“Har du fået kejsersnit?”
Spørgsmålet blev stillet af den ene af to perfekt sminkede, åleslanke og allerhøjest 20 årige klinikassistenter på et meget luksuriøs og smagfuldt indrettet Centro Estetico – Æstetisk Center – i den sicilianske by Taormina.

Jeg skulle have svaret:
“Jeg har fået tre kejsersnit og de andre seks børn har jeg født helt naturligt uden at sprække fra fisse til røv, så dér ser jeg stadig pæn ud.”

Det havde været et æstetisk pænt svar.

Jeg er – desværre, sic! – bare et ærligt menneske, og svarede, da jeg kom mig over den mentale befippelse, og for én gangs skyld også manglede ord på italiensk:

“Nej. Jeg er bare fed.”

…artiklen fortsætter under reklamen

Pinlig tavshed
De to piger fortsatte med at strippe overflødige hår af min krop, på nævnelige og unævnelige steder.
I total og pinlig tavshed, men med en fysisk mærkbar kvindelig skræk for en dag ikke længere at være tiltrækkende på den perfekte måde.

“Må de blive uformeligt fede, sprække op til nakken når de føder deres eneste barn, få rynkede armhuler og stive kulsorte og stikkende skægstubbe på deres hager,” messede jeg lydløst, i stedet for at hyle højt, da de voksede mit overskæg.

Jeg kommer aldrig på den skønhedsklinik igen.
Aldrig.
Om jeg så skal gå rundt med duske under armene, fletninger på bagsiden af lårene, en firesporet motorvej i stedet for en indbydende skovsti i lysthuset, og lianer, der slynger sig mellem balderne.

I min alder kan man ikke længere blive fribløder, men jeg overvejede efter den traumatiske sicilianske oplevelse at tilslutte mig den del af den italienske kvindebevægelse, der bare lader det gro.
Der var faktisk i løbet af dette forår flere artikler i aviser og magasiner, der spåede, at den frie hårvækst ville blive årets sort i sommeren 2017.

Det var fake news.
Og da jeg for et par dage siden nævnte mine overvejelser om de frie hår overfor Paola, kiggede hun undrende på mig, og spurgte om, hvorfor jeg ikke forlængst havde fået fjernet alle de uønskede med laser?

Jeg er groet til

I mellemtiden er jeg groet til. Skovstien begynder at ligne et kyskhedsbælte, og der er stadig en uge til min hårfjerningsdame hjemme i via Plana åbner efter ferien.

Jeg er helt tryg ved Filo, selv om hun oprindeligt også er fra Sicilien.
Hun er en frodig, midaldrende dame som jeg.
år jeg brokker mig over de stive sorte hår på hagen, der kan gro tre centimeter på de to timer, der går mellem, at man tjekker hagen, og har en date, så slår hun bare en skraldende latter op.

“Du skal ikke klage. Så skal du se kvinderne fra Puglia og Sardinien. Dér kan du tale om stive hår.”

Når jeg fortæller hende om oplevelsen i Taormina ved jeg også, at Filomena har det rigtige svar:
“Jeg har set det, der er værre,” vil hun svare.

Det har hun altid.
Set noget, der er værre.
Og så vil hun på bedste coachingmanér minde mig om, at nordeuropæiske kvinder har en højere røv end de italienske signorina’er .

For sådan er det jo.
Tjek det selv.
De fleste italienske kvinders balder slutter langt under sædebenet, de danske kvinders er oftest på højde med sædebenet.
Jeg siger ikke, at vi er udstyret med en røv, der strutter mod himmelen, men vi er altså en anelse mere lækkert højrøvede, for nu at sige det, som det er.

Vi er også høje og blonde, på hovedet, forstås.
Vi skal bare finde den rette hårfjerningsdame, og jeg svigter aldrig Filomena igen.

Denne artikel er også offentliggjort på POV.INTERNATIONAL >>

–//–