Tinder-dating i Italien

Nyt fra det italienske online kødmarked (1.3.2016)

Der er nok ikke den store forskel på at være en midaldrende overvægtig enke med to små hunde på online dating i Danmark og i Italien.

Der er dog to fordele.
Ordet “dansk” får det til at blinke Brigitte Nielsen hos midaldrende italienske mænd, og brunligt-gråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

– Du finder aldrig en mand, hvis du bliver ved med at gå ud for at drikke kaffe med morgenhår og uden makeup, konstaterede Anna på 72 år få måneder efter, at min mand døde.

Jeg prøver.
Jeg husker det hver anden dag, ok.
Og jeg prøver at gemme de behagelige, men afslørende, leggins bagerst i skabet.
Plastikblomsterne i Panda´ens bagrude er også skrottet.
Jeg prøver virkelig.

Kendsgerningerne er, at jeg ér en 53-årig overvægtig og fattig enke med to små hunde.
Det kan heldigvis skrives mere appetitligt på Tinder uden at blive gennemført uærligt.

I Italien virker ”dansk” for eksempel stadig som et positivt filter med hensyn til de seksuelle forventninger. Der blinker simpelthen ”Brigitte Nielsen” og lignende i hovedet og bukserne på de fleste af mændene i min alder.
Der er vel omkring 25 cm i højden og et par bogstaver eller tre i BH-størrelse til forskel, men alligevel.
Jeg ér højere end gennemsnitsitalienerinden.
Jeg hár større bryster, og musefarvet brunligtgråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

Udgangspunktet kunne altså være værre.

Og lad mig også være ærlig og ligefrem positiv og indrømme, at ”journalist” rent faktisk stimulerer både nysgerrigheden og de intellektuelle forventninger hos individer med en IQ over 100.

Der skal bare lige sorteres.
Bare…

Affald og vraggods

Problemet med italienske Tinder-mænd er det samme som med verdenshavene.
Der flyder alt for meget ubehagligt affald og vraggods rundt.

En stor del er dybest set på SoMe-kødmarkedet for at spare udgiften til både datingsider og prostituerede.
Der er så rigeligt af dem i alle aldre, at man tror det er løgn. Fra MILF-segmentet til dem, der i virkeligheden har mere brug for ældrepleje end lagengymnastik.

Jeg har givet.
Jeg behøver ikke se flere timemoteller i Milano-provinsen indefra, uanset om der er spabad til to og spejl i loftet eller ej.

Frasorteringen betyder måske, at jeg går glip af sporadisk god sex.
Det er jo uendeligt trist. Men jeg har af selvværdsårsager lovet, at sidespringsatleter fremover sorteres fra i de første chats.

”Duer ikke, væk”, som prinsessen sagde.

Uafhængig betyder på alle planer uforpligtende

Altså bare lige for at præcisere.
Jeg er ikke ude efter et hurtigt bofællesskab, og slet ikke efter et nyt ægteskab.
Jeg har heller ikke noget imod sex.
Overhovedet!
Faktisk tror jeg slet ikke på forhold, hvor den seksuelle gnist ikke er tilstede fra start.

Men muligheden for ”noget mere”, hvis det mirakuløst klikker på flere planer for begge parter, skal i det mindste være hypotetisk tilstede.

Tanken om denne hypotetiske mulighed virker åbenbart så skræmmende på de fleste italienske mænd, at ordet ”uafhængig” nærmest er blevet et mantra på Tinder i Milano.
Og det er underforstået, at ordet i virkeligheden betyder uforpligtende på alle måder.

De forbrændte og forbitrede

Jeg orker heller ikke at ende som ufrivillig deltager i tragikomedien med skilsmisse, bodeling, delebørn, hademails, stalking og hvad der ellers i værste fald er fulgt med for de veninder, der har taget den tur.

I Italien er der så også lige en del flere aktører i skilsmisserne end i Danmark.
Jeg vil ikke fra en ny begyndelse præsenteres i den udvidede italienske fire-leds familie som ”hende, der ødelagde min søns, svigersøns, datters, grandnieces, barnebarns ægteskab og hele familiens forløjede harmoniske samliv”.
No way!

Skadet gods

Desværre indskrænkes katagorien af mulige emner i min alder sig også på grund af …alder.
Segmentet af bitre, rippede og flåede italienske mænd med tredjegradsforbrændinger fra tidligere ægteskaber og relationer, og relationernes og ægteskabernes udvidede familier, er overvældende i min aldersgruppe.

Den model holder dig tre skridt fra livet i alle andre situationer end sex.
Og uanset samtalens emne koger de over af bitterhed for ikke at sige had mod eks´en, hendes familie, veninder, kolleger og kvinder i almindelighed.

– Kom dog videre! får jeg lyst til at råbe.
Og når jeg pakker den sætning pænere ind, lukker vi lige dér.
Duer ikke!

– Du er for negativ, sagde min jævnaldrende danske ven, da jeg forelagde ham problemstillingen.
Han ser sig selv som et vellykket eksempel på en 50-årig, der er kommet uskadt igennem sin egen verdenskrig med den italienske eks.

Ved siden af ham sad hans nye kæreste. Hun er en 18 år yngre identisk kopi af eks´en.
Identisk!

Giv op!

Måske skal jeg bare give op, og i stedet ophøje den afdøde mand som det højest opnåelige i mit liv?
Måske får man kun én chance for at opleve et ikke kedeligt parforhold, hvor man i det lange løb vokser sammen i stedet for at vokse fra hinanden?

Det er jo i virkeligheden bare lidt af det, jeg gerne vil have igen.

Nå, videre.
Man har vel været spejder.
Man giver ikke op.

De kinky, de alt for kloge og den generte initiativtager…

Der er kun få timer nu til dagens frasorteringer på Tinder.
Jeg har besluttet, at min position er utilgængelig i arbejdstiden.
I det mindste.

Så skal dagens portion af de kinky, der vil have nøgenfoto i første chat, sorteres fra.

Også ud med dem, der betegner deres civilstatus som kompliceret.
De ér komplicerede.

Ud med de intellektuelle tidrøvere, der bliver ved med at komme med lange intelligente og kultiverede chats, men i virkeligheden aldrig rigtigt kommer til sagen.

Måske skulle jeg fjerne ”journalist” fra profilen.
Ord alene gør det jo ikke.

Jo, der har da været én, der hverken var for ung eller for gammel, og som efter kun fire-fem chats rykkede og ”skal jeg ikke bare ringe dig op”.

Wauw!

Man kunne høre, at han faktisk var en smule genert og lidt ubehageligt til mode over metoden, på den gode måde. Men stemmen var usædvanlig dyb og tiltrækkende, og “ja, vi skal da ses”.

En mand!!!

Nå, han var på vej til fire ugers ferie i Thailand.
Thailand?
Ja, for at dykke!
Hm…

Og hvad nu, hvis han kører Fiat Multipla?

Måske er jeg uden at have set det komme blevet et surt og negativt kvindemenneske med rygerynker over overlæben og alt for store forventninger?
(PS: Ikke rygende kvinder får dem også. Så er det bare rynker…)

…eller måske hører du bare snart om en midaldrende dansk kvinde i Milano, der sidder højt oppe i et træ i Sempione Parken, og som den skøre onkel i Fellini-filmen Amarcord råber ud i verden ”Voglio una donnaaaa”.

Med omvendt fortegn.

”Voglio un uomoooo…”

–//–

Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på POV International.

pov_tinder_dating

Printscreen fra POV International

–//–