Indlæg

Slaraffenland hedder Eatalyworld, og ligger i Bologna

ANMELDELSE – TRE STJERNER UD AF FEM:
Eatalyworld, der åbner for publikum den 15. november i Bologna, er ikke bare verdens første forlystelsespark for madglade gastronauter. Det er også helt konkrete eksempler på madens vej fra jord til bord, og ikke mindst en hyldest til Italiens imponerende biodiversitet,  og til menneskerne bag gastronomien i et land, hvor man stadig taler mere om mad end om vejret.


Indgangen til Eatalyworld er dækket af reoler med italienske æbler og teksten siger, at ”Der findes 1200 typer æbler i Europa. 1000 i Italien, 200 i resten af Europa”. Så er det understreget, at hér fejres madlandet Italien.


Kaffemaskinen fejrer også “the italian way of life” med hver eneste kop kaffe…

Indenfor begynder menneskehedens madrejse med den rituelle espresso-kaffe, og derefter med ilden. Efter kaffebaren ligger én af de fem store multimediale karuseller på Eatalyword. Her handler det om det gastronomiske kvantespring, da mennesket begyndte at tilberede mad over ild.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter ilden kommer svinet.
Den første af 40 fabrikker på FICO – Fabbrica Italiana Contadina, Den Italienske Bondefabrik, som selskabet bag de 100.000 kvadratmeters madmekka officielt hedder – har lufttørrede skinker fra tungsvin på over 160 kilo som hovedperson. Her kan danske anoreksisvin uden alder, smag og fedt på kun 100 kilo godt pakke helt sammen.


Skinken fra det store Sorte Svin fra Calabria bliver dækket med paprika. Bag glasset er fabrikken, hvor man kan deltage i produktionen.

For nogle vil det virke som en provokation at begynde madfortællingen med kødet fra netop dét dyr, mange i dag opfatter som et eksempel på det modernes menneskes omgang med dødssynderne fråseri og overdreven trang til traditionelt landbrug og effektiv produktion.

Emilia-Romagna er Italiens landbrugshjerte
Eataly-kædens grundlægger Oscar Farinetti har sammen med Bologna kommune og andre investeret over 100 millioner euro i gastronomiens Disneyland, som nogle har døbt det.
Jeg kan sagtens se ham klukke over provokationen med grisene.
Men vi er i regionen Emilia-Romagna, der ikke blot er de lufttørrede skinkers, men også salamiernes, Mortadellaens, tortelliniernes, lasagnaens, balsamico eddikens og ikke mindst ostene Grana Padanos og Parmigiano Reggianos hjemland. Derfor er der en vis ræson i at begynde med svinene og fortsætte med oste fra regionens malkekøer.


Staldene udendørs huser de oprindelige italienske racer af svin, kvæg, æsler, geder, får og andre nyttedyr.

Ikke bare et supermarked
”Det er jo bare en anderledes form for supermarked”, vrænger en italiensk journalistkollega til mig, da vi sidder i bussen ind til Bologna station efter pressedagens oplevelser ugen før den officielle åbning.
Jeg svarer hende først ikke.
Jeg er overmæt af smagsprøver, og ikke mindst af dagens mange indtryk. Men også fordi hun klart tilhører den ”nedadhængende mundvige som 40-årig type”, der slet ikke er god for min fordøjelse.
”Syv euro for en returbillet fra og til togstationen er altså dyrt”, fortsætter hun.

Der er gratis entré til Eatalyworld/FICO, der som min triste kollega så rigtigt konstaterer, også er et kæmpe supermarked, hvor man i den grad er fristet til at fylde rygsækken med lækre souvenirs.
Vil man handle, eller bare hurtigt rundt på de 100.000 kvadratmeter, så er der gratis cykler til rådighed, med indkøbskurv både foran og bagpå.

”Du betaler 25 euro eller mere for at tage i Gardaland”, siger jeg stille.
”Sådan kan du ikke sammenligne”, hævder hun, og vores samtale slutter.

Bliv klog på mad, spis bedre og mindre
Eatalyworld/FICO er heldigvis ikke bare en anden slags supermarked, der skal friste dig til at købe mere end du har brug for.

Efter skinkerne kommer endnu et par spændende fabrikker. Først Bologna specialiteten, den lyserøde Mortadellapølse, og derefter pålæg fra to af de oprindelige italienske svineracer. Hver dag mellem 11 og 12 kan man hos firmaet Savigni & Madeo være med til at se og smage, hvordan Det Sorte Svin fra Calabria bliver lavet til lækkert pålæg.


Motardella på vej…

Fingrene i marmeladedåsen…
Èn af de grundlæggende tanker bag projektet er, at vi skal kende vores daglige mad bedre.
Vi skal blive klogere, købe og spise mindre og bedre kvalitet, og støtte de producenter, der bevarer traditionerne og klodens biodiversitet, både når det handler om dyr og om planter.

Alle fabrikker på Eatalyworld vil hver dag producere deres specialiteter, om det er skinker, øl, marmelade, is, kaffe, chokolade, ost eller – naturligvis – pasta.


Friskpresset olivenolie fra Roi, der sælges med bondens cykelstyrskæg som logo.

Gæster kan melde sig til dagens produktioner og andre begivnheder på hjemmesiden under plan your visit >>.
Man kan for eksempel melde sig til besøg i olivenlunden med en guide, der forklarer de mange forskellige kultivarer oliven, der dyrkes i Italien, tage på trøffeljagt med labradoren Bonny i firmaet Urbanis trøffellund, eller deltage i et basiskursus i pastafremstilling.


Trøffellunden. Ved siden af ligger en butik, hvor man kan købe sit eget træ, der er podet med trøffelsporer. Der er garanti for, at der efter fem år vil komme sorte trøfler under træet. Det hvide trøfler kan man stadig ikke dyrke.

Planlæg besøget hjemmefra
Mit tip til at få det fulde udbytte af et besøg på Eatalyworld er at planlægge dagen, eller endnu bedre:
Kom tidligt om eftermiddagen, snus slentrende stedet ind, nyd Bologna by om aftenen, og snup en overnatning.

Eatalyworld er som en kunstudstilling, og efter tre-fire timer er det simpelthen svært at absorbere mere.

Kommer du kun én dag, så sæt rigelig tid af til en afslappende frokost undervejs, så du er klar til nye indtryk om eftermiddagen.
Overnatter du, og Bologna har som turistby meget mere at byde på end folk normalt tror >>, så kan du bruge formiddagen dagen efter til endnu et besøg med ét eller to reserverede fabriksbesøg, en trøffeljagt eller deltagelse i konferencer, debatter og møder med producenter, kokke og andre madfreaks.

Du bør også beslutte, om du vil spise rustik og billig landkylling fra Amadori med tilhørende – gode! – pommes frites fra Pizzoli, eller om du skal reserve din frokost og dit kreditkort hos Michelin-kokken Enrico Bartolini >> eller smovse uhæmmet i sorte og hvide trøfler på Urbanis restaurant med trøffellunden udenfor.
Og så er der også lige vinbaren, hvor du skal vælge mellem de 100 forskellige vine på glas…



Besøg i staldene, og aktivitet på planteskolen
Efter skinkerne, Mortadellaen og osten besøger jeg staldene.
Det dufter skønt af land at besøge grisene, og jeg bliver så gode venner med den lille rødhårede gris, der vil spise mine støvler, at jeg går tilbage for at kradse den på næsen, inden jeg tager hjem.

I staldene er der udover de oprindelige svine- og kvægracer også æsler, får og geder, en hønsegård, gæs og ænder. Naturligvis kan man også se, hvordan de uundværlige bier bestøver blomsterne og producerer honning.
Staldene skal vise nutidens urbaniserede børn og voksne, at salami vokser på grise, og at høns er et dyr, og ikke blot firkantede panerede nuggets.

Du slipper ikke for skoleklasser
Selv om projektet, som alt hvad Eatalys Oscar Farinetti har fingrene i, først og fremmest skal være en god forretning, så er madopdragelsen af kommende generationer også med i projektbeskrivelsen.
Skolebørn i larmende klynger slipper man med andre ord ikke for i Eatalyworld. De er specifikt nævnt som målgruppe.
Hunde er i øvrigt også velkomne, blot ikke på udendørsarealet med staldene.
Jeg fik også nusset labradoren Bonny i trøffellunden flere gange, og tænker, at hun(d) skal være en meget mentalt sund hund, når hun nu skal leve sit liv i trøffel-manegen på Eatalyworld. Og skal den rødhårede gris leve hele sit liv i den lille stald, eller bliver pattedyrene skiftet ud efter en periode?


Bonny i midten skal være trøffelhund på Eatalyworld

Næste stop bliver en endnu espresso og et besøg på Lavazzas kafferisteri, hvor duften også er himmelsk.

Jeg fortsætter min rundtur til kakao-bønnernes paradis hos Venchi, smager en kraftig is af mørk chokolade, og ender i karusellen, der har mennesket og fremtiden som tema.

Fremtiden er grøn, forstår jeg, trods de indledende animalske øvelser.
Jeg får lov til at plante min egen vilde rucolasalat, hvis vækst jeg via en App kan følge de kommende uger.


Min rucolaplante er den yderste nederst til højre…

Der er lagt vægt på, at gæsterne kan deltage aktivt på Eatalyworld, og der er også minigolf, beachvolley og gymastikredskaber til overaktive børn og voksne på tur.

Inden jeg smutter forbi og snupper en gammeldags sandwich af Rosettabrød med friskskåret velduftende Mortadella til togturen hjem til Milano, når jeg at smage sushi, friskbagt focaccia, trøfler, ægte Balsamico Eddike fra Modena og Reggio Emilia, og snupper også lidt friturestegte fisk og rosé boblevin hos Pasquale fra Amalfi-kysten.

Jeg ser oliven blive presset til olie, drikker hjemmebrygget øl, snupper et par skiver nitrit- og nitratfrit Coppapølse med Lambruscovin, når et besøg i karussellen, der forklarer, hvordan vin, olie og øl produceres, og en rundtur i supermarkedet og hos designerne af mad-udstyr som Smeg, Guzzini og Alessi bliver det også til.
WAUW!

For meget af det gode, for lidt plads og for mange mennesker?
Jeg er med andre ord så totalt stopmæt, bedøvet og begejstret af sanseindtryk efter besøget, at jeg ikke gider diskussionen med den sure journalistkollega i bussen.
Om besøget bliver dyrt eller ej, bestemmer man jo selv.
Jeg indrømmer, at jeg er fan og følte mig i Paradis den dag.
Men jeg har også mine tvivl.

Eatalyworld er vildt spændende for den voksende skare gastronauter og foodtrotter, men vil måske for meget på alt for lidt plads.
Ambitionen om at gøre os klogere på vores mad og vores planet kan man ikke være uenig i.
På den måde er Eatalyworld en helt naturlig videreførelse og konsekvens af verdensudstillingen EXPO2015 >> i Milano, der havde mottoet ”Mad til planeten – energi til livet”.
Men Eatalyworld virker trods de 100.000 kvadratmeter alt for lille til ambitionerne. Målet er seks millioner gæster om året, og det tal er skræmmende.
Over 16.000 om dagen i gennemsnit siger min lommeregner.
Jeg frygter, at et besøg trods de 20.000 udendørs kvadratmeter kan give samme klaustrofobi som et indkøbscenter, og at lange køer, hylende børn og gøende hunde bliver hverdagen snarere end gastronomisk fordybelse.
Og kan trøffelhunden Bonny og min lille røde gris klare det?

LINK: eatalyworld >>
Åben alle dage 10.00 til 00.00
Adresse: Via Paolo Canali 8, 40127 Bologna

Flere foto fra Eatalyworld:
Pizza fra Napoli

Chokoladefabrikken

Hver dag 100 forskellige vin, du kan smage på glas   

De eneste balsamico eddiker med DOP er fra Modena og Reggio Emilia

Friskbagt focaccia

Hos Pasquale fra Amalfikysten serveres friturestegte fisk
Olivenlunden skal vist lige vokse lidt.
Fiskebutikken
Vagtelæg med hvid træffel i supermarkedet

Friskbrygget øl

Der plantes vinstokke…

Analyse af Lidl´s serie af Italiamo produkter

Lidl Danmarks tilbudsavis i denne uge byder indtil den 17. juni på over 50 italienske specialiteter i deres private label serie ”Italiamo”. (Ja, de har ”lånt” navnet på min hjemmeside 😊 ).

– Er produkterne i orden? har flere læsere spurgt.


Lidl´s Italiamo tomater kommer fra Italiens største producent af tomatkonserves, og jeg er selv meget glad for deres friske fyldte pasta.

Den italienske webside Dissapori >> analyserede og prøvesmagte i april 2017 ”Italiamo” produkterne, og lavede en top ti liste over det bedste varer i serien.

De såkaldte ”pivate labels”, supermarkedernes egne serier af produkter, udgør i dag omkring 18 procent af markedet. I italienske Coop hedder private label for eksempel ”Fior Fiore”, i Conad kæden ”Sapori e dintorni”.

…artiklen fortsætter under reklamen

De piemontesiske Tomino-oste findes i et utal af udgaver.

Denne her vikler vi bacon (pancetta) omkring og griller.
Lidls italienske leverandør er firmaet Tomino Longo >>, der siden 1950 har produceret oste i Canavese ved Torino.

I osteafdelingen er det kendte firma Igor >> leverandør af Gorgonzola DOP >>.

I pålægsafdelingen leverer Terre Ducale >> – Hertugens Land – blandt andre produkter også luksus spegepølsen Strolgino, der indeholder over 50 procent kød fra den inderste del af skinken, Il Culatello >>.

Dette produkt indeholder både nitrat og nitrit som konserveringsmidler, men indeholder til gengæld så også 97,2 procent kød.

Specialiteten fra Romagna – her er en Piadina med fyld områdets klassiske Fastfood >> – er fra firmaet Piada D´oro >>. Det samme firma leverer til Coop og Carrefour.
Dette ugærede brød serveres lunt med forskelligt indhold. Udgaven med den friske lokale Squacquerone-ost, frisk rucolasalat og tomater er suveræn på en varm sommerdag.

Piada fra Romagna i Mellemitalien. Antipastiplatten er ikke som skrevet tre slags Parmaskinke, men skinke, Coppa (fra nakkekammen) og Salami (Spegepølse). En oversættersmutter, tror jeg.

Scamorza ostene i Italiamo serien, den normale og den røgede, kan jeg stå 100 procent inde for. Ostene er fantastiske ovenpå pastaretter tilberedt i ovnen, og prøv den for eksempel i og på din Lasagna >>. I begge udgaver er ostene også fine revet ovenpå ”solide” pastaretter.

Scamorza er min absolutte favorit, når jeg laver Spinat risotto med Scamorza >>.

Tilbuds brødpindene – Grissini – efterlader mig en smule perpleks.
Rosmarin, ok, men selvom vi også finder dem med sesam i Italian, så har jeg endnu tilgode at opleve Grissini med løg.

Alle ved jo, at løg kan være direkte sundhedsskadelige og er med på listen over farlig mad >>.
Jeg foretrækker absolut den helt almindelige kedelige grissini, gerne med et stykke lufttøret Parma skinke >> rullet omkring.
Her er syv flere forslag til hvordan du kan spise Parma skinke >>.

Parma skinke er ikke på tilbud i denne uge i Lidl, men det er euro-skinker.
Det er ofte skinker fra andre europæiske lande, der lufttøres på samme måde som Parma skinken og ofte også i de samme tørrehaller syd for Parma by.

Det kan faktisk have været en lille dansk anoreksi-gris på omkring 100 kilo, hvor man har kørt skinkerne til bakkerne syd for Parma, der nu er retur i sit hjemland i Lidl´s kølediske.
De er billigere, og de mangler da også den søde delikate smag, som et ordentligt fedt Parmasvin – mindst 160 kilo – tilfører de eftertragtede balder.
Jeg er ikke vild med euroskinkerne, så her vil jeg lade tilbud være tilbud.

Til gengæld elsker jeg den flødebløde Burrata ost fra Puglia.

Men Burrata skal altså spises helt frisk, og allerhelst på en bænk udenfor mejeriet.
Allerede 36-48 timer efter produktionen er den forvandlet til en helt anden ost.
Den mister – desværre – hurtigt sin fantastiske friskhed. ”Yderskallen” bliver hurtigt for hård og gummiagtig, og den flydende kerne for kompakt, når man én gang har smagt en helt frisk Burrata.

Lidl´s Italiamo pasta er derimod helt ok.
I de italienske butikker kan vi få både pasta fra Gragnano og fra Campofilone, der er to af toplokaliteterne for produktionen af kvalitetspasta.

Men de der sløjfer, sommerfugle (farfalle) på italiensk, der er på tilbud hér, vil jeg ikke lige kaste mig over.
Når pasta har bolsje- eller pastelfarver bliver jeg altid lidt fundamentalistisk paranoid, men hver sin smag.

I øvrigt mener jeg, at sløjfer/farfalle er et underligt format, der aldrig helt finder den perfekte symbiose med sugo´en.

OBS: Det er jo ikke ligefrem risotto-sæson lige nu, men to kilo for en halvtredser er altså et rigtigt godt tilbud!

Tomaterne i Italiamo serien kommer fra Italiens største producent af tomatkonserves La Doria >>.

Deres Salsa di pomodoro ciliegina, med cherrytomater, får topkarakter i Dissaporis test over Italiamo seriens produkter.

“I gamle dage”, da jeg i 1989 kom til Italien var færdig-sugo, altså færdiglavet pastasovs på glas eller dåse, nærmest tabu.
I dag findes der mange gode udgaver, og de friske Italiamo udgaver af pesto kan varmt anbefales, også selv om min italienske fundamentalist roterer i sin grav.
For ham, og stadig for mange italienere er der kun én pesto >>, den med basilikum, og færdige sugo´er er noget Fanden har skabt.
Alternative pesto opskrifter på italy.dk >>.

Så er der udvalget af antipasti på glas, hvor artiskokker, oliven og måske kapers bærrene kunne finde vej til køkkenbordet i Milano.

Hvorfor nogle spiser de soltørrede tomater alene, har jeg aldrig forstået.
Ægte italienske maver kan heller ikke fordøje hele hvidløg, der ligesom løg er i katagorien farlig mad.
Hvidløg er som hovedregel et krydderi og ikke en ingrediens i de italienske køkkener.

Efterligningerne af mandellikøren Amaretto di Saranno, anislikøren Sambuca Molinari og drinksmikseren Aperol, der her kaldes Bitterol, ved jeg ingenting om.
Aperol Spritz >> er jo en vaskeægte verdenomspændende succes, og når du har fået tilstrækkeligt af den, så skift Aperol ud med en – ægte – Campari.

Italiamo isen får også fine omtale i Dissaporis test, specielt fordi listen af ingredienser, og dermed tilsætningsstoffer, er kortere i andre private labels isprodukter.
Som ved Burrata-osten, så er ægte GELATO også et dagfrisk produkt, og is fra supermarkedet altid kun en nødløsning.

Pastamaskinen er også på tilbud.
Jeg kender ikke ”Ernesto”, men det er jo ikke dyrt for en køkkenmaskine. Min egen Imperia står trygt og godt inde i pulterkammeret. Der står de fleste pastamaskiner i private hjem verden over.

Så lad mig bare lige sige det én gang for alle.
Man skal altså være ekspert, før den friske pasta ligner den Mamma eller et ægte pastificio kan lave. Det kræver så meget træning.
Og så skal man vide, hvilke retter der smager bedst med tørret, med frisk pasta og med frisk æggebaseret pasta >>.
Det er en udbredt nordeuropæisk misforståelse, at frisk pasta a priori er bedre end tørret pasta. Pastatypen vælges efter sugo´en, og kun omkring seks producent af den solgte pasta i Italien er frisklavet pasta.

Olivenolien er fra Castel Monte i Puglia. Den har DOP mærket, der garanterer, at der er brugt italienske oliven.
Ja, den er da heller ikke helt billig her på tilbud.
Men ved I hvad?
Vi betaler det samme for kvalitets jomfru olivenolie her i Italien, 12-14 euro per liter, så det ér et godt tilbud.

Helt overordnet, så er Italiamo seriens produkter et rigtig godt bud på ”Italien i Danmark”, når man ser bort fra enkelte svipsere, som grissini med løg, uægte bruschetta og magre euro-skinker i stedet for ægte italienske skinker.
Og til efteråret kommer der helt sikkert også små glas med trøffelolier- og saucer i de danske Lidl.

PS:
Åhhhh.
“Balsamico-hysteriet” (balsAmico, ok!) er jeg så træt af. Det er misbrug af et unikt historisk produkt.
I forhold til den ægte vare >> er det her forklædt “Thousand Island dressing”.
Og Bruschetta >> (brusKetta, ok!) kan altså ikke sælges i poser.
Sådan er dét bare, og de her brødtern er noget helt andet 😉         FOTO: Lidl´s tilbudavis og firmafoto    

Eataly i Illum, et skridt på vejen til det ægte Italien

Morten Bille, som mange har mødt som rejseleder på italienske destinationer, har besøgt det nyåbnede madparadis Eataly i Illum, og stiller flinkt sine foto til rådighed for italiamo.dk.
– De skal nok lige helt op i gear, før den sidder i skabet. Men Eataly er et stort skridt på vejen til den “ægte italienske madoplevelse”, skriver Morten.
– Stilen holder, og indretningen er lækker. De halter lidt på detaljen: Der manglede oliven, tomat og en god salami på frokostbrædtet, konstaterer han.

(Kommentarerne og links under foto er mine :-), Charlotte – Milano)

eataly_illum_morten_bille_6
Sådan! Mindre end ti forskellige typer tomater er for lidt, når den ægte italienske smag skal rammes. En tomat er jo netop ikke bare en tomat, og her kan du læse om, hvilke retter de forskellige udgaver af friske tomater passer bedst til >>.

eataly_illum_morten_bille_1
Montanaro >> har lavet grappa i Gallo ved Alba i Piemonte siden 1885.

…artiklen fortsætter under annoncen

eataly_illum_morten_bille_8
Så sidder man, og bliver lidt misundelig i Milano.
“Italiensk brød” i udlandet er ofte mere spændende udenfor Italien!
Det kan du læse om i artiklen “Brødflov og pizzasur i Italien” >>.

eataly_illum_morten_bille_4
Husk: Ikke “bare en parmesanost”, men enten en Grana Padano eller en Parmigiano Reggiano >>

eataly_illum_morten_bille_7
Der er stor forskel på pasta, også blandt de store industrielle mærker. Mon Eataly i Illum sælger “De Cecco”, pastaen der fyldte 130 år fredag den 18. november 2016? >>

 

eataly_illum_morten_bille_3
“Svinet var en gave fra naturen, så man kunne nyde livet”.
( Varrone: “De re rustica”  )
Salumi – pålæg – er i Italien også vildsvin, geder, æsler, gæs, ænder og mange flere. Og man bliver  – heldigvis – heller aldrig færdig med at udforske den del af det italienske madunivers.
Mere om salumi >>, og falder du over salumi fra slagterbyen Norcia, så er du med til at bidrage til genopbygningen af det jordskælvsramte område i Mellemitalien >>.

eataly_illum_morten_bille_10
En ægte italiensk middag kræver ikke nødvendigvis, at Mamma står i gryderne i flere døgn.
Jeg er fan af italienske specialiteter på glas.
Lige nu står der delikat Kanin-ragu fra Toscana, Valnødde-sugo fra Liguria, Chili-syltede auberginer fra Calabria og Hjertemuslinger med Pomodorino fra …havet.. på hylderne i mit køleskab.
Der ryger altid en 5-6 af slagsen i indkøbskurven, når jeg besøger Eataly i det tidligere Smeraldo-teater i Milano >>.

eataly_illum_morten_bille_9

Lækker indretning, og ja, det er svært at finde den ultimative gode ekstra jomfru olivenolie.
Den er dyr.
God mad SKAL være dyr, som du kan læse her i en kommentar, jeg skrev til det danske magasin “Il Ponte” >>.
I Italien kan du simpelthen ikke få en anstændig jomfru olivenolie til under 8-9 euro i supermarkedet, var svaret på prisspørgsmålet, da jeg i sidste uge besøgte olieproducenten Coppini Arte Olearia ved Parma >>.
Så jeg kommer med et bud i blinde – den gode jomfru olivenolie i Eataly i Illum begynder vel ved 100 danske kroner…?
Du kan naturligvis også springe de fordyrende led over, og købe fantastiske olivenolier fra de danske olivenbønder i Italien >>

…og måltidet slutter med frugt:

eataly_illum_morten_bille_2