Indlæg

1. august – nu begynder ferien!

20 millioner italienere – 1/3 af befolkningen – er lige nu på farten.

De første tog afsted efter arbejde i går, og resten følger efter i løbet af dagen i dag, for den klassiske  italienske  sommerferie er i august, og ultraklassikeren begynder den 1. august og varer til den 31.  august.

Da jeg kom til Milano i sommeren 1989 forlod 900.000 af byens dengang 1,7 millioner indbyggere byen i de 24 timer efter at fabrikkerne lukkede om eftermiddagen den 31 juli.

TV stod dengang altid klar for at filme udenfor Fiat-fabrikkerne  i Torino, når fyraftensfløjten lød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der var noget primordialt over scenariet,  når tusinder af fabriksarbejdere løb ud gennem lågerne og hoppede direkte ind i den tungtlastede Fiat, hvor kone og børn sad parat til turen på ‘Sol Motorvej A1’ med retning mod den oprindelige hjemstavn i Syditalien.

Dengang sagde det næsten helt bogstaveligt ‘svup’, og manden, og jeg måtte  midt i august gå flere kilometer for at finde en åben bar til aftenkaffen.

Vi var to, men følte os alligevel lidt som Palle alene i verden.

Det var i de tre sommerstille august uger i 1989 jeg forelskede mig i Milano… …og i Sergio…

Denne lørdag formiddag er den indre ringgade foran ‘min’ Illy-bar næsten sødag-morgen-stille på grund af sommerferie EXODUS,  som august-ferie-fænomenet kaldes.

Men vi ved, at der allerede nu er tumultagtige scener på de forskellige Autogrill langs motorvejene med retning til feriestederne: Man nægter sig jo ikke en god kop espresso på vej til feriestedet!

I dag holder kun få italienere en hel måneds ferie på badehotellet i Rimini med fuldpension, kalvesteg og frugtsalat om søndagen, og et liggestols-arrangement på stranden, hvor man år for år avancerer én  række nærmere havet.

Men badeferien ved havet er stadig et must, også bare en enkelt uge. Og bliver det kun til én uge, så skal det også stadig helst være ugen med sommerens højdepunkt, helligdagen Ferragosto den 15. august!

Derfor er denne lørdag ikke den mest trafiktunge i år. Den har kun ‘rød’ kode på motorvejskalenderen, mens den ‘kulsorte advarsel’ er forbeholdt lørdag den 8. august, hvor de sidste italienere tager afsted, og millioner af nordeuropæere tager retur.

Den midterste augustuge er derfor også den mest ‘tomme’ uge i byerne.

Men i modsætning til i 1989 holder både en del barer, mange butikker, de fleste supermarkeder og langt de fleste museer og andre turistattraktioner i dag også åbent i august, bortset fra helligdagen  den 15., der stadig føles som 2. Juledag.
Faktisk er en 3-4 dage lang kulturferie i de italienske byer lige før eller lige efter Ferragosto slet ikke nogen dum ide.

Krisen kradser stadig, men tilsyneladende  har italienere bestemt, at ‘NU kan det være nok’! 79% holder ferie i år, også hvis de skal låne pengene til det.

Seneste tal for arbejdsløsheden kom i går, i juni steg den 0,2% til 12,7%.

Tallene for turistbranchen kom også, med brede smil: Op til +30% i Calabria og på Sicilien i Syditalien, og også tocifret omsætningsfremgang på de andre badedestinationer…

…så der er ikke andet en af sige end
BUONE VANCANZE – God ferie, Italien!

PS …mens jeg har skrevet er solen forsvundet og afløst af kølig regn.

Jeg har nok været for længe i Italien,  for jeg stornyder at have gåsehud efter en måneds hedebølge…

…og jeg glæder mig også til min egen ferie de næste ti dage i det næsten tomme Milano 😆

Italienerne fravælger Tyrkiet og Nordafrika på grund af ISIS-effekten”
Forsikringsselskabet Allianz Global Assistance har spurgt  177 rejsebureauer i hele Italien om italienernes valg af ferie i 2015, og resultatet viser, at destinationer som Tunesien og Egypten har måttet vinke farvel til over halvdelen af de Italiensk gæster set i forhold til tallene fra 2014.
Endnu værre står det til med Kenya, der har mistet 82,1% af de italienske turister og Tyrkiet med minus 77,5% og Israel med minus 66,4%.
Hele 85,4% af de italienere, der har bestilt deres rejser via rejsebureauerne foretrækker hjemlandet.

–//–