Søndag den 4. december skal italienerne til folkeafstemning om en række forfatningsændringer, der først og fremmest handler om Senatets rolle i det italienske parlament. Parlamentet har siden 1948 bestået af to ligestillede kamre.

– Kan du ikke lige forklare mig, hvad den folkeafstemning egentlig handler om? spurgte min ven Salvo mig forleden henne på baren.

Som de fleste italienere har Salvo kun gået i skole de obligatoriske otte år.
Han indrømmer blankt, at langt det meste snak om forfatningsændringerne går hen over hovedet på ham. Det samme gør sig gældende, når medierne har været på gaden for at spørge vælgerne ud om deres kendskab til forfatningsreformen. Flertallet ved ikke engang, hvad tokammersystem betyder.

– Det handler om at afskaffe tokammersystemet i parlamentet, så det italienske demokrati skiller sig af med et gammeldags system, og gør lovgivningsprocessen mindre kompliceret og mere effektiv, svarede jeg. Og jeg kunne godt høre, at jeg skar kraftigt ind til benet, og lænede mig subjektivt op af JA-fløjens hovedargument.

I dagens parlament padler lovforslag ofte frem og tilbage mellem Senat og Deputeretkammeret i måneder for ikke at sige år.
Rekorden for et lovforslag siges at være 30 år, og JA-siden argumenterer netop for, at en mere effektiv lovgivningsproces kan være med til at sætte gang i den økonomiske vækst.
Bliver det et JA på søndag, skal Senatet kun høres i meget få sager, og bliver i praksis et rådgivende organ.

– Hov, skulle tokammersystemet og dermed Senatet ikke afskaffes?

– Øh, jo, men…
Og her begynder det allerede at blive så kompliceret, at Salvo og rigtigt mange andre italienere giver op og står af. Senatet forsvinder nemlig ikke. (Nederst i artiklen kan du læse mere om Senatets opgaver efter et JA.).

Der er i realiteten tale om en reform, der grundlæggende ikke afskaffer tokammersystemet, og derfor i praksis noget kompliceret og forvirret sjusk, som kun italienerne kan udtænke det. Så er dét sagt. Uanset om man så er for et JA eller et NEJ.

..artiklen fortsætter under annoncen

“NEJ” FØRTE SVAGT I DE SENESTE MENINGSMÅLINGER

De sidste 14 dage op til valg eller folkeafstemninger er det forbudt at offentliggøre meningsmålinger i Italien. Før lukketid den 18. november førte NEJ-siden med 52,7 procent af stemmerne, men så mange som en fjerdedel af de adspurgte i målingerne svarede, at de endnu ikke havde besluttet sig. Det frygtes, at valgdeltagelsen bliver meget lav, men der kræves ikke som ellers ved italienske folkeafstemninger, at 50 procent plus én af de stemmeberettigede deltager, for at resultatet er gyldigt. Ved afstemninger om forfatningen er almindeligt flertal af de afgivne stemmer nok.

VALGKAMP FOR ELLER IMOD RENZI

Da regeringsleder Matteo Renzi for otte måneder siden annoncerede afstemningen ledsagede han den med en trussel – eller et løfte, om du vil – om, at hvis ikke resultatet blev er JA, så ville han gå af. Den holdning er blødt op undervejs, og ingen forventer i dag, at Renzi frivilligt træder tilbage, hvis afstemningen går imod hans reform.
Et NEJ vil uden tvivl svække ham både som regeringsleder, og internt i Partito Democratico (PD), hvor flere fremtrædende parlamentsmedlemmer i øvrigt anbefaler et NEJ på søndag. Andre kendte partimeldemmer, som tidligere regeringsleder og EU-kommissionsformand Romano Prodi har ventet med at tage stilling indtil sidste øjeblik. Prodi meddelte den 30. november, at han ville stemme ja med ordene “det er min pligt at fortælle, at jeg stemmer ja, men reformen er uklar og yden dybde”.
Meningsmålingerne, som vi journalister hár lært at tage med en stor spisekefuld salt, fortæller til Renzis fordel, at 87 procent af PDs vælgere vil stemme JA.

Fra kampagnen Et ja er nok – Basta un Si – et ja er nok
…for at gøre lovgivningen hurtigere, for at spare penge på politik, for at komme videre end et parlament med to ligestillede kamre, for at gøre statens og regionerns kompetencer tydligere, for at styrke lokale myndigheders repræsentation i parlamentet og i Europa, for at skabe større deltagelse blandt borgerne, lyder nogle af JA-sidens argumenter.

SPARER STATEN FOR 500 MILLIONER EURO – MÅSKE

Politikernes løn i det italienske parlament, i de 2o regioner, de 110 provinser og de over 8.100 kommuner er altid en ophidset og gestikulerende diskussion værd i Italien. Alene af den grund lyder en afskaffelse af Senatet som en god ide for mange italienere, også i den amputerede form.
Diskussionen af de dyre politikere tages så ofte og så højlydt i medierne, at mange italienere nærmest er overbeviste om, at bare man skærer ned på politikernes løn, diæter og pensioner, så vil den økonomiske krise forsvinde.
I forhold til statsbudgettet, og til statsgælden på nu 133 procent i forhold til bruttonationalproduktet, er de 500 millioner, der kan spares med forfatningsreformen dog ikke andet end en pose pebernødder. Nej-siden med Femstjernebevægelsen tror heller ikke på den lovede økonomiske gevinst.

FEMSTJERNEBEVÆGELSEN KRÆVER VALG OG TALER OM DIKTATUR

NEJ-partierne har samlet Femstjernebevægelsen og Lega Nord i en umage alliance, men også Berlusconi besluttede her i efteråret efter mange overvejelser at anbefale et nej.
Femstjernebevægelsen har i denne valgkamp overhalet Lega Nord i disciplinen for skingre tonearter.
“Denne afstemning er skør. Hvis jeg var 20 år gammel ville jeg ikke vide, hvordan jeg ville ragere”, skriver Beppe Grillo på Facebook og på sin berømte blog.

Folkeafstemning, Grillo imod JA:
En serialkiller mod vores børn.
Renzi: Han er i vanskeligheder med falske underskrifter.
(Femstjernebevægelsen er de seneste uger i stormvejr på grund af mistanke om falske underskrifter på stillerlister i en række italienske byer.) 

– Vi er ude over Pinochet, det er hér dikaturet gemmer sig, skriver Beppe Grillo, og forklarer videre, at der gemt i forfatningsreformen er en klausul, der tillader regeringen at indgå kontrakter med multinationale firmaer og i praksis sælge landet…
Femstjernebevægelsen kræver hurtigt nyvalg, og afviser blankt en teknisk overgangsregering, hvis resultatet bliver et NEJ.

Lega Nords web Jeg stemmer nej – Io voto No

Argumenterne er mange, deriblandt at referomen ikke sparer på udgifterne til politikere, at den skaber en ny kaste af udnævnte senatorer, at den ødelægger det regionale selvstyre, giver politisk immunitet til de udnævnte senatorer, ikke afskaffer tokammersystemet, og sælger ud af Italien til Europa. På forsiden af Jeg stemmer Nej-kampagnen skjules det heller ikke, at afstemningen for Lega Nord også handler om at slippe af med Matteo Renzi.

OG SÅ ER DER LIGE DEN NYE VALGLOV

Pudsigt nok styrkes Femstjernebevægelsens muligheder for at danne regering efter et JA til forfatningsreformerne. Folkeafstemningen er nemlig også forbundet med en allerede vedtaget ny valglov, der træder i kraft med et JA.
Den nye valglov betyder, at de to største partier fremover skal ud i en valgrunde nummer to, og vinderen udstyres med en bonus, der betyder 340 medlemmer ud af 630 i det Deputeretkammer, der så kommer til at sidde med magten med et rådgivende senat ved sin side.
I den valglov, de nuværende parlamentmedlemmer blev valgt efter i 2013, var der kun én valgrunde. Her fik den vindende koalition med PD i spidsen flertalspræmien og det absolutte flertal med 340 mandater i Deputeretkammeret, mens Senatets pladser fordeltes proportionalt efter de enkelte partiers stemmer. Flertalspræmien gælder kun for partier og ikke for koalitioner i den nye lov.
Femstjernebevægelsen er allerede i dag Deputeretkammerets største parti med de 25,4 procent af stemmerne, de fik i 2013.
I de sidste mange måneders meningsmålinger nærmer bevægelsen sig også PD. Med et JA og den nye valglov, så er regeringsmagten i den grad indenfor rækkevidde, men det argument har ikke fodfæste i bevægelsen, der fastholder sit NEJ..
Risikoen for en regering ledet af protesbevægelsen huer absolut ikke de traditionelle partier.. Selv om valgloven altså er med i forfatningspakken, forlyder det allerede nu, at der uanset resultatet alligevel skal kigges på valgloven igen efter den 4. december.

DET SKAL VÆRE NEMMERE AT REGERE ITALIEN

Hele ideen med forfatningsreformen er at gøre det nemmere at regere Italien effektivt.
Reformen gør op med en politisk praksis, hvor grundtanken bag det politiske system siden den italienske republiks grundlæggelse i 1946 har været at skabe og fastholde en række indbyggede forhindringer, så man aldrig igen ville ende med et diktatur.
Skrækken for igen at ende med den stærke mand mand ved roret sidder så dybt i den italienske folkesjæl, at mange og specielt de ældre generationer nærmest betragter det som helligbrøde overhovedet at røre ved forfatningen fra 1948.
Et JA vil også betyde mere magt til regeringen i Rom på bekostning af regionernes selvstyre. Det er i følge Renzi og JA-sigerne en nødvendighed for at skabe den økonomiske vækst, der har været fraværende i nu ti år.
Regionernes forskellige lovgivninger, regler og praksis gør det endnu mere besværligt at skabe og drive en virksomhed end det i forvejen besværlige italienske bureakrati. Italien indtager lige nu plads nummer 55 på listen over erhvervsvenlige nationer.

DEN TREDJE DOMINO-BRIK, DER KAN VÆLTE EU OG EURO`EN

Den italienske folkeafstemning følges nøje i udlandet.
Mange frygter, at italienerne følger i kølvandet på englændere og amerikanere, og stemmer imod bare for at stemme imod.
Femstjernebevægelsen med en fjerdedel af vælgernes tillid er nok Europas største  og mest succesrige udtryk for politikkerlede og foragt for det bestående system.
Efter Brexit og præsidentvalget i USA frygter mange udenlandske iagttagere, at et NEJ på søndag bliver den tredje dominobrik, der indvarsler afslutningen både på Euroen og på den Europæiske Union, som vi kender dem i dag.

UDENLANDSKE MEDIER FORUDSER ØKONOMISK KAOS UANSET RESUTATET

Financial Times >> forudser, at otte navngivne italienske banker krakker, og at Euro-samarbejdet går i opløsning, hvis resultatet bliver et nej til forfatningsreformen.
– Hvis den italienske premierminister Matteo Renzi taber sin forfatningsafstemning den 4. december, så frygter jeg en serie af begivenheder, der vil rejse spørgsmålet om Italiens deltagelse i Euro-zonen, skriver Wolfgang Munchau.
Meget apropos er et af Grillos og Femstjernebevægelsens politiske programpunkter netop en folkeastemning om Italiens fortsatte deltagelse i Euro-samarbejdet.

Magasinet  The Economist >> har i en leder anbefalet et NEJ, og forudser en teknisk regering, hvis afstemningen går imod Renzi.
– Landet har brug for endnu mere vidtrækkende reformer, og det er bare ikke tilfældet med denne reform, skriver The Economist den 26. november.

“Italien har længe været den største trussel mod Euroens og Den Europæiske Unions overlevelse, dets BNP per indbygger er fastlåst på niveuaet for de seneste år af 1990´erne. Arbejdsmarkedet er sklerotisk. Bankerne er fyldte med lån, der ikke giver udbytte. Staten har den næststørste gældsbyrde i Euro-zonen med 133 procent i forhold til BNP”, skriver The Economist videre.

Økonomiske og politiske iagttagere, både i Italien og i udlandet frygter uanset udfaldet, og alligevel mest ved et NEJ, endnu mere ustabilitet og usikkerhed i Italien.
Bliver det et ja, fortsætter Renzi med fornyet energi.
Bliver det et nej vil han kæmpe indædt for at blive på sin post, og han kan lykkes med projektet, fordi få ønsker endnu en teknisk regering, og endnu færre ønsker et valg lige nu.

Valgstederne er åbne søndag den 4. december mellem kl 7.00  og kl 23.00.
Optælling og exit polls kan følges direkte på Rai 1, Canale 5 og nyhedskanalerne.

FAKTA: DET NYE RÅDGIVENDE SENAT EFTER ET “JA”
De i dag 315 valgte, de tidligere præsidenter og ganske få udnævnte livstidssenatorer, for tiden fem stykker, skal ved et JA skiftes ud med udnævnte senatorer, der er borgmestre eller kommer fra de italienske mini-parlamenter, der styrer de 20 italienske regioner.

Senatet skal ikke deltage i tillidsafstemninger om regering.
Senatet skal kun stemme om forfatningslove.
Senatet kan foreslå ændringer til præsenterede lovforslag, men kan kun selv præsentere lovforslag, hvis et flertal i Senatet beder Deputeretkammeret om det. Sker det, skal Depueretkammeret tage stilling til Senatets lovforslag inden seks måneder.
Senatet skal bidrage til overnationalt samarbejde som EU, og derudover være parlamentets bindeled til de administrative lokale enheder, såsom regioner og kommuner.
Senatet skal fremover udnævne to af de 15 dommere i den italienske Forfatningsdomstol, og Deputeretkammeret udnævner tre.
I dag vælger det samlede parlament og repræsentanter  fem ud af 15 medlemmer.
Den italienske præsident vælges af et samlet parlament og repræsentanter fra regionerne, men de 100 senatorer vil fremover kun udgøre 14 procent af stemmerne mod i dag 31 procent.
74 af de kommende senatorer udnævnes af regionerne udfra fordelingen af stemmer ved de regionale valg. 21 vælges blandt regionerne borgmestre. Tjansen som senator er ulønnet og varer i den regionale eller kommunale valgperiode. Fem senatorer udnævnes af den italienske præsident og deres mandat varer som præsidents syv år.

FOTO: Io voto No, Basta un Si

–//–