Giro d’Italia – ikke bare et cykelløb
Fredag den 5. maj fyres startskuddet af til den 100. udgave af Giro d’Italia.
Cykelløbet er og har ikke kun været et spørgsmål om, hvem der kan træde hårdest og hurtigst i pedalerne. Det har også spillet en betydelig rolle i udviklingen af det italienske samfund.
Af Bertil Mortensen
Løbet vil i mere end de tre uger, det tager, før det slutter d. 28. maj i Milano, få stor opmærksomhed fra hele cykelverdenen. Det rangerer ganske vist ikke lige så højt blandt cykelfans som Tour de France, selv om det faktisk i hårdhed overgår det franske løb. Men det betyder ikke rigtigt noget for de fleste italienere. For dem og for de italienske medier er der intet cykelløb i verden, der er så vigtigt som Giro’en.
Umenneskelige betingelser
Men der er en verden til forskel fra årets udgave af løbet og de første giro’er, der blev afholdt.
For eksempel kunne man i et støvet vejkryds i Syditalien i 1913-udgaven af Giro d’Italia opleve et besynderligt optrin:
I det øde landskab stod en gruppe mennesker – nogle klædt i cykeltøj, andre i almindeligt bondetøj – og gestikulerede ivrigt. Arme og fingre pegede i alle retninger, ophidsede stemmer diskuterede højrøstet. Hvad man diskuterede var, hvor ruten på dagens etape egentlig gik. Afmærkningen og skiltningen af ruten var nemlig yderst mangelfuld.
…artiklen fortsætter under reklamen
Endelig dukkede der en kommissærvogn frem af støvskyerne, og problemet blev løst på ægte italiensk og fleksibel vis ved, at man fra vejkrydset simpelthen lavede en ny start på etapen.
Giro´en arrangeres af den lyserøde sportsavis Gazzetta dello Sport, der fyldte 120 år i 2016
I de første mange år af løbets historie var der adskillige andre problemer end den mangelfulde skiltning.
Rytterne befandt sig f.eks. i 1914-udgaven i sadlen gennemsnitligt 17 timer pr. etape, idet etapelængderne var på ca. 400 km i snit.
Starten gik tidlig morgen, og feltets sidste ryttere famlede sig først frem til det sparsomt oplyste målområde ud på natten. Med stort mandefald til følge.
Kun 8 ud af 81 startende ryttere gennemførte det års Giro, selvom løbet ”kun” var på otte etaper.
Rytterne var også i modsætning til i dag for det meste overladt til sig selv på etaperne. De måtte ikke få hjælp til at reparere cyklen eller få reservedele fra andre. De måtte heller ikke modtage forplejning udover på de steder, som løbsorganisationen havde udpeget. I princippet skulle rytterne køre hele Giro’en igennem på den samme cykel.
Den officielle hjemmeside – på engelsk >>
Undertiden mistede løbskommissærerne også helt kontakten med rytterne. I 1914 forsvandt den førende rytter 30 km før mål på den 428 km lange etape fra Bari til L’Aquila. Efter at løbskommissærer og journalister forgæves havde søgt hele natten efter den forsvundne rytter, blev han om morgenen fundet hos nogle bønder, hvor han havde fået logi – liggende på en halmmadras og rystende af feber.
Løbet og Italiens samling
Uanset hvordan vilkårene har været for feltets ryttere, er det kendetegnende, at Giro’en helt fra starten i 1909 har haft stor politisk betydning for det unge Italien, som først blev samlet til en nationalstat i 1870, da den italienske konges tropper indtog pavens Rom. Indtil samlingen havde den italienske halvø været opdelt i nogle mere eller mindre selvstændige fyrstestater og et par kongedømmer. ”Nu har vi skabt Italien, så mangler vi bare at skabe italienerne”, som en italiensk forfatter skrev efter samlingen. Og en af Giro’ens vigtigste politiske funktioner har netop været at medvirke til at skabe italienere eller rettere en italiensk identitet.
Helt konkret fik befolkningen i de byer, hvor ruten gik igennem, en følelse af at være en del af en vigtig national begivenhed. Der var en sand folkefest i de byer, hvor karavanen startede, kørte igennem og sluttede. Indbyggernes daglige gøremål blev suspenderet i nogle timer. Børnene fik fri fra skole, præsterne flyttede messerne, begravelserne og bryllupperne, de kommunale embedsmænd tog fri, kvinderne glemte alt om maden på komfurerne. Rytterne blev mødt med velkomstbannere, guirlander, flag og med billeder og plakater af de store mestre og helte.
Radioens og avisernes omtale af ruten og de begivenheder, som udspillede sig i og omkring løbet, gav lyttere og læsere et kendskab til egne af landet, som de måske aldrig havde hørt om.
Alene det, at de store rytteres navne ofte blev nævnt med tilføjelsen af den lokalitet, hvor de stammede fra, hjalp til med at udbrede kendskabet til geografien i det forholdsvis unge land: Gino Bartali ”toscaneren fra Ponte a Ema” (vinder 1936, 1937 og 1946), Alfredo Binda ”hornblæseren fra Cittiglo” (vinder 1925, 1927, 1928, 1929 og 1933), Learco Guerra ”det menneskelige lokomotiv fra San Vito” (vinder 1934) og så videre.
Desuden blev Giro’ens rute ofte lagt gennem byer og egne, som havde betydning for landets historie, og som befolkningen derfor blev mindet om.
Giro’en og fascismen
Giro d’Italia og cykelsporten i det hele taget er i tidens løb naturligvis også blevet brugt direkte i den politiske kamp. Tydeligst i mellemkrigstidens fascistiske Italien. Fascismen og Mussolini tillagde idrætten stor betydning.
Den fascistiske ideologi og idrætten havde nogle fælles værdier:
Selve kampen, fejringen af den stærke vinder og dyrkelsen af fysisk styrke generelt. Fascismen så også sporten som et middel til at militarisere befolkningen. Den fysiske træning i de forskellige sportsgrene ville nemlig gøre mændene til gode soldater.
De fascistiske ledere kunne også ved præmieoverrækkelserne sole sig i glansen fra vinderne, og når italienere vandt i udlandet, tog de ikke overraskende det til indtægt for den fascistiske stats overlegenhed.
Italiens sportsmand nummer 1 var naturligvis Mussolini selv, og propagandaapparatet brugte flittigt billeder af ”il Duce” som svømmer, racerkører, fægter, skytte og skiløber.
Men der findes ikke rigtigt nogen propagandabilleder af ham på en racercykel, og han opholdt sig så vidt vides aldrig ude på ruten eller i start- eller målområdet. Så meget tyder på, at cykelsporten og Giro d’Italia har holdt sig i hvert fald delvist fri af fascisternes omklamring. Måske fordi fascismen trods dens forherligelse af fortiden, traditionerne og de gode gamle dage var meget fascineret af nye teknologiske fremskridt. Her passede den ”gammeldags” cykel ikke rigtigt ind i billedet.
Giro’en politiske rolle i efterkrigstiden
Tiden efter 2. verdenskrig frem til omkring 1960 blev italiensk cykelsports guldalder med de to ryttere i hovedrollerne, som betragtes som de absolut største i Italiens cykelsport – Gino Bartali og Fausto Coppi. Den evige duel mellem disse to ryttere var medvirkende til at gøre cykelsporten mere populær end nogensinde.
Også i efterkrigstiden fik italiensk cykelsport og Giro d’Italia stor politisk betydning.
Løbet blev næsten i bogstaveligste forstand et symbol på genforeningen af landet efter den blodige borgerkrig under 2. verdenskrig, hvor fascister og antifascister nådesløst bekæmpede hinanden. Giro’en blev et symptom på en tilbagevenden til mere et normalt liv for den italienske befolkning.
Løbets rolle i dag
I tre uger i maj vil Giro d’Italia igen få stor opmærksomhed hos italienerne. Selvom løbet har ændret sig meget – professionaliseringen hos rytterne og hele miljøet omkring dem, sponsorernes indtog, mulighederne som TV giver cykelsporten, det økonomiske løft som sporten har fået, den cykelteknologiske udvikling osv. – er løbet på mange måder det samme.
I dag spiller cykelsporten dog ikke den samme rolle for Italien og italienerne som tidligere.
Selv om landet har fostret mange gode cykelryttere siden legenderne Binda, Girardengo, Bartali, Magni og Coppi – f.eks. Gimondi, Moser, Saronni, Bugno, Chiappucci og ikke mindst Pantani >> – har de ikke nået samme mytiske status som de store gamle stjerner.
Alligevel vil italienerne, når girokaravanen passerer, strømme ud på gader og veje for at få et glimt af nutidens italienske helte, hvor den ubetinget populæreste er sicilianeren Vincenzo Nibali. De mange dopingsager hos de italienske ryttere synes ikke at have svækket entusiasmen.
(“Når karavanen kører forbi” er jeg én af dem, der stopper bilen og gerne venter i halve timer på at hører hjulene spinde. Og som du kan se på videoen her >>, så var jeg ikke den eneste, der stoppede op den 8. maj 2011, da Giro´en kørte forbi Stradella ved Pavia. Charlotte Sylvestersen)
Men løbets politiske betydning er ikke så stor som tidligere. Det binder dog stadig på en eller anden måde italienerne sammen og er med til at skabe en national fællesskabsfølelse. Og hvis man ikke lige bor på eller i nærheden af ruten og kan opleve rytterne og karavanen ved selvsyn, vil mange – også ikke-cykelentusiaster – hver dag sidde foran TV og betragte ikke bare rytterne, men også de smukke og varierende landskaber, som rytterne kører igennem. De genser også koryfæerne fra fortidens italienske cykelsport – Gimondi, Bugno, Motta og mange andre – som inviteres i TV-studiet for at fortælle om deres erfaringer og analysere det igangværende løb.
Giro’ens magi består.
Bertil Mortensen er cand.mag i samfundsfag og historie, og tidligere gymnasielærer på Støvring Gymnasium. Han er forfatter til bogen ”Italien i dag” (2000). Bogen omhandler dele af det italienske samfund (bla. det politiske system, kirken, mafiaen, familien, erhvervslivet og levevilkårene), og er/var beregnet til brug for studerende på gymnasier, seminarer o.l. som forberedelse til studierejser til Italien.
–//–