Indlæg

Bankmanden Mario Draghi leder Italiens regering nummer 64, eller er det 67?

Den 73-årige økonom og bankmand Mario Draghi bliver regeringsleder nummer 67 i følge Wikipedia >>, og nummer 64 i følge Senatets hjemmeside >>.

30 mænd har siden Italien efter 2. Verdenskrig blev en republik beklædt posten som ministerpræsident, som regeringslederen kaldes i Italien, hvis man da ikke bruger det engelske udtryk “premier”.

Mario Draghi (Presidenza della Repubblica) Wikimedia Commons

Mario Draghis regeringstid begyndte lørdag den 13. februar 2021, og skal naturligvis klare tillidsafstemningerne i parlamentets to kamre her i denne uge, inden den for alvor er operativ.

Kun ét parti, højrefløjspartiet Fratelli d´Italia, har ikke fået plads i regeringen, så flertallet skulle være i hus.
Også selv om der er parlamentsmedlemmer i Femstjernebevægelsen, der truer med at stemme nej.

Lørdag blev de 23 nyudnævnte ministre fra seks partier præsenteret i en regering, der spænder fra det yderste venstre i Liberi e Uguali, hen over midten med Femstjernebevægelsen, Parti Democratico, Matteo Renzis Italia Viva, Berlusconis Forza Italia og Salvinis Lega.

Gennemsnitsalderen på de nye ministre er 54 år.
Otte minstre er kvinder. Det er lidt flere end en tredjedel, og svarer til antallet af kvindelige parlamentmedlemmer, der er 35,11 procent i Senatet (112) og 36,06 procent i Deputeretkammeret (227).
Partito Democraticos kvinder har i øvrigt indkaldt til hovebedstyrelsesmøde fordi de er utilfredse med, at ingen af partiets ministre er kvinder.

Otte ministre er hentet udenfor parlamentet, så der er altså tale om en kombination af en teknisk og politisk regering.

President Sergio Mattarella og ministerpræsident Mario Draghi med den nye regering (Foto di Paolo Giandotti – Ufficio per la Stampa e la Comunicazione della Presidenza della Repubblica)

I en dugfrisk meningsmåling mandag den 15. marts er hele 65 procent af de adspurgte positive overfor Draghis brede kaolitionsregering.
Kun Mario Monti begyndte i 2011 sin regeringstid med bedre odds, nemlig 71 procent, mens kun 42 procent var optimister, da Giuseppe Contes anden regering trådte til i 2019.

Partito Democraticos vælgere er de mest tilfredse, hele 91 procent.
76 procent af Legas vælgere og 63 procent af Femstjernebevægelsens vælgere er positive overfor den nye regering.
Det eneste parti udenfor koalitionen, højrepartiet Fratelli d´Italia er splittede. 48 procent mener, at partileder Giorgia Meloni har taget en god beslutning ved at vælge oppositionen, mens 39 procent gerne ville have haft en fod idenfor.

Meningsmålingen, der er foretaget for tv-kanalen La7, viser dog også, at Berlusconis parti Forza Italia sammen med den lille grupering Azione med blot fire parlamentsmedlemmer, er de eneste partier der er vokset siden sidste meningsmåling, fra 6.4 procent til 6,9 procent.
Ja, Berlusconis Forza Italia er med tiden reduceret til et meget mindre parti end koalitionspartnerne i Lega og Fratelli d´Italia.
Lega er i denne meningsmåling faldet med 0.5 procent til 23,5, Partito Democrati er gået fra 19 procent til 18,8 procent, Femstjernebevægelsen fra 15,8 til 15,4 procent, og Fratelli d´Italia fra 16,5 til 16,2 procent.

Du kan lytte til artiklen og lidt ekstra “godbidder” her på Canale Carlotta på YouTube:
(Tilgiv, at jeg kommer til at sige 2020 og 54 regeringer… Vi er i 2021 og regeringerne er 64 i alt)

Når Draghis regering i slutningen af denne uge har overstået tillidsafstemningerne i Senatet og Deputeretkammeret venter der enorme opgaver forude:

EU forventer at se meget konkrete planer for, hvordan Italien vil anvende de i alt 209 milliarder euro, som unionen forærer og låner landet for at sætte gang i en økonomi, hvor bruttonationalproduktet i 2020 faldt med 8,8 procent >>.

Planerne for den økonomiske hjælp skal også indeholde konkrete forslag til hvordan den nye regering vil halvere tiden for retssager, for hvordan den offentlige administration kan effektiveiseres, og hvordan landet kan komme med ind i kampen om for alvor at blive digitaliseret.

Det er områder, som alle italienske regering har kæmpet med de seneste årtier. Det nye er denne gang, at reformerne er en betingelse for at modtage en EU-hjælpepakke, der faktisk er større end den Marshall-hjælp Italien modtog efter 2. Verdenskrig.

Draghi skal naturligvis også overtage den overordnede styring af Corona pandemien, og her er deadline for fremtidige åbninger eller lukninger den 5. marts, når regeringen Contes seneste dekret udløber.

En anden vigtig deadline er den 31. marts, hvor det midlertidige forbud mod fyringer i det private erhvervsliv ophører.
Dette forbud har under Corona pandemien holdt den italienske arbejdsløshedprocent kunstigt nede. I december 2020 var arbejdsløshedsprocenten på ni procent.

Nederst på siden finder du en liste over alle regeringerne i den italienske republiks historie.
64 i alt får jeg det modsat Wikipedia til, fordi jeg regner fra det første parlamentsvalg i den italienske republik i 1948.

Republikkens politiske historie kort:

Indtil 1993 var alle italienske regeringsledere også medlemmer af parlamentet.
Den første udefra var Carlo Azeglio Ciampi i 1993.
Derefter kom Lamberto Dini (1995-1996), Giuliano Amata (2000-2001), Matteo Renzi (2014 -2016 ) og Giuseppe Conte (2018-2021) og nu Mario Draghi.

Den yngste italienske regeringsleder var 39 årige Matteo Renzi.
Silvio Berlusconi er den italienske ministerpræsident, der har regeret længst, i alt 3.339 dage.
Berlusconi har også rekorden for den længst siddende italienske regering i republikkens historie, nemlig tre år, 10 måneder og 12 dage.

Gennemsnitslevealderen for en italiensk regering var indtil 2001 på 311,24 dage, og mellem 1947 og 2001 var der 1693 dage (4,6 år), hvor der var officiel regeringskrise.

Nogle af de mange regeringer har faktisk blot været en bekræftelse af en allerede eksisterende regering, og mange regeringer har bestået af de samme partier og ministre.


Stabilt system i over fyrre år?
Fra 1948 til 1992 var partiet De Kristlige Demokrater med i alle regeringer, men det parti blev opløst efter korruptionsskandalerne “Rene Hænder” fra 1992 >>. (Alle partier, der eksisterede i 1992 blev enten opløst eller skiftede navn i kølvandet af “Mani Puliti”.)

Man kan faktisk sige, at mens magten i de andre europæiske lande i samme tidsrum skiftede mellem venstre, centrum og højre, så havde Italien et uhørt stabilt magtcentrum på centrum-højrefløjen fra 1948 til begyndelsen af 1990´erne! Med Kommunistpartiet PCI som det evige oppositionsparti.

Fra 1994 til 2018 kan man på samme måde hævde, at Italien havde et normalt politisk system, hvor magten skiftede mellem centrumvenstre og centrumhøjre.

Siden 2018 har det været svært at definere italiensk politik udfra den traditionelle venstre-centrum-højre model, for det er stadig ikke med den bedste vilje muligt at placere Femstjernebevægelsen i denne model.

Vidste du det?
Siden 1948 har der 26 gange været folketingsvalg i Danmark.
Med valget i 2018 har Italien afholdt 18 parlamentsvalgt siden 1948.
Retfærdigvist skal det noteres, at der skal afholdes valg i Danmark hvert fjerde år, mens valgperioden er fem år i Italien.

Listen over italienske regeringer siden 1946
Grunden til at nogle siger, der har været flere end 64 regeringer i det moderne Italien er, at nogle vælger at tælle både de provisoriske regeringer og den grundlovsgivende forsamling mellem 1943 til 1948 med på listen.

Den italienske republik blev grundlagt den 2. juni 1946.
Den dag stemte italienerne netop om, hvorvidt landet skulle fortsætte som et monarki eller blive til en republik. Og det var i øvrigt første gang kvinderne kunne stemme.

REGERINGER SIDEN MAJ 1948 (Legislatura = valgperiode)

I Legislatura

II Legislatura

  • De Gasperi-VIII (16 luglio 1953 – 16 agosto 1953)
  • Pella (17 agosto 1953 – 17 gennaio 1954)
  • Fanfani-I (18 gennaio 1954 – 9 febbraio 1954)
  • Scelba (10 febbraio 1954 – 5 luglio 1955)
  • Segni-I (6 luglio 1955 – 18 maggio 1957)
  • Zoli (19 maggio 1957 – 30 giugno 1958)

III Legislatura

  • Fanfani-II (1 luglio 1958 – 14 febbraio 1959)
  • Segni-II (15 febbraio 1959 – 24 marzo 1960)
  • Tambroni (25 marzo 1960 – 25 luglio 1960)
  • Fanfani-III (26 luglio 1960 – 20 febbraio 1962)
  • Fanfani-IV (21 febbraio 1962 – 20 giugno 1963)

IV Legislatura

  • Leone-I (21 giugno 1963 – 3 dicembre 1963)
  • Moro-I (4 dicembre 1963 – 21 luglio 1964)
  • Moro-II (22 luglio 1964 – 22 febbraio 1966)
  • Moro-III (23 febbraio 1966 – 23 giugno 1968)

V Legislatura

  • Leone-II (24 giugno 1968 – 11 dicembre 1968)
  • Rumor-I (12 dicembre 1968 – 4 agosto 1969)
  • Rumor-II (5 agosto 1969 – 26 marzo 1970)
  • Rumor-III (27 marzo 1970 – 5 agosto 1970)
  • Colombo (6 agosto 1970 – 16 febbraio 1972)
  • Andreotti-I (17 febbraio 1972 – 25 giugno 1972)

VI Legislatura

  • Andreotti-II (26 giugno 1972 – 5 luglio 1973)
  • Rumor-IV (6 luglio 1973 – 13 marzo 1974)
  • Rumor-V (14 marzo 1974 – 22 novembre 1974)
  • Moro-IV (23 novembre 1974 – 11 febbraio 1976)
  • Moro-V (12 febbraio 1976 – 28 luglio 1976)

VII Legislatura

VIII Legislatura

IX Legislatura

  • Craxi-I (4 agosto 1983 – 31 luglio 1986)
  • Craxi-II (1 agosto 1986 – 16 aprile 1987)
  • Fanfani-VI (17 aprile 1987 – 27 luglio 1987)

X Legislatura

XI Legislatura

  • Amato-I (28 giugno 1992 – 27 aprile 1993)
  • Ciampi-I (28 aprile 1993 – 9 maggio 1994)

XII Legislatura

  • Berlusconi-I (10 maggio 1994 – 16 gennaio 1995)
  • Dini-I (17 gennaio 1995 – 16 maggio 1996)

XIII Legislatura

  • Prodi-I (17 maggio 1996 – 20 ottobre 1998)
  • D’Alema-I (21 ottobre 1998 – 21 dicembre 1999)
  • D’Alema-II (22 dicembre 1999 – 25 aprile 2000)
  • Amato-II (26 aprile 2000 – 10 giugno 2001)

XIV Legislatura

XV Legislatura

  • Prodi-II (17 maggio 2006 – 6 maggio 2008)

XVI Legislatura

  • Berlusconi-IV (7 maggio 2008 – 15 novembre 2011)
  • Monti-I (16 novembre 2011 – 27 aprile 2013)

XVII Legislatura

XVIII Legislatura

“Kopi-regering”, “Renzi 2″ eller bare regering nummer 64

Mandag aften den 12. december forelagde Paolo Gentiloni sin ministerliste for præsident Sergio Mattarella. Den nye regering består af 18 ministre og én magtfuld viceminister. 14 var også ministre i Renzis regering, seks er kvinder, og fem er nye ansigter. Der er helt objektivt ikke tale om epokegørende ændringer, og oppositionen har været lynhurtig til at finde øgenavne, og til hånligt at anvende det klassiske citat fra romanen Leoparden: ”Alt skal forandres, så at alt kan forblive, som det er”. Brandslukkeren overtager efter brandstifteren Gentiloni selv skjuler ikke, at han vil videreføre Renzis politiske linje. Den personlige stil bliver dog en helt anden. Som en politisk kommentator udtrykker det, så var Renzi en vild brandstifter, mens Gentiloni er en rolig brandslukker. ..artiklen fortsætter under annoncen Til dem, der beskylder Gentiloni for at have skabt en copycat-regering, er svaret, at præsidentrunden viste “at der ikke var disponibiltet til at dele ansvaret for en bredere regering blandt de største oppositionspartier”, og at han derfor var tvunget til at manøvrere “indenfor rammerne af den afgående regerings flertal”.
Paolo Gentiloni (Wikimedia)
Den vigtigste ændring er den tidligere indenrigsminister Angelino Alfanos forfremmelse til udenrigsminister. Alfano, der for længe siden var Silvio Berlusconis kronprins, leder i dag regeringspartiet Nuovo Centrodestra (NCD), Nyt Centrumhøjre. Partiet beholder også den omstridte sundhedsminister Beatrice Lorenzin >>. Renzi strofaste væbnere i den nye regering  På det officielle foto af den nye regering bemærker politiske kommentatorer, at præsident Mattarella som forventet står på regeringslederens højre side, mens den nyudnævnte sportsminister, og ikke som normalt indenrigsministeren, står på Gentilonis venstre side. Sportsministeren er Luca Lotti, og han betegnes som en af den afgåede regeringsleder Matteo Renzis tro væbnere. Renzi, der ikke er medlem af parlamentet, har officielt intet med den nye regering at gøre. Udover sportsminister Lotti, så anses udnævnelsen af den afgående reformminister Maria Elena Boschi på posten som magtfuld viceminister også som Renzis fingeraftryk på Gentilonis regering. Gentiloni får brug for alle stemmer i Senatet onsdag Klokken 11 tirsdag formiddag skal Deputeretkammeret sige ja til den nye regering. Det sker sandsynligvis med en bred margen, da koalitionen med Partito Democratico (PD) ved valget i februar 2013 indkasserede den daværende valglovs flertalspræmie, og derfor satte sig på 340 ud af kammerets 630 deputerede. Senatet skal stemme i morgen onsdag. Her bliver der brug for alle stemmer, da de 315 senatorer er fordelt proportionalt. Nogle af PDs senatorer har nemlig meddelt, at de ikke vil støtteregeringen, og måske bliver der ligefrem brug for stemmerne fra de fem præsidentudnævnte livstidssenatorer. Der kommer næppe et hurtigt parlamentsvalg Officielt er Gentilonis opgave at få en ny valglov på plads, fordi den nuværende valglov blev designet til at passe til et ”ja” ved folkeafstemningen om forfatningsændringerne den 4. december. Resultatet blev jo et klart nej, og nu har Italien altså en valglov, der ikke ”passer til” en uændret status mellem de to kamre, Deputeretkammeret og Senatet, i parlamentet. Derudover vil Forfatningsdomstolen sandsynligvis den 24. januar erklære denne i forvejen ubrugelige valglov for forfatningsstridig, fordi den ville have indført to valgrunder for Deputeretkammeret, og tildele en flertalspræmie efter anden valgrunde. Der skal med andre ord meget hurtigt produceres og vedtages en ny valglov, hvis regeringen skal udskrive valg i begyndelsen af 2017. Men listen over hastesager er også lang, og Gentiloni og hans regering kan ikke nøjes med kun at lave en ny valglov. Bankkrisen, der for alvor er ved at ramme Italien lige nu, hjælp til de jordskælvsramte områder, hele spørgsmålet om asylansøgere og indvandrere,  og forholdet til Europa er alle spørgsmål, der ikke kan tåle at ligge stille i måneder. Der er også vigtige internationale aftaler i de kommende måneders kalender, som allerede i dag holdes frem som en forklaring eller en undskyldning for, at et hurtigt valg nok ikke bliver til noget. Den 26. og 27. maj er Italien vært for G7-topmødet i Taormina på Sicilien, og det anses allerede nu for sandsynligt, at Gentiloni bliver vært ved det møde. Renzi har stadig flertallet bag sig i Partito Democratico Et mindretal på venstrefløjen af Partito Democratico har aldrig lagt skjul på deres modstand mod partileder Matteo Renzi. De krævede efter nederlaget ved folkeafstemningen også hans afgang som partileder. Men et hurtigt valg er så absolut heller ikke i deres interesse. De har simpelthen ikke en kandidat, der vil kunne slå Renzi ved et hurtigt primærvalg, og derfor vil det også passe den interne opposition at have mere tid inden et valg. Man kan ikke stemme om sommeren Efter G7-mødet står sommeren for døren, og man har en slags konsensus om, at italienerne simpelthen ikke kan stemme, når det er varmt, og foretrækker stranden fremfor stemmeboksen. Efter sommerferien er det vigtigt at få næste års finanslov på plads. Med andre ord, så er der en reel mulighed for, at ”den rolige brandslukker” ender med at fortsætte indtil den femårige valgperiode når sin naturlige afslutning i februar 2018. –//–