Valg 2018: Italienerne stemte EU-kritisk, og de bange vandt

ANALYSE:
Femstjernebevægelsen og Legaen sejrede stort på de bange stemmer i Italien.
Det bliver en lang kamp for den italienske præsident Sergio Mattarella, når han i slutningen af marts officielt begynder det, der svarer til den danske partilederrunde. Inden vil alle både mulige og umulige regeringskonstellationer blive ivrigt diskuteret.

Parlamentet er delt i tre
Dagen efter parlamentsvalget står Italien med et tredelt parlament. Vil du ikke læse videre om valgresultater og konsekvenserne af valget, så spår Deres udsendte her i Milano, at præsidenten ender med at bede den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni om at fortsætte med en teknisk regering. En regering, der skal forestå den daglige administration, og skrue endnu en ny valglov sammen. I heldigste fald bliver der nyvalg inden sommerferien

Protestpartiet Femstjernebevægelsen blev som forventet landets største parti med over 32 procent af stemmerne.
På højrefløjen havde Legaen og dens leder Matteo Salvini stort succes med forvandlingen fra et regionalt løsrivelsesparti til et nationalt indvandrerkritisk højreparti. Over 300 offentlige valgmøder med Salvini i hver en krog af Italien har givet pote, og partiet er gået frem fra sølle 4 procent af stemmerne i 2013 til omkring 18 procent i dag.

…artiklen fortsætter under reklamen

Berlusconi havde endnu ikke midt på eftermiddagen mandag kommenteret den for ham absurde kendsgerning, at med kun 14 procent af stemmerne er han i dag lillebror i centrum-højrekoalitionen. Da han stemte i går i Rom hoppede en Femen-aktivist op på et bord og smed trøjen.
“Berluscini, du har overskredet sidste salgsdato”, stod der på hendes bryster, og det er måske en ganske passende epilog over Berlusconis politiske liv.
Centrumhøjre-koalitionen opnåede dog de forventede 37 procent af stemmerne.

Emma Boninos Mere Europa liste kommer ikke over spærregrænsen på tre procent, og venstrefløjsudbryderne i Frie og Lige ender langt under meningsmålingerne med færre end fire procent af stemmerne.

Regeringspartiet Partito Democratico er med knap 19 procent mere end halveret i forhold til valget til Europa Parlamentet i 2014, hvor partiet var på toppen af sin Renzi-rus, og opnåede 40 procent af stemmerne. Selv om Matteo Renzi op til valgte lovede – eller truede med – at ville blive uanset resultatet, så vokser kravet om hans umiddelbare afgang time for time her dagen efter valget. Han holdte et pressemøde klokken 18.30, hvor han lovede at træde tilbage og blive almindelig senator, når der er en ny regering.

Et land skåret over i to umage stykker
Italien som land kom ud fra valget delt i to. Norditalien og en del af Mellem Italien er med undtagelse af fanske få røde og gule klatter helt i hænderne på centrum-højrekoalitionen, mens alle regioner syd for Rom, øerne Sicilien og Sardinien samt regionerne Marche og Abruzzo har fået Femstjernebevægelsens gule farve.

Socioøkonomisk er dét det velhavende Norditalien, der så småt begynder at mærke at ti års krise er ved at være slut, mod Syditaliens og øernes fattige.

Femstjernebevægelsen har hentet deres vælgere fra både højre og venstre.
De har også med deres modstand mod de gamle partier hentet stemmer fra de arbejdsløse, fra de forældre der ikke kan se en fremtid for deres børn i Italien, fra pensionisterne hvis købekraft stadig falder, og i det hele taget fra de mange italienere, der føler, at ingen politikere nogensinde har gjort noget for dem.

”Partierne, der vandt (og historien vil dømme dem for det) har talt til hjertet af de bange. De, der er bange for Europa, for enhver form for invasion, for at gå ud af deres hus og for at dø af sult. De, der er bange for alt, underligt nok undtagen en krig”, skriver præsten Peter Ciaccio fra den evangelistiske Valdese kirke i hjertet af Femstjerneland i Palermo på Sicilien.

Over 50 procent stemte EU-kritisk
Over halvdelen af de italienske vælgere satte i går deres kryds ved de tre EU-skeptiske partier, der udover Legaen også omfatter Femstjernebevægelsen og højrepartiet Fratelli d´Italia-Italienske Brødre.

Legaens valgslogan var Italien først, og det blev kopieret af Fratelli d´Italias Først Italien og først italienere, mens Femstjernebevægelsen program varskoer en national protektionisme på højde med eller skrappere end den, Trump er i gang med for USA.

Grundlæggende er italienerne langt fra så kritiske overfor EU som for eksempel danskerne. Men der er en udbredt fornemmelse af, at Europa har svigtet i forhold til indvandringen over Middelhavet, og den frustration har de tre partier udnyttet til fulde i valgkampen.

Der er dog langt derfra til noget der minder om et Ital-exit, for den italienske forfatning tillader ikke folkeafstemninger om overnationale emner, som vi kender det fra andre EU-lande, Danmark inklusive.

Femstjerner rækker ud efter magten, og vil bestemme det hele
”Vi er den bærende søjle i det nye parlament, og nu skal alle tale med os”, udtalte Femstjernebevægelsens repræsentant allerede en halv time efter at stemmelokalerne lukkede klokken 23.00 søndag aften.

De seneste fem år, hvor partiet med 25,4 procent af stemmerne i 2013 lagde ud med 109 deputerede og 54 senatorer, har bevægelsen da også konsekvent afvist at stemme for både regeringens og andre partiers forslag. Lige så kategorisk har de afvist at indgå i fast samarbejde endsige i koalitioner med andre partier.

I dag lyder invitationen til resten af parlamentet, at nu vil partiet samarbejde. Det er dog efterfulgt af et krav om nærmest total underkastelse fra eventuelle alliancepartnere.
Det er ikke til diskussion, at Luigi Di Maio skal være premierminister, og en eventuel regeringspartner skal underskrive og overholde det regeringsprogram bevægelsen stiller op med.

Samarbejde til venstre eller til højre
Femstjernebevægelsen er med andre ord tvunget til at finde en partner, hvis de virkelig vil magten.

Der spekuleres lige nu i et samarbejde med Legaen, men det afviser Matteo Salvini.
“Vi er en del af en koalition og jeg er vant til at holde mine løfter og mit ord. Derfor arbejder vi videre i vores centrumhøjre-koalition”, sagde han dagen efter valget.

Partito Democraticos leder Renzi har kategorisk afvist et samarbejde med enhver form for populister, som han har udtrykt det.
Men Partito Democratico forventes som nævnt allerede senere i dag at påbegynde en slags af-renzificering, der kan føre til et regeringssamarbejde med Femstjernebevægelsen. Allerede inden valget var der en intern valgkamp i partiet, blandt andre sponsoreret af tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi, for at køre den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni >> i stilling som partiformand.

I dag peger flere også på præsidenten for Rom-regionen Luca Zingaretti, der blev genvalgt til det job i går. Udover parlamentsvalget i går var der også regionale valg i Lazio og i regionen Lombardiet.
I Lombardiet gik sejren til centrumhøjrefløjens kandidat, den tidligere borgmester i Varese. Attillio Fontana fra Legaen gjorde sig i valgkampen bemærket som fortaler for fremtidige privilegier for den hvide race i Italien.

Femstjernebevægelsen ender i øvrigt med en håndfuld parlamentsmedlemmer mindre end de valgte. En række kandidater er nemlig blevet ekskluderet af partiet under valgkampen. Èn var medlem af en loge, én var dømt for at have solgt ulovlige videospil, og et par andre havde snydt med den tilbagebetaling af en del af deres løn som parlamentsmedlemmer, som bevægelsens medlemmer forpligtiger sig til.

Vil ikke være et normalt parti
De fleste politiske kommentatorer forudser dog i dag, at det bliver meget svært for Femstjernebevægelsen at finde en partner, der vil acceptere partiets betingelser. Det kræver så også, at partiet forandrer sig fra netop en lukket protestbevægelse til et samarbejdsorienteret, om man så må sige, normalt parti.

Er der noget, bevægelsen ikke vil, så er det at være en del af det normale politiske liv, som de altid har defineret som korrupt, privilegeret og tyvagtigt.
Partistifteren Beppe Grillo har dag også opdateret sin private blog >> dag med en advarsel mod normaliseringen.

Med sin sædvanlige meget farvestrålende retorik beskriver Grillo i dag Femstjernebevægelsen som et biologisk nedbrydeligt parti i modsætning til de gamle partier. De er ifølge Grillo konstrueret af plastik, der nok kan ændre form, men aldrig kan nedbrydes, og altid vil bestå af angst og dumhed.


En biologisk nedbrydelig Beppe Grillo

Grillo forudser også, at Femstjernebevægelsen nedbryder sig selv, når deres mål er nået, nemlig at borgerne har fået redskaberne til hver uge at deltage i folkeafstemninger hjemmefra.
Indtil det sker, lover Beppe Grillo at holde vagt over bevægelsen.

Inden det kommer så vidt at Italien bliver det første land i verden, hvor alle lovforslag skal til folkeafstemninger, er der nok et langt stykke vej.

Foreløbig får præsident Mattarella travlt inden de nærmest umulige regeringsforhandlinger går i gang i slutningen af marts. Hvis han da ikke tager en rask beslutning og lader den nuværende regering fortsætte.

Valget har på ingen måder løst Italiens problemer, og spillet om magten er pivåbent.

FOTO: Printscreen og www.beppegrillo.it

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til susanne horsving Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *