Re-integration i Danmark 8: Om at hilse på sønderjysk og italiensk

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 8 i Danmark/mandag 18.12.2017
Først efter en uge begynder det at virke naturligt at sige mojn, når jeg en sjælden gang møder folk på gaden i Holbøl, eller når jeg handler i Lokalbrugsen.
Min søster, der nu har boet 35 år i Sønderborg kommune, bad mig nemlig for mange år siden om at lade være med at sige mojn, da vi gik ud af en butik på byens gågade.

”De kan godt høre, at du ikke er sønderjyde”, sagde hun.
”Det er du da heller ikke”.
”Det er noget andet”, svarede hun.

Jeg fintænkte lidt.
”Så skal du også lade være med at sige ciao, når vi er i butikker i Milano”;
”Hvorfor det, spurgte hun.
”De kan da også høre, at du ikke er italiener”.

”Det er noget andet”, svarede hun igen.

Det er altid noget andet med danskere.
Danskere må gerne sammenligne, for sammenligningerne falder jo altid ud til det danskes fordel.
Når udedanskere derimod laver en sammenligning med Danmark, der falder ud til deres bopælslands fordel, går det galt.
Så svarer hjemmedanskere i ni ud af ti tilfælde med den dialogdræbende sætning: ”sådan kan du ikke sammenligne”.

…artiklen fortsætter under reklamen

Uha.
Nu kan jeg høre integrationsvejlederen løfte pegefingeren for at gøre mig opmærksom på, at jeg er på vej ud af den farlige tangent.
Tilbage på sporet.

Så lær dog sproget

Min re-integration går fint, bare jeg husker at få pasta indimellem >>, og foretager et par daglige WhatsApp videoopkald til stambaren ”Il Vaticano – ARCI L´Impegno >>” i Milano.

For jeg taler jo sproget, altså dansk. Jeg kan også sige mojn, uden at de lokale løfter øjenbrynene, bilder jeg mig ind. Jeg forstår endog også andre dele af den sønderjyske dialekt. Jeg kommer stadig ind imellem til at sige Hulbøl, men det sker sjældnere og sjældnere.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet

At lære sproget er simpelthen en af grundstenene i al integration. Uden sprog, ingen integration. Jeg får stadig frustreret mavepine ved tanken om de første år i Italien, hvor sproget var den allerstørste og konstante udfordring.

”Er din kvinde sur”, spurgte mandens venner ham, når vi var drak aperitif på Red Bar sidst på eftermiddagen. Jeg blev simpelthen nødt til at lukke mig mentalt inde, når jeg en hel dag havde været blandt italienske stemmer. Og jeg ser åbenbart sur ud, når jeg tænker indad.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet. Når italienske mænd ikke har kvindernes opmærksomhed bliver de nærmest bange, og jeg bliver aldrig så god som italienerinderne til at se beundrende på mændene i et selskab. Nogle ting lærer man bare aldrig.

Ydmygende tilbud om oversættelse

Som jeg tidligere i re-integrations serien har beskrevet >>, blev forholdet til manden først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen.
Det blev vi så nødt til i slutningen af august 1989. Weekendturen i Milano endte med at vare syv uger. Men så skulle jeg også hjem til Aarhus, fordi jeg skulle deltage i en konference på Journalisthøjskolen.

Med lommen fuld af femkroner ville jeg under festmiddagen på konferencen ringe til italieneren i Milano. Men mønttelefonen var afbrudt på grund af sommerferien.

Skolens administrator kom forbi, og tilbød at låse op til et klasselokale, så jeg kunne ringe derfra.
”Jamen, jeg skal ringe til udlandet, og det kan man ikke fra klasseværelserne”.
”Er det vigtigt, spurgte Mogens.
”Ja, det er meget vigtigt”, svarede jeg. Det var det jo. Jeg skulle fortælle manden, at han dagen efter kunne ringe til mig i sommerhuset.

Så gik vi op på rektors og administrators kontorer. Mogens gik diskret ind på sit eget kontor, mens jeg drejede alle numrene til Italien. På det baby-italiensk, jeg havde samlet op på syv uger i Milano, begyndte jeg at forklare mig. Så røg forbindelsen.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder

”Jeg ringer lige op igen, Mogens. Forbindelsen ryger ind imellem til Italien”, forklarede jeg.
”Ja, det ved jeg alt om. Jeg har boet et år i Rom. Hvis der er noget, jeg skal forklare ham, så kan jeg godt oversætte”, lød svaret.

Jeg rødmer ikke så tit. Jeg tror, jeg blev lilla i hovedet. Og hørte siden, at Mogens scorede mange grin blandt sine venner på den historie. Det var også sjovt. Bagefter.

To par knælange sorte tissemænd

Et par år senere mente jeg selv, jeg havde styr på sproget. Jeg var sammen med manden i varehuset UPIM, og kunne ikke finde hylderne med sorte knænylonstrømper.
”Skal jeg spørge?” tilbød manden venligt.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder. Kassedamen holdt masken, og manden fortalte mig først om min fejl nogle år senere, så pinligt syntes han, det var.

Da jeg i 1990 flyttede ned til ham i Milano for at være udvekslingsstudent på byens journalistuddannelse, havde han ellers sponsoreret et dyrt full immersion sprogkursus hele juli måned. Det var en god bund.

Der gik bare fire fem år mere, inden sproget ikke længere gjorde hjernen træt sidst på dagen. Derefter begyndte folk at spørge, om manden så ikke skulle lære dansk. Det var vi dog enige om, vi slet ikke havde energi til.

Triste liv i tyskerkolonien

At være indvandrer er et livslangt projekt. Jeg slår dagligt italienske ord op for at kende den korrekte betydning. Og jeg oplever heldigvis i dag også italienere, der tror jeg stammer fra Veneto regionen ude ved Venedig. Deres dialekt passer til det danske toneleje, og det gør mig bare så glad at få sådan en kompliment.

Lige så ked af det bliver jeg, når jeg møder danskere, der har boet i årevis eller endog årtier i Italien, og ikke kan bestille en kop kaffe på korrekt italiensk. Eller når jeg møder udlændinge i Danmark, der heller aldrig har lært dansk. Det er så fattigt et liv, ja faktisk et amputeret liv, når du ikke er i stand til at kommunikere.

Min tyske udenrigskorrespondentkollega døde i sommer. Han havde boet og arbejdet i Italien i over 40 år og talte glimrende italiensk. Hans kone derimod lærte det aldrig. I dag sidder hun med diagnosen senildement på et italiensk plejehjem, hvor hun ikke forstår sproget.

Til begravelsen var der ingen italienere, ikke engang præsten. For udover sit arbejdsliv, så havde parret altid kun været sammen med andre tyskere oppe ved Maggioresøen nordvest for Milano. Det var virkelig en trist måde at forlade verden på. Og tanken om konens liv i tyskerkolonien ved søen først og på plejehjemmet i dag gør mig både trist og vred.

Den svære kunst at hilse på italiensk

Nogle ting lærer man dog som indvandrer aldrig helt at få på rygraden, selv om man gerne vil. Hilsnerne er ét af mine svage punkter. På skrift ser det nemt ud. Buongiorno og buonasera – goddag og godaften – er den høflige hilsen til folk, som man så også som regel er Des med. Ciaoer hej, og kræver dybest set, at man er på fornavn og dus. Er man forvirret, så kan man ty til salve, der er imellem den formelle og den venskabelige hilsen.

Man må derimod ikke komme til at sige buongiorno til portneren, som man har kendt i alle årene. Så tror han nemlig, man er vred over noget og ikke længere vil være venner. Og lige dér falder jeg stadig i med jævne mellemrum.

Jeg har heller aldrig fundet ud af, hvornår man præcist skifter mellem goddag og godaften, og derfor kommer der ofte et helt forkert god eftermiddag ud af min mund.

Det er så meget nemmere i Danmark, hvor hej er blevet allemandseje, dronningen og hendes ene søn undtaget, forstår jeg. Og uanset, at man som udedansker godt kan savne et høfligt goddag og godaften indimellem, så er hej bare så meget bedre end mine teenageårs farveller.

Men mojn er nu heller ikke så ringe endda…

–//–