Indlæg

Lingotto – fra bilproduktion til kunst i Torino

14. juli 2026: Der var ikke en vind, der rørte på sig på taget af Fiats Lingotto fabrik i Torino i går eftermiddags.
Til gengæld blafrede historiens vingesus på den 1500 meter lange testbane, der i dag er forvandlet til en hængende have med både moderne kunst, graffiti og installationer udendørs, og Agnelli familiens klassiske kunstsamling indendøre i “Skrinet”.

“Den vertikale fabrik”, der var inspireret af Fords fabrikker i USA, blev påbegyndt i 1915 med et revolutionerende projekt tegnet af arkitekten Giacomo Matte’ Trucco. Fabrikken er konstrueret med det dengang ultramoderne materiale armeret cement.
Det epokegørende ved organisationen af fabrikken var, at det var materialerne, der bevægede sig fra sted til sted, og ikke arbejderne.
I løbet af fabrikkens 60-årige aktivitet blev der produceret 80 forskellige bilmodeller.

Fabrikken blev officielt indviet den 22. maj 1923, med tilstedeværelse af den italienske konge Vittorio Emanuele III.

Materialerne til automobilerne kom ind i stueetagen, og blev op igennem de fem etager samlet, hvorefter de færdige biler blev prøvekørt på testbanen taget.
“Pista 500”, som testbanen kaldes i dag, er halvanden kilometer lang og befinder sig 28 meter over jorden.

Ved billetsalget – første etage i indkøbscenteret – mødes du af denne halverede originale Fiat 500

Produktionen af biler på Lingotto stoppede i 1982, og den sidste færdigmonterede bil, der forlod fabrikken, var en Lancia Y10.

På sit højeste, fra 1930’erne til 1950’erne arbejdede der op til 15.000 mennesker på fabrikken, og titusinder af arbejdere i kedeldragt tilbragte hele deres arbejdsliv på Lingotto.
Det var i de “gode tider”, da der var fagforeninger til.
Dengang varede arbejdslivet 37 år, og pensionen var 80 procent af slutlønnen
.
Mange gik fra skolen efter syvende klasse og direkte til fabrikken, og gik dermed på pension som 51-52 årige.

I dag befinder Agnelli familiens eksklusive kunstsamling sig i “Skrinet”, der er konstrueret på taget af fabrikken.
Samlingen består af 25 nærmest uvurderlige malerier af blandt andre Canaletto, Bellotto, Matisse, Picasso, Modigliani, Balla, Severini, Renoir og Manet.

På taget af fabrikken finder man også “Boblen”, der i 40 meters højde har et 360 graders udsyn over byen.
“La Bolla” bruges for eksempel til bestyrelsesmøder, og når der er ekstra fine gæster på besøg i Torino.

På bagsiden af “Boblen” er der landingsplads til de fornemme gæsters helikoptere.

Det var arkitekten Renzo Piano, der i 1983 fik til opgave at rekvalificere “Lingotto”, der på de to nederste etager i dag også huser et indkøbscenter, restauranter og dele af byens Polytekniske Fakultet.

På og omkring testbanen er der i dag masser af planter og moderne kunstværker, men der kører stadig ved specielle lejligheder biler på taget af fabrikken, for eksempel, hvis der skal optages reklamefilm eller der er et træf af gamle Fiat modeller.
Bilerne kommer ved disse lejligheder op på banen via to spiralformede ramper for enderne af komplekset, der er 508 meter langt og 24,5 meter bredt.

I en af kurverne er der en imponerende graffiti om arbejdskampende i Torino


PRAKTISK:
Der er masser af parkeringspladser under Lingotto.
Bag “Boblen” er der offentlige toiletter.
PRIS
Et besøg i “Skrinet” – Pinacoteca Agnelli – og en tur på testbanen kostede i sommeren 2026 12 euro, og der er naturligvis en bar og en musuemsbutik på taget, hvor man velfortjent kan nyde livet efter rundturen.

PS1
Lige overfor Lingotto ligger madparadiset Eataly, hvor man efter anstrengelserne på Lingotto fabrikken har fortjent en god frokost eller aperitivo.
PS2
Torino huser også det Nationale Bil Musuem – MAUTO >>

FOTO: Charlotte Sylvestersen

-//-

FLERE FOTO

De spiralformede ramper, bilerne kan køre op og ned af. ( FrDr, CC BY-SA 4.0 , via Wikimedia Commons)

Nytår i Italien: Rødt undertøj, linser og fede pølser

ITALIENSKE NYTÅRSTRADITIONER
Rødt undertøj er en italiensk klassiker nytårsaften.
Der findes mange forklaringer på skikken. Nogle hævder, at skikken oprindeligt stammer fra Kina, hvor den røde farve holder det menneskeædende væsen Niàn på afstand med rødt.
Andre siger mere prosaisk, at det røde undertøj er endnu et kommercielt stunt importeret fra USA.


Så er jeg næsten klar til Nytårsaften…

Personligt kan jeg bedre lide den romerske forklaring på det røde undertøj:
I år 31 før vor tid, under kejser Ottaviano Augusto, klædte folk sig til det Romerske Nytår i rødt, fordi farven symboliserer, magt, lidenskab, sundhed og frugtbarhed.

Uanset hvorfra skikken stammer, så er det røde undertøj en ekstra indtægt for tøjbutikkerne, for mange mener faktisk, at de røde undertøj for at bringe held kun skal bruges netop nytårsaften. Andre igen sværger til, at undertøjet skal være en gave for at have den ønskede effekt.

..artiklen fortsætter under annoncen

Ud med det gamle år – gennem vinduet
En anden italiensk tradition nytårsaften er at smide skårede tallerkner og andet gammelt ragelse ud af vinduerne med det gamle år. Det er – desværre – en skik, der er ved at forsvinde, for der er altså noget utroligt befriende ved at “smide” det gamle år ud.
I øvrigt er italienerne aldrig blevet helt enige om, hvornår det nye år begynder. Derfor fejrer man nytår igen den 25. marts i Pisa og Firenze, og den 1. marts i Venedig.
Det er også meget vigtigt, at man husker at hilse og ønske godt nytår til den første person man møder på gaden efter midnat.

…og så er der jo naturligvis maden.
Den eneste landsdækkende nytårstradition er at byde det nye år velkommen med en tallerken linser.
Linserne symboliserer penge,
og jo flere man kan presse ned, jo bedre bliver ens økonomi i det nye år.
Linserne ledsages ofte af den fede kogte Cotechino pølse eller den anden Modena-specialitet Zampone, der sælges i en grisefod…

Nogle steder forærer man stadig hinanden en lille pung fyldt med linser til nytår for at ønske velstand i det nye år. Rosiner og granatæbler spist nytårsnat siges også at fylde bankontoen op.

Opskrift på nem og nærende linsesuppe med de sprøde linser fra Castelluccio >>

Gastronomiske traditioner fra nord til syd
Torino: Førsteretten – Il primo – vil ofte være de fyldte pastapuder “agnolotti piemontesi” eller båndspaghetti “tagliatelle” med ragu af okstesteg “brasato” eller ragu af vildt.


Brasato al Barolo fra køkkenet i Via Plana

Derefter følger friturestegt kød og grøntsager “fritto misto alla piemontese”, “bagna cauda”, der er en “olie-ansjos sauce”, som man dypper rå grøntsager i, så kommer salami pølser lavet med lokale vine, og til slut sprudlende vin af moscato-druer fra Asti med marengskager med varm chokolade.

Milano
Gul Safran Milano-Risotto >> med Osso Buco >> er en egnsret, der ofte tages frem til nytår.

Venedig
I Lagunen spiser man ofte and med peber – Peverado – efterfulgt af sardiner marineret i løg, og ål fra lagunen eller Po-deltaets vådområder.
I Venedig kaldes den fede Cotechino-pølse for Salsciccia-snuden.

Bologna

Først og fremmest “venus-navler”, som Tortellini også kaldes i Bologna.
Derefter “bollito” – kogt kød – hvortil man drikker den røde let sprudlende lokale Lambrusco-vin.

Firenze
Den berømte suppeagtige “Ribollita” samt suppe med kornsorten Spelt (Farro), store Fiorentiner-steaks, og floder af Chianti-vin.

Rom
I Rom spiser man ofte “magro” nytårsaften – det vil sige på basis af fisk – spaghetti med tun eller skaldyr, store friturestegte ål, “Fritto misto” med friturestegte skaldyr og blæksprutter, og anden fisk.

Napoli

Også i Napoli holder man af af spise “magert”.
Spaghetti med hjertemuslinger (Vongole), tortellini i suppe, kogte fisk, marinerede eller friturestegte ål med kraftige salater med kål, oliven og peberfrugter.
Lokale desserter som Cassate Napoletane, mandelkager og lignende hører også til.

Bari
Også i Puglia er der fisk, og også rå skaldyr, af enhver slags på menuen, samt den uundværlige Orecchiette-pasta med stuvede grønne majroer – rape.
Ørepasta med Rape-spidser (smagen er broccoliagtig…)

Cagliari
På Sardinien spiser man “gnocchi” (kartoffel-pastaboller) med vildsvin, hummer, blæksprutter, rejer og ål.
Antipasti’erne er også både “fra havet og fra jorden” (mare & monti) med skaldyr
og pølser af vildt.

Catania

Modsat hvad man skulle tro, spiser man i Catania på Sicilia ikke særlig meget fisk nytårsaften, bortset fra ål.
Derudover spiser man fyldte brød med oliven, ost, ansjoser og grøntsager, og desserter som Cannoli, Cassata og andre desserter
med ricottaost.

–//–