Indlæg

Berlusconi 4.0 er i pole position før det italienske parlamentsvalg

/i , /af

POLITIK – Over 50 millioner italienere kan stemme til parlamentsvalget den 4. marts. Allerede nu tegner resultatet til at blive så mudret, at der meget vel kan komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Beppe Grillos smidigt ansvarsløse protestparti Femstjernebevægelsen, endnu et comeback fra selveste Silvio Berlusconi med vildt valgflæsk, og interne magtkampe i Matteo Renzis Partito Democratico skaber ravage og usikkerhed i det politiske billede.

Knap 40 dage inden det italienske parlamentsvalg er der en udbredt fornemmelse af, at man mandag den 5. marts kommer til at stå med et uregerligt parlament med tre næsten lige store fløje, hvor ingen kan gribe ud efter regeringsmagten.

De tre fløje er centrum-venstre med det nuværende regeringsparti Partito Democratico i spidsen; den udefinerbare Femstjernebevægelse med komikeren Beppe Grillo som grå eminence og en 31-årig premierministerkandidat; og så er der altså også vores gamle kending Silvio Berlusconi, hvis koalition har Lega Nords leder som premierministerkandidat.

De mange, der håbede på, at Silvio Berlusconi efter sin skattedom i 2013 var en færdig mand i italiensk politik, må nødtvunget acceptere, at den nu 81-årige forretningsmand og tidligere premierminister stadig er en af hovedpersonerne i valgkampen, selv om han personligt ikke kan stille op på grund af dommen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Makeup og valgflæsk til både husmødre, pensionister og vegetarer

Berlusconi har forberedt sig grundigt på det kommende valg med ansigtsløftninger, lidt mere hår på toppen og endnu mere makeup end Sofia Loren.

Vi har i det seneste år set ham købe gaver til sine børnebørn i en Augtogrill langs motorvejen som en helt almindelig bedstefar. Sidste påske meddelte han også, med tilhørende fotodokumentation i selskab med små nuttede lam, at han på opfordring af sin 32-årige samlever Francesca ikke ville spise påskelam. Begge dele blev promoveret med masser af sider og omtale i Berlusconis egne medier. Så der har i lang tid været valgflæsk til så forskellige grupper som pensionister og vegetarer.

Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade

Berlusconi er et geni til markedsføring og branding, og efter sejrene i 1994, 2001 og 2008 er det nu fjerde gang, han i hvert tilfælde selv er overbevist om, at magten er hans.

Han lover at hæve minimumspensionen fra de nuværende lidt over 500 euro til 1.000 euro, og han vil indføre pension til de husmødre, der altid har været blandt hans kernevælgere. Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade.

Berlusconi har altid en kanin mere i hatten

I 2008 lykkedes det ham en uge før valget, som han vandt, at hente endnu flere stemmer ved at love at fjerne ejendomsskatten for den primære bolig. Denne gang lover han at fjerne il bollo, en slags vægtafgift, på en husstands første bil. Og lur mig, at der ikke kommer flere kaniner op af hans hat lige inden valget.

En meningsmåling offentliggjort onsdag den 17. januar >> giver Forza Italia 16,1 procent af stemmerne. Berlusconis parti er dermed det største i den centrum-højre-koalition, der sammen med Lega Nord og et par mindre højrefløjspartier lige nu ligger til omkring 36-38 procent af stemmerne. Lega Nord står til 12,9 procent af stemmerne.

Berlusconi håber i øvrigt selv, at menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg inden sommer underkender den italienske højesteretsdom, der udelukker ham fra offentlige embeder, så han dermed alligevel kan overtage en plads i parlamentet.

Centrum-højre-koalitionens premierministerkandidat er Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini, der tidligere også har været medlem af Europaparlamentet. Men der er ingen tvivl om, at Berlusconi føler sig som både koalitionens moralske og retmæssige leder.

Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini. FOTO:  Lega Nord

Renzi har den gamle garde imod sig

Regeringspartiet Partito Democratico har tidligere premierminister Matteo Renzi som leder og premierministerkandidat. Renzi, der har været borgmester i Firenze, har i øvrigt aldrig været valgt ind i det italienske parlament, og er således nu i gang med sin første valgkampagne på landsplan.

Han blev med næsten 70 procent af stemmerne kåret som partileder ved et primærvalg i maj i fjor, men er trods den opbakning blandt partiets vælgere alligevel under konstant beskydning fra sine egne. Flere kendte PD-politikere har forladt partiet til fordel for andre partier, eller er gået med i det nye parti Liberi og Uguali, Frie og Lige.

Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair

Partiet står lige nu til omkring 24 procent af stemmerne, og er i koalition med en række små midterpartier, hvoraf nogle næppe kommer over spærregrænsen. Ved valget i 2013 fik partiet 25,4 procent, og det havde i øvrigt sit bedste valg til Europaparlamentet i maj 2014, hvor det under Renzis ledelse opnåede 40,8 procent af stemmerne.

I dag er der nærmest iskold luft mellem Renzi og de tidligere koalitionspartier til venstre for hans parti. Under Matteo Renzis ledelse er partiets gamle garde også blevet forsøgt kørt ud på et sidespor. Tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pier Luigi Bersani trak som så mange andre historiske partimedlemmer deres medlemskort til det hedengangne kommunistparti som 15-årige. Det er det parti, der i dag efter flere navneskift er blevet til Partito Democratico.

For dem er Renzi med sine 43 år ikke bare en yngre generation, men også en slags provokerende blå klud. Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair.

Magtkampen i partiet har stået på i flere år nu. Den til tider absurde og bizarre strid har sammen med de evige korruptionsskandaler, det lige så evige sjusk med offentlige midler og den dårligt skjult nepotisme overalt, banet vejen for valgets joker, komikeren Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse.

Femstjernebevægelsen bliver det største parti

Meningsmålingerne har i de seneste mange måneder gjort Femstjernebevægelsen til Italiens største parti. Bevægelsen blev allerede i 2013 det største parti i Deputeretkammeret. Partito Democratico var dog i en koalition, og kunne derfor dengang med den indbyggede præmie til den største koalition sætte sig på regeringsmagten.

Men selv om bevægelsen nu har siddet i parlamentets to kamre i fem år, og også sidder på tunge borgmesterposter i byer som Rom og Torino >>, er det stadig uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad Femstjernebevægelsen egentlig vil.

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier

Bevægelsen fyldte ti år i september og burde have overstået de politiske børnesygdomme. Den blev grundlagt i 2007 ved den såkaldte Vaffanculo-demonstration i Rom. Vaffanculo betyder direkte oversat Op i røven. Dét er så i store træk også, hvad bevægelsens parlamentsmedlemmer har sagt i parlamentet de seneste fem år. De vil af princip ikke samarbejde, de vil ikke indgå aftaler, de vil ikke være med i koalitioner, og værre udtryk end Vaffanculo har rent faktisk lydt i Senatet og Deputeretkammeret fra deres borgere.

Ligesom de ikke vil kaldes et parti, vil parlamentsmedlemmerne heller ikke kaldes for ”ærede medlemmer”, men for borgere.

Derudover må kun én presseansvarlig af gangen udtale sig til pressen, for pressen er ifølge bevægelsen lige så slem, tyvagtig og korrupt som alle de gamle politikere, Femstjernebevægelsen er sat i verden for at udrydde én gang for alle.

Vi ved for eksempel stadig ikke, hvor bevægelsen står i spørgsmålet om indvandring, som er et af de emner, der fylder i valgkampen. I Italien er der i dag over 5.000.000 registrerede indvandrere, 8,3 procent af befolkningen, og selv om strømmen over Middelhavet faldt til 120.000 i 2017 mod 180.000 i 2016, så er indvandring og migration stadig brandvarme emner i Italien.

Vi kan læse i bevægelsens program, at de kun vil have én offentlig public service tv-kanal uden reklamer, der skal fortælle sandheden. Alle lovforslag skal ifølge dem også i fremtiden diskuteres på internet af alle borgere, inden de fremsættes.

Vi ved også, at bevægelsen har gjort op med det grundlæggende juridiske princip, at når man har taget sin straf for noget kriminelt, er tavlen visket ren. Grillo selv kan ifølge partiets regler ikke stille op til valg. Han blev i 1985 dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke med tre omkomne.

Partiet vil også indføre bøder på op til 100.000 euro, hvis en folkevalgt stemmer imod partiparolen eller skifter parti, og den stramme partidisciplin har i de seneste fem år ført til, at mindst 37 parlamentsmedlemmer har forladt eller er blevet smidt ud af bevægelsen.

Premierministerkandidat med grammatiske problemer

Partiets premierministerkandidat er den kun 31-årige Luigi Di Maio fra Avellino i Campania regionen. Han blev valgt ved bevægelsens online primærvalg i september 2017 med 30.936 stemmer ud af 37.442 afgivne stemmer. Et magert resultat for et parti der ønsker, at al politik i fremtiden skal foregå online. Til sammenligning deltog knap én million i Partito Democraticos primærvalg, hvor Renzi løb med sejren.

Luigi Di Maio var det yngste italienske parlamentsmedlem nogensinde, da han blev valgt i 2013, og han har siden 2014 siddet i partiets femmands-direktion, udnævnt direkte af Beppe Grillo.
Han beskyldes af modstanderne for at være et udannet menneske.
Han har ikke har afsluttet sin universitetsuddannelse, og hvad der i Italien er værre endnu:
Han er ikke i stand til at tale grammatisk korrekt.
Han har simpelthen svært ved at bruge den konjunktivbøjning, som mange andre italienere og stor set alle udlændinge kæmper med.

Beppe Grillos egen rolle i forhold til bevægelsen, der i øvrigt er et registreret varemærke, er heller ikke klar. Ligesom det gælder Berlusconi, så kan der altså ikke stemmes på ham, og han har flere gange i løbet af de sidste par år talt om at hellige sig komikken igen – og bare være bevægelsens grå eminence og altså også ejer. Men som den politiske kommentator Carlo Puca skrev i magasinet Panorama i efteråret, så har “komikeren fra Genova opdaget og gennemlevet, at den politiske umodenhed hos bevægelsens ledere er stoppet ved et barns politiske fornemmelse, og har vist sig ude af stand til udvikle sig til en voksen tilstand”.

Blandt bevægelsens valgløfter er en minimumspension og en borgerløn på 780 euro. Partiet vil fjerne den arbejdsmarkedsreform, der tillader virksomheder at ansætte på tidsbegrænsede kontrakter. De vil genindføre den såkaldte Artikel 18, hvor virksomheder med over 15 ansatte ikke må fyre deres medarbejdere. Man vil fjerne dele af de meget omfattende pensionsreformer, der begyndte allerede i 1995. Bevægelsen lover, at folk fremover skal kunne gå på pension efter 41 år på arbejdsmarkedet, og det hele beregnes til at koste 140 milliarder euro. De penge skal så komme fra besparelser og effektivisering af den offentlige sekter. Og lige dér er bevægelsen så på linje med de andre fløjes svar på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra.

Femstjernebevægelsens grundlægger, Beppe Grillo, taler om at vende tilbage til komikken og blive en slags grå eminence.

De frustrerede, de yngre og de arbejdsløse vælger Femstjernet

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier. De kommer både fra højre, fra venstre og fra midten, men har en overvægt af de yngre generationer, der stadig slås med en stor arbejdsløshed. Det er generationen af helt unge og op til de 40-45-årige, der aldrig rigtig har fået foden fast ind på arbejdsmarkedet. Den økonomiske krise har ramt Italien hårdt, og selv om de økonomiske nøgletal er vendt i positiv retning, går det stadig langsommere fremad i Italien end i resten af Euro- og EU-landene >>.–//

De unge og mindre unge har forældre, der som ansatte i virksomheder med over 15 ansatte efter de gamle regler nærmest var sikret livstidsansættelse. Deres bedsteforældre gik endda med de gamle regler på pension efter 35 eller 37 år med 80 procent af deres slutløn. Mange af de unge har allerede i dag ingen mulighed for at nå at være på arbejdsmarkedet i 41 år, hvis bevægelsen skulle få vedtaget den lov.

Den generation tror simpelthen ikke længere på de såkaldte gamle partier og deres løfter, og vil heller kaos end at stemme på dem. De genkender, som mange andre steder i Europa, ikke sig selv i vores traditionelle højre-venstre-opfattelse. De kan lide, at Femstjernebevægelsen altid har talt meget om miljø, lufter tanken om borgerløn, gratis internet til alle og såmænd også taler om et romantisk 0-vækstsamfund.

Og så er der de ikke så voldsomt aktive, som stemmer i ren protest, men ikke vil være ved det. Lidt som i gamle dage før alle partier skiftede navn, og Berlusconi i 1994 gjorde sin entre. Dengang vandt kristdemokraterne i Democrazia Cristiana stort set altid, men ikke ret mange indrømmede, at de stemte på dem.

Udsigt til mudret valgresultat

Meningsmålingerne giver altså lige nu centrum-højrefløjen det største antal stemmer. Men med den efterhånden helt naturlige mistro alle har til meningsmålinger er frygten for at ende med tre næsten lige store blokke efter valget også reel.

Nogle kommentatorer har nærmest i desperation forudset en koalition mellem Partito Democratico fra centrum-venstre og Berlusconis Forza Italia fra centrum-højre med det eneste formål at undgå, at den udefinerlige Femstjernebevægelse sætter sig på magten.

Andre taler åbenlyst om, at situationen efter valget den 4. marts allerede i dag tegner til at blive så mudret, at der vil komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Og måske lige frem et parlamentsvalg med endnu en ny valglov. Italien går nemlig også i år til valg med en helt ny og kompliceret valglov vedtaget sidste år.

Nogle eksperter forudser efter lange matematiske udregninger, at denne nye valglov under de rette betingelser medfører, at en koalition eller et parti med 38-39 procent af stemmerne – der hvor centrum-højre nærmer sig lige nu i meningsmålingerne – vil kunne opnå absolut flertal i begge kamre.

Men der skal meget lidt til for, at regnestykket vælter. For eksempel kan de få stemmer der skiller et af de mindre koalitionspartier til højre eller til venstre fra at nå spærregrænsen, ændre voldsomt på en koalitions samlede antal parlamentsmedlemmer.

Det er med andre ord et pivåbent spørgsmål, hvad der sker efter valget.

Men kedeligt bliver det ikke. Nok har Trump i USA på sin vis har overtaget Berlusconis plads som international politiks enfant terrible, nok er Cataloniens separatister voldsommere i deres regionale nationalisme end Lega Nord i Italien, og nok er Østrigs Sebastian Kurz halvanden måned yngre end Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen, men italiensk politik bliver aldrig en kedelig affære.

Charlotte Sylvestersen

–//–

 

PARLAMENTSVALG 2018: Væksten halter, men italienerne er sunde

/i , /af

Farvel – i hvert tilfælde foreløbigt – til ministerpræsident Paolo Gentiloni >>, hvis afskedstale med de økonomiske nøgletal for Italien efter fem år med tre regeringsledere fra Partito Democratico, kom igennem, og bestod, et faktatjek. 

Italien skal til valg den 4. marts 2018, fem år og en uge efter seneste parlamentsvalg den 24. og 24. februar 2013.
Efter valget i februar 2013 var universitetsprofessor Enrico Letta regeringsleder fra 28. april til 22. februar 2014. Fra 22. februar 2014 til og indtil 12. december 2016, hvor han gik af efter at have sat sit mandat ind på et ja til en folkeafstemning om ændringer af Senatets opgaver, var Matteo Renzo regeringsleder. Og Gentiloni sad så lidt over et år, inden den naturlige afslutning på den fem-årige valperiode.

Renzi er kandidat, men Gentiloni ses af mange som PDs redningsmand

Renzi blev ved et primærvalg den 30. april 2017 igen Partito Democraticos (PD) kandidat som regeringsleder. Næsten to millioner stemte ved primærvalget, og 70 procent satte deres kryds ved Renzi. Men det betyder ikke, at store dele af det meget splittede parti i virkeligheden heller vil havde den pragmatiske Gentiloni som leder af en ny regering.

…artiklen fortsætter under reklamen

Sidst tale i parlamentet

Inden valget blev udskrevet holdte Gentiloni i torsdags også sin afsluttende tale i parlamentet for året 2017.
Talen er blevet nærlæst og faktakontrolleret af det italienske nyhedsbureau AGI, og kan derfor anvendes som en beskrivelse af, hvilket Italien der nu skal til valg.
Gentiloni lagde i sin tale vægt på at beskrive hele valgperioden, og ikke kun det sidste år han selv har været ved roret.

Væksten halter

Økonomi i alle afskygninger fyldte talen, og Gentiloni måtte konstatere, at væksten i Italien stadig er under Euro-landenes gennemsnit. I 2012 lå italien 1,9 procentpoint efter gennemsnittet, mens dette tal nu er nede på 0,7 procentpoint. Den udregning accepterer nyhedsbureauet i deres faktatjek, dog med den tilføjelse, at det klart er til Italiens fordel at sammenligne sig med Euro-landene fremfor med alle EU-lande.

I talen hævdede Gentiloni, det offentlige budgetunderskud, der var 3 procent i forhold til BNP i 2013 vil være reduceret til 1,6 procent i 2018. Rent faktisk vil budgetunderskuddet med den netop vedtagne finanslov ifølge den Internationale Monetære Fond komme helt ned på 1,3 procent i forhold til BNP, men Gentilonis skøn er mere forsigtigt, fordi man ved der undervejs kommer fordyrende budgetjusteringer, hvorfor målet for 2018 er de 1,6 procent.

Dumpet i beregningen af genskabte arbejdspladser

Gentiloni hævede også, at der i regeringsperioden var blevet genskabt en million tabte arbejdspladser, hvoraf størstedelen er uden tidsbegrænsning.
For mange italienere er en tidsbegrænset arbejdskontrakt ikke et rigtigt arbejde. I årtier var en ansættelseskontrakt nærmest en livsforsikring. Reglerne for at fyre og for tidsbegrænsede kontrakter på arbejdsmarkedet er blevet blødt op siden årtusindskiftet, men psykologisk har brede dele af befolkningen endnu ikke fordøjet disse forandringer.
Nyhedsbureauet AGI understreger da også i deres faktatjek, at de allerede i oktober >> tilbageviste en påstand fra premierministerkandidaten Matteo Renzi, der som Gentiloni i torsdag hævdede, at flertallet af de nye arbejdspladser var blivende og tidsubestemte.

Flere i arbejde

Diskussionen om, hvorvidt arbejdspladserne er blivende eller tidsbegrænsede ændrer dog ikke ved, at der i dag er knap en million flere, der er i arbejde.

Den officielle statistik fra Istat optalte i oktober 2017 23.082.000 italienere i arbejde. I maj 2013 sagde Istat, der var 22.162.000 i arbejde. I de fem første år af krisen forsvandt der i øvrigt endnu en million arbejdspladser i Italien, som altså endnu ikke er genskabt.

I 2007, året før den økonomiske krise, var arbejdsløsheden i Italien på 6,1 procent. Det tal var i 2013 oppe på 12,2 procent, mens tallet i tredje kvartal 2017 var nede på 11,2 procent.

Industrieksport under lup

AGI har også taget fat i sætningen “Italien er en af verdens fire fem giganter når det handler om industriel eksport”.
Det italienske Ministerium for Økonomisk Udvikling sætter selv Italien på en 9. plads på hitlisten over verdens vigtigste eksportnationer.
OECD placerer Italien som nummer otte, mens Industriens Arbejdsgivere i Italien (Confindustria) i november 2017 satte Italien på en syvendeplads. Disse tal handler dog om alle former for eksport, og ikke kun fremstillingsindustrien.
AGIs tal, der dog stammer fra 2014, placerer Italien som verdens sjettestørste eksportør af industriprodukter.
Hvorom alting er, så steg den samlede italienske eksport i de første ti måneder af 2017 med hele  7,1 procent i forhold til 2016, og eksporten af industriprodukter steg med 11,3 procent.

Bogstaveligt talt et sundt land

”Italien er det sundeste land i verden”, dristede Gentiloni sig også til at sige, og det var ikke ment på hverken økonomien, statsfinanserne eller arbejdsløsheden, men skulle derimod tages helt bogstaveligt.
Det viser sig, at han citerer en rapport fra Bloomberg >>, der har set på blandt andet levealder, blodtryk, kolesterol, mentale problemer og misbrugsproblemer.
Undersøgelsen fra marts 2017 sætter italienerne øverst i sundhedsindekset med 93,11 point, foran Island med 91,21 og Schweiz 90,75.

Alt i alt vurderer nyhedsbureauet AGI, at deres faktatjek af Gentilonis afskedstale – for denne regering – får karakteren bestået.

Og så går valgkampen i gang…
…fortsættes her på italiamo.dk

–//–

POLITIK: Dødt løb i meningsmålingerne

/i /af

Fra dagens avis Corriere della Sera – 2.8.2017:
Få dage inden det italienske parlament går på sommerferie har Euromedia offentliggjort deres seneste meningsmåling, der nærmest viser dødt løb mellem de tre store blokke i italiensk politik.
Femstjernebevægelsen med Beppe Grillo står til 30 procent.
Regeringspartiet PD ledet af Matteo Renzi – endnu – står til 29 procent, mens en samlet centrumhøjrefløj, som 80 årige Silvio Berlusconi stadig føler sig selvskreven leder af, lige nu tiltaler 35 procent af vælgerne.

…artiklen fortsætter under reklamen

Matteo Salvini fra Lega Nord mener dog, at han burde være centrumhøjrefløjens leder, og det er i øvrigt tvivlsomt, at der kan opnåes enighed om en fælles front i den blok.

Der skal være parlamentsvalg senest i februar 2018.

PS: Der mangler også lige en ny valglov.
Men det når de nok til efteråret, måske…

–//–

Paolo Gentiloni: Lodenfrakke, sixpence og langsom tale

/i /af
Paolo Gentiloni (62 år) er fra den 12. december Italiens premierminister nummer 64 siden republikkens første valg i 1948. Gentiloni beskrives som en lidt grå personlighed, der taler med nærmest præsteagtig langsommelighed. Han er en af Matteo Renzis støtter, kommer fra en adelsfamilie i Rom, hvor han fik en ultraklassisk katolsk opdragelse. Som helt ung var han aktivist på den yderste venstrefløj, men hans vej mod den moderate midte i italiensk politik begyndte allerede i 1970´erne. En adelsmand i Chigi Paladset Gentilonis familie er fra Tolentino i Macerate provinsen Marche-regionen. Famliens adelige navn er Gentiloni Silveri, og grevetitlen blev tildelt i 1778 af hertug Ferdinando af Parma. ..artiklen fortsætter under annoncen Gentiloni blev udnævnt til æresborger i Tolentino i 2015, fordi “har bevaret et tæt bånd til sine værdsatte forfærdres fødeby”, som det hed i udnævnelsen.
Paolo Gentiloni
https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Paolo_Gentiloni_in_2019.jpg
Studenterpolitiker i lodenfrakke og sixpence Som 16-årig i 1970 deltog han i besættelsen af sit gymnasiuem – Liceo Tasso – i Rom, og i december samme år stak han simpelthen af hjemmefra for at deltage i en demonstration i Milano, hvor han møder den legendariske Mario Capanna fra Studenterbevægelsen. Senere bliver han aktiv i Democrazia Proletaria – Demokratisk Proletariat, der sidenhen kaldes “Partito di Unità Proletaria per il Comunismo”. Gentiloni gik dog ikke i den klassiske grønne ”parka-coat”. Denne tunge jakke, der ofte var udstyret med et inderfor, der kunne ”klipses” af, var ellers i 1970´erne nærmest en uniform for de politisk aktive studerende på venstrefløjen. Gentiloni derimod gik i tyrolsk inspireret Lodenfrakke med tilhørende tørklæde og sixpence-kasket. Det var de romerske studenterpolitikeres ”varemærke”, skriver Carmine Fotia på Unita.tv om den kommende regeringsleder. Moderat i en ekstrem tid De romerske studenterpolitikere var mere intellektuelle og knap så ”fysiske” som de norditalienske, fortæller Fotia. Han konstaterer også i sit portræt, at Gentiloni blev regnet for en moderat i en ekstrem tid. Gentiloni var blandt de første, der i midten af 1970´erne sagde fra, da en del af studenterbevægelserne forandrede sig og begyndte den voldelige kamp, der i dag kaldes for ”terrorismene blyår”. På miljøets side i 1980´erne Stadig på den venstrefløjen bliver han venner med Ermete Realacci og den grønne Chicco Testa, som i 1984 får ham med i ledelsen af det spirende miljøparti La Nuova Ecologia – Den Nye Økologi. Gentiloni, der er cand. polit. arbejder som journalist, og er i otte år chefredatør for Legambiente – Miljøligaens – månedsblad. Her møder han den senere borgmester i Rom Francesco Rutelli, hvis talsmand han er fra 1993. Parlementsmedlem, borgmesterkandidat og udenrigsminister Han blev første gang valgt til det italienske parlament i 2001 for Margherita-bevægelsen. Fra 2006 til 2008 var han kommunikationsminister i Romano Prodis Partito Democratico regering. I 2010 “opdager” han Firenzes borgmester Matteo Renzi, som han siden har støttet ubetinget. I 2013 stiller han op som borgmesterkandidat i Rom, men ender på en tredjeplads med 15 procent af stemmerne. Gentiloni overtog posten som udenrigsminister den 31. oktober 2014, da Federica Mogherini blev udnævnt som EUs udenrigsminister. Han er gift med arkitekten Emanuela Mauro. Parret har ikke børn. –//–

“Kopi-regering”, “Renzi 2″ eller bare regering nummer 64

/i /af
Mandag aften den 12. december forelagde Paolo Gentiloni sin ministerliste for præsident Sergio Mattarella. Den nye regering består af 18 ministre og én magtfuld viceminister. 14 var også ministre i Renzis regering, seks er kvinder, og fem er nye ansigter. Der er helt objektivt ikke tale om epokegørende ændringer, og oppositionen har været lynhurtig til at finde øgenavne, og til hånligt at anvende det klassiske citat fra romanen Leoparden: ”Alt skal forandres, så at alt kan forblive, som det er”. Brandslukkeren overtager efter brandstifteren Gentiloni selv skjuler ikke, at han vil videreføre Renzis politiske linje. Den personlige stil bliver dog en helt anden. Som en politisk kommentator udtrykker det, så var Renzi en vild brandstifter, mens Gentiloni er en rolig brandslukker. ..artiklen fortsætter under annoncen Til dem, der beskylder Gentiloni for at have skabt en copycat-regering, er svaret, at præsidentrunden viste “at der ikke var disponibiltet til at dele ansvaret for en bredere regering blandt de største oppositionspartier”, og at han derfor var tvunget til at manøvrere “indenfor rammerne af den afgående regerings flertal”.
Paolo Gentiloni (Wikimedia)
Den vigtigste ændring er den tidligere indenrigsminister Angelino Alfanos forfremmelse til udenrigsminister. Alfano, der for længe siden var Silvio Berlusconis kronprins, leder i dag regeringspartiet Nuovo Centrodestra (NCD), Nyt Centrumhøjre. Partiet beholder også den omstridte sundhedsminister Beatrice Lorenzin >>. Renzi strofaste væbnere i den nye regering  På det officielle foto af den nye regering bemærker politiske kommentatorer, at præsident Mattarella som forventet står på regeringslederens højre side, mens den nyudnævnte sportsminister, og ikke som normalt indenrigsministeren, står på Gentilonis venstre side. Sportsministeren er Luca Lotti, og han betegnes som en af den afgåede regeringsleder Matteo Renzis tro væbnere. Renzi, der ikke er medlem af parlamentet, har officielt intet med den nye regering at gøre. Udover sportsminister Lotti, så anses udnævnelsen af den afgående reformminister Maria Elena Boschi på posten som magtfuld viceminister også som Renzis fingeraftryk på Gentilonis regering. Gentiloni får brug for alle stemmer i Senatet onsdag Klokken 11 tirsdag formiddag skal Deputeretkammeret sige ja til den nye regering. Det sker sandsynligvis med en bred margen, da koalitionen med Partito Democratico (PD) ved valget i februar 2013 indkasserede den daværende valglovs flertalspræmie, og derfor satte sig på 340 ud af kammerets 630 deputerede. Senatet skal stemme i morgen onsdag. Her bliver der brug for alle stemmer, da de 315 senatorer er fordelt proportionalt. Nogle af PDs senatorer har nemlig meddelt, at de ikke vil støtteregeringen, og måske bliver der ligefrem brug for stemmerne fra de fem præsidentudnævnte livstidssenatorer. Der kommer næppe et hurtigt parlamentsvalg Officielt er Gentilonis opgave at få en ny valglov på plads, fordi den nuværende valglov blev designet til at passe til et ”ja” ved folkeafstemningen om forfatningsændringerne den 4. december. Resultatet blev jo et klart nej, og nu har Italien altså en valglov, der ikke ”passer til” en uændret status mellem de to kamre, Deputeretkammeret og Senatet, i parlamentet. Derudover vil Forfatningsdomstolen sandsynligvis den 24. januar erklære denne i forvejen ubrugelige valglov for forfatningsstridig, fordi den ville have indført to valgrunder for Deputeretkammeret, og tildele en flertalspræmie efter anden valgrunde. Der skal med andre ord meget hurtigt produceres og vedtages en ny valglov, hvis regeringen skal udskrive valg i begyndelsen af 2017. Men listen over hastesager er også lang, og Gentiloni og hans regering kan ikke nøjes med kun at lave en ny valglov. Bankkrisen, der for alvor er ved at ramme Italien lige nu, hjælp til de jordskælvsramte områder, hele spørgsmålet om asylansøgere og indvandrere,  og forholdet til Europa er alle spørgsmål, der ikke kan tåle at ligge stille i måneder. Der er også vigtige internationale aftaler i de kommende måneders kalender, som allerede i dag holdes frem som en forklaring eller en undskyldning for, at et hurtigt valg nok ikke bliver til noget. Den 26. og 27. maj er Italien vært for G7-topmødet i Taormina på Sicilien, og det anses allerede nu for sandsynligt, at Gentiloni bliver vært ved det møde. Renzi har stadig flertallet bag sig i Partito Democratico Et mindretal på venstrefløjen af Partito Democratico har aldrig lagt skjul på deres modstand mod partileder Matteo Renzi. De krævede efter nederlaget ved folkeafstemningen også hans afgang som partileder. Men et hurtigt valg er så absolut heller ikke i deres interesse. De har simpelthen ikke en kandidat, der vil kunne slå Renzi ved et hurtigt primærvalg, og derfor vil det også passe den interne opposition at have mere tid inden et valg. Man kan ikke stemme om sommeren Efter G7-mødet står sommeren for døren, og man har en slags konsensus om, at italienerne simpelthen ikke kan stemme, når det er varmt, og foretrækker stranden fremfor stemmeboksen. Efter sommerferien er det vigtigt at få næste års finanslov på plads. Med andre ord, så er der en reel mulighed for, at ”den rolige brandslukker” ender med at fortsætte indtil den femårige valgperiode når sin naturlige afslutning i februar 2018. –//–

Italiensk folkeafsteming om forfatningsændringer kan få skæbnesvangre følger for Euroen og Unionen

/i /af

Søndag den 4. december skal italienerne til folkeafstemning om en række forfatningsændringer, der først og fremmest handler om Senatets rolle i det italienske parlament. Parlamentet har siden 1948 bestået af to ligestillede kamre.

– Kan du ikke lige forklare mig, hvad den folkeafstemning egentlig handler om? spurgte min ven Salvo mig forleden henne på baren.

Som de fleste italienere har Salvo kun gået i skole de obligatoriske otte år.
Han indrømmer blankt, at langt det meste snak om forfatningsændringerne går hen over hovedet på ham. Det samme gør sig gældende, når medierne har været på gaden for at spørge vælgerne ud om deres kendskab til forfatningsreformen. Flertallet ved ikke engang, hvad tokammersystem betyder.

– Det handler om at afskaffe tokammersystemet i parlamentet, så det italienske demokrati skiller sig af med et gammeldags system, og gør lovgivningsprocessen mindre kompliceret og mere effektiv, svarede jeg. Og jeg kunne godt høre, at jeg skar kraftigt ind til benet, og lænede mig subjektivt op af JA-fløjens hovedargument.

I dagens parlament padler lovforslag ofte frem og tilbage mellem Senat og Deputeretkammeret i måneder for ikke at sige år.
Rekorden for et lovforslag siges at være 30 år, og JA-siden argumenterer netop for, at en mere effektiv lovgivningsproces kan være med til at sætte gang i den økonomiske vækst.
Bliver det et JA på søndag, skal Senatet kun høres i meget få sager, og bliver i praksis et rådgivende organ.

– Hov, skulle tokammersystemet og dermed Senatet ikke afskaffes?

– Øh, jo, men…
Og her begynder det allerede at blive så kompliceret, at Salvo og rigtigt mange andre italienere giver op og står af. Senatet forsvinder nemlig ikke. (Nederst i artiklen kan du læse mere om Senatets opgaver efter et JA.).

Der er i realiteten tale om en reform, der grundlæggende ikke afskaffer tokammersystemet, og derfor i praksis noget kompliceret og forvirret sjusk, som kun italienerne kan udtænke det. Så er dét sagt. Uanset om man så er for et JA eller et NEJ.

..artiklen fortsætter under annoncen

“NEJ” FØRTE SVAGT I DE SENESTE MENINGSMÅLINGER

De sidste 14 dage op til valg eller folkeafstemninger er det forbudt at offentliggøre meningsmålinger i Italien. Før lukketid den 18. november førte NEJ-siden med 52,7 procent af stemmerne, men så mange som en fjerdedel af de adspurgte i målingerne svarede, at de endnu ikke havde besluttet sig. Det frygtes, at valgdeltagelsen bliver meget lav, men der kræves ikke som ellers ved italienske folkeafstemninger, at 50 procent plus én af de stemmeberettigede deltager, for at resultatet er gyldigt. Ved afstemninger om forfatningen er almindeligt flertal af de afgivne stemmer nok.

VALGKAMP FOR ELLER IMOD RENZI

Da regeringsleder Matteo Renzi for otte måneder siden annoncerede afstemningen ledsagede han den med en trussel – eller et løfte, om du vil – om, at hvis ikke resultatet blev er JA, så ville han gå af. Den holdning er blødt op undervejs, og ingen forventer i dag, at Renzi frivilligt træder tilbage, hvis afstemningen går imod hans reform.
Et NEJ vil uden tvivl svække ham både som regeringsleder, og internt i Partito Democratico (PD), hvor flere fremtrædende parlamentsmedlemmer i øvrigt anbefaler et NEJ på søndag. Andre kendte partimeldemmer, som tidligere regeringsleder og EU-kommissionsformand Romano Prodi har ventet med at tage stilling indtil sidste øjeblik. Prodi meddelte den 30. november, at han ville stemme ja med ordene “det er min pligt at fortælle, at jeg stemmer ja, men reformen er uklar og yden dybde”.
Meningsmålingerne, som vi journalister hár lært at tage med en stor spisekefuld salt, fortæller til Renzis fordel, at 87 procent af PDs vælgere vil stemme JA.

folkeafstemning_si_grunde
Fra kampagnen Et ja er nok – Basta un Si – et ja er nok
…for at gøre lovgivningen hurtigere, for at spare penge på politik, for at komme videre end et parlament med to ligestillede kamre, for at gøre statens og regionerns kompetencer tydligere, for at styrke lokale myndigheders repræsentation i parlamentet og i Europa, for at skabe større deltagelse blandt borgerne, lyder nogle af JA-sidens argumenter.

SPARER STATEN FOR 500 MILLIONER EURO – MÅSKE

Politikernes løn i det italienske parlament, i de 2o regioner, de 110 provinser og de over 8.100 kommuner er altid en ophidset og gestikulerende diskussion værd i Italien. Alene af den grund lyder en afskaffelse af Senatet som en god ide for mange italienere, også i den amputerede form.
Diskussionen af de dyre politikere tages så ofte og så højlydt i medierne, at mange italienere nærmest er overbeviste om, at bare man skærer ned på politikernes løn, diæter og pensioner, så vil den økonomiske krise forsvinde.
I forhold til statsbudgettet, og til statsgælden på nu 133 procent i forhold til bruttonationalproduktet, er de 500 millioner, der kan spares med forfatningsreformen dog ikke andet end en pose pebernødder. Nej-siden med Femstjernebevægelsen tror heller ikke på den lovede økonomiske gevinst.

FEMSTJERNEBEVÆGELSEN KRÆVER VALG OG TALER OM DIKTATUR

NEJ-partierne har samlet Femstjernebevægelsen og Lega Nord i en umage alliance, men også Berlusconi besluttede her i efteråret efter mange overvejelser at anbefale et nej.
Femstjernebevægelsen har i denne valgkamp overhalet Lega Nord i disciplinen for skingre tonearter.
“Denne afstemning er skør. Hvis jeg var 20 år gammel ville jeg ikke vide, hvordan jeg ville ragere”, skriver Beppe Grillo på Facebook og på sin berømte blog.

Folkeafstemning, Grillo imod JA:
En serialkiller mod vores børn.
Renzi: Han er i vanskeligheder med falske underskrifter.
(Femstjernebevægelsen er de seneste uger i stormvejr på grund af mistanke om falske underskrifter på stillerlister i en række italienske byer.) 

– Vi er ude over Pinochet, det er hér dikaturet gemmer sig, skriver Beppe Grillo, og forklarer videre, at der gemt i forfatningsreformen er en klausul, der tillader regeringen at indgå kontrakter med multinationale firmaer og i praksis sælge landet…
Femstjernebevægelsen kræver hurtigt nyvalg, og afviser blankt en teknisk overgangsregering, hvis resultatet bliver et NEJ.

folkeafstemning_no_ti_grunde
Lega Nords web Jeg stemmer nej – Io voto No

Argumenterne er mange, deriblandt at referomen ikke sparer på udgifterne til politikere, at den skaber en ny kaste af udnævnte senatorer, at den ødelægger det regionale selvstyre, giver politisk immunitet til de udnævnte senatorer, ikke afskaffer tokammersystemet, og sælger ud af Italien til Europa. På forsiden af Jeg stemmer Nej-kampagnen skjules det heller ikke, at afstemningen for Lega Nord også handler om at slippe af med Matteo Renzi.
folkeafstemning_nejtil_renzi


OG SÅ ER DER LIGE DEN NYE VALGLOV

Pudsigt nok styrkes Femstjernebevægelsens muligheder for at danne regering efter et JA til forfatningsreformerne. Folkeafstemningen er nemlig også forbundet med en allerede vedtaget ny valglov, der træder i kraft med et JA.
Den nye valglov betyder, at de to største partier fremover skal ud i en valgrunde nummer to, og vinderen udstyres med en bonus, der betyder 340 medlemmer ud af 630 i det Deputeretkammer, der så kommer til at sidde med magten med et rådgivende senat ved sin side.
I den valglov, de nuværende parlamentmedlemmer blev valgt efter i 2013, var der kun én valgrunde. Her fik den vindende koalition med PD i spidsen flertalspræmien og det absolutte flertal med 340 mandater i Deputeretkammeret, mens Senatets pladser fordeltes proportionalt efter de enkelte partiers stemmer. Flertalspræmien gælder kun for partier og ikke for koalitioner i den nye lov.
Femstjernebevægelsen er allerede i dag Deputeretkammerets største parti med de 25,4 procent af stemmerne, de fik i 2013.
I de sidste mange måneders meningsmålinger nærmer bevægelsen sig også PD. Med et JA og den nye valglov, så er regeringsmagten i den grad indenfor rækkevidde, men det argument har ikke fodfæste i bevægelsen, der fastholder sit NEJ..
Risikoen for en regering ledet af protesbevægelsen huer absolut ikke de traditionelle partier.. Selv om valgloven altså er med i forfatningspakken, forlyder det allerede nu, at der uanset resultatet alligevel skal kigges på valgloven igen efter den 4. december.

DET SKAL VÆRE NEMMERE AT REGERE ITALIEN

Hele ideen med forfatningsreformen er at gøre det nemmere at regere Italien effektivt.
Reformen gør op med en politisk praksis, hvor grundtanken bag det politiske system siden den italienske republiks grundlæggelse i 1946 har været at skabe og fastholde en række indbyggede forhindringer, så man aldrig igen ville ende med et diktatur.
Skrækken for igen at ende med den stærke mand mand ved roret sidder så dybt i den italienske folkesjæl, at mange og specielt de ældre generationer nærmest betragter det som helligbrøde overhovedet at røre ved forfatningen fra 1948.
Et JA vil også betyde mere magt til regeringen i Rom på bekostning af regionernes selvstyre. Det er i følge Renzi og JA-sigerne en nødvendighed for at skabe den økonomiske vækst, der har været fraværende i nu ti år.
Regionernes forskellige lovgivninger, regler og praksis gør det endnu mere besværligt at skabe og drive en virksomhed end det i forvejen besværlige italienske bureakrati. Italien indtager lige nu plads nummer 55 på listen over erhvervsvenlige nationer.

DEN TREDJE DOMINO-BRIK, DER KAN VÆLTE EU OG EURO`EN

Den italienske folkeafstemning følges nøje i udlandet.
Mange frygter, at italienerne følger i kølvandet på englændere og amerikanere, og stemmer imod bare for at stemme imod.
Femstjernebevægelsen med en fjerdedel af vælgernes tillid er nok Europas største  og mest succesrige udtryk for politikkerlede og foragt for det bestående system.
Efter Brexit og præsidentvalget i USA frygter mange udenlandske iagttagere, at et NEJ på søndag bliver den tredje dominobrik, der indvarsler afslutningen både på Euroen og på den Europæiske Union, som vi kender dem i dag.

UDENLANDSKE MEDIER FORUDSER ØKONOMISK KAOS UANSET RESUTATET

Financial Times >> forudser, at otte navngivne italienske banker krakker, og at Euro-samarbejdet går i opløsning, hvis resultatet bliver et nej til forfatningsreformen.
– Hvis den italienske premierminister Matteo Renzi taber sin forfatningsafstemning den 4. december, så frygter jeg en serie af begivenheder, der vil rejse spørgsmålet om Italiens deltagelse i Euro-zonen, skriver Wolfgang Munchau.
Meget apropos er et af Grillos og Femstjernebevægelsens politiske programpunkter netop en folkeastemning om Italiens fortsatte deltagelse i Euro-samarbejdet.

Magasinet  The Economist >> har i en leder anbefalet et NEJ, og forudser en teknisk regering, hvis afstemningen går imod Renzi.
– Landet har brug for endnu mere vidtrækkende reformer, og det er bare ikke tilfældet med denne reform, skriver The Economist den 26. november.

“Italien har længe været den største trussel mod Euroens og Den Europæiske Unions overlevelse, dets BNP per indbygger er fastlåst på niveuaet for de seneste år af 1990´erne. Arbejdsmarkedet er sklerotisk. Bankerne er fyldte med lån, der ikke giver udbytte. Staten har den næststørste gældsbyrde i Euro-zonen med 133 procent i forhold til BNP”, skriver The Economist videre.

Økonomiske og politiske iagttagere, både i Italien og i udlandet frygter uanset udfaldet, og alligevel mest ved et NEJ, endnu mere ustabilitet og usikkerhed i Italien.
Bliver det et ja, fortsætter Renzi med fornyet energi.
Bliver det et nej vil han kæmpe indædt for at blive på sin post, og han kan lykkes med projektet, fordi få ønsker endnu en teknisk regering, og endnu færre ønsker et valg lige nu.

Valgstederne er åbne søndag den 4. december mellem kl 7.00  og kl 23.00.
Optælling og exit polls kan følges direkte på Rai 1, Canale 5 og nyhedskanalerne.

FAKTA: DET NYE RÅDGIVENDE SENAT EFTER ET “JA”
De i dag 315 valgte, de tidligere præsidenter og ganske få udnævnte livstidssenatorer, for tiden fem stykker, skal ved et JA skiftes ud med udnævnte senatorer, der er borgmestre eller kommer fra de italienske mini-parlamenter, der styrer de 20 italienske regioner.

Senatet skal ikke deltage i tillidsafstemninger om regering.
Senatet skal kun stemme om forfatningslove.
Senatet kan foreslå ændringer til præsenterede lovforslag, men kan kun selv præsentere lovforslag, hvis et flertal i Senatet beder Deputeretkammeret om det. Sker det, skal Depueretkammeret tage stilling til Senatets lovforslag inden seks måneder.
Senatet skal bidrage til overnationalt samarbejde som EU, og derudover være parlamentets bindeled til de administrative lokale enheder, såsom regioner og kommuner.
Senatet skal fremover udnævne to af de 15 dommere i den italienske Forfatningsdomstol, og Deputeretkammeret udnævner tre.
I dag vælger det samlede parlament og repræsentanter  fem ud af 15 medlemmer.
Den italienske præsident vælges af et samlet parlament og repræsentanter fra regionerne, men de 100 senatorer vil fremover kun udgøre 14 procent af stemmerne mod i dag 31 procent.
74 af de kommende senatorer udnævnes af regionerne udfra fordelingen af stemmer ved de regionale valg. 21 vælges blandt regionerne borgmestre. Tjansen som senator er ulønnet og varer i den regionale eller kommunale valgperiode. Fem senatorer udnævnes af den italienske præsident og deres mandat varer som præsidents syv år.

FOTO: Io voto No, Basta un Si

–//–