Indlæg

Skøn madbutik i Todi i Umbria

VIDEO: NORCINERIA E SALSAMENTERIA PRINCIPE I TODI:

Historisk kom de bedste slagtere i Mellemitalien fra byen Norcia i Umbria.
Derfor hedder slagter- og pålægsbutikker i området ofte norcineria.

Slagteren hedder en norcino, og udover at slagte dyrene, skære kødet ud og producere skinker og de andre pålægsspecialiteter var det traditionelt også il norcino, der kastrerede grisene.

På den centrale plads i Todi sælger Principe også vin, balsamico eddike, pastaspecialiteter og trøfler og meget andet lækkert udover de traditionelle skinker og pålægsspecialiteter.

Salamispecialiteten “Bedstefars nosser” var udsolgt, men jeg fik da tre styk “muldyrnosser” med hjem til Milano.

Det karakteristiske ved specialiteten Muldyrnosser – coglione del mulo – er naturligvis formen, men også, at der midt i pølsen er placeret et stykke fedt – lardo.

Bedstefars – coglione del nonno – af slagsen er nogle mindre rynkede salamier, der kan minde lidt om grankogler.

Videoen er optaget i august 2023

–//–

Assisi: Find dín mursten på pilgrimsvejen

Canale Carlotta i Assisi, Umbria, 16. okt. 2017:
Efter jordskælvet i og omkring Assisi i den 26. september 1997 kunne man støtte genopbygningen ved at købe en mursten med sit navn indgraveret.
Prisen var 50.00 lire, omkring 200 danske kroner.

Murstenene blev siden en del pilgrims-gangstien mellem Assisi by oppe på bakken og Santa Maria degli Angeli nede i dalen.

Kommunen glemte bare lige, at de glade givere ville vide, hvor déres helt private mursten befandt sig.

…artiklen fortsætter under reklamen


En dag i begyndelsen af 00’erne mødte jeg en krumbøjet kommunalarbejder på stien…

Video: 3 minutter og 40 sekunder, inklusiv fuglefløjt og lidt lebensangst for konvertering til katoliscismen…

Kommunalarbejderen blev færdig med opgaven, for i dag kan de glade givere indtaste deres navn på en hjemmeside, og få oplyst den præcise placering af murstenen med deres navn >>


Folk fra hele verden er blandt giverne.

Her finder du stien:
Den begynder på parkeringspladsen nedenfor Paradisbakken, hvor den store basilika i to etager og Franciskanermunkenes moderkloster befinder sig, og fortsætter ned til dalen til Piazza Garibaldi i Santa Maria degli Angeli, knap fire kilometer i alt.

Stien set fra Assisi

For enden af stien på vej op til Assisi hilses man med Franciskanernes motto:
Fred og alt godt.

–//–

Civita ved Bagnoregio synker, og kaldes den døende by

Civita di Bagnoregio har rødder tilbage til etruskerne for 2.500 år siden, ligger i imponerende ensom majestæt på en bakketop af sprøde tufsten mellem Orvieto i det sydlige Umbria og Bolsena søen i det nordlige Lazio cirka 115 km nord for Rom.

I kløfterne på bakkens sider befinder floderne Rio Chiaro – Den klare flod – og Rio Torbido – Den grumsede flod – sig.

Manglende vedligehold af flodbredderne og beplantningen i dalene har gennem århundrederne skabt voldsomme oversvømmelser, der har være med til at gøre bakken endnu mere “skrøbelig”.

Byen synker i dag både langsomt sammen, og udsættes også jævnligt nye jordskred.

Geologisk er bakken paradoksalt nok også blevet skabt ved jordskred og erosion.

Det nederste lag af bakken er af ler, men de øverste lag er af tufsten og lavasten.

Ydermere ligger Civita i et jordskælvsområde.

20160630_140347

Civita og broen set fra Bagnoregio, som Civita er en del af

Indtil 1600-tallet var Civita en større by med hele fem byporte, og Bagnoregio var dengang et kvarter i Civita.

2024: Man betaler i dag fem euro i entre for at besøge den synkende by.

I dag er der kun få fastboende tilbage i den synkende by, Wikipedia siger otte personer.

I 1695 blev flere kvarterer på bakken destrueret af et jordskælv, og i 1944 blev den stejle murstenstrappe op til byen bombet.

..artiklen fortsætter under annoncen

Den eneste måde at komme op til byen i dag er over den høje bro, der blev bygget i beton så sent som i 1965.

Det er en lidt skræmmende opstigning for folk med højdeskræk, og jeg blev i øvrigt totalt til grin, da jeg på parkeringspladsen i Bragnoregio så et skilt, der tilbød kørsel med hestevogn, og tænkte “den snupper jeg”.

20160630_140318

Lej en hestevogn, til kørsel i Bagnoregio, men ikke op til Civita!

Bagefter kunne jeg godt se, at en tur på broen ville være endnu mere skræmmende i hestevogn, end den jeg så endte med at tage til fods.

Og de lokale ved billetsalget før broen til Civita fik så til gengæld dagens grin.

Det koster € 5.00 (2024, red.) at tage turen – til fods – op og ned af broen.

Entréen til broen blev indført i 2013 efter nye jordskred og skal være med til at sikre byen, der dog stadig markedsfører sig med tilføjelsen “la cittá che muore” – byen, der dør.

For beboere, butikkerne og restauranterne er det dog mulig at få fragtet ting op med scootere på visse tidsrum af dagen.

Obs: Et besøg i Civita er ikke for gangbesværede.

20160630_141855

Civitas centrale plads fotograferet i det splitsekund, hvor der ikke var en japaner med stativ i gang med at forevige sit ophold uden selv at være “tilstede i nu´et”.

20160630_145255

Veninden og jeg tager os altid tid til “nu´et”, og havde smart nok kombineret adgangsbilletten til Civita med billetsalgets tilbud om aperitif med crostini.

20160630_143757

Vi pustede ud efter opstigningen siddende med kølig vin fra det nærtliggende Orvieto-distrikt, og nærende crostini med trøffelkreme, olivenkreme og jomfru olivenolie.

For mit vedkommende handlede det dog også om at samle mod til nedstigningen.

Det gik…

20160630_144645

PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi besøgte Civita di Bagnoregio den 30. juni 2016.

Rigeligt med vand er en rigtig god ide til turen op og ned fra Bagnoregio.

Der er kun to kilometer tur retur fra Piazzale del Belvedere, men det går også op- og ned af bakken og trapperne fra Bagnoregio inden du når til den 300 meter lange bro til Civita.

Èn af japanerne besvimede faktisk på tilbagevejen.

Vi parkerede på Piazzale del Belvedere, hvor der også er offentlige toiletter, udsigtspunktet til “Kodadmoments”, en hyggelige have og naturligvis en bar.

Der er også parkering ved Piazzale Battaglini, og her kan man tage en shuttlebus til € 1 t/r til og fra Piazzale del Belvedere.

Der er ganske få parkeringspladser helt ned ved billetsalget og indgangen til broen.

For at komme dertil skal de følge di brune vejskilte, hvorpå der står “Civita – la cittá che muore”.

Der er også bar og restaurant ved indgangen til broen, og fontæner med drikkevand.

ANDRE SEVÆRDIGHEDER I NÆRHEDEN:

Viterbo med Pavernes kurbad/Terme dei Papi – 28 km

Palazzo Farnese i Caprarola – “Italiens Pentagon”

Bolsena søen – 15 km
Orvieto – 18 km

Vinbyen Montefiascone – 14 km

–//–

Nem og nærende linsesuppe fra jordskælvsramte Castelluccio

Linserne fra Castelluccio ved fra Norcia i Umbrien
“Lenticchia da Castelluccio di Norcia IGP” er en de i dag flere end 280 italienske specialiteter, der har IGP (BGB), DOP (BOB) eller STG klassifikation som originale traditionelle madprodukter.

 De lokale kalder linserne for “Lénta”, og linserne med den berømte tynde og sprøde skal har været konsumeret i mere end 5.000 år i området, der ligger i “Italiens grønne hjerte” i regionen Umbria. Linserne kommer fra en étårig plante, der blomstrer mellem maj og august.

De fine liner fra Castelluccio (Wiki)

Kontrollér, at emballagen har IGP-mærket. Linserne fra Castelluccio er så eftertragtede, at der også sælges falske kopier af dem.Linserne bliver sået, så snart sneen på højsleten er smeltet, og de første planter høstes i slutningen af juli. I dag er hele produktionen økologisk (“biologico” hedder det i Italien).  Før i tiden blev der høstet med håndkraft, og kvinderne, der blev sendt i marken for at høste kom for eksempel fra byerne Gualdo, Pescara Del Tronto eller San Pellegrino, og de blev kaldt for “le carpirine”. Linserne var de fattiges erstatning for kød på grund af deres store indhold af proteiner.

…artiklen fortsætter under annoncen

Hvert år sidst i august holdes der “Linse Høstfest” – “Festa della Trebbiatura” – i Castelluccio. Byens ældste bonde begynder høsten ved at aktivere byens sirene. Høsten fortsætter indtil frokost, hvor tre hyl fra sirenen kalder byens borgere og gæster til festfrokost med lokale specialiteter, musik og dans.

OPSKRIFT TIL FIRE PERSONER:
INGREDIENSER
350 gram linser fra Castelluccio
8 halve skiver ristet landbrød
1 fed hvidløg
1 ben bladselleri
Salt og husets allerbedste ekstra ¨jomfru olivenolie >>

TILBEREDNING
Dæk linserne med koldt vand i en tykbundet kasserolle.
(Linserne fra Castelluccio skal ikke lægges i blød eller skylles –
italienske ris >> skyller man for eksempel heller ikke!)

Tilsæt hvidløg og bladselleri hakket i tern.

Bring suppen i kog og skru derefter ned for varmen.
Suppen simrer herefter en halv time til tre kvarter.
Tilsæt evt. mere vand, hvis suppen bliver for tør, og tilsæt også en smule salt.

I mellemtiden har du placeret to skiver ristet brød i hver tallerken.
Hæld suppen over brødet og lad den samle sig i cirka ti minutter.

Inden du serverer linsesuppen “garnerer” du den med stråler af den gode olivenolie.

Det er et imponerende syn, når højsletten ved Castelluccio står i blomst om foråret

Den blomstrende højslette (Wiki)

–//–

Frans af Assisi i følge Hermann Hesse

Fra Kristeligt Dagblads forlag:
For første gang udkommer Hermann Hesses lille biografi om Frans af Assisi på dansk.

I bogen fortæller forfatteren livshistorien om købmandssønnen, der blev vandreprædikant.
En fortælling, som er til stor inspiration for de mange mennesker, der hvert år valfarter til Frans af Assisis fødeby – og pave Frans som har taget navn efter sit forbillede.

…artiklen fortsætter under annoncen

I 1904 skrev Hermann Hesse en lille biografi om den hellige Frans af Assisi (1182-1226).
frans_af_assisi_hermann_hesseLINK: Kristeligt Dagblads Forlag >>

En beretning, der fortæller historien om den unge norditalienske købmandssøn af velstående familie, som under et kortvarigt fangenskab får en guddommelig åbenbaring og herefter bryder med sin familie og opgiver alt jordisk gods.
Efter bibelsk forbillede gik Frans nu omkring som vandreprædikant og grundlagde siden franciskanerordenen.

Frans’ religiøsitet var præget af inderlighed og dyb forbundethed med natur og dyr.
Hermann Hesse finder i Frans et forbillede for den skabende kunstner, som med etisk, åndeligt og følelsesmæssigt engagement taler de nødstedtes og lidendes sag og søger den enkle sandhed og skønhed.

Bogen udgives med renæssancekunstneren Giottos fresker.

Hermann Hesse (1877-1962) voksede op i Tyskland og Schweiz i en strengt religiøs familie.
Senere blev han dybt optaget af buddhisme og psykoanalyse, der prægede hans to kendteværker Siddharta og Steppeulven.
Hesse blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1946

–//–