Re-integration i Danmark 25: Når enden ikke er god
Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.
I dag, den 25. december, er den epokegørende 15. dag i Danmark, og Charlotte Sylvestersen har valgt et tilbageblik, mens hun i julestilheden reflekterer videre over re-integrationens mysterier.
For nøjagtigt 25 år siden sad jeg som journalistpraktikant på en halvtom og juletrist redaktion på Berlingske Tidende. Der skete ingenting, så i stedet skrev jeg en lille historie. Da vagten sluttede, konstaterede redaktionssekretæren tørt, at ”du har jo ikke lavet en skid i dag”.
”Jo, jeg har”, påstod jeg, og sendte ham historien, der kan læses herunder.
”Du er syg i hovedet”, sagde han, da han havde læst den, og således oplivet forlod jeg Pilestræde.
…artiklen fortsætter under reklamen
Ti dage senere havde jeg min sidste weekendvagt i Folketinget.
Da jeg i en af de lange korridorer løb ind i Poul Nyrup Rasmussen, trykkede han sig skræmt op ad væggen og sagde, ”ja, man må jo hellere passe på”.
Andre ville måske have undret sig, men eftersom jeg intet havde forstået af spillet på Borgen, tænkte jeg først nærmere over det, da et par andre mandlige politikere havde samme reaktion, da de så mig.
Jeg havde forbrudt mig mod praktikantens første bud:
Læs hele din egen avis, inden du møder på job. Redaktionssekretæren, der påstod, jeg ikke var rigtig klog, havde alligevel sendt min historie videre i systemet, og lørdagsredaktionen havde snuppet den.
Her kan du læse, hvorfor Nyrup var bange for sin røv.
Hvad gør en kræsen kvinde, når hendes mand har en bagdel, der er flad som en klipfisk? Bliver hun så en sili-kone?
I begyndelsen af firserne, da jeg gik på HF, havde en skuespillerinde ved navn Bo Derek hovedrollen i en film, der blev årsag til et dengang anvendt karaktersystem. Det gjorde med et enkelt ord muligt for mænd at vurdere forbipasserende kvinder.
Ti hed filmen, og det antal point var samtidig det højest opnåelige.
I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger
På samme tid var det med kvindebevægelsen – og andre bevægelsers – hjælp lykkedes at kvæle den værste mandehørm. Hver eneste mandlige studerende på de videregående uddannelser vidste på rygraden, at hans muligheder for seksuel tilfredsstillelse blandt andet afhang af, om han i det mindste kunne tøjle sin hang til verbal mandschauvinistisk tøjlesløshed, når der var kvinder til stede.
Drengene i min klasse var i høj grad kuet af tidens fremherskende dogmer. Hvis de faldt i, og kom til at stønne et syvtal eller derover, når en af førsteårs-HF´erne svansede forbi, gik den næste time med lange forklaringer om, hvordan ét tal sagtens kunne være udtryk for en helhedsvurdering med indlagte skøn af den udvalgtes hjernekapacitet og fremtidige karrieremuligheder.
Dét slog hovedet på sømmet! Vi var en flok piger, der allerede i længere tid havde sukket opgivende over de bløde mænd, i al hemmelighed naturligvis. Inspireret af filmen, som man i vores om ikke revolutionære, men så dog alligevel progressive, kredse naturligvis ikke indrømmede at have set, indførte vi vores eget point-system. Med samme skala. Men på feministisk og chauvinistisk vis ville vi kvalificere én og kun én fremtrædende legemsdel på det modsatte køn: den bagerste.
Inden da var vi nået så vidt, at vi, nærmest i hemmelighed for ikke at skabe forargelse hos vore mere rabiate kønsfæller, frekventerede halvmørke diskoteker i weekenderne, endog påført læbestift. Modsat de bløde mænd var vi nemlig ikke blege for at overtræde reglen om “nok se, men ikke røre”.
Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud
Som hos tegneserie-heltinden Brunhilde skulle varen vurderes grundigt. Og i sandhedens interesse må jeg hellere indrømme, at som Brunhilde delte vi point ud med rund hånd til de udvalgte, der reagerede ikkevoldeligt på vores test.
Velhængte tournedos på en frilandsgris
Så kom endelig den dag, hvor jeg fik hænderne på en 10’er. Som to velhængte tournedos af den slags, som kun eksklusive slagtere er i stand til at levere i vore dage. Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud.
Desværre bar han præg af midt-firserne: Økologisk bevidst, dog ikke vegetar, for to håndfulde af den slags kan ikke holdes ved lige af gulerødder alene! Og selvfølgelig var han ressourcebevidst – på alle livets områder, desværre.
Læg dertil, at når han endelig delte ud af godterne, så foregik det ofte som frilandsgris.
Det forhold fik hurtigt (undskyld) en ende.
I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger. Samtidig begyndte mændene gudskelov langsomt at blive næsten mandlige igen. Dét plus omstændigheder såsom faste parforhold, børn og så videre blev foreningens død. I flere år skænkede jeg den ikke en tanke.
Selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig. For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel
Men for et års tid siden vågnede jeg en morgen op, og rakte ud, og – oh rædsel! – det gik op for mig i al sin gru, at dér hvor andre mænd med fordel har en bagdel, havde manden i mit liv ingenting! Hvor jeg tidligere kunne være heldig at få fat i to håndfulde velhængt kvalitetskød, kan min mand kun byde på et par lufttørrede islandske klipfisk – med ben.
Sili-kone-kampagnen
Jeg foranstaltede herefter en kampagne: Sili-kone-kampagnen. I flere måneder blev kampagnen fulgt op med fornyet uddeling af høje point til andre mænd, og daglige udbrud af dyb skuffelse ved omfavnelser. Han var ubøjelig.
– Meget vil jeg gøre for dig, men dér går grænsen, lød det, og flere af den slags nedslående kommentarer.
Jeg lovede endda at lægge hans bukser op, indtil indsprøjtningerne eller implantaterne ville give resultat. (De slæber altid hen ad gaden efter ham, fordi han ikke engang kan fylde standardmodellerne kvart op). Jeg lovede også, at når tiden var inde, ville jeg uden tøven byde mine fordele samme behandling som hans bagdel. Lige lidt hjalp det.
Alligevel blev det ham, der tog røven på mig. Han kørte diskret sin egen kampagne. At det var en kampagne gik først op for mig, da han en dag med fast røst insisterede på, at nu stoppede jeg min kampagne.
– Hvorfor dog? udbrød jeg indigneret.
Jo, nu havde han igennem længere tid jævnligt bevist, at selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig.
For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel.
–//–