Indlæg

Bankmanden Mario Draghi leder Italiens regering nummer 64, eller er det 67?

/i /af

Den 73-årige økonom og bankmand Mario Draghi bliver regeringsleder nummer 67 i følge Wikipedia >>, og nummer 64 i følge Senatets hjemmeside >>.

30 mænd har siden Italien efter 2. Verdenskrig blev en republik beklædt posten som ministerpræsident, som regeringslederen kaldes i Italien, hvis man da ikke bruger det engelske udtryk “premier”.

Mario Draghi (Presidenza della Repubblica) Wikimedia Commons

Mario Draghis regeringstid begyndte lørdag den 13. februar 2021, og skal naturligvis klare tillidsafstemningerne i parlamentets to kamre her i denne uge, inden den for alvor er operativ.

Kun ét parti, højrefløjspartiet Fratelli d´Italia, har ikke fået plads i regeringen, så flertallet skulle være i hus.
Også selv om der er parlamentsmedlemmer i Femstjernebevægelsen, der truer med at stemme nej.

Lørdag blev de 23 nyudnævnte ministre fra seks partier præsenteret i en regering, der spænder fra det yderste venstre i Liberi e Uguali, hen over midten med Femstjernebevægelsen, Parti Democratico, Matteo Renzis Italia Viva, Berlusconis Forza Italia og Salvinis Lega.

Gennemsnitsalderen på de nye ministre er 54 år.
Otte minstre er kvinder. Det er lidt flere end en tredjedel, og svarer til antallet af kvindelige parlamentmedlemmer, der er 35,11 procent i Senatet (112) og 36,06 procent i Deputeretkammeret (227).
Partito Democraticos kvinder har i øvrigt indkaldt til hovebedstyrelsesmøde fordi de er utilfredse med, at ingen af partiets ministre er kvinder.

Otte ministre er hentet udenfor parlamentet, så der er altså tale om en kombination af en teknisk og politisk regering.

President Sergio Mattarella og ministerpræsident Mario Draghi med den nye regering (Foto di Paolo Giandotti – Ufficio per la Stampa e la Comunicazione della Presidenza della Repubblica)

I en dugfrisk meningsmåling mandag den 15. marts er hele 65 procent af de adspurgte positive overfor Draghis brede kaolitionsregering.
Kun Mario Monti begyndte i 2011 sin regeringstid med bedre odds, nemlig 71 procent, mens kun 42 procent var optimister, da Giuseppe Contes anden regering trådte til i 2019.

Partito Democraticos vælgere er de mest tilfredse, hele 91 procent.
76 procent af Legas vælgere og 63 procent af Femstjernebevægelsens vælgere er positive overfor den nye regering.
Det eneste parti udenfor koalitionen, højrepartiet Fratelli d´Italia er splittede. 48 procent mener, at partileder Giorgia Meloni har taget en god beslutning ved at vælge oppositionen, mens 39 procent gerne ville have haft en fod idenfor.

Meningsmålingen, der er foretaget for tv-kanalen La7, viser dog også, at Berlusconis parti Forza Italia sammen med den lille grupering Azione med blot fire parlamentsmedlemmer, er de eneste partier der er vokset siden sidste meningsmåling, fra 6.4 procent til 6,9 procent.
Ja, Berlusconis Forza Italia er med tiden reduceret til et meget mindre parti end koalitionspartnerne i Lega og Fratelli d´Italia.
Lega er i denne meningsmåling faldet med 0.5 procent til 23,5, Partito Democrati er gået fra 19 procent til 18,8 procent, Femstjernebevægelsen fra 15,8 til 15,4 procent, og Fratelli d´Italia fra 16,5 til 16,2 procent.

Du kan lytte til artiklen og lidt ekstra “godbidder” her på Canale Carlotta på YouTube:
(Tilgiv, at jeg kommer til at sige 2020 og 54 regeringer… Vi er i 2021 og regeringerne er 64 i alt)

Når Draghis regering i slutningen af denne uge har overstået tillidsafstemningerne i Senatet og Deputeretkammeret venter der enorme opgaver forude:

EU forventer at se meget konkrete planer for, hvordan Italien vil anvende de i alt 209 milliarder euro, som unionen forærer og låner landet for at sætte gang i en økonomi, hvor bruttonationalproduktet i 2020 faldt med 8,8 procent >>.

Planerne for den økonomiske hjælp skal også indeholde konkrete forslag til hvordan den nye regering vil halvere tiden for retssager, for hvordan den offentlige administration kan effektiveiseres, og hvordan landet kan komme med ind i kampen om for alvor at blive digitaliseret.

Det er områder, som alle italienske regering har kæmpet med de seneste årtier. Det nye er denne gang, at reformerne er en betingelse for at modtage en EU-hjælpepakke, der faktisk er større end den Marshall-hjælp Italien modtog efter 2. Verdenskrig.

Draghi skal naturligvis også overtage den overordnede styring af Corona pandemien, og her er deadline for fremtidige åbninger eller lukninger den 5. marts, når regeringen Contes seneste dekret udløber.

En anden vigtig deadline er den 31. marts, hvor det midlertidige forbud mod fyringer i det private erhvervsliv ophører.
Dette forbud har under Corona pandemien holdt den italienske arbejdsløshedprocent kunstigt nede. I december 2020 var arbejdsløshedsprocenten på ni procent.

Nederst på siden finder du en liste over alle regeringerne i den italienske republiks historie.
64 i alt får jeg det modsat Wikipedia til, fordi jeg regner fra det første parlamentsvalg i den italienske republik i 1948.

Republikkens politiske historie kort:

Indtil 1993 var alle italienske regeringsledere også medlemmer af parlamentet.
Den første udefra var Carlo Azeglio Ciampi i 1993.
Derefter kom Lamberto Dini (1995-1996), Giuliano Amata (2000-2001), Matteo Renzi (2014 -2016 ) og Giuseppe Conte (2018-2021) og nu Mario Draghi.

Den yngste italienske regeringsleder var 39 årige Matteo Renzi.
Silvio Berlusconi er den italienske ministerpræsident, der har regeret længst, i alt 3.339 dage.
Berlusconi har også rekorden for den længst siddende italienske regering i republikkens historie, nemlig tre år, 10 måneder og 12 dage.

Gennemsnitslevealderen for en italiensk regering var indtil 2001 på 311,24 dage, og mellem 1947 og 2001 var der 1693 dage (4,6 år), hvor der var officiel regeringskrise.

Nogle af de mange regeringer har faktisk blot været en bekræftelse af en allerede eksisterende regering, og mange regeringer har bestået af de samme partier og ministre.


Stabilt system i over fyrre år?
Fra 1948 til 1992 var partiet De Kristlige Demokrater med i alle regeringer, men det parti blev opløst efter korruptionsskandalerne “Rene Hænder” fra 1992 >>. (Alle partier, der eksisterede i 1992 blev enten opløst eller skiftede navn i kølvandet af “Mani Puliti”.)

Man kan faktisk sige, at mens magten i de andre europæiske lande i samme tidsrum skiftede mellem venstre, centrum og højre, så havde Italien et uhørt stabilt magtcentrum på centrum-højrefløjen fra 1948 til begyndelsen af 1990´erne! Med Kommunistpartiet PCI som det evige oppositionsparti.

Fra 1994 til 2018 kan man på samme måde hævde, at Italien havde et normalt politisk system, hvor magten skiftede mellem centrumvenstre og centrumhøjre.

Siden 2018 har det været svært at definere italiensk politik udfra den traditionelle venstre-centrum-højre model, for det er stadig ikke med den bedste vilje muligt at placere Femstjernebevægelsen i denne model.

Vidste du det?
Siden 1948 har der 26 gange været folketingsvalg i Danmark.
Med valget i 2018 har Italien afholdt 18 parlamentsvalgt siden 1948.
Retfærdigvist skal det noteres, at der skal afholdes valg i Danmark hvert fjerde år, mens valgperioden er fem år i Italien.

Listen over italienske regeringer siden 1946
Grunden til at nogle siger, der har været flere end 64 regeringer i det moderne Italien er, at nogle vælger at tælle både de provisoriske regeringer og den grundlovsgivende forsamling mellem 1943 til 1948 med på listen.

Den italienske republik blev grundlagt den 2. juni 1946.
Den dag stemte italienerne netop om, hvorvidt landet skulle fortsætte som et monarki eller blive til en republik. Og det var i øvrigt første gang kvinderne kunne stemme.

REGERINGER SIDEN MAJ 1948 (Legislatura = valgperiode)

I Legislatura

II Legislatura

  • De Gasperi-VIII (16 luglio 1953 – 16 agosto 1953)
  • Pella (17 agosto 1953 – 17 gennaio 1954)
  • Fanfani-I (18 gennaio 1954 – 9 febbraio 1954)
  • Scelba (10 febbraio 1954 – 5 luglio 1955)
  • Segni-I (6 luglio 1955 – 18 maggio 1957)
  • Zoli (19 maggio 1957 – 30 giugno 1958)

III Legislatura

  • Fanfani-II (1 luglio 1958 – 14 febbraio 1959)
  • Segni-II (15 febbraio 1959 – 24 marzo 1960)
  • Tambroni (25 marzo 1960 – 25 luglio 1960)
  • Fanfani-III (26 luglio 1960 – 20 febbraio 1962)
  • Fanfani-IV (21 febbraio 1962 – 20 giugno 1963)

IV Legislatura

  • Leone-I (21 giugno 1963 – 3 dicembre 1963)
  • Moro-I (4 dicembre 1963 – 21 luglio 1964)
  • Moro-II (22 luglio 1964 – 22 febbraio 1966)
  • Moro-III (23 febbraio 1966 – 23 giugno 1968)

V Legislatura

  • Leone-II (24 giugno 1968 – 11 dicembre 1968)
  • Rumor-I (12 dicembre 1968 – 4 agosto 1969)
  • Rumor-II (5 agosto 1969 – 26 marzo 1970)
  • Rumor-III (27 marzo 1970 – 5 agosto 1970)
  • Colombo (6 agosto 1970 – 16 febbraio 1972)
  • Andreotti-I (17 febbraio 1972 – 25 giugno 1972)

VI Legislatura

  • Andreotti-II (26 giugno 1972 – 5 luglio 1973)
  • Rumor-IV (6 luglio 1973 – 13 marzo 1974)
  • Rumor-V (14 marzo 1974 – 22 novembre 1974)
  • Moro-IV (23 novembre 1974 – 11 febbraio 1976)
  • Moro-V (12 febbraio 1976 – 28 luglio 1976)

VII Legislatura

VIII Legislatura

IX Legislatura

  • Craxi-I (4 agosto 1983 – 31 luglio 1986)
  • Craxi-II (1 agosto 1986 – 16 aprile 1987)
  • Fanfani-VI (17 aprile 1987 – 27 luglio 1987)

X Legislatura

XI Legislatura

  • Amato-I (28 giugno 1992 – 27 aprile 1993)
  • Ciampi-I (28 aprile 1993 – 9 maggio 1994)

XII Legislatura

  • Berlusconi-I (10 maggio 1994 – 16 gennaio 1995)
  • Dini-I (17 gennaio 1995 – 16 maggio 1996)

XIII Legislatura

  • Prodi-I (17 maggio 1996 – 20 ottobre 1998)
  • D’Alema-I (21 ottobre 1998 – 21 dicembre 1999)
  • D’Alema-II (22 dicembre 1999 – 25 aprile 2000)
  • Amato-II (26 aprile 2000 – 10 giugno 2001)

XIV Legislatura

XV Legislatura

  • Prodi-II (17 maggio 2006 – 6 maggio 2008)

XVI Legislatura

  • Berlusconi-IV (7 maggio 2008 – 15 novembre 2011)
  • Monti-I (16 novembre 2011 – 27 aprile 2013)

XVII Legislatura

XVIII Legislatura

FAKTA: Find kvinderne i italiensk politik

/i , /af

“Find den ubudne gæst” kalder Openpolis og AGI en undersøgelse af kvinder i italiensk politik. Det slår sløjt til, trods indførelse af kvoter i 2012.

Første kvindelige minister i 1975
Italien fik sin første kvindelige minister så sent som i 1976, hvor kristdemokraten Tina Anselmi blev arbejdsminister.
Siden da har der i gennemsnit kun været ti procent kvindelige ministre i de italienske regeringer.

Eneste 50/50 regering var under Matteo Renzi i 2014, mens der i den nuværende regering med Giuseppe Conte i spidsen kun er 27 procent kvindelige ministre.  Tæller man viceministre og såkaldte undersekretærer med, og det gør man i talienske regeringer, så er kun 17,9 procent kvinder.

Kvindelige ministre i procent siden regeringen Ciampi i 1993

…artiklen fortsætter under reklamen

Der har aldrig været hverken en kvindelig premierminister eller økonomiminister i Italien, og kun to gange kvindelige udenrigsminister – Emma Bonino i Letta regeringen i 2013, og Federica Mogherini under Renzi i 2014. Også posterne som indenrigsminister og justitsminister har kun to gange været tildelt kvindelige ministre.

Kvindelige ministre i nøglepositioner i italienske regeringer siden 1976
Seks i alt, to udenrigsministre, to justitsministre og to indenrigsministre

Italien er lige nu nummer 13 i Europa, når det gælder kvindelige ministre.
I Europa er gennemsnittet 30,4 procent.

Kvindelig formand i Senatet,
og en trejdedel af posterne i parlamentet

I det nuværende parlament – det 18. siden 1948 – sidder der 35,71 procent kvinder i Deputeretkammeret, og 34,48 procent kvinder i Senatet. Det er det højeste antal i republikkens historie.
Femstjernebevægelsen har over 40 procent kvindelige parlamentsmedlemmer i begge kamre, og Maria Elisabetta Alberti Casellati leder i dag som den første kvinde det italienske Senat – en post, der svarer til at være Folketingets formand i Danmark.

To ud af tyve regerioner har en kvindelig leder

Kun to ud af de tyve italienske regioner ledes af kvinder, og endog to af de mindste, nemlig Umbria og  Valle d’Aosta.
Mellem 2013 og 2015 var fem regionale parlamenter ledet af kvinder, og deriblandt de to store regioner Piemonte og Lazio.
I dag er der 55 kvindelige regions-rådmænd, og det varer til 32,54 procent.

I de italienske kommuner – som der  er over 7.900 af – ledes omkring 14 procent af kvindelige borgmestre. Det svarer godt til det europæiske gennemsnit.

Kommunale kvoter virker,
men kun ganske lidt

Fra 2012 har det været kønskvotering ved kommunalvalg i Italien.
I kommuner over 5.000 indbyggere må ét køn ikke udgøre over 2/3 af både de opstillede og de valgte kandidater.

Det tal nåede man som landsgennemsnit først fra de kommunale valg afholdt fra 2014. Italienske kommunalvalg følger ikke samme kalender, så der er kommunale valg hvert år.
Men procentsatsen for kvinder holder sig lige over den obligatorisk tredjedel, nemlig på 34 procent for kommunalvalg afholdt mellem 2014 og 2106.

Kvindelige kandidater opstillet til kommunalvalg i Italien i 2009 og efter indførelsen af kvoterne i 2016

Kilde og illustrationer:

https://www.openpolis.it/wp-content/uploads/2018/12/Trova-lintrusa-2018.pdf?

–//–

Italiensk finanslov dumpet igen, men sanktioner har lange udsiger

/i , , /af

”Er der kommet et brev fra Bruxelles?
Jamen så venter vi da bare på ét fra julemanden”, lød det provokerende fra den italienske vicepremierminister Matteo Salvini fra Legaen, da EU-kommissionen helt som forventet dumpede næste års italienske finanslovsforslag for anden gang.

”Vi vil naturligvis stadig diskutere velopdragent, som vi altid har gjort”, fortsatte Salvini, der dog også var klar med en skarp salve mod EU’s muligheder for økonomiske sanktioner mod et medlemsland, hvis finanslov ikke kan opnå fællesskabets godkendelse.

”Det forekommer mig virkelig respektløst, ikke i forhold til regeringen, men i forhold til det italienske folk, der er nettobidragyder (til EU, red.). At straffe de, der betaler milliarder, for en vækstorienteret finanslov, er meget underligt”, udtaler Salvini, der uanset hvad allerede er vinder af styrkeprøven med EU-kommissionen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Får Italien i sidste ende bøder, så ér EU nemlig det store onde spøgelse, der vil knægte de enkelte medlemslande, og det passer som fod i hos til den EU-kritiske dagsorden i dagens Italien.

Giver EU sig derimod til slut, så er det den nuværende regering, men først og fremmest indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvini, der nærmest med David mod Goliat-symbolikken in mente knægter monsteret i Bruxelles.

Tal-krigen mellem EU-kommissionen og den italienske regering
Iværksætter EU de beskrevne sanktioner, så er det første gang i historien, at et medlemsland modtager de økonomiske straffe, der første gang blev nedskrevet i 1997, da medlemslandene forpligtede sig til at overholde tre grundlæggende økonomiske parametre:

Budgetunderskuddet må ikke overstige 3 procent i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), statsgælden må ikke overstige 60 procent af BNP, og skal i givet fald nedbringes med i gennemsnit en tyvendedel per år.

Italiens konkrete problemer er de to sidste punkter med en statsgæld på over 2.300 milliarder euro, og over 130 procent i forhold til BNP.

Budgetunderskuddet holder sig under de tre procent, men med regeringens forudsigelser om en økonomisk vækst på kun 1,5 procent i 2019, 1,6 procent i 2020 og 1,4 procent i 2021, så er der i realiteten ingen margin til at få statsgælden til at falde.

EU-kommissionen tror ikke engang på de italienske forudsigelser, men har i stedet regnet sig frem til en lavere vækst på 1,2 procent af BNP i 2019 og 1,3 procent i 2020.
Det betyder ifølge EU’s udregninger et budgetunderskud på 2,9 i 2019, og i 2020 en overskridelse af tre-procent reglen med et forudset budgetunderskud på 3,1 procent i forhold til BNP.

Mulige bøder har lange udsigter og et EU-valg i midten
Nu sender EU-kommissionen sin rapport ud til Euro-landenes regeringer.
Er de enige i dumpningen, vil kommisionen derefter bede den italienske regering om at korrigere finansloven efter deres anvisning i løbet af tre til seks måneder. Først derefter kan der blive tale om bøder fra 0,2 op til 0,5 procent af Italiens BNP, og i allersidste end kan EU blokere for de strukturelle tilskud til Italien.

Det er dog aldrig nogensinde tidligere sket, og også den detalje, at der skal være valg til EU-parlamentet i foråret 2019 gør det yderst usandsynligt, at Italien bliver straffet inden den næste finanslov skal på plads for 2020.

Det forhadte EU-bureaukrati, og den demokratisk proces med parlamentsvalget, ender sandsynligvis alt sammen med at være til den italienske regerings fordel.

Italienske nøgletal:
Statsgæld – BNP 2018 – Inflation – Arbejdsløshed
(Kilde: Mazziero Research)

Oppositionen raser, og finansmarkederne er afventende
Oppositionen i Italien er naturligvis rasende. Partito Democratico, som Salvini da beskyldte for at have forøget statsgælden med 500 milliarder euro med deres finanslove mellem 2013 og 2018, mener at den gul-grønne Lega-Femstjerneregering ligefrem er ved at nå endestationen.

“Uansvarlig” er det ord, der går igen i deres kritik af regeringen og forslaget til finansloven for 2019.

Men også Legaens samarbejdspartner i 24 år indtil valget den 4. marts i år, Forza Italia, raser.
”Der er ingen grund til blive vred på Europa, der blot er lægen, der bekræfter en sygdom”, lød det, da Silvio Berlusconi samlede partitoppen i Rom onsdag aften.

Berlusconi udtalte, at han ikke frygter EUs mening, men investorernes reaktioner på afvisningen af finansloven.
Som sædvanlig talte han til italienernes mave, der i denne forbindelse er den enorme private opsparing, der er verdens andenstørste efter japanernes.

Finansmarkederne reagerede roligt
Eftersom det var ventet, at EU-kommissionen igen ville dumpe den italienske finanslov, var reaktionen på finansmarkederne onsdag yderst beherskede.
Den italienske børs i Milano lukkede med +1,41, og rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer holdt sig lige omkring de 300 – 309 præcist – hvor det har befundet sig siden EU sagde nej til den italienske finanslov for første gang den 23. oktober.
Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at det går bare nogenlunde på finansmarkederne og med tilliden til Italien.
Italiens statistik Istat har for eksempel beregnet, at 100 point i rentespænd koster 0,7 procent af BNP.

Nyeste tal forudser endnu lavere vækst
Istat kom også netop i dag med deres nedslående forudsigelser omkring det italienske bruttonationalprodukt i år.  Istat har nedjusteret væksten til 1,1 procent i forhold til prognosen i maj på 1,4 procent. I 2017 steg BNP med 1,6 procent.
Arbejdsløsheden er også igen over 10 procent, og inflationen skønnes at ende på 1,7 procent.

Den italienske finansminister Giovanni Tria har taget dumpningen med bitterhed.
I hans optik er det italienske finanslovsforslag indenfor de “moderate” grænser, som den økonomiske situation tillader, og garanterer ydermere en reduktion af statsgælden.

Torsdag 22. November mødes premierminister Giuseppe Conte med EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

–//–

Italiensk politik – 10. maj 2018: Fantapolitisk fabel

/i , /af

FACEBOOK-OPDATERING FRA 10. maj 2018
Den ikke-morsomme Beppe Grillos eksperimentelle
teater er måske endog en Nobelpris uværdig

Virkeligheden
“Al governo”…
Der var valg i Italien den 4. marts 2018, og parlamentet endte i tre næsten lige store blokke. En splittet venstrefløj, der med eks-premierminister Matteo Renzi i spidsen erkendte sit nederlag. En centrumhøjrefløj, hvor Legaen overtog lederskabet fra Berlusconis Forza Italia efter stor valgsejr, og hvor koalitionen samlet opnåede over 37 procent af stemmerne. Og midt imellem eller et helt andet sted i tid og rum, scorede protestpartiet Femstjernebevægelsen over 32 procent af stemmerne.

Det rige nord mod det fattige syd
Eneste reelle regeringsforhandlinger har siden valget været mellem den umage alliance mellem Lega, der repræsenterer det rige Norditalien og ønsker lavere skat og mindre stat, og Femstjernebevægelsen, der vil indføre borgerløn, hæve pensionerne, forbyde mineralvand i flasker og kun have én statslig TV kanal, der fortæller sandheden, er lige nu i færd med at fordele ministerposterne

Men måske er det i en anden virkelighed bare Beppe Grillos absurde og eksperimenterende gadeteater, der har gjort sig – næsten – fri af dukkeførerens bånd, og nu tager det helt alvorligt, at Grillo og co’s forestilling har været på plakaten i over ti år.

Næsten, for bevægelsen er stadig i realiteten en virksomhed, hvor parlamentsmedlemmer skal aflevere 300 euro af deres løn hver måned.

Fantapolitisk resumé
Den politiske scene i Italien har de seneste år mindet om dengang i 1980’erne, vi lavede skjult teater med fingerede skænderier i Århus Sporvejes busser.

Det var uhyggeligt nemt at få en hel busfuld uskyldige passagerer til at deltage “for og imod” et fingeret skænderi.

Men modsat Beppe Grillo stoppede vi altid komedien, lige inden det hele røg af sporet.

…artiklen fortsætter under reklamen

I 80’erne smadrede den ikke morsomme Grillo computere på RAIs kanaler.
For dem havde Fanden, storkapitalen, globaliseringen og anden ondskab tilsammen skabt.

Siden så han muligheden for endnu en omgang absurd teater, da han som såkaldt komiker mødte den såkaldte it-guru Casaleggio.

IT-guruens gurutid var kort i ren teknologisk forstand. Men fantasien var stor.
Lige så stor som Grillos.
Enten lige så stor som Grillos egen, eller også var Casaleggio senior bare endnu en ufrivillig aktør på komediens alenlange rolleliste.

Casaleggio seniors egen afsporede og religiøst inspirerede fantasier om ‘den fagre nye verden’, hvor alle er it-forbundne og lykkelige – dog lige efter en grum, men nødvendig verdenskrig, der løser problemet med overbefolkningen af kloden – kan ses i videoen “GAIA” her https://youtu.be/HMBO0rLuMEU

“Casaleggio er endnu længere ude end mig. Ham kan jeg bruge i mit eksperiment, og specielt også til at tjene penge på mine blogs og på mine bøger”, tænkte Beppe, da han mødte Casaleggio.
Beppe lever nemlig helt op til ligurernes rygte om at være sygeligt besatte af ussel mammon.
Med Casaleggio ved hans side var der sat kryds også ved dette vigtige punkt.

Og så var scenen sat…

“Kan vi få fjolserne, scusi, folket i tale ved at fornærme dem? Hvor går grænsen for dumhed, og kan vi overskride den? tænkte Beppe, og opfandt “Op i røven” (Vaffanculo er en strid fornærmelse) demonstrationerne.

100.000’er mødte op og råbte i kor ‘Vaffanculo’ til alt og alle, og specielt de demokratisk folkevalgte og de arbejdende journalister, uden at tænke over, at de netop selv var med til at skabe en ny kaste af priviligerede.

Jo mere masserne råbte “vaffanculo, vaffanculo, vaffanculo”, jo mere lo Beppe, mens han kradsede sig lystigt i skægget.

“Her er der sgu både penge at tjene, og uanede mængder af begejstrede både tilskuere og aktører, der hellere end gerne spiller med, med eller uden viden om, at det hele bare er et eksperiment”.

Og så skabte Beppe og Casaleggio et ikke-parti med en ikke-statut, og et ikke-program, der strittede i alle politiske retninger, så der var plads til alle fjolserne blandt folket.

Grøn politik til de grønne, lynhurtig fiber internet til alle, nej til globalisering, straf til umoralske og specielt multinationale, altså grundlæggende onde, virksomheder.
Væk med de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der rent faktisk har fjerne de negative økonomiske nøgletal, og de seneste fire år ganske langsomt har skabt vejen ud af den økonomiske krise for Italien.
EU-kritisk, når det giver stemmer, indvandrerkritisk, når det giver stemmer, og vice versa, bare vi husker at råbe ‘vaccanculo’ før vinden skifter, og give de gamle, onde, korrupte og tyvagtige politikkere skylden.
Og husk, at journalister af enhver slags er i ledtog med ‘systemet’, og de tænker aldrig selvstændigt og kritisk.

Huhej, hvor det går…
Fjolser er der jo til alle tider nok af.
Og rykker tilstrækkeligt mange fjolser sig på én gang, så står opportunister af enhver art, og indimellem også normaltbegavede af slagsen, klar til at hoppe med på vognen.

Med smarte ord som ‘meet ups’, valg af politiske kandidater ‘online’ og et ‘forum’ på et lavere niveau end Ekstra Bladets ‘Nationen’ blev basen overbevist om en ny tids nye demokrati.

En hær af nyttige idioter, og allerhelst dem uden nogen som helst erfaring eller tidligere engagement i samfundsforhold i det hele taget, blev først valgt ind i byråd.

Her fortsatte de med om ikke at råbe ‘vaffanculo’, så i stedet at råbe ‘no’ til alt og allermest til det samarbejde og de kompromisser, der er grundlag for al demokratisk realpolitik.

I 2013 deltog 25,4 procent af italienerne som statister, og i fem år fortsatte bevægelsens borgere, for politikere må de ikke kaldes, med at råbe vaffanculo og det, der er værre, og sige nej til alt og allermest til enhver form for samarbejde om konkret politik.

Letta først, Renzi siden, og senest Gentiloni fik med møje og besvær vendt skuden med en realpolitik, der rent faktisk skabte arbejdspladser, og bremsede strømmen af migranter over Middelhavet og statsgælden.

Men Beppes statister, der er – desværre – primært det fattige, det uuddannede, og ja nu siger jeg det, det evigt klynkende syditalienske segment, oplevede ikke flere euro i egen pung. Og de vil ikke vente længere.

Det var ikke fake news, at nogle mødte op på fagforeningernes kontorer i Syditalien for at udfylde skemaet til at modtage borgerløn dagen efter valget i marts, hvor Grillos marionetter fik 32,6 procent af stemmerne.

Inden da lykkedes Beppes sidste glansnummer:
At få valgt ‘signor ingenting’ til partileder.

Det såkaldte ‘én til én demokrati’ kunne godt nok kun få nogle og 40.000 til, ikke engang at forlade sofaen, men deltage i online-afstemningen om bevægelsens leder.
Og resultatet var som dengang i Bulgarien givet på forhånd.
Én landskendt politiker og syv ukendte kommunalpolitikere.

Og her har vi så den nye race af italienske politikere, repræsenteret af den kommende minister, 31-årige Luigi di Maio:

Så rene, at de stadig bor hos Mamma.

Så uplettede, at de aldrig har haft et fast arbejde. Di Maios seneste var at vise folk vej til VIP-loungen på Napolis stadion.

Uden andet politisk curriculum end at have levet af politik de seneste ti år akkompagneret af vaffanculo og nej til alt.

Og med et så stort problem med konjunktivbøjninger, at man undrer sig over hans studentereksamen

Er man så i øvrigt ikke levebrødspolitiker, når det er det eneste, man har levet af?
Var det ikke lige dem bevægelsen hadede?

Nå.
Pyt.
Næste akt er jo i fuld gang.

Nå.
Sig pyt.
Forestillingen kører for fulde huse, og der er ingen udsigt til tæppefald.

Og marionetdukkernes skaber, den store dukkefører Beppe Grillo?

Hvad med ham, nu hvor det absurde teater har fået sit eget liv, og marionetterne tror, de har gjort sig fri af båndene?

Han lader sig fotografere blandt gadeaffald i New York, og siger at romerne er meget bedre også til at svine.
Han er for længst i gang med nye forestillinger.

Men denne her omgang absurd teater kommer til at gå over i historien.

Måske venter der endog Beppe en lille Nobelpris, når de deroppe i Sverige er færdige med at rydde op efter deres eget svineri.

Charlotte Sylvestersen

–//–

Parlamentsvalg 2018: Meningsmåling den 29. januar giver stadig føring til centrum-højre

/i , /af

En meningsmåling foretaget den 29. januar 2018 af Emg-Acqua >> for TgLa7 >> giver stadig et solidt forspring til centrum-højrekoalitionen bestående af Silvio Berlusconis Forza Italia, Lega Nord med premierministerkandidat Matteo Salvini,  centrumpartiet UDC og højrefløjspartierne Fratelli d´Italia og “Noi con l’Italia“.

Koalitionen ligger på den matematiske vippe, hvor det komplicerede valgsystem kan resultere i flertal i begge kamre af parlamentet med omkring 38 procent af stemmerne.

Centrum-venstre koalitionen med det afgående regeringsparti Partito Democratico og premierministerkandidat Matteo Renzi i spidsen er stadig under 30 procent, og endnu mere problematisk, så er de små støttepartier alle under spærregrænserne for både senatet og deputeretkammeret.

…artiklen fortsætter under reklamen

Femstjernebevægelsen ligger solidt sidst i tyverne, mens udbryderpartiet Liberi e Uguali – Frie og Lige – fra Partito Democratico ligger omkring seks procent.
Partiet blev dannet i protest mod Matteo Renzis linje, og har altså med succes tiltrukket det yderste venstre af Partito Democratico.

14 procent af italienerne har stadig ikke besluttet, hvad de vil stemme til parlamentsvalget den 4. marts, og 2,4 procent siger de vil stemme blankt.
Hele 32,8 procent har givet op og fortæller, at du ikke vil afgive deres stemme.
Dermed risikerer man at ende med en stemmeprocent på under 70.
Ved det seneste parlamentsvalg i 2013 stemte 75,19 procent af italienerne

Charlotte Sylvestersen

–//–

POLITIK: Dødt løb i meningsmålingerne

/i /af

Fra dagens avis Corriere della Sera – 2.8.2017:
Få dage inden det italienske parlament går på sommerferie har Euromedia offentliggjort deres seneste meningsmåling, der nærmest viser dødt løb mellem de tre store blokke i italiensk politik.
Femstjernebevægelsen med Beppe Grillo står til 30 procent.
Regeringspartiet PD ledet af Matteo Renzi – endnu – står til 29 procent, mens en samlet centrumhøjrefløj, som 80 årige Silvio Berlusconi stadig føler sig selvskreven leder af, lige nu tiltaler 35 procent af vælgerne.

…artiklen fortsætter under reklamen

Matteo Salvini fra Lega Nord mener dog, at han burde være centrumhøjrefløjens leder, og det er i øvrigt tvivlsomt, at der kan opnåes enighed om en fælles front i den blok.

Der skal være parlamentsvalg senest i februar 2018.

PS: Der mangler også lige en ny valglov.
Men det når de nok til efteråret, måske…

–//–

Femstjernebevægelsens vrøvl om Danmark

/i /af

Artikel fra 2013 af Charlotte Sylvestersen – dansk journalist bosat i Milano siden 1993

Under den italienske valgkamp op til parlamentsvalget i februar 2013 brugte Beppe Grillo fra Femstjernebevægelsen (herefter forkortet M5S) ofte Danmark som et eksempel “paradis på Jord”.
Det skurrede i mine ører hver gang han gentog, at man i Danmark kunne opvarme sin bolig for 150 euro om året.
Jeg besluttede at finde ud af, hvor denne og mange andre underlige påstande om Danmark kom fra.

..artiklen fortsætter under annoncen

Under min research til opdagede jeg, at Grillos danske fantasier havde, og stadig har, sit udgangspunkt i en blog om Danmark offentliggjort den 14. april 2012 på Grillos og bevægelsens officielle hjemmeside Beppegrillo.it >>.
Her er mit faktatjek af indlægget:

”SOGNANDO LA DANIMARCA” – DEN DANSKE DRØM

I Danmark betaler man ikke ejendomsskat for den primære bolig..
FAKTA: I 2012 betalte danskerene i gennemsnit 7.923 kroner i ejendomsskat.
I 2013 var ejendomsskatten steget med 625 kroner til 8.548 kroner.

I Danmark eksisterer der ingen kildeskat, de ansatte modtager bruttolønnen og udfylder en selvangivelse på to korte sider, alene og uden behov for revisor eller anden hjælp.
Der har været kildeskat både for ansatte og selvstændige siden 1970 i Danmark.



Skærmbilledet her er fra den 23. januar 2017.
Jeg sendte i 2013 den italienske udgave af mit faktatjek til både forfatteren og bloggen, men indlægget er aldrig rettet. Det dukker stadig med jævne mellemrum op på og deles flittigt på de sociale medier.

Faktatjek fortsat:

I Danmark er der minus tyve grader om vinteren
Januar: 2 – -2 Februar: 3 – -2,5 Marts: 1-5 April: 2-10 Maj: 7-15 Juni: 11-19 Juli: 12-21 August: 12-22 September: 10-17 Oktober: 7-12 November: 3-7 December: 0-4

…men indendøre er der 25 grader varmt
I gennemsnit er der 20 grader indendørs i Danmark, måske endda mindre varmt hos dem, der vil spare på opvarmningen.
Siden energikrisen i 1973 har 21 grader været anbefalet som indendørstemperatur.
40% af det danske energiforbrug anvendes i øvrigt til opvarmning.

…fordi man opvarmer husene via genbrug af renset spildevand, der fra boligerne bliver transformeret til gas, der anvendes som energikilde
Over 250.000 danske boliger opvarmes stadig ved hjælp af private oliefyr.
I 2011 kom 24% af den danske energi fra alternative energikilder.
62% af opvarmningen – svarende til 17% af det totale energibehov – kommer fra fjernvarmeværker af den type italienske miljøorganisationer forhindrer opførelsen af i Italien. Femstjernebevægelsen er modstander af fjernvarmeværker.
Fjernvarmen i Danmark produceres med affald, gas, kul, naturgas og olie.

En familie på tre personer betaler 150 euro om året for at opvarme en bolig på 100 m2
De 62% af de danske husstande, der opvarmes via fjernvarme, havde i 2012 en gennemsnitlig varmeregning på 1.832 euro. Til sammenligning var italienernes gennemsnitlige varmeregning i 2012 på  1.752 euro.

I Danmark kører ministrene på cykler
Ja, på det berømte foto efter valget i 2011.
Til hverdag har alle 23 danske ministre en bil til disposition.
7 af disse 23 biler kører kun 13,2 km på literen.
Statsministerens Audi A8 kører mindre end ti km på literen.

Hvis du tillader dig at købe en ny bil bliver du straffet med skatter, mens du får skattelettelser, hvis du beholder din gamle kasse, og dermed sparer miljøet for det Co2-udslip, produktionen af en ny bil koster
Det er ikke lykkes mig at finde spor af danske skattelettelser for at beholde en gammel bil.

I Danmark betaler man ind til pensionen via skatten, og hvis man fravælger pensionen får man pengene tilbage med renter
I Danmark er folkepensionen i 2012 på 5.713 kroner, før skat.
Den italienske minumumspension – pensione socialie – var i 2013 496,43 euro 13 gange årligt.

I Danmark betaler staten sin gæld til borgerne inden 30 dage
Ja, som regel. Men, hvis du for eksempel har betalt for meget i skat, kan skattevæsenet også vælge at beholde overskuddet med den begrundelse at de måske kommer til at skylde året efter.
Og derudover kan jeg personligt referere, at enhver kommunikation med skattemyndighederne er ligeså besværlig i Danmark som i Italien!

…men ingen offentligt institution tillader sig at betale senere end 15 dage på grund af effektivitet
Se ovenfor

I Danmark tjener en arbejder 2.500 euro netto om måneden (Cirka 18.000 danske kroner)
…og har et andet prisniveau end i Italien:
Sammenligning – 2011-  EU27=100
Italien 103
Danmark 142

 …og en bankdirektør tjener ikke mere end 7.000 euro.
Nykredit 2011, 3 direktører tjente 14 millioner kroner (en stigning på 40% i forhold til 2010)
Sydbank 2011, 2 direktører 9,7 millioner kroner (+38,6%)
Danske Bank 2011, 4 direktører 33,9 millioner kronere (+31,4%)

Det er ikke sandt, at skatten i Italien er højere end i Danmark…
Skattetrykket 5. juli 2013:
Danmark 49,3%
Italia 44%

Femstjernebevægelsen fik 25,5% af stemmerne ved parlamentsvalget i februar 2013.
En meningsmåling foretaget den 13. januar 2017 gav Femstjernebevægelsen 27,7 procent.


Bloggen er også delt af Beppe Grillo på Google+

KILDER:
http://www.beppegrillo.it/2012/04/sognando_la_dan.html

http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-58642549:kort-s%C3%A5-meget-skal-du-betale-i-boligskat-i-2013.html,

http://energia.supermoney.eu/news/2012/11/bollette-riscaldamento-italia-tra-le-piu-care-d-europa-006118.html)

http://www.mitrejsevejr.dk/l/vejret-danmark-vejrudsigt-temperatur-klima.php

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php?title=File:Comparative_price_levels,_2001-2011_(1)_(final_consumption_by_private_households_including_indirect_taxes,_EU-27%3D100).png&filetimestamp=20121022145649

http://www.finanzautile.org/pensione-minima-2013.htm

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php?title=File:Comparative_price_levels,_2001-2011_(1)_(final_consumption_by_private_households_including_indirect_taxes,_EU-27%3D100).png&filetimestamp=20121022145649

http://www.soldionline.it/infografiche/la-classifica-della-pressione-fiscale-in-europa

http://politiken.dk/tjek/penge/ECE1550663/saa-mange-millioner-tjener-din-bankdirektoer/

–//–

Berlusconi fylder 80 år, og planlægger – naturligvis – et politisk comeback

/0 Kommentarer/i /af

Dagens italienske fødselar er dømt ude af de fleste både juridisk og politisk. Han er også stadig på rekreation efter sommerens hjerteoperation, og ikke nok så meget sminke og hårlak kan længere skjule årene. Den slags detaljer går Silvio Berlusconi dog overhovedet ikke op i.

Fra førerbunkeren i villaen nord for Milano har meldingerne op til den runde dag været bomastiske proklamationer om et politisk comeback allersenest i foråret 2017, når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i følge Berlusconi selv er nødsaget til at omstøde den skattedom fra august 2013, der stadig forhindrer ham i at beklæde offentlige embeder.
– Præsidenten bliver kendt dobbelt og totalt uskyldig, udtalte Berlusconis torfaste forsvarsadvokat Niccolò Ghedini, med helt normal overdrivelse for få dage siden til avisen Libero om den kommende kendelse.

…artiklen fortsætter under annoncen

Fødselsdagen fejres sammen med familien, men dagene op til har været præget af politisk aktivitet.  Onsdag mødtes Berlusconi med partilederne Matteo Salvini fra Lega Nord og Giorgia Meloni fra højrepartiet Fratelli d´Italia for at promovere den tidligere borgmesterkandidat i Milano som centrum-højrefløjens samlede leder til det parlamentsvalg, Berlusconi håber kommer længe inden Matteo Renzis regering skal udskrive valg i 2018.

Mødet handlede også om at lave en fælles nej-front til den folkeafstemning den 4. december i år, hvor italienerne skal stemme ja eller nej til en for de fleste uforståelig og kompliceret forfatningsændring om parlamentets sammensætning og funktioner.  Regeringsleder Matteo Renzi har truet med at træde tilbage, hvis ikke han får et ja til et nyt senat med begrænsede funktioner i forhold til Deputeretkammeret. Fremover skal Senatet kun have 100 udnævnte og ikke folkevalgte senatorer i stedet for dagens 315 senatorer, og Senatet skal i fremtiden ikke deltage i den almindelige lovgivning, men kun høres på specifikke politiske områder.

Muligheden for at slippe af med Matteo Renzis centrumvenstre regering kan være medvirkende til at begrave stridsøksen mellem Berlusconis Forza Italia og de andre partier på centrumhøjrefløjen.
Senest mislykkedes alle forsøg på at præsentere en samlet centrumhøjrefløj ved kommunalvalgene i foråret.
Her var der åben krig på højrefløjen.  Giorgia Meloni fra Fratelli d´Italia er sandsynligvis stadig kogende af raseri over, at Berlusconi svigtede hendes kandidatur som borgmester i Rom med begrundelsen, at en nybagt mor simpelthen ikke kan være borgmester i landets hovedstad.
Uenighederne dengang førte til, at Femstjernebevægelsen i dag sidder på Rom og Torino, mens Berlusconis hjemby Milano stadig ledes af regeringspartiet Partito Democratico.

I morgen flyver Silvio Berlusconi til New York for at gennemgå en række helbredsundersøgelser.  Det forlyder, at hans fem børn er meget imod et politisk comeback, og insisterer på, at han lytter til lægerne.  Berlusconi selv håber derimod at få carte blanche til endnu en politisk runde.
Ved et møde i partitoppen i sidste uge udleverede han da også lige et dossier med alt det gode, han selv mener, han har gjort for Italien siden han kastede sig ud i politik i 1994 og til han gik af som regeringschef i 2011.
– Lær det udenad, og brug citaterne, når i er på tv. Resten er ligegyldigt, var beskeden forud for fødselsdagen i dag.

Medier: Renzi og Partito Democratico sidder tungere på medierne end Berlusconi

/i , /af

En undersøgelse af 750.000 citater fra over tusind italienske og udenlandske medier afslører, at regeringsleder Matteo Renzi og hans parti Partito Democratico (PD) sidder på 45 procent af alle citater.

På andenpladsen, men langt bagefter, citeres Berlusconi og Forza Italia 14 procent, Nyt Centrum Højre (NCD) med 11 procent, 5 Stjerne Bevægelsen (M5S) får 9 procent og Lega Nord 8 procent.

…artiklen fortsætter under annoncen

Berlusconi var en trussel mod demokratiet
Renzi skal frygte sin mediedominans

I avisen Corriere della Sera forklarer den kendte journalist Gian Antonio Stella Renzis og PDs massive fodaftryk på nyhedsstrømmen med manglen på en stærk leder hos oppositionen.
Og så advarer Stella Renzi om, at den massive tilstedeværelse i medierne også kan være et ikke nærmere defineret tveægget sværd.
Renzi skal i følge Stella passe på med ikke at ‘oversvømme’ medierne.

Da Berlusconi var ved magten, og statistisk set fyldte mindre end Renzi i medierne, gik der ikke en uge uden at både italienske og udenlandske medier skrev advarende artikler om Berlusconis mediedominans.
Berlusconis ‘oversvømmelse’ blev blandt meget anset som en regulær trussel mod demokratiet.

Et kig i arkiverne viser, at Berlusconis dominans af medierne i hans regeringstid, og den kendsgerning at han ejede og stadig ejer tre tv-kanaler, blev opfattet et højreorienteret komplot under Berlusconis klamme hænder.

På hitlisten over medier med mest Renzi og PD topper RaiNews24 med 10.2 procent af alle citater.
Derefter kommer SkyTg24, Huffington Post, La7, Radio Rai og avisen Corriere della Seras hjemmeside Corriere.it.
Berlusconis nyhedskanal TGCOM24 sidder på 4.9 procent af de over 750.000 citater Mediamonitor har analyseret.

–//–

70 år med stemmeret til italienske kvinder

/i , , , /af

Ville de stemme som præsten eller som ægtemanden gav dem besked på? 
Spørgsmålet står i dagens jubilæumsartikel i avisen Corriere della Sera. Dét var nemlig det store spørgsmål, da italienske kvinder for første gang skulle stemme ved lokale valg den 16. marts  1946.

Kvinderne i Lombardiet havde bedt om stemmeret allerede ved grundlæggelsen af det moderne Italien i 1861, og i 1923 lovede Mussolini kvinder stemmeret, men indførte i stedet et diktatur, der varede til 1943.

Den 2. juni 1946 var der folkeafstemni, hvor der skulle vælges mellem monarki og republik, og samtidig vælges repræsentanter til en grundlovsgivende forsamling. Den dag stemte 82 procent af de italienske kvinder for første gang.
Og i 1948 gik italienerne med en ny forfatning til det første demokratiske parlamentsvalg, hvor alle myndige borgere havde stemmeret.

– Vi krammede stemmesedlerne som om det var kærlighedsbreve, skrev Anna Garolfo i en bog i 1956.

Corriere della Seras journalist Egisto Corradi var i 1946 på reportagerejse til byen Lodi syd for Milano for at skrive om kvindernes stemmeret.

– Stemmer kvinderne efter mandens ordre? spørger han.
– Nej, svarer hun, jeg stemmer på præsterne (Kristdemokraterne DC).
– Nej, siger han, du stemmer på mit parti.
– Nej, nej, gentager hun. Jeg stemmer på præsterne.
– Og jeg siger, at du stemmer på socialisterne. I sidste ende, er det mig eller er det Don Luigi, der forsørger dig?

Vorherre var med i stemmekabinen,
og læbestiften skulle bliver hjemme

Mange italienske kvinder satte, og sætter sikkert stadig, og på trods af eventuelle påbud fra deres ægtemand, deres stemmer på ”præsterne”. Kvinder var og er mere religiøse og flittigere kirkegængere end mænd.
Og var de i tvivl, så skulle valgplakaterne fra DC dengang nok minde dem om, hvor krydset skulle sættes.

dc_kvindeplitisk_valgplakat_1953

Italienske kvinde….også din femminilitet er afhængig af din stemme

Se bare her, hvordan moderne kvinder med hvepsetalje stemmer DC, mens man bliver tyk, kedelig og kitteluformelig af at stemme til venstre for midten.

…artiklen fortsætter under annoncen

Kirken blander sig i princippet ikke i italiensk politik.
I princippet.
Èt af deres slogang var i slutningen af 1940´erne at sætte et “X”, hvor der i forvejen var ét – nemlig korset i De Kristlige Demokraters partisymbol.

Den folkekære forfatter Giovannino Guareschi udtænkte også et stærkt slogen med tegningen her, hvor teksten forklarer, at Gud ser, hvad der foregår i stemmekabinen, men det gør Stalin ikke.

gud_ser_dig_stalin_gør_ikke

I stemmekabinens hemmelighed ser Gud dig, det gør Stalin ikke.

Og så blev kvinderne i 1946 i øvrigt anbefalet at lade være med at bruge læbestift, når de skulle afgive deres stemme i den lukkede kuvert.
Læbestiften kunne komme til afsætte rød farve på kuverten, og det kunne være nok til at annulere en stemmeseddel.

Kvinderne i det italienske parlament i dag

Ved det 17. italienske parlamentsvalget i 2013 blev der valgt 86 kvindelige senatorer ud af 315. svarende til 27,3 procent.
I Deputeretkammeret sidder der i dag 198 kvinder ud af 630 deputerede, svarende til 31,4 procent.
Det er det største antal kvinder nogen sinde. Stigningen i forhold til den foregående valgperiode var hele 46 procent i Senatet og 33,33 procent i Deputeretkammeret.

renzi_regering_220214

Renzis regering den 22. februar 2014. FOTO: Quirinale

Den nuværende italienske regering – nummer 63, 64 eller 65 alt efter regnemetoden – i rækken af regeringer siden 1948 med premierminister Matteo Renzi i spidsen havde fra start otte kvindelige ministre ud af 16 i alt, inklusive premierministeren.

–//–