Re-integration i Danmark 2: Stilhed og uledsagede børnestemmer

DAG 2 i Danmark – tirsdag 12. december 2017
Det er stille på de østrigske og tyske motorveje. Ikke køretøjerne, der har næsten lige så meget lyd som i Italien.
Vi bruger jo hornet lidt mere, bare lidt.
Stilheden er fravær af adspredelse.
Der er ikke reklameskilte for mindst hver halve kilometer på markerne langs motorvej 7/E45.

Man kan blive helt søvnig af det, og er nødt til at skrue op for musikken eller tale højt med sig selv, mere end normalt.

…artiklen fortsætter under reklamen

En december morgen i Holbøl, mit midlertidige domicil, er også bekymrende stille. Det har sneet, og min husvært sender mig ud med sneskovlen, fordi hun så gerne vil have været den første på gaden til at rydde sne én gang inden huset forhåbentligt snart er solgt. Tre huse længere henne havde de dog allerede været ude.

Der bor 409 mennesker i landsbyen. Lokalbrugsen med tilhørende benzintank, posthus, juletræer til salg, frisk morgenbrød og håndkøbsmedicin ligger 100 meter til venstre, Der er Biks og Bajer hver torsdag på Landbohjemmet, og på søndag får byen ny præst. Begge dele har jeg tænkt mig at deltage i

Jeg bor ellers i Holbøl centrum, bare så i ved det.
Der bor 409 mennesker i landsbyen. Lokalbrugsen med tilhørende benzintank, posthus, juletræer til salg, frisk morgenbrød og håndkøbsmedicin ligger 100 meter til venstre, Holbøl Landbohjem 300 meter nede ad gaden efter kirken, og overfor er der både børnehave, friskole og ny multihal. Der er Biks og Bajer hver torsdag på Landbohjemmet, og på søndag får byen ny præst. Begge dele har jeg tænkt mig at deltage i.

Døde huse med lys i juledekorationerne

Der er bare ingen lyde.
Heller ikke når bilerne afleverer børnehavebørn. Eller også er det bare fordi, danske børns arbejdsdag begynder tidligere end jeg får øjne?

Der er heller ingen nævneværdig larm, når skolebørnene afleveres, og det giver bare et lille sus, når rutebilen kommer forbi én gang i timen.
Rutebil?
Ja, jeg kan meget bedre lide ordet rutebil end det simple bus. Jeg er nok blevet lidt gammeldansk efter de mange år i Italien.

Jeg sidder bag vinduet, med tændte fyrfadslys og lytter forgæves efter stemmer. På formiddagsturen med vovserne møder vi ingen. Stilheden er total, bortset fra vore åndedræt og det frostknasende græs på uendelige marker.

Så jeg sidder bag vinduet, med tændte fyrfadslys og dagens anden lange kaffe fra Bodum-kanden og lytter forgæves efter stemmer. På formiddagsturen med vovserne møder vi ingen.
Ikke ingen som i Odysséen, men ingen som i ingen. Stilheden er total, bortset fra vore åndedræt og det frostknasende græs på uendelige marker.

Jeg undrer mig på samme måde som min italienske mand for over 28 år siden over de åbne huse, hvor man kan se direkte ind i folks privatliv og vægudsmykning gennem vinduer uden persienner og skodder.
Det er grænseoverskridende og lidt pirrende at kigge så direkte ind i andre menneskers privatliv.

Hvorfor gå aftentur uden besøg på kaffebaren?

I sommerhuset i Strib på Fyn gik vi altid tur efter aftensmaden.
”God ide, så kan vi snuppe en kaffe henne på baren”, sagde Sergio i sommeren 1990, da vi var i sommerhuset med hans kommende svigerforældre.
”Der er ingen bar i Strib”, meddelte jeg.
”Hvorfor skal vi så gå en tur?” spurgte han.

Vi gik turen, og det blev lidt pinligt, da min far begyndte at småprutte.
Dét gjorde han nu engang under aftenturen.
På en eller anden måde var det måske formålet med aftenturen.

Sergio synes, det var så pinligt, at han måtte gøre noget.
Så han begyndte at synge italienske sange som Volare, La Madonnina og Oh Sole Mio.

”Næ, sikke en hyggelig og romantisk mand, du har fundet”, sagde min mor, og jeg fortalte hende aldrig, at det var for at overdøve Gammel Oles mavegasser.

”Du lyver. Der var masser af barer, vi kunne have drukket kaffe på”, lød anklagen mod mig, da vi var tilbage i sommerhuset.
”Hvad? Der var da ikke en eneste bar!”

”Du bliver ved med at lyve. Der var masser af steder, hvor der sad mennesker. Og de både spiste og drak”, fortsatte Sergio.

Han troede simpelthen, at vi på strandstien i Strib var kommet forbi mindst 15 restauranter og barer, bare fordi man kunne se ind i folks spisestuer og køkkener.

På deres bryllupsrejse var de kommet til en mindre jysk provinsby, og havde set et sted, hvor der blev drukket kaffe og spist dejlige kager i en have. De gik ind og bestilte to kaffe og pegede på de kager, de gerne ville have, og fik prompte serveret det hele. Først da de ville betale gik det op for dem, at de var gået ind i en privat have, hvor familien havde gæster til søndagskaffe.

Da jeg fortalte den historie til et selskab i Milano et par år senere, brød et yngre ægtepar sammen af grin. På deres bryllupsrejse var de kommet til en mindre jysk provinsby, og havde set et sted, hvor der blev drukket kaffe og spist dejlige kager i en have. De gik ind og bestilte to kaffe og pegede på de kager, de gerne ville have, og fik prompte serveret det hele.

Først da de ville betale gik det op for dem, at de var gået ind i en privat have, hvor familien havde gæster til søndagskaffe.
Det blev en af bryllupsrejsens bedste oplevelser.

Går i skyggen, men lukker lyset ind

I Italien er privatlivet bag hjemmets mure altså helligt, og lukket inde bag skodder både om sommeren for at holde varmen ude, og om vinteren for at holde kulden ude. Termoruder og isolering er aldrig helt slået igennem syd for Alperne, men dobbeltruderne har nu i fire år sikret mig lys i lejligheden i Milano året rundt. Termoruderne holder som forventet varmen ude om sommeren og kulden ude om vinteren uden skoddernes mørke.

Jeg er så italiensk integreret, at jeg går i skyggen fra februar til november, fordi man får sol og lys nok i Italien. Men jeg vænner mig aldrig til de mørklagte italienske boliger.
Jeg går i skyggen, men lukker lyset ind.

Tilbage under tirsdagens hundeluftning i Holbøl er der lys i juledekorationerne ude og inde, men der er intet liv i husene i løbet af dagen. Solen er dog uventet dukket frem, da vi kommer forbi børnehaven på vejen hjem.

Miraklet på legepladsen

Og dér sker miraklet, som jeg stopper op og nyder i flere minutter.
Barnestemmer.
Glade barnestemmer i flyverdragter, varme støvler, vanter, og sne og pjask på legepladsen, der blandt meget andet byder på bakket terræn, legehuse og et sørøverskib. Nogle børn leger sammen, andre leger alene. De sidste identificerer jeg mig automatisk med i min verbale ensomhed som midaldrende hundelufter.

Der er ingen voksenstemmer, kun vintersprøde barnestemmer. Der mangler de emsige italienske mødre og/eller pædagoger, der afbryder og ødelægger enhver leg med evindelige og gentagne formaninger om, hvor farligt det hele er, og hvor beskidt man kan blive

Jeg grubler over, hvad der er så helt anderledes end italienske børnehaver, altså udover at italienske børn – med undtagelse af dem i Alperne måske – aldrig ville blive lukket ud på en normal dansk vinterdag.

Så går det op for mig.
Der er ingen voksenstemmer, kun vintersprøde barnestemmer. Der mangler de emsige italienske mødre og/eller pædagoger, der afbryder og ødelægger enhver leg med evindelige og gentagne formaninger om, hvor farligt det hele er, og hvor beskidt man kan blive.

Jeg nyder miraklet i så lang tid, at jeg er bange for, at jeg er mistænkelig, inden jeg går ind i min fyrfadsoplyste og musestille hule.
Italienske Nek bliver sat til afspilning med høj volume.

Milanos ufrivillige lydtapet

Jeg savner Milanos lydtapet.
Den evige larm, som altid akkompagnerer mig i Italien.

Hvad enten det er det på fjerde år døgnet rundt skrigende barn på første sal, portneren der ordner affald klokken død om morgenen, idioten med den borede, hakkede og tunede scooter, der mindst to gange om dagen kører på ét hjul ned ad min gade. De pensionerede mænd, der ordner verdenssituationen og via Planas foran Pinos Bar. Smalltalken.

Møder i en selvsnakkende dame i Holbøl, så er det mig. Og på den anden side er stilheden og tavsheden også velgørende.

Jeg savner smalltalk, og at hilse på og tale med mindst tyve mennesker på min daglige morgenkaffe-avislæsning-luftetur.

Møder i en selvsnakkende dame i Holbøl, så er det mig.
Og på den anden side er stilheden og tavsheden også velgørende.
Roen sænker sig i mit hovede på en måde, jeg helt har glemt.
Det er ok bare at være sammen med mig.

Nå, torsdag skal jeg til Sønderborg. Så vil jeg helt sikkert dytte af nogle andre bilister, bare for ikke at glemme det helt.

Alle foto: Charlotte Sylvestersen.

–//–