Indlæg

Valg 2018: Italienerne stemte EU-kritisk, og de bange vandt

ANALYSE:
Femstjernebevægelsen og Legaen sejrede stort på de bange stemmer i Italien.
Det bliver en lang kamp for den italienske præsident Sergio Mattarella, når han i slutningen af marts officielt begynder det, der svarer til den danske partilederrunde. Inden vil alle både mulige og umulige regeringskonstellationer blive ivrigt diskuteret.

Parlamentet er delt i tre
Dagen efter parlamentsvalget står Italien med et tredelt parlament. Vil du ikke læse videre om valgresultater og konsekvenserne af valget, så spår Deres udsendte her i Milano, at præsidenten ender med at bede den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni om at fortsætte med en teknisk regering. En regering, der skal forestå den daglige administration, og skrue endnu en ny valglov sammen. I heldigste fald bliver der nyvalg inden sommerferien

Protestpartiet Femstjernebevægelsen blev som forventet landets største parti med over 32 procent af stemmerne.
På højrefløjen havde Legaen og dens leder Matteo Salvini stort succes med forvandlingen fra et regionalt løsrivelsesparti til et nationalt indvandrerkritisk højreparti. Over 300 offentlige valgmøder med Salvini i hver en krog af Italien har givet pote, og partiet er gået frem fra sølle 4 procent af stemmerne i 2013 til omkring 18 procent i dag.

…artiklen fortsætter under reklamen

Berlusconi havde endnu ikke midt på eftermiddagen mandag kommenteret den for ham absurde kendsgerning, at med kun 14 procent af stemmerne er han i dag lillebror i centrum-højrekoalitionen. Da han stemte i går i Rom hoppede en Femen-aktivist op på et bord og smed trøjen.
“Berluscini, du har overskredet sidste salgsdato”, stod der på hendes bryster, og det er måske en ganske passende epilog over Berlusconis politiske liv.
Centrumhøjre-koalitionen opnåede dog de forventede 37 procent af stemmerne.

Emma Boninos Mere Europa liste kommer ikke over spærregrænsen på tre procent, og venstrefløjsudbryderne i Frie og Lige ender langt under meningsmålingerne med færre end fire procent af stemmerne.

Regeringspartiet Partito Democratico er med knap 19 procent mere end halveret i forhold til valget til Europa Parlamentet i 2014, hvor partiet var på toppen af sin Renzi-rus, og opnåede 40 procent af stemmerne. Selv om Matteo Renzi op til valgte lovede – eller truede med – at ville blive uanset resultatet, så vokser kravet om hans umiddelbare afgang time for time her dagen efter valget. Han holdte et pressemøde klokken 18.30, hvor han lovede at træde tilbage og blive almindelig senator, når der er en ny regering.

Et land skåret over i to umage stykker
Italien som land kom ud fra valget delt i to. Norditalien og en del af Mellem Italien er med undtagelse af fanske få røde og gule klatter helt i hænderne på centrum-højrekoalitionen, mens alle regioner syd for Rom, øerne Sicilien og Sardinien samt regionerne Marche og Abruzzo har fået Femstjernebevægelsens gule farve.

Socioøkonomisk er dét det velhavende Norditalien, der så småt begynder at mærke at ti års krise er ved at være slut, mod Syditaliens og øernes fattige.

Femstjernebevægelsen har hentet deres vælgere fra både højre og venstre.
De har også med deres modstand mod de gamle partier hentet stemmer fra de arbejdsløse, fra de forældre der ikke kan se en fremtid for deres børn i Italien, fra pensionisterne hvis købekraft stadig falder, og i det hele taget fra de mange italienere, der føler, at ingen politikere nogensinde har gjort noget for dem.

”Partierne, der vandt (og historien vil dømme dem for det) har talt til hjertet af de bange. De, der er bange for Europa, for enhver form for invasion, for at gå ud af deres hus og for at dø af sult. De, der er bange for alt, underligt nok undtagen en krig”, skriver præsten Peter Ciaccio fra den evangelistiske Valdese kirke i hjertet af Femstjerneland i Palermo på Sicilien.

Over 50 procent stemte EU-kritisk
Over halvdelen af de italienske vælgere satte i går deres kryds ved de tre EU-skeptiske partier, der udover Legaen også omfatter Femstjernebevægelsen og højrepartiet Fratelli d´Italia-Italienske Brødre.

Legaens valgslogan var Italien først, og det blev kopieret af Fratelli d´Italias Først Italien og først italienere, mens Femstjernebevægelsen program varskoer en national protektionisme på højde med eller skrappere end den, Trump er i gang med for USA.

Grundlæggende er italienerne langt fra så kritiske overfor EU som for eksempel danskerne. Men der er en udbredt fornemmelse af, at Europa har svigtet i forhold til indvandringen over Middelhavet, og den frustration har de tre partier udnyttet til fulde i valgkampen.

Der er dog langt derfra til noget der minder om et Ital-exit, for den italienske forfatning tillader ikke folkeafstemninger om overnationale emner, som vi kender det fra andre EU-lande, Danmark inklusive.

Femstjerner rækker ud efter magten, og vil bestemme det hele
”Vi er den bærende søjle i det nye parlament, og nu skal alle tale med os”, udtalte Femstjernebevægelsens repræsentant allerede en halv time efter at stemmelokalerne lukkede klokken 23.00 søndag aften.

De seneste fem år, hvor partiet med 25,4 procent af stemmerne i 2013 lagde ud med 109 deputerede og 54 senatorer, har bevægelsen da også konsekvent afvist at stemme for både regeringens og andre partiers forslag. Lige så kategorisk har de afvist at indgå i fast samarbejde endsige i koalitioner med andre partier.

I dag lyder invitationen til resten af parlamentet, at nu vil partiet samarbejde. Det er dog efterfulgt af et krav om nærmest total underkastelse fra eventuelle alliancepartnere.
Det er ikke til diskussion, at Luigi Di Maio skal være premierminister, og en eventuel regeringspartner skal underskrive og overholde det regeringsprogram bevægelsen stiller op med.

Samarbejde til venstre eller til højre
Femstjernebevægelsen er med andre ord tvunget til at finde en partner, hvis de virkelig vil magten.

Der spekuleres lige nu i et samarbejde med Legaen, men det afviser Matteo Salvini.
“Vi er en del af en koalition og jeg er vant til at holde mine løfter og mit ord. Derfor arbejder vi videre i vores centrumhøjre-koalition”, sagde han dagen efter valget.

Partito Democraticos leder Renzi har kategorisk afvist et samarbejde med enhver form for populister, som han har udtrykt det.
Men Partito Democratico forventes som nævnt allerede senere i dag at påbegynde en slags af-renzificering, der kan føre til et regeringssamarbejde med Femstjernebevægelsen. Allerede inden valget var der en intern valgkamp i partiet, blandt andre sponsoreret af tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi, for at køre den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni >> i stilling som partiformand.

I dag peger flere også på præsidenten for Rom-regionen Luca Zingaretti, der blev genvalgt til det job i går. Udover parlamentsvalget i går var der også regionale valg i Lazio og i regionen Lombardiet.
I Lombardiet gik sejren til centrumhøjrefløjens kandidat, den tidligere borgmester i Varese. Attillio Fontana fra Legaen gjorde sig i valgkampen bemærket som fortaler for fremtidige privilegier for den hvide race i Italien.

Femstjernebevægelsen ender i øvrigt med en håndfuld parlamentsmedlemmer mindre end de valgte. En række kandidater er nemlig blevet ekskluderet af partiet under valgkampen. Èn var medlem af en loge, én var dømt for at have solgt ulovlige videospil, og et par andre havde snydt med den tilbagebetaling af en del af deres løn som parlamentsmedlemmer, som bevægelsens medlemmer forpligtiger sig til.

Vil ikke være et normalt parti
De fleste politiske kommentatorer forudser dog i dag, at det bliver meget svært for Femstjernebevægelsen at finde en partner, der vil acceptere partiets betingelser. Det kræver så også, at partiet forandrer sig fra netop en lukket protestbevægelse til et samarbejdsorienteret, om man så må sige, normalt parti.

Er der noget, bevægelsen ikke vil, så er det at være en del af det normale politiske liv, som de altid har defineret som korrupt, privilegeret og tyvagtigt.
Partistifteren Beppe Grillo har dag også opdateret sin private blog >> dag med en advarsel mod normaliseringen.

Med sin sædvanlige meget farvestrålende retorik beskriver Grillo i dag Femstjernebevægelsen som et biologisk nedbrydeligt parti i modsætning til de gamle partier. De er ifølge Grillo konstrueret af plastik, der nok kan ændre form, men aldrig kan nedbrydes, og altid vil bestå af angst og dumhed.


En biologisk nedbrydelig Beppe Grillo

Grillo forudser også, at Femstjernebevægelsen nedbryder sig selv, når deres mål er nået, nemlig at borgerne har fået redskaberne til hver uge at deltage i folkeafstemninger hjemmefra.
Indtil det sker, lover Beppe Grillo at holde vagt over bevægelsen.

Inden det kommer så vidt at Italien bliver det første land i verden, hvor alle lovforslag skal til folkeafstemninger, er der nok et langt stykke vej.

Foreløbig får præsident Mattarella travlt inden de nærmest umulige regeringsforhandlinger går i gang i slutningen af marts. Hvis han da ikke tager en rask beslutning og lader den nuværende regering fortsætte.

Valget har på ingen måder løst Italiens problemer, og spillet om magten er pivåbent.

FOTO: Printscreen og www.beppegrillo.it

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Europaparlamentets formand siger ja til Berlusconi, og Femstjernebevægelsen præsenterer sin regering inden valget

ANALYSE:
Silvio Berlusconi stod for valgkampens sidste store overraskelse, da han i tv-progammet Matrix torsdag aften afslørede, at Europarlamentets formand Antonio Tajani har sagt ja til at være Forza Italias kandidat som premierminister, hvis centrum-højre koalitionen som forventet bliver den største gruppe i det italienske parlament.

“Jeg takker præsident Berlusconi for hans påskønnelse af mig. Jeg har her til aften indvilget i at tjene Italien. Nu er alle beslutninger op til vores borgere og republikkens præsident”, skrev Tajani måske en anelse for underdanigt i aftes på Twitter.

Den 64-årige romer, der er uddannet jurist og har en fortid som journalist, har været med Berlusconi fra grundlæggelsen af Forza Italia tilbage i 1994. Han grundlagde selv den regionale afdeling af partiet i Rom-regionen Lazio, og han har senest siden januar 2017 været formand for Europa parlamentet.
Tajani selv bekræftede sit kandidatur via Twitter sent torsdag aften. Det skete i øvrigt efter en dag, hvor han havde talt om europæisk politik til en konference, og netop understreget, at han ikke ville tale om italiensk indenrigspolitik.


Antonio Tajani (Foto: Wikimedia)

Det er dog langtfra sikkert, at Antonio Tajani bliver Italiens næste premierminister.
For det første skal han have opbakning fra resten af centrum-højrekoalitionen, der også tæller det nationalistiske Lega, og det ultrahøjreorienterede Fratelli d´Italia-Italienske brødre. Der kommer til at skulle indgås nogle handler, hvis for eksempel Lega skal acceptere Tajani.
Forza Italia er slet ikke så EU-kritisk som Lega, de har ikke adopteret Salvini meget voldsomme retorik overfor indvandrere i valgkampen, og Berlusconi har allerede afvist et krav om helt at afskaffe nogle af de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, parlamentet har vedtaget de seneste år.

Kompliceret valglov skaber usikkerhed
Derudover kan den nye og meget komplicerede valglov spænde ben for koalitionens regeringsdrømme. Valgloven er en kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse, der løber med 36 procent af stemmerne, men de resterende 64 procent af stemmerne fordeles proportionalt.

…artiklen fortsætter under reklamen

Valgforskere har for eksempel givet centrum-højre koalitionen 115 sikre mandater i enkeltmandskredsene til Deputeretkammeret, mens centrum-venstre kun har 24 sikre enkeltmandskredse. Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti ved dette valg, men de kan ifølge disse beregninger kun regne med sølle fire sikre enkeltmandskredse. To af dem er på Sardinien, de andre to på Sicilien, og slaget om enkeltmandskredsene kommer til at foregå på de to øer, og i det sydlige Italien, hvor Femstjernebevægelsen står meget stærkt.

I mange tilfælde forudses det, at der kun skal ganske få stemmer til at afgøre enkeltmandskredsene, og tvivler vælgerne mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen, så vil det være til centrum-højrekoalitionens fordel.

Ministre ”udnævnt” inden valget
Den anden store overraskelse i valgkampens slutspurt står Femstjernebevægelsen for. Deres bud på en kommende premierminister, den 31-årige Luigi Di Maio, har offentliggjort, og afleveret partiets ministerliste til den italienske præsident Sergio Mattarella, fire dage før valget.


Luigi Di Maio ( Foto: Wikimedia Commons.)

Det er ikke nyt, at Femstjernebevægelsen bryder alle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på den politiske scene. Det er faktisk en form for varemærke for bevægelsen at gøre oprør mod både skrevne og uskrevne regler.

Fra de gamle partier er der forargelse og latterliggørelse over det overmod ministerlisten præsenterer. Der tales også netop om manglende respekt for spillereglerne.
Formelt har listen ingen praktisk betydning. Præsidenten bestemmer suverænt, hvem han beder om at danne regering, når de indledende møder er gennemført efter valget.
Men overfor vælgerne har Femstjernebevægelsen så endnu engang bekræftet, at de netop ér anderledes end de gamle politikere og partier, som de over én kam kalder for skiftevis korrupte, utroværdige medlemmer af en kaste, der deler privilegier ud til hinanden. Den form for provokation elsker protestpartiets vælgere simpelthen.
Udover provokation med at udnævne en regering inden valget, så står Femstjernebevægelsen som nævnt til at blive landets største parti, og i deres optik har præsident Mattarella derfor en forpligtigelse til at bede dem om at danne regering.

40 procent proteststemmer i uofficiel meningsmåling
Det er forbudt at offentliggøre meningsmålinger de sidste to uger op til et italiensk valg, men Luigi Di Maio citerede ved offentliggørelsen af partiets ministerliste uofficielle meningsmålinger, der ifølge ham ville give Femstjernebevægelsen hele 40 procent af stemmerne.
Med den nye valglov, der også indeholder en spærregrænse på tre procent for de mindre partier, regnes det med at 38-39 procent af stemmerne sikrer et parti eller en koalition flertal i parlamentet.
Centrum-højre koalitionen har i det officielle meningsmålinger ligget omkring 36-37 procent, Femstjernebevægelsen alene omkring 26-27 procent, mens regeringspartiet Partito Demokrati står til en vælgerlussing med kun omkring 22-24 procent af stemmerne.
Venstrefløjsudbryderne i partiet Frie og Lige/Liberi e Uguali, der tæller tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pierluigi Bersani, har ikke villet indgå i en teknisk valgkoalition med Det Demokratiske Parti. De har dermed gjort det endnu sværere for partileder og premierministerkandidat Matteo Renzi.
Det har så også været deres erklærede mål, for venstrefløjen af Det Demokratisk Parti og udbryderne i Frie og Lige anser Renzi for at være en overdrevent liberalt indstillet klasseforædder. Her er magtkampen om Partito Democaticos fremtid allerede gået i gang endnu inden valgresultatet. Matteo Renzi har meddelt, at han bliver uanset valgresultatet, men den afgående premierminister Paolo Gentilonis støtter er i fuld gang med at lave kampagne for ham. Blandt støtterne er tidligere premierminister og EU-formand Romano Prodi, tidligere premierminister Enrico Letta og tidligere præsident Napolitano.

De vilde scenarier efter valget
Tror man på de officielle meningsmålinger de seneste måneder op til valget står centrum-højre altså til at blive valgets vinder. Men netop den nye valglov har forårsaget mange spekulationer på alternative løsninger, hvis resultatet bliver grumset, og Berlusconi og hans allierede ikke opnår et levedygtigt flertal i parlamentet.

Gentiloni fortsætter som overgangsregering
Nogle politiske kommentatorer taler allerede nu åbent om at lade Gentilonis regering fortsætte som en overgangsregering, der skal lave endnu en ny valglov, der kan sikre en sikker vinder af et nyvalg i løbet af 2018.
Det scenarie skræmmer, fordi det betyder et lammet Italien de kommende måneder. Det er det værste der kan ske lige nu, hvor de økonomiske nøgletal omsider har fået et lille plus foran. Der ér lavet arbejdsmarkedsreformer, der har skabt arbejdspladser. Statsgælden er blevet stabiliseret, men væksten halter stadig bagud i forhold til EU-gennemsnittet.
Matteo Renzi har overordnet ført en meget sober og faktuel valgkampagne netop på baggrund af de opnåede resultater de seneste fem år.
Men italienerne tror ikke på, at landet for alvor er på vej ud af den økonomiske krise.
De fleste italienere oplever stadig, at deres børn har svært ved at få fast arbejde. De har også stadig færre penge til rådighed end for ti år siden, og det ofte gentagne tal om de over 620.000 immigranter og asylansøgere, der er kommet over havet de seneste fem år, gør ikke deres tillid til fremtiden større.

En sprængt centrum-højre koalition
Andre iagttagere forudser en sprængning af centrum-højrekoalitionen.
I det ene scenarie ser nogle det som en mulighed, at Berlusconi og Forza Italia simpelthen bliver enige med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti om en bred regering hen over midten med det erklærede formål at holde Femstjernebevægelsen væk fra magten.
“Renzisconi” kaldes den mulighed i daglig tale.
Den nuværende valglov er et eksempel på at de kan samarbejde. Valgloven er nemlig specialdesignet til netop at bremse protestpartiet.

Et ukendt ægteskab mellem Lega og Femstjernebevægelsen
Andre spekulerer i, at Matteo Salvini og Lega kan række ud efter magten i samarbejde med Femstjernebevægelsen. De to partier har deres EU-skepsis tilfælles, men ellers er det svært at vide, hvordan et regeringsprogram vil se ud for den konstellation. Vi ved nemlig stadig ikke, hvor Femstjernebevægelsen står i store spørgsmål, som for eksempel i spørgsmålet om den indvandring, der har været det helt store emne i valgkampen.
Matteo Salvini selv afviser, at han vil samarbejde med Femstjernebevægelsen, men den slags sceneskift er tidligere set i Italien.

Og så er der vejrets rolle
Meningsmålingerne har også vist, at der bliver flere og flere vælgere, der helt op til valget stadig ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. Man frygter den laveste deltagelse i parlamentsvalget siden det første demokratiske valg i den italienske republik i 1948. Nogle forduser, at stemmeprocenten denne gang ender under 70 procent, hvor den for fem år siden var 75 procent, og for ti år siden i 2008 var på 80,5 procent.

Normalt undgår man parlamentsvalg om sommeren i Italien, for dér foretrækker folk at tage til havet i weekenderne.
Denne vinter er store dele af landet ramt af en sibirisk kuldebølge der, hvis den fortsætter i weekenden, kan betyde at mange af de ubeslutsomme vælger at tilbringe hele søndagen hjemme i den varme stue fremfor at kæmpe sig frem i sneen til de notorisk halvkolde italienske folkeskoler, der fungerer som valglokaler.

Valgkampen slutter officielt ved midnat fredag den 2. marts. Derefter er lørdag politisk hviledag både i medierne og på gaderne, hvor partierne har haft deres valgboder til at stå. Valgstederne åbner søndag fra klokken 7 til klokken 23.
46.604.925 italienere over 18 år kan stemme til Deputeretkammeret, mens 42.871.424 vælgere på 25 år og derover kan stemme til Senatet.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

PARLAMENTSVALG 2018: Væksten halter, men italienerne er sunde

Farvel – i hvert tilfælde foreløbigt – til ministerpræsident Paolo Gentiloni >>, hvis afskedstale med de økonomiske nøgletal for Italien efter fem år med tre regeringsledere fra Partito Democratico, kom igennem, og bestod, et faktatjek. 

Italien skal til valg den 4. marts 2018, fem år og en uge efter seneste parlamentsvalg den 24. og 24. februar 2013.
Efter valget i februar 2013 var universitetsprofessor Enrico Letta regeringsleder fra 28. april til 22. februar 2014. Fra 22. februar 2014 til og indtil 12. december 2016, hvor han gik af efter at have sat sit mandat ind på et ja til en folkeafstemning om ændringer af Senatets opgaver, var Matteo Renzo regeringsleder. Og Gentiloni sad så lidt over et år, inden den naturlige afslutning på den fem-årige valperiode.

Renzi er kandidat, men Gentiloni ses af mange som PDs redningsmand

Renzi blev ved et primærvalg den 30. april 2017 igen Partito Democraticos (PD) kandidat som regeringsleder. Næsten to millioner stemte ved primærvalget, og 70 procent satte deres kryds ved Renzi. Men det betyder ikke, at store dele af det meget splittede parti i virkeligheden heller vil havde den pragmatiske Gentiloni som leder af en ny regering.

…artiklen fortsætter under reklamen

Sidst tale i parlamentet

Inden valget blev udskrevet holdte Gentiloni i torsdags også sin afsluttende tale i parlamentet for året 2017.
Talen er blevet nærlæst og faktakontrolleret af det italienske nyhedsbureau AGI, og kan derfor anvendes som en beskrivelse af, hvilket Italien der nu skal til valg.
Gentiloni lagde i sin tale vægt på at beskrive hele valgperioden, og ikke kun det sidste år han selv har været ved roret.


Printscreen fra Gentilonis afskedstale

Væksten halter

Økonomi i alle afskygninger fyldte talen, og Gentiloni måtte konstatere, at væksten i Italien stadig er under Euro-landenes gennemsnit. I 2012 lå italien 1,9 procentpoint efter gennemsnittet, mens dette tal nu er nede på 0,7 procentpoint. Den udregning accepterer nyhedsbureauet i deres faktatjek, dog med den tilføjelse, at det klart er til Italiens fordel at sammenligne sig med Euro-landene fremfor med alle EU-lande.

I talen hævdede Gentiloni, det offentlige budgetunderskud, der var 3 procent i forhold til BNP i 2013 vil være reduceret til 1,6 procent i 2018. Rent faktisk vil budgetunderskuddet med den netop vedtagne finanslov ifølge den Internationale Monetære Fond komme helt ned på 1,3 procent i forhold til BNP, men Gentilonis skøn er mere forsigtigt, fordi man ved der undervejs kommer fordyrende budgetjusteringer, hvorfor målet for 2018 er de 1,6 procent.

Dumpet i beregningen af genskabte arbejdspladser

Gentiloni hævede også, at der i regeringsperioden var blevet genskabt en million tabte arbejdspladser, hvoraf størstedelen er uden tidsbegrænsning.
For mange italienere er en tidsbegrænset arbejdskontrakt ikke et rigtigt arbejde. I årtier var en ansættelseskontrakt nærmest en livsforsikring. Reglerne for at fyre og for tidsbegrænsede kontrakter på arbejdsmarkedet er blevet blødt op siden årtusindskiftet, men psykologisk har brede dele af befolkningen endnu ikke fordøjet disse forandringer.
Nyhedsbureauet AGI understreger da også i deres faktatjek, at de allerede i oktober >> tilbageviste en påstand fra premierministerkandidaten Matteo Renzi, der som Gentiloni i torsdag hævdede, at flertallet af de nye arbejdspladser var blivende og tidsubestemte.

Flere i arbejde

Diskussionen om, hvorvidt arbejdspladserne er blivende eller tidsbegrænsede ændrer dog ikke ved, at der i dag er knap en million flere, der er i arbejde.

Den officielle statistik fra Istat optalte i oktober 2017 23.082.000 italienere i arbejde. I maj 2013 sagde Istat, der var 22.162.000 i arbejde. I de fem første år af krisen forsvandt der i øvrigt endnu en million arbejdspladser i Italien, som altså endnu ikke er genskabt.

I 2007, året før den økonomiske krise, var arbejdsløsheden i Italien på 6,1 procent. Det tal var i 2013 oppe på 12,2 procent, mens tallet i tredje kvartal 2017 var nede på 11,2 procent.

Industrieksport under lup

AGI har også taget fat i sætningen “Italien er en af verdens fire fem giganter når det handler om industriel eksport”.
Det italienske Ministerium for Økonomisk Udvikling sætter selv Italien på en 9. plads på hitlisten over verdens vigtigste eksportnationer.
OECD placerer Italien som nummer otte, mens Industriens Arbejdsgivere i Italien (Confindustria) i november 2017 satte Italien på en syvendeplads. Disse tal handler dog om alle former for eksport, og ikke kun fremstillingsindustrien.
AGIs tal, der dog stammer fra 2014, placerer Italien som verdens sjettestørste eksportør af industriprodukter.
Hvorom alting er, så steg den samlede italienske eksport i de første ti måneder af 2017 med hele  7,1 procent i forhold til 2016, og eksporten af industriprodukter steg med 11,3 procent.

Bogstaveligt talt et sundt land

”Italien er det sundeste land i verden”, dristede Gentiloni sig også til at sige, og det var ikke ment på hverken økonomien, statsfinanserne eller arbejdsløsheden, men skulle derimod tages helt bogstaveligt.
Det viser sig, at han citerer en rapport fra Bloomberg >>, der har set på blandt andet levealder, blodtryk, kolesterol, mentale problemer og misbrugsproblemer.
Undersøgelsen fra marts 2017 sætter italienerne øverst i sundhedsindekset med 93,11 point, foran Island med 91,21 og Schweiz 90,75.


Bloombergs artikel om en kæmpende økonomi med sunde indbyggere

Alt i alt vurderer nyhedsbureauet AGI, at deres faktatjek af Gentilonis afskedstale – for denne regering – får karakteren bestået.

Og så går valgkampen i gang…
…fortsættes her på italiamo.dk

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

By framino from Bologna, Italia (_MG_0126.JPG) [CC BY-SA 2.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0)], via Wikimedia Commons

Paolo Gentiloni: Lodenfrakke, sixpence og langsom tale

Paolo Gentiloni (62 år) er fra den 12. december Italiens premierminister nummer 64 siden republikkens første valg i 1948.
Gentiloni beskrives som en lidt grå personlighed, der taler med nærmest præsteagtig langsommelighed. Han er en af Matteo Renzis støtter, kommer fra en adelsfamilie i Rom, hvor han fik en ultraklassisk katolsk opdragelse. Som helt ung var han aktivist på den yderste venstrefløj, men hans vej mod den moderate midte i italiensk politik begyndte allerede i 1970´erne.


Gentilonis tale til pressen, da han den 11. december blev bedt om at danne regering.
(Klik “salta annuncio” for at skippe reklamen 🙂 )

En adelsmand i Chigi Paladset
Gentilonis familie er fra Tolentino i Macerate provinsen Marche-regionen.
Famliens adelige navn er Gentiloni Silveri, og grevetitlen blev tildelt i 1778 af hertug Ferdinando af Parma.

..artiklen fortsætter under annoncen

Gentiloni blev udnævnt til æresborger i Tolentino i 2015, fordi “har bevaret et tæt bånd til sine værdsatte forfærdres fødeby”, som det hed i udnævnelsen.

By framino from Bologna, Italia (_MG_0126.JPG) [CC BY-SA 2.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0)], via Wikimedia Commons

Studenterpolitiker i lodenfrakke og sixpence
Som 16-årig i 1970 deltog han i besættelsen af sit gymnasiuem – Liceo Tasso – i Rom, og i december samme år stak han simpelthen af hjemmefra for at deltage i en demonstration i Milano, hvor han møder den legendariske Mario Capanna fra Studenterbevægelsen.
Senere bliver han aktiv i Democrazia Proletaria – Demokratisk Proletariat, der sidenhen kaldes “Partito di Unità Proletaria per il Comunismo”.
Gentiloni gik dog ikke i den klassiske grønne ”parka-coat”. Denne tunge jakke, der ofte var udstyret med et inderfor, der kunne ”klipses” af, var ellers i 1970´erne nærmest en uniform for de politisk aktive studerende på venstrefløjen.
Gentiloni derimod gik i tyrolsk inspireret Lodenfrakke med tilhørende tørklæde og sixpence-kasket. Det var de romerske studenterpolitikeres ”varemærke”, skriver Carmine Fotia på Unita.tv om den kommende regeringsleder.

Moderat i en ekstrem tid
De romerske studenterpolitikere var mere intellektuelle og knap så ”fysiske” som de norditalienske, fortæller Fotia. Han konstaterer også i sit portræt, at Gentiloni blev regnet for en moderat i en ekstrem tid. Gentiloni var blandt de første, der i midten af 1970´erne sagde fra, da en del af studenterbevægelserne forandrede sig og begyndte den voldelige kamp, der i dag kaldes for ”terrorismene blyår”.

På miljøets side i 1980´erne
Stadig på den venstrefløjen bliver han venner med Ermete Realacci og den grønne Chicco Testa, som i 1984 får ham med i ledelsen af det spirende miljøparti La Nuova Ecologia – Den Nye Økologi.
Gentiloni, der er cand. polit. arbejder som journalist, og er i otte år chefredatør for Legambiente – Miljøligaens – månedsblad. Her møder han den senere borgmester i Rom Francesco Rutelli, hvis talsmand han er fra 1993.

Parlementsmedlem, borgmesterkandidat og udenrigsminister
Han blev første gang valgt til det italienske parlament i 2001 for Margherita-bevægelsen. Fra 2006 til 2008 var han kommunikationsminister i Romano Prodis Partito Democratico regering.
I 2010 “opdager” han Firenzes borgmester Matteo Renzi, som han siden har støttet ubetinget.
I 2013 stiller han op som borgmesterkandidat i Rom, men ender på en tredjeplads med 15 procent af stemmerne.
Gentiloni overtog posten som udenrigsminister den 31. oktober 2014, da Federica Mogherini blev udnævnt som EUs udenrigsminister.
Han er gift med arkitekten Emanuela Mauro. Parret har ikke børn.

https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/

“Kopi-regering”, “Renzi 2″ eller bare regering nummer 64

Mandag aften den 12. december forelagde Paolo Gentiloni sin ministerliste for præsident Sergio Mattarella. Den nye regering består af 18 ministre og én magtfuld viceminister. 14 var også ministre i Renzis regering, seks er kvinder, og fem er nye ansigter.
Der er helt objektivt ikke tale om epokegørende ændringer, og oppositionen har været lynhurtig til at finde øgenavne, og til hånligt at anvende det klassiske citat fra romanen Leoparden: ”Alt skal forandres, så at alt kan forblive, som det er”.

Brandslukkeren overtager efter brandstifteren
Gentiloni selv skjuler ikke, at han vil videreføre Renzis politiske linje.
Den personlige stil bliver dog en helt anden. Som en politisk kommentator udtrykker det, så var Renzi en vild brandstifter, mens Gentiloni er en rolig brandslukker.

..artiklen fortsætter under annoncen

Til dem, der beskylder Gentiloni for at have skabt en copycat-regering, er svaret, at præsidentrunden viste “at der ikke var disponibiltet til at dele ansvaret for en bredere regering blandt de største oppositionspartier”, og at han derfor var tvunget til at manøvrere “indenfor rammerne af den afgående regerings flertal”.

	https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/

Den vigtigste ændring er den tidligere indenrigsminister Angelino Alfanos forfremmelse til udenrigsminister. Alfano, der for længe siden var Silvio Berlusconis kronprins, leder i dag regeringspartiet Nuovo Centrodestra (NCD), Nyt Centrumhøjre. Partiet beholder også den omstridte sundhedsminister Beatrice Lorenzin >>.

Renzi strofaste væbnere i den nye regering 
På det officielle foto af den nye regering bemærker politiske kommentatorer, at præsident Mattarella som forventet står på regeringslederens højre side, mens den nyudnævnte sportsminister, og ikke som normalt indenrigsministeren, står på Gentilonis venstre side.
Sportsministeren er Luca Lotti, og han betegnes som en af den afgåede regeringsleder Matteo Renzis tro væbnere.
Renzi, der ikke er medlem af parlamentet, har officielt intet med den nye regering at gøre. Udover sportsminister Lotti, så anses udnævnelsen af den afgående reformminister Maria Elena Boschi på posten som magtfuld viceminister også som Renzis fingeraftryk på Gentilonis regering.

Gentiloni får brug for alle stemmer i Senatet onsdag
Klokken 11 tirsdag formiddag skal Deputeretkammeret sige ja til den nye regering.
Det sker sandsynligvis med en bred margen, da koalitionen med Partito Democratico (PD) ved valget i februar 2013 indkasserede den daværende valglovs flertalspræmie, og derfor satte sig på 340 ud af kammerets 630 deputerede.
Senatet skal stemme i morgen onsdag. Her bliver der brug for alle stemmer, da de 315 senatorer er fordelt proportionalt. Nogle af PDs senatorer har nemlig meddelt, at de ikke vil støtteregeringen, og måske bliver der ligefrem brug for stemmerne fra de fem præsidentudnævnte livstidssenatorer >>.

Der kommer næppe et hurtigt parlamentsvalg
Officielt er Gentilonis opgave at få en ny valglov på plads, fordi den nuværende valglov blev designet til at passe til et ”ja” ved folkeafstemningen om forfatningsændringerne den 4. december.
Resultatet blev jo et klart nej, og nu har Italien altså en valglov, der ikke ”passer til” en uændret status mellem de to kamre, Deputeretkammeret og Senatet, i parlamentet.
Derudover vil Forfatningsdomstolen sandsynligvis den 24. januar erklære denne i forvejen ubrugelige valglov for forfatningsstridig, fordi den ville have indført to valgrunder for Deputeretkammeret, og tildele en flertalspræmie efter anden valgrunde.
Der skal med andre ord meget hurtigt produceres og vedtages en ny valglov, hvis regeringen skal udskrive valg i begyndelsen af 2017.
Men listen over hastesager er også lang, og Gentiloni og hans regering kan ikke nøjes med kun at lave en ny valglov. Bankkrisen, der for alvor er ved at ramme Italien lige nu, hjælp til de jordskælvsramte områder, hele spørgsmålet om asylansøgere og indvandrere,  og forholdet til Europa er alle spørgsmål, der ikke kan tåle at ligge stille i måneder.
Der er også vigtige internationale aftaler i de kommende måneders kalender, som allerede i dag holdes frem som en forklaring eller en undskyldning for, at et hurtigt valg nok ikke bliver til noget.
Den 26. og 27. maj er Italien vært for G7-topmødet i Taormina på Sicilien, og det anses allerede nu for sandsynligt, at Gentiloni bliver vært ved det møde.

Renzi har stadig flertallet bag sig i Partito Democratico
Et mindretal på venstrefløjen af Partito Democratico har aldrig lagt skjul på deres modstand mod partileder Matteo Renzi. De krævede efter nederlaget ved folkeafstemningen også hans afgang som partileder.
Men et hurtigt valg er så absolut heller ikke i deres interesse. De har simpelthen ikke en kandidat, der vil kunne slå Renzi ved et hurtigt primærvalg, og derfor vil det også passe den interne opposition at have mere tid inden et valg.

Man kan ikke stemme om sommeren
Efter G7-mødet står sommeren for døren, og man har en slags konsensus om, at italienerne simpelthen ikke kan stemme, når det er varmt, og foretrækker stranden fremfor stemmeboksen.
Efter sommerferien er det vigtigt at få næste års finanslov på plads.
Med andre ord, så er der en reel mulighed for, at ”den rolige brandslukker” ender med at fortsætte indtil den femårige valgperiode når sin naturlige afslutning i februar 2018.

FOTO: https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/