Indlæg

Breaking news: Pizza Charlotte

Jeg har fået en pizza opkaldt efter mig, og noget større kan jeg ikke forestille mig.

Helt genert kom Gloria på Pizzeria Valmaria i Pur ved Ledrosøen hen til mig i sidste uge, og spurgte:

– Har du noget imod, at jeg sætter “din” foretrukne pizza på årets menukort?
Jeg blev helt rørt, og nu er det ganske vist.

“Min” pizza er med tomat, mozzarella, gorgonzola, og ovenpå den bagte pizza nogle striber af den lokale, og i dette tilfælde hjemmelavede, speck fra Alto Adige.

Pizzeriaet ved Ledrosøen, hvor jeg nu har holdt ferie i tyve år, åbnede på grund af Covid_19 to måneder for sent fredag den 12. juni.

Pizzeria Valmaria – Pur – Ledro – Trentino

–//–

Pizza-ballade i Milano: Stjernekokken Cracco nyfortolker pizza Margherita – til 16 euro

Mozzarella-osten er af bøffelmælk, og dekorerer pizzaen som en fem-bladet blomst, mens kanten er høj som i Napoli, og tomaterne er de ”rigtige” fra San Marzano. Ovenpå er der også konfitterede tomater, og så drysses der til slut origano. Det er “forbudt” i den ægte Napoli-pizza, der i stedet dekoreres med friske basilikumblade.
Grim eller kreativ Meningerne er meget delte. Nogle synes pizzaen er decideret grim at se på, mens napolitaneren Gino Sorbillo >>, der driver pizzeriaer både i Napoli og Milano godt kan lide Craccos udgave. Han understreger dog, at Cracco netop ikke promoverer sin pizza som en ægte napolitansk pizza >>. Elvira Serra skriver i Milano-avisen Corriere della Sera, at hun ”efter at have set Craccos pizza er styrtet ned for at give sin lokale egyptiske pizzakok 8 stjerner”. Carlo Cracco betaler Milano kommune én million euro i husleje for 1.118 kvadratmeter fordelt på fem etager. I stueetagen er der en Bistrot – med pizza – der er åben alle dag. På første sal er der gourmet-restaurant, og man kan leje anden sal til events og private arrangementer. De øvrige etager er kage-laboratorium og lager. Her kan du se menukortet fra Craccos gourmet restaurant >> på første sal i Galleriet. Forretterne begynder ved 36 euro. Regningen for vores frokost, der også bød på en kedelig Cesars Salad, hvor man skulle lede efter kyllingen, blev på 92 euro. Det halve havde også været for meget.
Garage Italia Carlo Cracco til venstre med Fiat-arvingen Lapo Elkann, som er hans partner i baren og restauranten Garage Italia >>, der åbnede i Viale Certosa i Milano i november 2017 –//–
Sprød, mørk og med fuldkornsmel Craccos nyfortolkning af den klassiske pizza er en let og meget mere sprød bund af fuldkornsmel, en såkaldt “frisella-dej” som man kender fra Tarallo-kiksene fra Puglia. Derfor har pizzabunden også en mørkere farve end normalt. Sådan beskrives pizzaen. Den jeg smagte var smattet og blød, dejen ikke færdigbagt, tomatsaucen lignede noget tømt ud fra en dåse umiddelbart ingen serveringen, og mozzarellaen var ikke smeltet:
Mozzarella-osten er af bøffelmælk, og dekorerer pizzaen som en fem-bladet blomst, mens kanten er høj som i Napoli, og tomaterne er de ”rigtige” fra San Marzano. Ovenpå er der også konfitterede tomater, og så drysses der til slut origano. Det er “forbudt” i den ægte Napoli-pizza, der i stedet dekoreres med friske basilikumblade.
Grim eller kreativ Meningerne er meget delte. Nogle synes pizzaen er decideret grim at se på, mens napolitaneren Gino Sorbillo >>, der driver pizzeriaer både i Napoli og Milano godt kan lide Craccos udgave. Han understreger dog, at Cracco netop ikke promoverer sin pizza som en ægte napolitansk pizza >>. Elvira Serra skriver i Milano-avisen Corriere della Sera, at hun ”efter at have set Craccos pizza er styrtet ned for at give sin lokale egyptiske pizzakok 8 stjerner”. Carlo Cracco betaler Milano kommune én million euro i husleje for 1.118 kvadratmeter fordelt på fem etager. I stueetagen er der en Bistrot – med pizza – der er åben alle dag. På første sal er der gourmet-restaurant, og man kan leje anden sal til events og private arrangementer. De øvrige etager er kage-laboratorium og lager. Her kan du se menukortet fra Craccos gourmet restaurant >> på første sal i Galleriet. Forretterne begynder ved 36 euro. Regningen for vores frokost, der også bød på en kedelig Cesars Salad, hvor man skulle lede efter kyllingen, blev på 92 euro. Det halve havde også været for meget.
Garage Italia Carlo Cracco til venstre med Fiat-arvingen Lapo Elkann, som er hans partner i baren og restauranten Garage Italia >>, der åbnede i Viale Certosa i Milano i november 2017 –//–
Hos Cracco i Galleriet sniger prisen på pizzaen sig op på 26 euro, hvis man sidder ned og nyder en Margherita, en flaske mineralvand og en espresso. Til gengæld sidder man altså også på Cracco i Galleriet.
Sprød, mørk og med fuldkornsmel Craccos nyfortolkning af den klassiske pizza er en let og meget mere sprød bund af fuldkornsmel, en såkaldt “frisella-dej” som man kender fra Tarallo-kiksene fra Puglia. Derfor har pizzabunden også en mørkere farve end normalt. Sådan beskrives pizzaen. Den jeg smagte var smattet og blød, dejen ikke færdigbagt, tomatsaucen lignede noget tømt ud fra en dåse umiddelbart ingen serveringen, og mozzarellaen var ikke smeltet:
Mozzarella-osten er af bøffelmælk, og dekorerer pizzaen som en fem-bladet blomst, mens kanten er høj som i Napoli, og tomaterne er de ”rigtige” fra San Marzano. Ovenpå er der også konfitterede tomater, og så drysses der til slut origano. Det er “forbudt” i den ægte Napoli-pizza, der i stedet dekoreres med friske basilikumblade.
Grim eller kreativ Meningerne er meget delte. Nogle synes pizzaen er decideret grim at se på, mens napolitaneren Gino Sorbillo >>, der driver pizzeriaer både i Napoli og Milano godt kan lide Craccos udgave. Han understreger dog, at Cracco netop ikke promoverer sin pizza som en ægte napolitansk pizza >>. Elvira Serra skriver i Milano-avisen Corriere della Sera, at hun ”efter at have set Craccos pizza er styrtet ned for at give sin lokale egyptiske pizzakok 8 stjerner”. Carlo Cracco betaler Milano kommune én million euro i husleje for 1.118 kvadratmeter fordelt på fem etager. I stueetagen er der en Bistrot – med pizza – der er åben alle dag. På første sal er der gourmet-restaurant, og man kan leje anden sal til events og private arrangementer. De øvrige etager er kage-laboratorium og lager. Her kan du se menukortet fra Craccos gourmet restaurant >> på første sal i Galleriet. Forretterne begynder ved 36 euro. Regningen for vores frokost, der også bød på en kedelig Cesars Salad, hvor man skulle lede efter kyllingen, blev på 92 euro. Det halve havde også været for meget.
Garage Italia Carlo Cracco til venstre med Fiat-arvingen Lapo Elkann, som er hans partner i baren og restauranten Garage Italia >>, der åbnede i Viale Certosa i Milano i november 2017 –//–Facebook-kommentar: “Hver gang Cracco laver en pizza, dør en napoletaner.” Carlo Craccos nyeste restaurant >> åbnede i Galleria Vittorio Emanuele mellem Scala Pladsen og Domkirken i Milano den 21. Februar. Få uger efter er stjernekokkens nyfortolkning af klassikeren Pizza Margherita genstand for en hidsig gastro-økonomisk debat. Prisen på 16 euro diskuteres voldsomt, for ude i Milanos udkanter kan vi stadig få en friskbagt pizza Margherita med tomat, mozzarella og basilikum direkte fra den træfyrede ovn for omkring 4-5 euro. Her er Craccos udgave af Pizza Margherita, som jeg prøvesmagte den 18. marts 2018
Hos Cracco i Galleriet sniger prisen på pizzaen sig op på 26 euro, hvis man sidder ned og nyder en Margherita, en flaske mineralvand og en espresso. Til gengæld sidder man altså også på Cracco i Galleriet.
Sprød, mørk og med fuldkornsmel Craccos nyfortolkning af den klassiske pizza er en let og meget mere sprød bund af fuldkornsmel, en såkaldt “frisella-dej” som man kender fra Tarallo-kiksene fra Puglia. Derfor har pizzabunden også en mørkere farve end normalt. Sådan beskrives pizzaen. Den jeg smagte var smattet og blød, dejen ikke færdigbagt, tomatsaucen lignede noget tømt ud fra en dåse umiddelbart ingen serveringen, og mozzarellaen var ikke smeltet:
Mozzarella-osten er af bøffelmælk, og dekorerer pizzaen som en fem-bladet blomst, mens kanten er høj som i Napoli, og tomaterne er de ”rigtige” fra San Marzano. Ovenpå er der også konfitterede tomater, og så drysses der til slut origano. Det er “forbudt” i den ægte Napoli-pizza, der i stedet dekoreres med friske basilikumblade.
Grim eller kreativ Meningerne er meget delte. Nogle synes pizzaen er decideret grim at se på, mens napolitaneren Gino Sorbillo >>, der driver pizzeriaer både i Napoli og Milano godt kan lide Craccos udgave. Han understreger dog, at Cracco netop ikke promoverer sin pizza som en ægte napolitansk pizza >>. Elvira Serra skriver i Milano-avisen Corriere della Sera, at hun ”efter at have set Craccos pizza er styrtet ned for at give sin lokale egyptiske pizzakok 8 stjerner”. Carlo Cracco betaler Milano kommune én million euro i husleje for 1.118 kvadratmeter fordelt på fem etager. I stueetagen er der en Bistrot – med pizza – der er åben alle dag. På første sal er der gourmet-restaurant, og man kan leje anden sal til events og private arrangementer. De øvrige etager er kage-laboratorium og lager. Her kan du se menukortet fra Craccos gourmet restaurant >> på første sal i Galleriet. Forretterne begynder ved 36 euro. Regningen for vores frokost, der også bød på en kedelig Cesars Salad, hvor man skulle lede efter kyllingen, blev på 92 euro. Det halve havde også været for meget.
Garage Italia Carlo Cracco til venstre med Fiat-arvingen Lapo Elkann, som er hans partner i baren og restauranten Garage Italia >>, der åbnede i Viale Certosa i Milano i november 2017 –//–

Napolis pizza er nu en del af verdens kulturarv

Natten til den 7. december 2017 blev den napoletanske pizza indlemmet på Unescos liste over verdens kulturarv.
Det skete ved en enstemmig afstemning, og eftersom der kun var to europæere  tilstede, så må det siges at være en planetær beslutning.


Klassikeren Pizza Margherita, opkaldt efter dronning Margherita.
Legenden siger, at da Margherita  og kong Umberto I i 1889 besøgte Napoli opfandt Pizzeria Brandi pizzaen med det italienske flags farver, rød tomat, hvid mozzarella og grøn basilikum. På denneher fa mit lokale pizzeria er der dog også lige et par ansjoser 🙂

Italienerne spiser i gennemsnit 7,6 kilo pizza om året
– det bliver til cirka 38 styk.

…artiklen fortsætter under reklamen

Italienerne overhales af amerikanerne, der spiser hele 13 kilo pizza i gennemsnit hvert år. Men det store spørgsmål er jo stadig, om der er tale om ægte pizza i USA?

Ægte Napoli pizza med garanti

Napolis pizza har faktisk en obligatorisk opskrift, der er beskrevet i regelsættet for produkter med europæisk STG-klassifikation – Garanteret Traditionel Specialitet – som Pizza Verace Napoli opnåede i 2004.

Regelsættet fylder tre tætskrevne sider, og nej, ananas, kebab og andre multikulturelle ingredienser er ikke nævnt.

2 minutter i ovn – alt andet er bare fyldt brød

En ægte pizza, med eller uden STG-garanti, lynbages på mellem halvandet og to minutter i en over 300 grader varm ovn.

Det kræver, at dejen har hævet lige præcis tilpas, og at ingredienserne – aldrig overfyldt! – og dejen under bagning begge rammer zenith på samme tidspunkt.
Alt andet er simpelthen ikke pizza.

Det er stor madkunst at lave en perfekt pizza.

For danske smagsløg er den ægte pizza derfor ofte nærmest for simpel, men pizzakendere ved, at en dygtig pizzaiolo netop kendes på, at han er dygtig til at lave de helt simple pizzaer som Marinara og Margherita.

Unesco har nu premieret den kulinariske know how, der ikke bare omfatter pizzaen selv, men også alt, hvad der hører til af sange, akrobatik med dejen og den lokale pizza-dialekt.

 #PizzaUnesco


Min favorit pizzaiolo for tiden er Damiano, og hans special pizza hedder “Baia di Cilente”, og er med strimler af syltet peberfrugt, salsiccia pøkse og den røgede Scamorza-ost.

Min veninde fik Damiano til at lave en af klassikerne, netop Pizza napoli med tomat, mozarella og ansjoser.

FOTO: Privatfoto
–//–

Brødflov og pizzasur på restaurant i Italien

Tips til at vælge rigtigt på menuen, og blive glad i maven på restaurant i Italien!
Man kan blive noget så skuffet, når man har sat sig ved bordet på en italiensk restaurant, og der lander en kurv med 2 x 2 margerinefremstillede brødpinde pakket ind i plastik og to bløde boller i en kurv.

Noget af det bedste italienske brød, jeg i lange tider har spist, var pakket om en god mortadellapølse og en lige så god skive ost… …i baren hos ”Supermarco” i Sydhavnen i København.

I Danmark behandles italiensk brød nemlig meget tit med stor respekt, også selv om udtalen af “Ciabetta” nogle gange halter. (Lær at udtale “Ciabatta” nederst her på siden)

Kedeligt italiensk brød
Hmmmm, der var ikke meget italiensk brød-fest over de to boller her!

På luksusrestauranterne er der naturligvis også kælet for brødet, men selv på halvdyre restauranter rundt i Italien kan brødet være en både hård og tør omgang.
Og husk, at brødet i Toscana ofte er bagt uden salt!

Da manden levede, nægtede han at sætte sig til bords, hvis der ikke var brød – og vin! – på bordet.
I dag klarer jeg mig ofte med nogle gode brødpinde.
Ikke dem med margarine.
Margarine er et tabuord!

Selv om jeg i en radius af 500 meter kan tælle mere end en håndfuld bagere, er brødet jeg kan købe faktisk ikke noget at skrive hjem om.

En af de mere spændende bagere i mit kvarter i Milano - og det er så det....
En af de mere spændende bagere i mit kvarter i Milano – og det er så det…

Brød fyldte fattige maver!

Manden lagde også konsekvent brødet på bordet, hvad der indtil jeg gav op førte til en del diskussioner.
Han kom dog efter flere års brødnid (!) og krummeskænderier med et bud på, hvorfor brødet ikke fik plads på tallerkenen. Hans forklaring er måske en del af hemmeligheden bag italiensk brøds nedtur i hjemlandet.
– Vi er ikke så fattige længere, at vi ikke har råd til at fylde tallerkenen med andet en brød, var hans forklaring.

Italienerne spiste ved landets samling i 1861 1100 gram brød om dagen.
I 2014 blev der kun konsumeret 90 gram om dagen per italiener.
(Kilde: Coldiretti)

Der er heldigvis lyspunkter også i min kedelige milanesiske brøddag.
I byens nye madtempel – Eataly på Piazza XXV Aprile – fik jeg for et par uger siden en fantastisk sandwich med romersk focaccia – perfekt sprød og med bid!

eataly_shopping_150116_3

…artiklen fortsætter under annoncen

Eatalys bager kan også varmt anbefales.

Og hvor er de gode grøntsager?

En anden forklaring er, at brød spiser man jo rigeligt af hjemme, så hvorfor fylde maven med dét, når man nu er ude på restaurant?

De gode årstidsbestemte grøntsager køber italienerne også ind af i stor stil, så det forklarer måske, hvorfor grøntsager ikke fylder meget på menukortene, medmindre man da er gået på vegetar- eller veganerrestaurant. Dem bliver der i øvrigt flere og flere af, specielt i de større byer.

...på det lokale marked i kvarter bugner det med årstidens grøntsager, men ikke mange af dem får plads på almindelige restauranters menukort...

…på det lokale marked i mit kvarter bugner det med årstidens grøntsager, men ikke mange af dem får plads på almindelige restauranters menukort…

De almindelige restauranter – både de billige og dem på mellem prisniveau – glimrer heller ikke ved at tilbyde spændende salater som tilbehør/contorni – til kød- og fiskeretter/secondi.

De fleste restauranter svinger sig som regel kun op til en grøn salat, eventuelt med lidt tomat og revet gulerod.

Kæmpesalater til vægtvogtende kvinder

Det arbejdende folk, og mest de arbejdende kvinder, har dog fået lov til at påvirke menukortet på mange frokostrestauranter i grønnere retning.

Man finder mange steder ”Insalatone”  – en stor salat, der så bliver til en hovedret eller eneste frokostret.
Her får fantasien og årstiderne indimellem lov til at udfolde sig med forskellige typer salat, grøntsager og måske endda frugt, frø og nødder.

Igen kan forklaringen være, at italienerne konsumerer så rigeligt friske og rå grøntsager hjemme, at når de går ud, så vil de have noget, der er mere spændende end maden derhjemme.

Statistikken viser i øvrigt, at italienernes kødforbrug er faldende, og at forbruget af grøntsager stiger, også forbruget af biologiske grøntsager, som økologiske produkter kaldes i Italien.

Kig på maden

Mit eget bedste tip til at finde ud af, om en aldrig besøgt restaurant er god eller dårlig er simpelthen at stoppe op og bruge et par minutter på først at se menukortet, som mange jo har hængende udenfor.

Overbeviser menukortet ikke helt, så kigger jeg simpelthen – så diskret som muligt, og det er ikke altid muligt – på, hvad de allerede spisende gæster har på deres tallerken.
Det kan der godt gå et par minutter med, og jeg kan godt finde på at gå videre, eller endda sulte, hvis ikke maden på gæsternes tallerken inspirerer.

Lasbichauffører er altså generelt ikke hverken gourmet´er eller foodies!

Den der med, at man på landevejen og i landsbyer kan se de gode spisesteder efter, hvor der holder mange lastbiler og varevogne, er altså en skrøne.
Personligt har jeg faktisk ikke mødt mange lastbilchauffører, der stiller store gastronomiske krav til madens standard ud over at portionen skal være så stor, at de bliver overmætte.

Så se hellere på menukort, de serverede retter og ikke mindst på gæsternes ansigter!
Man kan lære at gøre det diskret…

Problematiske retter og fabriksfremstillet Tiramisu

Det der med at glo på de andres mad gælder specielt, hvis du har lyst til Lasagne.
Lasagne kan sammenlignes med ”Mors frikadeller”, som kun Mor kan lave dem!
Det er utroligt svært at få en tilfredsstillende Lasagne undtagen på restauranter, der er berømte netop for deres Lasagna.
Pas på!

Drømmer man om en hjemmelavet Tiramisu, der bare glider ned i systemet som en drøm, skal man også lige undersøge, at restauranten laver den selv.
Rigtigt mange restauranter serverer desværre stadig meget æstetisk smukke Tiramisu, der kommer fra en fabrik.
En veltilberedt Tiramisu er som en god Lasagna aldrig helt geometrisk perfekt, når den er ægte hjemmelavet.

Personligt har jeg et par andre problematiske retter, når jeg går på restaurant.

Jeg bliver simpelthen sur, når jeg ser, at prisen for tre stykker melon og tre skiver skinke i dag koster et sted mellem 8 og 14 euro på restaurant.
Den ret foretrækker jeg hjemme, og det samme er tilfældet med tomat og mozzarellasalaten Caprese.
Det er simpelthen tyveri, når de to forretter tilberedt med de allerbedste råvarer i sæsonen koster ingenting at købe ind til i supermarkedet eller på et lokalt marked.

…og den “kedelige” pizza

Her går jeg måske i fundamentalistisk selvsving, men pizza i Italien i selskab med mange danskere kan være en plage.

Først er de fornærmede over, at der ikke er pizza med ananas, kebab, hakket oksekød, dåsemajs eller andre unævnelige ingredrienser på menukortet.

Og jeg afviser at stille mig til rådighed som tolk, når nogle fejlagtigt tror, de har ret til at tvinge en italiensk pizzaolo til at ”blande” deres pizza efter en skandinavisk ønskemodel!

Ægte italiensk pizza

Perfetto! Her ser du pizza Charlotte, opkaldt efter undertegnede >>
Og Speck-skiverne er kommet på EFTER bagningen, så er de nemlig ikke forkrøblede af +300 graders varme, men udsender en skøn duft ovenpå den brandvarme pizza….

En italiensk pizza er lige nøjagtig den kombination, hvor brød og den rette portion ingredienser er færdigbagte samtidig efter 1,5 til 2,5 minutter i en +300 grader varm ovn.
Det er kunst!
Og kan man ikke lide det, så spis noget andet!
BASTA!

PS:  Nu skrev jeg mig vist næsten så varm, at man kan bage en pizza på mig!

Men jeg kan ikke nære mig for at komme med et sidste restaurant-tips:

Flyt ikke om på møblerne.
Bed altid personalet om hjælp!
Nogle af mine gæster på en tur til Ligurien sidste år kom en dag hen til mig og klagede over en  – god! – restaurant, jeg havde anbefalet til dem.
– Det beklager jeg. Hvad var I utilfredse med? spurgte jeg undrende.
– De var simpelthen så sure, bare fordi vi flyttede et bord, så vi kunne sidde i solen, svarede gæsterne.
Jeg gik siden hen på restauranten, og undskyldte på gæsternes vegne.
– Jamen, vi blev simpelthen bange først, og så sure. Lige pludselig kom der otte store og meget letpåklædte mennesker ind og begyndte at flytte ompå vores borde og stole, forsvarede ejeren sig.
Det forstod jeg godt.
Må man virkelig flytte rundt på møblerne på danske restauranter?

Udtale af Ciabatta: >>

–//–