Må en museumdirektør arbejde for meget?

5. marts 2016/i Campania, Kultur, Museer, Top /af Charlotte Sylvestersen

Fagforeningerne på museet Reggia di Caserta nord for Napoli har i et brev til kulturministeriet klaget over, at den nye direktør arbejder for meget.
De mener, han udgøre en sikkerhedsrisiko for Syditaliens Versailles.
Læs historien på POV International her.
20 italienske museer fik i august 2015 nye direktører, og syv af dem var udlændinge.
Læs mere om de nye museumsdirektører, og polemikken om udnævnelserne, under foto.

FOTO Printscreen fra POV International

19. august 2015
7 UD AF 20 NYE MUSEUMSDIREKTØRER ER UDLÆNDINGE
5 Stjerne Bevægelsen, Lega Nord og Forza Italia er dybt utilfredse med at kulturmminister Dario Franceschini (Partito Democratico), der har valgt syv udlændinge som museumsdirektør for nogle af Italiens kendeste museer!
Tyske Eike Schmidt er ny direktør for Uffizi i Firenze, franske Sylvia Bellenger skal bestyre Capodimonte i Napoli, og den kun 34-årige tysker Gabriel Zuchtriegel skal styre de arkæologiske udgravninger i Paestum.
– Jeg blev valgt fra, fordi jeg er italiener, beklager den tidligere direktør for Uffizi, Antonio Natale, sig til Firenze avisen La Nazione.
– Jeg skulle nok have heddet Anthony Christmas.

...artiklen fortsætter under annoncen

1200 havde sendt ansøgninger til de ledige stillinger.
Over 200 var til samtale inden stillingerne blev fordelt.
Udnævnelserne – ti kvinder og ti mænd, og altså hele syv udlændinge – betegnes som en revolution af det italienske system, der bestemt ikke er kendt for at udnævne offentlige topposter efter kvalifikationer.
Fire af de nye italienske direktører kommer i øvrigt hjem til i Italien efter at have arbejdet i udlandet.
Eike Schmidt, den nye chef for Uffizi fortæller, at han blev rørt til tårer, da den italienske kulturminister personligt ringede og fortalte om udnævnelsen.
– Jeg har det, som om jeg skal spille med fodboldspilleren Pele’s eller Ronaldos trøje på, siger direktøren, der kommer fra Minneapolis Institute of Arts.
– Det er en stor ære!

FOTO Reggia di Casertas webside

La Reggia i Caserta nord for Napoli kaldes for Syditaliens Versailles.

–//–

Trafikdød er drab, og kan give op til 18 års fængsel

4. marts 2016/i Folkesjælen, Kriminalitet, Samfund, Transport /af Charlotte Sylvestersen

Det italienske parlament har vedtaget en lov, der under en lang række omstændigheder gør dødsfald i trafikken strafbare som mord.
Den maksimale straf er 18 år i tilfælde, hvor der er flere dødsofre og ulykken skyldes en påvirket chauffør.

Hvis en ulykke med dødlig udgang skyldes overtrædelser af færdselsloven, for eksempel når det røde lys eller fartbegrænsninger ikke er respekteret, er straffen mellem to og syv år.

Skyldes dødsulykken en alkoholpåvirket chauffør med en promille på over 1,5 eller en narkopåvirket chauffør er straffen mellem 8 og 12 år. En promille på 0,8 giver op til 10 års fængsel.

…artiklen fortsætter under annoncen

Loven er en konsekvens af de seneste års mange trafikulykker forårsaget af berusede og påvirkede chauffører, samt en reaktion på trafikulykker, hvor der er flugtbilister indvolveret.

Har man ikke overholdt færdselsreglerne eller er påvirket, risikerer man nu også fængsel, hvis folk kommer til skade i en trafikulykke. Straffen herfor er mellem tre og syv år.

ITALIENSK TRAFIK ER FARLIGERE END DEN DANSKE

I 2014 blev der registreret 177.031 trafikulykker i følge Italiens Statistik ISTAT.
3.381 personer omkom, mens andre 251.147 blev sårede.
Der er heldigvis tale om et fald i forhold til 2013. I 2014 var der 2,5 procent færre ulykker, 2,7 procent færre sårede og 0,6 procent færre døde.

Trafikken i Italien er rent objektiv farligere end i Danmark.
I 2014 omkom der 33 personer per en million indbyggere i Danmark.
I Italien var tallet i 2014 53 trafikdræbte per en million indbyggere.

KØR SOM EN ITALIENERNE
(Artikel fra 2003 – men stadig gældende)

I Danmark kører man stort set bil efter et princip, der hedder:
– Jeg overholder reglerne, og forventer derfor også,
at de andre gør det samme!

Den holdning bringer sjældent noget godt med sig specielt i den italienske bytrafik.

Italienerne kører nemlig med et helt andet udgangspunkt:
– Jeg overholder ikke altid reglerne, og tillader derfor
som regel også, at de andre er rigeligt frække indimellem.

Det betyder, at italienerne aldrig forventer noget godt af deres medbilister, og altid har foden om ikke på, så i umiddelbar nærhed af bremsen.
Som dansker komme ud for at blive overfuset, fordi man ikke er fræk nok til at smutte over for gult-rødt, når der alligevel ingen biler er i krydset.

Rådet er derfor:
Hav et vågent øje på hver finger, vær parat på bremsen, og få trafikken til at glide med lidt fantasi.

POLITKONTROL: DIKUTER ALDRIG
På de italienske motorveje er der sjældent kontrol, da alle indkørsler gennem betalingsapperaterne er overvåget med videokameraer.

På provinsveje er der derimod ofte kontrol, og det kan sjældent betale sig at begynde en diskussion med betjentene – heller ikke selv om man har travlt, og skal nå en færge.

Derudover bruger mange kommuner fartkontrol til at skæppe i kommunekassen.
I nogle små landsbyer, jeg kører igennem langs Iseo-søen i Norditalien er der tre-fire af den slags fotokasser strategisk placeret på ganske korte strækninger.

Byzoner – oftest kaldet ZTL-zoner – bruges også som ekstra kommunale indtægter.
Ofte er skiltene om, hvor, hvem og hvornår man må køre ind i centrum af byerne, så komplicerede, at mit eneste råd er at holde sig udenfor alle disse zoner.

I Italien findes der over 50.000 love, mod for eksempel omkring 5.000 i Tyskland.
Hvis du er så uheldig, at en betjent bestemmer sig for at du irriterer ham og derfor fortjener en bøde, så kan han med færdselsloven i hånden stort set altid finde “noget” på enten dig, din kørsel eller din bil.

NIDKÆRE MINIMALMAGTUDØVERE
Min erfaring er, at de fleste italienske betjente er en flok nidkære “minimalmagtudøvere”, der nærmest bliver skuffede, hvis man ikke bliver nervøs og polemisk i forbindelse med en kontrol.
Ydmyghed og imødekommenhed kan betale sig.

PERSONLIGE FORNÆRMELSER
Tidligere kunne man se på de italienske nummerplader, hvorfra bilen kom.
Og dermed gøre sine fornærmelser i trafikken mere personlige:
“Din lede romer”.
“Folk fra Varese kører af h’ til”.
De første to bogstaver på nummerpladen indikerede nemlig en af de over 100 italienske provinser (F.eks. MI for Milano, FI for Firenze, mens hovedstaden Roma havde hele navnet på nummerpladen).

I 1990’erne gik man desværre over til et nyt system.
Man begyndte simpelthen forfra med alfabetet, så de to bogstaver var først AA, derefter AB og så fremdeles.
Mange italienere vælger alligevel i dag at sætte de to bogstaver fra deres provins på nummerpladen yderst til højre.
Så ofte kan man stadig fornærme hinanden personligt i den for danskere temmelige kaotiske italienske trafik!

UNDTAGELSEN:
SYMPATISK POLITIKONTROL
Før point-kørekortet >> blev indført, blev manden, hunden og jeg stoppet af en betjent på den indre ringgade i Milano
Hunden og jeg sad begge løst på bagsædet, og Sergio havde heller ikke sikkerhedssele på.

Sergio var derimod straks klar med sit kørekort og med bilens forsikrings- og indregistreringspapirer, som betjenten så kontrollerede.

Alt var i orden, og så sagde betjenten:
– Men Sig. Cazzola, De ved vel godt, at de skal bruge sikkerhedssele.

– Ja, sagde Hr. Cazzola, – hvor meget er bøden på!

DET VIRKEDE!
– Ja, bare De husker at bruge den fra i morgen,
var betjentens overraskende svar.

Og så kørte vi videre – allesammen uden seler….

–//–

Pave Frans: Mange ord, få forandringer

3. marts 2016/i Den katolske kirke, Samfund /af Charlotte Sylvestersen

16.2.2016: Om få dage – den 13. marts – har Jorge Maria Bergoglio være Pave Frans i tre år. Den argentinske paves popularitets kender tilsyneladende ingen grænser, men er der handling bag alle de smukke ord? Fredag nåede pave Frans´ popularitet endnu et højdepunkt, da han i et lufthavnslokale på Cuba hilste på pariarken Kirill fra den russisk-ortodokse kirke. Mediernes overskrifter gav nærmest indtryk af, at håndtrykket afsluttede en næsten 962 år lang verdenskrig, der begyndte med et religiøst skisma i 1054. Læs her, hvad Uffe Gardel skrev på POV.international om den begivenhed. Nu er pave Frans imidlertid rejst videre til Mexico, hvor jublen over den første sydamerikanske pave heller ingen ende vil tage. “Brødre og søstre, godaften” Den 13. marts er det tre år siden Buenos Aires 76-årige kardinal Jorge Mario Bergoglio skiftede navn til Frans.

Selv stod jeg dernede på Peterspladsen den 13. marts 2013, gennemvåd af en hel dags sileregn, og min første tanke var, at doroppe på balkonen på Peterskirken så jeg verdens mest ensomme mand. Det var STORT, selv for en erklæret ateist som undertegnede. Det var umuligt ikke at blive smittet af begejstringen hos de filippinske nonner, jeg havde stået ved siden af hele dagen. Man kunne bogstaveligt talt mærke historiens vingesus blafre, da Frans fra balkonen på Peterskirken i Rom hilste på os dernede og verden derude med ordene ”Brødre og søstre, godaften”. Det siges, at Helligånden er med for at vejlede kardinalerne, når de vælger den nye pave i Det Sixtinske Kapel. Min næste tanke den aften på Peterspladsen var imidlertid alligevel, at man ikke bliver administrerende direktør i lige netop den butik uden hverken albuer, beslutsomhed og endnu vigtigere et grundlæggende og ikke mindst urokkeligt reaktionært syn på verden. Her snart tre år senere betragtes pave Frans i vide kredse, og nærmest ukritisk i langt de fleste af den vestlige verdens toneangivende medier, som en omend ikke ligefrem revolutionær så dog utrolig moderne og menneskelig pave. Den katolske kirkes brand er med Frans blevet mere ydmygt, mere barmhjertigt og mere miljørigtigt. Kirken opfattes som kritisk overfor forbrugersamfundet på den politisk korrekte måde, og Frans er nogle gange nærmest løssluppen frisindet at lytte til. Det store ubesvarede spørgsmål er dog stadig, om Pave Frans er en mester i spin eller om han virkelig er i færd med at modernisere den katolske kirke? Nemt at blive populær efter Benedikt XVI Man kan hævde, at pave Frans har haft let spil. At han nærmest ikke kunne undgå at blive populær efter knap otte år med den knastørre, stive og bistert udseende tyske schæferhund – il pastore tedesco, som Benedikt XVI flere gange blev kaldt i Italien. Alene den kendsgerning, at børn ikke bliver bange for at møde pave Frans, gav ham fra dag ét et kæmpeforspring i forhold til forgængeren. Frans lagde dertil ud med at foretage nogle overraskende valg, der har været med til at cementere hans image som en ydmyg mand, der ikke rager privilegier til sig. Han besluttede at blive boende i klosteret i Vatikanet i stedet for at indtage pavelejligheden, og vi fik beretninger om, hvordan han i sin tid som kardinal i Buenos Aires brugte offentlige transportmidler. Og hvem kan ikke holde af en gammel mand i slidte sko? Fire dage efter pavevalget var Frans på Twitter. 15 dage senere vasker han under påskeritualet fødder på to indsatte i et fængsel, og den ene er endda muslim. Og til påskemessen den 31. marts møder 250.000 op på Peterspladsen. I sine første tre år som pave er Frans fortsat med at gøre alt det, der skaber sympati hos de millioner katolikker og protestanter, der i dag er mere kulturkristne end faste kirkegængere. Han udgiver sin første Encyklika – en rundskrivelse med brugsanvisninger til alle katolske kirker – om den katolske tro i juni 2013. Her slår han fast, at tro ikke kan presses ned over hovedet på folk. Han siger også, at man kan være et godt menneske, selv om man ikke er troende. Det kan vi lide, os, der hverken er troende katolikker eller protestanter! Missionsarbejdet fortsætter – selfiegenerationen klapper Ude i verden fortsætter den katolske kirkes missionsarbejde samtidig ufortrødent, og med det grundlæggende formål at få så mange ind i butikken som muligt. Et par år efter giver pave Frans da også grønt lys for helgenkåringen af ”Mother Theresa fra Calcutta” – den albanske nonne, der var så bastant i sin mission, at hun nok hjalp fattige og døende, men kun hvis de omfavnede den katolske tro. Den første sommer i embedet beslutter Frans endvidere at helgenkåre to tidligere paver, som mange stadig husker, nemlig pave Johannes XXIII, der regerede fra 1958 til 1963, og den polske pave Johannes Paul II, der sad 27 år i Sankt Peters stol i Rom fra 1978 til 2005. Helgenkåringen den 27. april 2014 i Rom bliver et tilløbsstykke. Selfiegenerationen har ukritisk taget pave Frans til sig, og strømmer til den historiske begivenhed, hvor to nulevende og to afdøde paver er tilstede. Bagefter kan de stolt dokumentere, at ”jeg var der”, på de sociale medier. Den globale ligegyldighed Paven besøger herefter øen Lampedusa i Middelhavet, hvor han får antiglobaliserings-segmentet på sin side med ordene ”Der er en globalisering af ligegyldighed i dag”. Han vinder endnu flere med sætningen ”Gud dømmer os efter, hvordan vi behandler migranter”. I sommeren 2013 tager han på den første af flere rejser til sit eget kontinent, hvor han blandt andet afholder en Ungdomsdag i Rio de Janeiro; over 2 millioner deltager i en vågenat på Cobacabana stranden. Han er ung med de unge. Og han ser mod nye horisonter rent geografisk. Hvor den polske pave Johannes Paul II vendte blikket mod de kommunistiske regimer i øst, og pave Benedikt XVI mest vendte blikket indad, er der i dag ingen tvivl om, at pave Frans kigger mod den sydlige og fattigste del af kloden. Rejserne går til Sydamerika, Afrika og Fjernøsten. Kynisk kan man fastslå, at det også netop er dér, nye markedsandele kan vindes. Sex for sjov er stadig en synd I flyet retur fra Brasilien skaber Frans breaking news med sætningen ”Hvem er jeg til at dømme de homoseksuelle”. Man kunne næsten se hvordan skyen af skyld, der havde hængt over hovedet på homoseksuelle katolikker, fordampede. Og på sin vis er det da også epokegørende, at Frans den dag og mange gange siden har taget ordene ”gay” og ”homoseksuel” i sin mund. Det er nemlig langt fra alle kolleger og menige medlemmer i den katolske kirke, der overhovedet accepterer, at mennesker kan være homoseksuelle. Kirken anerkender nu officielt, at ”fænomenet” eksisterer, men troende homoseksuelle katolikker skal afholde sig fra ”at praktisere”. Mn i jublen over den pavelige anerkendelse glemmer de fleste også at forholde sig til, at sætningen faktisk slår fast, at homoseksuelle på et tidspunkt, og velsagtens af Vorherre selv, bliver dømt. Og heller ikke i dag står kirkens officielle holdning til homoseksualitet overfor ændringer. Alle former for sex, der ikke har forplantning for øje, er med andre ord stadig en synd i det rettroende katolske univers. Klostrene åbnede ikke dørene for flygtninge I sommeren 2013 fortsætter Pave Frans med at fordømme krig. Han skriver til lederne af G20 for at forhindre krigen i Syrien, og han beder sine egne folk om at åbne klostrene i Italien for asylansøgere og migranter. Leder man efter konkrete tal på, hvor mange klostre, der siden pavens opfordring har åbnet dørene for asylansøgere og migranter, er beskeden fra foreningen ”Altro da dire”, dog, at ”det er en meget svær optælling, fordi mange der gør gode gerninger ikke har lyst til at tale om det”. Af foreningens optælling fremgår det, at der i skrivende stund på øen Sardinien er to klostre, der har meldt tilbage, at de har åbnet dørene. Det samme er tilfældet i den store region Puglia i Syditalien. Ti måneder efter opfordringen offentliggjorde avisen La Repubblica en artikel, der hævdede, at der var blevet plads til syv – 7! – asylansøgere på to af Roms 160 klostre. Klostrene foretrækker åbenbart at udleje gæsteværelserne til turister, der kommer til Rom Avisen tilføjer for retfærdighedens skyld, at den katolske hjælpeorganisation Caritas på samme tid huser over 3.500 asylansøgere og migranter forskellige steder i Rom. Der er ikke noget nyt i, at kirken er dybt involveret i socialt arbejde. Netop Caritas virker på mange områder i Italien som en slags kompensation for et samfund, der stadig ikke har noget, der minder om det sociale sikkerhedsnet i Skandinavien. Det nye er, at Frans formulerer det sociale engagement anderledes end forgængerne, og netop derfor får mere og bedre omtale i medierne. En omtale, der ikke altid omsættes til handling længere nede i kirkens hieraki. Skandaler om fråds og pædofili fortsætter Pave Frans´ popularitet har heller ikke forhindret, at der bliver ved med at dukke beskidte historier op om den katolske kirke. Frans bor fortsat i beskedne omgivelser på værelse 201 på Santa Marta klosteret i Vatikanet. Men i journalisten Gianluigi Nuzzis nyeste bog om Vatikanet ”Via Crucis”, der udkom i november 2015, kunne man læse om hvordan kendte kardinaler udadtil “lader de store biler stå i garagen, og nu kører rundt i små biler som Fiat 500 og Fiat Panda, mens de stadig lever i kongelige omgivelser”. Og en af de tunge drenge i det katolske hieraki, kardinal Tarcisio Bertone, endte i mediernes kødhakker sidste efterår. Han bor i en nyrestaureret penthouselejlighed med tagterasse, marmorgulve og udsigt til Peterskirken i Palazzo San Carlo i Vatikanet. – Den er på 296 kvadratmeter, og jeg bor ikke alene. Til renoveringen har jeg brugt min egen opsparing på 300.000 euro. De 200.00 euro fra Fonden Bambin Gesú? Jeg har ikke autoriseret noget, lød kardinalens svar, da det kom frem, at en del af renoveringen var betalt med midler, der var samlet ind til et hospital. Siden donerede kardinalen 150.000 euro til hospitalet. Helt frivilligt og uden nogen sammenhæng med beskyldningerne om at renovere lejligheden for fondens midler, understregede han. Den til alle tider mest populære pave må også stadig kæmpe med kirkens ry for at beskytte pædofile. Pave Frans har på sin aktuelle rejse ikke ønsket at møde et mexikansk offer for den pædofili mistænkte præst Marcial Maciel, der døde i USA i 2008. Maciel var grundlægger og leder af den højreorienterede præsteorden Kristi Legionærer. Han blev aldrig officielt anklaget eller dømt for pædofili. Alligevel har den katolske kirke officielt undskyldt hans misbrug. Samtidig tilgav kirken hele præsteordenen, så Kristi Legionærer kunne starte på en frisk. Præsidenten for de katolske kardinaler Angelo Bagnasco udtrykte også den gældende holdning til sexuelt misbrug i den katolske kirke, da han på biskoppernes vegne i marts 2014 understregede, at præster ikke har pligt til at anmelde overgreb. – For os er den moralske forpligtigelse meget stærkere end den juridiske, udtalte Bagnasco, der mener, at manglende anmeldelser af misbrug kan være med til at beskytte ofrene. Tilgivelse for abort solgt som en nyhed Det har også skabt megen positiv omtale, at kvinder under det nuværende ekstraordinære katoske jubelår, der begyndte den 8. december 2015, kan bede om og få tilgivelse for at have aborteret. Det er af nogle blevet tolket som om den katolske kirke også dér er ved at forny sig, men rent faktisk har muligheden for tilgivelse for denne synd altid eksisteret. Det nye er, at under jubelåret kan flere almindelige præster give den tilgivelse, der normalt kun kan opnåes hos biskopper og kardinaler. Intet alternativ til det traditionelle ægteskab Der er også store forventninger til pavens konklusioner af det store kirkemøde sidste efterår om familiens rolle i den katolske kirke. Sinoden, som kirkemødet hedder, vedtog at anbefale en opblødning af kirkens nuværende afvisning af fraskilte katolikker, der har giftet sig borgerligt for anden gang. I dag må disse katolikker for eksempel ikke gå til alter. Sinodens anbefaling vil tillade en vurdering fra sag til sag. Den er dog kun veljledende, for i sidste ende bestemmer paven alene. Håbet om en opblødning fik et slag, da paven for et par uger siden indviede det juridiske år i Vatikanet. Det skete samtidig med, at det italienske senat begyndte diskussionerne om en lov, der vil tillade registreret partnerskab. – Der må ikke skabes forvirring mellem den familie, Gud har villet, og enhver anden form for fællesskab, var pavens klare udmelding. Nye kardinaler fra den fattige del af verden På ét enkelt og ikke uinteressant punkt har pave Frans imidlertid i praksis brudt med traditionerne. Han har uden alt for meget medieomtale først i februar 2014 og siden i februar 2015 udnævnt 39 nye kardinaler. Han har forbigået byer som Venedig og Los Angeles, der ellers forventer af have deres egen kardinal. I stedet har han udnævnt kardinaler fra fattige områder i Vesten, i Spanien og på Sicilien i kirkens hjemland, og endnu flere fra den fattige del af verden på den sydlige halvkugle. Lande som Tonga, Burma, Thailand, Sydkorea, Burkina Faso, Mozambique og pavens eget bagland i Sydamerika har modtaget de fleste udnævnelser. Det kan vise sig at få betydelige konsekvenser. For efter knap tre år i embedet er en fjerdedel af de i dag 125 stemmeberettigede kardinaler udnævnt af pave Frans. Fortsætter tendensen bliver den velstående vestlige verden om få år et mindretal i den gruppe af kardinaler, der sammen med Helligånden skal vælge den næste pave i Rom. De nye kardinaler betegnes dog overordnet ikke som hverken progressive eller revolutionære i forhold til kirkens dogmer. Men udnævnelserne bekræfter derimod teorien om, at pave Frans ønsker en mere international kirke, hvor Vatikanet og dets få indbyggere spiller en mindre magtfuld rolle end i dag. Handlingsplanen er uændret Hvad er konklusionen? Kort sagt: Mere revolution – udover den verbale, som medierne tilsyneladende ikke kan få nok af – kan man næppe tillade sig at forvente fra Frans.Den oprindelige handlingsplan er stadig de oldgamle skrifter, som der i princippet ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det er vi helt klar over, når vi taler om muslimernes problemer med at forholde sig til virkeligheden. Ikke desto mindre vælger mange i begejstringens rus over dybest set ingenting bekvemt at overse, at det samme også gælder for den katolske kirke, uanset hvor menneskelig, moderne og ydmyg pave Frans formår at fremstille sig selv. Husk det, næste gang du læser endnu en ukritisk begejstret nyhed om den sympatiske tangodanser fra Buenos Aires. Foto: Charlotte Sylvestersen – Peterskirken 13.3.2013 & Edgar Jiménez – Papa rock star 12.5.2013 POV International – 17.2.2016

–//–

Tinder-dating i Italien

3. marts 2016/i Folkesjælen, Giftes i Italien, Kvinder, Samfund /af Charlotte Sylvestersen

Nyt fra det italienske online kødmarked (1.3.2016)

Der er nok ikke den store forskel på at være en midaldrende overvægtig enke med to små hunde på online dating i Danmark og i Italien.

Der er dog to fordele.
Ordet “dansk” får det til at blinke Brigitte Nielsen hos midaldrende italienske mænd, og brunligt-gråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

– Du finder aldrig en mand, hvis du bliver ved med at gå ud for at drikke kaffe med morgenhår og uden makeup, konstaterede Anna på 72 år få måneder efter, at min mand døde.

Jeg prøver.
Jeg husker det hver anden dag, ok.
Og jeg prøver at gemme de behagelige, men afslørende, leggins bagerst i skabet.
Plastikblomsterne i Panda´ens bagrude er også skrottet.
Jeg prøver virkelig.

Kendsgerningerne er, at jeg ér en 53-årig overvægtig og fattig enke med to små hunde.
Det kan heldigvis skrives mere appetitligt på Tinder uden at blive gennemført uærligt.

I Italien virker ”dansk” for eksempel stadig som et positivt filter med hensyn til de seksuelle forventninger. Der blinker simpelthen ”Brigitte Nielsen” og lignende i hovedet og bukserne på de fleste af mændene i min alder.
Der er vel omkring 25 cm i højden og et par bogstaver eller tre i BH-størrelse til forskel, men alligevel.
Jeg ér højere end gennemsnitsitalienerinden.
Jeg hár større bryster, og musefarvet brunligtgråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

Udgangspunktet kunne altså være værre.

Og lad mig også være ærlig og ligefrem positiv og indrømme, at ”journalist” rent faktisk stimulerer både nysgerrigheden og de intellektuelle forventninger hos individer med en IQ over 100.

Der skal bare lige sorteres.
Bare…

Affald og vraggods

Problemet med italienske Tinder-mænd er det samme som med verdenshavene.
Der flyder alt for meget ubehagligt affald og vraggods rundt.

En stor del er dybest set på SoMe-kødmarkedet for at spare udgiften til både datingsider og prostituerede.
Der er så rigeligt af dem i alle aldre, at man tror det er løgn. Fra MILF-segmentet til dem, der i virkeligheden har mere brug for ældrepleje end lagengymnastik.

Jeg har givet.
Jeg behøver ikke se flere timemoteller i Milano-provinsen indefra, uanset om der er spabad til to og spejl i loftet eller ej.

Frasorteringen betyder måske, at jeg går glip af sporadisk god sex.
Det er jo uendeligt trist. Men jeg har af selvværdsårsager lovet, at sidespringsatleter fremover sorteres fra i de første chats.

”Duer ikke, væk”, som prinsessen sagde.

Uafhængig betyder på alle planer uforpligtende

Altså bare lige for at præcisere.
Jeg er ikke ude efter et hurtigt bofællesskab, og slet ikke efter et nyt ægteskab.
Jeg har heller ikke noget imod sex.
Overhovedet!
Faktisk tror jeg slet ikke på forhold, hvor den seksuelle gnist ikke er tilstede fra start.

Men muligheden for ”noget mere”, hvis det mirakuløst klikker på flere planer for begge parter, skal i det mindste være hypotetisk tilstede.

Tanken om denne hypotetiske mulighed virker åbenbart så skræmmende på de fleste italienske mænd, at ordet ”uafhængig” nærmest er blevet et mantra på Tinder i Milano.
Og det er underforstået, at ordet i virkeligheden betyder uforpligtende på alle måder.

De forbrændte og forbitrede

Jeg orker heller ikke at ende som ufrivillig deltager i tragikomedien med skilsmisse, bodeling, delebørn, hademails, stalking og hvad der ellers i værste fald er fulgt med for de veninder, der har taget den tur.

I Italien er der så også lige en del flere aktører i skilsmisserne end i Danmark.
Jeg vil ikke fra en ny begyndelse præsenteres i den udvidede italienske fire-leds familie som ”hende, der ødelagde min søns, svigersøns, datters, grandnieces, barnebarns ægteskab og hele familiens forløjede harmoniske samliv”.
No way!

Skadet gods

Desværre indskrænkes katagorien af mulige emner i min alder sig også på grund af …alder.
Segmentet af bitre, rippede og flåede italienske mænd med tredjegradsforbrændinger fra tidligere ægteskaber og relationer, og relationernes og ægteskabernes udvidede familier, er overvældende i min aldersgruppe.

Den model holder dig tre skridt fra livet i alle andre situationer end sex.
Og uanset samtalens emne koger de over af bitterhed for ikke at sige had mod eks´en, hendes familie, veninder, kolleger og kvinder i almindelighed.

– Kom dog videre! får jeg lyst til at råbe.
Og når jeg pakker den sætning pænere ind, lukker vi lige dér.
Duer ikke!

– Du er for negativ, sagde min jævnaldrende danske ven, da jeg forelagde ham problemstillingen.
Han ser sig selv som et vellykket eksempel på en 50-årig, der er kommet uskadt igennem sin egen verdenskrig med den italienske eks.

Ved siden af ham sad hans nye kæreste. Hun er en 18 år yngre identisk kopi af eks´en.
Identisk!

Giv op!

Måske skal jeg bare give op, og i stedet ophøje den afdøde mand som det højest opnåelige i mit liv?
Måske får man kun én chance for at opleve et ikke kedeligt parforhold, hvor man i det lange løb vokser sammen i stedet for at vokse fra hinanden?

Det er jo i virkeligheden bare lidt af det, jeg gerne vil have igen.

Nå, videre.
Man har vel været spejder.
Man giver ikke op.

De kinky, de alt for kloge og den generte initiativtager…

Der er kun få timer nu til dagens frasorteringer på Tinder.
Jeg har besluttet, at min position er utilgængelig i arbejdstiden.
I det mindste.

Så skal dagens portion af de kinky, der vil have nøgenfoto i første chat, sorteres fra.

Også ud med dem, der betegner deres civilstatus som kompliceret.
De ér komplicerede.

Ud med de intellektuelle tidrøvere, der bliver ved med at komme med lange intelligente og kultiverede chats, men i virkeligheden aldrig rigtigt kommer til sagen.

Måske skulle jeg fjerne ”journalist” fra profilen.
Ord alene gør det jo ikke.

Jo, der har da været én, der hverken var for ung eller for gammel, og som efter kun fire-fem chats rykkede og ”skal jeg ikke bare ringe dig op”.

Wauw!

Man kunne høre, at han faktisk var en smule genert og lidt ubehageligt til mode over metoden, på den gode måde. Men stemmen var usædvanlig dyb og tiltrækkende, og “ja, vi skal da ses”.

En mand!!!

Nå, han var på vej til fire ugers ferie i Thailand.
Thailand?
Ja, for at dykke!
Hm…

Og hvad nu, hvis han kører Fiat Multipla?

Måske er jeg uden at have set det komme blevet et surt og negativt kvindemenneske med rygerynker over overlæben og alt for store forventninger?
(PS: Ikke rygende kvinder får dem også. Så er det bare rynker…)

…eller måske hører du bare snart om en midaldrende dansk kvinde i Milano, der sidder højt oppe i et træ i Sempione Parken, og som den skøre onkel i Fellini-filmen Amarcord råber ud i verden ”Voglio una donnaaaa”.

Med omvendt fortegn.

”Voglio un uomoooo…”

–//–

Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på POV International.

Printscreen fra POV International

–//–

Lov om registreret partnerskab vedtaget i Senatet

26. februar 2016/i Giftes i Italien, Samfund /af Charlotte Sylvestersen

Loven om registreret partnerskab – Unione Civile – blev vedtaget i det italienske Senat torsdag den 25. februar med 173 stemmer for og 71 imod.

5 Stjerne Bevægelsen forlod Senatet under afstemningen.
De var utilfredse med, at lovforslaget var blevet barberet, så det meget omdiskuterede punkt om “Stepchild Adoption”, var blevet fjernet.

...artiklen fortsætter under annoncen

I det vedtagne lovforslag var paragraffen om seksuel troskab også fjernet.
Den paragraf gælder stadig ved indgåelse af ægteskab i Italien.

Nu skal loven vedtages af Deputerekammeret før den kan træde i kraft.

Jubel og vrede
Reaktionerne på vedtagelsen gik fra jubel til vrede.
Overordnet var stemningen i går hos fortalerne dog, at Italien nu omsider er på rette vej med en tilpasning af lovgivningen til virkeligheden.

Unione Civile giver samme ret som i et ægteskab til at arve partneren som tvangsarving.
Man får også ret til at overtage en afdød partners lejebolig og enkepension.
Man bliver “på papiret” også partneres slægtning for eksempel ved hospitalsophold og i andre nødsituationer.

Mange tilhængere er også nu sikre på, at næste skridt bliver retten til at adoptere en partners biologiske barn.
Flere bemærker, at det italienske retssystem allerede i dag afsiger “adoptions-domme” til fordel for en partner af samme køn, netop fordi det handler om barnets tarv.

Modstanderne lover kamp til stregen ikke bare i Deputeretkammeret, hvor flertallet burde være sikret for den skrabede udgave af loven.
De truer også med at samle de 500.000 underskrifter, der skal til for at kræve en folkeafstemning om at afskaffe loven.

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:LGBT_flag_map_of_Italy.svg
–//–

Brødflov og pizzasur på restaurant i Italien

22. februar 2016/i Brød, Mad, Pizza, Restauranter /af Charlotte Sylvestersen

Tips til at vælge rigtigt på menuen, og blive glad i maven på restaurant i Italien!
Man kan blive noget så skuffet, når man har sat sig ved bordet på en italiensk restaurant, og der lander en kurv med 2 x 2 margerinefremstillede brødpinde pakket ind i plastik og to bløde boller i en kurv.

Noget af det bedste italienske brød, jeg i lange tider har spist, var pakket om en god mortadellapølse og en lige så god skive ost… …i baren hos ”Supermarco” i Sydhavnen i København.

I Danmark behandles italiensk brød nemlig meget tit med stor respekt, også selv om udtalen af “Ciabetta” nogle gange halter. (Lær at udtale “Ciabatta” nederst her på siden)

Hmmmm, der var ikke meget italiensk brød-fest over de to boller her!

På luksusrestauranterne er der naturligvis også kælet for brødet, men selv på halvdyre restauranter rundt i Italien kan brødet være en både hård og tør omgang.
Og husk, at brødet i Toscana ofte er bagt uden salt!

Da manden levede, nægtede han at sætte sig til bords, hvis der ikke var brød – og vin! – på bordet.
I dag klarer jeg mig ofte med nogle gode brødpinde.
Ikke dem med margarine.
Margarine er et tabuord!
Selv om jeg i en radius af 500 meter kan tælle mere end en håndfuld bagere, er brødet jeg kan købe faktisk ikke noget at skrive hjem om.

En af de mere spændende bagere i mit kvarter i Milano – og det er så det…

Brød fyldte fattige maver!

Manden lagde også konsekvent brødet på bordet, hvad der indtil jeg gav op førte til en del diskussioner.
Han kom dog efter flere års brødnid (!) og krummeskænderier med et bud på, hvorfor brødet ikke fik plads på tallerkenen. Hans forklaring er måske en del af hemmeligheden bag italiensk brøds nedtur i hjemlandet.
– Vi er ikke så fattige længere, at vi ikke har råd til at fylde tallerkenen med andet en brød, var hans forklaring.

Italienerne spiste ved landets samling i 1861 1100 gram brød om dagen.
I 2014 blev der kun konsumeret 90 gram om dagen per italiener.
(Kilde: Coldiretti)

Der er heldigvis lyspunkter også i min kedelige milanesiske brøddag.
I byens nye madtempel – Eataly på Piazza XXV Aprile – fik jeg for et par uger siden en fantastisk sandwich med romersk focaccia – perfekt sprød og med bid!

…artiklen fortsætter under annoncen

Eatalys bager kan også varmt anbefales.

Og hvor er de gode grøntsager?

En anden forklaring er, at brød spiser man jo rigeligt af hjemme, så hvorfor fylde maven med dét, når man nu er ude på restaurant?

De gode årstidsbestemte grøntsager køber italienerne også ind af i stor stil, så det forklarer måske, hvorfor grøntsager ikke fylder meget på menukortene, medmindre man da er gået på vegetar- eller veganerrestaurant. Dem bliver der i øvrigt flere og flere af, specielt i de større byer.

…på det lokale marked i mit kvarter bugner det med årstidens grøntsager, men ikke mange af dem får plads på almindelige restauranters menukort…

De almindelige restauranter – både de billige og dem på mellem prisniveau – glimrer heller ikke ved at tilbyde spændende salater som tilbehør/contorni – til kød- og fiskeretter/secondi.

De fleste restauranter svinger sig som regel kun op til en grøn salat, eventuelt med lidt tomat og revet gulerod.

Kæmpesalater til vægtvogtende kvinder

Det arbejdende folk, og mest de arbejdende kvinder, har dog fået lov til at påvirke menukortet på mange frokostrestauranter i grønnere retning.

Man finder mange steder ”Insalatone” – en stor salat, der så bliver til en hovedret eller eneste frokostret.
Her får fantasien og årstiderne indimellem lov til at udfolde sig med forskellige typer salat, grøntsager og måske endda frugt, frø og nødder.

Igen kan forklaringen være, at italienerne konsumerer så rigeligt friske og rå grøntsager hjemme, at når de går ud, så vil de have noget, der er mere spændende end maden derhjemme.

Statistikken viser i øvrigt, at italienernes kødforbrug er faldende, og at forbruget af grøntsager stiger, også forbruget af biologiske grøntsager, som økologiske produkter kaldes i Italien.

Kig på maden

Mit eget bedste tip til at finde ud af, om en aldrig besøgt restaurant er god eller dårlig er simpelthen at stoppe op og bruge et par minutter på først at se menukortet, som mange jo har hængende udenfor.

Overbeviser menukortet ikke helt, så kigger jeg simpelthen – så diskret som muligt, og det er ikke altid muligt – på, hvad de allerede spisende gæster har på deres tallerken.
Det kan der godt gå et par minutter med, og jeg kan godt finde på at gå videre, eller endda sulte, hvis ikke maden på gæsternes tallerken inspirerer.

Lasbichauffører er altså generelt ikke hverken gourmet´er eller foodies!

Den der med, at man på landevejen og i landsbyer kan se de gode spisesteder efter, hvor der holder mange lastbiler og varevogne, er altså en skrøne.
Personligt har jeg faktisk ikke mødt mange lastbilchauffører, der stiller store gastronomiske krav til madens standard ud over at portionen skal være så stor, at de bliver overmætte.

Så se hellere på menukort, de serverede retter og ikke mindst på gæsternes ansigter!
Man kan lære at gøre det diskret…

Problematiske retter og fabriksfremstillet Tiramisu

Det der med at glo på de andres mad gælder specielt, hvis du har lyst til Lasagne.
Lasagne kan sammenlignes med ”Mors frikadeller”, som kun Mor kan lave dem!
Det er utroligt svært at få en tilfredsstillende Lasagne undtagen på restauranter, der er berømte netop for deres Lasagna.
Pas på!

Drømmer man om en hjemmelavet Tiramisu, der bare glider ned i systemet som en drøm, skal man også lige undersøge, at restauranten laver den selv.
Rigtigt mange restauranter serverer desværre stadig meget æstetisk smukke Tiramisu, der kommer fra en fabrik.
En veltilberedt Tiramisu er som en god Lasagna aldrig helt geometrisk perfekt, når den er ægte hjemmelavet.

Personligt har jeg et par andre problematiske retter, når jeg går på restaurant.

Jeg bliver simpelthen sur, når jeg ser, at prisen for tre stykker melon og tre skiver skinke i dag koster et sted mellem 8 og 14 euro på restaurant.
Den ret foretrækker jeg hjemme, og det samme er tilfældet med tomat og mozzarellasalaten Caprese.
Det er simpelthen tyveri, når de to forretter tilberedt med de allerbedste råvarer i sæsonen koster ingenting at købe ind til i supermarkedet eller på et lokalt marked.

…og den “kedelige” pizza

Her går jeg måske i fundamentalistisk selvsving, men pizza i Italien i selskab med mange danskere kan være en plage.

Først er de fornærmede over, at der ikke er pizza med ananas, kebab, hakket oksekød, dåsemajs eller andre unævnelige ingredrienser på menukortet.

Og jeg afviser at stille mig til rådighed som tolk, når nogle fejlagtigt tror, de har ret til at tvinge en italiensk pizzaolo til at ”blande” deres pizza efter en skandinavisk ønskemodel!

Perfetto! Her ser du pizza Charlotte, opkaldt efter undertegnede >>
Og Speck-skiverne er kommet på EFTER bagningen, så er de nemlig ikke forkrøblede af +300 graders varme, men udsender en skøn duft ovenpå den brandvarme pizza….

En italiensk pizza er lige nøjagtig den kombination, hvor brød og den rette portion ingredienser er færdigbagte samtidig efter 1,5 til 2,5 minutter i en +300 grader varm ovn.
Det er kunst!
Og kan man ikke lide det, så spis noget andet!
BASTA!

PS: Nu skrev jeg mig vist næsten så varm, at man kan bage en pizza på mig!

Men jeg kan ikke nære mig for at komme med et sidste restaurant-tips:

Flyt ikke om på møblerne.
Bed altid personalet om hjælp!
Nogle af mine gæster på en tur til Ligurien sidste år kom en dag hen til mig og klagede over en – god! – restaurant, jeg havde anbefalet til dem.
– Det beklager jeg. Hvad var I utilfredse med? spurgte jeg undrende.
– De var simpelthen så sure, bare fordi vi flyttede et bord, så vi kunne sidde i solen, svarede gæsterne.
Jeg gik siden hen på restauranten, og undskyldte på gæsternes vegne.
– Jamen, vi blev simpelthen bange først, og så sure. Lige pludselig kom der otte store og meget letpåklædte mennesker ind og begyndte at flytte ompå vores borde og stole, forsvarede ejeren sig.
Det forstod jeg godt.
Må man virkelig flytte rundt på møblerne på danske restauranter?

Udtale af Ciabatta: >>

–//–

Umberto Eco leflede ikke for masserne

20. februar 2016/i Bøger, Kultur /af Charlotte Sylvestersen

“Den, der ikke læser, har kun levet èt liv som 70-årig.
Den, der læser, har levet 5000 år.
Litteratur er baglæns udødelighed”.

Forfatter, semiotiker, filosof og samfundsrevser Umberto Eco døde den 19. februar 2016.

Umberto Eco: Klog og svær

Jeg synes, han var og er svær at læse!
Men Sean Connery i Rosens navn, beskrivelserne af italienske storby-intellektuelle i Foucaults Pendul og allermest hans klummer i magasinet L´Espresso er en del at min italienske historie.

Ordmennesket Umberto Eco blev 84 år i den virkelige verden, men må være mindst 5.000 år i den litterære virkelighed.

Siden det globale gennembrud med romanen ”Rosens navn”, der udkom i 1980 og blev filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen, har Ecos romaner indtaget faste pladser i bogreolen blandt de bøger ”man skal læse”.

”Rosens navn” kom med bogklubben til reolen i min studenterhybel i Århus midten af 80´erne.
Der stod den fint og pænt i mange år, uden at jeg nogensinde nåede helt til vejs ende.
Heldigvis var det en fornøjelse at se filmen. Og hvis ikke bogen efter Ecos død inspirerer til genlæsning, så er filmen stadig værd at gense.

“Foucaults pendul” fra 1989 røg lige ned i mit personlige italienske eventyr, der begyndte det år i Milano.
Dén bog slugte jeg, og sluger stadig gerne med jævne mellemrum.
Den var heller ikke nem at læse, men handlingen fungerede.
Her er alt dét, der gjorde Eco til et geni. Nemlig den absurde og fantastiske blanding af fakta og fiktion, som stor litteratur er gjort af.
Romanen er ikke uden grund blevet kaldt “Den tænkende mands Da Vinci mysterium”.

I ”pendulet” beskriver Eco rammende og sarkastisk et storbymiljø, hvor veluddannede og velhavende italienere keder sig så meget, at de er nødt til at opfinde komplotter og mysterier for at skabe indhold i livet.
De typer kunne jeg, efter at have læst Eco, genkende på aperitifbarerne i kanalkvarteret og i Brera i Milano i begyndelsen af 90´erne, og derfor straks afskrive trods deres velsmurte mundlæder. Faktisk blev “Foucaults pendul” en slags social håndbog for mig.

Den seneste Eco i mit liv, ”Kirkegården i Prag” fra 2010, var mandens julegave til mig det år.
Heldigvis har erfaringen lært mig, at fanger første kapitel ikke og andet kapitel slet ikke, så drop det.
”Kirkegården” blev hurtigt sendt i omløb hos folk med mere tålmodighed og måske ikke mindst med mere litterær paratviden end undertegnede.

Eco var måske i virkeligheden for klog, for vidende og for belæst til at skrive romaner for de fleste.

I sine seneste bøger smed han efterhånden rundt med så mange let skjulte citater og henvisninger til andre værker, at man som almindelig læser i den grad sad tilbage med fornemmelsen af at være om ikke direkte dum, så dog en uvidende tåbe med for lidt litterær bagage.

Invasion af tåber

Men var der noget, Umberto Eco ikke kunne klare, var det uvidende tåber.

Manden, der lærte generationer af italienske universitetsstuderende om tegnenes og ordenes magt, og om kommunikationens gåder, foragtede derfor også det medie, du sidder på lige nu.

Da Eco sidste efterår modtog et æresdoktorat i Kommunikation og Mediekultur på universitet i Torino kom han med en veritabel bandlysning af internettet i almindelighed og de sociale medier i særdeleshed.

“De sociale medier giver ytringsfrihed til de legioner af tåber, der tidligere kun talte på baren efter et glas vin og uden at skade fælleskabet. Og de blev straks bedt om at tie, mens de i dag har samme ret til ytringsfrihed som en nobelprisvinder“, sagde Eco ved den lejlighed til avisen La Stampa. Her lød han i øvrigt som en italiensk kopi af en anden af vor tids store forfattere, amerikanske Jonathan Franzen, der har udtalt sig lige så foragteligt om såvel nettet som sociale medier.

Klummer om virkelighed og fiktion

Til gengæld har det hver uge siden 1985 været en fornøjelse at læse Ecos klumme i magasinet L`Espresso.
Den sidste er dateret den 27. januar i år, og handler om, hvorfor Eco ikke ville anbefale en bestemt kunstudstilling i Milano.

I sin klumme satte Eco hver uge Italien på spidsen, hvad enten det handlede om den rigtige måde at konversere på, om antijødiske udtalelser fra formanden for det italienske Fodboldforbund, om brugen af mobiltelefoner eller om, hvordan romanfiguren Maigret i “virkeligheden” boede tæt ved det terrorramte koncertsted Bataclan i Paris.

Umberto Eco var ved sin død i Milano den 19. februar dybt involveret i et nyt forlag, efter at han havde forladt det kæmpestore Berlusconi-dominerede Mondadori-Rcs, som han med sin sans for ord – han var jo først og fremmest semiotiker – havde døbt ”La Mondazzoli”.

Det nye forlag fik navnet ”La Nave di Teseo”, Tesios skib, og så føler man sig igen så dum.
For hvem var Teseo, og hvad var det for et skib?

Til avisen La Repubblica beskrev Eco sidste år mødet mellem det nye forlags direktør, Elisabetta Sgarbi, og Marina Berlusconi fra ”La Mondazzoli” som to kvinder, der ikke kunne kommunikere med hinanden, fordi de var antropologisk inkompatible.
Og sådan en sætning kan man jo ikke lade være med at elske.

La Repubblica spurgte også Eco om, hvorfor han som 83-årig kastede sig ud i et eventyr med et nyt forlag.
– Projektet er det eneste alternativ til ”Ugens Krydsord”, der igen er eneste medicin mod Alzheimer, svarede han.

PS. Teseo er i den græske mytologi en konge af Athen, og hans skib havde sorte sejl.
Sådan er det med Eco. Det hjælper at have Google ved hånden.

Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på POV.INTERNATIONAL >>

Foto: Umberto Eco interviewed by Aubrey in his Milan apartment for Wiki@Home – 2010.

Annonce

–//–

Christo-værk på Iseo-søen: Gå 3 km på vandet

12. februar 2016/i Kultur, Lombardia, Udstillinger /af Charlotte Sylvestersen

Hvis vejret arter sig vil flere hundredetusinde almindeligt dødelige mennesker få lov til at gå på vandet på Iseo Søen.
Det kommer til at ske ovenpå motorvejsbrede flydende moler skabt af Land Art kunstneren Christo.
Kunstværket er aktivt mellem den 18. juni og den 3. juli 2016.

De flydende moler bliver dækket af skinnende orange stof, og forbinder landsbyen Sulzano med Øen Monte Isola og Monte Isola med den lille ø San Paolo.
Molerne bliver i alt 3 km lange, og forbindes med 2,4 km orange stofvej på landjorden.

“På de flydende moler kan man opleve søen fra et andet udgangspunkt, der udvider horisonten og skaber et provokerende udsyn.”

HØJTEKNOLOGISK KUNST
De flydende moler bliver 16 meter brede, og dækkes af 70.000 m2 skinnende orange stof fra det tyske firma, der altid producerer stof til Christos værker.
De 10 meter i midten af molerne er en horisontal vej, mens tre meter i hver side skråner ned i vandet som en slags strandbred.
Molerne holdes oppe af 200.000 polietilene-bokse, der måler 50 x 50 x40 cm, og er forbundet til hianden med 200.000 store skruer.
160 ankre, der hver vejer 5 tons, bliver ved hjælp af luftballoner og gummebåde sænket ned på søbunden, og hertil fastgøres molerne.

Christo – The Floating Piers (Project for Lake Iseo, Italy) Drawing 2014 in two parts 15 x 96″ and 42 x 96″ (38 x 244 cm and 106.6 x 244 cm) Pencil, charcoal, pastel, wax crayon, enamel paint, hand-drawn map, cut-out photographs by Wolfgang Volz, fabric sample and tape Photo: André Grossmann © 2014 Christo

Molerne er åbne for publikum døgnet rundt, hvis vejret altså ikke gør dem for farlige at gå på.

Om natten bliver de lyst op af solcelledrevne gadelygter i 2,5 meters højde, der genoplades på ti timer.
Perioden omkring midsommer er netop valgt fordi det er de lyseste døgn på året, også selv om nætterne i Norditalien ikke er lige så lyse som i Nordeuropa.

De flydende moler installeres mellem den 13. og den 18. juni,
Derefter vil 600 hjælpere i 4-holdsskift sørge for sikkerheden døgnet rundt, sammen med 30 gummibåde på søen, og et antal livreddere.

En veloplagt Christo præsenterede projektet den 12. februar på Triennale Design Museum i Milano.
Han fortalte, at som så mange andre Christo-værker, så arbejdes der over flere årtier med at finde egnede steder og derefter få tillandelse til de midlertidige projekter.

De flydende moler har været undervejs siden 1970, hvor Christo og Jeanne-Claude forgæves forsøgte at få Buenos Aires med på ideen.
I 1995 prøvede kunstnerduoen også forgæves at få molerne til bugten i Tokyo.
I 2014 VILLE Christo gennemføre projektet, og helst i 2015, hvor han fyldte 80 år.

Christo præsenterede “Flydende Moler” på Triennale Design Museum i Milano den 12. februar 2016

Christo og Jeanne-Claude havde i perioden 1958 til 1964 et depositum i Basel, og besøgte i den periode de norditalienske søer flere gange.

I september 2014 tog Christo og hans folk på rekognisering på Iseo Søen, og i realiteten er hele projekt “Floating Piers” i Italien sat i gang og bliver gennemført på under to år.

Christo (2nd from left), Director of Construction Rossen Jeliaskov (right), filmmaker Antonio Ferrera (left) and Vladimir Yavachev on Lake Iseo September 2014 Photo: Wolfgang Volz © 2014 Christo

Modsat forventningerne gik det lige pludseligt hurtigt med at få italienske myndigheder, kunstpersonligheder og virksomhedsledere som f.eks. Beretta-familien fra Brescia med på ideen.

– Hvordan fik I bådselskabet på Iseo Søen med på projektet. Båddriften indstilles jo i de 16 dage, molerne ligger i vandet? lød et spørgsmål under præsentationen i Milano.
– Lederen af færgeselskabet sagde simpelthen “så sejler vi bare en anden rute, og i øvrigt kan folk jo så gå til og fra øerne i den periode.

“Christo” er varemærket for det fælles kunstprojekt, som Christo Vladimirov Yavachev (Bulgarien 1. juni 1935) og hans livsledsagerske Jeanne-Claude Denat de Guillebon (Marokko 13. juni 1935 – New York 18. november 2009) grundlagde i i 1961.
“Christo” var første gang i Italien i 1974, da parret pakkede Porta Pinciana i Rom ind. Parret, og i dag Christo alene, regnes for nogle af de vigtigste “Land Art”-kunstnere.

Iseo Søen uden flydende orange moler.
Søen ligger mellem byerne Bergamo og Brescia i Norditalien.
Øen Monte Isola er den største ø i en europæisk sø.
Der bor cirka 2.000 mennesker på Monte Isola.

Lake Iseo with the town of Sulzano in the foreground, the island of Monte Isola in the center and the island of San Paolo on the left Photo: Wolfgang Volz

Iseo Søen med landsbyen Sulzano i forgrunden, øen Monte Isola i midten og den lille ø San Paolo til venstre.
Photo: Wolfgang Volz

En af Christos tegninger over de flydende moler og de orange veje på øerne.

Christo – The Floating Piers (Project for Lake Iseo, Italy)
Collage 2014 – 17 x 22″ (43.2 x 55.9 cm)
Pencil, wax crayon, enamel paint, photograph by Wolfgang Volz, map, fabric sample and tape
Photo: André Grossmann – © 2014 Christo

Christo fortalte også, at alle projekter bliver afprøvet i hemmelighed.
“Floating Piers” blev prøvet med et 20 meter langt stykke mole sidste efterår i en privat sø i Nordtyskland.

Christos kunstværk er også anledningen til en stor udstilling om netop de værker, Christo og Jeanne-Claude har skabt med vand som gennemgående tema.
“Water Project” udstillingen foregår på Museo di Santa Giulia fra den 7. april til den 18. september 2016.
På 2.000 m2 vises over 150 tegninger fra værkerne “Wrapped Coast, One Milion Square Feet” fra Little Bay i Australien 1968-1969, “Over the River”, Colorado 1992, “The Pont Neuf Wrapped” i Paris 1985, “Surrounded Islands”, Miami 1983 frem til projektet i Iseo i 2016.
Brescia Musei >>

Syd for Iseo Søen ligger det kendte vindistrikt Franciacorta, der er kendt for sprudlende vine lavet med Champagne-metoden.

–//–

Folkesundheden: Peberfrugter, vådt hår og “luftslag” er livsfarlige, og børn kan lide af “Neglelakfjerner”

2. februar 2016/i Folkesjælen, Mad /af Charlotte Sylvestersen

Da lægen spurgte, om jeg forlod min krop med jævne mellemrum…
Efter 26 år i Italien er jeg overbevist om, at der er helt tydelige genetiske forskelle på en dansk og en italiensk krop.
Jeg ved også nu, at der eksisterer sygdomme og farer, som nordeuropæere tilsyneladende er immune overfor.

Mit første møde med det italienske sundhedsvæsen i 1995 skyldtes nogle ubehagelige galdesten.
Jeg ankom til skadestuen ved midnat, og næste formiddag skulle jeg have en samtale med en læge om det videre forløb.
Der var mange spørgsmål, den smukke unge læge, der i sin fritid var plastikkirurg, skulle have svar på.
Det er ikke uvæsentligt, at han var ung og smuk.
Det forklarer, at jeg udover at have et meget begrænset kendskab til medicinske udtryk på italiensk, blev yderligere forvirret af hans skønhed.
Det gik galt, da han spurgte om ”jeg gik væk fra min krop med jævne mellemrum”?
– Øh, svarede jeg og prøvede at samle tankerne.
– Nej, det gør jeg ikke. Det er længe siden jeg holdt op med at ryge hash og eksperimentere med andre sjove sager, svarede jeg.
Den smukke læge brød ud i latter, og forklarede mig, at ”andare di corpo con regolaritá” er en høflig måde at spørge, om en person har regelmæssig afføring.

…artiklen fortsætter under annoncen

AFFØRING ER OK, MEN NØGENHED ER TABU
Det er i øvrigt helt i orden at stille dette ikke særligt diskrete spørgsmål om afføringens regelmæssighed, når en italiener betror dig, at han eller hun har problemer med enten maven eller tarmsystemet.
Ja, italienerne véd simpelthen instinktivt, om det er mave eller tarm.
Mit indtryk er, at man i Danmark bare har mavepine.

Nøgenhed er derimod stadig et tabu, når det ikke er kunst.
Italienske børn bliver undervist i og besøger museer med den klassiske kunst, og det er altså langtfra lykkedes kirken af få sat figenblade overalt.
Det er alligevel kun et par måneder siden, jeg fik dræberblikke af en gruppe mødre i svømmehallen, fordi jeg brusede uden badedragt. Men jeg undgik dog hysterisk skæld ud som jeg fik af en mor til en baby på svømmebadet Lido di Milano i begyndelsen af 90´erne.

OG DET DER MED AT SPISE OG BADE…
Jeg holdt også hurtigt op med at bade topløs.
Det passer bare ligesom ikke til det officielle italienske strandliv.

Men jeg nægtede, og nægter stadig, at gå på integrations-kompromis med badning efter måltiderne.
Oppe ved min bjergsø har de vænnet sig til, at jeg godt kan spise en pizza og bade umiddelbart bagefter.
I sommer var det faktisk Enrica, der forklarede de andre gæster på Pizzeria Val Maria, at for danskere er reglen, at man SKAL bade inden der er gået en time efter at man har spist!
Det er min helt personlige overbevisning, at det med at man ikke må bade helt op til tre timer efter frokosten er italienske mødres forsøg på at slippe for stranden…
Husk i øvrigt bare for en ordens skyld, at det er dødbringende at gå rundt med vådt hår udenfor strandene, uanset lufttemperaturen!

BØRN KAN FEJLE ”NEGLELAKFJERNER”!
I løbet af 90´erne fik de italienske veninder børn.
Så kom der for alvor gang i snakken om det uendelige udvalg af sygdomme, der truer menneskeracen generelt, og italienske børn i særdeleshed.
Èn af veninderne fortalte, at hendes søn havde ”Acetone”!
Jeg måtte skjule et latteranfald.
Det er først i dag, jeg har slået emnet op på Google.
Til min ikke særligt store overraskelse står der mellem linjerne i ForældreGuiden >> , at der ikke er tale om en klassificeret sygdom, men derimod om en ikke særlig veldefineret ”uorden i metabolismen, der har brug for energi”.
I næste sætning står så helt ulogisk, at der er tale om en sygdom, børn nærmest ikke kan undgå inden de kommer i puberteten!
Årsagerne til anfald af Acetone er ikke kendte.
Men for eksempel kan lugten eller blot synet af visse madvarer udløse kriser ledsaget af voldsomme opkastninger, der varer op til et døgn eller to.
Til gengæld er symptomerne klare:
Barnets ånde lugter af æble eller – naturligvis – acetone.
Så nu ved I det.
Kuren:
At sørge for, at barnet ikke bliver dehydreret, eventuelt lade det sutte på en isterning.
Ok, neglelakfjerner-problemet er stadig et mysterium, men spørg en italiensk mor:
Det eksisterer!

”Store ører” – orecchioni – var også en af de sygdomme, der fascinerede mig.
Dén er god nok, for det er nemlig fåresyge, som så heldigvis er vaccineret væk.
I hvert fald indtil antallet af uvaccinerede børn ikke vokser for meget, for Italien har skam også deres bevægelse af anti-vaccine-forældre.

Børn, og mange voksne kan i øvrigt heller ikke tåle ”tunge madvarer” som for eksempel skrællen på agurker, rå løg og peberfrugter.
Til gengæld klarer italienske gener udmærket en bradepande Lasagne, store portioner spaghetti, og de ofte for danskere voldsomme søndagsfrokoster.
For slet ikke at tale om de mad-ekstreme højtider som jul, påske, og allerværst, bryllupper.

EN “GRIM TING”
Trods det accepterede i at tale om både afføring og børns dårlige ånde fandt jeg hurtigt ud af, at kræft talte man helst ikke om i Italien, da jeg kom til landet i 1989.
Manden måtte igen lege ordbog, da jeg havde hørt den vage sygdomsbeskrivelse ”en grim ting” for 20. gang uden at forstå, hvad det handlede om.
Jeg var på den anden side slet ikke i tvivl om, at når ordene ”un brutto male” var sagt, så var det ikke en invitation til at spørge om mere.
Manden var faktisk heller ikke begejstret for at udtale ordet, der dækker over hele spektret af kræftsygdomme.
Her er der sket en mentalitetsændring.
I dag bruger de fleste det rette ord, men man hører stadig om nogle, der er syge eller dør af ”en grim ting”.
Personligt tror jeg der var, og for nogle stadig er, tale om en slags fortrængende overtro:
Siger man ikke ordet, så eksisterer sygdommen heller ikke.
En anden sygdom, man ikke skal spørge for meget ind til, men blot nikke medfølende til, er ”Cervicale”, som dækker over enhver form for smerter i nakken, selv om ordbogen stadig i dag siger livmoderhalskræft.
Nogle mysterier kan man bare ikke løse.

ET SLAG I LUFTEN
“Et slag af luft” – un colpo d´aria – rammer italienerne året rundt, og kan resultere i de fleste kendte dårligdomme.
Vi nordboere nøjes med ikke livstruende træk.
”Luftslagene” rammer, når det er for varmt, for koldt, for fugtigt og for tørt, og alt andet derimellem.
Angsten for ”luftslag” får italienerne til at pakke skrigende spædbørn ind i lag på lag indtil temperaturen er over 30 grader.
Man kan som udlænding anklagende få påpeget, at barnet i klapvognen burde have strømper på, når temperaturen kun er 23 grader.

”Luftslag” er specielt farlige, når årstiderne skifter, og det gør de jo på helt præcise datoer.
For eksempel tænker jeg tit på tante i San Remo, der kunne finde på at løbe efter mig med en lille uldtrøje, når min mand og jeg efter den 15. august gik ud for at drikke en kop kaffe om aftenen.
– Du må heller tage en Kashmere-trøje med for en sikkerheds skyld. Vi er jo efter Ferragosto, og så ved man aldrig, insisterede tante Emilia, og var totalt immun overfor min konstatering af, at der var 32 grader udenfor.

En ”sundheds-undertrøje” er også et kendt forebyggende middel når årstiderne skifter.
Det er en undertrøje, der oprindeligt var af uld, og blev båret til langt hen i april, så man – trods den officielle fejring af foråret den 21. marts – ikke risikerede smerter i mave, øjne, ører, hovede og knogler når man blev udsat for “un colpo d´aria”.

Den avancerede udgave af sundheds-undertrøjen er uld yderst og bomuld mod huden.

Til gengæld for alle disse trusler mod helbredet reagerer italienerne nærmest slet ikke på faren for at blive smittet ved direkte kontakt med overkrop og hovedet kropsåbninger.
De ved godt, at forkølelser, influenza og værre sygdomme overføres ved tæt fysisk kontakt, men de skal virkelig være rigtigt syge, før de afviser at hilse med helst tre kindkys.
Sådan er der så meget…

MUTATIONER
Nå, nu må jeg smutte.
Det er over et år siden, jeg har afleveret en blodprøve.
Det gør man i hvert fald en gang om året for at få udleveret 6-7 A4-ark med test for ALT.
Efterfølgende tager man en lang samtale med lægen om den generelle situation sammenlignet med tidligere års efterhånden tykke sagsmappe.
Ser du mig med en stor uformelig gul kuvert – resultatet af flere års hjertekardiogram kommer af en eller anden grund i et format mellem A4 og A3 der ikke passer ind i noget standardformat – så er det sandsynligvis fordi jeg efter 26 år er i færd med at mutere genetisk.

Jeg ved jo nu, det ikke bare er mavepine, men enten mave eller tarm.

Årene har umærkeligt også lært mig leverens præcise position!
Og til min egen overraskelse ligger der faktisk to sundheds-undertrøjer med uld udenpå og bomuld mod huden i min komode…

OPSAMLING AF KOMMENTARER FRA FACEBOOK:

Flere læsere bemærker, at FEBER i Italien begynder ved 37,5, men den skandinaviske genetik åbenbart skal en halv til en hel grad længere op inden det bliver farligt…

AS i Firenze bekræfter, at man i Italien “GÅR UD AF SIN KROP”.
Hun understreger, at det stadig er grænseoverskridende, når svigermor forhører sig hos hende om hvorvidt sønnen foretager denne udgang regelmæssigt…

“Neglakfjerner” hedder på dansk “KATON-ÅNDE”.
Det handler ofte om, at børn med feber går sukkerkolde.
Så husk at vande dem, gerne med frugtsaft med naturligt sukker.
Og ja, de lugter af acetone, når det sker.

–//–

Signorvino: Vinbar, restaurant og butik i hjertet af Milano

1. februar 2016/i Fakta om italiensk vin, Lombardia, Milano, Vin /af Charlotte Sylvestersen

Milano ér en by i evig forandring. Nye butikker, barer og restauranter dukker hele tiden op.
I slutningen af januar 2016 var jeg på powershopping i centrum, og opdagede en ny stor kombineret vinbutik, bar og spisested:
På gågaden Via Dante mellem Sforzesco Slottet og Domkirken er en moderne tøjbutik blevet til en vinkælder med buede hvælvinger, og mulighed for både smagsprøver samt traditionelle retter til både frokost og middag.

Signorvino butik, bar og restaurant mellem Sforzesco Slottet og Domkirken i Milani

Butikken er en del af kæden Signorvino, og har på de 450 m2 i Via Dante 14 har altid 1.500 etiketter på hylderne.

…artiklen fortsætter under annoncen

Vinene er logisk bygget op omkring regionerne, dog med de sprudlende vine for sig, og priserne er trods beliggenheden de samme som i deciderede “Enoteca´er” eller mere velassorterede supermarkeder.
Der er åbent fra 9.30 til 24.00 hver dag.

Signorvino er grundlagt strømpe-og undertøjkæden Calzedonias ejer Sandro Veronesi. Han står også bag over 3.000 italienske butikker under mærkerne Intimissimi, Tezenis og Falconeri.

Signorvino – herover i Milano og herunder i Firenze med udsigt til Ponte Vecchio

I Verona (Lige udenfor Piazza Bra og Arenaen – Corso Porta Nuova 2 )

Signorvino ligger to skridt fra Arenaen i Verona. (Foto fra http://www.signorvino.com/it/negozi/verona)

Vinkortet i Via Dante i Milano i januar 2016, priser for en flaske eller et glas:

Udsnit af vinkortet i butikken i Via Dante i Milano i januar 2016

Menukortet over Pålægsspecialiteter (Salumi) og Oste (formaggio).
Signorvino serverer også varme retter.

–//–

Umberto Eco: Klog og svær

Kontakt info