsen Andre spekulerer i, at Matteo Salvini og Lega kan række ud efter magten i samarbejde med Femstjernebevægelsen. De to partier har deres EU-skepsis tilfælles, men ellers er det svært at vide, hvordan et regeringsprogram vil se ud for den konstellation. Vi ved nemlig stadig ikke, hvor Femstjernebevægelsen står i store spørgsmål, som for eksempel i spørgsmålet om den indvandring, der har været det helt store emne i valgkampen. Matteo Salvini selv afviser, at han vil samarbejde med Femstjernebevægelsen, men den slags sceneskift er tidligere set i Italien. Og så er der vejrets rolle Meningsmålingerne har også vist, at der bliver flere og flere vælgere, der helt op til valget stadig ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. Man frygter den laveste deltagelse i parlamentsvalget siden det første demokratiske valg i den italienske republik i 1948. Nogle forduser, at stemmeprocenten denne gang ender under 70 procent, hvor den for fem år siden var 75 procent, og for ti år siden i 2008 var på 80,5 procent. Normalt undgår man parlamentsvalg om sommeren i Italien, for dér foretrækker folk at tage til havet i weekenderne. Denne vinter er store dele af landet ramt af en sibirisk kuldebølge der, hvis den fortsætter i weekenden, kan betyde at mange af de ubeslutsomme vælger at tilbringe hele søndagen hjemme i den varme stue fremfor at kæmpe sig frem i sneen til de notorisk halvkolde italienske folkeskoler, der fungerer som valglokaler. Valgkampen slutter officielt ved midnat fredag den 2. marts. Derefter er lørdag politisk hviledag både i medierne og på gaderne, hvor partierne har haft deres valgboder til at stå. Valgstederne åbner søndag fra klokken 7 til klokken 23. 46.604.925 italienere over 18 år kan stemme til Deputeretkammeret, mens 42.871.424 vælgere på 25 år og derover kan stemme til Senatet. Charlotte Sylvestersen –//–