Migranthistorier 1: Ali med værdighed

/i , , /af

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs.
Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse.
Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt.
Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen.
En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. 

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali.
Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

–//–

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

/i , , /af

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel.
Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent.
Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

–//–

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

/i , , /af

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken.
Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

…artiklen fortsætter under reklamen

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer.
De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der ellers har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

–//–

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

/i , , /af

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt!
Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

–//–

#unespressoperfavore: Onsdags-elskere på DaDa Bar

/i , , /af

#unespressoperfavore

De kommer hver onsdag formiddag.

Kontorfolk.
Så kedeligt ensformet og forventeligt klædt på med de rigtige mærkevarer, som kun  kontorfolk i Milano.
De er tydeligt udenfor både deres vanlige zone, og også udenfor deres personlige komfortzone.

…artiklen fortsætter under reklamen

Hænderne rækker ud efter hinanden hen over bordet, men trækkes altid tilbage i sidste øjeblik eller efter et mikrosekunds berøring.
Der er mere tavshed end dialog, men stort overskud af lange suk og sigende blikke. Og der hænder, der strækkes frem, og så alligevel altid trækkes tilbage.

Det udvikler sig.
Langsomt.

For et år siden sad de på hver sin side af bordet.
Nu er de rykket tættere på hinanden, og deler et hjørne.

Hvis det er en affære, er det den mest langsomme af slagsen, jeg har overværet.

Jeg får lyst til at ryste dem i kraverne på de altid nystrøgne skjorter, give dem nøglerne til min lejlighed et par timer, få det forløst.

– Så gør dog noget ved det, får jeg lyst til at råbe i den formiddagsstille kaffebar hver onsdag.

Men måske er de forsigtige håndspålæggelser og forventningens glæde nok for dem?
Måske er onsdags-espresso dét, der får de to til at føle sig levende resten af ugen? Af livet?

Men lidt frustreret gør de mig altså.
Om onsdagen…

–//–

Hængemavestriben og italienske hængerøve

/i , /af

“Har du fået kejsersnit?”
Spørgsmålet blev stillet af den ene af to perfekt sminkede, åleslanke og allerhøjest 20 årige klinikassistenter på et meget luksuriøs og smagfuldt indrettet Centro Estetico – Æstetisk Center – i den sicilianske by Taormina.

Jeg skulle have svaret:
“Jeg har fået tre kejsersnit og de andre seks børn har jeg født helt naturligt uden at sprække fra fisse til røv, så dér ser jeg stadig pæn ud.”

Det havde været et æstetisk pænt svar.

Jeg er – desværre, sic! – bare et ærligt menneske, og svarede, da jeg kom mig over den mentale befippelse, og for én gangs skyld også manglede ord på italiensk:

“Nej. Jeg er bare fed.”

…artiklen fortsætter under reklamen

Pinlig tavshed
De to piger fortsatte med at strippe overflødige hår af min krop, på nævnelige og unævnelige steder.
I total og pinlig tavshed, men med en fysisk mærkbar kvindelig skræk for en dag ikke længere at være tiltrækkende på den perfekte måde.

“Må de blive uformeligt fede, sprække op til nakken når de føder deres eneste barn, få rynkede armhuler og stive kulsorte og stikkende skægstubbe på deres hager,” messede jeg lydløst, i stedet for at hyle højt, da de voksede mit overskæg.

Jeg kommer aldrig på den skønhedsklinik igen.
Aldrig.
Om jeg så skal gå rundt med duske under armene, fletninger på bagsiden af lårene, en firesporet motorvej i stedet for en indbydende skovsti i lysthuset, og lianer, der slynger sig mellem balderne.

I min alder kan man ikke længere blive fribløder, men jeg overvejede efter den traumatiske sicilianske oplevelse at tilslutte mig den del af den italienske kvindebevægelse, der bare lader det gro.
Der var faktisk i løbet af dette forår flere artikler i aviser og magasiner, der spåede, at den frie hårvækst ville blive årets sort i sommeren 2017.

Det var fake news.
Og da jeg for et par dage siden nævnte mine overvejelser om de frie hår overfor Paola, kiggede hun undrende på mig, og spurgte om, hvorfor jeg ikke forlængst havde fået fjernet alle de uønskede med laser?

Jeg er groet til

I mellemtiden er jeg groet til. Skovstien begynder at ligne et kyskhedsbælte, og der er stadig en uge til min hårfjerningsdame hjemme i via Plana åbner efter ferien.

Jeg er helt tryg ved Filo, selv om hun oprindeligt også er fra Sicilien.
Hun er en frodig, midaldrende dame som jeg.
år jeg brokker mig over de stive sorte hår på hagen, der kan gro tre centimeter på de to timer, der går mellem, at man tjekker hagen, og har en date, så slår hun bare en skraldende latter op.

“Du skal ikke klage. Så skal du se kvinderne fra Puglia og Sardinien. Dér kan du tale om stive hår.”

Når jeg fortæller hende om oplevelsen i Taormina ved jeg også, at Filomena har det rigtige svar:
“Jeg har set det, der er værre,” vil hun svare.

Det har hun altid.
Set noget, der er værre.
Og så vil hun på bedste coachingmanér minde mig om, at nordeuropæiske kvinder har en højere røv end de italienske signorina’er .

For sådan er det jo.
Tjek det selv.
De fleste italienske kvinders balder slutter langt under sædebenet, de danske kvinders er oftest på højde med sædebenet.
Jeg siger ikke, at vi er udstyret med en røv, der strutter mod himmelen, men vi er altså en anelse mere lækkert højrøvede, for nu at sige det, som det er.

Vi er også høje og blonde, på hovedet, forstås.
Vi skal bare finde den rette hårfjerningsdame, og jeg svigter aldrig Filomena igen.


Denne artikel er også offentliggjort på POV.INTERNATIONAL >>

–//–

Bersaglieri korpset spiller fanfarer for fuld udblæsning og i løb

/i , , /af
Bersaglieri korpset er en del af den italienske hærs infanteri, og blev grundlagt i Torino i 1836. Deres musikkorps er det eneste i verden, der spiller under løb. Legenden siger, at skikken stammer fra den 20. september 1870, da de italienske styrker brød gennem Port Pia og fik Rom med i det nye Italien. Orkestret spillede gående, men begyndte helt spontant at løbe begejstret, da de italienske styrker indtog hovedstaden. Og de løber stadig, som du kan se på videoen herunder fra en parade i Rom. ..artiklen fortsætter under annoncen XX Settembre At Rom blev indtaget den 20. september forklarer også de mange italienske gader med det navn, Via-, Viale- eller Corso XX Settembre. Jeg har selv oplevet de løbende Bersaglieri flere gange, og det er imponerende, når de med de flagrende sorte hanefjer i hattene sætter gang i gaden. De lange sorte hanefjer på den runde hat har en praktisk funktion. Det skulle oprindeligt sørge for at soldatens højre øje var i skygge, så han også kunne sigte i solskin. Der er i dag seks regimenter Bersaglieri i den italienske hær. https://commons.wikimedia.org/wiki/File:5_Rgt_Bersaglieri_vaira.png Da jeg for et par år siden mødte bersaglieri´erne i skarpt trav på gågaden i Firenze, haltede ham med tubaen prustende bagefter resten af banden. Du skal frem til minuttal 1.45. Så bliver det vildt!
Bersaglieri´erne fra San Doná på Facebook >> –//–

Nytår i Italien: Rødt undertøj, linser og fede pølser

/i , , /af

ITALIENSKE NYTÅRSTRADITIONER
Rødt undertøj er en italiensk klassiker nytårsaften.
Der findes mange forklaringer på skikken. Nogle hævder, at skikken oprindeligt stammer fra Kina, hvor den røde farve holder det menneskeædende væsen Niàn på afstand med rødt.
Andre siger mere prosaisk, at det røde undertøj er endnu et kommercielt stunt importeret fra USA.


Så er jeg næsten klar til Nytårsaften…

Personligt kan jeg bedre lide den romerske forklaring på det røde undertøj:
I år 31 før vor tid, under kejser Ottaviano Augusto, klædte folk sig til det Romerske Nytår i rødt, fordi farven symboliserer, magt, lidenskab, sundhed og frugtbarhed.

Uanset hvorfra skikken stammer, så er det røde undertøj en ekstra indtægt for tøjbutikkerne, for mange mener faktisk, at de røde undertøj for at bringe held kun skal bruges netop nytårsaften. Andre igen sværger til, at undertøjet skal være en gave for at have den ønskede effekt.

..artiklen fortsætter under annoncen

Ud med det gamle år – gennem vinduet
En anden italiensk tradition nytårsaften er at smide skårede tallerkner og andet gammelt ragelse ud af vinduerne med det gamle år. Det er – desværre – en skik, der er ved at forsvinde, for der er altså noget utroligt befriende ved at “smide” det gamle år ud.
I øvrigt er italienerne aldrig blevet helt enige om, hvornår det nye år begynder. Derfor fejrer man nytår igen den 25. marts i Pisa og Firenze, og den 1. marts i Venedig.
Det er også meget vigtigt, at man husker at hilse og ønske godt nytår til den første person man møder på gaden efter midnat.

…og så er der jo naturligvis maden.
Den eneste landsdækkende nytårstradition er at byde det nye år velkommen med en tallerken linser.
Linserne symboliserer penge, og jo flere man kan presse ned, jo bedre bliver ens økonomi i det nye år.
Linserne ledsages ofte af den fede kogte Cotechino pølse eller den anden Modena-specialitet Zampone, der sælges i en grisefod…

Nogle steder forærer man stadig hinanden en lille pung fyldt med linser til nytår for at ønske velstand i det nye år. Rosiner og granatæbler spist nytårsnat siges også at fylde bankontoen op.

Opskrift på nem og nærende linsesuppe med de sprøde linser fra Castelluccio >>

Gastronomiske traditioner fra nord til syd
Torino: Førsteretten – Il primo – vil ofte være de fyldte pastapuder “agnolotti piemontesi” eller båndspaghetti “tagliatelle” med ragu af okstesteg “brasato” eller ragu af vildt.


Brasato al Barolo fra køkkenet i Via Plana

Derefter følger friturestegt kød og grøntsager “fritto misto alla piemontese”, “bagna cauda”, der er en “olie-ansjos sauce”, som man dypper rå grøntsager i, så kommer salami pølser lavet med lokale vine, og til slut sprudlende vin af moscato-druer fra Asti med marengskager med varm chokolade.

Milano
Gul Safran Milano-Risotto >> med Osso Buco >> er en egnsret, der ofte tages frem til nytår.

Venedig
I Lagunen spiser man ofte and med peber – Peverado – efterfulgt af sardiner marineret i løg, og ål fra lagunen eller Po-deltaets vådområder.
I Venedig kaldes den fede Cotechino-pølse for Salsciccia-snuden.

Bologna
Først og fremmest “venus-navler”, som Tortellini også kaldes i Bologna.
Derefter “bollito” – kogt kød – hvortil man drikker den røde let sprudlende lokale Lambrusco-vin.

Firenze
Den berømte suppeagtige “Ribollita” samt suppe med kornsorten Spelt (Farro), store Fiorentiner-steaks, og floder af Chianti-vin.

Rom
I Rom spiser man ofte “magro” nytårsaften – det vil sige på basis af fisk – spaghetti med tun eller skaldyr, store friturestegte ål, “Fritto misto” med friturestegte skaldyr og blæksprutter, og anden fisk.

Napoli
Også i Napoli holder man af af spise “magert”.
Spaghetti med hjertemuslinger (Vongole), tortellini i suppe, kogte fisk, marinerede eller friturestegte ål med kraftige salater med kål, oliven og peberfrugter.
Lokale desserter som Cassate Napoletane, mandelkager og lignende hører også til.

Bari
Også i Puglia er der fisk, og også rå skaldyr, af enhver slags på menuen, samt den uundværlige Orecchiette-pasta med stuvede grønne majroer – rape.
Ørepasta med Rape-spidser (smagen er broccoliagtig…)

Cagliari
På Sardinien spiser man “gnocchi” (kartoffel-pastaboller) med vildsvin, hummer, blæksprutter, rejer og ål.
Antipasti’erne er også både “fra havet og fra jorden” (mare & monti) med skaldyr
og pølser af vildt.

Catania
Modsat hvad man skulle tro, spiser man i Catania på Sicilia ikke særlig meget fisk nytårsaften, bortset fra ål.
Derudover spiser man fyldte brød med oliven, ost, ansjoser og grøntsager, og desserter som Cannoli, Cassata og andre desserter
med ricottaost.

–//–

Emma Morano er verdens ældste – 117 år og én dag

/i , , /af

Tre rå æg om dagen, efter lægens ordre for nylig sat ned til to, lidt let stegt hakket kød, frugt, fravær af vrede, og livet som single. Det er Emma Moranos opskrift på, at hun lige nu er verdens ældste menneske – i dag 117 år og én dag.

Helt præcist er Emma den eneste i verden, der kan bevise, at hun er født i 1800-tallet.
I 25 år har hun holdt sig inde i sin beskedne toværelses lejelighed ved Maggioresøen i Norditalien, og på fødselsdagen fik hun foræret sin egen Facebookeside >>  af et par slægtninge. Her strømmede det dagen igennem ind med lykønskninger. Og den italienske præsident sendte hende også et telegram i dagens anledning.

..artiklen fortsætter under annoncen

Emmas kost består i dag udover det nævnte også at homogeniseret babymad, hvad ernæringseksperter næppe er tilfredse med.
Det er Emma ligeglad med, for hendes egen opskrift på det usædvanligt lange liv er, at hun aldrig har været vred, men derimod har arbejdet og ikke tænkt på andet. Hun gik på pension i 1975.
Andre ville måske have hævet stemmen, men det påstår Emma altså, at hun aldrig har gjort, selv om “min mand var ond, han var frygtelig”, som hun fortæller til den italienske udgave af Huffington Post >>. Parret fik en søn i 1937, men barnet døde syv måneder gammel.
Emma fik med hjælpe fra to brødre ægtemanden smidt ud i 1938. Dengang var skilsmisse ikke tilladt, så hun forblev gift, men levede siden som single, for ”alle mænd er ens. Det er bedre at holde sig på afstand”.

Wikipedia noterer sig, at Emma – indtil videre – har overlevet tre italienske konger først, 12 præsidenter, og 11 paver.

–//–

Livskvalitet: Mantova fører, Crotone i Syditalien er bagerst

/i , , , , /af

Trento har måttet vige førstepladsen i den undersøgelse dabladet ItaliaOggi og Sapienza Universitetet i Rom hvert år foretager af livsbetingelserne i de 110 italienske provinser.

Fem år i træk toppede Trento, men byen og provinsen bliver i årets udgave overhalet af Mantova provinsen i regione Lombardiet i Norditalien.

Crotone provinsens 174.722 indbyggerer scorer simpelthen nul point i forhold Mantovas 1.000, når man tager alle de indikatorer med, som undersøgelsens konklusioner laves udfra. Det hander om ni hovedområder såsom miljø, kriminalitet, erhversliv, arbejdsmarked, skole, sundhed og fritidstilbud.

..artiklen fortsætter under annoncen

Undersøgelsen viser, at 53,9 procent eller over 32 millioner italienerne lever i provinser, hvor livskvaliteten er i bund eller stærkt på vej mod bunden.
Det er de røde og de blå områder i den grafiske fremstilling herunder.
De gule og de grønne områder illustrerer provinser, hvor livskvaliteten får henholdsvis betegnelsen “god” eller “acceptabel”.

livskvalitet_italien_271116
Generelt viser årets undersøgelse, at livskvaliteten er blevet forværret i Syditalien og – med undtagelse af Torino – i de største byer.
Rom er faldet hele 19 pladser ned på 2016-listen i forhold til undersøgelsen i 2015, og indtager i dag 88. pladsen ud af 110 provinser

Herunder kan du se placeringen for alle de italienske regioner.
livskvalitet_italien_281116_alle_provinser

Illustrationer: ItaliaOggi og Sapienza Universitetet

–//–