16.2.2016: Om få dage – den 13. marts – har Jorge Maria Bergoglio være Pave Frans i tre år.
Den argentinske paves popularitets kender tilsyneladende ingen grænser, men er der handling bag alle de smukke ord?
Fredag nåede pave Frans´ popularitet endnu et højdepunkt, da han i et lufthavnslokale på Cuba hilste på pariarken Kirill fra den russisk-ortodokse kirke.
Mediernes overskrifter gav nærmest indtryk af, at håndtrykket afsluttede en næsten 962 år lang verdenskrig, der begyndte med et religiøst skisma i 1054. Læs her, hvad Uffe Gardel skrev på POV.international om den begivenhed. Nu er pave Frans imidlertid rejst videre til Mexico, hvor jublen over den første sydamerikanske pave heller ingen ende vil tage.
“Brødre og søstre, godaften”
Den 13. marts er det tre år siden Buenos Aires 76-årige kardinal Jorge Mario Bergoglio skiftede navn til Frans.
Selv stod jeg dernede på Peterspladsen den 13. marts 2013, gennemvåd af en hel dags sileregn, og min første tanke var, at doroppe på balkonen på Peterskirken så jeg verdens mest ensomme mand.
Det var STORT, selv for en erklæret ateist som undertegnede.
Det var umuligt ikke at blive smittet af begejstringen hos de filippinske nonner, jeg havde stået ved siden af hele dagen.
Man kunne bogstaveligt talt mærke historiens vingesus blafre, da Frans fra balkonen på Peterskirken i Rom hilste på os dernede og verden derude med ordene ”Brødre og søstre, godaften”.
Det siges, at Helligånden er med for at vejlede kardinalerne, når de vælger den nye pave i Det Sixtinske Kapel.
Min næste tanke den aften på Peterspladsen var imidlertid alligevel, at man ikke bliver administrerende direktør i lige netop den butik uden hverken albuer, beslutsomhed og endnu vigtigere et grundlæggende og ikke mindst urokkeligt reaktionært syn på verden.
Her snart tre år senere betragtes pave Frans i vide kredse, og nærmest ukritisk i langt de fleste af den vestlige verdens toneangivende medier, som en omend ikke ligefrem revolutionær så dog utrolig moderne og menneskelig pave.
Den katolske kirkes brand er med Frans blevet mere ydmygt, mere barmhjertigt og mere miljørigtigt.
Kirken opfattes som kritisk overfor forbrugersamfundet på den politisk korrekte måde, og Frans er nogle gange nærmest løssluppen frisindet at lytte til.
Det store ubesvarede spørgsmål er dog stadig, om Pave Frans er en mester i spin eller om han virkelig er i færd med at modernisere den katolske kirke?
Nemt at blive populær efter Benedikt XVI
Man kan hævde, at pave Frans har haft let spil.
At han nærmest ikke kunne undgå at blive populær efter knap otte år med den knastørre, stive og bistert udseende tyske schæferhund – il pastore tedesco, som Benedikt XVI flere gange blev kaldt i Italien.
Alene den kendsgerning, at børn ikke bliver bange for at møde pave Frans, gav ham fra dag ét et kæmpeforspring i forhold til forgængeren.
Frans lagde dertil ud med at foretage nogle overraskende valg, der har været med til at cementere hans image som en ydmyg mand, der ikke rager privilegier til sig.
Han besluttede at blive boende i klosteret i Vatikanet i stedet for at indtage pavelejligheden, og vi fik beretninger om, hvordan han i sin tid som kardinal i Buenos Aires brugte offentlige transportmidler.
Og hvem kan ikke holde af en gammel mand i slidte sko?
Fire dage efter pavevalget var Frans på Twitter.
15 dage senere vasker han under påskeritualet fødder på to indsatte i et fængsel, og den ene er endda muslim.
Og til påskemessen den 31. marts møder 250.000 op på Peterspladsen.
I sine første tre år som pave er Frans fortsat med at gøre alt det, der skaber sympati hos de millioner katolikker og protestanter, der i dag er mere kulturkristne end faste kirkegængere. Han udgiver sin første Encyklika – en rundskrivelse med brugsanvisninger til alle katolske kirker – om den katolske tro i juni 2013.
Her slår han fast, at tro ikke kan presses ned over hovedet på folk.
Han siger også, at man kan være et godt menneske, selv om man ikke er troende.
Det kan vi lide, os, der hverken er troende katolikker eller protestanter!
Missionsarbejdet fortsætter – selfiegenerationen klapper
Ude i verden fortsætter den katolske kirkes missionsarbejde samtidig ufortrødent, og med det grundlæggende formål at få så mange ind i butikken som muligt.
Et par år efter giver pave Frans da også grønt lys for helgenkåringen af ”Mother Theresa fra Calcutta” – den albanske nonne, der var så bastant i sin mission, at hun nok hjalp fattige og døende, men kun hvis de omfavnede den katolske tro.
Den første sommer i embedet beslutter Frans endvidere at helgenkåre to tidligere paver, som mange stadig husker, nemlig pave Johannes XXIII, der regerede fra 1958 til 1963, og den polske pave Johannes Paul II, der sad 27 år i Sankt Peters stol i Rom fra 1978 til 2005.
Helgenkåringen den 27. april 2014 i Rom bliver et tilløbsstykke. Selfiegenerationen har ukritisk taget pave Frans til sig, og strømmer til den historiske begivenhed, hvor to nulevende og to afdøde paver er tilstede.
Bagefter kan de stolt dokumentere, at ”jeg var der”, på de sociale medier.
Den globale ligegyldighed
Paven besøger herefter øen Lampedusa i Middelhavet, hvor han får antiglobaliserings-segmentet på sin side med ordene ”Der er en globalisering af ligegyldighed i dag”.
Han vinder endnu flere med sætningen ”Gud dømmer os efter, hvordan vi behandler migranter”. I sommeren 2013 tager han på den første af flere rejser til sit eget kontinent, hvor han blandt andet afholder en Ungdomsdag i Rio de Janeiro; over 2 millioner deltager i en vågenat på Cobacabana stranden.
Han er ung med de unge.
Og han ser mod nye horisonter rent geografisk. Hvor den polske pave Johannes Paul II vendte blikket mod de kommunistiske regimer i øst, og pave Benedikt XVI mest vendte blikket indad, er der i dag ingen tvivl om, at pave Frans kigger mod den sydlige og fattigste del af kloden.
Rejserne går til Sydamerika, Afrika og Fjernøsten.
Kynisk kan man fastslå, at det også netop er dér, nye markedsandele kan vindes.
Sex for sjov er stadig en synd
I flyet retur fra Brasilien skaber Frans breaking news med sætningen ”Hvem er jeg til at dømme de homoseksuelle”. Man kunne næsten se hvordan skyen af skyld, der havde hængt over hovedet på homoseksuelle katolikker, fordampede. Og på sin vis er det da også epokegørende, at Frans den dag og mange gange siden har taget ordene ”gay” og ”homoseksuel” i sin mund. Det er nemlig langt fra alle kolleger og menige medlemmer i den katolske kirke, der overhovedet accepterer, at mennesker kan være homoseksuelle. Kirken anerkender nu officielt, at ”fænomenet” eksisterer, men troende homoseksuelle katolikker skal afholde sig fra ”at praktisere”.
Mn i jublen over den pavelige anerkendelse glemmer de fleste også at forholde sig til, at sætningen faktisk slår fast, at homoseksuelle på et tidspunkt, og velsagtens af Vorherre selv, bliver dømt. Og heller ikke i dag står kirkens officielle holdning til homoseksualitet overfor ændringer.
Alle former for sex, der ikke har forplantning for øje, er med andre ord stadig en synd i det rettroende katolske univers.
Klostrene åbnede ikke dørene for flygtninge
I sommeren 2013 fortsætter Pave Frans med at fordømme krig. Han skriver til lederne af G20 for at forhindre krigen i Syrien, og han beder sine egne folk om at åbne klostrene i Italien for asylansøgere og migranter.
Leder man efter konkrete tal på, hvor mange klostre, der siden pavens opfordring har åbnet dørene for asylansøgere og migranter, er beskeden fra foreningen ”Altro da dire”, dog, at ”det er en meget svær optælling, fordi mange der gør gode gerninger ikke har lyst til at tale om det”.
Af foreningens optælling fremgår det, at der i skrivende stund på øen Sardinien er to klostre, der har meldt tilbage, at de har åbnet dørene. Det samme er tilfældet i den store region Puglia i Syditalien.
Ti måneder efter opfordringen offentliggjorde avisen La Repubblica en artikel, der hævdede, at der var blevet plads til syv – 7! – asylansøgere på to af Roms 160 klostre.
Klostrene foretrækker åbenbart at udleje gæsteværelserne til turister, der kommer til Rom
Avisen tilføjer for retfærdighedens skyld, at den katolske hjælpeorganisation Caritas på samme tid huser over 3.500 asylansøgere og migranter forskellige steder i Rom.
Der er ikke noget nyt i, at kirken er dybt involveret i socialt arbejde.
Netop Caritas virker på mange områder i Italien som en slags kompensation for et samfund, der stadig ikke har noget, der minder om det sociale sikkerhedsnet i Skandinavien. Det nye er, at Frans formulerer det sociale engagement anderledes end forgængerne, og netop derfor får mere og bedre omtale i medierne.
En omtale, der ikke altid omsættes til handling længere nede i kirkens hieraki.
Skandaler om fråds og pædofili fortsætter
Pave Frans´ popularitet har heller ikke forhindret, at der bliver ved med at dukke beskidte historier op om den katolske kirke.
Frans bor fortsat i beskedne omgivelser på værelse 201 på Santa Marta klosteret i Vatikanet.
Men i journalisten Gianluigi Nuzzis nyeste bog om Vatikanet ”Via Crucis”, der udkom i november 2015, kunne man læse om hvordan kendte kardinaler udadtil “lader de store biler stå i garagen, og nu kører rundt i små biler som Fiat 500 og Fiat Panda, mens de stadig lever i kongelige omgivelser”.
Og en af de tunge drenge i det katolske hieraki, kardinal Tarcisio Bertone, endte i mediernes kødhakker sidste efterår.
Han bor i en nyrestaureret penthouselejlighed med tagterasse, marmorgulve og udsigt til Peterskirken i Palazzo San Carlo i Vatikanet.
– Den er på 296 kvadratmeter, og jeg bor ikke alene. Til renoveringen har jeg brugt min egen opsparing på 300.000 euro. De 200.00 euro fra Fonden Bambin Gesú? Jeg har ikke autoriseret noget, lød kardinalens svar, da det kom frem, at en del af renoveringen var betalt med midler, der var samlet ind til et hospital.
Siden donerede kardinalen 150.000 euro til hospitalet. Helt frivilligt og uden nogen sammenhæng med beskyldningerne om at renovere lejligheden for fondens midler, understregede han.
Den til alle tider mest populære pave må også stadig kæmpe med kirkens ry for at beskytte pædofile. Pave Frans har på sin aktuelle rejse ikke ønsket at møde et mexikansk offer for den pædofili mistænkte præst Marcial Maciel, der døde i USA i 2008. Maciel var grundlægger og leder af den højreorienterede præsteorden Kristi Legionærer.
Han blev aldrig officielt anklaget eller dømt for pædofili. Alligevel har den katolske kirke officielt undskyldt hans misbrug. Samtidig tilgav kirken hele præsteordenen, så Kristi Legionærer kunne starte på en frisk.
Præsidenten for de katolske kardinaler Angelo Bagnasco udtrykte også den gældende holdning til sexuelt misbrug i den katolske kirke, da han på biskoppernes vegne i marts 2014 understregede, at præster ikke har pligt til at anmelde overgreb.
– For os er den moralske forpligtigelse meget stærkere end den juridiske, udtalte Bagnasco, der mener, at manglende anmeldelser af misbrug kan være med til at beskytte ofrene.
Tilgivelse for abort solgt som en nyhed
Det har også skabt megen positiv omtale, at kvinder under det nuværende ekstraordinære katoske jubelår, der begyndte den 8. december 2015, kan bede om og få tilgivelse for at have aborteret. Det er af nogle blevet tolket som om den katolske kirke også dér er ved at forny sig, men rent faktisk har muligheden for tilgivelse for denne synd altid eksisteret.
Det nye er, at under jubelåret kan flere almindelige præster give den tilgivelse, der normalt kun kan opnåes hos biskopper og kardinaler.
Intet alternativ til det traditionelle ægteskab
Der er også store forventninger til pavens konklusioner af det store kirkemøde sidste efterår om familiens rolle i den katolske kirke.
Sinoden, som kirkemødet hedder, vedtog at anbefale en opblødning af kirkens nuværende afvisning af fraskilte katolikker, der har giftet sig borgerligt for anden gang.
I dag må disse katolikker for eksempel ikke gå til alter.
Sinodens anbefaling vil tillade en vurdering fra sag til sag. Den er dog kun veljledende, for i sidste ende bestemmer paven alene.
Håbet om en opblødning fik et slag, da paven for et par uger siden indviede det juridiske år i Vatikanet. Det skete samtidig med, at det italienske senat begyndte diskussionerne om en lov, der vil tillade registreret partnerskab.
– Der må ikke skabes forvirring mellem den familie, Gud har villet, og enhver anden form for fællesskab, var pavens klare udmelding.
Nye kardinaler fra den fattige del af verden
På ét enkelt og ikke uinteressant punkt har pave Frans imidlertid i praksis brudt med traditionerne.
Han har uden alt for meget medieomtale først i februar 2014 og siden i februar 2015 udnævnt 39 nye kardinaler.
Han har forbigået byer som Venedig og Los Angeles, der ellers forventer af have deres egen kardinal.
I stedet har han udnævnt kardinaler fra fattige områder i Vesten, i Spanien og på Sicilien i kirkens hjemland, og endnu flere fra den fattige del af verden på den sydlige halvkugle. Lande som Tonga, Burma, Thailand, Sydkorea, Burkina Faso, Mozambique og pavens eget bagland i Sydamerika har modtaget de fleste udnævnelser.
Det kan vise sig at få betydelige konsekvenser. For efter knap tre år i embedet er en fjerdedel af de i dag 125 stemmeberettigede kardinaler udnævnt af pave Frans.
Fortsætter tendensen bliver den velstående vestlige verden om få år et mindretal i den gruppe af kardinaler, der sammen med Helligånden skal vælge den næste pave i Rom.
De nye kardinaler betegnes dog overordnet ikke som hverken progressive eller revolutionære i forhold til kirkens dogmer.
Men udnævnelserne bekræfter derimod teorien om, at pave Frans ønsker en mere international kirke, hvor Vatikanet og dets få indbyggere spiller en mindre magtfuld rolle end i dag.
Handlingsplanen er uændret
Hvad er konklusionen? Kort sagt: Mere revolution – udover den verbale, som medierne tilsyneladende ikke kan få nok af – kan man næppe tillade sig at forvente fra Frans.Den oprindelige handlingsplan er stadig de oldgamle skrifter, som der i princippet ikke stilles spørgsmålstegn ved.
Det er vi helt klar over, når vi taler om muslimernes problemer med at forholde sig til virkeligheden. Ikke desto mindre vælger mange i begejstringens rus over dybest set ingenting bekvemt at overse, at det samme også gælder for den katolske kirke, uanset hvor menneskelig, moderne og ydmyg pave Frans formår at fremstille sig selv.
Husk det, næste gang du læser endnu en ukritisk begejstret nyhed om den sympatiske tangodanser fra Buenos Aires.
Foto: Charlotte Sylvestersen – Peterskirken 13.3.2013 & Edgar Jiménez – Papa rock star 12.5.2013POV International – 17.2.2016
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/pave_frans_130313_konklave.jpg7681024Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2016-03-03 16:59:512024-03-08 14:37:06Pave Frans: Mange ord, få forandringer
Nyt fra det italienske online kødmarked (1.3.2016)
Der er nok ikke den store forskel på at være en midaldrende overvægtig enke med to små hunde på online dating i Danmark og i Italien.
Der er dog to fordele.
Ordet “dansk” får det til at blinke Brigitte Nielsen hos midaldrende italienske mænd, og brunligt-gråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.
– Du finder aldrig en mand, hvis du bliver ved med at gå ud for at drikke kaffe med morgenhår og uden makeup, konstaterede Anna på 72 år få måneder efter, at min mand døde.
Jeg prøver.
Jeg husker det hver anden dag, ok.
Og jeg prøver at gemme de behagelige, men afslørende, leggins bagerst i skabet.
Plastikblomsterne i Panda´ens bagrude er også skrottet.
Jeg prøver virkelig.
Kendsgerningerne er, at jeg ér en 53-årig overvægtig og fattig enke med to små hunde.
Det kan heldigvis skrives mere appetitligt på Tinder uden at blive gennemført uærligt.
I Italien virker ”dansk” for eksempel stadig som et positivt filter med hensyn til de seksuelle forventninger. Der blinker simpelthen ”Brigitte Nielsen” og lignende i hovedet og bukserne på de fleste af mændene i min alder.
Der er vel omkring 25 cm i højden og et par bogstaver eller tre i BH-størrelse til forskel, men alligevel.
Jeg ér højere end gennemsnitsitalienerinden.
Jeg hár større bryster, og musefarvet brunligtgråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.
Udgangspunktet kunne altså være værre.
Og lad mig også være ærlig og ligefrem positiv og indrømme, at ”journalist” rent faktisk stimulerer både nysgerrigheden og de intellektuelle forventninger hos individer med en IQ over 100.
Der skal bare lige sorteres.
Bare…
Affald og vraggods
Problemet med italienske Tinder-mænd er det samme som med verdenshavene.
Der flyder alt for meget ubehagligt affald og vraggods rundt.
En stor del er dybest set på SoMe-kødmarkedet for at spare udgiften til både datingsider og prostituerede.
Der er så rigeligt af dem i alle aldre, at man tror det er løgn. Fra MILF-segmentet til dem, der i virkeligheden har mere brug for ældrepleje end lagengymnastik.
Jeg har givet.
Jeg behøver ikke se flere timemoteller i Milano-provinsen indefra, uanset om der er spabad til to og spejl i loftet eller ej.
Frasorteringen betyder måske, at jeg går glip af sporadisk god sex.
Det er jo uendeligt trist. Men jeg har af selvværdsårsager lovet, at sidespringsatleter fremover sorteres fra i de første chats.
”Duer ikke, væk”, som prinsessen sagde.
Uafhængig betyder på alle planer uforpligtende
Altså bare lige for at præcisere.
Jeg er ikke ude efter et hurtigt bofællesskab, og slet ikke efter et nyt ægteskab.
Jeg har heller ikke noget imod sex.
Overhovedet!
Faktisk tror jeg slet ikke på forhold, hvor den seksuelle gnist ikke er tilstede fra start.
Men muligheden for ”noget mere”, hvis det mirakuløst klikker på flere planer for begge parter, skal i det mindste være hypotetisk tilstede.
Tanken om denne hypotetiske mulighed virker åbenbart så skræmmende på de fleste italienske mænd, at ordet ”uafhængig” nærmest er blevet et mantra på Tinder i Milano.
Og det er underforstået, at ordet i virkeligheden betyder uforpligtende på alle måder.
De forbrændte og forbitrede
Jeg orker heller ikke at ende som ufrivillig deltager i tragikomedien med skilsmisse, bodeling, delebørn, hademails, stalking og hvad der ellers i værste fald er fulgt med for de veninder, der har taget den tur.
I Italien er der så også lige en del flere aktører i skilsmisserne end i Danmark.
Jeg vil ikke fra en ny begyndelse præsenteres i den udvidede italienske fire-leds familie som ”hende, der ødelagde min søns, svigersøns, datters, grandnieces, barnebarns ægteskab og hele familiens forløjede harmoniske samliv”.
No way!
Skadet gods
Desværre indskrænkes katagorien af mulige emner i min alder sig også på grund af …alder.
Segmentet af bitre, rippede og flåede italienske mænd med tredjegradsforbrændinger fra tidligere ægteskaber og relationer, og relationernes og ægteskabernes udvidede familier, er overvældende i min aldersgruppe.
Den model holder dig tre skridt fra livet i alle andre situationer end sex.
Og uanset samtalens emne koger de over af bitterhed for ikke at sige had mod eks´en, hendes familie, veninder, kolleger og kvinder i almindelighed.
– Kom dog videre! får jeg lyst til at råbe.
Og når jeg pakker den sætning pænere ind, lukker vi lige dér.
Duer ikke!
– Du er for negativ, sagde min jævnaldrende danske ven, da jeg forelagde ham problemstillingen.
Han ser sig selv som et vellykket eksempel på en 50-årig, der er kommet uskadt igennem sin egen verdenskrig med den italienske eks.
Ved siden af ham sad hans nye kæreste. Hun er en 18 år yngre identisk kopi af eks´en.
Identisk!
Giv op!
Måske skal jeg bare give op, og i stedet ophøje den afdøde mand som det højest opnåelige i mit liv?
Måske får man kun én chance for at opleve et ikke kedeligt parforhold, hvor man i det lange løb vokser sammen i stedet for at vokse fra hinanden?
Det er jo i virkeligheden bare lidt af det, jeg gerne vil have igen.
Nå, videre.
Man har vel været spejder.
Man giver ikke op.
De kinky, de alt for kloge og den generte initiativtager…
Der er kun få timer nu til dagens frasorteringer på Tinder.
Jeg har besluttet, at min position er utilgængelig i arbejdstiden.
I det mindste.
Så skal dagens portion af de kinky, der vil have nøgenfoto i første chat, sorteres fra.
Også ud med dem, der betegner deres civilstatus som kompliceret.
De ér komplicerede.
Ud med de intellektuelle tidrøvere, der bliver ved med at komme med lange intelligente og kultiverede chats, men i virkeligheden aldrig rigtigt kommer til sagen.
Måske skulle jeg fjerne ”journalist” fra profilen.
Ord alene gør det jo ikke.
Jo, der har da været én, der hverken var for ung eller for gammel, og som efter kun fire-fem chats rykkede og ”skal jeg ikke bare ringe dig op”.
Wauw!
Man kunne høre, at han faktisk var en smule genert og lidt ubehageligt til mode over metoden, på den gode måde. Men stemmen var usædvanlig dyb og tiltrækkende, og “ja, vi skal da ses”.
En mand!!!
Nå, han var på vej til fire ugers ferie i Thailand.
Thailand?
Ja, for at dykke!
Hm…
Og hvad nu, hvis han kører Fiat Multipla?
Måske er jeg uden at have set det komme blevet et surt og negativt kvindemenneske med rygerynker over overlæben og alt for store forventninger?
(PS: Ikke rygende kvinder får dem også. Så er det bare rynker…)
…eller måske hører du bare snart om en midaldrende dansk kvinde i Milano, der sidder højt oppe i et træ i Sempione Parken, og som den skøre onkel i Fellini-filmen Amarcord råber ud i verden ”Voglio una donnaaaa”.
Loven om registreret partnerskab – Unione Civile – blev vedtaget i det italienske Senat torsdag den 25. februar med 173 stemmer for og 71 imod.
5 Stjerne Bevægelsen forlod Senatet under afstemningen.
De var utilfredse med, at lovforslaget var blevet barberet, så det meget omdiskuterede punkt om “Stepchild Adoption”, var blevet fjernet.
...artiklen fortsætter under annoncen
I det vedtagne lovforslag var paragraffen om seksuel troskab også fjernet.
Den paragraf gælder stadig ved indgåelse af ægteskab i Italien.
Nu skal loven vedtages af Deputerekammeret før den kan træde i kraft.
Jubel og vrede
Reaktionerne på vedtagelsen gik fra jubel til vrede.
Overordnet var stemningen i går hos fortalerne dog, at Italien nu omsider er på rette vej med en tilpasning af lovgivningen til virkeligheden.
Unione Civile giver samme ret som i et ægteskab til at arve partneren som tvangsarving.
Man får også ret til at overtage en afdød partners lejebolig og enkepension.
Man bliver “på papiret” også partneres slægtning for eksempel ved hospitalsophold og i andre nødsituationer.
Mange tilhængere er også nu sikre på, at næste skridt bliver retten til at adoptere en partners biologiske barn.
Flere bemærker, at det italienske retssystem allerede i dag afsiger “adoptions-domme” til fordel for en partner af samme køn, netop fordi det handler om barnets tarv.
Modstanderne lover kamp til stregen ikke bare i Deputeretkammeret, hvor flertallet burde være sikret for den skrabede udgave af loven. De truer også med at samle de 500.000 underskrifter, der skal til for at kræve en folkeafstemning om at afskaffe loven.
Da lægen spurgte, om jeg forlod min krop med jævne mellemrum…
Efter 26 år i Italien er jeg overbevist om, at der er helt tydelige genetiske forskelle på en dansk og en italiensk krop. Jeg ved også nu, at der eksisterer sygdomme og farer, som nordeuropæere tilsyneladende er immune overfor.
Mit første møde med det italienske sundhedsvæsen i 1995 skyldtes nogle ubehagelige galdesten.
Jeg ankom til skadestuen ved midnat, og næste formiddag skulle jeg have en samtale med en læge om det videre forløb.
Der var mange spørgsmål, den smukke unge læge, der i sin fritid var plastikkirurg, skulle have svar på.
Det er ikke uvæsentligt, at han var ung og smuk.
Det forklarer, at jeg udover at have et meget begrænset kendskab til medicinske udtryk på italiensk, blev yderligere forvirret af hans skønhed. Det gik galt, da han spurgte om ”jeg gik væk fra min krop med jævne mellemrum”? – Øh, svarede jeg og prøvede at samle tankerne. – Nej, det gør jeg ikke. Det er længe siden jeg holdt op med at ryge hash og eksperimentere med andre sjove sager, svarede jeg.
Den smukke læge brød ud i latter, og forklarede mig, at ”andare di corpo con regolaritá” er en høflig måde at spørge, om en person har regelmæssig afføring.
…artiklen fortsætter under annoncen
AFFØRING ER OK, MEN NØGENHED ER TABU
Det er i øvrigt helt i orden at stille dette ikke særligt diskrete spørgsmål om afføringens regelmæssighed, når en italiener betror dig, at han eller hun har problemer med enten maven eller tarmsystemet.
Ja, italienerne véd simpelthen instinktivt, om det er mave eller tarm.
Mit indtryk er, at man i Danmark bare har mavepine.
Nøgenhed er derimod stadig et tabu, når det ikke er kunst.
Italienske børn bliver undervist i og besøger museer med den klassiske kunst, og det er altså langtfra lykkedes kirken af få sat figenblade overalt.
Det er alligevel kun et par måneder siden, jeg fik dræberblikke af en gruppe mødre i svømmehallen, fordi jeg brusede uden badedragt. Men jeg undgik dog hysterisk skæld ud som jeg fik af en mor til en baby på svømmebadet Lido di Milano i begyndelsen af 90´erne.
OG DET DER MED AT SPISE OG BADE…
Jeg holdt også hurtigt op med at bade topløs.
Det passer bare ligesom ikke til det officielle italienske strandliv.
Men jeg nægtede, og nægter stadig, at gå på integrations-kompromis med badning efter måltiderne.
Oppe ved min bjergsø har de vænnet sig til, at jeg godt kan spise en pizza og bade umiddelbart bagefter.
I sommer var det faktisk Enrica, der forklarede de andre gæster på Pizzeria Val Maria, at for danskere er reglen, at man SKAL bade inden der er gået en time efter at man har spist!
Det er min helt personlige overbevisning, at det med at man ikke må bade helt op til tre timer efter frokosten er italienske mødres forsøg på at slippe for stranden… Husk i øvrigt bare for en ordens skyld, at det er dødbringende at gå rundt med vådt hår udenfor strandene, uanset lufttemperaturen!
BØRN KAN FEJLE ”NEGLELAKFJERNER”!
I løbet af 90´erne fik de italienske veninder børn.
Så kom der for alvor gang i snakken om det uendelige udvalg af sygdomme, der truer menneskeracen generelt, og italienske børn i særdeleshed. Èn af veninderne fortalte, at hendes søn havde ”Acetone”!
Jeg måtte skjule et latteranfald.
Det er først i dag, jeg har slået emnet op på Google.
Til min ikke særligt store overraskelse står der mellem linjerne i ForældreGuiden >> , at der ikke er tale om en klassificeret sygdom, men derimod om en ikke særlig veldefineret ”uorden i metabolismen, der har brug for energi”.
I næste sætning står så helt ulogisk, at der er tale om en sygdom, børn nærmest ikke kan undgå inden de kommer i puberteten!
Årsagerne til anfald af Acetone er ikke kendte.
Men for eksempel kan lugten eller blot synet af visse madvarer udløse kriser ledsaget af voldsomme opkastninger, der varer op til et døgn eller to.
Til gengæld er symptomerne klare: Barnets ånde lugter af æble eller – naturligvis – acetone.
Så nu ved I det.
Kuren:
At sørge for, at barnet ikke bliver dehydreret, eventuelt lade det sutte på en isterning.
Ok, neglelakfjerner-problemet er stadig et mysterium, men spørg en italiensk mor:
Det eksisterer!
”Store ører” – orecchioni – var også en af de sygdomme, der fascinerede mig.
Dén er god nok, for det er nemlig fåresyge, som så heldigvis er vaccineret væk.
I hvert fald indtil antallet af uvaccinerede børn ikke vokser for meget, for Italien har skam også deres bevægelse af anti-vaccine-forældre.
Børn, og mange voksne kan i øvrigt heller ikke tåle ”tunge madvarer” som for eksempel skrællen på agurker, rå løg og peberfrugter.
Til gengæld klarer italienske gener udmærket en bradepande Lasagne, store portioner spaghetti, og de ofte for danskere voldsomme søndagsfrokoster.
For slet ikke at tale om de mad-ekstreme højtider som jul, påske, og allerværst, bryllupper.
EN “GRIM TING”
Trods det accepterede i at tale om både afføring og børns dårlige ånde fandt jeg hurtigt ud af, at kræft talte man helst ikke om i Italien, da jeg kom til landet i 1989.
Manden måtte igen lege ordbog, da jeg havde hørt den vage sygdomsbeskrivelse ”en grim ting” for 20. gang uden at forstå, hvad det handlede om. Jeg var på den anden side slet ikke i tvivl om, at når ordene ”un brutto male” var sagt, så var det ikke en invitation til at spørge om mere.
Manden var faktisk heller ikke begejstret for at udtale ordet, der dækker over hele spektret af kræftsygdomme. Her er der sket en mentalitetsændring.
I dag bruger de fleste det rette ord, men man hører stadig om nogle, der er syge eller dør af ”en grim ting”.
Personligt tror jeg der var, og for nogle stadig er, tale om en slags fortrængende overtro: Siger man ikke ordet, så eksisterer sygdommen heller ikke.
En anden sygdom, man ikke skal spørge for meget ind til, men blot nikke medfølende til, er ”Cervicale”, som dækker over enhver form for smerter i nakken, selv om ordbogen stadig i dag siger livmoderhalskræft.
Nogle mysterier kan man bare ikke løse.
ET SLAG I LUFTEN “Et slag af luft” – un colpo d´aria – rammer italienerne året rundt, og kan resultere i de fleste kendte dårligdomme.
Vi nordboere nøjes med ikke livstruende træk. ”Luftslagene” rammer, når det er for varmt, for koldt, for fugtigt og for tørt, og alt andet derimellem.
Angsten for ”luftslag” får italienerne til at pakke skrigende spædbørn ind i lag på lag indtil temperaturen er over 30 grader.
Man kan som udlænding anklagende få påpeget, at barnet i klapvognen burde have strømper på, når temperaturen kun er 23 grader.
”Luftslag” er specielt farlige, når årstiderne skifter, og det gør de jo på helt præcise datoer.
For eksempel tænker jeg tit på tante i San Remo, der kunne finde på at løbe efter mig med en lille uldtrøje, når min mand og jeg efter den 15. august gik ud for at drikke en kop kaffe om aftenen.
– Du må heller tage en Kashmere-trøje med for en sikkerheds skyld. Vi er jo efter Ferragosto, og så ved man aldrig, insisterede tante Emilia, og var totalt immun overfor min konstatering af, at der var 32 grader udenfor.
En ”sundheds-undertrøje” er også et kendt forebyggende middel når årstiderne skifter.
Det er en undertrøje, der oprindeligt var af uld, og blev båret til langt hen i april, så man – trods den officielle fejring af foråret den 21. marts – ikke risikerede smerter i mave, øjne, ører, hovede og knogler når man blev udsat for “un colpo d´aria”.
Den avancerede udgave af sundheds-undertrøjen er uld yderst og bomuld mod huden.
Til gengæld for alle disse trusler mod helbredet reagerer italienerne nærmest slet ikke på faren for at blive smittet ved direkte kontakt med overkrop og hovedet kropsåbninger.
De ved godt, at forkølelser, influenza og værre sygdomme overføres ved tæt fysisk kontakt, men de skal virkelig være rigtigt syge, før de afviser at hilse med helst tre kindkys.
Sådan er der så meget…
MUTATIONER Nå, nu må jeg smutte. Det er over et år siden, jeg har afleveret en blodprøve.
Det gør man i hvert fald en gang om året for at få udleveret 6-7 A4-ark med test for ALT.
Efterfølgende tager man en lang samtale med lægen om den generelle situation sammenlignet med tidligere års efterhånden tykke sagsmappe.
Ser du mig med en stor uformelig gul kuvert – resultatet af flere års hjertekardiogram kommer af en eller anden grund i et format mellem A4 og A3 der ikke passer ind i noget standardformat – så er det sandsynligvis fordi jeg efter 26 år er i færd med at mutere genetisk.
Jeg ved jo nu, det ikke bare er mavepine, men enten mave eller tarm.
Årene har umærkeligt også lært mig leverens præcise position!
Og til min egen overraskelse ligger der faktisk to sundheds-undertrøjer med uld udenpå og bomuld mod huden i min komode…
OPSAMLING AF KOMMENTARER FRA FACEBOOK:
Flere læsere bemærker, at FEBER i Italien begynder ved 37,5, men den skandinaviske genetik åbenbart skal en halv til en hel grad længere op inden det bliver farligt…
AS i Firenze bekræfter, at man i Italien “GÅR UD AF SIN KROP”.
Hun understreger, at det stadig er grænseoverskridende, når svigermor forhører sig hos hende om hvorvidt sønnen foretager denne udgang regelmæssigt…
“Neglakfjerner” hedder på dansk “KATON-ÅNDE”.
Det handler ofte om, at børn med feber går sukkerkolde.
Så husk at vande dem, gerne med frugtsaft med naturligt sukker.
Og ja, de lugter af acetone, når det sker.
–//–
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2016-02-02 11:37:082024-03-10 11:23:02Folkesundheden: Peberfrugter, vådt hår og “luftslag” er livsfarlige, og børn kan lide af “Neglelakfjerner”
ITALIEN ER KNÆKKET PÅ MIDTEN OM RETTEN TIL REGISTRERET PARTNERSKAB VEDTAGES LOVEN TRUER MODSTANDERNE MED FOLKEAFSTEMNING
I morgen tirsdag den 2. februar begynder den afgørende debat i parlamentet om Cirinná-loven, der vil tillade registreret partnerskab – Unione civile – mellem homoseksuelle i Italien.
Loven har navn efter forlagsstilleren, senator Monica Cirinná fra regeringspartiet PD.
LOVFORSLAGETS HOVEDPUNKTER
Vedtages loven får to personer af samme køn næsten de samme civile rettigheder og pligter overfor hinanden som i et ægteskab.
Decreto di legge Cirinná:
To myndige personer kan indgå registreret partnerskab – Unione Civile
Registreret partnerskab giver rettigheder og pligter og udgør en familie
Der kan ske adoption af en partners biologiske barn for at sikre barnets tarv
Rugemødre er ikke nævnt i loven, og metoden forbliver ulovlig i Italien
…artiklen fortsætter under annoncen
Det registrerede partnerskab kommer til at blive indgået på samme måde som en borgerlig vielse ved en ceremoni på et offentligt kontor foretaget af en embedsmand, i overværelse af to vidner, og med efterfølgende registrering af partnerskabet i de offentlige registre.
Lovforlaget vil i sin nuværende form på langt de fleste områder ligestille homoseksuelles partnerskab med ægteskabet.
Det vil blandt andet betyde, at partneren på lige fod med heteroseksuelle ægtefolk bliver arveberettigede efter hinanden, at de kan modtage den efterladtes pension, at de får ret til at blive boende i fælles bolig, kan tage partnerens efternavn, og i øvrigt også har forsørgerpligt overfor partneren.
Derudover vil en meget omstridt paragraf i lovforslaget tillade den såkaldte ”Stepchild Adoption”, altså tillade adoption af den ene parts bioligske barn/børn, når barnet tarv taler for adoption.
Lovforslaget ændrer ikke ved det italienske forbud mod for eksempel rugemødre.
SKRAP DEBAT OM SÅKALDTE NATURLIGE OG UNATURLIGE FAMILIER
Debatten i parlamentet kommer i kølvandet på to lørdage med store demonstrationer henholdsvist for og imod registreret partnerskab.
Græsrodsbevægelsen ”Svegliatitalia” – Vågn-op-Italien – arrangerede lørdag den 23. januar demonstrationer for regnbuefamiliernes rettigheder i næsten 100 italienske byer og i mange europæiske hovedstæder, deriblandt også en støttedemonstration på Kongens Nytorv i København.
Arrangørerne skønnede, at over 1 million mennesker deltog i demonstrationerne.
Lørdag den 30. januar var det modstandernes tur.
Her mødtes primært praktiserende katolikker, men også ganske få muslimske organisationer og mindre grupperinger på den yderste højrefløj, på Circo Massimo til ”Family Day” i Rom. Arrangørerne skønner, at op mod 2 millioner deltog i demonstrationen lørdag, et tal modstanderne mener burde mere end halveres.
Komiteen: Vi forsvarer vores børn – et af mange slogan for demonstrationen i Rom lørdag den 30. januar.
”Family Day” blev støttet af fremtrædende politikkere fra de partier, der er imod enhver form for ligestilling med det, de kalder den naturlige biologiske familie og de såkaldte regnbuefamilier.
– Jeg vil gerne se to mænd på en øde ø lave et barn, lød en kommentar, der høstede både latter og bifald på Circo Massimo, fra den kristdemokratiske højrepolitiker Carlo Giovanardi.
Roberto Maroni fra Lega Nord, Maurizio Gasparri og Renato Brunetta fra Forza Italia deltog også i Family Day i Rom. Roberto Maroni er præsident for regionen Lombardiet i Norditalien, og han havde taget regionens officielle fane med som en demonstration. Maroni havde også i ugen op til demonstrationen demonstrativt lade vinduerne i regionens bygning i Milano danne ordet ”Family Day”.
Blandt modstanderne af loven er også den italienske Indenrigsminister Angolino Alfani, der ikke udelukker, at han vil samle underskrifter til en folkeafstemning om ophævelse af loven, hvis den bliver vedtaget.
Alfano og de andre parlamentsmedlemmer i partiet NCD (Nuovo Centrodestro Nyt Centrumhøjre) er imod lovforslaget, men har forsikret, at en vedtagelse ikke vil ændre noget i regeringssamarbehdet.
Regeringspartiet Partito Democratico vil tillade deres parlamentsmedlemmer at stemme ”efter samvittighed”, når loven om forventet en lille uges tid endelig kommer til afstemning.
Og det er underforstået, at denne stemmefrihed i virkeligheden kun gælder for det meget kontroversielle forslag om at tillade ”Stepchild adoption”.
Afstemningen i de to kamre af det italienske parlament kommer efter al sandsynlighed til at være hemmelig, selvom PDs gruppeformand har udtalt, at det ikke er et problem for regeringspartiet, at ikke alle medlemmer stemmer for hele loven.
Nogle politiske kommentatorer forudser dog også, at en hemmelig afstemning vil medføre ja-stemmer fra nogle af nej-partierne. Der er medlemmer af for eksempel Berlusconis parti Forza Italia, der er for forslaget, når man ser bort fra paragraffen om adoption.
OPLØSTE NATURLIGE FAMILIER
Som et kuriosum kan nævnes, at der hjemme hos Silvio Berlusconi ikke er enighed om lovforslaget.
Avisen Il Messaggero beskriver malende, at Berlusconis samlever, 30-årige Francesca Pascale, er overbevist tilhænger af registreret partnerskab.
Stadig i den mere kulørte afdeling understreger tilhængerne det absurde i, at samtlige partiledere i nej-blokken har opløste ægteskaber eller ingen ægteskaber bag sig.
Salvini er leder af Lega Nord – ét opløst ægteskab med et barn, et opløst samliv med et barn, og en ny partner i dag.
Berlusconi har to skilsmisser med fem børn bag sig, og havde en del løse forhold, som nogle måske erindrer, inden han blev par med sin nulevende samlever Francesca.
Den praktiserende kristdemokrat Casini har to opløste ægteskaber bag sig.
Kristdemokraten Rosy Bindi fra regeringspartiet PD har været tidligere famieminister. Hun er single og erklæret jomfru.
Formigioni er tidligere leder af regionen Lombardiet og i dag medlem af regeringspartiet NCD (Nyt Centrumhøjre). Han går ind for seksuel afholdenhed, er ugift, og lever sammen med en mand.
Formigoni twitter om Family Day:
“Stor succes, mange mennesker, familier, unge. Klar besked, nej til Cirinná-loven, nej til bryllup og til homo-adoption, støtte til familierne”, skriver han.
Mussolinis barnebarn, højrepolitikkeren Alessandra er gift, har tre børn, og en mand, der i oktober modtog et års fængsel og en bøde på € 1.200 for at have frekventeret mindreårige prostituerede.
Ikke nok med det, så ved vi også, at Silvio Berlusconi aldrig har boet sammen med hustru nummer to og de tre børn i det ægteskab.
Veronica Lario og børnene fik deres egen villa, mens Berlusconi foretrak at bo i sine andre villaer og lejligheder, og kun berige sin kernefamilie med sporadiske besøg.
– De kan ikke se meget til deres mand, blev Signora Berlusconi spurgt i et sjældent interview, mens parret endnu var gift.
– Jo da, jeg ser ham ofte på tv, var hendes svar.
KIRKE OG TRO SPILLER EN ROLLE,
MEN MODSTANDEN ER IKKE KUN RELIGIØS
Nej-sigere støttes ikke overraskende 100% af den katolske kirke.
Pave Frans har da også som forventet katagorisk afvist, at der skulle være behov for rettigheder til andre familier end den heteroseksuelle:
– En ægte familie er en helt anden sag. Kirken har vist verden, at der ikke kan være forvirring omkring den familie Gud ønsker, og alle andre former for fællesskab, sagde paven i sin tale, da han for nylig indviede det juridiske år i Vatikanet. JA TIL RETTIGHEDER – NEJ TIL ÆGTESKAB En meningsmåling offentliggjort den 10. Januar fra IPR Marketing viser, at italienerne er lige så uenige som deltagerne i de to demonstrationer.
74% er i denne meningsmålig nok enige i, at to heteroseksuelle personer kan indgå et registreret partnerskab – i princippet en borgerlig vielse – men kun 46% er for registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle, ogkun 38% er positive overfor en lov, der vil ligestille et homoseksuelt ægteskab med et heteroseksuelt.
Blandt de personer, der erklærer, at de er praktiserende katolikker er hele 67% imod registreret partnerskab, men kun 43% af de ikke praktiserende er imod.
72% af de adspurgte er tilhængere af, at en homoseksuel partner får lov til at blive accepteret som nærmeste slægtning for eksempel ved sygdom og hospitalsindlæggelse.
55% er for, at en registreret samlever får arveret som nærmeste slægtning, mens kun 32% mener en efterladt homoseksuel partner har ret til den enkepension man har ret til i italienske ægteskaber.
Når det kommer til spørgsmålet om homoseksuelle pars ret til adoption falder tilhængerne så langt ned som til kun 15%.
Pudsigt nok er kun 50% for adoption af den ene partners biologiske barn i heteroseksuelle forhold. De er åbenbart uvidende om, at det italienske retsvæsen allerede accepterer en partners adoption, når barnets tarv taler for det.
Det sker i heteroseksuelle ægteskaber, hvor den anden biologiske forælder skønnes uegnet, og det er faktisk også sket i homoseksuelle forhold, netop fordi barnets tarv har talt for det.
Overordnet kan man konkludere, at et flertal af italienerne nok vil give homoseksuelle rettigheder, men at samme flertal overordnet er imod en ligestilling af homoseksuelle par i forhold til et heteroseksuelt ægteskab.
Andre meningsmålinger viser samme tendens, som undersøgelsen her foretaget af Huffington Post af http://scenaripolitici.com/ og offentliggjort den 30. januar.
Her har man spurgt italienerne om deres opfattelse af ”Family Day”-demonstrationen. 47,8% opfatter demonstrationen positivt, 44,8% negativt.
Ikke uventet er Lega Nords og Forza Italias vælgere de mest positive med 84,1% og 76,7%, mens regeringspartiet Partito Democratico (PD) og 5 Stjerne Bevægelsens (M5S) vælgere er overvejende positive.
Også denne meningsmåling viser, at omkring 70% af italienerne ønsker, at homoseksuelle par får rettigheder.
Her er det store flertal af PDs vælgere – 91,9% – og M5Ss vælgere – 86,3% – tilhængere.
Huffingtons Posts meningsmåling har lidt flere tilhængere af ret til at adoptere partnerens biologiske barn, memlig 24%.
Her vil 24,1% endda gå endnu videre end det nuværende lovforslag og tillade normal adoption også for homoseksuelle. 48% er dog stadig katagorisk imod at give homoseksuelle partnere ret til adoption i enhver form.
http://www.giornalettismo.com/ har sammenlignet en række meningsmålinger foretaget de seneste uger om loven om registreret partnerskab. Ja-siden svinger mellem 44 og 61,2%.
De laveste antal tilhængere er i meningsmålingen for talkshowet Porta a Porta på den historisk set meget traditionelle, katolske og konservative Rai 1 kanal.
Det højeste antal tilhængere forekommer i meningsmålingen foretaget for talkshowet Ballaró på den historisk set mere venstreorienterede Rai 3 kanal.
…OG REKLAMENS MAGT…
I september 2013 vagte det opsigt, da Guido Barillo fra verdens største pastafabrik af samme navn katatorisk afviste, at der nogensinde ville blive produceret en Barilla eller Molino Bianco reklame med andet end den traditionelle heteroseksuelle kernefamilie som hovedpersoner.
“Vi vil ikke lave reklame med homoseksuelle, fordi vi kan lide den traditionelle familie. Er de homoseksuelle ikke eninge, kan de bare spise et andet pastamærke”, sagde Guido Barilla i et interview på Radio24.
Siden da har flere virksomheder taget det udsagn som en provokation.
I juni 2014 fortæller “Luca” i en reklame fra produkter fra madproducenten Findus sin ikke spor overraskede mor, at hans bofælle også er hans partner. Man ser dog ikke personernes ansigter i reklamen. Så langt turde virksomheden åbenbart ikke at gå.
Her er videoen fra Findus:
Siden er andre firmaer fulgt med trenden, og specielt op til de seneste ugers demonstrationerne er der kommet flere positive reklamer, som her fra Coop og Ikea og en pastaproducent:
“COOP ER DIG” er virksomhedens slogan, her bliver det til:
Uanset hvem, der er din familie, så er Coop dig.
Ikea: Man behøver ikke instruktioner for at lave en familie
Althea pasta: For os tæller kærligheden. Og pasta.
–//–
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2016-02-01 12:31:342024-03-10 11:36:13Lang vej til lov om registreret partnerskab
Hvis det er koldt på “solsortens dage” bliver det et smukt forår. Er dagene derimod varme og tørre bliver foråret forsinket. Italienerne har også deres “kyndelmisse”, som bruges til at tage varsler om det kommende forår.
I hele Norditalien og på Sardinien kigger man på vejret under “I Giorni della Merla”, der alt efter lokaliteten er de sidste tre dage af januar eller de to sidste og den første februar.
…artiklen fortsætter under annoncen
Rodet med datoerne formodes at skyldes skiftet mellem den julianske kalender, hvor januar kun havde 29 dage, og den gregorianske kalender med 31 mørke kolde januardage.
En pram eller en adelsdame?Der er mange legender om, hvilken solsort, der er tale om.
Nogle siger, der oprindeligt var tale om en pram ved navn “La Merla”, der skulle krydse Po-floden.
Skipperen skulle have ventet på netop de sidste januardage, så prammen nemt kunne trækkes over den isfrosne flod.
Andre siger, at en adelsdame fra Caravaggio ved Bergamo ved navn Merli skulle krydse Po-floden for at blive gift, og måtte gå over den frosne flod.
Po-sletten en tidlig forårsdag
…eller da solsorten fik sin farve…
En anden historie har fuglen som hovedperson.
“Mamma” solsort, der faktisk var en HVID fugl, gemmer sig på årets koldeste dage i en skorsten sammen med sine unger for at holde varmen.
Da de kommer ud den 1. februar er det alle sorte af aske, og siden den dag har solsorten været sort.
I Lodi syd for Milano fejrer man “Solsortens dage” med kor af sangere, der synger til hinanden på hver sin bred af Adda-floden Po-floden.
I landsbyerne omkring Cremona i Lombardiet mødes man til korsang omkring et bål, på landsbykirkens trappe eller på bredden af Po-floden for at synge.
Det kan blandt andet opleves i Annico, Cornaletto, Crotta´d Adda, Formigara, Gombito, Pizzighettone, Soresina, San Bassano, Stagno Lombardo, Trigolo og Pianengo.
–//–
Landbrugsorganisationen Coldiretti skønnede, at julen 2014 skabte omkring 30.000 midlertidige arbejdspladser alene på grund af forbruget af julemad- og drikke. Julen er højsæson for de søde boblevine, der ledsager de allestedsnærværende julekager. Julen er også klassisk julemad som for eksempel Torrone-nuogat – den bedste siges at være fra Cremona, hvor man også er kendt for sine sennepssyltede frugter Mostarda – og man må heller ikke glemme de fede Cotechino-pølser og den fyldte grisefod Zampone. Knap 2 millioner liter vin konsumeres i julen, og julekageproduktionen nærmer sig de 100 millioner. Det hele resulterer i lidt over et halvt kilo ekstra på sidebenene. Den store julemenu spiser man i Italien traditionelt til frokost den 25. december, mens mange holder fast i traditionen med at spise fisk juleaften.
…artiklen fortsætter under annoncen
Julekrybben og juletræet lever i dag side om side hos de italienske familier, men traditionen med ægte juletræer er aldrig helt slået igennem i Italien, hvor butikkerne bugner af ikke altid lige kønne kunstige juletræer. 53% besøger bedsteforældrene i julen. Kun ét ud af fire hjem har et ægte juletræ, og festligthederne koster i gennemsnit en familie 374 €. Over halvanden million turister vælger at holde juleferie i Italien. 26 millioner italienerne begiver sig ud på kortere eller længere rejser for at fejre julen i Italien, og knap fem millioner italienerne holder juleferie i udlandet. Halvdelen af landets befolkning på cirka 61 millioner flytter sig altså fysisk for at fejre jul. Over 21 millioner bruger bilen som transportmiddel, mens over 10 millioner flokkes i lufthavne, på togstationerne og ved busterminalerne. De mange italienske julemarkeder– de fleste er åbne fra omkring 8. december og mange bliver ved indtil Hellig Tre Konger den 6. januar – besøges af 13 millioner mennesker. Kun 288.000 tager på ski i julen – sæsonen begynder på mange skisportsteder lørdag den 28. november, og under en million tager til “de varme lande”. Knap 25.000 begynder juleferien med problemer. Så mange skønnes at komme for sent til flyet, og over 36.000 stykker bagage forsvinder undervejs eller ankommer forsinket til destinationen. Set på landsplan – fra Aplerne til Lampedusa syd for Sicilien med udsigt til Nordafrika – er chancen for en hvid jul i hele Italien temmelig lav. Der ér faldet sne i Alperne og visse steder i Appeninerne, men der er kun 4,2% mulighed for et totalt snedækket Italien, hvis man samler statistikkerne for de seneste mange årtiers julevejr.
Flere julefakta: 4,3 milliarder går i alt alene til jule- og nytårsmaden i Italien, skønner landbrugsorganisationen Coldiretti, og det er faktisk 6 % mere end i 2014. Julefrokosten den 25. december tager i gennemsnit 3,1 timer af forberede. Det er faktisk en rekord i køkkenet, for vi skal helt tilbage til 1965 for at der blev brugt så lang tid på julemaden. Måske er årsagen, at hele 28% af italienerne i dag laver julemad med mere økologi og moderne kreative opskrifter. I de to juleuger ryger 20.000 ton pasta i kogende vand, 6,5 millioner kilo Cotechino-sylte og fyldt Zampone-grisefod fortæres, og en halv million perlehøner ender i ovnen.
I dati relativi agli spostamenti migratori e ai trasporti sono stati calcolati combinando i sondaggi di viaggio di GoEuro, i dati interni di GoEuro e i dati ufficiali dell’Eurostat
Dati dei bagagli consegnati in ritardo secondo il rapporto SITA
Per “Voli persi” intendiamo i passeggeri che arrivano in ritardo all’imbarco per cause non imputabili al servizio aereo o al maltempo. I dati si basano sui sondaggi di viaggio di GoEuro e i dati storici di viaggio.
Numero di turisti in entrata secondo il Rapporto sul Turismo Eurostat
Dati sui mercatini di Natale presi da Rapporti Statista
Dati sul turismo legato a sci e montagna sulla base dell’International Snow & Mountain Tourism Report, i sondaggi di viaggio di GoEuro e i dati sulle prenotazioni di GoEuro
Dati sul consumo di vino secondo The Wine Institute, il rapporto di Policy Exchange e l’Organizzazione Mondiale della Sanità
Dati sulle “Visite ai nonni” si basano sui sondaggi di viaggio GoEuro insieme alle stime totali di viaggio
La “probabilità di neve a Natale” è calcolata sulla base dei bollettini meteo di ogni capoluogo di regione, in rapporto alla media nazionale
Dati “in vacanza al caldo” secondo Federalberghi
Dati “chili presi a Natale” come dichiarato dal National Institute of Health
Dati “spesa media natalizia” come pubblicato da Deloitte
Dati sul consumo di dolci natalizi secondo la ricerca di Digicamere
Dati relativi agli alberi di Natale come riportato dal Corpo Forestale dello Stato og Coldiretti
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/Presepe_di_Manarola_julekrybbe_wikimedia.jpg532800Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2015-11-27 10:01:062024-03-10 12:48:17Julen 2015 koster i gennemsnit 374 €, og et halvt kilo på vægten
Tredobbelt-fusionsmad:
“Smørrebrød på sushi-manér med italienske råverer” SMØØSHI >> – og italienerne udtaler det naturligvis “smooshi” – er en spændende restaurant indrettet i lys skandinavisk stil i Via Vincenzo Monti 27 tæt ved Cadorna-stationen i Milanos centrum.
( Åben tirs-søn 12-15 6 18-24 – tel. 02 7862 2016 – smooshimilano@gmail.com – også udenddørsservering )
De fleste “smøøshi´er” på menukortet kan bestilles i to størrelser til henholdsvis € 3 og € 6.
De klassiske “smøøshi” er komponeret ovenpå fire grundingredienser:
– rugbrød, gul ris, majspolenta eller sorte italienske Venere ris.
…artiklen fortsætter under annoncen
Til vores aperitif inden middagen fik vi først serveret “Mini-Smøøshi på base af polenta med porre og salsiccia, og rugbrød med svampe, frisk figen og flager af pecorino-ost. “Smøøshi Original” (€ 7) er restaurantens bud på en klassisk dansk laksemad med rugbrød, smør, lakserose, røde bønnespirer, radisse og rødløg. Til trods for, at vi var seks ubeslutsomme kvinder, der absolut ikke bestilte det samme, var betjeningen både venlig, professionel og hurtig. Blandt de originale “Smøøshi” var vi omkring “3 farvet” med tun, bøffelmozzarella fra Paestum, soltørrede tomater og let pesto”, “Svampe kreme med Canederli” fra Trentino, Speck-chips og Pecorino-ost.
Vi smagte også “Smøøshi Gourmet” (€ 10) – rugbrød, hamburger af Fassonekvæg fra Piemonte med kreme af Tomino ost fra Langheområdet, braseret rød Trevisana salat, sprødt bacon, karamelliseret løg og barbaquesauce.
Menukortet indeholdte i oktober 2015 også en “Chef Gourmet” med Burrata ost fra Puglia, sorte trøfler fra Norcia og Scampi rejer.
Der er også altid en dagens, suppe, vegetarmenu, børnemenu, og naturligvis også et fint udvalg af “Dessert Smøøshi”, som de to herunder med Hindbær, og Shøøshi´s udgave af klassikeren Tiramisu. Smøøshi serverer også aperitif, har forskellige specialøl og thetyper, samt et omfattende og fint vinkort. Som nævnt var vi seks kvinder af blandet dansk og italiensk afstamning, der sørgede for at den dygtige tjener havde rigtigt meget at se til. Stemningen og ikke mindst fornemmelsen i svælg og mave var absolut god efter middagen, selv om der var bemærkninger om, at det ikke var “dansk” nok, og at “røde bønnespirer ikke er helt klassisk til laksen i Danmark”, og “rugbrød er smagt bedre”… Personligt synes jeg, eksperimentet med “Nippo-Danish-Italian-fusions-køkken” er ganske vellykket på Smøøshi. Det fungerer med at anvende italienske råvarer – som årstidens figen og trøfler, eller scampi og italienske oste ecc. – og på den måde udvide smagsoplevelsen. Valget af de fire baser med rugbrød, de to slags ris og majspolenta – der absolut ikke er hverken dansk eller japansk! – er både modigt, og netop en del af “fusionerne”.
Jeg vil bestemt selv spise på Smøøshi igen. Næste gang vil jeg vælge de 6 små smagsprøver (€ 18) for at lave en slags “full immersion”. Og jeg vil også invitere italienske veninder på Smøøshi som en slags kreativ introduktion til det danske køkken.
Flere – og meget flottere foto end mine, jeg indrømmer det! – direkte fra restaurantens hjemmeside >> – hvor du også finder menu på italiensk og engelsk.
-syl-
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/smooshi_logo.jpg359458Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2015-11-24 12:18:092015-11-27 10:20:53SMØØSHI: Dansk inspireret fusionsmad i Milano
RENZI: VI ER IKKE I KRIG, OG SLET IKKE UDEN BÅDE USA OG RUSLAND! MERE OVERVÅGNING OG BEKYMRING FOR DET KATOLSKE JUBELÅR
Dagen før attentaterne i Paris blev 17 personer arresteret i en fælleseuropæisk politikaktion, der strakte sig fra Italien til Norge. Gruppen bestod af 16 kurdere og én kosovarer.
– I dag er en smuk dag for staten, for det italiensk hold. Carabinieri-betjentene fra ROS (en specialenhed, red.) har udført en meget vigtig anti-terror aktion, der er et eksempel på. hvor stærke vi er når staten og det internationale samarbejde fungerer, udtalte den italienske indenrigsminister Angelino Alfano torsdag den 12. november 2015.
– Indtil nu har Italien haft et forebyggende system, der har virket, understregede indenrigsministeren.
Det italienske anti-terror beredskab har en lang historie. Opbygningen begyndte for flere årtier siden i kølvandet på de cirka 15 ”Bly-år” med politiske terror, der omfattede alt fra bomber til bankrøverier, kidnapninger og brutale skudepisoder.
PERMANENTE NØDLOVE SIDEN 1975
Mens man i Danmark den 18. november skal diskutere asylstramninger, der blandt andet vil tillade frihedsberøvelser uden sigtelser udover de i dag tilladte 3 gange 24 timer, så har italienerne levet med nødlove i flere årtier.
Bombeattentatet mod banken Banca Nazionale dell`Agricoltura i Milano den 12. december 1969 regnes af mange begyndelsen på Bly-årene.
Flere attentater fulgte og den 22. jaj 1975 vedtog parlamentet den såkaldte Reale-lov, navngivet efter davæerende justitsminister Oronzo Reale.
Loven fra 1975 forøgede straframmen for terroraktioner og tillod politiet i meget større grad at trække våben for at forebygge terroraktioner som for eksempel bombeattentater og bankrøverier.
Forebyggende arrestationer baseret udelukkende på mistanker i op til 96 timer blev også tilladt, og der blev indført et stadig gældende forbud mod at bære styrthjelme og masker offentligt.
Loven tillader også stadig italiensk politi at foretage ransagelser uden dommerkendelse hvis de mistænker folk for at være i besiddelse af våben.
…artiklen fortsætter under annoncen
Cossiga-loven efter daværende indenrigsminister og senere præsident Francesco Cossiga blev vedtaget den 16. februar 1980.
Her bliver det gjort til en strafbar forbrydelse at støtte terrorisme.
Mulighederne for ransagelser uden dommerkendelser udvides, og mistænkte må holdes varetægtsfængslede indtil en endelig dom er faldet.
Cossiga-loven indfører også muligheden for strafnedsættelse til terrorister, der samarbejder med myndighederne. DASPO-loven kommer i kølvandet på voldelige episoder med de såkaldte ultra-grupper af italiensk tifosi, og bliver vedtaget den 13. december 1989.
Med loven kan man forbyde personer, der anses for farlige, at deltage i offentlige sportsbegivenheder i en periode fra et til fem år. Pisano-loven efter Indenrigsminister Beppe Pisano vedtages i kølvandet på 9/11 den 31. juli 2005. Udlændinge kan opnå opholdstilladelse ved at samarbejde omkring opklaring af forbrydelser, og samtidig kan udlændinge udvises alene på mistanke, hvis de skønnes farlige.
Muligheden for telefonaflytning udvides i en sådan grad at det forsinker udbygningen af wifi og internetpoints, da der skal vises gyldig legitimation hver gang disse muligheder anvendes.
HELLIGT ÅR I SELSKAB MED MILITÆRET Efter attentaterne i Paris er regeringen parat til at afsætte flere midler til sikkerhed på det italienske statsbudget, og alarmberedskabet blev hævet til niveau 2 ud af 3. Næste store opgave er Jubelåret eller Det Hellige År, der begynder den 8. december 2015. Mellem 25 og 33 millioner katolske pilgrimme ventes at besøge Rom inden de hellige døre lukkes og dermed muligheden for tilgivelse for begåede synder ophører den 20. november 2016.
94 ”følsomme” steder i Rom kommer i hele perioden under konstant overvågning.
Det er alt fra terminalerne i Fiumicino lufthavnen til de jødiske synagoger, Peterskirken, Colosseum, Den Spanske trappe samt 39 ambassader og diplomatiske missioner.
Koncerter og fodboldkampe og andre enkeltstående begivenheder vil også blive ekstra overvåget indtil det katolske jubelår er overstået.
Roms politimester underskrev tirsdag den 18. november et dokument, der forflytter 700 soldater fra regionerne Veneto, Abruzzo, Lazio og Sardinien til den italienske hovedstad. De skal sammen med de allerede udstationerede 1.300 militærfolk skal hjælpe politistyrkerne i Rom med den massive overvågning.
Der bliver også udstedt forbud mod overflyvning og mod anvendelse af droner i Rom under hele det katolske jubelår, der i øvrigt har barmhjertighed som tema.
Der er der i dag over 24.000 politifolk i Rom. De er fordelt på 11.684 fra Polizia di Stato, 7.438 fra det militært opbyggede Carabinieri-korps, og 4.397 fra det økonomiske politi Guardia della Finanza.
Det er imponerende tal, der dog også er genstand for kritik fra betjentenes fagforeninger, der klager over slidt og gammelt udstyr, gamle biler og ubesatte stillinger .
ALARMBEREDSKAB SIDEN 2001
I realiteten har Italien været i forhøjet alarmberedskab siden 2001. Allerede kort tid efter 9/11 meddelte den italiensk efterretningstjeneste, at man havde kendskab til konkrete planer om et angreb på byens domkirke.
Her bliver turister og troende kontrolleret ved indgangen af soldater udstyret med metaldetektorer udover de klassiske små maskinpistoler. Den 17. februar 2003 var Milano skueplads for en helt ekstraordinær og grænseoverskridende episode, da den egyptiske iman Abu Omar blev kidnappet og sendt til Egypten af 10 CIA-agenter.
Imanen var tilknyttet den moské i viale Jenner i Milanos centrum, som man mistænkte for at være en Al Quada-base.
I 2014 endte dén sag i Italiens højesteret med frikendelse af den italienske efterretningstjeneste, der fik medhold i, at de ikke var involverede i episoden. Flere amerikanske agenter blev dømt i sagen, men er aldrig blevet udleverede. Efter attentatet i Madrid i 2004 blev sikkerheden skræpet endnu mere, og en overgang var Milano den by i Europa, hvor der var flest overvågningskameraer.
Også andre steder i Italien er mulige mål for terror blevet sikret.
Det gælder blandt andet et af sidekapellerne i Petronous kirken i centrum af Bologna.
Her skal man igennem metaldetektor for at se et kalkmaleri fra 1300-tallet, der viser hvordan digteren Dante Alighieri i sit berømte værk ”Den Guddommelige Komedie” har placeret profeten Muhammed i Helvede, fordi han i følge Dante og datidens opfattelse havde skabt splid i den katolske religon.
Omfattende sikkerhedskontrol i lufthavnene har italienerne vænnet sig til, og siden foråret 2015 har italienske togrejsende af sikkerhedsgrunde været tvunget til at sige farvel til venner og familie inden de satte sig i toget.
På hovedbanegårdene i Rom, Firenze og Milano skal man nu vise billet for at komme til perronerne, og der tales om at indføre obligatorisk navn på billetter og samme type sikkerhedskontrol som i lufthavnen til hurtigtog.
Deruover kontrolleres alle nummerplader i dag automatisk og elektronisk ved det italienske grænser, ved indkørsel på italienske motorveje og ligeledes ved indkørsel til centrum af de mange både større og mindre byer, der har betalingsring omkring bymidten.
Den 16. november udsente italiensk politi en alarm om, at en sort Seat Ibiza med nummerpladen GUT 18053 var på vej mod Torino med en at de terrormistænkte fra Paris.
Grænsepolitet gik straks efter ud og dementerede:
Ingen bil med den nummerplade er kommet over de italienske grænser i dag blev det lakonisk meddelt, og bilen blev få timer efter fundet udenfor Paris.
Sikkerhedskontrol og massiv tilstedeværelse af politi og militær var også en del af verdensudstillingen EXPO2015 i Milano, og der blev sukket lettet blandt de ansvarlige for sikkerheden, da udstillingen sluttede den 31. oktober 2015.
SKÅNER TERRORISTERNE ITALIEN?
Attentatplaner og trusler som i august, hvor kalifatet i Sirte i Libyen meddelte, at ”Libyen er døren til Rom”, og tørt konstaterede, at Rom også var indefor rækkevidden af kalifates missiler, har det ikke skortet på, men Italien er indtil videre gået fri.
Den italienske politichef Alessandro Pansa udsendte efter attentaterne i Paris ordre til at skærpe sikkerheden omkring kulturelle og religiøse begivenheder. Han har tidligere i år udtalt, at Italien er i risikozonen, og har blandt andet fortalt, at de omkring 60 ”foreign fighters” i Syrien, som politiet har kendskab til, er under overvågning. Efter politichefens mening er det ”ensomme ulve”, der udgør den største risiko for terrorangreb i Italien.
Andre håber på, at det meget krititserede venskabelige forhold mellem italienske regeringsledere som Giulio Andreotti og Bettino Craxi i 1970´erne og 1980´erne og den nu afdøde PLO-leder Yassir Arafat stadig spiller en vis rolle, og er med til at beskytte landet mod terrorangreb.
RENZI: ITALIEN ER IKKE I KRIG
Den italienske regeringsleder Matteo Renzi manede efter attentaterne i Paris først og fremmest til forsigtighed efter attentaterne.
Han har tilsyneladende sat mundkurv på forsvarsminister Roberta Pinotti, der var for hurtig på aftrækkeren og udtalte sig positivt om Italiens deltagelse i bombardamenter i Syrien.
For Renzi er det lige nu mere end nok, at Italien er med i Iraq-koalitionen og stadig har soldater i Afghanistan. Og han understreger, at uden både USA og Rusland vil Italien ikke være med til en optrapning af aktiv krigsdeltagelse. – Vi er et land, der er i farezonen for international terrorisme fordi vi er en del af den store internationale koalition mod Kalifatet. Indtil nu har vi haft en forebyggelse, der har fungeret. Men vi skal undersøge muligheden for at skubbe Assad af scenen uden at gentage fejlene fra Libyen, lyder en sammenfatning af den italienske regerings officielle politik.
19. november 2015
Den amerikanske ambassade i Italien advarer på sin hjemmeside amerikanerne i italien:
– Hold Jer væk fra religiøse monumenter i Rom, Milano, Torino og Napoli.
Samtidig har FBI afleveret en liste med 5 navne på islamiske fundamentalister i Italien, som de mener er i gang med at forberede et attentat på en kirke.
De 2.800 tilskuere til sæsonpremiere i Scala Operaen den 7. december skal igennem metaldetektor.
24. november 2015
Siden 2002 er 242 terrormistænkte personer blevet udvist af Italien.
Tallet for 2015 er foreløbig 59, de seneste fire blev udvist den 23. november.
Indenrigsminister Angelino Alfano oplyser, at man har kendskab til 81 italienske statsborgere, der opholder sig som såkaldte “foreign fighteres” i Mellemøsten.
-//-
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2015-11-18 15:45:252024-03-10 12:55:45Italien efter attentaterne: Bekymring for det katolske jubelår
“Ciao” skønnes at være en sammentrækning af en gammel hilsen, som slaverne i Venedig hilste deres herrer med: “Schiavo Vostro” (Eders slave).
I dag er “ciao” lige så udbredt som det engelske “Hi”, men pas på: Betydningen i dag er ikke underkastelse, men derimod en hilsen blandt venner.
Man er jo stadig ofte Des i Italien, så jeg siger efter over 25 år i samme ejendom stadig “Buongiorno” og “Buonasera” til de fleste af de beboere, der er ældre end jeg.
Også på mange arbejdspladser vil et “friskt ciao” til en overordnet udløse løftede øjenbryn, og man hilser også formelt “Buongiorno” og “Buonasera” på restauranter og barer, hvor man ikke er stamgæst.
MAN KAN ALTID KOMME GALT AFSTED!
Det kræver altså ofte, at man er på venskabelig fod for at bruge “Ciao”, med med nogle mennesker kommer man instinktivt i tvivl…
Er man i tvivl, så kan man bruge den antikke romerske hilsen “Salve”, der er en mellemting mellem Ciao og Buongiorno.
…artiklen fortsætter under annoncen
Er man derimod én gang kommet på “Ciao-niveau”, så udløser det løftede øjenbryn at gå tilbage til “Buongiorno”: – Er vi ikke venner længere? kan reaktionen være…
Hvornår man derimod skifter mellem “Buongiorno” og “Buonasera” – Goddag og Godaften – lærer jeg nok aldrig.
Fornemmelsen er, at det er Godaften, når butikkerne lukker op efter frokostpausen, men i Milano holder de fleste åbent hele dagen… En anden fornemmelse er også, at Godaften begynder senere i Syditalien end heroppe hos mig nord for Appeninerne.
TID ER FLYDENDE!
I det hele taget er tid et flydende begreb i Italien, og igen kan man som turist og indvandrer kun komme galt afsted:
Jeg har venner i Syditalien, der mødes “sidst på eftermiddagen” kl 20.30.
Og når veninden fra Syditalien inviterer på middag – i Milano! – kl 20.30 forventes man derfor at vide, at hun bestemt ikke regner med at se dig før kl 21.00-21.30.
Faktisk kiggede hun bebrejdende på mig, da jeg første gang kom “til tiden”: – Hvorfor kommer du nu, jeg er da slet ikke klar!!!
HVOR MEGET MÅ MAN KOMME FOR SENT? “Accepterede forsinkelser” er også geografisk betingede:
I Milano accepteres trafikken som undskyldning for forsinkelser op til 20 minutter.
I Rom regnes det ikke for uforskammet at komme en time senere til middagsaftalen.
Længere sydpå har man ind imellem fornemmelsen af, at bare man dukker op på et tidspunkt inden solopgang, så er det ok.
“SKÅL” ER HELLER IKKE BARE “SKÅL”!
“Ciao” bruges i øvrigt også som “Skål” – igen når man er venner.
Den formelle skål er “Salute” – der betyder “en hilsen”, men den mindre formelle skål også kan være “Cin Cin” (TJIN TJIN – ikke Tintin!!!)
–//–
