Fedtet fritureangreb på italiensk gastronomi
Først var det “Amsterdam Chips”, der skød op som paddehatte i en fugtig skovbund i Milanos “gå-i-byen”-zoner.
Hvad der skulle være så specielt ved pommes frites fra Holland, eller ved hollandsk gastronomi i det hele taget, har jeg stadig ikke fundet ud af. Men jeg kan se ideen. Jo mere alkohol eller sjov tobak, man får indenbords, jo mere påtrængende bliver behovet for vaskeægte junk food med salt og fedt i overdrevne mængder.
…artiklen fortsætter under annoncen
På mine rejser rundt i det italienske sommerland har jeg imidlertid denne sommer set flere af den slags ”pop-up”-spisesteder, hvor alene lugten udenfor illustrerer, at det bestemt ikke er hver dag, der skiftes olie. Den anvendte fritureolie er vel at mærke heller ikke den gode velduftende olivenolie, som benyttes til de skønne friturestegte grøntsager i Toscana. Ved den rigtige temperatur bliver resultatet dér sprøde løgringe, squashblomster og andre virkeligt delikate delikatesser, der slet ikke er fedtede.
Her til morgen vendte det sig bogstaveligt i min mave, da jeg på Corso Porta Nuova i Verona passerede skiltet til endnu et friturehul.
Det var ikke bare stanken fra aftenens og nattens voldtægt af alle gode madprincipper, der var kvalmefremkaldende.
Det var skiltet med ”22 salse”, der slog mig omkuld.
22 forskellige slags sovs, dip og dressing: Det modsatte af italiensk gastronomi.
22 forskellige typer sovs, dip og dresseng, der fuldbyrder mordet på den gode råvare kartoflen med.
Det var simpelthen for meget.
Minderne om 1990’ernes madkulturs sammenstød med min italienske fundamentalist stod pludseligt helt klare.
Han holdt stand mod min trang til at drukne kød i bernaise og andet tyktflydende, og han huskede med rædsel tilbage på sit livs eneste ristede hotdog ”med det hele” under det første besøg i Danmark i 1990.
Italiensk madkultur i én sætning er, at man skal kunne smage den – eller de ganske få – grundingredienser i enhver ret.
Og hvis jeg troede på konspirationsteorier, ville jeg begynde et korstog mod de hollandske pommes frites, og en blitzkrig mod sovsene og dressingerne.
I stedet anstrenger jeg mig for ikke selv at falde i fælden. Den nordeuropæiske trang til ”dip” af enhver art er ikke sådan at slippe af med, heller ikke efter 27 års velvillig integration.
Kommer du til Verona kan jeg varmt anbefale Caffé Monte Baldo mellem gågaderne Mazzini og Borsari.
Italiensk fast food er bare noget helt andet… Her på Caffé Monte Baldo i Verona
Fire små italienske fastfood-sandwich – her med klipfiskemousse, bruschetta med tomat, ansjos og Bresaola med ost plus et glas hvidvin – koster beskedne 10,50 euro, med servering og smukke omgivelser. Det er på den slags steder slaget mod dårlig fastfood udkæmpes.
Og vindes.
Buon appetito.
Glasmontren med Caffé Monte Baldos hapsere til € 1,50 pr. styk og 10 styk for € 12.
Der er også pizzaria, fiskerestaurant og kødrestaurant på Eataly i Milano, og hver måned er en ny restaurant inviteret til at vise sine specialiteter i et lukket restaurantlokale på første sal i butikken.
