Re-integration i Danmark 2: Stilhed og uledsagede børnestemmer

/i , , , /af

DAG 2 i Danmark – tirsdag 12. december 2017
Det er stille på de østrigske og tyske motorveje. Ikke køretøjerne, der har næsten lige så meget lyd som i Italien.
Vi bruger jo hornet lidt mere, bare lidt.
Stilheden er fravær af adspredelse.
Der er ikke reklameskilte for mindst hver halve kilometer på markerne langs motorvej 7/E45.

Man kan blive helt søvnig af det, og er nødt til at skrue op for musikken eller tale højt med sig selv, mere end normalt.

…artiklen fortsætter under reklamen

En december morgen i Holbøl, mit midlertidige domicil, er også bekymrende stille. Det har sneet, og min husvært sender mig ud med sneskovlen, fordi hun så gerne vil have været den første på gaden til at rydde sne én gang inden huset forhåbentligt snart er solgt. Tre huse længere henne havde de dog allerede været ude.

Der bor 409 mennesker i landsbyen. Lokalbrugsen med tilhørende benzintank, posthus, juletræer til salg, frisk morgenbrød og håndkøbsmedicin ligger 100 meter til venstre, Der er Biks og Bajer hver torsdag på Landbohjemmet, og på søndag får byen ny præst. Begge dele har jeg tænkt mig at deltage i

Jeg bor ellers i Holbøl centrum, bare så i ved det.
Der bor 409 mennesker i landsbyen. Lokalbrugsen med tilhørende benzintank, posthus, juletræer til salg, frisk morgenbrød og håndkøbsmedicin ligger 100 meter til venstre, Holbøl Landbohjem 300 meter nede ad gaden efter kirken, og overfor er der både børnehave, friskole og ny multihal. Der er Biks og Bajer hver torsdag på Landbohjemmet, og på søndag får byen ny præst. Begge dele har jeg tænkt mig at deltage i.

Døde huse med lys i juledekorationerne

Der er bare ingen lyde.
Heller ikke når bilerne afleverer børnehavebørn. Eller også er det bare fordi, danske børns arbejdsdag begynder tidligere end jeg får øjne?

Der er heller ingen nævneværdig larm, når skolebørnene afleveres, og det giver bare et lille sus, når rutebilen kommer forbi én gang i timen.
Rutebil?
Ja, jeg kan meget bedre lide ordet rutebil end det simple bus. Jeg er nok blevet lidt gammeldansk efter de mange år i Italien.

Jeg sidder bag vinduet, med tændte fyrfadslys og lytter forgæves efter stemmer. På formiddagsturen med vovserne møder vi ingen. Stilheden er total, bortset fra vore åndedræt og det frostknasende græs på uendelige marker.

Så jeg sidder bag vinduet, med tændte fyrfadslys og dagens anden lange kaffe fra Bodum-kanden og lytter forgæves efter stemmer. På formiddagsturen med vovserne møder vi ingen.
Ikke ingen som i Odysséen, men ingen som i ingen. Stilheden er total, bortset fra vore åndedræt og det frostknasende græs på uendelige marker.

Jeg undrer mig på samme måde som min italienske mand for over 28 år siden over de åbne huse, hvor man kan se direkte ind i folks privatliv og vægudsmykning gennem vinduer uden persienner og skodder.
Det er grænseoverskridende og lidt pirrende at kigge så direkte ind i andre menneskers privatliv.

Hvorfor gå aftentur uden besøg på kaffebaren?

I sommerhuset i Strib på Fyn gik vi altid tur efter aftensmaden.
”God ide, så kan vi snuppe en kaffe henne på baren”, sagde Sergio i sommeren 1990, da vi var i sommerhuset med hans kommende svigerforældre.
”Der er ingen bar i Strib”, meddelte jeg.
”Hvorfor skal vi så gå en tur?” spurgte han.

Vi gik turen, og det blev lidt pinligt, da min far begyndte at småprutte.
Dét gjorde han nu engang under aftenturen.
På en eller anden måde var det måske formålet med aftenturen.

Sergio synes, det var så pinligt, at han måtte gøre noget.
Så han begyndte at synge italienske sange som Volare, La Madonnina og Oh Sole Mio.

”Næ, sikke en hyggelig og romantisk mand, du har fundet”, sagde min mor, og jeg fortalte hende aldrig, at det var for at overdøve Gammel Oles mavegasser.

”Du lyver. Der var masser af barer, vi kunne have drukket kaffe på”, lød anklagen mod mig, da vi var tilbage i sommerhuset.
”Hvad? Der var da ikke en eneste bar!”

”Du bliver ved med at lyve. Der var masser af steder, hvor der sad mennesker. Og de både spiste og drak”, fortsatte Sergio.

Han troede simpelthen, at vi på strandstien i Strib var kommet forbi mindst 15 restauranter og barer, bare fordi man kunne se ind i folks spisestuer og køkkener.

På deres bryllupsrejse var de kommet til en mindre jysk provinsby, og havde set et sted, hvor der blev drukket kaffe og spist dejlige kager i en have. De gik ind og bestilte to kaffe og pegede på de kager, de gerne ville have, og fik prompte serveret det hele. Først da de ville betale gik det op for dem, at de var gået ind i en privat have, hvor familien havde gæster til søndagskaffe.

Da jeg fortalte den historie til et selskab i Milano et par år senere, brød et yngre ægtepar sammen af grin. På deres bryllupsrejse var de kommet til en mindre jysk provinsby, og havde set et sted, hvor der blev drukket kaffe og spist dejlige kager i en have. De gik ind og bestilte to kaffe og pegede på de kager, de gerne ville have, og fik prompte serveret det hele.

Først da de ville betale gik det op for dem, at de var gået ind i en privat have, hvor familien havde gæster til søndagskaffe.
Det blev en af bryllupsrejsens bedste oplevelser.

Går i skyggen, men lukker lyset ind

I Italien er privatlivet bag hjemmets mure altså helligt, og lukket inde bag skodder både om sommeren for at holde varmen ude, og om vinteren for at holde kulden ude. Termoruder og isolering er aldrig helt slået igennem syd for Alperne, men dobbeltruderne har nu i fire år sikret mig lys i lejligheden i Milano året rundt. Termoruderne holder som forventet varmen ude om sommeren og kulden ude om vinteren uden skoddernes mørke.

Jeg er så italiensk integreret, at jeg går i skyggen fra februar til november, fordi man får sol og lys nok i Italien. Men jeg vænner mig aldrig til de mørklagte italienske boliger.
Jeg går i skyggen, men lukker lyset ind.

Tilbage under tirsdagens hundeluftning i Holbøl er der lys i juledekorationerne ude og inde, men der er intet liv i husene i løbet af dagen. Solen er dog uventet dukket frem, da vi kommer forbi børnehaven på vejen hjem.

Miraklet på legepladsen

Og dér sker miraklet, som jeg stopper op og nyder i flere minutter.
Barnestemmer.
Glade barnestemmer i flyverdragter, varme støvler, vanter, og sne og pjask på legepladsen, der blandt meget andet byder på bakket terræn, legehuse og et sørøverskib. Nogle børn leger sammen, andre leger alene. De sidste identificerer jeg mig automatisk med i min verbale ensomhed som midaldrende hundelufter.

Der er ingen voksenstemmer, kun vintersprøde barnestemmer. Der mangler de emsige italienske mødre og/eller pædagoger, der afbryder og ødelægger enhver leg med evindelige og gentagne formaninger om, hvor farligt det hele er, og hvor beskidt man kan blive

Jeg grubler over, hvad der er så helt anderledes end italienske børnehaver, altså udover at italienske børn – med undtagelse af dem i Alperne måske – aldrig ville blive lukket ud på en normal dansk vinterdag.

Så går det op for mig.
Der er ingen voksenstemmer, kun vintersprøde barnestemmer. Der mangler de emsige italienske mødre og/eller pædagoger, der afbryder og ødelægger enhver leg med evindelige og gentagne formaninger om, hvor farligt det hele er, og hvor beskidt man kan blive.

Jeg nyder miraklet i så lang tid, at jeg er bange for, at jeg er mistænkelig, inden jeg går ind i min fyrfadsoplyste og musestille hule.
Italienske Nek bliver sat til afspilning med høj volume.

Milanos ufrivillige lydtapet

Jeg savner Milanos lydtapet.
Den evige larm, som altid akkompagnerer mig i Italien.

Hvad enten det er det på fjerde år døgnet rundt skrigende barn på første sal, portneren der ordner affald klokken død om morgenen, idioten med den borede, hakkede og tunede scooter, der mindst to gange om dagen kører på ét hjul ned ad min gade. De pensionerede mænd, der ordner verdenssituationen og via Planas foran Pinos Bar. Smalltalken.

Møder i en selvsnakkende dame i Holbøl, så er det mig. Og på den anden side er stilheden og tavsheden også velgørende.

Jeg savner smalltalk, og at hilse på og tale med mindst tyve mennesker på min daglige morgenkaffe-avislæsning-luftetur.


Møder i en selvsnakkende dame i Holbøl, så er det mig.
Og på den anden side er stilheden og tavsheden også velgørende.
Roen sænker sig i mit hovede på en måde, jeg helt har glemt.
Det er ok bare at være sammen med mig.

Nå, torsdag skal jeg til Sønderborg. Så vil jeg helt sikkert dytte af nogle andre bilister, bare for ikke at glemme det helt.

Alle foto: Charlotte Sylvestersen.

–//–

På re-integration i Danmark 1: Bratwurst, bil-filosofi og fordomme

/i , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 1 i Danmark/Mandag 11. december 2017
Kasseler Berge skal bare overstås.
Med 1100 cm3 er det ydmygende, når man skal i tredje gear, og gemme sig mellem lastbilerne.

Der var dog ikke nær så mange lastbiler, som jeg havde regnet med mellem Kassel og Hamburg.
Det skyldes sandsynligvis, at der trods økonomisk krise alligevel stadig er usandsynligt mange lastbiler på Tangenziale motorringvejen omkring Milano, hvor Panda og jeg slår de fleste af vores folder.
Eller måske foregår en meget større del af logistikken rent faktisk med tog i Tyskland.
Jeg ved det ikke.

…artiklen fortsætter under reklamen

Jeg er også lidt ligeglad.
Som de fleste andre brokker jeg mig og bander også over lastbilerne, specielt når de blokerer midterbanen med 99,7 kilometer i timen.

Ellers elsker jeg – rent principelt – lastbiler

For mange år siden besluttede jeg dog, at lastbilerne er et ekstremt positivt symbol på et dynamisk samfund, hvor hjulene i mere end én forstand kører rundt. Lastbilerne er produktion, vareudveksling og dermed penge, der cirkulerer.

Lastbiler og personbiler er vækst, ligesom radioens besked om, at der den 19. november var indregistreret rekordmange – 2.983.500 – køretøjer i Danmark, selv om danskerne jo er så miljøbevidste.

For det er fedt, vildt fedt, at varer og mennesker kan bevæge sig som de vil. Jo flere og jo mere, jo bedre. I mine verdener er vækst ikke et fyord, og altså heller ikke i danskernes, når det lige nøjagtigt gælder forelskelsen i privatbilismen. Og til trods for, at man i Danmark er så miljøbevidste.

 Super-bilister

”Det kan da ikke være godt for miljøet, at vi får nye håndklæder hver dag”, sagde en gæst i Toscana til mig med bebrejdende mine og tone i sommer.

”Hotellet vil gerne vise sig fra sin bedste side. Hvis du virkelig vil gøre noget for miljøet, så skulle du vel egentligt overveje, om du skal tage et fly til Italien og køre rundt i Toscana i en dieselbus i otte dage”, svarede jeg med et smil, og kun fordi jeg vidste, at dén gæst havde humor nok til at forstå beskeden.

Han gav mig grinende ret, og nød forhåbentligt sine nyvaskede håndklæder hver dag. Sådan flyver tankerne i en Panda på motorvej 7/E45 i Tyskland en mandag formiddag, mens Gianna Nannini og Lucio Dalla synger og spiller for fuld udblæsning.

Frauen und autos

Fuel, kaffe og chokolade på en raststelle. To mænd er ved at fylde frostsikker sprinklervæske på deres varevogn. Min sprinklervæske var ikke frossen den morgen, så i ren begejstring over en gennemsigtig forrude havde jeg brugt det hele på blot to en halv times kørsel.

På mit skoletysk fik jeg forklaret, at jeg havde brug for hjælp til opfyldningen.

Stolt åbnede jeg motorhjelmen, som Linda lærte mig det på vores roadtrip i fjor. De to deutsche mænner fandt efter lidt besvær sprinklertanken, sendte mig ind i butikken efter frostvæsken, fyldte på, og hurra for en forrude. Verden og endda en tysk motorvej er så meget bedre set igennem rene briller og forruder.

Post Nord panik

Denne køredag havde kun ét ubehageligt øjeblik. Pludselig havde jeg en lastbil fra Post Nord til at ligge foran mig.
Så bliver man jo bange for, at man aldrig når frem.

De første år jeg boede i Italien var breve og pakker et evigt lotteri.

Jeg har også flere gange tudet efter besøg på posthuset, når jeg har manglet et stempel, et ID-kort eller hvad skrankepaverne den dag havde besluttet sig for at genere mig med.

Nu er det omvendt.
Hjemme i Italien taler vi meget lidt om posten, den kommer bare.
Herhjemme i Danmark tales og skrives der rigtigt meget om posten.
Men den kommer aldrig.
Verden er i evig forandring.

Jeg skyndte mig at overhale Post Nord lastbilen, og kokken 15.47 var Panda parkeret foran Lindas hus i Holbøl. Inden hun nåede frem var den tømt.

Er du klar over, hvor meget der kan være i en Panda?

Re-integration og fy-fordomme

Nu er det jo et re-integreringsforsøg, jeg er i gang med. Kan jeg fordomsfrit genfinde min indre dansker i løbet af de kommende uger og måneder?

Min veninde Linda er uundværlig for succesen, er jeg sikker på. Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Linda medbragte en food-integrationspakke med pandeklar frikadellefars, rødbeder, agurkesalat, rugbrød, vitaminpiller med ekstra D-vitamin, Lurpak, blå Royal fra Ceres, Piratos, Saltfisk, Karolines Kakaomælk og andre basisfødevarer.
Der var også starin- og fyrfadslys i rå mængder, men skal jeg være kritisk, så manglede de ristede løg altså.

Det viste sig, at der var flere forskellige øltyper ude i Lindas skur.
En del var tæt på udløbsdato, og så byggede vi vores eget øl-juletræ, og undrede os næste morgen over, at man kan drikke 25 øl uden at blive stangstive eller få nævneværdige tømmermænd.

Ok.
Lidt italienerbøvet og fordomsfuld blev jeg, da Linda kom til at provokere.
Sønnike havde været ude for en oversvømmelse i sin studenterlejlighed, og skulle selv betale.
Linda kom til at sige, at ”det var jo forsikringsselskabets skyld, fordi de ikke skrev, da han fyldte 21 år, og derfor ikke længere var omfattet af min ansvarsforsikring”.

Det er altid andres skyld i Danmark.
Så tændte min indre italiener lidt af, inden Linda mindede mig om, at jeg havde meddelt, jeg ville komme fordomsfri til Danmark. Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Freden og min lunte var dog kort. Linda fortalte, at fordi hendes hus – mit midlertidige domicil – har været til salg i over et år, så skal hun nu betale for endnu et hold tilstandsrapporter…

”Tilstandsrapporter og min bare røv! Man køber som beset, for Helvede. Det er sgu da køberen, der skal sikre sig hvad han anskaffer sig. Det er den omvendte verden. Fuldstændig som med skat.dk, hvor du skal bevise din uskyld, mens væsenet har lov til at formode din skyld. Hvorfor i hele hule Helvede finder I jer i det?” råbte jeg og fortsatte videre i den dur, indtil Linda mindede mig om, at jeg havde lovet at komme til Danmark med et åbent sind.
Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Således bedugget og beriget sluttede dag 0 i Danmark.
Fra tirsdag begynder min danske hverdag.

Fotos: Charlotte Sylvestersen.

–//–

På re-integration i Danmark 0: Falske vejrudsigter, frossen sprinklervæske og Pippi i Panda

/i , , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt, fra både Italien og Danmark, om hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

Søndag 10. december 2017:
Under min morgenbriefing med mig selv inden afgang mod Nordeuropa fra Malcesine ved Gardasøen lovede jeg mig selv at køre forsigtigt, ikke tage nogle chancer, og så absolut holde ind ved et hotel tæt på motorvej 7/E45 inden det blev mørkt.

Vi, Panda, vovserne på bagsædet og jeg, kørte som programmeret afsted klokken 06.28, og indtil vi nåede det nordlige Østrig, uden grænsekontrol ved Brennerpasset, gik alt planmæssigt.

ØSTRIG I SOLSKIN, MEN DET GIK OVER

Min erindring snyder måske, men jeg mindes ikke, at man skulle over et decideret bjergpas på over 1.200 meter for at komme fra Østrig til Tyskland. Jeg vil da heller ikke udelukke, at jeg bare blindt har fulgt den korteste vej, som min GPS foreslog.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det bekymrede mig at se rastepladser dedikeret til påsætning af snekæder, og såmænd også, at de modkørende biler fra Tyskland havde 20-25 centimeter sne på taget, men efter en tissepause og lidt fuel til Panda fortsatte vi over passet.

Nede fra passet og inde i Tyskland, uden grænsekontrol mellem Østrig og Tyskland, sneede det endnu mere, og havde åbenbart sneet i flere timer. Min gode venner Frits og Linda i Malcesine havde ellers tjekket en masse vejrudsigter. De havde forsikret mig, at jeg under hele turen til Danmark lige netop ville have snefald i ryggen og ikke foran mig. Mekaniker Walter i Milano havde også lovet at fylde frostsikker sprinklervæske på Panda. Ingen af delene holdt.

Vejen forsvandt og bilen rallede

Jovist kom jeg da fremad. Jeg blev liggende bag en gigantstor Land Rover, og vi kom frem med mellem 45 og 55 kilometer i timen. Undervejs kunne man se mindre og mindre af vejen foran sig, og forruden i sig selv blev også temmelig uigennemsigtig, fordi sprinklervæsken trods mekaniker Walters garantier jo var frossen. Mobilen var ved at være død, fordi GPS´en havde været på i flere timer, og nu har jeg så lært at sætte Power Banken til, inden mobilens dødsrallen begynder.
Man kan altid lære.

Med andre ord.
Klokken var 11.30.
Vejen var usynlig, forruden mudret og mobilen halvdød.
Der var stadig langt til Danmark.

Vi stoppede på et stopfyldt raststelle, hvor hundredevis af andre bekymrede bilister gik rundt med endnu mere bekymrede miner end min, men dog alligevel kunne spise solid tysk kost som schnitzler, bratwurst og en masse kål.  Modløst brugte jeg mobilens sidste energi til at notere, at der lå tre hoteller umiddelbart efter næste motorvejsafkørsel ni kilometer fremme.

Pippi i Panda

Ude på vejen gik der Pippi Power i situationen. Vi kørte forbi afkørslen, lagde os bag endnu en kæmpebil med dobbelt så brede dæk som Panda og sneglede os frem med 55-60 kilomter i timen.
Jeg overbeviste mig selv om, at man snildt kan køre i verdens sikreste bil, men hvis du er en usikker bilist, så er Pippi i Panda bedre.
”To timer”, tænkte jeg, så tager vi en beslutning for natten, for jeg havde jo lovet mig selv ikke at køre i mørke.

To timer senere var mobilen ladet op. Hundene blev luftet i sneen, og jeg fik tisset. Man kan jo ikke tage beslutninger, når man er tissetrængende, det ved alle.

Så ringede jeg til Landgasthof Hess syd for Kassel, og reserverede et værelse til vovserne og mig. Planen var oprindeligt at lande lige dér, over halvvejen til Danmark, mellem klokken 15.30 og 16.00, mens det stadig var lyst.
GPS sagde, jeg ville lande 18.15 og jeg parkerede Panda i buldermørke foran hotellet klokken 18.40.

Efterrationaliseringer
De køretekniske udfordringer på første rejsedag fik luftet ud i min hjerne og i de skræmmende re-integrationstanker, der i dagene op til afrejsen havde gjort mig nærmest panisk stresset:
Kan min mave klare dansk mad i længere tid?
Er mit tøj og mine sko varme nok?
Er der stadig kun konstant modvind – også på cykelstierne?
Er det en god ide at tage favoritpasta og favorit risottoris med?
Det slog mig flere gange, at min hjerne var fyldt med de samme bekymringer, som min italienske mand altid havde før ferierne i Danmark.
Jeg skulle i øvrigt have taget et lager af risottoris fra Po Deltaet med. De der risottoris fra Netto overbeviser altså ikke.

Klokken 19.30 sad jeg så bænket med en dobbelt winerschnitzel mit bratkartoffeln, der mindede om bakkerne lige netop der i Kasseler Berge.

Hundene var fodret, og efter et varmt bad, og en sidste luftetur mellem snebelagte bindingsværkshuse besvimede vi alle tre inden klokken 22.30, med de planlagte kun 580 kilometer foran os dagen efter.

Ja, ok, hundene risikerede at besvime inden.
Hjemme i Milano hopper de op i sengen fra fodenden.
På Landgasthof Hess var der et sengegærde i fodenden, så det plankede de op i og faldt ned af et par gange, inden de opdagede, at det var nemmere at hoppe op langs sengens side.
Man kan altid lære.

Foto: Privatfotos

–//–

Buon Natale & Felice Anno Nuovo

/i , /af

Kære alle danske fans af Italien.
Glædelig jul & godt nyt år fra en vandkold og blæsende juleaftensdag et sted i udkantsdanmark.

Deres udsendte og de to hunde har for et ikke nærmere bestemt tidsrum forladt Italien, og er i fuld gang med et indtil videre fornøjeligt og spændende re-integrations-projekt i gamle Danmark.


Her er det dog en vaskægte december solskinsdag i det sønderjyske

Jeg vil også fra det sønderjyske berette både om Italien, og om den midlertidige re-integration, som i princippet også kan kaldes for overvintring.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det er første gang i knap 25 år, at jeg skal opholde mig længere end 14 dages ferie i Danmark, og netop denne julemorgen er dag nummer 14. Og jeg droppede rugbrødet til fordel for en kage til morgenmaden i dag.

Du kan allerede nu læse flere afsnit i føljetonen om re-integrationen på POV.International, for eksempel afsnittet fra den 23. december om Italiensk overtro og rapænder i Rinkenæs >>.

Jeg glæder mig til at berette meget mere om Italien i 2018 både på italiamo.dk, på POV.International, i Radio24syv, og hvor der ellers er bud efter mig.

Jeg håber at se jer alle inde på den nye Facebookside, hvor i er er velkomne til at deltage, komme med gode tips og stille spørgsmål. Og i er meget velkomne også til at dele siden med jeres venner og bekendte.

Julehilsner fra Holbøl,

Charlotte Sylvestersen og de to italienske lykkedrager

PS: Du kan læse alt om julen i Italien her >> – fra julekrybber- og kager til  lokale traditioner og forslag til italiensk julemad…

PPS: Om jeg allerede efter 14 dage savner Italien?
Hmmm. I dag droppede jeg rugbrødet til morgenmaden og spiste en kage i stedet for. Man kan jo kompensere.
Og i ved et jo, det der med italienere og deres fordøjelse >>.

Jeg savner dog min helt private juleseance på baren her den 24. december. Når jeg er i Milano giver jeg den hele armen som julemand med danske laksemadder og dilddressing, til stor fornøjelse for min italienske landsmænd.

Italiensk Pandora-reklame trukket tilbage, og efterlignet af bedemand

/i , , /af

“Et strygejern, en pyjamas, et forklæde, et Pandora armbånd.
  Hvad tror du gør hende glad?”


Italienske kvinder blev fornærmede over Pandoras reklame, her fotograferet i Milanos metro

Pandoras annonce, der altså nu bliver fjernet fra italienske medier og metrostationer, er blevet efterlignet med morbid italiensk humor af en bedemandsforretning i Rom.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Slut med det sædvanlige armbånd, kun hos Taffo Begravelsesservice finder du de bedste julegaver”:
“…et gravlys, en blomsterkrans,
hvad tror du gør hende glad”

–//–

Migranthistorier 1: Ali med værdighed

/i , , /af

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs.
Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse.
Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt.
Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen.
En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. 

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali.
Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

–//–

Migranthistorier 2: Uden papirer, og meget utilfreds

/i , , , /af

Fra min væg på Facebook den 2. september 2017:
Vi er mellem Uffizi Gallerierne i Firenze. Nordafrikaneren kom hen til de to carabinieribetjente, jeg stod ved siden af.

“Jeg vil klage over soldaterne”, sagde han og pegede mod de to soldater længere ned af gaden mellem Uffizi Gallerierne.

“Ja, hvad har de gjort”? spurgte den ene betjent.

…artiklen fortsætter under reklamen

“De bliver ved med at spørge om at se mine papirer, men jeg har ingen. De spørger hver dag.”

“Hvis du ingen udentifikationspapirer har, så må du jo ikke være her”, lød svaret.

“Jamen. jeg har jo ingen, og nu skal de altså lade være med at genere mig. Jeg har været her i mange år”, fortsatte han på glimrende italiensk med toskansk accent.

De to soldater havde fulgt samtalen på afstand, og kom nu op til nordafrikaneren og carabinierierne.

“Se, de generer mig. Jeg vil anmelde dem”.

“Fint, sagde den ene soldat. Tag ham med på stationen, så vi kan anmelde ham, fordi han prøvede at tage min kollegas maskinpistol, og truede med at myrde os, fordi vil bad om at se ID”.

Hvordan det endte, ved jeg ikke.

Kommer afrikaneren uden ID med på stationen, bliver hans identitet kontrolleret, hvis man kan.
Er han uden opholdstilladelse og har han ikke søgt asyl, får han et papir, hvor der står, han skal forlade Italien.

Hverdag i Italien 2017.

“Strade sicure”
7.000 militærfolk deltager i antiterror operationen “Sikre gader”.
De er udkommanderet til at patruljere og holde vagt ved mulige terrormål, som her ved Uffizi Gallerierne i Firenze.
Carabinieri politiet er et militært opbygget politikorps, der sammen med de lyseblå Polizia di Stato og de mørkeblå Guardi di Finanza udgør det italienske politi.


–//–

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

/i , , /af

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel.
Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent.
Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

–//–

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

/i , , /af

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken.
Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

…artiklen fortsætter under reklamen

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer.
De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der ellers har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

–//–

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

/i , , /af

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt!
Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

–//–