Kend dine oste: Parmigiano Reggiano og Grana Padano

Vi kalder dem begge for “parmesanost”, men det er faktisk falsk varebetegnelse.

Ordet “parmesan” skærer voldsomt i ørerne på producenterne, der både lever af og er umådeligt stolte af, netop at producere enten Parmigiano Reggiano eller Grana Padano.

SYV AFGØRENDE FORSKELLE
Groft sagt kan man sige, at forskellen på de to typer DOP-oste fra Po Sletten er, at Parmigiano Reggiano produceres i det klassiske område omkring netop Parma, samt ved Modena, Reggio Emilia og Mantova, mens Grana Padano må produceres på hele den store norditalienske slette omkring Po floden.

Wikimedia

Det er lidt på samme måde som rødvinene Valpolicella og Chianti, hvor man må tilføje ordet ”Classico”, hvis produktionen ligger i de to vintypers oprindelige område.

Men det er absolut ikke hele forskellen.
Kigger man nærmere på regelsættene bag bag de to oste – DOP klassifikationen  – er der syv vigtige forskelle på de to oste.

1) TILSÆTNINGSSTOFFER Parmigiano Reggiano er produceret uden tilsætningsstoffer overhovedet, mens man i produktionen af Grana Padano har lov til at anvendet det naturlige tilsætningsstof  ”Lisozima”, der stammer fra hønseæg. Man tilsætter stoffet for at kontrollere gæringen.

…artiklen fortsætter under annoncen


2) FODER Køerne, der leverer mælk til Parmigiano Reggiano må kun spise frisk foder som hø og lucerne, der i Italien kaldes for “Erba Medica”. Netop på grund af denne regel producerede man tidligere ikke Parmigiano Reggiano om vinteren, hvor det var svært at få fat på frisk foder. Grana Padano-køerne må også spise tørret majsensilage.

3) LAGRING Parmigiano Reggiano får først sit brændemærke fra konsortiet, når de har lagret i mindst 12 måneder. De fleste anbefaler 24 til 30 måneders lagring, og det er da også de oste, der sælges flest af.

ost_laks_silver_gold

Det røde segl må sættes på 18 måneder gamle Parmigiano Reggiano, 22 måneder får sølvsegl, og 30 måneder får et guldsegl. Grana Padano bliver brændemærket, når de har lagret i 9 måneder, og de fleste oste i handel har lagret i 15 til 18 måneder. Har Grana Padano Lagret i mere end 20 måneder må den kalde sig for “Riserva”. Det helt friske oste på henholdsvis 9 og 12 måneder bruges ofte som snacks, hvor man med den specielle kniv brækker flager af osten, som man ledsager med en aperitif eller allerbedst med et glas brusende rød Lambrusco vin >>, der netop produceres i ”Classico”-området.

Den specielle kniv til at brække flager af Parmigiano Reggiano og Grana Padano. Man skærer ikke ostene med en almindelig kniv, fordi det ødelægger den grynede struktur og dermed forsvinder den let knasende fornemmelse, når man spiser ostenen som tilbehør til for eksempel en aperitif.
Den specielle kniv til at brække flager af Parmigiano Reggiano og Grana Padano. Man skærer ikke ostene med en almindelig kniv, fordi det ødelægger den grynede struktur og dermed forsvinder den let knasende fornemmelse, når man spiser ostenen som tilbehør til for eksempel en aperitif.

De mellemlagrede ost kan man både ”snacke” og bruge som revet ost ovenpå pastaretter af næsten enhver slags. Næsten! For italienerne kigger altså, hvis man også kommer revet ost på fiskeretter. Det regnes ikke for “bella figura” at bruge revet ost til fiskeretter!

ost_96_måneder_parmigiano_reggiano
Fra Eataly i Genova: “Lyst til noget friskt” står der på skiltet. Men der er reelt tale om et tilbud på seks år gammel Parmigiano Reggiano ost. For nogle den ultimative parmesanost. For andre et overdrevet reklamestunt. Døm selv, hvis du får muligheden.

4) MÆLKEN Der er flere regler for produktionen af Parmigiano Reggiano end for Grana Padano. Til Parmigiano Reggiano skal mælken leveres til mejeriet to gange om dagen, der må kun produceres oste én gang om dagen, og mælken må ikke køles ned til under 18 grader. Producenterne af Grana Padano må nøjes med at få mælen leveret en gang i døgnet. Mælken må køles ned, og der må foretages to produktionscyklusser om dagen.

5) NATURLIG VALLE TIL AT SÆTTE PROCESSEN I GANG Til Parmigiano Reggiano må man kun anvende naturlig valle til at sætte de biologiske processer i gang, der forandrer mælken til ost, men Grana Padano producenterne må anvende laboratoriefremstillede bakterier til at sætte processen i gang.

6) DE GEOGRAFISKE ZONER Parmigiano Reggiano må kun produceres mit på Po Sletten i provinserne Parma, Reggio Emilia og Modena, samt i den del af Mantova provinsen, der ligger til højre for Po floden, og den del af Bologna provinsen, der ligger til venstre for floden Reno. Grana Padano må produceres på hele Po Sletten i regionerne Piemonte, Lombardia, Veneto, i Piacenza provinsen, og ved og nord for Garadsøen i provinserne Trento og Alto Adige/Sydtyrol.

7) DEN ULTIMATIVE SOMMER-OST FRA DE  RØDE KØER I BJERGNE VED PARMA Parmigiano Reggiano DOP har en ekstra kvalitetsmærkning til de omkring 20 procent af produktionen, der kommer fra køer på græs i bjergene i “classico-området”: DOP di Montagna.

Hvis osten fra bjergene så også er produceret af sommermælk fra de traditionelle røde køer – ”Vacche Rosse” – der leverede mælk til ostene inden de effektive sort-hvide frisiske køer tog over, så er madfundamentalisterne i ekstase.
Der findes også Parmigiano Reggiano DOP fra brune køer – vacche brune – og fra de hvide modenese køer fra Modena.

Parmigiano Reggiano fra de røde køer, der har græsset i bakkerne omkring Parma - så bliver det ikke bedre!
Parmigiano Reggiano fra de røde køer, der har græsset i bakkerne omkring Parma – så bliver det ikke bedre! Her fra Eatalys køledisk i Genova

Madfundamentalisterne betaler gerne op til over 30-40 euro for per kilo ost. Det er alle pengene værd! Kun to procent af Grana Padano kommer fra bjergene.

PRISER (2016, red.):
En Parmigiano Reggiano lagret 24 måneder koster i foråret 2016 omkring 18-20 euro per kilo, men de store supermarkeder og også Autogrill langs motorvejene, har ofte ostene på tilbud. Grana Padano koster omkring 14-16 euro per kilo, og kan på tilbud stadig komme ned lige under 10 euro per kilo for de yngste udgaver.

OPBEVARING:
Vakuumpakkede oste kan holde nærmest uendligt indtil du åbner pakken.
Husk at åbne pakken et par dage inden, du skal konsumere osten, så den lige kan få vejret igen og ”svede” færdig.
I køleskabet kan osten holde sig længe, hvis du med den tykke køkkenrulle eller et klæde af hør pakker osten ind, og jævnligt kontrollerer, at osten hverken er for tør eller for fugtig.
Man kan fryse ostene.
Parmigiano Reggiano holder bedre til frysning, fordi den har en lidt højere fedtprocent end Grana Padano. Begge oste bevarer langt det meste af smagen, men bliver noget grynede af de kolde temperaturer.

Udvalget af Parmigiano Reggiano i kølediske hos Eataly i Genova den 31. maj 2016. Her er noget for enhver smag, også med mælk fra de rde køer...
Udvalget af Parmigiano Reggiano i kølediske hos Eataly i Genova den 31. maj 2016. Her er noget for enhver smag, også med mælk fra de rde køer…

GRANA BETYDER GRYN
De to oste har en grynet struktur, og det gør altid ondt på mejeristerne at se et stykke parmesanost skåret helt lige med en skarp kniv.

Med den specielle Granakniv graver man flager ud af osten, der følger ostens ”grynede” struktur.
Det er netop derfor også et nærmest magisk øjeblok, når en helt form deles i to ved at blive”knækket” over, som du kan se her på denne video.
Grana betyder korn eller gryn. Gryn betyder også på italiensk, og specielt på Po Sletten, penge. Fra produktionen af Parmigiano Reggiano på mejeriet “Latteria Soresina” >>

ost_soresina_0
Man bruger store kobberkar til at fremstille Parmigiano Reggiano og Grana Padana. Karrene fyldes med cirka 1.000 liter mæld, der bliver tranformeret til to forme på mellem 36 og 40 kilo os. I gamle dage blev der rørt manuelt under fremstillingen. I dag er der ofte et “indbygget piskeris” i kobberkarret.
ost_soresina_1

Der røres konstant, så ostemassen består af bittesmå gryn, inden den får lov til at samle sig. Dét giver osten den rette grynede konsistens.

ost_soresina_2
Her er ostemassen blevet delt i to portioner, der hejses op i hørklæde og transporteres ind til salen, hvor ostene formes.
ost_soresina_3
De første døgn står ostene i plasbeholder med låg. Det er første skridt til at få den rette form på ostene.
ost_soresina_4
Ostene kommer derefter i metalforme, og får inden da den “plastikbandarole” på, sætter aftryk på ostens yderside. Her står også nummeret på producenten samt produktionsdato. Man kan spore alle oste tilbage til producenten.
ost_soresina_4a
Efter to-tre døgn skal ostene saltes. Salt er eneste anvendte konserveringsmiddel.
ost_soresina_5
Ostene ligger til saltning i store kar i omkring 3 uger. Derefter er osten klar til lagring i mindst ni eller 12 måneder.
ost_soresina_7
Væden, der er tilbage i kobberkarrene efter produktionen af Parmigiano Reggiano eller Grana Padano, bruges ofte til produktion af den friske ost Ricotta. Ricotta betyder “kogt igen”, for massen varmes op igen inden den transformeres til Ricotta.

–//–

Medier: Renzi og Partito Democratico sidder tungere på medierne end Berlusconi

En undersøgelse af 750.000 citater fra over tusind italienske og udenlandske medier afslører, at regeringsleder Matteo Renzi og hans parti Partito Democratico (PD) sidder på 45 procent af alle citater.

På andenpladsen, men langt bagefter, citeres Berlusconi og Forza Italia 14 procent, Nyt Centrum Højre (NCD) med 11 procent, 5 Stjerne Bevægelsen (M5S) får 9 procent og Lega Nord 8 procent.

…artiklen fortsætter under annoncen

Berlusconi var en trussel mod demokratiet
Renzi skal frygte sin mediedominans

I avisen Corriere della Sera forklarer den kendte journalist Gian Antonio Stella Renzis og PDs massive fodaftryk på nyhedsstrømmen med manglen på en stærk leder hos oppositionen.
Og så advarer Stella Renzi om, at den massive tilstedeværelse i medierne også kan være et ikke nærmere defineret tveægget sværd.
Renzi skal i følge Stella passe på med ikke at ‘oversvømme’ medierne.

Da Berlusconi var ved magten, og statistisk set fyldte mindre end Renzi i medierne, gik der ikke en uge uden at både italienske og udenlandske medier skrev advarende artikler om Berlusconis mediedominans.
Berlusconis ‘oversvømmelse’ blev blandt meget anset som en regulær trussel mod demokratiet.

Et kig i arkiverne viser, at Berlusconis dominans af medierne i hans regeringstid, og den kendsgerning at han ejede og stadig ejer tre tv-kanaler, blev opfattet et højreorienteret komplot under Berlusconis klamme hænder.

På hitlisten over medier med mest Renzi og PD topper RaiNews24 med 10.2 procent af alle citater.
Derefter kommer SkyTg24, Huffington Post, La7, Radio Rai og avisen Corriere della Seras hjemmeside Corriere.it.
Berlusconis nyhedskanal TGCOM24 sidder på 4.9 procent af de over 750.000 citater Mediamonitor har analyseret.

–//–

Dumhed: Falske “bøfler” og ”kemiske striber”

Mange italienerne tror på falske “bøfler” og ”kemiske striber”.
De læser dårligt, forstår ikke procentregning eller er bare dumme.

”Har du hørt, at der nu er 49 procent arbejdsløse, at 48 procent af befolkningen er over 65 år, at 20 procent er muslimer, og at der nu er over 15 millioner immigranter i Italien”?

”Una bufala” er en løgnehistorie, en fordom og tit også bevidst politisk propaganda, som bliver gentaget så ofte, at dumme mennesker tror på dem, og lystigt deler dem både i real life og på de sociale medier.
Udtrykket stammer fra at blive trukket rundt i manegen som en bøffel med ring i næsten.

Nando Pagnoncelli, der leder meningsmålingsinstituttet IPSOS, har skrevet en bog om fænomenet.
”Dare i numeri” hedder bogen, og direkte oversat betyder det at lægge tallene på bordet.
I overført betydning er ”dare i numeri” at være skør i bolden.

I realiteten er arbejdsløsheden i Italien lige omkring 12 procent.

Italienerne bliver i gennemsnit ældre, men det er stadig kun en femtedel – 21 procent – der har rundet de 65 år.

Indvandrerne er 8 procent af befolkning, ikke 26 procent eller 15 en halv million personer.

Af indvandrerne er mindre end tre procent af befolkningen – 1.550.000 – muslimer, og ikke de 12 millioner eller 20 procent af befolkningen, som IPSOS undersøgelser viser, at mange italienere tror.

Hvad værre er, så tror en stor del af italienerne ikke på hverken IPSOS eller den officielle italienske statistik, men er grundlæggende overbeviste om, at disse institutioner lyver for dem.

17 procent af italienerne nægter for eksempel at tro på, at Italien trods den langvarige krise stadig er et land med over fire millioner registrerede produktionsvirksomheder, og det er faktisk en europæisk andenplads efter Tyskland.

Dumhed og ”har du hørt”-uvidenhed

Andrea Mollica forklarer på websiden Gadlerner.it, at problemet er dumhed og mangel på uddannelse.

”Bøffel-historiernes succes kan forklares med vore medborgeres lave uddannelsesgrad”, skriver han.
Han begrunder sin påstand med, at 57 procent af befolkningen kun lige kan klare at læse en nem tekst, og højest har gået otte år i skole.
Derudover er mange italienere analfabeter med tal.
De forstår ikke principperne bag procentregning, forveklser skøn og forudsigelser med fakta, og får i det hele taget deres – manglende – viden fra over fire timers bevidstløs tv-kiggeri dagligt tilsat surf på de sociale medier.

…artiklen fortsætter under annoncen

Ikke mindst de sociale medier, hvor ”falske bøfler” spreder sig hurtigere end en fjer kan blive til fem høns, får af forskellige kommentatorer på puklen i mediernes omtale af Nando Pagnoncellis bog .

De godtroende er overalt.
Er de mon en del af et komplot?

Et kig på min egen væg på Facebook viser da også, at jeg blandt hvad jeg ellers troede var intelligente venner og bekendte også har ”bøffellort-spredere”:

Hér er folk, der i fuld alvor mener den italienske statsgæld kan fjernes ved at nedsætte parlamentmedlemmernes pensioner, og vi taler om 2.215 milliarder euro.

Andre er overbeviste om, at man rent faktisk ikke kan gå uden for sin dør, uden at risikere at blive myrdet, selv om antallet af mord i Italien i 2014 rent faktisk var 468 mord mod 2.453 i 1981 og 1.916 i 1991.

Politiske ”bøfler” får evigt
liv på de sociale medier

Ligesom mange italienerne nægter at acceptere kendsgerningerne, når de som beskrevet herover får dem serveret, så lever de politiske løgnehistorier også et evigt liv i cyberspace.

Selv har jeg forlængst opgivet at få fjernet en stadig læst og kommenteret blog fra 2012 om Danmark på Beppe Grillos og 5 Stjerne Bevægelsen hjemmeside.

”I Danmark betaler man ikke ejendomsskat.
I Danmark er der ingen kildeskat.
I Danmark koster det 150 euro om året at varme en bolig på 100 kvadrameter op”.

Sådan fortsætter indlægget med den enes falske oplysning efter den anden, og der gives ikke mulighed for at kommentere til andre en medlemmer af bevægelsen.
Min email til bevægelsen, hvor jeg med kildehenvisninger tilbageviste alle indlæggets påstande blev naturligvis heller ikke besvaret, og bloggen dukker med jævne mellemrum op på italienske venners væg.

Renzi, Letta og Monti
Tre statskup på stribe!

I dagens Italien og på min væg gentager mange personer også til bevidstløshed, at Renzis regering er at sammenligne med et statskup, ja faktisk det tredje af slagsen, fordi hverken Renzi som hans forgængere Letta og Monti ikke er valgt ind i parlamentet.

Der er ingen lydhørhed hos disse personer, når man forklarer, at der i forhold til landets grundlov og ideen bag det repærsentative demokrati overhovedet ingen problemer er i at udnævne hverken ministre eller regeringschefer, som det er sket i Italien.
De tror ikke på det.
De vil ikke tro på det.

Og så er der min favorit:
De kemiske striber og det ukendte komplot

I den tragikomiske afdeling har jeg Facebook-venner, der bruger deres fritid til at demonstrere mod ”kemiske striber” i luftrummet.

– Hvad er ”kemiske striber”? spurgte en undrende veninde på besøg i Italien.
Hendes undren blev ikke mindre, da vi fandt ud af, at denne konspirationsteori også har proselytter i Danmark, der er overbeviste om, at disse striber lavet af kondensvand fra flyvemaskiner, i virkeligheden er internationalt komplot.
Og selv om de ikke ved, hvad komplottet er, så er de sikre på at vi kan flyve billigt med low cost selskaber, fordi de får penge for at være en del af komplottet.

Abonnetment på
spåmænd og kortlæsere

Lige så fantastisk skræmmende er det, at den italienske forbrugerorganisation Codacons kan fortælle, at 13 millioner italienere i 2013 henvendte sig til “maghi” – troldmænd, hekse, såkaldte kloge mænd og koner og alverdens afarter af spåmænd og lignende – for at løse deres problemer.
I den billige udgave kan man anskaffe sig en ”anti-arbejdsløshed-amulet” til 200 euro.
I den dyrere ende er der for eksempel et årsabbonnement til 300 euro om måneden for at sikre sig mod økonomiske problemer.
En hurtig søgning på ordet “cartomanti” – folk, der mod betaling læser dine Tarotkort – på Google.it giver 322.000 resultater.

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves,
og  måske er religionen netop en del af problemet

Manglende uddannelse, fordummende tv, og den slags er der objektivt desværre også mere af i Italien end i Danmark, er vel en del af forklaringen på både fascinationen af og ”bøflernes” sejlivethed i Italien.

Viljen til at tro fejler nemlig ikke noget i Italien, hvor 75 procent af befolkningen i 2014 stadig definerede sig selv som troende katolikker (DOXA 2014)


–//–

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst

I Italien græder vi over, og taler om vores døde. Og ingen af mine italienske venner og bekendte har nogensinde udtalt de ydmygende og livsudslettende ord “nu er du vel kommet over det”.

For nogle uger siden sad GF, Sandro og jeg og græd ved bordet henne på kommunistbaren ”Vatikanet”.

Vi græd over vores døde, og Sandro græd den dag, fordi ”jeg var en sommerfugl de første år, og gjorde hende så meget ondt”.
Fasen af skyld over grimme ord, og sommerfuglens trang til at smage andre blomster, kender GF og jeg. Så vi kunne minde Sandro om, at hans afdøde hustru måske heller ikke altid var det søde, blide og trofaste væsen, hun lige nu er i hans ubærlige sorg.

Ingen af vores venner ved de andre borde løftede et øjenbryn.
Det er vores fællesskab.
Det bliver respekteret.
Bagefter smagte vi naturligvis også på den salami Marco havde med, drak et glas eller var det to, og deltog i den efterfølgende fællessang.

Gianfrancos kone døde for over tyve år siden, Sandros i fjor efter over 50 års ægteskab, og min mand tjekkede ud for to år siden.

Men tid er en uvæsentlig faktor for sorg i Italien.
Hér respekterer man ubærlig sorg også efter årtier.
Man accepterer døden som en livslang ledsager, vi alle uundgåeligt og i en af dens omskiftelige former skifter bekendskab med.

Min mands død er derfor også blevet en af de mest fantastiske livsbekræftende oplevelser i mit italienske liv.

Folk fra kvarteret som jeg ikke kendte, men som min mand frekventerede, gik i månederne efter hans død målbevist over på min side af fortovet for at kondolere.
Flere af dem gør det stadig i dag.
For at høre, hvordan det går, for at give mig et knus eller for at fortælle en historie om min mand, som de har tænkt på.
Og nogle er blevet nye venner i mit nye liv.

13 dage til at ”komme over det”

Der gik kun 13 dage efter min mands død før jeg fik et ”nu er du vel kommet over det”, i hovedet fra Danmark.
En straks unfriendet dansk barndomsven sendte en privat besked til mig på Facebook.
”Har hørt om din mand, men nu er du vel ovenpå igen. Kan du ikke lige skaffe mig en billig lejlighed til seks personer i Firenze i påsken”.

En anden dansker blev eks-veninde, da hun udviste en endnu mere pinlig mangel på takt og empati ved at insistere på, at jeg skulle gennemføre en aftale med hende tre dage efter mandens død.
”Jamen, du havde jo lovet at komme”, gentog hun flere gange indtil jeg lagde røret på, for dér var jeg for en gangs skyld uden ord.

“Efter tre måneder holdt naboerne op med at skifte fortov, når de så mig”, fortalte en dansk enkemand mig i fjor.
“Det var tydeligt, at de mente, jeg så var kommet over min kones død. Og så kunne vi snakke om noget andet.”

24, 7, 13, 23, 35

Det slår mig, at ingen af mine italienske venner og bekendte nogensinde i de forløbne to år, to måneder og 24 dage har udtalt den dybt ydmygende og i grunden livsudslettende sætning, at ”nu er du vel kommet over det.”

Begynd med at beslutte, at ordene ”du er vel kommet over det”, aldrig nogensinde mere kommer over dine læber.
Så er du tilbage på den rette vej.

Og ingen synes jeg er sær, fordi min indre kalender over, hvor mange år, måneder, dage, timer og minutter jeg fik sammen med ham, altid er opdateret.

Jeg kommer aldrig over min mands død, og skal det heldigvis heller ikke i Milano.
Man sletter da ikke 24 år, 7 måneder, 13 dage, 23 timer og 35 minutter af sit liv, bare fordi døden kommer forbi.

Man kan ikke systematisere sig ud af døden

Alle liv indeholder små og store ulykkelige begivenheder.
Dine kæres død er en af de slemme.
Men at netop døden er et af livets grundvilkår, anses i dag nærmest som en fornærmelse mod borgerne deroppe i verdens lykkeligste land.

Derfor står behandlere, projektmagere og medier i den anden ende af den danske berøringsangst klar til at systematisere sig ud af den grundlæggende mangel på empati, medmenneskelighed og sociale relationer, som andre steder i verden, Milano inklusive, i langt de fleste tilfælde er nok.

Set fra den anden ende af Europa får man nogle gange en fornemmelsen af, at stort set alle de problemer der rammer de fleste af os i løbet af livet, i Nordeuropa regnes for systemfejl, som systemet har pligt til at rette for borgeren.

DR viser lige nu programmet ”Mor er død – men det taler vi ikke om”, og det myldrer med sorgrupper og tilbud om professionel terapi.

Men alle disse foranstaltninger er nytteløse, hvis du bliver ved med at gå over på den anden side af gaden, undgår at tale med de efterladte om deres døde, og helt banalt slet ikke tør se os i øjnene.

Journalisten Esben Kjær mistede sin 7 år gamle søn i 2012, da drengen fik kræft. Hans bog ”Min usynlige søn – Kunsten at lave med sine døde resten af livet” bekræfter grundlæggende mine erfaringer med den nordeuropæiske berøringsangst.

”Problemet er, at folk tror, at de kan gøre én ked af det ved at tale om den døde. Men det kan de ikke, for de kan ikke sige noget, der gør det værre. Det værste, de kan gøre – og det er så lige, hvad folk gør – er at tie min søn ihjel”, siger Esben Kjær i et interview i Politiken den 7. maj  med titlen “det er sygt, at vi lader som om døden ikke er her.”

Esben Kjær har et forslag.
”Som samfund har vi brug for at udvikle nogle normer – en slags færdselsregler – for, hvordan vi opfører os over for de efterladte”.

Disse færdselsregler findes.
Jeg har mødt dem i via Plana og omegn, og navigerer stadig i dem.

Her er de empatiske og medmenneskelige færdselsregler endnu ikke blevet afviklet af velfærdsstatens omklamrende systemtænkning, hvor målet er at fjerne alle de ubehagelige forhindringer for et evigt lykkeligt liv, døden inklusive.

Du kan begynde med at beslutte, at ordene ”du er vel kommet over det”, aldrig nogensinde mere kommer over dine læber.
Så er du tilbage på den rette vej.

–//–

Artiklen er tidligere bragt på POV.International– 9.5.2016

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst

 

Ragù fra Napoli – noget helt andet end kødsovsen fra Bologna

HISTORIE
Kært barn har mange navne, så denne ret findes på menukortet også som “Ragu napoletano” eller “o’ Rraù” eller “o’ pignato”.
Den store forskel i forhold til Bologna er, at i Napoli bruger man de hele kødstykker, og ikke hakket kød.

Retten er én af de mest kendte fra det napoletanske køkken.

Den er blevet hyldet i digte, sange og på teateret.
Den kendte napoletanske teatermand Eduardo De Filippo har simpelthen ikke mindre end en hyldest til o’ Rraù med i sin kommedie “Sabato,domenica e lunedì”.

“Il ragù non è la carne ca’ pummarola” – det her er ikke bare en tomatsovs med kød, lyder det i Eduardos hyldest.

Der er da også tale om en ikke helt nem ret, der kræver god tid til tilberedning.
Det er en af de retter, der med held kan forberedes dagen før den indtages.

(I Italien kalder man tomatsovs, der koger sammen med kød, for ragù. Uden kød taler vi om en ”sugo”.)

…artiklen fortsætter under annoncen

I følge ærkenapoletaneren Edoardo skal den ægte napolitanske ragù småsimre på et kulfyret blus i mindst seks timer.
Gryden skal være en bred højkantet terracotta-gryde, og kun grydeskeer af træ er tilladt for de, der vil følge hans og min napoletanske madfundamentalistiske veninde Angie Cafieros opskrift – tak til hende for den.

angie_cafiero_it

INGREDIENSER (10-12 personer)
– 1 kg. kalvekød skåret i store tern – “spezzatino di vitello”,
– 2 mellemstore løg,
– 2 liter tomatpuré – den i flaske, ikke koncentrat i tube – passata di pomodoro,
(Du kan i stedet blende 2 liter flåede tomater/tomater i tern – det svarer til 4/5 normale dåser)
– en spiseske tomatkoncentrat,
– 200 gram olivenolie,
– 6 spareribs fra svinekammen – “tracchiulelle”
– 1/4 liter rødvin – helst Gragnano
– friske basilikumblade, der tilsættes få minutter inden serveringen, så smagen ikke koger væk
– salt efter behov

O’ Rraù serveres med ”stor kort pasta” – store rillede ”penne” – eller andre store pastatyper som de store makaroni på foto af terracottagryden…

TILBEREDNING:
Angie anbefaler at man tilbereder retten dagen før.

Svits ved ikke for kraftig varme kødstykkerne og de hakkede løg i olivenolien.
Kødet må gerne få en mørk overflade, mens løgene langsomt skal blive gennemsigtige uden at tage farve.

Angie skriver, at netop det, at kødet skal tage farve, og løgenen ikke, kræver, at man er over “skabingen” hele tiden.
Derfor bruger man trægrydeskeen til at undgå, at ingredienserne brænder på, og bader med rødvinen, hvis blandingen bliver for tør.

Man ved, resultatet er fint, hvis løgstykkerne til slut nærmest er forsvundet og blevet til en integreret del af retten.

Når kødet har fået farve, og løgene er opløste, så tilsætter man tomatpure/flåede tomater samt en spiseske tomatkoncentrat, og lidt salt.

Derefter skal ragù´en “pippare”, lige akkurat småsimre, under et låg, der dog ikke dækker hele terracottagryden.

Angie siger mindst tre timer – og man skal være over den, for at undgå, at den kommer til at brænde på.
Og så må den gerne stå, til den dagen efter serveres med ”stor pasta”

Da jeg bad Angie om opskriften kom der flere kommentarer – her et lille udpluk fra de andre gastronomiske napoletanske fundamentalister:
Èn foreslår også at bruge stykker af oksekød, måske endda lidt salsicciapølse, og fortæller at de aflange dåsetomater – Perini -går fint til retten.
Og naturligvis må man tilsætte lidt vand for at undgå, at retten brænder på under den lange langsomme kogning.

BUON APPETITO

–//–

55. Møbelmesse i Milano: “Il Salone” 11.-17. april 2016, på messen og i byen

Tirsdag den 12. april åbner Milanos møbelmesse for udstilling nummer 55.
“Il Salone Internazionale del Mobile”, eller bare “Il Salone”, som messen kaldes af de lokale, varer indtil den 17. april.


De første dage er kun for fagfolk. Messen er åben for publikum lørdag den 16. og søndag den 17. april. Private kan registrere sig og købe billet inklusiv transport på www.salonemilano.it indtil 15. april.

Over 300.000 fagfolk fra over 160 lande har meldt deres ankomst til 2016-udgaven, og alle 207.000 kvadratmeter udstillingsareal er optaget af de 2.310 udstiller på messen.

På den spændende “SaloneSatellite” er der timeldt 650 yngre designere, heraf 30 procent ikke-italienere, der vil give deres bud på fremtidigt  alternativt og nytænkende møbeldesign med temaet “Nye materialer, nyt design”.

Et besøg på “Satellie” er et must på “Il Salone”, for her får fantasien i den grad lov til at folde sig ud i de yngre designeres vilde prototyper.

il_salone_møbelmesse_milano
I år byder “Il Salone” også på specialmesserne for køkkener – EuroCucina – og badeværelser – Salone Internazionale del Bagno.

På EuroCucina udstiller 12o virksomheder på 23.000 kvadratmeter, mens 200 deltagere udstiller badeværelser og welness på 19.000 kvadratmeter

.…artiklen fortsætter under annoncen

PAVILLON TIL LUKSUS

“LUX” er en af årets nyheder på “Il Salone”.

Her er der enhver form for overdreven bolig luksus til de, der ikke behøver tjekke bankkontoen, før de får på møbelindkøb.

WEB www.salonemilano.it

SÅDAN ANKOMMER DU TIL “IL SALONE”
Man tager metro – den røde linje 1 – til endestation “RHO Feramilano” for at ankomme ubesværet til Milanos messe, der ligger umiddelbart nordvest for byen.
HUSK, at metro 1 deler sig, der skal altså stå RHO/FIERA på toget!

FUORISALONE – 1.032 EVENTS I BYEN!

fuorisalone_2016
“Udenfor messen” –
Fuorisalone.it >> – bliver for hvert år en stadig større kalender af begivenheder rundt i Milano.

I år er der over 1.000 registrerede events i kalenderen, og de snor sig rundt i Milanos kvarterer på ti ruter, som man kan klikke sig igennem på “Udenfor Messens” hjemmeside.

I år er der endda en Salone-relateret begivenhed for hunde og deres ejere – FOOF DOG & PEOPLE >>
i den hemmelige have “Giardino segreto” hos Verdensnaturfonden WWF i Via Tommaso da Cazzaniga

Flere kvarterer i Milano har deres egne ruter, hvor man kan opleve udstillinger, show room, fester, installationer og hvad hjertet ellers begærer
I 2016 er det vigtigtste disktrikter i følge eksperterne:
Brera Design District
Porta Venezia in Design
Tortona Around Design
Lambrate
5Vie – fem gader i centrum
Porta Nuova omkring Unicredit-tårnet og Corso Como
&
Ventura

ALLE TALER OM:

Kortfilmen “Before Design: Classic” – reflektioner over nutidig boligstil – hypes af alle medier som et “must see” på møbelmessen 2016.
Filmens instruktør er Matteo Garrone, og man loves en visuel rejse, der pirrer sanserne…
Pavillon 15 på stand F15/H18

TENDENSER PÅ “IL SALONE” 2016

Miljø, bæredygtighed og genbrug er nærmest ikke længere et tema, men en fast ingrediens i moderne design og møbelproduktion.
Avisen Corriere della Sera nævner udveksling mellem møbel- og boligkultur mellem Øst og Vest som et tema i 2016.
Det elektroniske, intelligente og energibesparende hjem fylder også.
“BASIC”-tendensen fylder ikke, for her handler det om at bo så simpelt som muligt, og “Nomader” bor ikke bare simpelt, men så let, at de kan flytte møbler og indbo til et helt liv i en kassevogn.

HVORDAN VÆLGER JEG?
Med alle disse tilbud risikerer man simpelthen at fare vild både på selve messen og blandt de mange tilbud inde i Milano.

Et godt til er at investere i magasinet “Interni” og deres guider til Milanos design uge. 
Disse blade og mange andre tykke møbelmagasiner deles i øvrigt gratis ud på messen, og der findes naturligvis også Apps til din smartphone, der kan guide dig rundt i de utallige muligheder.

fuorisalone-interni_2016
Mit bedste råd er, at man beslutter sig for. hvad man synes er det fem-seks absolutte “must see” på selve messen – og husker Satellite! – og  gør det samme med events og udstillinger ude i byen.

Resten, og det har man så tid og lyst til, hvis man koncentrerer sig om det vigtigste på den måde, bliver til netop de overraskende optinals, der går hver eneste Salone til din helt specielle personlige oplevelse.

Det officielle hashtag er #SaloneDelMobile.
Andre hashtag tillader sig at følge events og begivenheder for #EuroCucina, #SaloneBagno, #FTK, #SaloneSatellite.

Søger du efter Apps til din smartphone er “salone del mobile 2016” kodeordene – her finder du den officielle App med det røde logo, Elle Decors App, Fuorisalone 2016 samt en Independent Fuorisalone Guide…

OPTIMISME I ITALIENSK MØBELBRANCHE – ENDELIG

Italien er stadig ikke ude af den økonomiske krise, der begyndte i 2008, men der begynder at brede sig en svag optimisme.

Roberto Snaidero, hvis familie i 70 år har produceret køkkener af samme navn, var derfor et bredt smil, da han to dage før åbningen af Il Salone 2016 blev interviewet af avisen Corriere della Sera.

Snaidero fortæller Corriere della Sera, at den stærke dollar har øget eksporten til USA, og at branchen i øvrigt har store forhåbninger til Iran, efter at handelsblokaden er ophævet. Kina er også stadig et håb for de italienske producenter.

Møbelindustrien mistede mellem 2008 og 2015 30 procent af omsætningen, men nu er eksporten tilbage på “før krise niveau”.

Møbelproduktionen steg også med én sølle procent i 2015,. Men at der ikke længere er minus på dén linje er altså nok til at få branchens repræsentanter til at smile efter otte år, hvor den samlede italienske industriproduktion er faldet med over 25 procent.

Samlet omsætte træ- og møbelindustrien i Italien i 2015 for 49,7 milliarder euro, hvoraf 24,9 milliarder euro er færdigproducerede møbler.

–//–

Santa Margherita Ligure på Liguriens østkyst

Santa Margherita Ligure (9.639 indb.) er en af de større turisbyer på den østlige del af Ligurias kyst – Il Levante, i modsætning til Il Ponente vest for regionens hovedstad Genova.

Byen ligger cirka 40 km øst for Genova, og  cirka 70 km fra den første af de fem små landsbyer i Cinque Terre, Monterosso. Gode togforbindelser gør udflugter til storbyen eller de små byer nemt, og fra VIP-feriestedet Portofino kan man spadsere eller sejle til fra Santa Margherita Ligure.

HISTORIE:
De første skrevne vidnedsbyrd om en by i bugten vest for Portofino-halvøen stammer fra år 262 før vor tidsregning.
Vi ved også, at et fiskerleje på stedet ved navn Pescino blev ødelagt af kong Rotari i 641, og at Saracenerne var forbi flere gange inden år 1000.
Samtidig var der San Colombano-munke i område – de kom fra Bobbio i bjernene og grundlagde klosteret i San Fruttoso på Portofino-halvøen.
Byen er under familien Fieschi indtil den i 1229 kommer under Genovas besiddelser sammen med Rapallo.
I Middelalderen var byen delt i kvarterne Pescino og Corte.
I 1432 blev kysten angrebet og røvet af Venedig, og i 1549 var den tyrkiske pirat-admiral Dragut forbi både Santa Margherita Ligure og Rapallo.

Napoleon omdøbte byen
Sidenhen fik byen navnet Napoleons Havn, men det varede kun i ganske kort tid.
Napoleon kom til Ligurien i 1797, og i 1812 samlede han  de forskellige bydele under navnet Comune di Porto di Napoleone, men det navn forsvinder for evigt efter Waterloo.

Fra 1815 er området med i Regno di Sardegna, og fra 1861 med i det samlede Italien.
I sidste halvdel af 1800-tallet kommer både jernbanen, og der konstrueres to nye veje til Portofino og til nabobyen Rapallo.
Hen begynder den gyldne periode for “Delfin Kysten”,  der til at begynde med primært er et eksklusivt rejsemål for tyskere,
Efter århundredeskiftet bliver byen også turistmål for resten af Europa og USA.
Der er stadig en delfin i byvåbnet, selv om Portofino – Porto Delfino hed stedet oprindeligt – i dag er en del af Camogli kommune, der ligger på den vestlige side af halvøen.

TURISME OG FISKERI
Fiskeri er stadig en del af økonomien i Santa Margherita Ligure, der tidligere også var kendt for sin produktion af blonder, kniplinger og reb til søfarten.  I dag produceres der udover den allestedsnærværende liguriskse olivenolie også frugt og grøntsager i bakkerne bag byen.

SEVÆRDIGHEDER:
Langs strandpromenanden, hvor der naturligvis også er rig mulighed for at nyde en espresse eller en drink, er der mellem palmerne blevet plads til en statue af Kong Vittorio Emanuele II, der var det samlede Italiens første konge, og en hvid statue af Cristoforo Colombo og hans Caraveller.

Resterne af sforsvarsværket, der efter angrebet fra piraten Dragut i 1549 skulle forsvare byen mod pirater, ligger på den vestlige del af strandpromenaden ved den moderne lystbåde- og fiskerihavn..
Runder man slottet kommer man da også til byens fiskemarked, der er åben om formiddagen.
Ovenpå fiskemarkededet ligger i øvrigt restauranten “La Cambusa”, der er omtalt her >> sammen med fire andre klassiske restauranter i byen.

Tager man trappen i muren lige før fiskemarkedet kommer man først op til Erasmo-kirken fra 1600-tallet, der er dedikeret byens sømænd – der er masser af modelskibe inde i kirkeskibet.
Bag Sankt Erasmo ligger Cappucinernes kirke, der er fra 1606,.
Her findes en statue af “Jomfru på trone” fra 1100-tallet, der regnet for et af de tidligeste eksempler på skulpturer fra Ligurien.

Den store trappe ved hjørnet af restaurant La Cambusa fører op til barokkirken San Giacomo, der er fra 1660.
Marmorfacaden i flere farver kom på i 1800-tallet og er udført af kunstneren Nicoló Barberino.

Går man til højre ved kirken kommer man til den smukke Villa Durazzo med tilhørende park. Villaen blev påbegyndt af arkitekten Galeazzo Alessi i 1560

Villa Durazzo (www.villadrurazzo.it) blev opført i 1678 og er udstyret efter alle kunstens regler med kalkmalerier,stukarbejder, glaslysekroner fra Murano og antikke møbler, gobeliner og en samling malerier udført af genovesiske kunstnere i 1600- og 1700-tallet.

Parken indeholder både en engelsk have, et orangeri med citrusfrugter og en klassisk italiensk have tilføjet esksotiske planter, der trives i områdets milde klima. Der er også blevet plads til allegoriske marmorstatuer.
Stiernes belægning er fra 1919 – brolægningem hedder “risseu”.
Durazzo Parken er medi sammenslutningen “Grandi Giardini Italiani” og “venskabspark” med den botaniske Hanbury-park i Ventimiglia.
Der er gratis adgang til parken hver dag fra 9-19 (Vinter til 17).
Der betales entré til villaen – åben 9-13 & 14-17 (medmindre der er bryllup eller andre begivenheder)

Fra haven kan man gå tilbage til byens centrum, hvor kirken Santa Margherita d´Antiochia ligger på Piazza Caprera.
Kirken er fra 1657 og et af de vigtigste eksempler på ligurisk barok.

I gaderne omkring pladsen ligger byens forretninger, og i hele centrum finde man mange smukke bygninger i Libertystil – byggestilen med blomsterdekorationer og smedejernsdekorationer fra begyndelsen af 1900-tallet.

Der er marked i Santa Margherita Ligure hver fredag fra cirka 8 til cirka 13.30

santa_margherita_ligure_kommunal_strand_centrumsanta_margherita_ligure_sort_broderskab santa_margherita_ligure_stille_gyder

santa_margherita_ligure_strand

santa_margherita_ligurel_byport

Video fra restauranten La Cambusa, hvor piraten åbner boblevin med sværd, når han er i godt humør. Det kaldes “la sciabolata”.

–//–

70 år med stemmeret til italienske kvinder

Ville de stemme som præsten eller som ægtemanden gav dem besked på? 
Spørgsmålet står i dagens jubilæumsartikel i avisen Corriere della Sera. Dét var nemlig det store spørgsmål, da italienske kvinder for første gang skulle stemme ved lokale valg den 16. marts  1946.

Kvinderne i Lombardiet havde bedt om stemmeret allerede ved grundlæggelsen af det moderne Italien i 1861, og i 1923 lovede Mussolini kvinder stemmeret, men indførte i stedet et diktatur, der varede til 1943.

Den 2. juni 1946 var der folkeafstemni, hvor der skulle vælges mellem monarki og republik, og samtidig vælges repræsentanter til en grundlovsgivende forsamling. Den dag stemte 82 procent af de italienske kvinder for første gang.
Og i 1948 gik italienerne med en ny forfatning til det første demokratiske parlamentsvalg, hvor alle myndige borgere havde stemmeret.

– Vi krammede stemmesedlerne som om det var kærlighedsbreve, skrev Anna Garolfo i en bog i 1956.

Corriere della Seras journalist Egisto Corradi var i 1946 på reportagerejse til byen Lodi syd for Milano for at skrive om kvindernes stemmeret.

– Stemmer kvinderne efter mandens ordre? spørger han.
– Nej, svarer hun, jeg stemmer på præsterne (Kristdemokraterne DC).
– Nej, siger han, du stemmer på mit parti.
– Nej, nej, gentager hun. Jeg stemmer på præsterne.
– Og jeg siger, at du stemmer på socialisterne. I sidste ende, er det mig eller er det Don Luigi, der forsørger dig?

Vorherre var med i stemmekabinen,
og læbestiften skulle bliver hjemme

Mange italienske kvinder satte, og sætter sikkert stadig, og på trods af eventuelle påbud fra deres ægtemand, deres stemmer på ”præsterne”. Kvinder var og er mere religiøse og flittigere kirkegængere end mænd.
Og var de i tvivl, så skulle valgplakaterne fra DC dengang nok minde dem om, hvor krydset skulle sættes.

dc_kvindeplitisk_valgplakat_1953

Italienske kvinde….også din femminilitet er afhængig af din stemme

Se bare her, hvordan moderne kvinder med hvepsetalje stemmer DC, mens man bliver tyk, kedelig og kitteluformelig af at stemme til venstre for midten.

…artiklen fortsætter under annoncen

Kirken blander sig i princippet ikke i italiensk politik.
I princippet.
Èt af deres slogang var i slutningen af 1940´erne at sætte et “X”, hvor der i forvejen var ét – nemlig korset i De Kristlige Demokraters partisymbol.

Den folkekære forfatter Giovannino Guareschi udtænkte også et stærkt slogen med tegningen her, hvor teksten forklarer, at Gud ser, hvad der foregår i stemmekabinen, men det gør Stalin ikke.

gud_ser_dig_stalin_gør_ikke

I stemmekabinens hemmelighed ser Gud dig, det gør Stalin ikke.

Og så blev kvinderne i 1946 i øvrigt anbefalet at lade være med at bruge læbestift, når de skulle afgive deres stemme i den lukkede kuvert.
Læbestiften kunne komme til afsætte rød farve på kuverten, og det kunne være nok til at annulere en stemmeseddel.

Kvinderne i det italienske parlament i dag

Ved det 17. italienske parlamentsvalget i 2013 blev der valgt 86 kvindelige senatorer ud af 315. svarende til 27,3 procent.
I Deputeretkammeret sidder der i dag 198 kvinder ud af 630 deputerede, svarende til 31,4 procent.
Det er det største antal kvinder nogen sinde. Stigningen i forhold til den foregående valgperiode var hele 46 procent i Senatet og 33,33 procent i Deputeretkammeret.

renzi_regering_220214

Renzis regering den 22. februar 2014. FOTO: Quirinale

Den nuværende italienske regering – nummer 63, 64 eller 65 alt efter regnemetoden – i rækken af regeringer siden 1948 med premierminister Matteo Renzi i spidsen havde fra start otte kvindelige ministre ud af 16 i alt, inklusive premierministeren.

–//–

“Piraten” Marco Pantani snydt af Camorra-mafiaen i 1999

Nedturen for cykelrytteren Marco Pantani begyndte, da han blev bortvist fra Giro d´Italia den 5. juni 1999. 
Fem år senere blev han fundet død af en overdosis kokain i en ferielejlighed i Rimini.

Nu siger anklagemyndigheden i byen Forlí, at der er stor sandsynlighed for, at Camorra-mafien stod bag en ombytning af blodprøver under Giro´en. Men mangel på konkrete beviser betyder, at sagen henlægges.
Læs historien på POV.International >>

“Depressionen knækkede for alvor hans kampgejst, da han blev nægtet deltagelse i “Tour´en” sidste sommer, og forstærkede en depression, som mange i dag mener, er udløst af et årelangt doping-misbrug.”

Di Oded Zur, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=12069589 – Tour de France 2000

–//–

Smagen af Rom – 13 romeres kulinariske favoritsteder

NY BOG OM ROMERSKE RESTAURANTER, MADBUTIKKER, VINBARER M.M.
Man kan aldrig få for mange informationer om at finde gode restauranter i Rom, og slet ikke når det er de lokale, der får lov til at guide dig gennem byens både kendte og mindre kendte kvarterer.

mette_kenneth_rem_hostaria_romana_taverna_ripetta

FOTO: KENNETH REM / SMAGEN AF ROM – 13 LOKALES KULINARISKE FAVORTISTEDER

Mette og Kenneth Rem har fulgt i 13 romeres og tilflytteres fodspor og lokket deres lokale favoritter ud af dem.
Mette Rem har boet i Rom i ti år, hvor hun blandt andet var Politikens Italienskorrespondent, og hun har smittet sin mand Kenneth med den italienske bacille.

…artiklen fortsætter under annoncen

De 13 venner er både indfødte romere og adoperede romere, som man kalder tilflyttere fra andre egne af Italien.
De giver dig deres bedste bud på ikke bare restauranter, men også på isbarer, madbutikker, pizzeriaer og vinbarer i lige netop deres romerske kvarter.

– Vores tanke er, at bogen skal hjælpe turister til at finde det ægte og autentiske Rom, hvor turistbusserne ikke holder i kø, fortæller Mette Rem.

I bogen finder du også seks klassiske romerske opskrifter, som for eksempel Tagliolini Cacio e Pepe, Bucatini all´Amatriciana, Carbonara og Osso Buco alla Romana , der er meget forskellige fra den milanesiske Osso Buco.

FOTO: KENNETH REM / SMAGEN AF ROM - 13 LOKALES FAVORTISTEDER

FOTO: KENNETH REM / SMAGEN AF ROM – 13 LOKALES KULINARISKE FAVORTISTEDER

Mette og Kenneth Rem arbejder på lignende kulinariske guider fra Vendig, Firenze og Milano.
Du kan også følge parret på www.detitalienskekøkken.dk

mette_kenneth_rem_smagen-af-rom-600x600“Smagen af Rom – 13 lokales kulinariske favoritsteder” udkommer 10. marts 2016
Pris 199 kr.
160 sider illustreret med farvefoto
www.egolibris.com

–//–