Indlæg

Pasta Amatriciana – med eller uden tomater!

L’amatriciana – eller “matriciana” på romersk dialekt – er en sugo, der stammer fra landsbyen Amatrice.
Amatrice, der blev ramt af et alvorligt jorskælv natten til den 24. august 2016 >>, ligger øst for Rom i den mellemitalienske region Lazio. Indtil 1927 var byen en del af Abruzzo regionen.

Ikke bacon, men kindkød 
Blandt grundingredienserne er der  ikke som mange tror bacon, men derimod små tern eller allerbedst tynde strimler af kindkødet – guanciale – fra grisen, samt Pecorino fåreost og tomatsovs.
Amatriciana-sugo´en serveres ofte med bucatini – altså makeroni med hul i midten – men almindelig spaghetti kan også anvendes, bare de ikke er for tynde.

…opskriften fortsætter under annoncen

Opskrift til fire personer:
320 gram pasta

Tomatsovsen
Tilbered en “soffritto” af 2-3 mellemstore gulerødder, 2 ben blad selleri og 1 mellemstort løg. (  “Soffritto” er tomatsovsens hemmelighed! >> . I “den officielle kommunale opskrift”, bruger man kun flåede tomater. Personligt synes jeg, tomatssovs bliver bedre af at have simret lidt med en god soffritto)

150-200 gram kindkød/guanciale skåret i tynde, korte strimler.

amatriciana_kindkød_500Steg kindkødet ved mellem varme i en god olivenolie i en høj tykbundet pande.
Kødstrimlerne må ikke tage farve og slet ikke blive sprøde. Strimlerne skal derimod afgive fedt  til “sugoén”, og  til slut svitses strimlerne af med et halvt glas hvidvin.

amatriciana_ingredienser

Når tomatsovsen er klar – lad den simre, til den er kogt ind uden hverken at være for flydende eller for kompakt – og pastaen mangler få  minutter i at være kogt hælder du tomatsovsen i den dybe stegpande sammen med kødstykkerne, og steger det hele nogle minutter ved svag varme.
Den originale Amatriciana serveres med friskrevet pecorino-ost >>.

Amatriciana med Bucatini (LPLT / Wikimedia Commons)

Amatriciana med Bucatini (LPLT / Wikimedia Commons)

Før tomaten indtog Europa…
Tomatplanterne kom først til Europa efter at Colombo havde opdaget Amerika´erne  – sådan siger italienerne – i 1492. Inden da lavede hyrderne i Amatrice området den oprindelige ret udelukkende med kindkødet – guanciale – og den lokale Pecorino gedeost.
(Den første opskrift med tomatsovs til pasta blev publiceret som i 1790 i kogebogen  L’Apicio Moderno af Francesco Leonardi. Kilde: Wikipedia)

Antik Amatriciano uden tomat – Hvid Amatriciana
I juli 2016 smagte jeg denne antikke udgave af Amatriciana.
Den kaldes  gricia eller griscia eller bare Amatriciana Bianca.

Hvis Amatriciana med "stor pasta" - de her hedder Paccheri.

Hvid Amatriciana med “stor pasta” – de her hedder Paccheri. (Privatfoto)

Den hvide Gricia Amatriciana tilberedes med 125 gram lagret Guanciale – helst den fra Amatrice, naturligvis! – der skæres i lange tynde strimler.
Strimlerne steges langsomt ved mellem varme i en tykbundet pande med en god olivenolie og svitses derefter af med hvidvin. Den langsomme stegning, der smelter fedtet fra kindkødet er meget vigitgt.
Strimlerne må næsten ikke tage farve, og slet ikke blive stegt sprødt.
Retten serveres med Bucatini eller såkaldt “stor” pasta – her Paccheri – udelukkende med en god revet Pecorino ost og friskkværnet peber henover.

Begge opskrifter – SALSA ALL’AMATRICIANA ROSSA og SALSA ALL’AMATRICIANA BIANCA –  er nedskrevet sort på hvidt af Amatrice kommune. Kommunen er i færd med at få deres verdenskendte ret og den antikke ret anerkendt som  specialiteter med europæisk STG-garanti >>.

Det var sicilianeren Salvatore, der kokkerede den hvide “Gricia”:

Salvatore lavede Paccheri med Gricia - den originale Amatriciana uden tomat.

Salvatore koncentrerer sig om at fremstill Paccheri med Gricia – den originale Amatriciana uden tomat. (Privatfoto)

Ragù fra Napoli – noget helt andet end kødsovs fra Bologna

HISTORIE
Kært barn har mange navne, så denne ret findes på menukortet også som “Ragu napoletano” eller “o’ Rraù” eller “o’ pignato”.
Den store forskel i forhold til Bologna er, at i Napoli bruger man de hele kødstykker, og ikke hakket kød.

Retten er én af de mest kendte fra det napoletanske køkken.
Den er blevet hyldet i digte, sange og på teateret.
Den kendte napoletanske teatermand Eduardo De Filippo har simpelthen ikke mindre end en hyldest til o’ Rraù med i sin kommedie “Sabato,domenica e lunedì”.

ragu_napoli_terracottagryde

Ragù Napoletano – Foto Flickr Copyright blueneurosis

 

“Il ragù non è la carne ca’ pummarola” – det her er ikke bare en tomatsovs, lyder det i Eduardos hyldest.

Der er da også tale om en ikke helt nem ret, der kræver god tid til tilberedning.
Det er en af de retter, der med held kan forberedes dagen før den indtages.

(I Italien kalder man tomatsovs, der koger sammen med kød, for ragù. Uden kød taler vi om en ”sugo”.)

…artiklen fortsætter under annoncen

I følge ærkenapoletaneren Edoardo skal den ægte napolitanske ragù småsimre på et kulfyret blus i mindst seks timer.
Gryden skal være en bred højkantet terracotta-gryde, og kun grydeskeer af træ er tilladt for de, der vil følge hans og min napoletanske madfundamentalistiske veninde Angie Cafieros opskrift – tak til hende for den.

angie_cafiero_it

INGREDIENSER (10-12 personer)
– 1 kg. kalvekød skåret i store tern – “spezzatino di vitello”,
– 2 mellemstore løg,
– 2 liter tomatpuré – den i flaske, ikke koncentrat i tube – passata di pomodoro,
(Du kan i stedet blende 2 liter flåede tomater/tomater i tern – det svarer til 4/5 normale dåser)
– en spiseske tomatkoncentrat,
– 200 gram olivenolie,
– 6 spareribs fra svinekammen – tracchiulelle ,
– 1/4 liter rødvin – helst Gragnano,
– friske basilikum, der tilsættet få minutter inden serveringen, så smagen ikke koger væk
– salt efter behov

ragu_napolitano_pastapinde

O’ Rraù eller O’ pignato – Foto fra “La Cucina Italiana”

O’ Rraù serveres med ”stor kort pasta” – store rillede ”penne” – eller andre store pastatyper som de store makaroni på foto af terracottagryden…

TILBEREDNING:
Angie anbefaler at man tilbereder retten dagen før.

Svits ved ikke for kraftig varme kødstykkerne og de hakkede løg i olivenolien.
Kødet må gerne få en mørk overflade, mens løgene langsomt skal blive gennemsigtige uden at tage farve.

Angie skriver, at netop det, at kødet skal tage farve, og løgenen ikke, kræver, at man er over “skabingen” hele tiden.
Derfor bruger man trægrydeskeen til at undgå, at ingredienserne brænder på, og bader med rødvinen, hvis blandingen bliver for tør.

Man ved, resultatet er fint, hvis løgstykkerne til slut nærmest er forsvundet og blevet til en integreret del af retten.

Når kødet har fået farve, og løgene er opløste, så tilsætter man tomatpure/flåede tomater samt en spiseske tomatkoncentrat, og lidt salt.

Derefter skal ragù´en “pippare”, lige akkurat småsimre, under et låg, der dog ikke dækker hele terracottagryden.

Angie siger mindst tre timer – og man skal være over den, for at undgå, at den kommer til at brænde på.
Og så må den gerne stå, til den dagen efter serveres med ”stor pasta”

Da jeg bad Angie om opskriften kom der flere kommentarer – her et lille udpluk fra de andre gastronomiske napoletanske fundamentalister:
Èn foreslår også at bruge stykker af oksekød, måske endda lidt salsicciapølse, og fortæller at de aflange dåsetomater – Perini -går finttil retten.
Og naturligvis må man tilsætte lidt vand for at undgå, at retten brænder på under den lange langsomme kogning.

BUON APPETITO

-//–

 

Spaghetti Carbonara – den klassiske uden eller med fløde?

DEN KLASSISKE OPSKRIFT PÅ SPAGHETTI CARBONARA
– og en diskussion om “fløde eller ej” fra Facebookgruppen Italiamo.dk & Italy.dk ” >>

INGREDIENSER
4 personer:

150-200 gram kindkød i tern (baconterninger kan også anvendes)

350 gram god spaghetti – ikke den friske, men den tørrede spaghetti!

3 æggeblommer + et helt æg

Revet Pecorino helst – ellers Parmesan ost – rigeligt!!!

Friskkværnet peber

…opskriften fortsætter under annoncen

TILBEREDNING
Rist kindkød/bacontern sprøde

spaghetti_carbonara_1
Pisk æggeblommer og det hele æg sammen med 100 gram revet ost – til det skummer
– fyld friskkværnet sort peber i efter behov

spaghetti_carbonara_2_pecorino
Lad æggeblandingen hvile i den skål du vil servere pastaen i, og lad de sprøde tern blive i den varme pande.

spaghetti_carbonara_3

Når spahettien er næsten færdigkogt og vandet siet fra, blander du æggemassen, bacontern – også med det overskydende fedt! – og spaghetti energisk!

spaghetti_carbonara_4

Serveres med det samme!
– med endnu mere revet ost og friskkværnet peber

BUON APPETITO!

Èn af legenderne om Carbonara taler i øvrigt om en symbiose mellem romerske kokke og amerikanske soldaters feltrationer med bacon og mælkepulver som den ægte oprindelse af retten.
Spaghetti Carbonara kaldes også for Kulsvierpasta.
Historien om Spaghetti Carbonare og alternative opskrifter finder du her.
Inklusive min studenteropskrift UDEN æg, men med Creme Fraiche… Hvad har man dog ikke lavet i tidens løb!!!

http://www.italy.dk/mad/pasta/carbonara.htm

MED ELLER UDEN FLØDE?
…dén diskussion er evigt tilbagevendend.
På Facebookgruppen Italiamo.dk & Italy.dk ” >> , hvor diskussionen bølgede for to år siden, er der rigtigt mange der mener at fløde er en slags dødssynd ikke kun for Spaghetti Carbonara, men i de italienske køkkener i det hele taget.

Kokken Thomas Tviis fra den gastronomiske Bed & Breakfast “Il Ghiottone Umbro” (Den Umbriske Ædedolk >>) tager spørgsmålet som en udfordring:
– Altid uden fløde, det andet er jo snyd! Carbonara er faktisk en af de pasta retter der er sværest at få til at sidde “lige i øjet”, skriver han.

Andre er mere diplomatiske, som Hans Bredahl, hvis italienske ferie-artikler du kan finde her >>:
– Århh, en lille smule kan man vel nok hælde i.

Alex ved Gardasøen synes fløde er ok, og har man ikke det, så er en slat mælk også i orden, og dér afslører han så endnu et spørgsmål, der deler Nord- og Syditalien. Fløde er om ikke elsket, så dog mere accepteret i de norditalienske køkkener.
Det bekræfter Merete, der har feriehus i Abruzzo regionen i Mellemitalien:
– Kommer det ikke lidt an på om man bor mod nord eller mod syd? Jeg ved, at i vores område er det en dødssynd at bruge fløde i noget med pasta.

Liset i Abruzzo – ja hende der også producerer Ekstra Jomfru Olivenolie >> – afslører at hjemme hos hende er det kun manden Pino, der rammer den helt rigtige konsistens:-
– Jeg har godt nok heller aldrig hørt om fløde i pasta carbonara. Her i huset er det kun Pino, der er i stand til at lave den ordentligt. Det laves med guanciale, og hemmeligheden bag den cremede consistens er vistnok omrøring af pasta/æg over meget svagt gasblus – og så et drys persille til sidst – og naturligvis et glas Montepulciano d’Abruzzo til.

Giovanni resumerer dog på smukkeste vis konklusionen af debatten:
– Konklusion må være at man laver den lige som man har lyst til…