Femstjernet afstemning styrker Salvini og Lega
Online afstemning svækker Femstjernebevægelsen
og styrker indenrigsminister Salvini og Legaen
I dag tirsdag den 19. februar skal det italienske parlaments kommission for parlamentarisk immunitet stilling til om indenrigsminister Matteo Salvini fra Lega skal stilles for retten i Catania på Sicilien for at have nægtet 177 immigranter at gå i land på øen i august sidste år.
Indenrigsminister anklaget for frihedsberøvelse
Sagen begynder i august i fjor, da indenrigsminister Matteo Salvini nægter skibet Diciotti fra den italienske kystvagt at gå til kaj med 177 opsamlede immigranter og asylansøgere. For det bliver han anklaget for frihedsberøvelse først af retten i Palermo og siden af retten i Catania.
Begge retsinstanser dropper dog anklagerne i november, men sagen blev derefter genoptaget, som det er muligt i det italienske retssystem, at de tre dommere ved retten i Catania, der kan fremsætte anklager, når en minister er involveret. Man ved, at de tre dommere i Catania tilhører den venstreorienterede dommerforening – det er helt normalt at kende dommeres politiske standpunkter i Italien – og mange anser derfor anklagerne som værende mere politiske end juridiske.
Femstjernet flertal mod at ophæve Salvinis parlamentariske immunitet
Helt ekstraordinært afholdte regeringspartiet Femstjernebevægelsen den 17. og 18. februar en online afstemning blandt deres medlemmer, der skulle afklare om Femstjernebevægelsen i kommissionen i dag tirsdag skal stemme for eller imod ophævelsen af indenrigsministerens immunitet. Også selv om parlamentsmedlemmer i Italien også ifølge landets grundlov kun er forpligtet til at følge deres egen holdning og samvittighed, når der skal stemmes.
…artiklen fortsætter under reklamen
Følger bevægelsens parlamentsmedlemmer afstemning skal indenrigsministeren ikke i retten, for 59 procent af de afgivne stemmer sagde nej.
Det betyder så også, at både bevægelsens leder Luigi Di Maio, transportminister Tonielli og regeringsleder Conte sandsynligvis heller ikke senere får ophævet deres parlamentariske immunitet.
De tre meldte nemlig sig selv som medskyldige i sidste uge, i solidaritet med Salvini og for at vise, at regeringen står sammen.
Imod parlamentarisk immunitet – men ikke når magten skal sikres
I realiteten står der ellers sort på hvidt i Femstjernebevægelsens program, at parlamentarisk immunitet er noget skidt, og at alle skal stå til ansvar for eventuelle anklager for retssystemet.
Det har for længst fået flere af bevægelsens egne parlamentsmedlemmer til at undre sig over afstemningen.
Parlamentsmedlemmerne betaler rent faktisk 300 euro af egen løn om måneden til den privatejede digital afstemningsplatform, hvor der angiveligt kun er registreret mellem 100.000 og 140.000 af bevægelsens en million medlemmer.
Kun 52.417 afgav deres stemme ved denne afstemning, og alt andet lige viser denne og tidligere online afstemninger, at heller ikke Femstjernebevægelsen egne medlemmer er så entusiastiske omkring det direkte demokrati. Heller ikke når det blot handler om at logge ind på en webside og afgive sin stemme. Derudover brød den digitale platform endnu engang ned under afstemningen, der blev forlænget nogle timer indtil 21.30 mandag aften.
Tilfreds partileder, krtiske kommentatorer og sure partimedlemmer
Partileder Di Maio udtrykker dog i dagens medier stor tilfredshed med medlemmernes engagement, og er vel i grunden også tilfreds med at hans egen immunitet så også er sikret, nu hvor han har anmeldt sig som medskyldig.
De politiske modstandere og mange politiske kommentatorer betegner dog afstemningen som en fiasko, både i forhold til hvor få der afgav deres stemme, men også i forhold til bevægelsens egen troværdighed.
Mange politiske kommentatorer siger rent ud, at Femstjernebevægelsen nu har afsløret at for dem, som for de såkaldte ”gamle” politikere, handler det allermest om at holde sig til magten for enhver pris, og altså også direkte imod partiprogrammet.
Samme fornemmelse breder sig blandt partiets vælgere, der ved det nylige regionalvalg i den lille region Abruzzo halverede Femstjernebevægelsen og styrkede Legaen.
Salvini selv, som det hele i grunden handler om, har indtil videre været tavs om resultatet af afstemningen hos Femstjernebevægelsen, men der er ingen tvivl om, at hans position som den egentlige leder af regeringen har fået endnu et hak opad.
–//–