Indlæg

Re-integration i Danmark: Grænselandet og de grænseløse mennesker

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 6 i Danmark/Lørdag 16. december 2017
Der var allerede inden afrejsen fra Milano sat et stort kryds i kalenderen den 16. december.
”Du skal med til Punsch i Flensborg”, lød ordren fra integragtionsvejlederen allerede i november.
Vi tog afsted med to af de lokale fra Holbøl, som jeg via hende kendte i forvejen. Den ene af dem er i øvrigt også indvandrer, fra det Nordjylland, som han efter et par årtier stadig savner og taler meget om.

Chaufføren, deres søn, satte os af på havnen. Vi skulle lige igennem en stor gruppe af mindre blege indvandrere, der med slagord og flag demonstrerede mod Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget

Derefter gik det så løs med Punsch mit SchussSchuss er det alkohol, der tilsættes punchen. Jeg holdt mig vistnok de første fem-seks vinboder til rom, vistnok, mens Jenny gik målrettet efter mandelvinen Amaretto fra Saronno, der så bliver fremstillet kun 25 kilometer nord for min bopæl i Milano.

Dansk-tysk, når det er bedst

Allerede ved den første bod mødte vi Jennys kusine, og nogle af deres fælles bekendte. Flensborg er helt tydeligt en gennemført grænseby, i hvert tilfælde når der er julemarked.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget.

Min far var som modstandsmand de sidste måneder af Anden Verdenskrig under jorden på en gård på Als. Køreturene fra Herning og sydover på vej til ferie ude i Europa var med ham ved rattet en full immersion i Danmarkshistorien fra Dannevirke og frem.

Jeg tror, han kedede sig, da han var under jorden. I hvert tilfælde var der ingen slinger i historievalsen, når han gik i gang med Brødremenigheden i Christiansfeld, gav en uhyre detaljeret gennemgang af slaget ved Dybbøl Mølle, eller berettede om skudvekslingerne i Aabenraa, da tyskerne kom den 9. april 1940.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af

Sønderjylland har derfor altid været lidt eksotisk for mig, og en sønderjysk efterskolelærer, der gav fløjten i pensum, og kun fortalte sønderjysk historie, fyldte siden endnu mere på.

Og det ér eksotisk, at man i 1920 lavede en folkeafstemning om, hvor en grænse skulle være. Det er vist aldrig sket, hverken før eller siden, at en fredelig afstemning har draget en landegrænse.

Turistbrochuren på mit sofabord om Sønderjylland fortæller, at der i dag, over 97 år og vel fire-fem generationer senere, stadig er 15.000 tysksindede sønderjyder, og syd for grænsen omkring 50.000 tyskere, der definerer sig selv som dansksindede.

Manglende integration eller stor tolerance

Med de negative briller er den kendsgerning jo et eklatant bevis på manglende integration. Altså den kendsgerning, at 15.000 danskere føler sig tyskere, og at 50.000 tyskere føler sig danskere.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af.

Tilbage til punch-orgiet på gågaden i Flensborg-eller-burg er luften en kakofonisk symfoni af tysk, dansk og rigtigt meget sønderjysk. En dansk fyr, der sikkert allerede har været op og ned ad gaden med Punch-boder et par gange eller tre, opfinder sine egen tyske julesang, og alle griner med, uanset nationalitet og sindelag:
Ein wunderbaum ist ein Baum mit wunder in, ein Kindergarten ist ein Garten mit Kinder in”.

Integrationsvejlederen og parret fra Holbøl møder til stadighed kolleger, slægtninge og venner, som man naturligvis skal have endnu ein Punch mit Schuss sammen med, men på et tidspunkt finder vi siddepladser ved en bod, og toiletter i butikken overfor.

En nydelig dansk herre sætter sig ved vores bord, mens hustruen lige skal kontrollere en butik. Han gør en lille grimasse, da han opdager, at vi er danske. Det viser sig at være en af de sønderjyske trucker-konger, for vi er jo i speditionsfirmaernes og lastbilchaufførernes højborg her ved Kruså-grænsen.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår

Min ven fra Holbøl kører selv med grise, baconbussen kalder vi det, og hans hustru overraskede os alle sammen, da hun for et par år siden meddelte, at nu havde hun taget kørekort til lastbil, med anhænger.

Det viser sig, at parret og jeg har fælles venner i Toscana, og så går snakken om både kørsel med grise og andre varer, om mangel på chauffører, og om fødselsdagsfester i Italien.

Gemütlich og/und hyggeligt

Senere lykkedes det os at få et bord i den eftertragtede Skihytte på byens torv. Det er nemt at falde i snak både inde, og når jeg er ude for at ryge. På terrassen med udsigt til den gigantiske julemølle møder jeg to tyske kvinder og deres mænd.

De taler det herligste dansk med Flensborg-accent, og bliver lidt fornærmede, da de opdager, at jeg kun kender navnet på én dansk skole i byen.
”Der er da en fem-seks stykker”, forklarer den ene, der også fortæller, at deres ægtemænd ikke taler dansk.

“Det er nu indimellem ret praktisk”, siger hun med et grin.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie. Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu

Det var en meget gemütlich eftermiddag og aften. Det var faktisk rigtigt hyggeligt også.
En multikulturel fusionsfest, ville nogle måske kalde det. Nogle derovre i det andet Danmark. For vi er jo, når vi ikke er til punsch i Flensborg, i det man øst for bælterne med slet skjult foragt kalder for det gule Danmark.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie.
Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu.

Mindretal med fuld respekt

Naturligvis har det dansk-tyske samliv gennem tiderne ikke været nær så romantisk og konfliktløst som det synes i turistrådets glitrende pamflet. (Er dét miljøvenligt?). Men den dag og aften i Flensborg/burg bekræftede overskriften Mindretal med fuld respekt, endda når en overrislet dansker stiller sig op på gågaden og synger skraldetysk.

”Det var rigtigt godt, Flensborg ikke stemte sig hjem til Danmark i 1920, for så havde vi ikke haft sådan et julemarked med Punsch mit Schuss”, sagde integrationsvejlederen endda på et tidspunkt.

Og sådan er det jo. Hver kultur har sine plusser og sine minusser. Det handler om at vælge det bedste fra dem.

Medmindre man altså voksede op i 1960’erne i landsbyen Snejbjerg uden for Herning. Der boede lutheranerne og de indremissionske på hver sin side af gaden. Og der er ved Gud ikke noget positivt at hente hos de sidste.

Men det er en helt anden historie.

Foto: Charlotte Sylvestersen