Indlæg

Kvinder, vin og vandring i Piemonte – 28.-31.maj

Fra Marianne Due – program og praktisk information om rejsen nederst på siden:

Hvorfor hedder mit passionsprojekt “Kvinder, Vin & Vandring”?

Kvinder:

Har du ligesom mig lagt mærke til, at mænd er gode til at netværke, mens de gør noget sammen? De tager ud og ser fodbold eller håndbold, eller de køber racercykler og mødes for at cykle. De prioriterer både tid og penge til at rulle på landevejene herhjemme eller på berømte cykeldistancer rundt omkring i Europa.

Er der et tilsvarende marked for netværksoplevelser for kvinder?

Kan jeg skabe en oplevelse, der tiltrækker kvinder, som gerne vil netværke ved at gøre noget sammen?

Det kunne være gode forretningsforbindelser, dit team på jobbet, netværksrelationer, veninder, søstre eller mødre og døtre.

Jeg mødes selv i flere forskellige kvindenetværk og tager masser af inspiration, motivation og power med mig hjem fra de møder, så det må der være basis for.

Vin:

Jeg har mulighed for at skabe en base for netværket i min bror og svigerindes lækre udlejningsvilla, Villa Monforte Barolo, og når vi skal være i Italiens verdensberømte vindistrikt, er det oplagt, at der er vinsmagninger på programmet.

Ligesom med mange andre brancher har vinproduktion været et mandsdomineret område, men her kommer flere og flere kvindelige winemakere også på banen. Det er interessant at besøge deres vingårde og høre deres fortællinger om, hvordan de fornyer tilgangen til både dyrkning og produktion af vin, når de bærer de gamle familietraditioner videre.

Vandring:

Jeg kan lide at være aktiv, når jeg holder ferie, og har altid holdt af at vandre. Når du er dit eget transportmiddel, så ser du en lille del af dit rejsemål helt tæt på – i langsomt og fordøjeligt tempo. Det giver plads til at nyde naturen og de betagende udsigter eller at ’se indad’ og reflektere, få tanker til at falde på plads og nye idéer til at spire frem.

En del af vinområdet i Piemonte, hvor Barolo hører til, er udpeget til verdensarv af UNESCO. Vi går igennem vinmarkerne, der bølger sig op og ned, og når vi vender os rundt, så ser vi pittoreske middelalderbyer på mange af toppene i det fjerne.

Efter sådan en tur på cirka tre timers vandring er vi blevet sultne og kan nyde lækre italienske retter med god samvittighed.

Jeg er så klar til at komme afsted!

Skal du med?

Det er den 28.-31. maj.

Der er et begrænset antal pladser i villaen,
så skriv til mig for program og booking.

Kontakt:
vinogvandring(at)mariannedue.com
Om Marianne Due: https://mariannedue.com/

Detaljeret program og praktiske informationer:

Kvinder_Vin_Vandring_PIEMONTE_2025

-//-

Tartar smager af kød i Italien

“Hvor er sylteagurkerne og peberroden?” lød spørgsmålet fra en læser, da jeg på Instagram (@charlottemilano) delte foto af min tartar af piemontesisk oksekød.

Svaret er, at tartar i Italien helst skal smage af kød.

Det er helt i tråd med de italienske køkkeners allestedsnærværende og grundlæggende ide om, at hovedingrediensen er vigtigst.

Ingredienserne:

Håndskåret oksefilet, i dette tilfælde fra kvæg fra Piemonte.
Den gode ekstra jomfru olivenolie (EVO – extra virgin oil, som de smarte siger!)
Salt, gerne som her kryddersalt.
Friskkværnet peber
Og så denne fantastiske Maille sennep med honning, som jeg fik anbefalet fra en god ven.
Den er himmelsk!
En almindelig sennep er også ok, men gerne af den milde slags. Her fungerer det sur-søde helt perfekt.
Kapers og æggeblomme hører sig ligesom til.


Jeg rører ganske let kødet op med salt, peber og en stribe olivenolie, og så er min tartar faktisk klar:

Keep it simple, og nyd det med frisk brød og et godt glas rødvin.

Buon appetito…

–//–

Coronavirus i Italien: Tre video-opdateringer fra kaffebaren i Milano

Psykose eller rettidig omhu?

Din udsendte reporter frekventerer uden angst den kinesiske kaffebar
, men frygter dog at komme tomhændet hjem fra supermarkedet, hvor italienerne hamstrer pasta og flåede tomater.

Video-opdateringer om Coronavirus i Norditalien fra mandag 24.2, søndag 23.2. og lørdag 22.2.2020.

Mandag 24.02.2020 klokken 08.00
Varighed 5 minutter og 26 sekunder

Søndag 23.02.2020 klokken 10.00
Varighed 3 minutter og 31 sekunder

Artiklen fortsætter under reklamen

Lørdag 22.02.2020
Varighed 3 minutter og ti sekunder

Af journalist Charlotte Sylvestersen, Milano

–//–