Buon Natale & Felice Anno Nuovo

/i , /af

Kære alle danske fans af Italien.
Glædelig jul & godt nyt år fra en vandkold og blæsende juleaftensdag et sted i udkantsdanmark.

Deres udsendte og de to hunde har for et ikke nærmere bestemt tidsrum forladt Italien, og er i fuld gang med et indtil videre fornøjeligt og spændende re-integrations-projekt i gamle Danmark.


Her er det dog en vaskægte december solskinsdag i det sønderjyske

Jeg vil også fra det sønderjyske berette både om Italien, og om den midlertidige re-integration, som i princippet også kan kaldes for overvintring.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det er første gang i knap 25 år, at jeg skal opholde mig længere end 14 dages ferie i Danmark, og netop denne julemorgen er dag nummer 14. Og jeg droppede rugbrødet til fordel for en kage til morgenmaden i dag.

Du kan allerede nu læse flere afsnit i føljetonen om re-integrationen på POV.International, for eksempel afsnittet fra den 23. december om Italiensk overtro og rapænder i Rinkenæs >>.

Jeg glæder mig til at berette meget mere om Italien i 2018 både på italiamo.dk, på POV.International, i Radio24syv, og hvor der ellers er bud efter mig.

Jeg håber at se jer alle inde på den nye Facebookside, hvor i er er velkomne til at deltage, komme med gode tips og stille spørgsmål. Og i er meget velkomne også til at dele siden med jeres venner og bekendte.

Julehilsner fra Holbøl,

Charlotte Sylvestersen og de to italienske lykkedrager

PS: Du kan læse alt om julen i Italien her >> – fra julekrybber- og kager til  lokale traditioner og forslag til italiensk julemad…

PPS: Om jeg allerede efter 14 dage savner Italien?
Hmmm. I dag droppede jeg rugbrødet til morgenmaden og spiste en kage i stedet for. Man kan jo kompensere.
Og i ved et jo, det der med italienere og deres fordøjelse >>.

Jeg savner dog min helt private juleseance på baren her den 24. december. Når jeg er i Milano giver jeg den hele armen som julemand med danske laksemadder og dilddressing, til stor fornøjelse for min italienske landsmænd.

Napolis pizza er nu en del af verdens kulturarv

/i , , /af

Natten til den 7. december 2017 blev den napoletanske pizza indlemmet på Unescos liste over verdens kulturarv.
Det skete ved en enstemmig afstemning, og eftersom der kun var to europæere  tilstede, så må det siges at være en planetær beslutning.


Klassikeren Pizza Margherita, opkaldt efter dronning Margherita.
Legenden siger, at da Margherita  og kong Umberto I i 1889 besøgte Napoli opfandt Pizzeria Brandi pizzaen med det italienske flags farver, rød tomat, hvid mozzarella og grøn basilikum. På denneher fa mit lokale pizzeria er der dog også lige et par ansjoser 🙂

Italienerne spiser i gennemsnit 7,6 kilo pizza om året
– det bliver til cirka 38 styk.

…artiklen fortsætter under reklamen

Italienerne overhales af amerikanerne, der spiser hele 13 kilo pizza i gennemsnit hvert år. Men det store spørgsmål er jo stadig, om der er tale om ægte pizza i USA?

Ægte Napoli pizza med garanti

Napolis pizza har faktisk en obligatorisk opskrift, der er beskrevet i regelsættet for produkter med europæisk STG-klassifikation – Garanteret Traditionel Specialitet – som Pizza Verace Napoli opnåede i 2004.

Regelsættet fylder tre tætskrevne sider, og nej, ananas, kebab og andre multikulturelle ingredienser er ikke nævnt.

2 minutter i ovn – alt andet er bare fyldt brød

En ægte pizza, med eller uden STG-garanti, lynbages på mellem halvandet og to minutter i en over 300 grader varm ovn.

Det kræver, at dejen har hævet lige præcis tilpas, og at ingredienserne – aldrig overfyldt! – og dejen under bagning begge rammer zenith på samme tidspunkt.
Alt andet er simpelthen ikke pizza.

Det er stor madkunst at lave en perfekt pizza.

For danske smagsløg er den ægte pizza derfor ofte nærmest for simpel, men pizzakendere ved, at en dygtig pizzaiolo netop kendes på, at han er dygtig til at lave de helt simple pizzaer som Marinara og Margherita.

Unesco har nu premieret den kulinariske know how, der ikke bare omfatter pizzaen selv, men også alt, hvad der hører til af sange, akrobatik med dejen og den lokale pizza-dialekt.

 #PizzaUnesco


Min favorit pizzaiolo for tiden er Damiano, og hans special pizza hedder “Baia di Cilente”, og er med strimler af syltet peberfrugt, salsiccia pøkse og den røgede Scamorza-ost.

Min veninde fik Damiano til at lave en af klassikerne, netop Pizza napoli med tomat, mozarella og ansjoser.

FOTO: Privatfoto
–//–

Italiensk Pandora-reklame trukket tilbage, og efterlignet af bedemand

/i , , /af

“Et strygejern, en pyjamas, et forklæde, et Pandora armbånd.
  Hvad tror du gør hende glad?”


Italienske kvinder blev fornærmede over Pandoras reklame, her fotograferet i Milanos metro

Pandoras annonce, der altså nu bliver fjernet fra italienske medier og metrostationer, er blevet efterlignet med morbid italiensk humor af en bedemandsforretning i Rom.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Slut med det sædvanlige armbånd, kun hos Taffo Begravelsesservice finder du de bedste julegaver”:
“…et gravlys, en blomsterkrans,
hvad tror du gør hende glad”

–//–

Migranthistorier 1: Ali med værdighed

/i , , /af

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs.
Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse.
Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt.
Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen.
En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. 

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali.
Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

–//–

Migranthistorier 2: Uden papirer, og meget utilfreds

/i , , , /af

Fra min væg på Facebook den 2. september 2017:
Vi er mellem Uffizi Gallerierne i Firenze. Nordafrikaneren kom hen til de to carabinieribetjente, jeg stod ved siden af.

“Jeg vil klage over soldaterne”, sagde han og pegede mod de to soldater længere ned af gaden mellem Uffizi Gallerierne.

“Ja, hvad har de gjort”? spurgte den ene betjent.

…artiklen fortsætter under reklamen

“De bliver ved med at spørge om at se mine papirer, men jeg har ingen. De spørger hver dag.”

“Hvis du ingen udentifikationspapirer har, så må du jo ikke være her”, lød svaret.

“Jamen. jeg har jo ingen, og nu skal de altså lade være med at genere mig. Jeg har været her i mange år”, fortsatte han på glimrende italiensk med toskansk accent.

De to soldater havde fulgt samtalen på afstand, og kom nu op til nordafrikaneren og carabinierierne.

“Se, de generer mig. Jeg vil anmelde dem”.

“Fint, sagde den ene soldat. Tag ham med på stationen, så vi kan anmelde ham, fordi han prøvede at tage min kollegas maskinpistol, og truede med at myrde os, fordi vil bad om at se ID”.

Hvordan det endte, ved jeg ikke.

Kommer afrikaneren uden ID med på stationen, bliver hans identitet kontrolleret, hvis man kan.
Er han uden opholdstilladelse og har han ikke søgt asyl, får han et papir, hvor der står, han skal forlade Italien.

Hverdag i Italien 2017.

“Strade sicure”
7.000 militærfolk deltager i antiterror operationen “Sikre gader”.
De er udkommanderet til at patruljere og holde vagt ved mulige terrormål, som her ved Uffizi Gallerierne i Firenze.
Carabinieri politiet er et militært opbygget politikorps, der sammen med de lyseblå Polizia di Stato og de mørkeblå Guardi di Finanza udgør det italienske politi.


–//–

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

/i , , /af

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel.
Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent.
Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

–//–

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

/i , , /af

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken.
Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

…artiklen fortsætter under reklamen

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer.
De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der ellers har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

–//–

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

/i , , /af

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt!
Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

–//–

Lavazza Kalender 2018: Hvad gør du for planeten?

/i , , /af
“Hvad gør du?” lyder spørgsmålet på årets kalender fra kaffefirmaet Lavazza.
2018-kalenderen blev præsenteret den 29. november i Milano og indeholder 17 portrætter, ét for hver af de 17 fremtidsmål FN i 2015 satte op for at sikre vores planet en bæredygtigt udvikling inden år 2030.…artiklen fortsætter under reklamen

MINDEORD: Farvel til radiostemmen Bette De Fine Licht

/i , /af

Journalist og tidligere Italienskorrespondent Bette De Fine Licht blev den 22. november fundet død i sit hjem i Knebel. Bette rapporterede indtil 2006 i 27 år fra Italien til Danmarks Radio.

Mine allerførste erindringer om Italien er ledsaget af Bette De Fine Lichts karakteristiske diktion i radioen. Italien interesserede mig dybest set ikke, men dén stemme glemte man bare ikke.

…artiklen fortsætter under reklamen

Måske var Bettes stemme med til at plante bare en lille smule interesse for landet, der dengang i min opfattelse blot var mafia, mozzarella og mandolin.
Man bliver jo heldigvis klogere, og nogle gange såmænd også af at lytte til journalister.

Lyt til Bette De Fine Licht i en optagelse af journalist Morten Beiter >>, der også har været udenrigskorrespondent i Italien i en periode.

–//–