13.6.2023: 34 års samliv med Silvio er slut
Denne nekrolog blev oprindeligt offentliggjort på POV.international >>
SILVIO BERLUSCONI // NEKROLOG – En fremragende forretnings- og reklamemand og en elendig, selvoptaget politiker. Sådan lyder udenrigsjournalist Charlotte Sylvestersens skudsmål over Berlusconi, der er død, 86 år gammel.
MILANO – “Han er en klippe, han klarer det også denne gang,” udtalte broderen Paolo, der sammen med Berlusconis børn og hans partner Marta Fascina alle var på hospitalet San Raffaele i udkanten af Milano, da den tidligere italienske leder blev indlagt i april.
Selv udtalte Berlusconi engang i 1990’erne, at han var udødelig, og at han ville leve evigt: “Sono unto del Signore” (jeg er udvalgt af Herren), lød det, men indtil videre har kun Jesus haft det privilegium.
Og selv om Berlusconi har været allestedsnærværende i en lille menneskealder, endte han altså med at være lige så dødelig som alle os andre.
Mysterium om startkapital
Berlusconi har vitterlig fyldt meget i mit lange italienske liv, så det må være på sin plads at komme med et par highlights.
Jeg “mødte” Berlusconi på kommunistpartiets sommerfest “Festa dell’ Unità” på Monte Stella bjerget i Milano tilbage i 1989. Jeg havde set plakater for festen og bad min tilkommende om at tage mig med derud, selv om han politisk var på den anden side.
Jeg blev temmelig forarget over at blive mødt af en indgangsportal lavet af “imperialistiske” Coca Cola-dåser, efterfulgt af en udstilling af de nyeste Ferrari-modeller.
Lige derefter var der en bod, hvor man kunne købe en lejlighed i Berlusconis nyeste satellitby, Milano 3, i den sydlige del af byen. Helt ekstraordinært for Italien dengang skulle man ikke betale hele købsprisen med det samme: 30 procent, når man skrev kontrakt, 40 procent, når man flyttede ind, og så kunne man låne de sidste 30 procent.
Hos Berlusconi, naturligvis.
I efteråret 89 tvang jeg samme tilkommende mand til at tage mig med til det der “Milano 3”. Det var trist med trist på: en indhegnet enklave med private vagter for velhavere, samme byggestil og farver overalt. Og “alt”, hvad du havde brug for, fra supermarked til rejsebureau (Berlusconis Standa og Cinque Viaggi), børnehave og kirke. Alt for at leve et liv uden LIVET.
Den første satellitby, Milano 2, hvor Berlusconis TV-kanaler stadig har deres hovedkvarterer er “same shit”, konstaterede jeg få år senere.
I begyndelsen af 1990’erne fyldte Berlusconis forsøg på at lave landsdækkende privat og reklamefinansieret TV meget i medierne i Italien.
Hans gode ven, fadder til hans to yngste børn, og tidligere premierminister, Bettino Craxi, nåede lige at få vedtaget en lov om, at en privat virksomhed måtte eje tre landsdækkende TV-kanaler, inden han efter en dom på ni år for korruption i 1993 flygtede i eksil til Tunesien. Craxi var inden flugten Berlusconis “politiske referent” (læs gerne “marionet”) i Rom.
I Milano var det Craxis svoger, Pillitteri, der som byens borgmester sørgede for at byggematadoren Berlusconi fik tilladelserne til sine satellitbyer og også til Italiens første indkøbscenter, Fiordaliso, i Milano.
For inden han i begyndelsen af 1994 gik på banen i politik, var Berlusconi et økonomisk eventyr: Om nogen har bankfunktionærens søn, der voksede op i Isola-kvarteret, tyveknægtenes kvarter i Milano dengang, forstået at skabe og udnytte sit netværk. Helt fra dengang han lavede klassekammeraternes lektier mod betaling i karameller.
Det er stadig et mysterium, hvor den unge Silvio Berlusconis startkapital kom fra: sorte penge fra banken, hvor faderen arbejdede, mafiapenge via studie- og livsvennen, den nu mafiadømte Dell’Utri, eller bare hjælp fra velhavende mennesker, han havde mødt og indyndet sig hos som sanger på krydstogtskibe i studietiden.
Alle mennesker, der troede på den dynamiske og karismatiske Berlusconi.
Han var uddannet jurist og skrev speciale om reklame. Og nå ja, ud over at begynde som byggematador blev han så op igennem 1980’erne også ejer af fodboldklubben AC Milan, han grundlagde Italiens største reklamebureau, Publitalia, købte supermarkedskæden Standa, grundlagde de lokale TV-stationer, der siden blev til tre landsdækkende kanaler og købte forlaget Mondadori blandt meget andet.
Han var dengang uomtvisteligt en fremragende og nytænkende erhvervsleder i et ellers temmelig stift og konservativt forretningsklima i Italien. Da han en dag blev bebrejdet for at anskaffe sig kæmpestore boliger og sommerhuse, gav han da også et svar, som talte til italieneres store familiehjerte: “Jeg har fem børn, og hvilken far vil ikke gerne efterlade store huse og smukke ferieboliger til sine børn.”
Virkede som et friskt pust
Berlusconis succes som forretningsmand var sikkert en kombination af alle eller nogle af ovenstående forklaringer.
Hans succes som politiker kan derimod forklares med hans store talent for PR og (selv)iscenesættelse samt italienernes lyst til stærke ledere.
Da Berlusconi i 1994 “gik på banen”, som han selv udtrykte det, virkede hans fodboldholds-inspirerede Forza Italia parti som et friskt pust på den politisk arena i Italien.
Berlusconi virkede som fornyeren oven på korruptionsskandalerne og opløsningen af alle de gamle partier efter en stor korruptionsskandale, der rullede over Italien i 1992.
Kan han styre så stor en virksomhed med succes, hvorfor så ikke lade ham styre et land, tænkte mange italienerne både i 1994 og i 2001. Hans første regering faldt i december 1994 efter kun syv måneder, men han kom stærkt tilbage ved parlamentsvalget i maj 2001, og i 2008 lykkedes det ham at sætte sig som regeringsleder for tredje gang.
Undervejs fik han skabt sig en kæmpeformue, der gjorde ham til en af Italiens ubetinget mest velhavende borgere.
Berlusconis konkrete løfter
Som dansker kan det være svært at forstå, hvordan en så mistænkelig, arrogant og egenrådig person som Berlusconi kan tiltale vælgerne. Men Berlusconi var anderledes, og man skal ligeledes huske på, at Italien ikke har nogen jantelov, som forbyder folk at udstille deres succes.
Han vandt for eksempel også valget i 2001 ved som noget helt nyt fra en italiensk politikers mund at komme med helt konkrete løfter, der kunne udtales i en enkelt sætning. Han præsenterede en “kontrakt med italienerne” under en valgkamp, hvor han totalt afviste at mødes med oppositionens ledere – dem undgik han i hele 9 år.
Kontrakten havde fem punkter: en halvering af arbejdsløsheden, mindre kriminalitet, flere offentlige anlægsarbejder, en minimumspension på 1 mio. gamle lire samt konkret handling i retsopgøret efter korruptionsskandalerne, der tidligere havde floreret i Italien. Han lovede, at hvis dette ikke blev opfyldt inden 2006, ville han træde tilbage. Hvorvidt dette skete, er nok fortsat et åbent spørgsmål, men uanset dette rykkede det ikke meget ved hans fortsatte popularitet.
I en anden valgkamp lovede han at afskaffe ejendomsskatten for italienernes primære bolig og gjorde det rent faktisk efter at have vundet valget.
Jeg har endnu aldrig mødt en ansat i Berlusconis imperium, der ikke har været glad for sit job: Fra Luisas søn, der stadig er elektriker på Canale 5, til medstuderende på journalistuddannelsen i Milano, der siden fik job på hans kanaler.
Jeg har også stadig til gode at møde nogle, der er utilfredse med at have investeret deres penge hos Berlusconi. Hvad enten investeringerne har været mursten i satellitbyerne eller hans øvrige aktiviteter. De mennesker “elsker” ham stadig ubetinget.
Berlusconi – den mest elskede og mest hadede mand i Italien
Siden han gik ind i politik i 1994, blev han dog også, lige til sin død og sikkert også herefter, Italiens mest hadede mand hos ikke blot den italienske venstrefløj, men også blandt mange italienske midtervælgere.
Jeg kender familier, hvor medlemmer er holdt op med at tale sammen på grund af Berlusconi, og har oplevet, hvordan folk ved private fester har delt sig op i grupper af pro- og contro-Berlusconi og ikke vekslet et ord på tværs af holdningerne.
Blandt mine venner på venstrefløjen er det i dag nærmest blevet en slags mantra at hævde, at “Berlusconi har ødelagt Italien”. Når jeg foreholder dem, at Berlusconi regerede landet i ni et halvt år i Berlusconi-æraen mellem 1994 og 2018, og at de skiftende centrum-venstre-regeringer dermed havde haft 14 et halvt år til at rette landet op, bliver jeg mødt med tavshed.
Lad mig slutte foran Højesteret i Rom, hvor Berlusconi i 2013 blev endeligt dømt for skattesvig i den eneste af 36 retssager anlagt af retten i Milano, som han er blevet dømt skyldig i.
“Hvad skal I så leve af, nu hvor I ikke længere kan skrive om Berlusconi?” spurgte en italiensk journalistkollega med et skævt grin. Det blev ikke, og bliver aldrig et problem. Italien skal nok klare sig fint, også uden signor B.
Berlusconi efterlader sig to eks-hustruer, en 33-årig samlever, fem børn og en samlet formue vurderet til 6,9 millarder euro.
Han begraves ved en statsbegravelse fra domkirken i Milano onsdag den 14. juni klokken 15.00.
-//-
_(final_consumption_by_private_households_including_indirect_taxes,_EU-27%3D100).png&filetimestamp=20121022145649){kind=link}