Re-integration i Danmark 3: “Dyre” drikkevarer og kampen mod smørret

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 3 i Danmark – onsdag 13. december 2017
Vi fandt ikke noget brændsel til brændeovnen, da vi tirsdag aften kørte til Tyskland for at handle.
“Domani”, tænkte jeg automatisk. Det finder jeg da bare ud af i morgen eller i overmorgen.
Men jeg kunne godt mærke, at integrationsvejleder Linda blev lidt stresset over, at det ikke lykkedes som planlagt.

Vi gik endda uventet shoppingkolde, så måske var vi alligevel en anelse mærkede af øl-juletræet, som vi konstruerede mandag aften. Vi fik dog på rigtig danskervis købt drikkevarer til flere dåse-juletræer, også med vinflasker, hvis kreativiteten skulle komme over os.

…artiklen fortsætter under reklamen

I Førde Park indkøbscenteret i Flensburg er der simpelthen en specialafdeling med egne kasser til danskere, der kun kommer forbi for at købe drikkevarer.
Imponerende!

En fyldt indkøbsvogn for en hund

Jeg synes alligevel, det hele er dyrt, også selv om vi netop har krydset grænsen for at købe billigt ind.
Andre udedanskere kender det.
For os er en 50´er stadig en halvtredser, som da vi for årtier siden boede i Danmark, og kunne fylde en indkøbsvogn med varer for en hund.

Vi ved jo godt, at der også har været prisstigninger i Danmark, men vores forhold til en hundredekroneseddel følger bare ikke rigtig med.
Og 200-kronersedler er da bare for underlige.
Når man så regner om, og det er vi udedanskere i sagens natur gode til, så ér det ikke dyrt. I danske kroner føles det bare dyrt.

Jeg kommer i hu, at de første to timer i Husgerning på Nørregades Skole i Herning gik med at lære at smøre et brød ordentligt og økonomisk, med margarine, for der blev ikke ruttet med pengene til den del af undervisningen.

Kommer til at tænke på, at jeg stadig nogle gange regner om i lire, selv om det nu er 17 år siden, vi i Italien sagde farvel til at blive millionærer hver måned. Vi var vel i grunden ikke rigere, men med alle 0´erne på liresedlerne føltes det sådan.

Tirsdag stod også fortsat på udpakning.
Er du klar over, hvor meget der kan være i en Panda?

Olie, smør eller ingenting på brødet?

Fem liter forrygende nypresset siciliansk olie var der for eksempel i Pandaen. 
Uden olie på brødet går det ikke.
Hov.
Smør på brødet, hedder det da her.

Nu er Po Sletten i Milano leveringsdygtig i godt smør, og det er først syd for Appeninerbjergene, at olien overtager pladsen nærmest totalt. Men smør på brødet er altså ikke norditaliensk tradition. Brød er et tilbehør til både salat, pastaretter og pålæg. Vi spiser pålægget for sig – gerne med fingrene, for smag sidder også i følesansen – for hverken brød eller smør skal da ødelægge den gode smag af et stykke godt skinke.

”Sådan noget frås”, tænkte jeg de første år i Milano, og insisterede på smørret brød.

Trøffelpaté, artiskokmos, og så en italiensk fedtemad – Fettunta >>. Der er langt fra smørrebrød til italiensk brødkultur.

Sådan gør vi ikke i Danmark
Jeg var ved den gode grød ikke særlig integrationsvillig indtil bordet for alvor fangede, og vi blev gift i 1996. Først dér fik jeg lidt fred med Italien.

Modsat mange andre indvandrere i Italien var jeg de første år kun forelsket i manden og slet ikke i landet. Overhovedet ikke i landet, og heller ikke i italienerne som sådan.

Smørret var nok lidt køleskabshårdt, og mens alle snakkede lystigt var min ekssvigerinde ved at trille ned af stolen af grin. Italieneren kæmpede en ulige kamp med et stykke smør, der ikke ville smøres, men i stedet rullede anarkistisk rundt på rugbrødet

Jeg synes det var et kaotisk land med mærkelige indbyggere, sygt bureaukrati og underlige skikke, og jeg vidste jo, at vi var bedre til alting nord for Ejderen.
”Sådan gør vi ikke i Danmark”, blev nærmest et mantra, og manden må virkelig have været forelsket i mig, eller bare meget tidligt konedøv.

Min mand derimod sluttede aldrig helt fred med dansk madkultur, og jeg får stadig latterkrampe ved tanken om hans første danske søndagsfrokost med min familie i vinteren 1990. Jeg snakkede løs under frokosten, og hjalp ham overhovedet ikke, så historien fik jeg først senere af min daværende svigerinde.

Kampen mod smørret
”Du skulle have set ham, da rugbrødet kom rundt. Han kiggede i panik rundt, og tog som de andre et par halve stykker af det underlige brød. Så skulle der smør på, og det havde han helt tydeligt aldrig prøvet”, fortalte hun.

Smørret var nok lidt køleskabshårdt, og mens alle snakkede lystigt var min ekssvigerinde ved at trille ned af stolen af grin. Italieneren kæmpede en ulige kamp med et stykke smør, der ikke ville smøres, men i stedet rullede anarkistisk rundt på rugbrødet.

Så kom silden, marineret med masser af løg og hele peberkorn.

Både løg og hele peberkorn regnes for farlig mad af mennesker med italienske gener >>, men han fik da silden placeret ovenpå den rodede påsmøring af smørret.

Jeg kommer i hu, at de første to timer i Husgerning på Nørregades Skole i Herning gik med at lære at smøre et brød ordentligt og økonomisk, med margarine, for der blev ikke ruttet med pengene til den del af undervisningen.

Tilbage ved søndagsfrokosten i 1990 kom karrysalaten nu rundt om bordet. Da italieneren så, at den skulle ovenpå silden, fik han ifølge min ekssvigerinde et totalt opgivende udtryk i ansigtet.

Han overlevede, men hans mave havde det aldrig helt godt, når vi var i Danmark. Det blev også i løbet af 25 år kun til en enkelt ristet hotdog med det hele, og siden kun franske med èn slags dressing.

I dag kunne jeg ikke drømme om at ødelægge en god salami eller et lækkert tyndt stykke lufttørret skinke med smør og brød under.
Siger jeg. For se min tirsdagsfrokost her. Så er det da etnisk dansk. Og med Dagmartærte.

Jeg er fast besluttet på i denne re-integrationsproces ikke at bruge udtrukket ”jamen, sådan gør vi ikke i Italien”.
Det bliver svært, men lige netop dét udtryk ved jeg heldigvis i dag er den første bremseklods på vellykket integration. Noget har jeg lært undervejs.

Fra slutningen af 1990´erne har mit integrations-mantra været, at man bare gør tingene anderledes i forskellige kvarterer, byer, regioner og lande. Og anderledes behøver ikke altid være ledsaget af en vurdering på negativ-positivskalaen.
I teorien, i hvert tilfælde.

PS
Da jeg var ude at lufte vovserne om eftermiddagen, stod der en dame på det andet fortov. Hun så ud som om hun ventede på nogen. Så tænkte jeg, at hun måske ventede på at finde ud af, hvad jeg var for én.

Jo da, hun kendte da både Linda, eksmanden og børnene, og havde da også set, at der nu holdt en bil i carporten i nummer tre.

Så fik jeg også talt live med et levende menneske den dag. Ellers blev det mest til smalltalk med vovserne.

Foto: Skribenten

–//–