Indlæg

Italiensk politik – 10. maj 2018: Fantapolitisk fabel

FACEBOOK-OPDATERING FRA 10. maj 2018
Den ikke-morsomme Beppe Grillos eksperimentelle
teater er
 måske endog en Nobelpris uværdig

Virkeligheden
“Al governo”…
Der var valg i Italien den 4. marts 2018, og parlamentet endte i tre næsten lige store blokke. En splittet venstrefløj, der med eks-premierminister Matteo Renzi i spidsen erkendte sit nederlag. En centrumhøjrefløj, hvor Legaen overtog lederskabet fra Berlusconis Forza Italia efter stor valgsejr, og hvor koalitionen samlet opnåede over 37 procent af stemmerne. Og midt imellem eller et helt andet sted i tid og rum, scorede protestpartiet Femstjernebevægelsen over 32 procent af stemmerne.

Det rige nord mod det fattige syd
Eneste reelle regeringsforhandlinger har siden valget været mellem den umage alliance mellem Lega, der repræsenterer det rige Norditalien og ønsker lavere skat og mindre stat, og Femstjernebevægelsen, der vil indføre borgerløn, hæve pensionerne, forbyde mineralvand i flasker og kun have én statslig TV kanal, der fortæller sandheden, er lige nu i færd med at fordele ministerposterne

Men måske er det i en anden virkelighed bare Beppe Grillos absurde og eksperimenterende gadeteater, der har gjort sig – næsten – fri af dukkeførerens bånd, og nu tager det helt alvorligt, at Grillo og co’s forestilling har været på plakaten i over ti år.

Næsten, for bevægelsen er stadig i realiteten en virksomhed, hvor parlamentsmedlemmer skal aflevere 300 euro af deres løn hver måned.

Fantapolitisk resumé
Den politiske scene i Italien har de seneste år mindet om dengang i 1980’erne, vi lavede skjult teater med fingerede skænderier i Århus Sporvejes busser.

Det var uhyggeligt nemt at få en hel busfuld uskyldige passagerer til at deltage “for og imod” et fingeret skænderi.

Men modsat Beppe Grillo stoppede vi altid komedien, lige inden det hele røg af sporet.

…artiklen fortsætter under reklamen

I 80’erne smadrede den ikke morsomme Grillo computere på RAIs kanaler.
For dem havde Fanden, storkapitalen, globaliseringen og anden ondskab tilsammen skabt.

Siden så han muligheden for endnu en omgang absurd teater, da han som såkaldt komiker mødte den såkaldte it-guru Casaleggio.

IT-guruens gurutid var kort i ren teknologisk forstand. Men fantasien var stor.
Lige så stor som Grillos.
Enten lige så stor som Grillos egen, eller også var Casaleggio senior bare endnu en ufrivillig aktør på komediens alenlange rolleliste.

Casaleggio seniors egen afsporede og religiøst inspirerede fantasier om ‘den fagre nye verden’, hvor alle er it-forbundne og lykkelige – dog lige efter en grum, men nødvendig verdenskrig, der løser problemet med overbefolkningen af kloden – kan ses i videoen “GAIA” her https://youtu.be/HMBO0rLuMEU

“Casaleggio er endnu længere ude end mig. Ham kan jeg bruge i mit eksperiment, og specielt også til at tjene penge på mine blogs og på mine bøger”, tænkte Beppe, da han mødte Casaleggio.
Beppe lever nemlig helt op til ligurernes rygte om at være sygeligt besatte af ussel mammon.
Med Casaleggio ved hans side var der sat kryds også ved dette vigtige punkt.

Og så var scenen sat…

“Kan vi få fjolserne, scusi, folket i tale ved at fornærme dem? Hvor går grænsen for dumhed, og kan vi overskride den? tænkte Beppe, og opfandt “Op i røven” (Vaffanculo er en strid fornærmelse) demonstrationerne.

100.000’er mødte op og råbte i kor ‘Vaffanculo’ til alt og alle, og specielt de demokratisk folkevalgte og de arbejdende journalister, uden at tænke over, at de netop selv var med til at skabe en ny kaste af priviligerede.

Jo mere masserne råbte “vaffanculo, vaffanculo, vaffanculo”, jo mere lo Beppe, mens han kradsede sig lystigt i skægget.

“Her er der sgu både penge at tjene, og uanede mængder af begejstrede både tilskuere og aktører, der hellere end gerne spiller med, med eller uden viden om, at det hele bare er et eksperiment”.

Og så skabte Beppe og Casaleggio et ikke-parti med en ikke-statut, og et ikke-program, der strittede i alle politiske retninger, så der var plads til alle fjolserne blandt folket.

Grøn politik til de grønne, lynhurtig fiber internet til alle, nej til globalisering, straf til umoralske og specielt multinationale, altså grundlæggende onde, virksomheder.
Væk med de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der rent faktisk har fjerne de negative økonomiske nøgletal, og de seneste fire år ganske langsomt har skabt vejen ud af den økonomiske krise for Italien.
EU-kritisk, når det giver stemmer, indvandrerkritisk, når det giver stemmer, og vice versa, bare vi husker at råbe ‘vaccanculo’ før vinden skifter, og give de gamle, onde, korrupte og tyvagtige politikkere skylden.
Og husk, at journalister af enhver slags er i ledtog med ‘systemet’, og de tænker aldrig selvstændigt og kritisk.

Huhej, hvor det går…
Fjolser er der jo til alle tider nok af.
Og rykker tilstrækkeligt mange fjolser sig på én gang, så står opportunister af enhver art, og indimellem også normaltbegavede af slagsen, klar til at hoppe med på vognen.

Med smarte ord som ‘meet ups’, valg af politiske kandidater ‘online’ og et ‘forum’ på et lavere niveau end Ekstra Bladets ‘Nationen’ blev basen overbevist om en ny tids nye demokrati.

En hær af nyttige idioter, og allerhelst dem uden nogen som helst erfaring eller tidligere engagement i samfundsforhold i det hele taget, blev først valgt ind i byråd.

Her fortsatte de med om ikke at råbe ‘vaffanculo’, så i stedet at råbe ‘no’ til alt og allermest til det samarbejde og de kompromisser, der er grundlag for al demokratisk realpolitik.

I 2013 deltog 25,4 procent af italienerne som statister, og i fem år fortsatte bevægelsens borgere, for politikere må de ikke kaldes, med at råbe vaffanculo og det, der er værre, og sige nej til alt og allermest til enhver form for samarbejde om konkret politik.

Letta først, Renzi siden, og senest Gentiloni fik med møje og besvær vendt skuden med en realpolitik, der rent faktisk skabte arbejdspladser, og bremsede strømmen af migranter over Middelhavet og statsgælden.

Men Beppes statister, der er – desværre – primært det fattige, det uuddannede, og ja nu siger jeg det, det evigt klynkende syditalienske segment, oplevede ikke flere euro i egen pung. Og de vil ikke vente længere.

Det var ikke fake news, at nogle mødte op på fagforeningernes kontorer i Syditalien for at udfylde skemaet til at modtage borgerløn dagen efter valget i marts, hvor Grillos marionetter fik 32,6 procent af stemmerne.

Inden da lykkedes Beppes sidste glansnummer:
At få valgt ‘signor ingenting’ til partileder.

Det såkaldte ‘én til én demokrati’ kunne godt nok kun få nogle og 40.000 til, ikke engang at forlade sofaen, men deltage i online-afstemningen om bevægelsens leder.
Og resultatet var som dengang i Bulgarien givet på forhånd.
Én landskendt politiker og syv ukendte kommunalpolitikere.

Og her har vi så den nye race af italienske politikere, repræsenteret af den kommende minister, 31-årige Luigi di Maio:

Så rene, at de stadig bor hos Mamma.

Så uplettede, at de aldrig har haft et fast arbejde. Di Maios seneste var at vise folk vej til VIP-loungen på Napolis stadion.

Uden andet politisk curriculum end at have levet af politik de seneste ti år akkompagneret af vaffanculo og nej til alt.

Og med et så stort problem med konjunktivbøjninger, at man undrer sig over hans studentereksamen

Er man så i øvrigt ikke levebrødspolitiker, når det er det eneste, man har levet af?
Var det ikke lige dem bevægelsen hadede?

Nå.
Pyt.
Næste akt er jo i fuld gang.

Nå.
Sig pyt.
Forestillingen kører for fulde huse, og der er ingen udsigt til tæppefald.

Og marionetdukkernes skaber, den store dukkefører Beppe Grillo?

Hvad med ham, nu hvor det absurde teater har fået sit eget liv, og marionetterne tror, de har gjort sig fri af båndene?

Han lader sig fotografere blandt gadeaffald i New York, og siger at romerne er meget bedre også til at svine.
Han er for længst i gang med nye forestillinger.

Men denne her omgang absurd teater kommer til at gå over i historien.

Måske venter der endog Beppe en lille Nobelpris, når de deroppe i Sverige er færdige med at rydde op efter deres eget svineri.

Charlotte Sylvestersen

–//–

Femstjernebevægelsens vrøvl om Danmark

Artikel fra 2013 af Charlotte Sylvestersen – dansk journalist bosat i Milano siden 1993

Under den italienske valgkamp op til parlamentsvalget i februar 2013 brugte Beppe Grillo fra Femstjernebevægelsen (herefter forkortet M5S) ofte Danmark som et eksempel “paradis på Jord”.
Det skurrede i mine ører hver gang han gentog, at man i Danmark kunne opvarme sin bolig for 150 euro om året.
Jeg besluttede at finde ud af, hvor denne og mange andre underlige påstande om Danmark kom fra.

..artiklen fortsætter under annoncen

Under min research til opdagede jeg, at Grillos danske fantasier havde, og stadig har, sit udgangspunkt i en blog om Danmark offentliggjort den 14. april 2012 på Grillos og bevægelsens officielle hjemmeside Beppegrillo.it >>.
Her er mit faktatjek af indlægget:

”SOGNANDO LA DANIMARCA” – DEN DANSKE DRØM

I Danmark betaler man ikke ejendomsskat for den primære bolig..
FAKTA: I 2012 betalte danskerene i gennemsnit 7.923 kroner i ejendomsskat.
I 2013 var ejendomsskatten steget med 625 kroner til 8.548 kroner.

I Danmark eksisterer der ingen kildeskat, de ansatte modtager bruttolønnen og udfylder en selvangivelse på to korte sider, alene og uden behov for revisor eller anden hjælp
.
Der har været kildeskat både for ansatte og selvstændige siden 1970 i Danmark.



Skærmbilledet her er fra den 23. januar 2017.
Jeg sendte i 2013 den italienske udgave af mit faktatjek til både forfatteren og bloggen, men indlægget er aldrig rettet. Det dukker stadig med jævne mellemrum op på og deles flittigt på de sociale medier.

Faktatjek fortsat:

I Danmark er der minus tyve grader om vinteren
Januar: 2 – -2 Februar: 3 – -2,5 Marts: 1-5 April: 2-10 Maj: 7-15 Juni: 11-19 Juli: 12-21 August: 12-22 September: 10-17 Oktober: 7-12 November: 3-7 December: 0-4

…men indendøre er der 25 grader varmt
I gennemsnit er der 20 grader indendørs i Danmark, måske endda mindre varmt hos dem, der vil spare på opvarmningen.
Siden energikrisen i 1973 har 21 grader været anbefalet som indendørstemperatur.
40% af det danske energiforbrug anvendes i øvrigt til opvarmning.

…fordi man opvarmer husene via genbrug af renset spildevand, der fra boligerne bliver transformeret til gas, der anvendes som energikilde
Over 250.000 danske boliger opvarmes stadig ved hjælp af private oliefyr.
I 2011 kom 24% af den danske energi fra alternative energikilder.
62% af opvarmningen – svarende til 17% af det totale energibehov – kommer fra fjernvarmeværker af den type italienske miljøorganisationer forhindrer opførelsen af i Italien. Femstjernebevægelsen er modstander af fjernvarmeværker.
Fjernvarmen i Danmark produceres med affald, gas, kul, naturgas og olie.

En familie på tre personer betaler 150 euro om året for at opvarme en bolig på 100 m2
De 62% af de danske husstande, der opvarmes via fjernvarme, havde i 2012 en gennemsnitlig varmeregning på 1.832 euro. Til sammenligning var italienernes gennemsnitlige varmeregning i 2012 på  1.752 euro.

I Danmark kører ministrene på cykler
Ja, på det berømte foto efter valget i 2011.
Til hverdag har alle 23 danske ministre en bil til disposition.
7 af disse 23 biler kører kun 13,2 km på literen.
Statsministerens Audi A8 kører mindre end ti km på literen.

Hvis du tillader dig at købe en ny bil bliver du straffet med skatter, mens du får skattelettelser, hvis du beholder din gamle kasse, og dermed sparer miljøet for det Co2-udslip, produktionen af en ny bil koster
Det er ikke lykkes mig at finde spor af danske skattelettelser for at beholde en gammel bil.

I Danmark betaler man ind til pensionen via skatten, og hvis man fravælger pensionen får man pengene tilbage med renter
I Danmark er folkepensionen i 2012 på 5.713 kroner, før skat.
Den italienske minumumspension – pensione socialie – var i 2013 496,43 euro 13 gange årligt.

I Danmark betaler staten sin gæld til borgerne inden 30 dage
Ja, som regel. Men, hvis du for eksempel har betalt for meget i skat, kan skattevæsenet også vælge at beholde overskuddet med den begrundelse at de måske kommer til at skylde året efter.
Og derudover kan jeg personligt referere, at enhver kommunikation med skattemyndighederne er ligeså besværlig i Danmark som i Italien!

…men ingen offentligt institution tillader sig at betale senere end 15 dage på grund af effektivitet
Se ovenfor

I Danmark tjener en arbejder 2.500 euro netto om måneden (Cirka 18.000 danske kroner)
…og har et andet prisniveau end i Italien:
Sammenligning – 2011-  EU27=100
Italien 103
Danmark 142

 …og en bankdirektør tjener ikke mere end 7.000 euro.
Nykredit 2011, 3 direktører tjente 14 millioner kroner (en stigning på 40% i forhold til 2010)
Sydbank 2011, 2 direktører 9,7 millioner kroner (+38,6%)
Danske Bank 2011, 4 direktører 33,9 millioner kronere (+31,4%)

Det er ikke sandt, at skatten i Italien er højere end i Danmark…
Skattetrykket 5. juli 2013:
Danmark 49,3%
Italia 44%

Femstjernebevægelsen fik 25,5% af stemmerne ved parlamentsvalget i februar 2013.
En meningsmåling foretaget den 13. januar 2017 gav Femstjernebevægelsen 27,7 procent.


Bloggen er også delt af Beppe Grillo på Google+

KILDER:

http://www.beppegrillo.it/2012/04/sognando_la_dan.html

http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-58642549:kort-s%C3%A5-meget-skal-du-betale-i-boligskat-i-2013.html,

http://energia.supermoney.eu/news/2012/11/bollette-riscaldamento-italia-tra-le-piu-care-d-europa-006118.html)

http://www.mitrejsevejr.dk/l/vejret-danmark-vejrudsigt-temperatur-klima.php

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php?title=File:Comparative_price_levels,_2001-2011_(1)_(final_consumption_by_private_households_including_indirect_taxes,_EU-27%3D100).png&filetimestamp=20121022145649

http://www.finanzautile.org/pensione-minima-2013.htm

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php?title=File:Comparative_price_levels,_2001-2011_(1)_(final_consumption_by_private_households_including_indirect_taxes,_EU-27%3D100).png&filetimestamp=20121022145649

http://www.soldionline.it/infografiche/la-classifica-della-pressione-fiscale-in-europa

http://politiken.dk/tjek/penge/ECE1550663/saa-mange-millioner-tjener-din-bankdirektoer/

–//–

70 år med stemmeret til italienske kvinder

Ville de stemme som præsten eller som ægtemanden gav dem besked på? 
Spørgsmålet står i dagens jubilæumsartikel i avisen Corriere della Sera. Dét var nemlig det store spørgsmål, da italienske kvinder for første gang skulle stemme ved lokale valg den 16. marts  1946.

Kvinderne i Lombardiet havde bedt om stemmeret allerede ved grundlæggelsen af det moderne Italien i 1861, og i 1923 lovede Mussolini kvinder stemmeret, men indførte i stedet et diktatur, der varede til 1943.

Den 2. juni 1946 var der folkeafstemni, hvor der skulle vælges mellem monarki og republik, og samtidig vælges repræsentanter til en grundlovsgivende forsamling. Den dag stemte 82 procent af de italienske kvinder for første gang.
Og i 1948 gik italienerne med en ny forfatning til det første demokratiske parlamentsvalg, hvor alle myndige borgere havde stemmeret.

– Vi krammede stemmesedlerne som om det var kærlighedsbreve, skrev Anna Garolfo i en bog i 1956.

Corriere della Seras journalist Egisto Corradi var i 1946 på reportagerejse til byen Lodi syd for Milano for at skrive om kvindernes stemmeret.

– Stemmer kvinderne efter mandens ordre? spørger han.
– Nej, svarer hun, jeg stemmer på præsterne (Kristdemokraterne DC).
– Nej, siger han, du stemmer på mit parti.
– Nej, nej, gentager hun. Jeg stemmer på præsterne.
– Og jeg siger, at du stemmer på socialisterne. I sidste ende, er det mig eller er det Don Luigi, der forsørger dig?

Vorherre var med i stemmekabinen,
og læbestiften skulle bliver hjemme

Mange italienske kvinder satte, og sætter sikkert stadig, og på trods af eventuelle påbud fra deres ægtemand, deres stemmer på ”præsterne”. Kvinder var og er mere religiøse og flittigere kirkegængere end mænd.
Og var de i tvivl, så skulle valgplakaterne fra DC dengang nok minde dem om, hvor krydset skulle sættes.

dc_kvindeplitisk_valgplakat_1953

Italienske kvinde….også din femminilitet er afhængig af din stemme

Se bare her, hvordan moderne kvinder med hvepsetalje stemmer DC, mens man bliver tyk, kedelig og kitteluformelig af at stemme til venstre for midten.

…artiklen fortsætter under annoncen

Kirken blander sig i princippet ikke i italiensk politik.
I princippet.
Èt af deres slogang var i slutningen af 1940´erne at sætte et “X”, hvor der i forvejen var ét – nemlig korset i De Kristlige Demokraters partisymbol.

Den folkekære forfatter Giovannino Guareschi udtænkte også et stærkt slogen med tegningen her, hvor teksten forklarer, at Gud ser, hvad der foregår i stemmekabinen, men det gør Stalin ikke.

gud_ser_dig_stalin_gør_ikke

I stemmekabinens hemmelighed ser Gud dig, det gør Stalin ikke.

Og så blev kvinderne i 1946 i øvrigt anbefalet at lade være med at bruge læbestift, når de skulle afgive deres stemme i den lukkede kuvert.
Læbestiften kunne komme til afsætte rød farve på kuverten, og det kunne være nok til at annulere en stemmeseddel.

Kvinderne i det italienske parlament i dag

Ved det 17. italienske parlamentsvalget i 2013 blev der valgt 86 kvindelige senatorer ud af 315. svarende til 27,3 procent.
I Deputeretkammeret sidder der i dag 198 kvinder ud af 630 deputerede, svarende til 31,4 procent.
Det er det største antal kvinder nogen sinde. Stigningen i forhold til den foregående valgperiode var hele 46 procent i Senatet og 33,33 procent i Deputeretkammeret.

renzi_regering_220214

Renzis regering den 22. februar 2014. FOTO: Quirinale

Den nuværende italienske regering – nummer 63, 64 eller 65 alt efter regnemetoden – i rækken af regeringer siden 1948 med premierminister Matteo Renzi i spidsen havde fra start otte kvindelige ministre ud af 16 i alt, inklusive premierministeren.

–//–