Berlusconi fylder 80 år, og planlægger – naturligvis – et politisk comeback

Dagens italienske fødselar er dømt ude af de fleste både juridisk og politisk. Han er også stadig på rekreation efter sommerens hjerteoperation, og ikke nok så meget sminke og hårlak kan længere skjule årene. Den slags detaljer går Silvio Berlusconi dog overhovedet ikke op i.

Fra førerbunkeren i villaen nord for Milano har meldingerne op til den runde dag været bomastiske proklamationer om et politisk comeback allersenest i foråret 2017, når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i følge Berlusconi selv er nødsaget til at omstøde den skattedom fra august 2013, der stadig forhindrer ham i at beklæde offentlige embeder.
– Præsidenten bliver kendt dobbelt og totalt uskyldig, udtalte Berlusconis torfaste forsvarsadvokat Niccolò Ghedini, med helt normal overdrivelse for få dage siden til avisen Libero om den kommende kendelse.

…artiklen fortsætter under annoncen

Fødselsdagen fejres sammen med familien, men dagene op til har været præget af politisk aktivitet.  Onsdag mødtes Berlusconi med partilederne Matteo Salvini fra Lega Nord og Giorgia Meloni fra højrepartiet Fratelli d´Italia for at promovere den tidligere borgmesterkandidat i Milano som centrum-højrefløjens samlede leder til det parlamentsvalg, Berlusconi håber kommer længe inden Matteo Renzis regering skal udskrive valg i 2018.

Mødet handlede også om at lave en fælles nej-front til den folkeafstemning den 4. december i år, hvor italienerne skal stemme ja eller nej til en for de fleste uforståelig og kompliceret forfatningsændring om parlamentets sammensætning og funktioner.  Regeringsleder Matteo Renzi har truet med at træde tilbage, hvis ikke han får et ja til et nyt senat med begrænsede funktioner i forhold til Deputeretkammeret. Fremover skal Senatet kun have 100 udnævnte og ikke folkevalgte senatorer i stedet for dagens 315 senatorer, og Senatet skal i fremtiden ikke deltage i den almindelige lovgivning, men kun høres på specifikke politiske områder.

Muligheden for at slippe af med Matteo Renzis centrumvenstre regering kan være medvirkende til at begrave stridsøksen mellem Berlusconis Forza Italia og de andre partier på centrumhøjrefløjen.
Senest mislykkedes alle forsøg på at præsentere en samlet centrumhøjrefløj ved kommunalvalgene i foråret.
Her var der åben krig på højrefløjen.  Giorgia Meloni fra Fratelli d´Italia er sandsynligvis stadig kogende af raseri over, at Berlusconi svigtede hendes kandidatur som borgmester i Rom med begrundelsen, at en nybagt mor simpelthen ikke kan være borgmester i landets hovedstad.
Uenighederne dengang førte til, at Femstjernebevægelsen i dag sidder på Rom og Torino, mens Berlusconis hjemby Milano stadig ledes af regeringspartiet Partito Democratico.

I morgen flyver Silvio Berlusconi til New York for at gennemgå en række helbredsundersøgelser.  Det forlyder, at hans fem børn er meget imod et politisk comeback, og insisterer på, at han lytter til lægerne.  Berlusconi selv håber derimod at få carte blanche til endnu en politisk runde.
Ved et møde i partitoppen i sidste uge udleverede han da også lige et dossier med alt det gode, han selv mener, han har gjort for Italien siden han kastede sig ud i politik i 1994 og til han gik af som regeringschef i 2011.
– Lær det udenad, og brug citaterne, når i er på tv. Resten er ligegyldigt, var beskeden forud for fødselsdagen i dag.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *