Mad – Side 5 – italiamo.dk

Nem og nærende linsesuppe fra jordskælvsramte Castelluccio

4. november 2016/i Antipasti - Forretter, Mad, Opskrifter, Primi - Pasta og Ris, Regionale specialiteter, Umbria /af Charlotte Sylvestersen

Linserne fra Castelluccio ved fra Norcia i Umbrien
“Lenticchia da Castelluccio di Norcia IGP” er en de i dag flere end 280 italienske specialiteter, der har IGP (BGB), DOP (BOB) eller STG klassifikation som originale traditionelle madprodukter.

De lokale kalder linserne for “Lénta”, og linserne med den berømte tynde og sprøde skal har været konsumeret i mere end 5.000 år i området, der ligger i “Italiens grønne hjerte” i regionen Umbria. Linserne kommer fra en étårig plante, der blomstrer mellem maj og august.

De fine liner fra Castelluccio (Wiki)

Kontrollér, at emballagen har IGP-mærket. Linserne fra Castelluccio er så eftertragtede, at der også sælges falske kopier af dem.Linserne bliver sået, så snart sneen på højsleten er smeltet, og de første planter høstes i slutningen af juli. I dag er hele produktionen økologisk (“biologico” hedder det i Italien). Før i tiden blev der høstet med håndkraft, og kvinderne, der blev sendt i marken for at høste kom for eksempel fra byerne Gualdo, Pescara Del Tronto eller San Pellegrino, og de blev kaldt for “le carpirine”. Linserne var de fattiges erstatning for kød på grund af deres store indhold af proteiner.

…artiklen fortsætter under annoncen

Hvert år sidst i august holdes der “Linse Høstfest” – “Festa della Trebbiatura” – i Castelluccio. Byens ældste bonde begynder høsten ved at aktivere byens sirene. Høsten fortsætter indtil frokost, hvor tre hyl fra sirenen kalder byens borgere og gæster til festfrokost med lokale specialiteter, musik og dans.

OPSKRIFT TIL FIRE PERSONER:
INGREDIENSER
350 gram linser fra Castelluccio
8 halve skiver ristet landbrød
1 fed hvidløg
1 ben bladselleri
Salt og husets allerbedste ekstra ¨jomfru olivenolie >>

TILBEREDNING
Dæk linserne med koldt vand i en tykbundet kasserolle.
(Linserne fra Castelluccio skal ikke lægges i blød eller skylles –
italienske ris >> skyller man for eksempel heller ikke!)

Tilsæt hvidløg og bladselleri hakket i tern.

Bring suppen i kog og skru derefter ned for varmen.
Suppen simrer herefter en halv time til tre kvarter.
Tilsæt evt. mere vand, hvis suppen bliver for tør, og tilsæt også en smule salt.

I mellemtiden har du placeret to skiver ristet brød i hver tallerken.
Hæld suppen over brødet og lad den samle sig i cirka ti minutter.

Inden du serverer linsesuppen “garnerer” du den med stråler af den gode olivenolie.

Det er et imponerende syn, når højsletten ved Castelluccio står i blomst om foråret

Den blomstrende højslette (Wiki)

–//–

Fedtet fritureangreb på italiensk gastronomi

1. september 2016/i Antipasti - Forretter, Mad /af Charlotte Sylvestersen

Først var det “Amsterdam Chips”, der skød op som paddehatte i en fugtig skovbund i Milanos “gå-i-byen”-zoner.

Hvad der skulle være så specielt ved pommes frites fra Holland, eller ved hollandsk gastronomi i det hele taget, har jeg stadig ikke fundet ud af. Men jeg kan se ideen. Jo mere alkohol eller sjov tobak, man får indenbords, jo mere påtrængende bliver behovet for vaskeægte junk food med salt og fedt i overdrevne mængder.

…artiklen fortsætter under annoncen

På mine rejser rundt i det italienske sommerland har jeg imidlertid denne sommer set flere af den slags ”pop-up”-spisesteder, hvor alene lugten udenfor illustrerer, at det bestemt ikke er hver dag, der skiftes olie.
Den anvendte fritureolie er vel at mærke heller ikke den gode velduftende olivenolie, som benyttes til de skønne friturestegte grøntsager i Toscana. Ved den rigtige temperatur bliver resultatet dér sprøde løgringe, squashblomster og andre virkeligt delikate delikatesser, der slet ikke er fedtede.

Her til morgen vendte det sig bogstaveligt i min mave, da jeg på Corso Porta Nuova i Verona passerede skiltet til endnu et friturehul.
Det var ikke bare stanken fra aftenens og nattens voldtægt af alle gode madprincipper, der var kvalmefremkaldende.
Det var skiltet med ”22 salse”, der slog mig omkuld.

22 forskellige slags sovs, dip og dressing: Det modsatte af italiensk gastronomi.

22 forskellige typer sovs, dip og dresseng, der fuldbyrder mordet på den gode råvare kartoflen med.
Det var simpelthen for meget.

Minderne om 1990’ernes madkulturs sammenstød med min italienske fundamentalist stod pludseligt helt klare

Han holdt stand mod min trang til at drukne kød i bernaise og andet tyktflydende, og han huskede med rædsel tilbage på sit livs eneste ristede hotdog ”med det hele” under det første besøg i Danmark i 1990.

Italiensk madkultur i én sætning er, at man skal kunne smage den – eller de ganske få – grundingredienser i enhver ret.

Og hvis jeg troede på konspirationsteorier, ville jeg begynde et korstog mod de hollandske pommes frites, og en blitzkrig mod sovsene og dressingerne.

I stedet anstrenger jeg mig for ikke selv at falde i fælden.
Den nordeuropæiske trang til ”dip” af enhver art er ikke sådan at slippe af med, heller ikke efter 27 års velvillig integration.

Kommer du til Verona kan jeg varmt anbefale Caffé Monte Baldo mellem gågaderne Mazzini og Borsari.

Italiensk fast food er bare noget helt andet… Her på Caffé Monte Baldo i Verona

Fire små italienske fastfood-sandwich – her med klipfiskemousse, bruschetta med tomat, ansjos og Bresaola med ost plus et glas hvidvin – koster beskedne 10,50 euro, med servering og smukke omgivelser. Det er på den slags steder slaget mod dårlig fastfood udkæmpes.
Og vindes.

Buon appetito.

Hos Caffé Monte Baldo i centrum af Verona er fast food noget helt helt andet en fedtede hollandske chios...

Glasmontren med Caffé Monte Baldos hapsere til € 1,50 pr. styk og 10 styk for € 12.

–//–

Pasta Amatriciana – med eller uden tomater!

29. august 2016/i Mad, Opskrifter, Primi - Pasta og Ris, Regionale specialiteter /af Charlotte Sylvestersen

L’amatriciana – eller “matriciana” på romersk dialekt – er en sugo, der stammer fra landsbyen Amatrice.
Amatrice, der blev ramt af et alvorligt jorskælv natten til den 24. august 2016 >>, ligger øst for Rom i den mellemitalienske region Lazio.
Indtil 1927 var byen en del af Abruzzo regionen.

Ikke bacon, men kindkød
Blandt grundingredienserne er der ikke som mange tror bacon, men derimod små tern eller allerbedst tynde strimler af kindkødet – guanciale – fra grisen, samt Pecorino fåreost og tomatsovs.
Amatriciana-sugo´en serveres ofte med bucatini – altså makeroni med hul i midten – men almindelig spaghetti kan også anvendes, bare de ikke er for tynde.

…opskriften fortsætter under annoncen

Opskrift til fire personer:
320 gram pasta

Tomatsovsen
Tilbered en “soffritto” af 2-3 mellemstore gulerødder, 2 ben blad selleri og 1 mellemstort løg. Denne “soffritto” er simpelthen tomatsovsens hemmelighed!

I “den officielle kommunale opskrift”, bruger man kun flåede tomater.
Personligt synes jeg, tomatssovs bliver bedre af at have simret lidt med en god soffritto)

150-200 gram kindkød/guanciale skåret i tynde, korte strimler.

Steg kindkødet ved mellem varme i en god olivenolie i en høj tykbundet pande.
Kødstrimlerne må ikke tage farve og slet ikke blive sprøde. Strimlerne skal derimod afgive fedt til “sugoén”, og til slut svitses strimlerne af med et halvt glas hvidvin.

Når tomatsovsen er klar – lad den simre, til den er kogt ind uden hverken at være for flydende eller for kompakt – og pastaen mangler få minutter i at være kogt hælder du tomatsovsen i den dybe stegpande sammen med kødstykkerne, og steger det hele nogle minutter ved svag varme.
Den originale Amatriciana serveres med friskrevet pecorino-ost.

Amatriciana med Bucatini (LPLT / Wikimedia Commons)

Før tomaten kom til Europa
Tomatplanterne kom først til Europa efter at Colombo havde opdaget Amerika´erne – sådan siger italienerne – i 1492.
Inden da lavede hyrderne i Amatrice området den oprindelige ret udelukkende med kindkødet – guanciale – og den lokale Pecorino gedeost.

(Den første opskrift med tomatsovs til pasta blev offentliggjort som i 1790 i kogebogen “L’Apicio Moderno” af Francesco Leonardi. Kilde: Wikipedia)

Antik Amatriciano uden tomat – Hvid Amatriciana
I juli 2016 smagte jeg denne antikke udgave af Amatriciana.
Den kaldes gricia eller griscia eller bare Amatriciana Bianca.

Hvis Amatriciana med "stor pasta" - de her hedder Paccheri.

Hvid Amatriciana med “stor pasta” – de her hedder Paccheri. (Privatfoto)

Den hvide Gricia Amatriciana tilberedes med 125 gram lagret Guanciale – helst den fra Amatrice, naturligvis! – der skæres i lange tynde strimler.
Strimlerne steges langsomt ved mellem varme i en tykbundet pande med en god olivenolie og svitses derefter af med hvidvin. Den langsomme stegning, der smelter fedtet fra kindkødet er meget vigitgt.
Strimlerne må næsten ikke tage farve, og slet ikke blive stegt sprødt.
Retten serveres med Bucatini eller såkaldt “stor” pasta – her Paccheri – udelukkende med en god revet Pecorino ost og friskkværnet peber henover.

Begge opskrifter – SALSA ALL’AMATRICIANA ROSSA og SALSA ALL’AMATRICIANA BIANCA – er nedskrevet sort på hvidt af Amatrice kommune.
Kommunen er i færd med at få deres verdenskendte ret og den antikke ret anerkendt som specialiteter med europæisk STG-garanti.

Det var sicilianeren Salvatore, der kokkerede den hvide “Gricia” ovenfor:

Salvatore lavede Paccheri med Gricia - den originale Amatriciana uden tomat.

Salvatore koncentrerer sig om at fremstille Paccheri med Gricia – den originale Amatriciana uden tomat. (Privatfoto)

–//–

Kend dine oste: Parmigiano Reggiano og Grana Padano

1. juni 2016/i Mad, Ost /af Charlotte Sylvestersen

Vi kalder dem begge for “parmesanost”, men det er faktisk falsk varebetegnelse.

Ordet “parmesan” skærer voldsomt i ørerne på producenterne, der både lever af og er umådeligt stolte af, netop at producere enten Parmigiano Reggiano eller Grana Padano.

SYV AFGØRENDE FORSKELLE
Groft sagt kan man sige, at forskellen på de to typer DOP-oste fra Po Sletten er, at Parmigiano Reggiano produceres i det klassiske område omkring netop Parma, samt ved Modena, Reggio Emilia og Mantova, mens Grana Padano må produceres på hele den store norditalienske slette omkring Po floden.

Wikimedia

Det er lidt på samme måde som rødvinene Valpolicella og Chianti, hvor man må tilføje ordet ”Classico”, hvis produktionen ligger i de to vintypers oprindelige område.

Men det er absolut ikke hele forskellen.
Kigger man nærmere på regelsættene bag bag de to oste – DOP klassifikationen – er der syv vigtige forskelle på de to oste.

1) TILSÆTNINGSSTOFFER Parmigiano Reggiano er produceret uden tilsætningsstoffer overhovedet, mens man i produktionen af Grana Padano har lov til at anvendet det naturlige tilsætningsstof ”Lisozima”, der stammer fra hønseæg. Man tilsætter stoffet for at kontrollere gæringen.

…artiklen fortsætter under annoncen

2) FODER Køerne, der leverer mælk til Parmigiano Reggiano må kun spise frisk foder som hø og lucerne, der i Italien kaldes for “Erba Medica”. Netop på grund af denne regel producerede man tidligere ikke Parmigiano Reggiano om vinteren, hvor det var svært at få fat på frisk foder. Grana Padano-køerne må også spise tørret majsensilage.

3) LAGRING Parmigiano Reggiano får først sit brændemærke fra konsortiet, når de har lagret i mindst 12 måneder. De fleste anbefaler 24 til 30 måneders lagring, og det er da også de oste, der sælges flest af.

Det røde segl må sættes på 18 måneder gamle Parmigiano Reggiano, 22 måneder får sølvsegl, og 30 måneder får et guldsegl. Grana Padano bliver brændemærket, når de har lagret i 9 måneder, og de fleste oste i handel har lagret i 15 til 18 måneder. Har Grana Padano Lagret i mere end 20 måneder må den kalde sig for “Riserva”. Det helt friske oste på henholdsvis 9 og 12 måneder bruges ofte som snacks, hvor man med den specielle kniv brækker flager af osten, som man ledsager med en aperitif eller allerbedst med et glas brusende rød Lambrusco vin >>, der netop produceres i ”Classico”-området.

Den specielle kniv til at brække flager af Parmigiano Reggiano og Grana Padano. Man skærer ikke ostene med en almindelig kniv, fordi det ødelægger den grynede struktur og dermed forsvinder den let knasende fornemmelse, når man spiser ostenen som tilbehør til for eksempel en aperitif.

De mellemlagrede ost kan man både ”snacke” og bruge som revet ost ovenpå pastaretter af næsten enhver slags. Næsten! For italienerne kigger altså, hvis man også kommer revet ost på fiskeretter. Det regnes ikke for “bella figura” at bruge revet ost til fiskeretter!

ost_96_måneder_parmigiano_reggiano — Fra Eataly i Genova: “Lyst til noget friskt” står der på skiltet. Men der er reelt tale om et tilbud på seks år gammel Parmigiano Reggiano ost. For nogle den ultimative parmesanost. For andre et overdrevet reklamestunt. Døm selv, hvis du får muligheden.

4) MÆLKEN Der er flere regler for produktionen af Parmigiano Reggiano end for Grana Padano. Til Parmigiano Reggiano skal mælken leveres til mejeriet to gange om dagen, der må kun produceres oste én gang om dagen, og mælken må ikke køles ned til under 18 grader. Producenterne af Grana Padano må nøjes med at få mælen leveret en gang i døgnet. Mælken må køles ned, og der må foretages to produktionscyklusser om dagen.

5) NATURLIG VALLE TIL AT SÆTTE PROCESSEN I GANG Til Parmigiano Reggiano må man kun anvende naturlig valle til at sætte de biologiske processer i gang, der forandrer mælken til ost, men Grana Padano producenterne må anvende laboratoriefremstillede bakterier til at sætte processen i gang.

6) DE GEOGRAFISKE ZONER Parmigiano Reggiano må kun produceres mit på Po Sletten i provinserne Parma, Reggio Emilia og Modena, samt i den del af Mantova provinsen, der ligger til højre for Po floden, og den del af Bologna provinsen, der ligger til venstre for floden Reno. Grana Padano må produceres på hele Po Sletten i regionerne Piemonte, Lombardia, Veneto, i Piacenza provinsen, og ved og nord for Garadsøen i provinserne Trento og Alto Adige/Sydtyrol.

7) DEN ULTIMATIVE SOMMER-OST FRA DE RØDE KØER I BJERGNE VED PARMA Parmigiano Reggiano DOP har en ekstra kvalitetsmærkning til de omkring 20 procent af produktionen, der kommer fra køer på græs i bjergene i “classico-området”: DOP di Montagna.

Hvis osten fra bjergene så også er produceret af sommermælk fra de traditionelle røde køer – ”Vacche Rosse” – der leverede mælk til ostene inden de effektive sort-hvide frisiske køer tog over, så er madfundamentalisterne i ekstase.
Der findes også Parmigiano Reggiano DOP fra brune køer – vacche brune – og fra de hvide modenese køer fra Modena.

Parmigiano Reggiano fra de røde køer, der har græsset i bakkerne omkring Parma - så bliver det ikke bedre! — Parmigiano Reggiano fra de røde køer, der har græsset i bakkerne omkring Parma – så bliver det ikke bedre! Her fra Eatalys køledisk i Genova

Madfundamentalisterne betaler gerne op til over 30-40 euro for per kilo ost. Det er alle pengene værd! Kun to procent af Grana Padano kommer fra bjergene.

PRISER (2016, red.):
En Parmigiano Reggiano lagret 24 måneder koster i foråret 2016 omkring 18-20 euro per kilo, men de store supermarkeder og også Autogrill langs motorvejene, har ofte ostene på tilbud. Grana Padano koster omkring 14-16 euro per kilo, og kan på tilbud stadig komme ned lige under 10 euro per kilo for de yngste udgaver.

OPBEVARING:
Vakuumpakkede oste kan holde nærmest uendligt indtil du åbner pakken.
Husk at åbne pakken et par dage inden, du skal konsumere osten, så den lige kan få vejret igen og ”svede” færdig.
I køleskabet kan osten holde sig længe, hvis du med den tykke køkkenrulle eller et klæde af hør pakker osten ind, og jævnligt kontrollerer, at osten hverken er for tør eller for fugtig.
Man kan fryse ostene.
Parmigiano Reggiano holder bedre til frysning, fordi den har en lidt højere fedtprocent end Grana Padano. Begge oste bevarer langt det meste af smagen, men bliver noget grynede af de kolde temperaturer.

Udvalget af Parmigiano Reggiano i kølediske hos Eataly i Genova den 31. maj 2016. Her er noget for enhver smag, også med mælk fra de rde køer... — Udvalget af Parmigiano Reggiano i kølediske hos Eataly i Genova den 31. maj 2016. Her er noget for enhver smag, også med mælk fra de rde køer…

GRANA BETYDER GRYN
De to oste har en grynet struktur, og det gør altid ondt på mejeristerne at se et stykke parmesanost skåret helt lige med en skarp kniv.

Med den specielle Granakniv graver man flager ud af osten, der følger ostens ”grynede” struktur.
Det er netop derfor også et nærmest magisk øjeblok, når en helt form deles i to ved at blive”knækket” over, som du kan se her på denne video.
Grana betyder korn eller gryn. Gryn betyder også på italiensk, og specielt på Po Sletten, penge. Fra produktionen af Parmigiano Reggiano på mejeriet “Latteria Soresina” >>

ost_soresina_0 — Man bruger store kobberkar til at fremstille Parmigiano Reggiano og Grana Padana. Karrene fyldes med cirka 1.000 liter mæld, der bliver tranformeret til to forme på mellem 36 og 40 kilo os. I gamle dage blev der rørt manuelt under fremstillingen. I dag er der ofte et “indbygget piskeris” i kobberkarret.

Der røres konstant, så ostemassen består af bittesmå gryn, inden den får lov til at samle sig. Dét giver osten den rette grynede konsistens.

ost_soresina_2 — Her er ostemassen blevet delt i to portioner, der hejses op i hørklæde og transporteres ind til salen, hvor ostene formes.

ost_soresina_3 — De første døgn står ostene i plasbeholder med låg. Det er første skridt til at få den rette form på ostene.

ost_soresina_4 — Ostene kommer derefter i metalforme, og får inden da den “plastikbandarole” på, sætter aftryk på ostens yderside. Her står også nummeret på producenten samt produktionsdato. Man kan spore alle oste tilbage til producenten.

ost_soresina_4a — Efter to-tre døgn skal ostene saltes. Salt er eneste anvendte konserveringsmiddel.

ost_soresina_5 — Ostene ligger til saltning i store kar i omkring 3 uger. Derefter er osten klar til lagring i mindst ni eller 12 måneder.

ost_soresina_7 — Væden, der er tilbage i kobberkarrene efter produktionen af Parmigiano Reggiano eller Grana Padano, bruges ofte til produktion af den friske ost Ricotta. Ricotta betyder “kogt igen”, for massen varmes op igen inden den transformeres til Ricotta.

–//–

Ragù fra Napoli – noget helt andet end kødsovsen fra Bologna

27. april 2016/i Campania, Mad, Opskrifter, Primi - Pasta og Ris /af Charlotte Sylvestersen

HISTORIE
Kært barn har mange navne, så denne ret findes på menukortet også som “Ragu napoletano” eller “o’ Rraù” eller “o’ pignato”.
Den store forskel i forhold til Bologna er, at i Napoli bruger man de hele kødstykker, og ikke hakket kød.

Retten er én af de mest kendte fra det napoletanske køkken.
Den er blevet hyldet i digte, sange og på teateret.
Den kendte napoletanske teatermand Eduardo De Filippo har simpelthen ikke mindre end en hyldest til o’ Rraù med i sin kommedie “Sabato,domenica e lunedì”.

“Il ragù non è la carne ca’ pummarola” – det her er ikke bare en tomatsovs med kød, lyder det i Eduardos hyldest.

Der er da også tale om en ikke helt nem ret, der kræver god tid til tilberedning.
Det er en af de retter, der med held kan forberedes dagen før den indtages.

(I Italien kalder man tomatsovs, der koger sammen med kød, for ragù. Uden kød taler vi om en ”sugo”.)

…artiklen fortsætter under annoncen

I følge ærkenapoletaneren Edoardo skal den ægte napolitanske ragù småsimre på et kulfyret blus i mindst seks timer.
Gryden skal være en bred højkantet terracotta-gryde, og kun grydeskeer af træ er tilladt for de, der vil følge hans og min napoletanske madfundamentalistiske veninde Angie Cafieros opskrift – tak til hende for den.

INGREDIENSER (10-12 personer)
– 1 kg. kalvekød skåret i store tern – “spezzatino di vitello”,
– 2 mellemstore løg,
– 2 liter tomatpuré – den i flaske, ikke koncentrat i tube – passata di pomodoro,
(Du kan i stedet blende 2 liter flåede tomater/tomater i tern – det svarer til 4/5 normale dåser)
– en spiseske tomatkoncentrat,
– 200 gram olivenolie,
– 6 spareribs fra svinekammen – “tracchiulelle”
– 1/4 liter rødvin – helst Gragnano
– friske basilikumblade, der tilsættes få minutter inden serveringen, så smagen ikke koger væk
– salt efter behov

O’ Rraù serveres med ”stor kort pasta” – store rillede ”penne” – eller andre store pastatyper som de store makaroni på foto af terracottagryden…

TILBEREDNING:
Angie anbefaler at man tilbereder retten dagen før.

Svits ved ikke for kraftig varme kødstykkerne og de hakkede løg i olivenolien.
Kødet må gerne få en mørk overflade, mens løgene langsomt skal blive gennemsigtige uden at tage farve.

Angie skriver, at netop det, at kødet skal tage farve, og løgenen ikke, kræver, at man er over “skabingen” hele tiden.
Derfor bruger man trægrydeskeen til at undgå, at ingredienserne brænder på, og bader med rødvinen, hvis blandingen bliver for tør.

Man ved, resultatet er fint, hvis løgstykkerne til slut nærmest er forsvundet og blevet til en integreret del af retten.

Når kødet har fået farve, og løgene er opløste, så tilsætter man tomatpure/flåede tomater samt en spiseske tomatkoncentrat, og lidt salt.

Derefter skal ragù´en “pippare”, lige akkurat småsimre, under et låg, der dog ikke dækker hele terracottagryden.

Angie siger mindst tre timer – og man skal være over den, for at undgå, at den kommer til at brænde på.
Og så må den gerne stå, til den dagen efter serveres med ”stor pasta”

Da jeg bad Angie om opskriften kom der flere kommentarer – her et lille udpluk fra de andre gastronomiske napoletanske fundamentalister:
Èn foreslår også at bruge stykker af oksekød, måske endda lidt salsicciapølse, og fortæller at de aflange dåsetomater – Perini -går fint til retten.
Og naturligvis må man tilsætte lidt vand for at undgå, at retten brænder på under den lange langsomme kogning.

BUON APPETITO

–//–

Santa Margherita Ligure på Liguriens østkyst

11. april 2016/i Liguria, Restauranter, Turisme, Turistinfo /af Charlotte Sylvestersen

Santa Margherita Ligure (9.639 indb.) er en af de større turisbyer på den østlige del af Ligurias kyst – Il Levante, i modsætning til Il Ponente vest for regionens hovedstad Genova.

Byen ligger cirka 40 km øst for Genova, og cirka 70 km fra den første af de fem små landsbyer i Cinque Terre, Monterosso. Gode togforbindelser gør udflugter til storbyen eller de små byer nemt, og fra VIP-feriestedet Portofino kan man spadsere eller sejle til fra Santa Margherita Ligure.

HISTORIE:
De første skrevne vidnedsbyrd om en by i bugten vest for Portofino-halvøen stammer fra år 262 før vor tidsregning.
Vi ved også, at et fiskerleje på stedet ved navn Pescino blev ødelagt af kong Rotari i 641, og at Saracenerne var forbi flere gange inden år 1000.
Samtidig var der San Colombano-munke i område – de kom fra Bobbio i bjernene og grundlagde klosteret i San Fruttoso på Portofino-halvøen.
Byen er under familien Fieschi indtil den i 1229 kommer under Genovas besiddelser sammen med Rapallo.
I Middelalderen var byen delt i kvarterne Pescino og Corte.
I 1432 blev kysten angrebet og røvet af Venedig, og i 1549 var den tyrkiske pirat-admiral Dragut forbi både Santa Margherita Ligure og Rapallo.

Napoleon omdøbte byen
Sidenhen fik byen navnet Napoleons Havn, men det varede kun i ganske kort tid.
Napoleon kom til Ligurien i 1797, og i 1812 samlede han de forskellige bydele under navnet Comune di Porto di Napoleone, men det navn forsvinder for evigt efter Waterloo.

Fra 1815 er området med i Regno di Sardegna, og fra 1861 med i det samlede Italien.
I sidste halvdel af 1800-tallet kommer både jernbanen, og der konstrueres to nye veje til Portofino og til nabobyen Rapallo.
Hen begynder den gyldne periode for “Delfin Kysten”, der til at begynde med primært er et eksklusivt rejsemål for tyskere,
Efter århundredeskiftet bliver byen også turistmål for resten af Europa og USA.
Der er stadig en delfin i byvåbnet, selv om Portofino – Porto Delfino hed stedet oprindeligt – i dag er en del af Camogli kommune, der ligger på den vestlige side af halvøen.

TURISME OG FISKERI
Fiskeri er stadig en del af økonomien i Santa Margherita Ligure, der tidligere også var kendt for sin produktion af blonder, kniplinger og reb til søfarten. I dag produceres der udover den allestedsnærværende liguriskse olivenolie også frugt og grøntsager i bakkerne bag byen.

SEVÆRDIGHEDER:
Langs strandpromenanden, hvor der naturligvis også er rig mulighed for at nyde en espresse eller en drink, er der mellem palmerne blevet plads til en statue af Kong Vittorio Emanuele II, der var det samlede Italiens første konge, og en hvid statue af Cristoforo Colombo og hans Caraveller.

Resterne af sforsvarsværket, der efter angrebet fra piraten Dragut i 1549 skulle forsvare byen mod pirater, ligger på den vestlige del af strandpromenaden ved den moderne lystbåde- og fiskerihavn..
Runder man slottet kommer man da også til byens fiskemarked, der er åben om formiddagen.
Ovenpå fiskemarkededet ligger i øvrigt restauranten “La Cambusa”, der er omtalt her >> sammen med fire andre klassiske restauranter i byen.

Tager man trappen i muren lige før fiskemarkedet kommer man først op til Erasmo-kirken fra 1600-tallet, der er dedikeret byens sømænd – der er masser af modelskibe inde i kirkeskibet.
Bag Sankt Erasmo ligger Cappucinernes kirke, der er fra 1606,.
Her findes en statue af “Jomfru på trone” fra 1100-tallet, der regnet for et af de tidligeste eksempler på skulpturer fra Ligurien.

Den store trappe ved hjørnet af restaurant La Cambusa fører op til barokkirken San Giacomo, der er fra 1660.
Marmorfacaden i flere farver kom på i 1800-tallet og er udført af kunstneren Nicoló Barberino.

Går man til højre ved kirken kommer man til den smukke Villa Durazzo med tilhørende park. Villaen blev påbegyndt af arkitekten Galeazzo Alessi i 1560

Villa Durazzo (www.villadrurazzo.it) blev opført i 1678 og er udstyret efter alle kunstens regler med kalkmalerier,stukarbejder, glaslysekroner fra Murano og antikke møbler, gobeliner og en samling malerier udført af genovesiske kunstnere i 1600- og 1700-tallet.

Parken indeholder både en engelsk have, et orangeri med citrusfrugter og en klassisk italiensk have tilføjet esksotiske planter, der trives i områdets milde klima. Der er også blevet plads til allegoriske marmorstatuer.
Stiernes belægning er fra 1919 – brolægningem hedder “risseu”.
Durazzo Parken er medi sammenslutningen “Grandi Giardini Italiani” og “venskabspark” med den botaniske Hanbury-park i Ventimiglia.
Der er gratis adgang til parken hver dag fra 9-19 (Vinter til 17).
Der betales entré til villaen – åben 9-13 & 14-17 (medmindre der er bryllup eller andre begivenheder)

Fra haven kan man gå tilbage til byens centrum, hvor kirken Santa Margherita d´Antiochia ligger på Piazza Caprera.
Kirken er fra 1657 og et af de vigtigste eksempler på ligurisk barok.

I gaderne omkring pladsen ligger byens forretninger, og i hele centrum finde man mange smukke bygninger i Libertystil – byggestilen med blomsterdekorationer og smedejernsdekorationer fra begyndelsen af 1900-tallet.

Der er marked i Santa Margherita Ligure hver fredag fra cirka 8 til cirka 13.30

Video fra restauranten La Cambusa, hvor piraten åbner boblevin med sværd, når han er i godt humør. Det kaldes “la sciabolata”.

–//–

Smagen af Rom – 13 romeres kulinariske favoritsteder

10. marts 2016/i Mad, Regionale specialiteter, Restauranter, Rom/Lazio /af Charlotte Sylvestersen

NY BOG OM ROMERSKE RESTAURANTER, MADBUTIKKER, VINBARER M.M.
Man kan aldrig få for mange informationer om at finde gode restauranter i Rom, og slet ikke når det er de lokale, der får lov til at guide dig gennem byens både kendte og mindre kendte kvarterer.

mette_kenneth_rem_hostaria_romana_taverna_ripetta

FOTO: KENNETH REM / SMAGEN AF ROM – 13 LOKALES KULINARISKE FAVORTISTEDER

Mette og Kenneth Rem har fulgt i 13 romeres og tilflytteres fodspor og lokket deres lokale favoritter ud af dem.
Mette Rem har boet i Rom i ti år, hvor hun blandt andet var Politikens Italienskorrespondent, og hun har smittet sin mand Kenneth med den italienske bacille.

…artiklen fortsætter under annoncen

De 13 venner er både indfødte romere og adoperede romere, som man kalder tilflyttere fra andre egne af Italien.
De giver dig deres bedste bud på ikke bare restauranter, men også på isbarer, madbutikker, pizzeriaer og vinbarer i lige netop deres romerske kvarter.

– Vores tanke er, at bogen skal hjælpe turister til at finde det ægte og autentiske Rom, hvor turistbusserne ikke holder i kø, fortæller Mette Rem.

I bogen finder du også seks klassiske romerske opskrifter, som for eksempel Tagliolini Cacio e Pepe, Bucatini all´Amatriciana, Carbonara og Osso Buco alla Romana , der er meget forskellige fra den milanesiske Osso Buco.

FOTO: KENNETH REM / SMAGEN AF ROM - 13 LOKALES FAVORTISTEDER

FOTO: KENNETH REM / SMAGEN AF ROM – 13 LOKALES KULINARISKE FAVORTISTEDER

Mette og Kenneth Rem arbejder på lignende kulinariske guider fra Vendig, Firenze og Milano.
Du kan også følge parret på www.detitalienskekøkken.dk

“Smagen af Rom – 13 lokales kulinariske favoritsteder” udkommer 10. marts 2016
Pris 199 kr.
160 sider illustreret med farvefoto
www.egolibris.com

–//–

Brødflov og pizzasur på restaurant i Italien

22. februar 2016/i Brød, Mad, Pizza, Restauranter /af Charlotte Sylvestersen

Tips til at vælge rigtigt på menuen, og blive glad i maven på restaurant i Italien!
Man kan blive noget så skuffet, når man har sat sig ved bordet på en italiensk restaurant, og der lander en kurv med 2 x 2 margerinefremstillede brødpinde pakket ind i plastik og to bløde boller i en kurv.

Noget af det bedste italienske brød, jeg i lange tider har spist, var pakket om en god mortadellapølse og en lige så god skive ost… …i baren hos ”Supermarco” i Sydhavnen i København.

I Danmark behandles italiensk brød nemlig meget tit med stor respekt, også selv om udtalen af “Ciabetta” nogle gange halter. (Lær at udtale “Ciabatta” nederst her på siden)

Hmmmm, der var ikke meget italiensk brød-fest over de to boller her!

På luksusrestauranterne er der naturligvis også kælet for brødet, men selv på halvdyre restauranter rundt i Italien kan brødet være en både hård og tør omgang.
Og husk, at brødet i Toscana ofte er bagt uden salt!

Da manden levede, nægtede han at sætte sig til bords, hvis der ikke var brød – og vin! – på bordet.
I dag klarer jeg mig ofte med nogle gode brødpinde.
Ikke dem med margarine.
Margarine er et tabuord!
Selv om jeg i en radius af 500 meter kan tælle mere end en håndfuld bagere, er brødet jeg kan købe faktisk ikke noget at skrive hjem om.

En af de mere spændende bagere i mit kvarter i Milano – og det er så det…

Brød fyldte fattige maver!

Manden lagde også konsekvent brødet på bordet, hvad der indtil jeg gav op førte til en del diskussioner.
Han kom dog efter flere års brødnid (!) og krummeskænderier med et bud på, hvorfor brødet ikke fik plads på tallerkenen. Hans forklaring er måske en del af hemmeligheden bag italiensk brøds nedtur i hjemlandet.
– Vi er ikke så fattige længere, at vi ikke har råd til at fylde tallerkenen med andet en brød, var hans forklaring.

Italienerne spiste ved landets samling i 1861 1100 gram brød om dagen.
I 2014 blev der kun konsumeret 90 gram om dagen per italiener.
(Kilde: Coldiretti)

Der er heldigvis lyspunkter også i min kedelige milanesiske brøddag.
I byens nye madtempel – Eataly på Piazza XXV Aprile – fik jeg for et par uger siden en fantastisk sandwich med romersk focaccia – perfekt sprød og med bid!

…artiklen fortsætter under annoncen

Eatalys bager kan også varmt anbefales.

Og hvor er de gode grøntsager?

En anden forklaring er, at brød spiser man jo rigeligt af hjemme, så hvorfor fylde maven med dét, når man nu er ude på restaurant?

De gode årstidsbestemte grøntsager køber italienerne også ind af i stor stil, så det forklarer måske, hvorfor grøntsager ikke fylder meget på menukortene, medmindre man da er gået på vegetar- eller veganerrestaurant. Dem bliver der i øvrigt flere og flere af, specielt i de større byer.

…på det lokale marked i mit kvarter bugner det med årstidens grøntsager, men ikke mange af dem får plads på almindelige restauranters menukort…

De almindelige restauranter – både de billige og dem på mellem prisniveau – glimrer heller ikke ved at tilbyde spændende salater som tilbehør/contorni – til kød- og fiskeretter/secondi.

De fleste restauranter svinger sig som regel kun op til en grøn salat, eventuelt med lidt tomat og revet gulerod.

Kæmpesalater til vægtvogtende kvinder

Det arbejdende folk, og mest de arbejdende kvinder, har dog fået lov til at påvirke menukortet på mange frokostrestauranter i grønnere retning.

Man finder mange steder ”Insalatone” – en stor salat, der så bliver til en hovedret eller eneste frokostret.
Her får fantasien og årstiderne indimellem lov til at udfolde sig med forskellige typer salat, grøntsager og måske endda frugt, frø og nødder.

Igen kan forklaringen være, at italienerne konsumerer så rigeligt friske og rå grøntsager hjemme, at når de går ud, så vil de have noget, der er mere spændende end maden derhjemme.

Statistikken viser i øvrigt, at italienernes kødforbrug er faldende, og at forbruget af grøntsager stiger, også forbruget af biologiske grøntsager, som økologiske produkter kaldes i Italien.

Kig på maden

Mit eget bedste tip til at finde ud af, om en aldrig besøgt restaurant er god eller dårlig er simpelthen at stoppe op og bruge et par minutter på først at se menukortet, som mange jo har hængende udenfor.

Overbeviser menukortet ikke helt, så kigger jeg simpelthen – så diskret som muligt, og det er ikke altid muligt – på, hvad de allerede spisende gæster har på deres tallerken.
Det kan der godt gå et par minutter med, og jeg kan godt finde på at gå videre, eller endda sulte, hvis ikke maden på gæsternes tallerken inspirerer.

Lasbichauffører er altså generelt ikke hverken gourmet´er eller foodies!

Den der med, at man på landevejen og i landsbyer kan se de gode spisesteder efter, hvor der holder mange lastbiler og varevogne, er altså en skrøne.
Personligt har jeg faktisk ikke mødt mange lastbilchauffører, der stiller store gastronomiske krav til madens standard ud over at portionen skal være så stor, at de bliver overmætte.

Så se hellere på menukort, de serverede retter og ikke mindst på gæsternes ansigter!
Man kan lære at gøre det diskret…

Problematiske retter og fabriksfremstillet Tiramisu

Det der med at glo på de andres mad gælder specielt, hvis du har lyst til Lasagne.
Lasagne kan sammenlignes med ”Mors frikadeller”, som kun Mor kan lave dem!
Det er utroligt svært at få en tilfredsstillende Lasagne undtagen på restauranter, der er berømte netop for deres Lasagna.
Pas på!

Drømmer man om en hjemmelavet Tiramisu, der bare glider ned i systemet som en drøm, skal man også lige undersøge, at restauranten laver den selv.
Rigtigt mange restauranter serverer desværre stadig meget æstetisk smukke Tiramisu, der kommer fra en fabrik.
En veltilberedt Tiramisu er som en god Lasagna aldrig helt geometrisk perfekt, når den er ægte hjemmelavet.

Personligt har jeg et par andre problematiske retter, når jeg går på restaurant.

Jeg bliver simpelthen sur, når jeg ser, at prisen for tre stykker melon og tre skiver skinke i dag koster et sted mellem 8 og 14 euro på restaurant.
Den ret foretrækker jeg hjemme, og det samme er tilfældet med tomat og mozzarellasalaten Caprese.
Det er simpelthen tyveri, når de to forretter tilberedt med de allerbedste råvarer i sæsonen koster ingenting at købe ind til i supermarkedet eller på et lokalt marked.

…og den “kedelige” pizza

Her går jeg måske i fundamentalistisk selvsving, men pizza i Italien i selskab med mange danskere kan være en plage.

Først er de fornærmede over, at der ikke er pizza med ananas, kebab, hakket oksekød, dåsemajs eller andre unævnelige ingredrienser på menukortet.

Og jeg afviser at stille mig til rådighed som tolk, når nogle fejlagtigt tror, de har ret til at tvinge en italiensk pizzaolo til at ”blande” deres pizza efter en skandinavisk ønskemodel!

Perfetto! Her ser du pizza Charlotte, opkaldt efter undertegnede >>
Og Speck-skiverne er kommet på EFTER bagningen, så er de nemlig ikke forkrøblede af +300 graders varme, men udsender en skøn duft ovenpå den brandvarme pizza….

En italiensk pizza er lige nøjagtig den kombination, hvor brød og den rette portion ingredienser er færdigbagte samtidig efter 1,5 til 2,5 minutter i en +300 grader varm ovn.
Det er kunst!
Og kan man ikke lide det, så spis noget andet!
BASTA!

PS: Nu skrev jeg mig vist næsten så varm, at man kan bage en pizza på mig!

Men jeg kan ikke nære mig for at komme med et sidste restaurant-tips:

Flyt ikke om på møblerne.
Bed altid personalet om hjælp!
Nogle af mine gæster på en tur til Ligurien sidste år kom en dag hen til mig og klagede over en – god! – restaurant, jeg havde anbefalet til dem.
– Det beklager jeg. Hvad var I utilfredse med? spurgte jeg undrende.
– De var simpelthen så sure, bare fordi vi flyttede et bord, så vi kunne sidde i solen, svarede gæsterne.
Jeg gik siden hen på restauranten, og undskyldte på gæsternes vegne.
– Jamen, vi blev simpelthen bange først, og så sure. Lige pludselig kom der otte store og meget letpåklædte mennesker ind og begyndte at flytte ompå vores borde og stole, forsvarede ejeren sig.
Det forstod jeg godt.
Må man virkelig flytte rundt på møblerne på danske restauranter?

Udtale af Ciabatta: >>

–//–

Folkesundheden: Peberfrugter, vådt hår og “luftslag” er livsfarlige, og børn kan lide af “Neglelakfjerner”

2. februar 2016/i Folkesjælen, Mad /af Charlotte Sylvestersen

Da lægen spurgte, om jeg forlod min krop med jævne mellemrum…
Efter 26 år i Italien er jeg overbevist om, at der er helt tydelige genetiske forskelle på en dansk og en italiensk krop.
Jeg ved også nu, at der eksisterer sygdomme og farer, som nordeuropæere tilsyneladende er immune overfor.

Mit første møde med det italienske sundhedsvæsen i 1995 skyldtes nogle ubehagelige galdesten.
Jeg ankom til skadestuen ved midnat, og næste formiddag skulle jeg have en samtale med en læge om det videre forløb.
Der var mange spørgsmål, den smukke unge læge, der i sin fritid var plastikkirurg, skulle have svar på.
Det er ikke uvæsentligt, at han var ung og smuk.
Det forklarer, at jeg udover at have et meget begrænset kendskab til medicinske udtryk på italiensk, blev yderligere forvirret af hans skønhed.
Det gik galt, da han spurgte om ”jeg gik væk fra min krop med jævne mellemrum”?
– Øh, svarede jeg og prøvede at samle tankerne.
– Nej, det gør jeg ikke. Det er længe siden jeg holdt op med at ryge hash og eksperimentere med andre sjove sager, svarede jeg.
Den smukke læge brød ud i latter, og forklarede mig, at ”andare di corpo con regolaritá” er en høflig måde at spørge, om en person har regelmæssig afføring.

…artiklen fortsætter under annoncen

AFFØRING ER OK, MEN NØGENHED ER TABU
Det er i øvrigt helt i orden at stille dette ikke særligt diskrete spørgsmål om afføringens regelmæssighed, når en italiener betror dig, at han eller hun har problemer med enten maven eller tarmsystemet.
Ja, italienerne véd simpelthen instinktivt, om det er mave eller tarm.
Mit indtryk er, at man i Danmark bare har mavepine.

Nøgenhed er derimod stadig et tabu, når det ikke er kunst.
Italienske børn bliver undervist i og besøger museer med den klassiske kunst, og det er altså langtfra lykkedes kirken af få sat figenblade overalt.
Det er alligevel kun et par måneder siden, jeg fik dræberblikke af en gruppe mødre i svømmehallen, fordi jeg brusede uden badedragt. Men jeg undgik dog hysterisk skæld ud som jeg fik af en mor til en baby på svømmebadet Lido di Milano i begyndelsen af 90´erne.

OG DET DER MED AT SPISE OG BADE…
Jeg holdt også hurtigt op med at bade topløs.
Det passer bare ligesom ikke til det officielle italienske strandliv.

Men jeg nægtede, og nægter stadig, at gå på integrations-kompromis med badning efter måltiderne.
Oppe ved min bjergsø har de vænnet sig til, at jeg godt kan spise en pizza og bade umiddelbart bagefter.
I sommer var det faktisk Enrica, der forklarede de andre gæster på Pizzeria Val Maria, at for danskere er reglen, at man SKAL bade inden der er gået en time efter at man har spist!
Det er min helt personlige overbevisning, at det med at man ikke må bade helt op til tre timer efter frokosten er italienske mødres forsøg på at slippe for stranden…
Husk i øvrigt bare for en ordens skyld, at det er dødbringende at gå rundt med vådt hår udenfor strandene, uanset lufttemperaturen!

BØRN KAN FEJLE ”NEGLELAKFJERNER”!
I løbet af 90´erne fik de italienske veninder børn.
Så kom der for alvor gang i snakken om det uendelige udvalg af sygdomme, der truer menneskeracen generelt, og italienske børn i særdeleshed.
Èn af veninderne fortalte, at hendes søn havde ”Acetone”!
Jeg måtte skjule et latteranfald.
Det er først i dag, jeg har slået emnet op på Google.
Til min ikke særligt store overraskelse står der mellem linjerne i ForældreGuiden >> , at der ikke er tale om en klassificeret sygdom, men derimod om en ikke særlig veldefineret ”uorden i metabolismen, der har brug for energi”.
I næste sætning står så helt ulogisk, at der er tale om en sygdom, børn nærmest ikke kan undgå inden de kommer i puberteten!
Årsagerne til anfald af Acetone er ikke kendte.
Men for eksempel kan lugten eller blot synet af visse madvarer udløse kriser ledsaget af voldsomme opkastninger, der varer op til et døgn eller to.
Til gengæld er symptomerne klare:
Barnets ånde lugter af æble eller – naturligvis – acetone.
Så nu ved I det.
Kuren:
At sørge for, at barnet ikke bliver dehydreret, eventuelt lade det sutte på en isterning.
Ok, neglelakfjerner-problemet er stadig et mysterium, men spørg en italiensk mor:
Det eksisterer!

”Store ører” – orecchioni – var også en af de sygdomme, der fascinerede mig.
Dén er god nok, for det er nemlig fåresyge, som så heldigvis er vaccineret væk.
I hvert fald indtil antallet af uvaccinerede børn ikke vokser for meget, for Italien har skam også deres bevægelse af anti-vaccine-forældre.

Børn, og mange voksne kan i øvrigt heller ikke tåle ”tunge madvarer” som for eksempel skrællen på agurker, rå løg og peberfrugter.
Til gengæld klarer italienske gener udmærket en bradepande Lasagne, store portioner spaghetti, og de ofte for danskere voldsomme søndagsfrokoster.
For slet ikke at tale om de mad-ekstreme højtider som jul, påske, og allerværst, bryllupper.

EN “GRIM TING”
Trods det accepterede i at tale om både afføring og børns dårlige ånde fandt jeg hurtigt ud af, at kræft talte man helst ikke om i Italien, da jeg kom til landet i 1989.
Manden måtte igen lege ordbog, da jeg havde hørt den vage sygdomsbeskrivelse ”en grim ting” for 20. gang uden at forstå, hvad det handlede om.
Jeg var på den anden side slet ikke i tvivl om, at når ordene ”un brutto male” var sagt, så var det ikke en invitation til at spørge om mere.
Manden var faktisk heller ikke begejstret for at udtale ordet, der dækker over hele spektret af kræftsygdomme.
Her er der sket en mentalitetsændring.
I dag bruger de fleste det rette ord, men man hører stadig om nogle, der er syge eller dør af ”en grim ting”.
Personligt tror jeg der var, og for nogle stadig er, tale om en slags fortrængende overtro:
Siger man ikke ordet, så eksisterer sygdommen heller ikke.
En anden sygdom, man ikke skal spørge for meget ind til, men blot nikke medfølende til, er ”Cervicale”, som dækker over enhver form for smerter i nakken, selv om ordbogen stadig i dag siger livmoderhalskræft.
Nogle mysterier kan man bare ikke løse.

ET SLAG I LUFTEN
“Et slag af luft” – un colpo d´aria – rammer italienerne året rundt, og kan resultere i de fleste kendte dårligdomme.
Vi nordboere nøjes med ikke livstruende træk.
”Luftslagene” rammer, når det er for varmt, for koldt, for fugtigt og for tørt, og alt andet derimellem.
Angsten for ”luftslag” får italienerne til at pakke skrigende spædbørn ind i lag på lag indtil temperaturen er over 30 grader.
Man kan som udlænding anklagende få påpeget, at barnet i klapvognen burde have strømper på, når temperaturen kun er 23 grader.

”Luftslag” er specielt farlige, når årstiderne skifter, og det gør de jo på helt præcise datoer.
For eksempel tænker jeg tit på tante i San Remo, der kunne finde på at løbe efter mig med en lille uldtrøje, når min mand og jeg efter den 15. august gik ud for at drikke en kop kaffe om aftenen.
– Du må heller tage en Kashmere-trøje med for en sikkerheds skyld. Vi er jo efter Ferragosto, og så ved man aldrig, insisterede tante Emilia, og var totalt immun overfor min konstatering af, at der var 32 grader udenfor.

En ”sundheds-undertrøje” er også et kendt forebyggende middel når årstiderne skifter.
Det er en undertrøje, der oprindeligt var af uld, og blev båret til langt hen i april, så man – trods den officielle fejring af foråret den 21. marts – ikke risikerede smerter i mave, øjne, ører, hovede og knogler når man blev udsat for “un colpo d´aria”.

Den avancerede udgave af sundheds-undertrøjen er uld yderst og bomuld mod huden.

Til gengæld for alle disse trusler mod helbredet reagerer italienerne nærmest slet ikke på faren for at blive smittet ved direkte kontakt med overkrop og hovedet kropsåbninger.
De ved godt, at forkølelser, influenza og værre sygdomme overføres ved tæt fysisk kontakt, men de skal virkelig være rigtigt syge, før de afviser at hilse med helst tre kindkys.
Sådan er der så meget…

MUTATIONER
Nå, nu må jeg smutte.
Det er over et år siden, jeg har afleveret en blodprøve.
Det gør man i hvert fald en gang om året for at få udleveret 6-7 A4-ark med test for ALT.
Efterfølgende tager man en lang samtale med lægen om den generelle situation sammenlignet med tidligere års efterhånden tykke sagsmappe.
Ser du mig med en stor uformelig gul kuvert – resultatet af flere års hjertekardiogram kommer af en eller anden grund i et format mellem A4 og A3 der ikke passer ind i noget standardformat – så er det sandsynligvis fordi jeg efter 26 år er i færd med at mutere genetisk.

Jeg ved jo nu, det ikke bare er mavepine, men enten mave eller tarm.

Årene har umærkeligt også lært mig leverens præcise position!
Og til min egen overraskelse ligger der faktisk to sundheds-undertrøjer med uld udenpå og bomuld mod huden i min komode…

OPSAMLING AF KOMMENTARER FRA FACEBOOK:

Flere læsere bemærker, at FEBER i Italien begynder ved 37,5, men den skandinaviske genetik åbenbart skal en halv til en hel grad længere op inden det bliver farligt…

AS i Firenze bekræfter, at man i Italien “GÅR UD AF SIN KROP”.
Hun understreger, at det stadig er grænseoverskridende, når svigermor forhører sig hos hende om hvorvidt sønnen foretager denne udgang regelmæssigt…

“Neglakfjerner” hedder på dansk “KATON-ÅNDE”.
Det handler ofte om, at børn med feber går sukkerkolde.
Så husk at vande dem, gerne med frugtsaft med naturligt sukker.
Og ja, de lugter af acetone, når det sker.

–//–

Lasagne – den ultimative opskrift på specialiteten fra Bologna

26. januar 2016/i Mad, Opskrifter, Primi - Pasta og Ris /af Charlotte Sylvestersen

LASAGNE eller LASAGNA?
Google får lov til at bestemme: Lasagne – 30.900,000 hits / Lasagna – 29.500.000 hits

1: Ragú
– eller kødsovs som vi danskere siger, er det første trin til en god lasagne.
Her er den officielle opskrift på ragu fra Bolognas turistkontor, tilføjet mine personlige råd i parenteser:

INGREDIENSER
150 gram hakket magert oksekød (men da danskere er større kødspisere end italienere, så brug du bare 250-300 eller flere gram kød til DIN lasagne-ragu!)
80 gram hakket svinekød
50 gram baconskive
(…eller 50 kogt skinke eller 50 gram finthakket mortadella-pølse >>
…eller – endnu bedre! -100 gram salsiccia-pølse uden skind!)
1 løg – 1 eller 2 gulerødder – 1 ben bladselleri (= en soffritto, basisblandingen til italiensk pastasauce)
60-80 gram smør
Tør hvidvin efter behov – stuetemperartur (…aldrig rødvin!!!)
2-3 skefulde tomat-koncentrat (Har du ikke sådan en tube i køleskabet, så brug tre-fire hele flåede tomater uden ekstra tomatsaft.)
Salt og peber
(Min lasagna får også ét fed hvidløg hakket i to stykker i soffritto´en. De får lov til at simre sammen med 3-4 friske eller tørrede laurbærblade – det bliver lasagnen bare bedre af! Hvidløgsstykkerne og laurbærblade fjernes inden lasagnen “fabrikeres”)

…artiklen fortsætter under annoncen

A: Skær grøntsager og bacon (mortadella, kogt skinke eller salsiciccia) i mindre stykker.

B: Steg blandingen i en tykbundet gryde ved svag varme med 40 gr smør i ca. 8-10 minutter – grøntsagerne må ikke brunes, men skal blive blanke…

C: Når blandingen har suget sin egen væde op tilsættes det hakkede kød

D: Steg ved lidt højere temperatur til kødsaften er kogt ind, og tilsæt derefter et generøst sjat hvidvin, som fordamper hurtigt

E: Tilsæt tomatkoncentrat opløst i 1 dl vand, salt og peber og lad sovsen boble mindst én time – og helst mere!
(…det der med at lade pastasauce – sugo – koge i dagevis handlede nok mest om komfurerer, der ikke var stabile…)

2: Mens din ragú bobler for svag varme...
Bechamel-sauce/Besciamella.
Den kan selvfølgelig købes færdig – men… Det er jo i grunden ikke andet end en opbagt sovs. Den er klar på 10 min.:

1 liter mælk
100 gr smør
100 gr hvedemel
Revet muskatnød
Salt- friskkværnet peber
100-150 gram revet mild ost, helst Grana Padano eller Parmigiano Reggiano

A: Smelt smørret i en lille tykbundet gryde.

B: Hæld melet i det smeltede smør, og rør energisk rundt med et piskeris, indtil du har en lind masse.

C: Tilsæt mælk lidt af gangen.

D: Når al mælken et tilsat, bringer du saucen til kogepunktet, tilsættes muskatnød og ost, og du lader saucen koge igennem et par minutter – mens du stadig rører rundt.

3: Bagepapir er en fantastisk opfindelse.
Brug et ovnfast fad i den den rette størrelse.
Hæld nogle smørklatter i bunden eller fordel, eller halv smør og halv olivenolie – ikke olie alene, så brænder pladerne bare fast!

4: Lag på lag…
Så er du klar til at “konstruere” din lasagne:
Du kan naturligvis selv lave dine lasagnsplader.
Jeg bruger færdiglavede – af friske æggepasta – ikke de tørrede!
Tørrede plader, der skal forkoges o.lign. giver efter min mening et ubehageligt resultat.

Hvor mange lag?
Tjah – de “officielle” opskrifter siger 4 – men jeg kan nu personligt bedst lide en lasagne med 5-6 lag…

5: Rækkefølgen
Først smør/olie, så lasagnapladen, så bechamel, derefter ragu, og inden næste lag lasagne-plader strør du lidt revet parmesan-ost over blandingen.

6: …og så i ovnen!
og her er tricket, der får det hele til at gå op i en højere enhed:

De første ti minutter bages lasagnen ved 250 grader.

Når du kan se, at det hele bobler lystligt, så skruer du ovnen ned til 165-175 grader, og lader lasagnen bage færdig i løbet af 20-25 minutter ved den svage varme.
Så er den gennembagt, men ikke brændt på, og pastapladerne risikerer ikke at blive tørre som gammelt bagepapir!

Serveres med brød, rødvin, gerne den brusende mrækerøde Lambrusco, og friskrevet parmesanost!
Buon appetito!

–//–

Kontakt info