Covid-19 har gjort “os lombardere” skrøbelige
7. juli 2020
Jo tak, dét går den rette vej, så absolut.
Men det er ikke ovre.
Det italienske flag på min balkon, mit åndehul under karantænen sammen med hundene, som jeg heldigvis godt måtte lufte, bliver ikke taget ned før der er 0 nye smittede og 0 nye døde i Lombardiet.
Mandag den 6. juli var 111 nye smittede i Lombardiet, 13 flere end dagen før. Og 3 døde.
Det er ikke overstået.
Her kunne jeg se andre mennesker, når naboerne gik ud med affald.
Og heldigvis måtte jeg lufte hundene – indtil 200 meter fra lejligheden.
Her i orkanens første europæiske øje i Lombardiet har pandemien skræmt os, og gjort os sårbare.
Meget mere end I kan forestille jer deroppe i Danmark, hvor der heldigvis blev lukket ned to-tre uger tidligere i smitteforløbet end her hos os.
Vi er stadig lidt skrøbelige.
Vi orker for eksempel ikke flere diskussioner om, hvorvidt masker virker.
Vi bruger dem.
Det er obligatorisk.
Vi ved, at vi dermed beskytter ikke bare os selv, men først og fremmest de svage, de syge og de gamle.
Bare, så I ved det.
Vi begynder nu at komme ud af vores “huler” og mødes igen.
Med afstand.
Og ja, med maske.
Og vi får også stadig taget temperaturen i større supermarkeder.
Næsten hver dag har sin triste historie om en bekendt, nær eller fjern, en slægtning, bekendt eller én i ejendommen, der døde.
16.675 af de indtil nu 34.869 registrerede Corona-dødsfald er sket i Lombardiet. Og alle de ikke-testede, der blev syge før den 21. februar er ikke med i den optælling. Der var virus i spildevandet i Milano allerede i december, ved vi i dag.
Vid også, at her siger de fleste “døde af Corona”.
Selv om gennemsnitsalderen for de afdøde er høj, så er et liv altid et liv i Italien.
Man græder stadig over en død mor på 86, når man ved, man uden Corona kunne have haft hende lidt længere.
Lige dér er de fleste af os hernede også lidt sårbare, når regnearks-fjolserne gør Corona-virus til et cost-benefit-spørgsmål.
Vil du læse mere, kan du her se, hvad jeg håbefuldt skrev om livet efter Corona i slutningen af maj måned i magasinet “Il Ponte”, hvor du i øvrigt altid kan læse spændende artikler om Italien:
Livet efter Corona – måske… >>
“In real life” efter 134…
Og livet ér begyndt igen.
Da vi den 3. juni måtte bevæge os mellem regionerne stak jeg af op til min bjergsø i Trentino-Alto Adige og skiftede hårdt tiltrængt “balkon-udsigten” ud med søen og bjergene.
– balsam for sjæl og krop efter en karantæne i Milano, der varede fra den 24. februar til den 3. juni.
Retur i Milano kunne jeg så omsider mødes “live” med min bedste ven Anders.
134 dage siden sidst.
Som jeg er han ufrivillig arbejdsløs, og hjemme fra jobbet som office manager i Milano for det danske rejsebureau De Angelis Viaggi >>.
Her blev alt jo aflyst, ligesom mine grupperejser med danske turister rundt i Italien.
Vi “leger” nu begge sabbatår, selv om Anders tænker på et muligt efterår og 2021, og jeg begynder at savne danske turister meget.
Det blev altså sommer igen.
En anderledes sommer.
Og vi fortsætter med at passe på!
#endeligsammen ❤️❤️
#speciellevenner
#134dage 🇮🇹
#lifeiswonderfull
#danesinmilan 🇩🇰
#homesweethome
#drinkingchampagne 🥂
–//–