Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 7 i Danmark/søndag 17. december 2017
“I have a dream”, råbte den nye præst i Holbøl ud over det smukke kirkerum under sin indsættelsesprædiken den første søndag i landsbyen. Nogle af de mange kirkegængere, der havde fundet vej til præsteindsættelsen efter halvandet år med vikar, gav et hop på kirkebænkene, for dér blev slået ud med armene, tordnet og skiftet stemmeleje på den professionelle måde. Og prædiken tog heller ikke for lang tid.

…artiklen fortsætter under reklamen

Min forventninger til forfatteren, journalisten og debattøren Kristian Ditlev Jensen, der genfandt sin barnetro, og nu for første gang stod på prædikestolen, var tårnhøje.

De blev indfriet.

Prædiken handlede om de to Luther-e. Ham med reformationen for 500 år siden, og ham med drømmen og borgerrettighederne i 1960´ernes USA. De to kunne den nye pastor spinde mange gode ender om. Lur mig, om ikke der kommer en bog med hans prædikener, og den bog kan godt gå hen at blive en bestseller.

Siddende dér i den smukke landsbykirke, der stammer tilbage fra 1200-tallets romanske byggestil, var det nemt at føle sig hjemme i Holbøl og i Danmark. Smukke freskoer, der oprindeligt stammer fra før reformationen i 1480, smykker alterdelen, og sognets logo er en malet fugl, måske en genopstået fugl Fønix. Og så er kirkeklokkerne inde i et særegent bræddebeklædt klokketårn fra 1753.

FESTDAG I HOLBØL KIRKE. MENIGHEDEN BYDER VELKOMMEN TIL SOGNETS NYE PRÆST, DEBATTØR KRISTIAN DITLEV JENSEN.

Inden gudstjenesten hilser jeg på Meta og Connie, som vi havde mødt på Punsch-turen til Flensburg dagen før.
”Jo da. Vi har da set, at der sad én i din stue, Linda, og kiggede ud i luften”, sagde Meta, da vi mødtes i Flensborg.

”Det lyder godt nok trist”, tænkte jeg. Men jeg sidder jo faktisk tit der i stuen, lytter til radio, tænker over nye artikler, og kigger også ud i luften og prøver at lade den sønderjyske ro falde over mig.

Praktiske danskere og et snert af Herrens nåde

Jeg var overrasket over at konstatere, at der ikke længere er altergang til hver gudstjeneste i Danmark. Altergangen, der jo som dåb og vielse er et af de hellige sakramenter, er for troende katolikker højdepunktet af enhver messe, uanset om køen er lang, og folk er ved at være sultne.

Vi danskere har i grunden en tendens til at blive alt for praktiske på bekostningen af magien og det improviserede. Næ, jeg skal ikke blande mig. Jeg meldte mig ud af Folkekirken, da jeg blev myndig og har aldrig meldt mig ind andre steder. Det var en direkte konsekvens af den sygt gammelkristne efterskole.

At holde Højskolesangbogen i hånden var som at møde en gammel ven. Fornemmelsen sendte mig ud på en bittersød rejse tilbage til fortiden

Men dér på bænken i Holbøl med en klog og engageret præst blev jeg sgu lidt opfyldt af det smukke og gode i vores ellers så misrøgtede og misbrugte religion. Og mit næsvise sgu er jo i grunden en forkortelse af ”så sandt Gud lever”. Og ja, et misbrug af Guds navn og det andet bud. Men her, mens jeg skriver, er jeg ikke længere så opfyldt af Herrens ånd og nåde, som jeg blev den dag i kirken.

Højskolesangbogen ligger slidt og solidt i hånden

Efter det åndelige fik vi sulten stillet på Holbøl Landbohjem, hvor der blev budt på snitter, småkager, korsang og velkomsttaler til den nye præst og hans familie. Og fællessang var der også.

På bordene lå den højskolesangbog, jeg stadig har en gammel udgave af i pulterkammeret i Milano. At holde den i hånden var som at møde en gammel ven. Fornemmelsen sendte mig ud på en bittersød rejse tilbage til fortiden. Til de to år på den gammelkristne idrætsefterskole, hvor den blev sunget fra ende til anden under morgen- og aftenandagten. Siden blev den også sunget igennem i et noget friere og festligere lag på Forskningshøjskolen i Haderslev.

Jeg bladrede i den blå sangbog, og følte mig overhalet indenom. Der manglede mange af minesange, som jeg til min overraskelse kunne huske de gamle numre på. Og sådan skal det være.

Alt skal ændres, for at intet bliver forandret

Jeg kom til at tænke på Leoparden af den sicilianske forfatter Giuseppe Tomasi di Lampedusa, som jeg har medbragt på re-integrationsrejsen til Danmark. Som indvandrer i Italien har jeg efter 28 år stadig et alt for stort litterært efterslæb, når det drejer sig om de hovedværker, som de indfødte stifter tvungent bekendtskab med i den italienske folkeskole. Men jeg ved, at grundtonen i bogen om den sicilianske landadel omkring samlingen af det moderne Italien i 1861 er, at ”hvis vi vil have, at alt forbliver som det er, så må vi forandre alt”.

Naturligvis skal sangene i Højskolesangbogen fornyes løbende, også selv om nogle af mine favoritter må lade livet. Og lige så naturligt skal nogle af klassikerne tages med både for fortidens og for eftertidens skyld. Stilstand er måske i virkeligheden den største dødssynd, og manglen på humor må være nummer to.

Make Als great again

Humoren fik jeg så med hjem fra min bordherre på Landbohjemmet. Det viste sig at være chefredaktøren på Gråsten avis, der naturligvis var ude for at reportere fra præsteindsættelsen. Han er også manden bag det humoristiske og satiriske årsskrift æ Rummelpot, der har Republikken Als og sloganet ”We make Als great again” på forsiden.

Den første søndag blev jeg med andre ord klædt på både for Vorherre og informeret om årets begivenheder og skandaler i mit midlertidige lokalområde.

Hvad kan man mere bede om?

Foto: Charlotte Sylvestersen.

–//–