Indlæg

PARLAMENTSVALG 2018: Væksten halter, men italienerne er sunde

Farvel – i hvert tilfælde foreløbigt – til ministerpræsident Paolo Gentiloni, hvis afskedstale med de økonomiske nøgletal for Italien efter fem år med tre regeringsledere fra Partito Democratico, kom igennem, og bestod, et faktatjek. 

Italien skal til valg den 4. marts 2018, fem år og en uge efter seneste parlamentsvalg den 24. og 24. februar 2013.
Efter valget i februar 2013 var universitetsprofessor Enrico Letta regeringsleder fra 28. april til 22. februar 2014. Fra 22. februar 2014 til og indtil 12. december 2016, hvor han gik af efter at have sat sit mandat ind på et ja til en folkeafstemning om ændringer af Senatets opgaver, var Matteo Renzo regeringsleder. Og Gentiloni sad så lidt over et år, inden den naturlige afslutning på den fem-årige valperiode.

Renzi er kandidat, men Gentiloni ses af mange som PDs redningsmand

Renzi blev ved et primærvalg den 30. april 2017 igen Partito Democraticos (PD) kandidat som regeringsleder. Næsten to millioner stemte ved primærvalget, og 70 procent satte deres kryds ved Renzi. Men det betyder ikke, at store dele af det meget splittede parti i virkeligheden heller vil havde den pragmatiske Gentiloni som leder af en ny regering.

Sidst tale i parlamentet

Inden valget blev udskrevet holdte Gentiloni i torsdags også sin afsluttende tale i parlamentet for året 2017.
Talen er blevet nærlæst og faktakontrolleret af det italienske nyhedsbureau AGI, og kan derfor anvendes som en beskrivelse af, hvilket Italien der nu skal til valg.
Gentiloni lagde i sin tale vægt på at beskrive hele valgperioden, og ikke kun det sidste år han selv har været ved roret.


Printscreen fra Gentilonis afskedstale

Væksten halter

Økonomi i alle afskygninger fyldte talen, og Gentiloni måtte konstatere, at væksten i Italien stadig er under Euro-landenes gennemsnit. I 2012 lå italien 1,9 procentpoint efter gennemsnittet, mens dette tal nu er nede på 0,7 procentpoint. Den udregning accepterer nyhedsbureauet i deres faktatjek, dog med den tilføjelse, at det klart er til Italiens fordel at sammenligne sig med Euro-landene fremfor med alle EU-lande.

I talen hævdede Gentiloni, det offentlige budgetunderskud, der var 3 procent i forhold til BNP i 2013 vil være reduceret til 1,6 procent i 2018. Rent faktisk vil budgetunderskuddet med den netop vedtagne finanslov ifølge den Internationale Monetære Fond komme helt ned på 1,3 procent i forhold til BNP, men Gentilonis skøn er mere forsigtigt, fordi man ved der undervejs kommer fordyrende budgetjusteringer, hvorfor målet for 2018 er de 1,6 procent.

Dumpet i beregningen af genskabte arbejdspladser

Gentiloni hævede også, at der i regeringsperioden var blevet genskabt en million tabte arbejdspladser, hvoraf størstedelen er uden tidsbegrænsning.
For mange italienere er en tidsbegrænset arbejdskontrakt ikke et rigtigt arbejde. I årtier var en ansættelseskontrakt nærmest en livsforsikring. Reglerne for at fyre og for tidsbegrænsede kontrakter på arbejdsmarkedet er blevet blødt op siden årtusindskiftet, men psykologisk har brede dele af befolkningen endnu ikke fordøjet disse forandringer.
Nyhedsbureauet AGI understreger da også i deres faktatjek, at de allerede i oktober tilbageviste en påstand fra premierministerkandidaten Matteo Renzi, der som Gentiloni i torsdag hævdede, at flertallet af de nye arbejdspladser var blivende og tidsubestemte.

Flere i arbejde

Diskussionen om, hvorvidt arbejdspladserne er blivende eller tidsbegrænsede ændrer dog ikke ved, at der i dag er knap en million flere, der er i arbejde.

Den officielle statistik fra Istat optalte i oktober 2017 23.082.000 italienere i arbejde. I maj 2013 sagde Istat, der var 22.162.000 i arbejde. I de fem første år af krisen forsvandt der i øvrigt endnu en million arbejdspladser i Italien, som altså endnu ikke er genskabt.

I 2007, året før den økonomiske krise, var arbejdsløsheden i Italien på 6,1 procent. Det tal var i 2013 oppe på 12,2 procent, mens tallet i tredje kvartal 2017 var nede på 11,2 procent.

Industrieksport under lup

AGI har også taget fat i sætningen “Italien er en af verdens fire fem giganter når det handler om industriel eksport”.
Det italienske Ministerium for Økonomisk Udvikling sætter selv Italien på en 9. plads på hitlisten over verdens vigtigste eksportnationer.
OECD placerer Italien som nummer otte, mens Industriens Arbejdsgivere i Italien (Confindustria) i november 2017 satte Italien på en syvendeplads. Disse tal handler dog om alle former for eksport, og ikke kun fremstillingsindustrien.
AGIs tal, der dog stammer fra 2014, placerer Italien som verdens sjettestørste eksportør af industriprodukter.
Hvorom alting er, så steg den samlede italienske eksport i de første ti måneder af 2017 med hele  7,1 procent i forhold til 2016, og eksporten af industriprodukter steg med 11,3 procent.

Bogstaveligt talt et sundt land

”Italien er det sundeste land i verden”, dristede Gentiloni sig også til at sige, og det var ikke ment på hverken økonomien, statsfinanserne eller arbejdsløsheden, men skulle derimod tages helt bogstaveligt.
Det viser sig, at han citerer en rapport fra Bloomberg, der har set på blandt andet levealder, blodtryk, kolesterol, mentale problemer og misbrugsproblemer.
Undersøgelsen fra marts 2017 sætter italienerne øverst i sundhedsindekset med 93,11 point, foran Island med 91,21 og Schweiz 90,75.


Bloombergs artikel om en kæmpende økonomi med sunde indbyggere

Alt i alt vurderer nyhedsbureauet AGI, at deres faktatjek af Gentilonis afskedstale – for denne regering – får karakteren bestået.

Og så går valgkampen i gang…
…fortsættes her på italiamo.dk

By framino from Bologna, Italia (_MG_0126.JPG) [CC BY-SA 2.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0)], via Wikimedia Commons

Paolo Gentiloni: Lodenfrakke, sixpence og langsom tale

Paolo Gentiloni (62 år) er fra den 12. december Italiens premierminister nummer 64 siden republikkens første valg i 1948.
Gentiloni beskrives som en lidt grå personlighed, der taler med nærmest præsteagtig langsommelighed. Han er en af Matteo Renzis støtter, kommer fra en adelsfamilie i Rom, hvor han fik en ultraklassisk katolsk opdragelse. Som helt ung var han aktivist på den yderste venstrefløj, men hans vej mod den moderate midte i italiensk politik begyndte allerede i 1970´erne.


Gentilonis tale til pressen, da han den 11. december blev bedt om at danne regering.
(Klik “salta annuncio” for at skippe reklamen 🙂 )

En adelsmand i Chigi Paladset
Gentilonis familie er fra Tolentino i Macerate provinsen Marche-regionen.
Famliens adelige navn er Gentiloni Silveri, og grevetitlen blev tildelt i 1778 af hertug Ferdinando af Parma.

..artiklen fortsætter under annoncen

Gentiloni blev udnævnt til æresborger i Tolentino i 2015, fordi “har bevaret et tæt bånd til sine værdsatte forfærdres fødeby”, som det hed i udnævnelsen.

By framino from Bologna, Italia (_MG_0126.JPG) [CC BY-SA 2.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0)], via Wikimedia Commons

Studenterpolitiker i lodenfrakke og sixpence
Som 16-årig i 1970 deltog han i besættelsen af sit gymnasiuem – Liceo Tasso – i Rom, og i december samme år stak han simpelthen af hjemmefra for at deltage i en demonstration i Milano, hvor han møder den legendariske Mario Capanna fra Studenterbevægelsen.
Senere bliver han aktiv i Democrazia Proletaria – Demokratisk Proletariat, der sidenhen kaldes “Partito di Unità Proletaria per il Comunismo”.
Gentiloni gik dog ikke i den klassiske grønne ”parka-coat”. Denne tunge jakke, der ofte var udstyret med et inderfor, der kunne ”klipses” af, var ellers i 1970´erne nærmest en uniform for de politisk aktive studerende på venstrefløjen.
Gentiloni derimod gik i tyrolsk inspireret Lodenfrakke med tilhørende tørklæde og sixpence-kasket. Det var de romerske studenterpolitikeres ”varemærke”, skriver Carmine Fotia på Unita.tv om den kommende regeringsleder.

Moderat i en ekstrem tid
De romerske studenterpolitikere var mere intellektuelle og knap så ”fysiske” som de norditalienske, fortæller Fotia. Han konstaterer også i sit portræt, at Gentiloni blev regnet for en moderat i en ekstrem tid. Gentiloni var blandt de første, der i midten af 1970´erne sagde fra, da en del af studenterbevægelserne forandrede sig og begyndte den voldelige kamp, der i dag kaldes for ”terrorismene blyår”.

På miljøets side i 1980´erne
Stadig på den venstrefløjen bliver han venner med Ermete Realacci og den grønne Chicco Testa, som i 1984 får ham med i ledelsen af det spirende miljøparti La Nuova Ecologia – Den Nye Økologi.
Gentiloni, der er cand. polit. arbejder som journalist, og er i otte år chefredatør for Legambiente – Miljøligaens – månedsblad. Her møder han den senere borgmester i Rom Francesco Rutelli, hvis talsmand han er fra 1993.

Parlementsmedlem, borgmesterkandidat og udenrigsminister
Han blev første gang valgt til det italienske parlament i 2001 for Margherita-bevægelsen. Fra 2006 til 2008 var han kommunikationsminister i Romano Prodis Partito Democratico regering.
I 2010 “opdager” han Firenzes borgmester Matteo Renzi, som han siden har støttet ubetinget.
I 2013 stiller han op som borgmesterkandidat i Rom, men ender på en tredjeplads med 15 procent af stemmerne.
Gentiloni overtog posten som udenrigsminister den 31. oktober 2014, da Federica Mogherini blev udnævnt som EUs udenrigsminister.
Han er gift med arkitekten Emanuela Mauro. Parret har ikke børn.

https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/

“Kopi-regering”, “Renzi 2″ eller bare regering nummer 64

Mandag aften den 12. december forelagde Paolo Gentiloni sin ministerliste for præsident Sergio Mattarella. Den nye regering består af 18 ministre og én magtfuld viceminister. 14 var også ministre i Renzis regering, seks er kvinder, og fem er nye ansigter.
Der er helt objektivt ikke tale om epokegørende ændringer, og oppositionen har været lynhurtig til at finde øgenavne, og til hånligt at anvende det klassiske citat fra romanen Leoparden: ”Alt skal forandres, så at alt kan forblive, som det er”.

Brandslukkeren overtager efter brandstifteren
Gentiloni selv skjuler ikke, at han vil videreføre Renzis politiske linje.
Den personlige stil bliver dog en helt anden. Som en politisk kommentator udtrykker det, så var Renzi en vild brandstifter, mens Gentiloni er en rolig brandslukker.

..artiklen fortsætter under annoncen

Til dem, der beskylder Gentiloni for at have skabt en copycat-regering, er svaret, at præsidentrunden viste “at der ikke var disponibiltet til at dele ansvaret for en bredere regering blandt de største oppositionspartier”, og at han derfor var tvunget til at manøvrere “indenfor rammerne af den afgående regerings flertal”.

	https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/

Den vigtigste ændring er den tidligere indenrigsminister Angelino Alfanos forfremmelse til udenrigsminister. Alfano, der for længe siden var Silvio Berlusconis kronprins, leder i dag regeringspartiet Nuovo Centrodestra (NCD), Nyt Centrumhøjre. Partiet beholder også den omstridte sundhedsminister Beatrice Lorenzin >>.

Renzi strofaste væbnere i den nye regering 
På det officielle foto af den nye regering bemærker politiske kommentatorer, at præsident Mattarella som forventet står på regeringslederens højre side, mens den nyudnævnte sportsminister, og ikke som normalt indenrigsministeren, står på Gentilonis venstre side.
Sportsministeren er Luca Lotti, og han betegnes som en af den afgåede regeringsleder Matteo Renzis tro væbnere.
Renzi, der ikke er medlem af parlamentet, har officielt intet med den nye regering at gøre. Udover sportsminister Lotti, så anses udnævnelsen af den afgående reformminister Maria Elena Boschi på posten som magtfuld viceminister også som Renzis fingeraftryk på Gentilonis regering.

Gentiloni får brug for alle stemmer i Senatet onsdag
Klokken 11 tirsdag formiddag skal Deputeretkammeret sige ja til den nye regering.
Det sker sandsynligvis med en bred margen, da koalitionen med Partito Democratico (PD) ved valget i februar 2013 indkasserede den daværende valglovs flertalspræmie, og derfor satte sig på 340 ud af kammerets 630 deputerede.
Senatet skal stemme i morgen onsdag. Her bliver der brug for alle stemmer, da de 315 senatorer er fordelt proportionalt. Nogle af PDs senatorer har nemlig meddelt, at de ikke vil støtteregeringen, og måske bliver der ligefrem brug for stemmerne fra de fem præsidentudnævnte livstidssenatorer >>.

Der kommer næppe et hurtigt parlamentsvalg
Officielt er Gentilonis opgave at få en ny valglov på plads, fordi den nuværende valglov blev designet til at passe til et ”ja” ved folkeafstemningen om forfatningsændringerne den 4. december.
Resultatet blev jo et klart nej, og nu har Italien altså en valglov, der ikke ”passer til” en uændret status mellem de to kamre, Deputeretkammeret og Senatet, i parlamentet.
Derudover vil Forfatningsdomstolen sandsynligvis den 24. januar erklære denne i forvejen ubrugelige valglov for forfatningsstridig, fordi den ville have indført to valgrunder for Deputeretkammeret, og tildele en flertalspræmie efter anden valgrunde.
Der skal med andre ord meget hurtigt produceres og vedtages en ny valglov, hvis regeringen skal udskrive valg i begyndelsen af 2017.
Men listen over hastesager er også lang, og Gentiloni og hans regering kan ikke nøjes med kun at lave en ny valglov. Bankkrisen, der for alvor er ved at ramme Italien lige nu, hjælp til de jordskælvsramte områder, hele spørgsmålet om asylansøgere og indvandrere,  og forholdet til Europa er alle spørgsmål, der ikke kan tåle at ligge stille i måneder.
Der er også vigtige internationale aftaler i de kommende måneders kalender, som allerede i dag holdes frem som en forklaring eller en undskyldning for, at et hurtigt valg nok ikke bliver til noget.
Den 26. og 27. maj er Italien vært for G7-topmødet i Taormina på Sicilien, og det anses allerede nu for sandsynligt, at Gentiloni bliver vært ved det møde.

Renzi har stadig flertallet bag sig i Partito Democratico
Et mindretal på venstrefløjen af Partito Democratico har aldrig lagt skjul på deres modstand mod partileder Matteo Renzi. De krævede efter nederlaget ved folkeafstemningen også hans afgang som partileder.
Men et hurtigt valg er så absolut heller ikke i deres interesse. De har simpelthen ikke en kandidat, der vil kunne slå Renzi ved et hurtigt primærvalg, og derfor vil det også passe den interne opposition at have mere tid inden et valg.

Man kan ikke stemme om sommeren
Efter G7-mødet står sommeren for døren, og man har en slags konsensus om, at italienerne simpelthen ikke kan stemme, når det er varmt, og foretrækker stranden fremfor stemmeboksen.
Efter sommerferien er det vigtigt at få næste års finanslov på plads.
Med andre ord, så er der en reel mulighed for, at ”den rolige brandslukker” ender med at fortsætte indtil den femårige valgperiode når sin naturlige afslutning i februar 2018.

FOTO: https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/