I Italien græder vi over, og taler om vores døde. Og ingen af mine italienske venner og bekendte har nogensinde udtalt de ydmygende og livsudslettende ord “nu er du vel kommet over det”.

For nogle uger siden sad GF, Sandro og jeg og græd ved bordet henne på kommunistbaren ”Vatikanet”.

Vi græd over vores døde, og Sandro græd den dag, fordi ”jeg var en sommerfugl de første år, og gjorde hende så meget ondt”.
Fasen af skyld over grimme ord, og sommerfuglens trang til at smage andre blomster, kender GF og jeg. Så vi kunne minde Sandro om, at hans afdøde hustru måske heller ikke altid var det søde, blide og trofaste væsen, hun lige nu er i hans ubærlige sorg.

Ingen af vores venner ved de andre borde løftede et øjenbryn.
Det er vores fællesskab.
Det bliver respekteret.
Bagefter smagte vi naturligvis også på den salami Marco havde med, drak et glas eller var det to, og deltog i den efterfølgende fællessang.

Gianfrancos kone døde for over tyve år siden, Sandros i fjor efter over 50 års ægteskab, og min mand tjekkede ud for to år siden.

Men tid er en uvæsentlig faktor for sorg i Italien.
Hér respekterer man ubærlig sorg også efter årtier.
Man accepterer døden som en livslang ledsager, vi alle uundgåeligt og i en af dens omskiftelige former skifter bekendskab med.

Min mands død er derfor også blevet en af de mest fantastiske livsbekræftende oplevelser i mit italienske liv.

Folk fra kvarteret som jeg ikke kendte, men som min mand frekventerede, gik i månederne efter hans død målbevist over på min side af fortovet for at kondolere.
Flere af dem gør det stadig i dag.
For at høre, hvordan det går, for at give mig et knus eller for at fortælle en historie om min mand, som de har tænkt på.
Og nogle er blevet nye venner i mit nye liv.

13 dage til at ”komme over det”

Der gik kun 13 dage efter min mands død før jeg fik et ”nu er du vel kommet over det”, i hovedet fra Danmark.
En straks unfriendet dansk barndomsven sendte en privat besked til mig på Facebook.
”Har hørt om din mand, men nu er du vel ovenpå igen. Kan du ikke lige skaffe mig en billig lejlighed til seks personer i Firenze i påsken”.

En anden dansker blev eks-veninde, da hun udviste en endnu mere pinlig mangel på takt og empati ved at insistere på, at jeg skulle gennemføre en aftale med hende tre dage efter mandens død.
”Jamen, du havde jo lovet at komme”, gentog hun flere gange indtil jeg lagde røret på, for dér var jeg for en gangs skyld uden ord.

“Efter tre måneder holdt naboerne op med at skifte fortov, når de så mig”, fortalte en dansk enkemand mig i fjor.
“Det var tydeligt, at de mente, jeg så var kommet over min kones død. Og så kunne vi snakke om noget andet.”

24, 7, 13, 23, 35

Det slår mig, at ingen af mine italienske venner og bekendte nogensinde i de forløbne to år, to måneder og 24 dage har udtalt den dybt ydmygende og i grunden livsudslettende sætning, at ”nu er du vel kommet over det.”

Begynd med at beslutte, at ordene ”du er vel kommet over det”, aldrig nogensinde mere kommer over dine læber.
Så er du tilbage på den rette vej.

Og ingen synes jeg er sær, fordi min indre kalender over, hvor mange år, måneder, dage, timer og minutter jeg fik sammen med ham, altid er opdateret.

Jeg kommer aldrig over min mands død, og skal det heldigvis heller ikke i Milano.
Man sletter da ikke 24 år, 7 måneder, 13 dage, 23 timer og 35 minutter af sit liv, bare fordi døden kommer forbi.

Man kan ikke systematisere sig ud af døden

Alle liv indeholder små og store ulykkelige begivenheder.
Dine kæres død er en af de slemme.
Men at netop døden er et af livets grundvilkår, anses i dag nærmest som en fornærmelse mod borgerne deroppe i verdens lykkeligste land.

Derfor står behandlere, projektmagere og medier i den anden ende af den danske berøringsangst klar til at systematisere sig ud af den grundlæggende mangel på empati, medmenneskelighed og sociale relationer, som andre steder i verden, Milano inklusive, i langt de fleste tilfælde er nok.

Set fra den anden ende af Europa får man nogle gange en fornemmelsen af, at stort set alle de problemer der rammer de fleste af os i løbet af livet, i Nordeuropa regnes for systemfejl, som systemet har pligt til at rette for borgeren.

DR viser lige nu programmet ”Mor er død – men det taler vi ikke om”, og det myldrer med sorgrupper og tilbud om professionel terapi.

Men alle disse foranstaltninger er nytteløse, hvis du bliver ved med at gå over på den anden side af gaden, undgår at tale med de efterladte om deres døde, og helt banalt slet ikke tør se os i øjnene.

Journalisten Esben Kjær mistede sin 7 år gamle søn i 2012, da drengen fik kræft. Hans bog ”Min usynlige søn – Kunsten at lave med sine døde resten af livet” bekræfter grundlæggende mine erfaringer med den nordeuropæiske berøringsangst.

”Problemet er, at folk tror, at de kan gøre én ked af det ved at tale om den døde. Men det kan de ikke, for de kan ikke sige noget, der gør det værre. Det værste, de kan gøre – og det er så lige, hvad folk gør – er at tie min søn ihjel”, siger Esben Kjær i et interview i Politiken den 7. maj  med titlen “det er sygt, at vi lader som om døden ikke er her.”

Esben Kjær har et forslag.
”Som samfund har vi brug for at udvikle nogle normer – en slags færdselsregler – for, hvordan vi opfører os over for de efterladte”.

Disse færdselsregler findes.
Jeg har mødt dem i via Plana og omegn, og navigerer stadig i dem.

Her er de empatiske og medmenneskelige færdselsregler endnu ikke blevet afviklet af velfærdsstatens omklamrende systemtænkning, hvor målet er at fjerne alle de ubehagelige forhindringer for et evigt lykkeligt liv, døden inklusive.

Du kan begynde med at beslutte, at ordene ”du er vel kommet over det”, aldrig nogensinde mere kommer over dine læber.
Så er du tilbage på den rette vej.

–//–

Artiklen er tidligere bragt på POV.International– 9.5.2016