VIN: Carlo Merolli om klassifikationer, Barolo og Lambrusco-is

/i , , /af

26.8.2015
Man bliver klog på italiensk vin ved at læse Carlo Merolli ‘s nyhedsbreve, og får i tilgift skønne historier også om mad og mennesker…
(Meld dig til nyhedsbrevet her >>)

Dette nyhedsbrev handler af klassifikationer, de ‘bedste’ Barolo, og lidt om Lambrusco Is i København…
Og jeg elsker i øvrigt, når Carlo endnu engang understreger, at ingen vin efter hans mening bør koste mere end 500 kroner i butikken:
Kun vinsnobber og folk med alt for lidt ægte vin-nysgerrighed har behov for at betale mere!

carlo_merolli

Kære Vinvenner,

Igen en ny vinven.
Han skrev – kort fortalt – hvorfor har man ikke i Italien en klassifikation af
vinene som for eksempel i Bordeaux.
“Det ville være praktisk for os, der er lige startet med italiensk vin og ønsker at forstå mere om den.
For eksempel om Barolo: kunne du fortælle mig, hvilke der er de bedste?
“Jeg håber, at du har tænkt dig til at købe meget vin fra mig, og mindst en Velkomstkasse(*), fordi det er
ikke et nemt spørgsmål at besvare.”
Lad os se:

LIDT HISTORIE
Frankrig har været et forenet land, med centraladministration i flere århundreder.
Italien har kun lige
fejret sin 150 års fødselsdag.
På det tidspunkt, da Bordeaux-klassifikationen blev udarbejdet, eksisterede Italien ikke.
Den italienske halvø var stadigvæk inddelt i syv selvstændige stater.Ingen af dem havde et handelmæssigt behov
eller eksportrelationer nok til at skulle klassificere deres vine.

Typisk nok finder vi klassifikationen fra dengang kun i Bordeaux.
Det var ikke en rangliste over kvaliteten men
kun en “statusliste:
De forskellige chateaux blev ordnet efter, hvor høj en pris deres vine var blevet solgt i
de forgangne år.
Listen blev udtænkt som en hjælp for gæster og købere i anledning af den kommende verdensudstilling
i Paris.
Da klassifikationen viste sig at være en succes, blev den senere indlemmet i den franske vinlov og der blev sat
lighedstegn mellem pris og kvalitet.

DE BEDSTE ?
Den anden del af dit spørgsmål, om hvilke Barolo der er de bedste, er nok den mest spegede del, fordi jeg tror at
enhver Barolo-elsker ville give dig sit eget svar.
Der er naturligvis nogle få navne, som alle enes om, men tænk lidt på
Bourgogne: hvorfor er der ikke i Bourgogne en klassifikation som i Bordeaux?
Barolo og Bourgogne har meget tilfælles hvad territorie, traditioner, brug af kun en druetype, parcellisering af ejendommen og vinmagerens indflydelse på vinens karakter angår.
Det ville ikke være noget problem at finde hundrede Barolo, som alle ville
kunne indgå i en top-hundrede liste, men på den anden side savner jeg “monetos-elementet” i dit spørgsmål:
Hvor meget er du parat til at betale for en Barolo?”

Her viste den nye vinven sig fra sin dristige side.
Mente han.
Jeg er parat til at betale op til tohundrede kroner
for en god Barolo.
Rimeligt krav, men det begrænser feltet en del.
Tag dig en tur på nettet og se hvad en
god Barolo koster.
Ikke en top-tyve Barolo, blot en god Barolo.
Den entusiastiske og hårdtarbejdende side vinhulen.dk har fornylig publiceret en liste over Italiens halvtreds dyreste vine.
Det er priser mellem 1.200,- kr. og 6.600,- kroner: seksten af de halvtreds er Barolo.
Godt nok blandt de absolut bedste men du kan se, at dine tohundrede kroner rækker ikke langt.

Her blev mailkorespondancen afbrudt og jeg regner med, at det var fordi den nye vinven ville teste sandheden af min påstand ved at tage sig den anbefalede tur på nettet.
Han kom tilbage dagen efter og skrev: ”
Jeg kan se hvad du mener men har dog fundet en række Barolo til lige under tohundrede kroner. Det er her at jeg godt kunne bruge en klassifikation: hvilke er de tohundrede kroner værd og hvilke ikke ? Kan du fortælle mig hvad du selv mener?

HVER SO BEDST OM SINE EGNE GRISE
Jeg importerer selv to tre Barolo, som jeg mener er de bedste til pris, men det er ikke det du spørger om, vel ? Du ønsker dig en neutral, sober og sandfærdig klassifikation.
Den findes ikke.
Ikke blot fordi årgangen betyder meget for Barolo, men især fordi der er forskellige vinmarker, forskellige stile og hver vinhandler, hver vinelsker foretrækker sin:
Brunetter, blondiner og rødhårede, ved du nok. Desuden mellem 1989 og 2000 er produktionen næsten fordoblet. Det betyder, at der er mange nye producenter, som ikke har nået endnu til at skabe sig et rodfæstet ry for deres
kvalitetsproduktion”

Han inisisterede og jeg endte med at sende ham en liste over de Barolo, der tiltaler mig mest.
Jeg understregede, at det er de Barolo, der tiltaler mig.
Det er kun navne på producenterne, da ingen steder som i Barolo er det vigtigt at kende personerne, der fremstiller vinene.
Hver gård har så en eller to vine, som “tegner” produktionen.
Der findes naturligvis mange andre gode Barolo og det er nok derfor, at en klassifikation er stort set umulig.

HVAD PRISEN ANGÅR…..
….skrev jeg til ham at jeg har den filosofi, at en vin – hvilken som helst vin – ikke må koste mere end max. femhundrede kroner og at der mellem 85,- og 150,- findes et hav af virkelig gode vine.
Hans 200,- kr. svarer til næsten 27,- euro og det er cirka den pris, en Barolo fra min liste koster…….fra gården af.
Gode Barolo kan også fås for færre euro, men der er en nedre grænse, som man ikke burde overskride hvis man har
sine smagsløg kære.
Og jeg gjorde ham naturligvis opmærksom på, at ved forudbestilling kunne han sikre sig nogle gode Barolo i den prisklasse han ønskede:

CASCINA CUCCOS BAROLO, NEBBIOLO, BARBERA, DOLCETTO:
LAVE PRISER VED FORUDBESTILLING, VINSMAGNING OG EN “IKKE-WINEMAKERS” DINNER

Ciao,
Carlo

–//–

(*) http://shop.carlomerolli.dk/…/34-tilbu…/2212-velkomstkassen/

PS Og nu for at snakke om noget alvorligt:
Jeg ved godt, at det ikke er alle af jer, der bor i nærheden af Spaghetti Martelli, men butikken er nu en rejse værd! Det er dér, at Danmarks første Lambrusco-is bliver fremstillet. I hvert fald den første fremstillet med min/jeres/vor MUTINA Lambrusco Grasparossa di Castelvetro. Lone og Giorgio di Renzo har sluppet kreativitetsbremsen og har kastet sig ud i en lige så vovet som vellykket “Gelato al Mutina”!
(Om Lambrusco på italy.dk >>)

Ciao,
Carlo

Gelati Martelli/ Spaghetti Martelli >>, Dag Hammarskjölds Allé 44, 2100 Østerbro, Telefonnummer 35 43 80 80

Carlo Merolli sælger også detaljerede kort over vinmarkerne i de kendeste italienske vindistrikter >>

merolli_vinkort_425

GREVE I CHIANTI: Vin, vin, vin… og et par verdensberømte slagtere

/i , , , /af

Landsbyen Greve fik lov til at kalde sig “Greve in Chianti”, da kommunen i 1972 blev en del af vinområdet “Classico del Chianti”.

Kommunen, der ligger i hjertet af Chianti ( Husk: “ch” udtales “k” :-), red.) vindistriket mellem Firenze og Siena i Toscana, har i dag 16.000 indbyggere.
Der er marked i byen hver lørdag.

greve_chianti_toscana_1Området står i vinens tegn, og skiltene til vingårde står nærmest i kø, når man nærmer sig Greve – mange naturligvis med den sorte hane, der er logo for sammenslutningen – konsortiet – af producenter af Chianti Classico-vinen.

Der produceres Chianti Classico i 14 kommuner på cirka 70.000 hektar.chianti-classico-logo

chianti_classico_logo

Chianti Classico området var det første vinområde i verden, der blev lovfæstet. Det skete under den toscanske storhertug Cosimo III i 1716.

Naturligvis bør man smage vinen, når man besøger Greve.
Det kan ske på byens barer omkring den centrale Piazza Matteotti, eller på én af byens mange “Enoteca”, vinbarer:
Enoteca di Greve – Viale Vittorio Veneto 112/a
Enoteca Fuoripiazza – også restaurant – Piazza Trento
Enoteca Gallo Nero – også restaurant – Via Cesare Battisti 9
Bottega Del Chianti Classico – Piazza Matteotti 18
Enoteca Falorni – Piazza delle Cantine 6

…artiklen fortsætter under annoncen

Fra Greve til New York
Det første man ser på torvet på Piazza Matteotti i Greve er statuen af byens kendeste indbyggere Giovanni Verrazzano, der blev født i 1485.
Verrazzano blev opdagelsesrejsende på verdenshavene , og han får æren for at have opdaget området, hvor New York befinder sig i dag, samt store dele af den nordamerikanske østkyst.
Verrazzano-broen forbinder i dag Brooklyn og Staten Island. Apropos opdagelsesrejsende, så blev Amerigo Vespucci, som Amerika har navn efter, født i Montefioralle få km fra Greve.
greve_chianti_toscana_verrazzano
Verrazzano Slottet >> producerer skam stadig vin, og er åben hver dag fra 10 til 16.30 for besøg og vinsmagning, og har også en dyr restaurant. Slottet har derudover to ferielejligheder.

Slagter Falorni
På Piazza Matteotti bør man også besøge slagterbutikken “Antica Macelleria Falorni”. 
Butikken åbnede i 1806, og bestyres i dag af 9. generation.
Falorni byder på klassiske toscanske skinker, salamier og andet pålæg, men opdrætter og avler også selv.
Et af de nyeste eksperimenter er skinke – med hale! – og andet pålæg fra “Den grå gris”, hvor den lokale svinerace “Cinta Senese” og den nordeuropæiske “Large White” er blevet parret.

greve_chianti_falorni_2

Smagsprøver hos Falorni – toscansk olivenolie, frisk fåreost – Pecorino – den klassiske Toscana-salami med fennikelfrø Fionocchiona, tyåisk Greve-salami og Vindsvinesalami.

greve_chianti_toscana_falorni

Falornis gamle varvogn har blandt andet deltaget i veteranløbet Milla Miglia

Falorni har også et lille ostelager med Pecorino-oste i kælderen under butikken, og der tilbydes smagsprøver, der kan ledsages med vinsmagninger fra futuristiske vinautomater, der betjenes med et digitalt chip-kort, man køber i butikken.

Falorni er ikke den eneste verdenberømte slagter i Chianti-området.
I Panzano huserer Dario Checchini, der blev verdensberømt, da han i 2001 “begravede” Firenze-bøffen. Den var blevet forbudt på grund af kogalskab, men blev dog tilladt igen efter fire et halvt år.

Tilbage i Greve befinder byens turistkontor sig i et hjørne af Piazza Matteotti.

Foran rådhuset står skuppturen “Torso Alato” af den polske kunstner Igor Mitoraj, der har arbejdet i den toscanske kystby Pietrasanta i mange år.
greve_skulptur
Rundt i byen finder man andre moderne skulpturerer, som kommunen har investeret i.

–//–

VAND! Kan man drikke af hanerne?

/i , , , /af

Italienerne drikker i gennemsnit 190 liter mineralvand på flaske hvert år 

Læser-sprøgsmål fra Kent, der har diskuteret med vennerne, om det er en god ide eller ej at drikke vandet fra hanerne under en ferie i Marche-regionen?

OVERORDNET er svaret NEJ!
…men intet er jo sort/hvidt…

Langt de fleste steder i Nord- og Mellemitalien er vandet i vandhanerne drikkeligt set udfra et kemisk synspunkt, men det halter en del i Syditalien og på øerne Sardinien og Sicilien.
Deres problem er, at vandrørererne ofte er så utætte, at de ikke bare mister op til over halvdelen af vandet på vejen fra vandværket til forbrugeren, men også er så utætte, at alt muligt uvelkomment kommer med ind i rørerne og hen til forbrugerne…

Alligevel er den overordnede anbefaling ALTID at købe VAND PÅ FLASKE, af den helt simple grund, at jeg – og mit fordøjelesessystem! – er vant til vandhanevandet i Milano, men det er du ikke!

Det samme gør sig naturligvis gældende alle andre steder, hvor vandhanevandet i princippet er drikkelig:
DU er ikke vant til lige netop dette drikkevands kemiske sammensætning, og alt efter hvor påvirkeligt dit system er, risikerer du altså at bruge ferien anderledes end planlagt.

Og så er der fontænerne på offentlige pladser og i parker – dem drikker jeg lystigt af, uanset hvor i Italien jeg er… …hmmmm – der mangler konsekvens her, men det er altså et spørgsmål om lige netop DIN mave, må jeg så bare konstatere!!!

Vand-favoritter – for sådan noget har man også i Italien!

vand_surgiva
Jeg er vild med boble-vandet fra Surgiva-kilden
– bliver simpelthen glad, når restauranten har den på menuen…vand_bolle
Bolle-vand fra Lurisia – en anden favorit
(Bolle betyder boble på italiensk)

vand_ekstra_brus
Ekstra boblende mineralvand – Brio Blu Frizzantissima, der så er rød og ikke “blu”…

Salget af filtre og andre fysiske anordninger til rensning af vandhandevandet boomer i øvrigt i Italien, for ja, vi er da trætte at at slæbe os en pukkel til med de mang 6 x 1,5 liters vandflasker, vi bruger hjemme.

Men jeg vil altså have mit “boble-vand” og ser slæberiet som en slags ekstra motion på linje med pudsning af vinduer…

Sjovt nok boomer Sodastream-maskiner endnu ikke i Italien, hvor man jo så ellers selv kan lave vandhanevandet “FRIZZANTE” eller endog “FRIZZANTISSIMA”…

Jeg ved ikke hvorfor, men er alligevel én af dem, der ALDRIG køber min egen kulsyremaskine – det er ligesom for nemt, ikke?

–//–

Mindeord: En dansk italiener, vi kan være stolte af

/i , /af

italy.dk har modtaget følgende mindeord for Kaj Dyhre Hansen, Genova, der er afgået ved døden 77 år gammel:

Efter sin uddannelse blev Kaj Dyhre Hansen som ganske ung sendt til Italien for at starte et beskedent kontor for TULIPs produkter.  

Under Kajs ledelse blev TULIP et stort firma, og succesen blev senere forstærket med introduktionen og salget i Italien af CERES-øl.

Da CERES i 1997 købte og overtog selskabet i Genova, havde omsætningen nået cirka 50 millioner Euro.

I sin karriere modtog Kaj Dyhre Hansen adskillige anerkendelser, også gennem Ambassaden i Rom, bl.a. Dansk Arbejdes Eksportpris.

Kaj Dyhre Hansen efterlader sig hustru Ida, og tre voksne og aktive sønner, Lars, Michael og Finn Dyhre Hansen.

KOMMENTAR
Personligt har jeg aldrig haft fornøjelsen af at møde Kaj Dyhre Hansen, men jeg har gennem årene hørt mange positive omtaler af ham.

Historien om, hvordan han gjorde Ceres Strong Ale – det er vist den, der i Danmark kaldes for en Dortmunder – til Italiens mest solgte udenlandske øl i 1990´erne fortjener så absolut at bliver genfortalt:

Når Tulip leverede deres produkter til italienske barer og restauranter forærede de en kasse Ceres – tjeres udtaler de den på dansk.
– Så kan I smage på den, lød beskeden, og denne kreative form for markedsføring betød, at den århusianske øl ikke bare blev den mest solgte udenlandske øl i en periode, men også i min italienske studietid i begyndelsen af 1990´erne blev regnet for en meget smart drik.

– Ah, så skal du vel have en “tjeres”, sagde min studiekammerater på den italienske journalistuddannelse, når vi var i byen.

Først forstod jeg simpelthen ikke, hvad de mente.
Og da den rette sammenhæng gik op for mig kunne jeg se, at jeg skuffede dem, når jeg fortalte at denne lille skrappe sag ikke lige var min personlige øl-smag.

Ceres´ kontor i Italien ligger stadig i Genova – http://www.ceres.com/
Tulip italienske afdeling ligger i dag  i Legnano udenfor Milano – http://www.bacontulip.it/