Da lægen spurgte, om jeg forlod min krop med jævne mellemrum…
Efter 26 år i Italien er jeg overbevist om, at der er helt tydelige genetiske forskelle på en dansk og en italiensk krop.
Jeg ved også nu, at der eksisterer sygdomme og farer, som nordeuropæere tilsyneladende er immune overfor.

Mit første møde med det italienske sundhedsvæsen i 1995 skyldtes nogle ubehagelige galdesten.
Jeg ankom til skadestuen ved midnat, og næste formiddag skulle jeg have en samtale med en læge om det videre forløb.
Der var mange spørgsmål, den smukke unge læge, der i sin fritid var plastikkirurg, skulle have svar på.
Det er ikke uvæsentligt, at han var ung og smuk.
Det forklarer, at jeg udover at have et meget begrænset kendskab til medicinske udtryk på italiensk, blev yderligere forvirret af hans skønhed.
Det gik galt, da han spurgte om ”jeg gik væk fra min krop med jævne mellemrum”?
– Øh, svarede jeg og prøvede at samle tankerne.
– Nej, det gør jeg ikke. Det er længe siden jeg holdt op med at ryge hash og eksperimentere med andre sjove sager, svarede jeg.
Den smukke læge brød ud i latter, og forklarede mig, at ”andare di corpo con regolaritá” er en høflig måde at spørge, om en person har regelmæssig afføring.

…artiklen fortsætter under annoncen

AFFØRING ER OK, MEN NØGENHED ER TABU
Det er i øvrigt helt i orden at stille dette ikke særligt diskrete spørgsmål om afføringens regelmæssighed, når en italiener betror dig, at han eller hun har problemer med enten maven eller tarmsystemet.
Ja, italienerne véd simpelthen instinktivt, om det er mave eller tarm.
Mit indtryk er, at man i Danmark bare har mavepine.

Nøgenhed er derimod stadig et tabu, når det ikke er kunst.
Italienske børn bliver undervist i og besøger museer med den klassiske kunst, og det er altså langtfra lykkedes kirken af få sat figenblade overalt.
Det er alligevel kun et par måneder siden, jeg fik dræberblikke af en gruppe mødre i svømmehallen, fordi jeg brusede uden badedragt. Men jeg undgik dog hysterisk skæld ud som jeg fik af en mor til en baby på svømmebadet Lido di Milano i begyndelsen af 90´erne.

OG DET DER MED AT SPISE OG BADE…
Jeg holdt også hurtigt op med at bade topløs.
Det passer bare ligesom ikke til det officielle italienske strandliv.

Men jeg nægtede, og nægter stadig, at gå på integrations-kompromis med badning efter måltiderne.
Oppe ved min bjergsø har de vænnet sig til, at jeg godt kan spise en pizza og bade umiddelbart bagefter.
I sommer var det faktisk Enrica, der forklarede de andre gæster på Pizzeria Val Maria, at for danskere er reglen, at man SKAL bade inden der er gået en time efter at man har spist!
Det er min helt personlige overbevisning, at det med at man ikke må bade helt op til tre timer efter frokosten er italienske mødres forsøg på at slippe for stranden…
Husk i øvrigt bare for en ordens skyld, at det er dødbringende at gå rundt med vådt hår udenfor strandene, uanset lufttemperaturen!

BØRN KAN FEJLE ”NEGLELAKFJERNER”!
I løbet af 90´erne fik de italienske veninder børn.
Så kom der for alvor gang i snakken om det uendelige udvalg af sygdomme, der truer menneskeracen generelt, og italienske børn i særdeleshed.
Èn af veninderne fortalte, at hendes søn havde ”Acetone”!
Jeg måtte skjule et latteranfald.
Det er først i dag, jeg har slået emnet op på Google.
Til min ikke særligt store overraskelse står der mellem linjerne i ForældreGuiden >> , at der ikke er tale om en klassificeret sygdom, men derimod om en ikke særlig veldefineret ”uorden i metabolismen, der har brug for energi”.
I næste sætning står så helt ulogisk, at der er tale om en sygdom, børn nærmest ikke kan undgå inden de kommer i puberteten!
Årsagerne til anfald af Acetone er ikke kendte.
Men for eksempel kan lugten eller blot synet af visse madvarer udløse kriser ledsaget af voldsomme opkastninger, der varer op til et døgn eller to.
Til gengæld er symptomerne klare:
Barnets ånde lugter af æble eller – naturligvis – acetone.
Så nu ved I det.
Kuren:
At sørge for, at barnet ikke bliver dehydreret, eventuelt lade det sutte på en isterning.
Ok, neglelakfjerner-problemet er stadig et mysterium, men spørg en italiensk mor:
Det eksisterer!

”Store ører” – orecchioni – var også en af de sygdomme, der fascinerede mig.
Dén er god nok, for det er nemlig fåresyge, som så heldigvis er vaccineret væk.
I hvert fald indtil antallet af uvaccinerede børn ikke vokser for meget, for Italien har skam også deres bevægelse af anti-vaccine-forældre.

Børn, og mange voksne kan i øvrigt heller ikke tåle ”tunge madvarer” som for eksempel skrællen på agurker, rå løg og peberfrugter.
Til gengæld klarer italienske gener udmærket en bradepande Lasagne, store portioner spaghetti, og de ofte for danskere voldsomme søndagsfrokoster.
For slet ikke at tale om de mad-ekstreme højtider som jul, påske, og allerværst, bryllupper.

EN “GRIM TING”
Trods det accepterede i at tale om både afføring og børns dårlige ånde fandt jeg hurtigt ud af, at kræft talte man helst ikke om i Italien, da jeg kom til landet i 1989.
Manden måtte igen lege ordbog, da jeg havde hørt den vage sygdomsbeskrivelse ”en grim ting” for 20. gang uden at forstå, hvad det handlede om.
Jeg var på den anden side slet ikke i tvivl om, at når ordene ”un brutto male” var sagt, så var det ikke en invitation til at spørge om mere.
Manden var faktisk heller ikke begejstret for at udtale ordet, der dækker over hele spektret af kræftsygdomme.
Her er der sket en mentalitetsændring.
I dag bruger de fleste det rette ord, men man hører stadig om nogle, der er syge eller dør af ”en grim ting”.
Personligt tror jeg der var, og for nogle stadig er, tale om en slags fortrængende  overtro:
Siger man ikke ordet, så eksisterer sygdommen heller ikke.
En anden sygdom, man ikke skal spørge for meget ind til, men blot nikke medfølende til, er ”Cervicale”, som dækker over enhver form for smerter i nakken, selv om ordbogen stadig i dag siger livmoderhalskræft.
Nogle mysterier kan man bare ikke løse.

ET SLAG I LUFTEN
“Et slag af luft” – un colpo d´aria – rammer italienerne året rundt, og kan resultere i de fleste kendte dårligdomme.
Vi nordboere nøjes med ikke livstruende træk.
”Luftslagene” rammer, når det er for varmt, for koldt, for fugtigt og for tørt, og alt andet derimellem.
Angsten for ”luftslag” får italienerne til at pakke skrigende spædbørn ind i lag på lag indtil temperaturen er over 30 grader.
Man kan som udlænding anklagende få påpeget, at barnet i klapvognen burde have strømper på, når temperaturen kun er 23 grader.

”Luftslag” er specielt farlige, når årstiderne skifter, og det gør de jo på helt præcise datoer.
For eksempel tænker jeg tit på tante i San Remo, der kunne finde på at løbe efter mig med en lille uldtrøje, når min mand og jeg efter den 15. august gik ud for at drikke en kop kaffe om aftenen.
– Du må heller tage en Kashmere-trøje med for en sikkerheds skyld. Vi er jo efter Ferragosto, og så ved man aldrig, insisterede tante Emilia, og var totalt immun overfor min konstatering af, at der var 32 grader udenfor.

En ”sundheds-undertrøje” er også et kendt forebyggende middel når årstiderne skifter.
Det er en undertrøje, der oprindeligt var af uld, og blev båret til langt hen i april, så man – trods den officielle fejring af foråret den 21. marts – ikke risikerede smerter i mave, øjne, ører, hovede og knogler når man blev udsat for “un colpo d´aria”.

Den avancerede udgave af sundheds-undertrøjen er uld yderst og bomuld mod huden.

Til gengæld for alle disse trusler mod helbredet reagerer italienerne nærmest slet ikke på faren for at blive smittet ved direkte kontakt med overkrop og hovedet kropsåbninger.
De ved godt, at forkølelser, influenza og værre sygdomme overføres ved tæt fysisk kontakt, men de skal virkelig være rigtigt syge, før de afviser at hilse med helst tre kindkys.
Sådan er der så meget…

MUTATIONER
Nå, nu må jeg smutte.
Det er over et år siden, jeg har afleveret en blodprøve.
Det gør man i hvert fald en gang om året for at få udleveret 6-7 A4-ark med test for ALT.
Efterfølgende tager man en lang samtale med lægen om den generelle situation sammenlignet med tidligere års efterhånden tykke sagsmappe.
Ser du mig med en stor uformelig gul kuvert – resultatet af flere års hjertekardiogram kommer af en eller anden grund i et format mellem A4 og A3 der ikke passer ind i noget standardformat – så er det sandsynligvis fordi jeg efter 26 år er i færd med at mutere genetisk.

Jeg ved jo nu, det ikke bare er mavepine, men enten mave eller tarm.

Årene har umærkeligt også lært mig leverens præcise position!
Og til min egen overraskelse ligger der faktisk to sundheds-undertrøjer med uld udenpå og bomuld mod huden i min komode…

OPSAMLING AF KOMMENTARER FRA FACEBOOK:

Flere læsere bemærker, at FEBER i Italien begynder ved 37,5, men den skandinaviske genetik åbenbart skal en halv til en hel grad længere op inden det bliver farligt…

AS i Firenze bekræfter, at man i Italien “GÅR UD AF SIN KROP”.
Hun understreger, at det stadig er grænseoverskridende, når svigermor forhører sig hos hende om hvorvidt sønnen foretager denne udgang regelmæssigt…

“Neglakfjerner” hedder på dansk “KATON-ÅNDE”.
Det handler ofte om, at børn med feber går sukkerkolde.
Så husk at vande dem, gerne med frugtsaft med naturligt sukker.
Og ja, de lugter af acetone, når det sker.

–//–