Indlæg

Ny udgave af “Fertilitetsplan” beskyldt for racisme

Den italienske sundhedsminister, Beatrice Lorenzin, trak i slutningen af august den første udgave af “Den Nationale Fertilitetsplan” tilbage i kølvandet på beskyldninger om at promovere kvindefjendsk propaganda, der mest af alt mindede om tiden under Mussolinis fascistiske diktatur.

Den oprindelige kampagne opfordrede for eksempel italienske kvinder til at blive gode fødemaskiner for fædrelandet i så ung en alder som mulig, og fremstillede frivilligt eller ufrivilligt barnløse par som dårlige samfundsborgere.

…artiklen fortsætter under annoncen

Den 21. september blev den reviderede udgave af kampagnen så præsenteret, og den 22. september var det “Den Store Nationale Fertilitetsdag”, som skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Få timer efter at have præsenteret kampagnematerialet måtte sundhedsministeren dog trække en af de otte brochurer tilbage på grund af beskyldninger om racisme.

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016.

Brochurens forside viste øverst tandpastasmilende unge hvide mennesker som eksempel på “De gode vaner”.
Billedet nedenunder viste rygende unge mennesker af forskellig hudfarve, én endda med rastafrisure som eksempel på “Det dårlige selskab”. Altså den type mennesker fødedygtige unge italienere bør holde sig fra for at beskytte deres evne til at producere børn.

Racismen er i de øjne, der ser, var sundhedsministerens første svar på stormen af anklager om racisme.

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer "De gode vaner" for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er "Det dårlige selskab" repræsenteret af ungerygende  af forskellig hudfarve. Billederne er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer “De gode vaner” for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er “Det dårlige selskab” repræsenteret af ungerygende af forskellig hudfarve. De originale foto er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com.

Senere på dagen var forargelsen både på de sociale og de traditionelle medier dog så larmende, at Beatrice Lorenzin valgte at trække brochuren tilbage. Med uvant italiensk hurtighed fik hun også straks fjernet ethvert spor af den famøse brochure på Sundhedsministeriets hjemmeside. Siden har Lorenzin tørret sit andet selvmål i træk af ved at indlede en disciplinærsag mod den embedsmand, der har siddet med sagen.

Sundhedsministeren tilhører partiet Nyt Centrum Højre (NCD), der ledes af Berlusconis tidligere kronprins, indenrigsminister Angelino Alfano. Lorenzin begyndte sin politiske karriere under Berlusconis vinger i partiet Forza Italia allerede i 1996, og så fik hun i øvrigt først selv tid til at få barn som 43-årig sidste sommer.

Lorenzins tilgang til familiepolitik afslører endnu engang, at der tit er meget langt mellem regeringsleder Matteo Renzis Partito Democratico (PD) og NCD. PD tæller stadig en del parlamentsmedlemmer, der begyndte deres politiske karriere i det store italienske kommunistparti PCI, og der er meget langt fra PD’s ja til registreret partnerskab til NCD’s ultrakonservative familiepolitik.
Venstrefløjspartierne i sammenslutningen SEL-Sinistra Italiana kræver nu både en ny kampagne og ministerens afgang.

I 2015 blev der født 488.000 børn i Italien, og det er det laveste antal siden landet blev samlet i 1861.

 Læs mere på italy.dk:
April 2011 – OECD rapport om familien:
Italienske kvinder – intet arbejde, ingen børn, ingen penge

Februar 2010 – Hjemmegående får færre børn
(Fødselstal 1995-2008)