Indlæg

Napolis pizza er nu en del af verdens kulturarv

Natten til den 7. december 2017 blev den napoletanske pizza indlemmet på Unescos liste over verdens kulturarv.
Det skete ved en enstemmig afstemning, og eftersom der kun var to europæere  tilstede, så må det siges at være en planetær beslutning.


Klassikeren Pizza Margherita, opkaldt efter dronning Margherita.
Legenden siger, at da Margherita  og kong Umberto I i 1889 besøgte Napoli opfandt Pizzeria Brandi pizzaen med det italienske flags farver, rød tomat, hvid mozzarella og grøn basilikum. På denneher fa mit lokale pizzeria er der dog også lige et par ansjoser 🙂

Italienerne spiser i gennemsnit 7,6 kilo pizza om året
– det bliver til cirka 38 styk.

…artiklen fortsætter under reklamen

Italienerne overhales af amerikanerne, der spiser hele 13 kilo pizza i gennemsnit hvert år. Men det store spørgsmål er jo stadig, om der er tale om ægte pizza i USA?

Ægte Napoli pizza med garanti

Napolis pizza har faktisk en obligatorisk opskrift, der er beskrevet i regelsættet for produkter med europæisk STG-klassifikation – Garanteret Traditionel Specialitet – som Pizza Verace Napoli opnåede i 2004.

Regelsættet fylder tre tætskrevne sider, og nej, ananas, kebab og andre multikulturelle ingredienser er ikke nævnt.

2 minutter i ovn – alt andet er bare fyldt brød

En ægte pizza, med eller uden STG-garanti, lynbages på mellem halvandet og to minutter i en over 300 grader varm ovn.

Det kræver, at dejen har hævet lige præcis tilpas, og at ingredienserne – aldrig overfyldt! – og dejen under bagning begge rammer zenith på samme tidspunkt.
Alt andet er simpelthen ikke pizza.

Det er stor madkunst at lave en perfekt pizza.

For danske smagsløg er den ægte pizza derfor ofte nærmest for simpel, men pizzakendere ved, at en dygtig pizzaiolo netop kendes på, at han er dygtig til at lave de helt simple pizzaer som Marinara og Margherita.

Unesco har nu premieret den kulinariske know how, der ikke bare omfatter pizzaen selv, men også alt, hvad der hører til af sange, akrobatik med dejen og den lokale pizza-dialekt.

 #PizzaUnesco


Min favorit pizzaiolo for tiden er Damiano, og hans special pizza hedder “Baia di Cilente”, og er med strimler af syltet peberfrugt, salsiccia pøkse og den røgede Scamorza-ost.

Min veninde fik Damiano til at lave en af klassikerne, netop Pizza napoli med tomat, mozarella og ansjoser.

FOTO: Privatfoto
–//–

Nytår i Italien: Rødt undertøj, linser og fede pølser

ITALIENSKE NYTÅRSTRADITIONER
Rødt undertøj er en italiensk klassiker nytårsaften.
Der findes mange forklaringer på skikken. Nogle hævder, at skikken oprindeligt stammer fra Kina, hvor den røde farve holder det menneskeædende væsen Niàn på afstand med rødt.
Andre siger mere prosaisk, at det røde undertøj er endnu et kommercielt stunt importeret fra USA.


Så er jeg næsten klar til Nytårsaften…

Personligt kan jeg bedre lide den romerske forklaring på det røde undertøj:
I år 31 før vor tid, under kejser Ottaviano Augusto, klædte folk sig til det Romerske Nytår i rødt, fordi farven symboliserer, magt, lidenskab, sundhed og frugtbarhed.

Uanset hvorfra skikken stammer, så er det røde undertøj en ekstra indtægt for tøjbutikkerne, for mange mener faktisk, at de røde undertøj for at bringe held kun skal bruges netop nytårsaften. Andre igen sværger til, at undertøjet skal være en gave for at have den ønskede effekt.

..artiklen fortsætter under annoncen

Ud med det gamle år – gennem vinduet
En anden italiensk tradition nytårsaften er at smide skårede tallerkner og andet gammelt ragelse ud af vinduerne med det gamle år. Det er – desværre – en skik, der er ved at forsvinde, for der er altså noget utroligt befriende ved at “smide” det gamle år ud.
I øvrigt er italienerne aldrig blevet helt enige om, hvornår det nye år begynder. Derfor fejrer man nytår igen den 25. marts i Pisa og Firenze, og den 1. marts i Venedig.
Det er også meget vigtigt, at man husker at hilse og ønske godt nytår til den første person man møder på gaden efter midnat.

…og så er der jo naturligvis maden.
Den eneste landsdækkende nytårstradition er at byde det nye år velkommen med en tallerken linser.
Linserne symboliserer penge,
og jo flere man kan presse ned, jo bedre bliver ens økonomi i det nye år.
Linserne ledsages ofte af den fede kogte Cotechino pølse eller den anden Modena-specialitet Zampone, der sælges i en grisefod…

Nogle steder forærer man stadig hinanden en lille pung fyldt med linser til nytår for at ønske velstand i det nye år. Rosiner og granatæbler spist nytårsnat siges også at fylde bankontoen op.

Opskrift på nem og nærende linsesuppe med de sprøde linser fra Castelluccio >>

Gastronomiske traditioner fra nord til syd
Torino: Førsteretten – Il primo – vil ofte være de fyldte pastapuder “agnolotti piemontesi” eller båndspaghetti “tagliatelle” med ragu af okstesteg “brasato” eller ragu af vildt.


Brasato al Barolo fra køkkenet i Via Plana

Derefter følger friturestegt kød og grøntsager “fritto misto alla piemontese”, “bagna cauda”, der er en “olie-ansjos sauce”, som man dypper rå grøntsager i, så kommer salami pølser lavet med lokale vine, og til slut sprudlende vin af moscato-druer fra Asti med marengskager med varm chokolade.

Milano
Gul Safran Milano-Risotto >> med Osso Buco >> er en egnsret, der ofte tages frem til nytår.

Venedig
I Lagunen spiser man ofte and med peber – Peverado – efterfulgt af sardiner marineret i løg, og ål fra lagunen eller Po-deltaets vådområder.
I Venedig kaldes den fede Cotechino-pølse for Salsciccia-snuden.

Bologna

Først og fremmest “venus-navler”, som Tortellini også kaldes i Bologna.
Derefter “bollito” – kogt kød – hvortil man drikker den røde let sprudlende lokale Lambrusco-vin.

Firenze
Den berømte suppeagtige “Ribollita” samt suppe med kornsorten Spelt (Farro), store Fiorentiner-steaks, og floder af Chianti-vin.

Rom
I Rom spiser man ofte “magro” nytårsaften – det vil sige på basis af fisk – spaghetti med tun eller skaldyr, store friturestegte ål, “Fritto misto” med friturestegte skaldyr og blæksprutter, og anden fisk.

Napoli

Også i Napoli holder man af af spise “magert”.
Spaghetti med hjertemuslinger (Vongole), tortellini i suppe, kogte fisk, marinerede eller friturestegte ål med kraftige salater med kål, oliven og peberfrugter.
Lokale desserter som Cassate Napoletane, mandelkager og lignende hører også til.

Bari
Også i Puglia er der fisk, og også rå skaldyr, af enhver slags på menuen, samt den uundværlige Orecchiette-pasta med stuvede grønne majroer – rape.
Ørepasta med Rape-spidser (smagen er broccoliagtig…)

Cagliari
På Sardinien spiser man “gnocchi” (kartoffel-pastaboller) med vildsvin, hummer, blæksprutter, rejer og ål.
Antipasti’erne er også både “fra havet og fra jorden” (mare & monti) med skaldyr
og pølser af vildt.

Catania

Modsat hvad man skulle tro, spiser man i Catania på Sicilia ikke særlig meget fisk nytårsaften, bortset fra ål.
Derudover spiser man fyldte brød med oliven, ost, ansjoser og grøntsager, og desserter som Cannoli, Cassata og andre desserter
med ricottaost.

–//–

Ragù fra Napoli – noget helt andet end kødsovsen fra Bologna

HISTORIE
Kært barn har mange navne, så denne ret findes på menukortet også som “Ragu napoletano” eller “o’ Rraù” eller “o’ pignato”.
Den store forskel i forhold til Bologna er, at i Napoli bruger man de hele kødstykker, og ikke hakket kød.

Retten er én af de mest kendte fra det napoletanske køkken.

Den er blevet hyldet i digte, sange og på teateret.
Den kendte napoletanske teatermand Eduardo De Filippo har simpelthen ikke mindre end en hyldest til o’ Rraù med i sin kommedie “Sabato,domenica e lunedì”.

“Il ragù non è la carne ca’ pummarola” – det her er ikke bare en tomatsovs med kød, lyder det i Eduardos hyldest.

Der er da også tale om en ikke helt nem ret, der kræver god tid til tilberedning.
Det er en af de retter, der med held kan forberedes dagen før den indtages.

(I Italien kalder man tomatsovs, der koger sammen med kød, for ragù. Uden kød taler vi om en ”sugo”.)

…artiklen fortsætter under annoncen

I følge ærkenapoletaneren Edoardo skal den ægte napolitanske ragù småsimre på et kulfyret blus i mindst seks timer.
Gryden skal være en bred højkantet terracotta-gryde, og kun grydeskeer af træ er tilladt for de, der vil følge hans og min napoletanske madfundamentalistiske veninde Angie Cafieros opskrift – tak til hende for den.

angie_cafiero_it

INGREDIENSER (10-12 personer)
– 1 kg. kalvekød skåret i store tern – “spezzatino di vitello”,
– 2 mellemstore løg,
– 2 liter tomatpuré – den i flaske, ikke koncentrat i tube – passata di pomodoro,
(Du kan i stedet blende 2 liter flåede tomater/tomater i tern – det svarer til 4/5 normale dåser)
– en spiseske tomatkoncentrat,
– 200 gram olivenolie,
– 6 spareribs fra svinekammen – “tracchiulelle”
– 1/4 liter rødvin – helst Gragnano
– friske basilikumblade, der tilsættes få minutter inden serveringen, så smagen ikke koger væk
– salt efter behov

O’ Rraù serveres med ”stor kort pasta” – store rillede ”penne” – eller andre store pastatyper som de store makaroni på foto af terracottagryden…

TILBEREDNING:
Angie anbefaler at man tilbereder retten dagen før.

Svits ved ikke for kraftig varme kødstykkerne og de hakkede løg i olivenolien.
Kødet må gerne få en mørk overflade, mens løgene langsomt skal blive gennemsigtige uden at tage farve.

Angie skriver, at netop det, at kødet skal tage farve, og løgenen ikke, kræver, at man er over “skabingen” hele tiden.
Derfor bruger man trægrydeskeen til at undgå, at ingredienserne brænder på, og bader med rødvinen, hvis blandingen bliver for tør.

Man ved, resultatet er fint, hvis løgstykkerne til slut nærmest er forsvundet og blevet til en integreret del af retten.

Når kødet har fået farve, og løgene er opløste, så tilsætter man tomatpure/flåede tomater samt en spiseske tomatkoncentrat, og lidt salt.

Derefter skal ragù´en “pippare”, lige akkurat småsimre, under et låg, der dog ikke dækker hele terracottagryden.

Angie siger mindst tre timer – og man skal være over den, for at undgå, at den kommer til at brænde på.
Og så må den gerne stå, til den dagen efter serveres med ”stor pasta”

Da jeg bad Angie om opskriften kom der flere kommentarer – her et lille udpluk fra de andre gastronomiske napoletanske fundamentalister:
Èn foreslår også at bruge stykker af oksekød, måske endda lidt salsicciapølse, og fortæller at de aflange dåsetomater – Perini -går fint til retten.
Og naturligvis må man tilsætte lidt vand for at undgå, at retten brænder på under den lange langsomme kogning.

BUON APPETITO

–//–