Indlæg

Valg 2018: Hvem er Femstjernebevægelsens Luigi Di Maio?

/i , /af
BIOGRAFI: Luigi Di Maio blev født den 6. juli 1986 i Avellino i den syditalienske Campania region. Han gennemførte den klassiske linje på gymnasiet, og indskrev sig derefter først på ingeniørstudiet og siden på jurastudiet, uden at afslutte universitetet. Levebrødspolitiker siden bevægelsens start i 2007 Di Maios erhvervserfaring begrænser sig til jobbet som steward på Napolis fodboldstadion, hvor han modtog og servicerede i afdelingen for VIP fodboldtilskuere, og et ikke nærmere beskrevet iværksætterprojekt inden for internetmarkedsføring. Siden 2007 har han været indskrevet som pubblicist i det der hedder den italienske orden for journalister. …artiklen fortsætter under reklamen Di Maio er ugift og har fortalt, at tidligere kærester har anset hans politiske engagement som en konkurrerende elskerinde. Han bor i Pomigliano d´Arco ved Napoli, hvor han er den ældste af tre brødre. Hans mor er italiensk- og latinlærer, mens faren er i byggebranchen. Faren har været aktiv i den lokale afdeling af først det postfascitiske parti MSI, og siden iarvtageren, højrepartiet National Alliancen. ”Jeg havde derimod mine egne ideer”, har Di Maio udtalt. Vennerne kalder ham Gigino, mens han i familien kaldes Luigiotto.
Wikimedia Di Maio har været aftiv i Femstjernebevægelsen siden starten med “Op i røven”-demonstrationerne i 2007. I 2010 bliver han ikke valgt, men opnår 59 personlige stemmer ved kommunalvalget i Pomigliano d´Arco. Ved parlamentsvalget i 2013 bliver han den hidtil yngste viceformand for Deputeretkammeret i det italienske parlament. Han har været medlem af EU-udvalget i parlamentet. Valgt af Grillo til partitoppen Fra november 2014 er Luigi Di Maio et af de fem medlemmer af partiets direktion, der er direkte udnævnte af partistifteren Beppe Grillo. I september 2017 bliver han ved partiets online-primærvalg valgt som partileder og premierministerkandidat. Han får ved afstemningen, hvor de andre syv opstillede var ukendte kommunalpolitikere, 30.936 stemmer, svarende til 82 procent af de afgivne stemmer. Internt i bevægelsen betegnes han som en af de moderate, der nærmer sig den politiske midte mellem venstre- og højrefløjen. Citater om Di Maio: “Jeg lærer altid af Di Maio, også når han holder mund”. Beppe Grillo “Han har tv-tække. Kunne man bare have én som ham i Forza Italia”. Silvio Berlusconi “En Salvini uden hættetrøje”. Pippo Civati KILDER: Espresso &  Wikipedia –//–

Valg 2018: Europaparlamentets formand siger ja til Berlusconi, og Femstjernebevægelsen præsenterer sin regering inden valget

/i , /af
Antonio Tajani (Foto: Wikimedia) Det er dog langtfra sikkert, at Antonio Tajani bliver Italiens næste premierminister. For det første skal han have opbakning fra resten af centrum-højrekoalitionen, der også tæller det nationalistiske Lega, og det ultrahøjreorienterede Fratelli d´Italia-Italienske brødre. Der kommer til at skulle indgås nogle handler, hvis for eksempel Lega skal acceptere Tajani. Forza Italia er slet ikke så EU-kritisk som Lega, de har ikke adopteret Salvini meget voldsomme retorik overfor indvandrere i valgkampen, og Berlusconi har allerede afvist et krav om helt at afskaffe nogle af de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, parlamentet har vedtaget de seneste år. Kompliceret valglov skaber usikkerhed Derudover kan den nye og meget komplicerede valglov spænde ben for koalitionens regeringsdrømme. Valgloven er en kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse, der løber med 36 procent af stemmerne, men de resterende 64 procent af stemmerne fordeles proportionalt. …artiklen fortsætter under reklamen Valgforskere har for eksempel givet centrum-højre koalitionen 115 sikre mandater i enkeltmandskredsene til Deputeretkammeret, mens centrum-venstre kun har 24 sikre enkeltmandskredse. Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti ved dette valg, men de kan ifølge disse beregninger kun regne med sølle fire sikre enkeltmandskredse. To af dem er på Sardinien, de andre to på Sicilien, og slaget om enkeltmandskredsene kommer til at foregå på de to øer, og i det sydlige Italien, hvor Femstjernebevægelsen står meget stærkt. I mange tilfælde forudses det, at der kun skal ganske få stemmer til at afgøre enkeltmandskredsene, og tvivler vælgerne mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen, så vil det være til centrum-højrekoalitionens fordel. Ministre ”udnævnt” inden valget Den anden store overraskelse i valgkampens slutspurt står Femstjernebevægelsen for. Deres bud på en kommende premierminister, den 31-årige Luigi Di Maio, har offentliggjort, og afleveret partiets ministerliste til den italienske præsident Sergio Mattarella, fire dage før valget.
Luigi Di Maio ( Foto: Wikimedia Commons.) Det er ikke nyt, at Femstjernebevægelsen bryder alle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på den politiske scene. Det er faktisk en form for varemærke for bevægelsen at gøre oprør mod både skrevne og uskrevne regler. Fra de gamle partier er der forargelse og latterliggørelse over det overmod ministerlisten præsenterer. Der tales også netop om manglende respekt for spillereglerne. Formelt har listen ingen praktisk betydning. Præsidenten bestemmer suverænt, hvem han beder om at danne regering, når de indledende møder er gennemført efter valget. Men overfor vælgerne har Femstjernebevægelsen så endnu engang bekræftet, at de netop ér anderledes end de gamle politikere og partier, som de over én kam kalder for skiftevis korrupte, utroværdige medlemmer af en kaste, der deler privilegier ud til hinanden. Den form for provokation elsker protestpartiets vælgere simpelthen. Udover provokation med at udnævne en regering inden valget, så står Femstjernebevægelsen som nævnt til at blive landets største parti, og i deres optik har præsident Mattarella derfor en forpligtigelse til at bede dem om at danne regering. 40 procent proteststemmer i uofficiel meningsmåling Det er forbudt at offentliggøre meningsmålinger de sidste to uger op til et italiensk valg, men Luigi Di Maio citerede ved offentliggørelsen af partiets ministerliste uofficielle meningsmålinger, der ifølge ham ville give Femstjernebevægelsen hele 40 procent af stemmerne. Med den nye valglov, der også indeholder en spærregrænse på tre procent for de mindre partier, regnes det med at 38-39 procent af stemmerne sikrer et parti eller en koalition flertal i parlamentet. Centrum-højre koalitionen har i det officielle meningsmålinger ligget omkring 36-37 procent, Femstjernebevægelsen alene omkring 26-27 procent, mens regeringspartiet Partito Demokrati står til en vælgerlussing med kun omkring 22-24 procent af stemmerne. Venstrefløjsudbryderne i partiet Frie og Lige/Liberi e Uguali, der tæller tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pierluigi Bersani, har ikke villet indgå i en teknisk valgkoalition med Det Demokratiske Parti. De har dermed gjort det endnu sværere for partileder og premierministerkandidat Matteo Renzi. Det har så også været deres erklærede mål, for venstrefløjen af Det Demokratisk Parti og udbryderne i Frie og Lige anser Renzi for at være en overdrevent liberalt indstillet klasseforædder. Her er magtkampen om Partito Democaticos fremtid allerede gået i gang endnu inden valgresultatet. Matteo Renzi har meddelt, at han bliver uanset valgresultatet, men den afgående premierminister Paolo Gentilonis støtter er i fuld gang med at lave kampagne for ham. Blandt støtterne er tidligere premierminister og EU-formand Romano Prodi, tidligere premierminister Enrico Letta og tidligere præsident Napolitano. De vilde scenarier efter valget Tror man på de officielle meningsmålinger de seneste måneder op til valget står centrum-højre altså til at blive valgets vinder. Men netop den nye valglov har forårsaget mange spekulationer på alternative løsninger, hvis resultatet bliver grumset, og Berlusconi og hans allierede ikke opnår et levedygtigt flertal i parlamentet. Gentiloni fortsætter som overgangsregering Nogle politiske kommentatorer taler allerede nu åbent om at lade Gentilonis regering fortsætte som en overgangsregering, der skal lave endnu en ny valglov, der kan sikre en sikker vinder af et nyvalg i løbet af 2018. Det scenarie skræmmer, fordi det betyder et lammet Italien de kommende måneder. Det er det værste der kan ske lige nu, hvor de økonomiske nøgletal omsider har fået et lille plus foran. Der ér lavet arbejdsmarkedsreformer, der har skabt arbejdspladser. Statsgælden er blevet stabiliseret, men væksten halter stadig bagud i forhold til EU-gennemsnittet. Matteo Renzi har overordnet ført en meget sober og faktuel valgkampagne netop på baggrund af de opnåede resultater de seneste fem år. Men italienerne tror ikke på, at landet for alvor er på vej ud af den økonomiske krise. De fleste italienere oplever stadig, at deres børn har svært ved at få fast arbejde. De har også stadig færre penge til rådighed end for ti år siden, og det ofte gentagne tal om de over 620.000 immigranter og asylansøgere, der er kommet over havet de seneste fem år, gør ikke deres tillid til fremtiden større. En sprængt centrum-højre koalition Andre iagttagere forudser en sprængning af centrum-højrekoalitionen. I det ene scenarie ser nogle det som en mulighed, at Berlusconi og Forza Italia simpelthen bliver enige med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti om en bred regering hen over midten med det erklærede formål at holde Femstjernebevægelsen væk fra magten. “Renzisconi” kaldes den mulighed i daglig tale. Den nuværende valglov er et eksempel på at de kan samarbejde. Valgloven er nemlig specialdesignet til netop at bremse protestpartiet. Et ukendt ægteskab mellem Lega og Femstjernebevægelsen Andre spekulerer i, at Matteo Salvini og Lega kan række ud efter magten i samarbejde med Femstjernebevægelsen. De to partier har deres EU-skepsis tilfælles, men ellers er det svært at vide, hvordan et regeringsprogram vil se ud for den konstellation. Vi ved nemlig stadig ikke, hvor Femstjernebevægelsen står i store spørgsmål, som for eksempel i spørgsmålet om den indvandring, der har været det helt store emne i valgkampen. Matteo Salvini selv afviser, at han vil samarbejde med Femstjernebevægelsen, men den slags sceneskift er tidligere set i Italien. Og så er der vejrets rolle Meningsmålingerne har også vist, at der bliver flere og flere vælgere, der helt op til valget stadig ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. Man frygter den laveste deltagelse i parlamentsvalget siden det første demokratiske valg i den italienske republik i 1948. Nogle forduser, at stemmeprocenten denne gang ender under 70 procent, hvor den for fem år siden var 75 procent, og for ti år siden i 2008 var på 80,5 procent. Normalt undgår man parlamentsvalg om sommeren i Italien, for dér foretrækker folk at tage til havet i weekenderne. Denne vinter er store dele af landet ramt af en sibirisk kuldebølge der, hvis den fortsætter i weekenden, kan betyde at mange af de ubeslutsomme vælger at tilbringe hele søndagen hjemme i den varme stue fremfor at kæmpe sig frem i sneen til de notorisk halvkolde italienske folkeskoler, der fungerer som valglokaler. Valgkampen slutter officielt ved midnat fredag den 2. marts. Derefter er lørdag politisk hviledag både i medierne og på gaderne, hvor partierne har haft deres valgboder til at stå. Valgstederne åbner søndag fra klokken 7 til klokken 23. 46.604.925 italienere over 18 år kan stemme til Deputeretkammeret, mens 42.871.424 vælgere på 25 år og derover kan stemme til Senatet. Charlotte Sylvestersen –//–ANALYSE: Silvio Berlusconi stod for valgkampens sidste store overraskelse, da han i tv-progammet Matrix torsdag aften afslørede, at Europarlamentets formand Antonio Tajani har sagt ja til at være Forza Italias kandidat som premierminister, hvis centrum-højre koalitionen som forventet bliver den største gruppe i det italienske parlament. “Jeg takker præsident Berlusconi for hans påskønnelse af mig. Jeg har her til aften indvilget i at tjene Italien. Nu er alle beslutninger op til vores borgere og republikkens præsident”, skrev Tajani måske en anelse for underdanigt i aftes på Twitter. Den 64-årige romer, der er uddannet jurist og har en fortid som journalist, har været med Berlusconi fra grundlæggelsen af Forza Italia tilbage i 1994. Han grundlagde selv den regionale afdeling af partiet i Rom-regionen Lazio, og han har senest siden januar 2017 været formand for Europa parlamentet. Tajani selv bekræftede sit kandidatur via Twitter sent torsdag aften. Det skete i øvrigt efter en dag, hvor han havde talt om europæisk politik til en konference, og netop understreget, at han ikke ville tale om italiensk indenrigspolitik.
Antonio Tajani (Foto: Wikimedia) Det er dog langtfra sikkert, at Antonio Tajani bliver Italiens næste premierminister. For det første skal han have opbakning fra resten af centrum-højrekoalitionen, der også tæller det nationalistiske Lega, og det ultrahøjreorienterede Fratelli d´Italia-Italienske brødre. Der kommer til at skulle indgås nogle handler, hvis for eksempel Lega skal acceptere Tajani. Forza Italia er slet ikke så EU-kritisk som Lega, de har ikke adopteret Salvini meget voldsomme retorik overfor indvandrere i valgkampen, og Berlusconi har allerede afvist et krav om helt at afskaffe nogle af de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, parlamentet har vedtaget de seneste år. Kompliceret valglov skaber usikkerhed Derudover kan den nye og meget komplicerede valglov spænde ben for koalitionens regeringsdrømme. Valgloven er en kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse, der løber med 36 procent af stemmerne, men de resterende 64 procent af stemmerne fordeles proportionalt. …artiklen fortsætter under reklamen Valgforskere har for eksempel givet centrum-højre koalitionen 115 sikre mandater i enkeltmandskredsene til Deputeretkammeret, mens centrum-venstre kun har 24 sikre enkeltmandskredse. Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti ved dette valg, men de kan ifølge disse beregninger kun regne med sølle fire sikre enkeltmandskredse. To af dem er på Sardinien, de andre to på Sicilien, og slaget om enkeltmandskredsene kommer til at foregå på de to øer, og i det sydlige Italien, hvor Femstjernebevægelsen står meget stærkt. I mange tilfælde forudses det, at der kun skal ganske få stemmer til at afgøre enkeltmandskredsene, og tvivler vælgerne mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen, så vil det være til centrum-højrekoalitionens fordel. Ministre ”udnævnt” inden valget Den anden store overraskelse i valgkampens slutspurt står Femstjernebevægelsen for. Deres bud på en kommende premierminister, den 31-årige Luigi Di Maio, har offentliggjort, og afleveret partiets ministerliste til den italienske præsident Sergio Mattarella, fire dage før valget.
Luigi Di Maio ( Foto: Wikimedia Commons.) Det er ikke nyt, at Femstjernebevægelsen bryder alle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på den politiske scene. Det er faktisk en form for varemærke for bevægelsen at gøre oprør mod både skrevne og uskrevne regler. Fra de gamle partier er der forargelse og latterliggørelse over det overmod ministerlisten præsenterer. Der tales også netop om manglende respekt for spillereglerne. Formelt har listen ingen praktisk betydning. Præsidenten bestemmer suverænt, hvem han beder om at danne regering, når de indledende møder er gennemført efter valget. Men overfor vælgerne har Femstjernebevægelsen så endnu engang bekræftet, at de netop ér anderledes end de gamle politikere og partier, som de over én kam kalder for skiftevis korrupte, utroværdige medlemmer af en kaste, der deler privilegier ud til hinanden. Den form for provokation elsker protestpartiets vælgere simpelthen. Udover provokation med at udnævne en regering inden valget, så står Femstjernebevægelsen som nævnt til at blive landets største parti, og i deres optik har præsident Mattarella derfor en forpligtigelse til at bede dem om at danne regering. 40 procent proteststemmer i uofficiel meningsmåling Det er forbudt at offentliggøre meningsmålinger de sidste to uger op til et italiensk valg, men Luigi Di Maio citerede ved offentliggørelsen af partiets ministerliste uofficielle meningsmålinger, der ifølge ham ville give Femstjernebevægelsen hele 40 procent af stemmerne. Med den nye valglov, der også indeholder en spærregrænse på tre procent for de mindre partier, regnes det med at 38-39 procent af stemmerne sikrer et parti eller en koalition flertal i parlamentet. Centrum-højre koalitionen har i det officielle meningsmålinger ligget omkring 36-37 procent, Femstjernebevægelsen alene omkring 26-27 procent, mens regeringspartiet Partito Demokrati står til en vælgerlussing med kun omkring 22-24 procent af stemmerne. Venstrefløjsudbryderne i partiet Frie og Lige/Liberi e Uguali, der tæller tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pierluigi Bersani, har ikke villet indgå i en teknisk valgkoalition med Det Demokratiske Parti. De har dermed gjort det endnu sværere for partileder og premierministerkandidat Matteo Renzi. Det har så også været deres erklærede mål, for venstrefløjen af Det Demokratisk Parti og udbryderne i Frie og Lige anser Renzi for at være en overdrevent liberalt indstillet klasseforædder. Her er magtkampen om Partito Democaticos fremtid allerede gået i gang endnu inden valgresultatet. Matteo Renzi har meddelt, at han bliver uanset valgresultatet, men den afgående premierminister Paolo Gentilonis støtter er i fuld gang med at lave kampagne for ham. Blandt støtterne er tidligere premierminister og EU-formand Romano Prodi, tidligere premierminister Enrico Letta og tidligere præsident Napolitano. De vilde scenarier efter valget Tror man på de officielle meningsmålinger de seneste måneder op til valget står centrum-højre altså til at blive valgets vinder. Men netop den nye valglov har forårsaget mange spekulationer på alternative løsninger, hvis resultatet bliver grumset, og Berlusconi og hans allierede ikke opnår et levedygtigt flertal i parlamentet. Gentiloni fortsætter som overgangsregering Nogle politiske kommentatorer taler allerede nu åbent om at lade Gentilonis regering fortsætte som en overgangsregering, der skal lave endnu en ny valglov, der kan sikre en sikker vinder af et nyvalg i løbet af 2018. Det scenarie skræmmer, fordi det betyder et lammet Italien de kommende måneder. Det er det værste der kan ske lige nu, hvor de økonomiske nøgletal omsider har fået et lille plus foran. Der ér lavet arbejdsmarkedsreformer, der har skabt arbejdspladser. Statsgælden er blevet stabiliseret, men væksten halter stadig bagud i forhold til EU-gennemsnittet. Matteo Renzi har overordnet ført en meget sober og faktuel valgkampagne netop på baggrund af de opnåede resultater de seneste fem år. Men italienerne tror ikke på, at landet for alvor er på vej ud af den økonomiske krise. De fleste italienere oplever stadig, at deres børn har svært ved at få fast arbejde. De har også stadig færre penge til rådighed end for ti år siden, og det ofte gentagne tal om de over 620.000 immigranter og asylansøgere, der er kommet over havet de seneste fem år, gør ikke deres tillid til fremtiden større. En sprængt centrum-højre koalition Andre iagttagere forudser en sprængning af centrum-højrekoalitionen. I det ene scenarie ser nogle det som en mulighed, at Berlusconi og Forza Italia simpelthen bliver enige med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti om en bred regering hen over midten med det erklærede formål at holde Femstjernebevægelsen væk fra magten. “Renzisconi” kaldes den mulighed i daglig tale. Den nuværende valglov er et eksempel på at de kan samarbejde. Valgloven er nemlig specialdesignet til netop at bremse protestpartiet. Et ukendt ægteskab mellem Lega og Femstjernebevægelsen Andre spekulerer i, at Matteo Salvini og Lega kan række ud efter magten i samarbejde med Femstjernebevægelsen. De to partier har deres EU-skepsis tilfælles, men ellers er det svært at vide, hvordan et regeringsprogram vil se ud for den konstellation. Vi ved nemlig stadig ikke, hvor Femstjernebevægelsen står i store spørgsmål, som for eksempel i spørgsmålet om den indvandring, der har været det helt store emne i valgkampen. Matteo Salvini selv afviser, at han vil samarbejde med Femstjernebevægelsen, men den slags sceneskift er tidligere set i Italien. Og så er der vejrets rolle Meningsmålingerne har også vist, at der bliver flere og flere vælgere, der helt op til valget stadig ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. Man frygter den laveste deltagelse i parlamentsvalget siden det første demokratiske valg i den italienske republik i 1948. Nogle forduser, at stemmeprocenten denne gang ender under 70 procent, hvor den for fem år siden var 75 procent, og for ti år siden i 2008 var på 80,5 procent. Normalt undgår man parlamentsvalg om sommeren i Italien, for dér foretrækker folk at tage til havet i weekenderne. Denne vinter er store dele af landet ramt af en sibirisk kuldebølge der, hvis den fortsætter i weekenden, kan betyde at mange af de ubeslutsomme vælger at tilbringe hele søndagen hjemme i den varme stue fremfor at kæmpe sig frem i sneen til de notorisk halvkolde italienske folkeskoler, der fungerer som valglokaler. Valgkampen slutter officielt ved midnat fredag den 2. marts. Derefter er lørdag politisk hviledag både i medierne og på gaderne, hvor partierne har haft deres valgboder til at stå. Valgstederne åbner søndag fra klokken 7 til klokken 23. 46.604.925 italienere over 18 år kan stemme til Deputeretkammeret, mens 42.871.424 vælgere på 25 år og derover kan stemme til Senatet. Charlotte Sylvestersen –//–

Berlusconi 4.0 er i pole position før det italienske parlamentsvalg

/i , /af

POLITIK – Over 50 millioner italienere kan stemme til parlamentsvalget den 4. marts. Allerede nu tegner resultatet til at blive så mudret, at der meget vel kan komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Beppe Grillos smidigt ansvarsløse protestparti Femstjernebevægelsen, endnu et comeback fra selveste Silvio Berlusconi med vildt valgflæsk, og interne magtkampe i Matteo Renzis Partito Democratico skaber ravage og usikkerhed i det politiske billede.

Knap 40 dage inden det italienske parlamentsvalg er der en udbredt fornemmelse af, at man mandag den 5. marts kommer til at stå med et uregerligt parlament med tre næsten lige store fløje, hvor ingen kan gribe ud efter regeringsmagten.

De tre fløje er centrum-venstre med det nuværende regeringsparti Partito Democratico i spidsen; den udefinerbare Femstjernebevægelse med komikeren Beppe Grillo som grå eminence og en 31-årig premierministerkandidat; og så er der altså også vores gamle kending Silvio Berlusconi, hvis koalition har Lega Nords leder som premierministerkandidat.

De mange, der håbede på, at Silvio Berlusconi efter sin skattedom i 2013 var en færdig mand i italiensk politik, må nødtvunget acceptere, at den nu 81-årige forretningsmand og tidligere premierminister stadig er en af hovedpersonerne i valgkampen, selv om han personligt ikke kan stille op på grund af dommen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Makeup og valgflæsk til både husmødre, pensionister og vegetarer

Berlusconi har forberedt sig grundigt på det kommende valg med ansigtsløftninger, lidt mere hår på toppen og endnu mere makeup end Sofia Loren.

Vi har i det seneste år set ham købe gaver til sine børnebørn i en Augtogrill langs motorvejen som en helt almindelig bedstefar. Sidste påske meddelte han også, med tilhørende fotodokumentation i selskab med små nuttede lam, at han på opfordring af sin 32-årige samlever Francesca ikke ville spise påskelam. Begge dele blev promoveret med masser af sider og omtale i Berlusconis egne medier. Så der har i lang tid været valgflæsk til så forskellige grupper som pensionister og vegetarer.

Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade

Berlusconi er et geni til markedsføring og branding, og efter sejrene i 1994, 2001 og 2008 er det nu fjerde gang, han i hvert tilfælde selv er overbevist om, at magten er hans.

Han lover at hæve minimumspensionen fra de nuværende lidt over 500 euro til 1.000 euro, og han vil indføre pension til de husmødre, der altid har været blandt hans kernevælgere. Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade.

Berlusconi har altid en kanin mere i hatten

I 2008 lykkedes det ham en uge før valget, som han vandt, at hente endnu flere stemmer ved at love at fjerne ejendomsskatten for den primære bolig. Denne gang lover han at fjerne il bollo, en slags vægtafgift, på en husstands første bil. Og lur mig, at der ikke kommer flere kaniner op af hans hat lige inden valget.

En meningsmåling offentliggjort onsdag den 17. januar >> giver Forza Italia 16,1 procent af stemmerne. Berlusconis parti er dermed det største i den centrum-højre-koalition, der sammen med Lega Nord og et par mindre højrefløjspartier lige nu ligger til omkring 36-38 procent af stemmerne. Lega Nord står til 12,9 procent af stemmerne.

Berlusconi håber i øvrigt selv, at menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg inden sommer underkender den italienske højesteretsdom, der udelukker ham fra offentlige embeder, så han dermed alligevel kan overtage en plads i parlamentet.

Centrum-højre-koalitionens premierministerkandidat er Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini, der tidligere også har været medlem af Europaparlamentet. Men der er ingen tvivl om, at Berlusconi føler sig som både koalitionens moralske og retmæssige leder.

Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini. FOTO:  Lega Nord

Renzi har den gamle garde imod sig

Regeringspartiet Partito Democratico har tidligere premierminister Matteo Renzi som leder og premierministerkandidat. Renzi, der har været borgmester i Firenze, har i øvrigt aldrig været valgt ind i det italienske parlament, og er således nu i gang med sin første valgkampagne på landsplan.

Han blev med næsten 70 procent af stemmerne kåret som partileder ved et primærvalg i maj i fjor, men er trods den opbakning blandt partiets vælgere alligevel under konstant beskydning fra sine egne. Flere kendte PD-politikere har forladt partiet til fordel for andre partier, eller er gået med i det nye parti Liberi og Uguali, Frie og Lige.

Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair

Partiet står lige nu til omkring 24 procent af stemmerne, og er i koalition med en række små midterpartier, hvoraf nogle næppe kommer over spærregrænsen. Ved valget i 2013 fik partiet 25,4 procent, og det havde i øvrigt sit bedste valg til Europaparlamentet i maj 2014, hvor det under Renzis ledelse opnåede 40,8 procent af stemmerne.

I dag er der nærmest iskold luft mellem Renzi og de tidligere koalitionspartier til venstre for hans parti. Under Matteo Renzis ledelse er partiets gamle garde også blevet forsøgt kørt ud på et sidespor. Tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pier Luigi Bersani trak som så mange andre historiske partimedlemmer deres medlemskort til det hedengangne kommunistparti som 15-årige. Det er det parti, der i dag efter flere navneskift er blevet til Partito Democratico.

For dem er Renzi med sine 43 år ikke bare en yngre generation, men også en slags provokerende blå klud. Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair.

Magtkampen i partiet har stået på i flere år nu. Den til tider absurde og bizarre strid har sammen med de evige korruptionsskandaler, det lige så evige sjusk med offentlige midler og den dårligt skjult nepotisme overalt, banet vejen for valgets joker, komikeren Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse.

Femstjernebevægelsen bliver det største parti

Meningsmålingerne har i de seneste mange måneder gjort Femstjernebevægelsen til Italiens største parti. Bevægelsen blev allerede i 2013 det største parti i Deputeretkammeret. Partito Democratico var dog i en koalition, og kunne derfor dengang med den indbyggede præmie til den største koalition sætte sig på regeringsmagten.

Men selv om bevægelsen nu har siddet i parlamentets to kamre i fem år, og også sidder på tunge borgmesterposter i byer som Rom og Torino >>, er det stadig uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad Femstjernebevægelsen egentlig vil.

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier

Bevægelsen fyldte ti år i september og burde have overstået de politiske børnesygdomme. Den blev grundlagt i 2007 ved den såkaldte Vaffanculo-demonstration i Rom. Vaffanculo betyder direkte oversat Op i røven. Dét er så i store træk også, hvad bevægelsens parlamentsmedlemmer har sagt i parlamentet de seneste fem år. De vil af princip ikke samarbejde, de vil ikke indgå aftaler, de vil ikke være med i koalitioner, og værre udtryk end Vaffanculo har rent faktisk lydt i Senatet og Deputeretkammeret fra deres borgere.

Ligesom de ikke vil kaldes et parti, vil parlamentsmedlemmerne heller ikke kaldes for ”ærede medlemmer”, men for borgere.

Derudover må kun én presseansvarlig af gangen udtale sig til pressen, for pressen er ifølge bevægelsen lige så slem, tyvagtig og korrupt som alle de gamle politikere, Femstjernebevægelsen er sat i verden for at udrydde én gang for alle.

Vi ved for eksempel stadig ikke, hvor bevægelsen står i spørgsmålet om indvandring, som er et af de emner, der fylder i valgkampen. I Italien er der i dag over 5.000.000 registrerede indvandrere, 8,3 procent af befolkningen, og selv om strømmen over Middelhavet faldt til 120.000 i 2017 mod 180.000 i 2016, så er indvandring og migration stadig brandvarme emner i Italien.

Vi kan læse i bevægelsens program, at de kun vil have én offentlig public service tv-kanal uden reklamer, der skal fortælle sandheden. Alle lovforslag skal ifølge dem også i fremtiden diskuteres på internet af alle borgere, inden de fremsættes.

Vi ved også, at bevægelsen har gjort op med det grundlæggende juridiske princip, at når man har taget sin straf for noget kriminelt, er tavlen visket ren. Grillo selv kan ifølge partiets regler ikke stille op til valg. Han blev i 1985 dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke med tre omkomne.

Partiet vil også indføre bøder på op til 100.000 euro, hvis en folkevalgt stemmer imod partiparolen eller skifter parti, og den stramme partidisciplin har i de seneste fem år ført til, at mindst 37 parlamentsmedlemmer har forladt eller er blevet smidt ud af bevægelsen.

Premierministerkandidat med grammatiske problemer

Partiets premierministerkandidat er den kun 31-årige Luigi Di Maio fra Avellino i Campania regionen. Han blev valgt ved bevægelsens online primærvalg i september 2017 med 30.936 stemmer ud af 37.442 afgivne stemmer. Et magert resultat for et parti der ønsker, at al politik i fremtiden skal foregå online. Til sammenligning deltog knap én million i Partito Democraticos primærvalg, hvor Renzi løb med sejren.

Luigi Di Maio var det yngste italienske parlamentsmedlem nogensinde, da han blev valgt i 2013, og han har siden 2014 siddet i partiets femmands-direktion, udnævnt direkte af Beppe Grillo.
Han beskyldes af modstanderne for at være et udannet menneske.
Han har ikke har afsluttet sin universitetsuddannelse, og hvad der i Italien er værre endnu:
Han er ikke i stand til at tale grammatisk korrekt.
Han har simpelthen svært ved at bruge den konjunktivbøjning, som mange andre italienere og stor set alle udlændinge kæmper med.

Beppe Grillos egen rolle i forhold til bevægelsen, der i øvrigt er et registreret varemærke, er heller ikke klar. Ligesom det gælder Berlusconi, så kan der altså ikke stemmes på ham, og han har flere gange i løbet af de sidste par år talt om at hellige sig komikken igen – og bare være bevægelsens grå eminence og altså også ejer. Men som den politiske kommentator Carlo Puca skrev i magasinet Panorama i efteråret, så har “komikeren fra Genova opdaget og gennemlevet, at den politiske umodenhed hos bevægelsens ledere er stoppet ved et barns politiske fornemmelse, og har vist sig ude af stand til udvikle sig til en voksen tilstand”.

Blandt bevægelsens valgløfter er en minimumspension og en borgerløn på 780 euro. Partiet vil fjerne den arbejdsmarkedsreform, der tillader virksomheder at ansætte på tidsbegrænsede kontrakter. De vil genindføre den såkaldte Artikel 18, hvor virksomheder med over 15 ansatte ikke må fyre deres medarbejdere. Man vil fjerne dele af de meget omfattende pensionsreformer, der begyndte allerede i 1995. Bevægelsen lover, at folk fremover skal kunne gå på pension efter 41 år på arbejdsmarkedet, og det hele beregnes til at koste 140 milliarder euro. De penge skal så komme fra besparelser og effektivisering af den offentlige sekter. Og lige dér er bevægelsen så på linje med de andre fløjes svar på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra.

Femstjernebevægelsens grundlægger, Beppe Grillo, taler om at vende tilbage til komikken og blive en slags grå eminence.

De frustrerede, de yngre og de arbejdsløse vælger Femstjernet

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier. De kommer både fra højre, fra venstre og fra midten, men har en overvægt af de yngre generationer, der stadig slås med en stor arbejdsløshed. Det er generationen af helt unge og op til de 40-45-årige, der aldrig rigtig har fået foden fast ind på arbejdsmarkedet. Den økonomiske krise har ramt Italien hårdt, og selv om de økonomiske nøgletal er vendt i positiv retning, går det stadig langsommere fremad i Italien end i resten af Euro- og EU-landene >>.–//

De unge og mindre unge har forældre, der som ansatte i virksomheder med over 15 ansatte efter de gamle regler nærmest var sikret livstidsansættelse. Deres bedsteforældre gik endda med de gamle regler på pension efter 35 eller 37 år med 80 procent af deres slutløn. Mange af de unge har allerede i dag ingen mulighed for at nå at være på arbejdsmarkedet i 41 år, hvis bevægelsen skulle få vedtaget den lov.

Den generation tror simpelthen ikke længere på de såkaldte gamle partier og deres løfter, og vil heller kaos end at stemme på dem. De genkender, som mange andre steder i Europa, ikke sig selv i vores traditionelle højre-venstre-opfattelse. De kan lide, at Femstjernebevægelsen altid har talt meget om miljø, lufter tanken om borgerløn, gratis internet til alle og såmænd også taler om et romantisk 0-vækstsamfund.

Og så er der de ikke så voldsomt aktive, som stemmer i ren protest, men ikke vil være ved det. Lidt som i gamle dage før alle partier skiftede navn, og Berlusconi i 1994 gjorde sin entre. Dengang vandt kristdemokraterne i Democrazia Cristiana stort set altid, men ikke ret mange indrømmede, at de stemte på dem.

Udsigt til mudret valgresultat

Meningsmålingerne giver altså lige nu centrum-højrefløjen det største antal stemmer. Men med den efterhånden helt naturlige mistro alle har til meningsmålinger er frygten for at ende med tre næsten lige store blokke efter valget også reel.

Nogle kommentatorer har nærmest i desperation forudset en koalition mellem Partito Democratico fra centrum-venstre og Berlusconis Forza Italia fra centrum-højre med det eneste formål at undgå, at den udefinerlige Femstjernebevægelse sætter sig på magten.

Andre taler åbenlyst om, at situationen efter valget den 4. marts allerede i dag tegner til at blive så mudret, at der vil komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Og måske lige frem et parlamentsvalg med endnu en ny valglov. Italien går nemlig også i år til valg med en helt ny og kompliceret valglov vedtaget sidste år.

Nogle eksperter forudser efter lange matematiske udregninger, at denne nye valglov under de rette betingelser medfører, at en koalition eller et parti med 38-39 procent af stemmerne – der hvor centrum-højre nærmer sig lige nu i meningsmålingerne – vil kunne opnå absolut flertal i begge kamre.

Men der skal meget lidt til for, at regnestykket vælter. For eksempel kan de få stemmer der skiller et af de mindre koalitionspartier til højre eller til venstre fra at nå spærregrænsen, ændre voldsomt på en koalitions samlede antal parlamentsmedlemmer.

Det er med andre ord et pivåbent spørgsmål, hvad der sker efter valget.

Men kedeligt bliver det ikke. Nok har Trump i USA på sin vis har overtaget Berlusconis plads som international politiks enfant terrible, nok er Cataloniens separatister voldsommere i deres regionale nationalisme end Lega Nord i Italien, og nok er Østrigs Sebastian Kurz halvanden måned yngre end Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen, men italiensk politik bliver aldrig en kedelig affære.

Charlotte Sylvestersen

–//–

 

PARLAMENTSVALG 2018: Væksten halter, men italienerne er sunde

/i , /af

Farvel – i hvert tilfælde foreløbigt – til ministerpræsident Paolo Gentiloni >>, hvis afskedstale med de økonomiske nøgletal for Italien efter fem år med tre regeringsledere fra Partito Democratico, kom igennem, og bestod, et faktatjek. 

Italien skal til valg den 4. marts 2018, fem år og en uge efter seneste parlamentsvalg den 24. og 24. februar 2013.
Efter valget i februar 2013 var universitetsprofessor Enrico Letta regeringsleder fra 28. april til 22. februar 2014. Fra 22. februar 2014 til og indtil 12. december 2016, hvor han gik af efter at have sat sit mandat ind på et ja til en folkeafstemning om ændringer af Senatets opgaver, var Matteo Renzo regeringsleder. Og Gentiloni sad så lidt over et år, inden den naturlige afslutning på den fem-årige valperiode.

Renzi er kandidat, men Gentiloni ses af mange som PDs redningsmand

Renzi blev ved et primærvalg den 30. april 2017 igen Partito Democraticos (PD) kandidat som regeringsleder. Næsten to millioner stemte ved primærvalget, og 70 procent satte deres kryds ved Renzi. Men det betyder ikke, at store dele af det meget splittede parti i virkeligheden heller vil havde den pragmatiske Gentiloni som leder af en ny regering.

…artiklen fortsætter under reklamen

Sidst tale i parlamentet

Inden valget blev udskrevet holdte Gentiloni i torsdags også sin afsluttende tale i parlamentet for året 2017.
Talen er blevet nærlæst og faktakontrolleret af det italienske nyhedsbureau AGI, og kan derfor anvendes som en beskrivelse af, hvilket Italien der nu skal til valg.
Gentiloni lagde i sin tale vægt på at beskrive hele valgperioden, og ikke kun det sidste år han selv har været ved roret.

Væksten halter

Økonomi i alle afskygninger fyldte talen, og Gentiloni måtte konstatere, at væksten i Italien stadig er under Euro-landenes gennemsnit. I 2012 lå italien 1,9 procentpoint efter gennemsnittet, mens dette tal nu er nede på 0,7 procentpoint. Den udregning accepterer nyhedsbureauet i deres faktatjek, dog med den tilføjelse, at det klart er til Italiens fordel at sammenligne sig med Euro-landene fremfor med alle EU-lande.

I talen hævdede Gentiloni, det offentlige budgetunderskud, der var 3 procent i forhold til BNP i 2013 vil være reduceret til 1,6 procent i 2018. Rent faktisk vil budgetunderskuddet med den netop vedtagne finanslov ifølge den Internationale Monetære Fond komme helt ned på 1,3 procent i forhold til BNP, men Gentilonis skøn er mere forsigtigt, fordi man ved der undervejs kommer fordyrende budgetjusteringer, hvorfor målet for 2018 er de 1,6 procent.

Dumpet i beregningen af genskabte arbejdspladser

Gentiloni hævede også, at der i regeringsperioden var blevet genskabt en million tabte arbejdspladser, hvoraf størstedelen er uden tidsbegrænsning.
For mange italienere er en tidsbegrænset arbejdskontrakt ikke et rigtigt arbejde. I årtier var en ansættelseskontrakt nærmest en livsforsikring. Reglerne for at fyre og for tidsbegrænsede kontrakter på arbejdsmarkedet er blevet blødt op siden årtusindskiftet, men psykologisk har brede dele af befolkningen endnu ikke fordøjet disse forandringer.
Nyhedsbureauet AGI understreger da også i deres faktatjek, at de allerede i oktober >> tilbageviste en påstand fra premierministerkandidaten Matteo Renzi, der som Gentiloni i torsdag hævdede, at flertallet af de nye arbejdspladser var blivende og tidsubestemte.

Flere i arbejde

Diskussionen om, hvorvidt arbejdspladserne er blivende eller tidsbegrænsede ændrer dog ikke ved, at der i dag er knap en million flere, der er i arbejde.

Den officielle statistik fra Istat optalte i oktober 2017 23.082.000 italienere i arbejde. I maj 2013 sagde Istat, der var 22.162.000 i arbejde. I de fem første år af krisen forsvandt der i øvrigt endnu en million arbejdspladser i Italien, som altså endnu ikke er genskabt.

I 2007, året før den økonomiske krise, var arbejdsløsheden i Italien på 6,1 procent. Det tal var i 2013 oppe på 12,2 procent, mens tallet i tredje kvartal 2017 var nede på 11,2 procent.

Industrieksport under lup

AGI har også taget fat i sætningen “Italien er en af verdens fire fem giganter når det handler om industriel eksport”.
Det italienske Ministerium for Økonomisk Udvikling sætter selv Italien på en 9. plads på hitlisten over verdens vigtigste eksportnationer.
OECD placerer Italien som nummer otte, mens Industriens Arbejdsgivere i Italien (Confindustria) i november 2017 satte Italien på en syvendeplads. Disse tal handler dog om alle former for eksport, og ikke kun fremstillingsindustrien.
AGIs tal, der dog stammer fra 2014, placerer Italien som verdens sjettestørste eksportør af industriprodukter.
Hvorom alting er, så steg den samlede italienske eksport i de første ti måneder af 2017 med hele  7,1 procent i forhold til 2016, og eksporten af industriprodukter steg med 11,3 procent.

Bogstaveligt talt et sundt land

”Italien er det sundeste land i verden”, dristede Gentiloni sig også til at sige, og det var ikke ment på hverken økonomien, statsfinanserne eller arbejdsløsheden, men skulle derimod tages helt bogstaveligt.
Det viser sig, at han citerer en rapport fra Bloomberg >>, der har set på blandt andet levealder, blodtryk, kolesterol, mentale problemer og misbrugsproblemer.
Undersøgelsen fra marts 2017 sætter italienerne øverst i sundhedsindekset med 93,11 point, foran Island med 91,21 og Schweiz 90,75.

Alt i alt vurderer nyhedsbureauet AGI, at deres faktatjek af Gentilonis afskedstale – for denne regering – får karakteren bestået.

Og så går valgkampen i gang…
…fortsættes her på italiamo.dk

–//–

POLITIK: Dødt løb i meningsmålingerne

/i /af

Fra dagens avis Corriere della Sera – 2.8.2017:
Få dage inden det italienske parlament går på sommerferie har Euromedia offentliggjort deres seneste meningsmåling, der nærmest viser dødt løb mellem de tre store blokke i italiensk politik.
Femstjernebevægelsen med Beppe Grillo står til 30 procent.
Regeringspartiet PD ledet af Matteo Renzi – endnu – står til 29 procent, mens en samlet centrumhøjrefløj, som 80 årige Silvio Berlusconi stadig føler sig selvskreven leder af, lige nu tiltaler 35 procent af vælgerne.

…artiklen fortsætter under reklamen

Matteo Salvini fra Lega Nord mener dog, at han burde være centrumhøjrefløjens leder, og det er i øvrigt tvivlsomt, at der kan opnåes enighed om en fælles front i den blok.

Der skal være parlamentsvalg senest i februar 2018.

PS: Der mangler også lige en ny valglov.
Men det når de nok til efteråret, måske…

–//–