Rejs aldrig uden schweizerkniv!

Roadtrip Milano-Santa Maria di Leuca tur/retur, juli 2016

8.7.2016: Tag aldrig på tur uden schweizerkniv.

Vi snuppede det sidste havbad i Torre Pali få kilometer fra støvlehælen og Santa Maria di Leuca.

Stranden ved Torre Pali 

Da vi begav os ud på den 1.109 kilometer lange hjemrejse til Milano var der en underlig lyd ved bilen, og så skal man stoppe og tjekke, lærte min mand mig.
Det gjorde vi så efter 10 km.
Jeg gik rundt om Panda, kiggede lidt ind under den, og sparkede på dækkene.
Det har jeg jo set, man skal.
Så var det gjort, og vi kørte videre.

FLAP FLAP FLAP….
FLAP FLAP FLAP…

Den flappende lyd – som de der papirstykker man satte på egerne på cykelhjulene som barn – blev bare ved og ved.
Vi talte om det, Linda og jeg.
Vi nåede frem til, at det ikke var en metallyd.
Af en eller anden ukendt grund besluttede vi, at så var det nok ikke så slemt.

…artiklen fortsætter under annoncen

Det blev bare værre og værre.
Linda, der er meget lavpraktisk, satte sin mobil ned mellem min ben og optog lyden.
Gik det ikke over, så kunne vi jo i det mindste illustrere problemet for en mekaniker med tilhørende audio.
Det blev bare ved.
Vi blev mere og mere tavse.
– 1.059 km til Milano, tænkte jeg i takt med flappe-plappe-flappe-lyden, kun afbrudt af en mekanikerstemme, der gentog:
– Det bliver nok dyrt, det her, det bliver nok dyrt, det her…

VI KIGGEDE LÆNGE PÅ MOTOREN…
Da der var en benzinstation på motortrafikvejen syd for Lecce, holdt vi ind.
– Vi må hellere se på motoren, sagde Linda, da jeg havde stresset ned med toiletbesøg, en frisk Cola Zero og tre smøger.
– Ja, det siger, du. Hvordan gør man det?
Dét vidste Linda.
Der er sådan en knap under rattet, man kan trække i…
Wauw!
Smart!
Så kiggede vi lidt på motoren.
Faktisk længe.
– Får du ligesom noget ud af det? spurgte jeg Linda.
– Næ, vi skulle nok have taget det der motorlære, som drengene tog i 9. klasse, svarede Linda, og det løste jo ingenting.
Siden er jeg blevet fortalt, at det er en rigtig god ide at starte motoren, hvis man vil opdage, om der er underlige lyde.
Det ved jeg så nu.
Vi lukkede låget til Pandas motor, og jeg røg et par cigaretter mere.
Så var der ingen vej udenom.
Vi havde lokaliseret problemet til venstre forhjul…
Og så….

…se med her (1,09 minut):

PS:
Jeg fiksede det, fandeme.
Det hele…


Foto & Video: Linda Maria Lynge Lorenzen

Her kan Panda og jeg momentant ikke finde vej.
Et sted på en grusvej i Umbrien.
Det fortæller jeg mere om, en anden gang.

–//–