Familieferie med unikke oplevelser mellem Rom og Napoli
Af journalist Eva Ravnbøl, Rom
Italy Village >> ved den lille badeby Baia Domizia mellem Rom og Napoli er den ideelle kombination af en tryg ferieby uden trafik.
Her er masser af legekammerater til børnene, hav og swimmingpools, plus utallige muligheder for at tage på opdagelsesrejse i ét for de fleste danskere uudforsket territorium.
Ferieresortet Italy Village har lejligheder i murede enkelt- eller dobbelthuse med plads fra to til seks personer, et korps af animatorer til underholdning og fitness, tennis, minigolf, pool- og strandbarer samt restaurant og pizzeria.
Familieferie i trygge rammer
Mange børnefamilier kan godt lide at feriere på campingpladser eller i turistresorts, hvor der er plads til børnene og ingen fare på færde.
Vandgymnastik i havet ved Italy Village
“Italy Village” ligger ved kysten mellem Rom og Napoli i den nordlige del af regionen Campania.
Her er masser at komme efter for familier med børn:
En dejlig stor strand, swimmingpools, cykler og legetøj, små pæne murstenshuse med haver, pizzeria, acquagym og ikke mindst gode udflugtsmuligheder. En ideel kombination af tryg ferieby uden trafik og med masser af legekammerater og moderne opdagelsesrejse i et uudforsket territorium.
Artiklen fortsætter under annoncen:
“Italy Village” ligger i et område af Syditalien, som er meget mindre kendt og meget mindre overrendt end for eksempel Amalfikysten og øerne Capri og Ischia, som ligger ganske tæt på. Der findes nemlig stadig steder, som udenlandske turister endnu ikke helt har opdaget.
De gastronomiske fristelser
Her på egnen er der små uopdagede byer, strande og i særdeleshed mange gastronomiske fristelser.
Bøffelmozzarellaen æltes på mejeriet San Antonio
For eksempel laves intet mindre end verdens bedste bøffelmozzarella i og omkring Caserta, som ligger tæt på Baia Domizia, der er turistresortets nærmeste by, men ikke er det store sus.
Bøffelosteproducenten Caseificio San Antonio >> er blot en af mange producenter i området.
Personalet på Italy Village tilbyder gerne at arrangere besøg hos både ostemagere, bagere og vinproducenter.
Sidste sommer besøgte jeg tre steder tæt på Italy Village, og de var hver især interessante, dejlige og anbefalelsesværdige oplevelser.
Det daglige brød og den lokale vin
Brød varierer utroligt meget fra region til region i Italien.
Mit yndlingsbrød er uden tvivl herfra, altså fra regionen Campania.
Her bages en slags robust og langtidshævet landbrød med syrlig smag og sej konsistens.
Favoloso!
Det fantastiske landbrød fra Panificio Valentino >>
Vinen fra Campani regionen er i høj kurs ikke blot i hjemlandet, men efterhånden også mere kendt i store dele af Europa og USA.
Hvidvinene Fiano di Avellino, Falanghina og Greco di Tufo er fremragende. Rødvinen Aglianico er i samme høje liga, og alle disse plus mange flere kan smages og eventuelt købes hos vinproducenten Villa Matilde >> ganske få kilometer fra Italy Village.
Vinproducenten Villa Matilde ligger få kilometer fra feriebyen
Det ægte Italien
Her i Caserta-provinsen er der tydeligvis fattigere og mere nedslidt, end der eksempelvis er i Positano, Sorrento og Amalfikysten.
Fordelen er dog, at her kommer man tættere på det ægte Italien.
Jo færre turister, jo mere autentisk hverdagsliv kan man opleve, og det er der rig mulighed for her.
Pizza hos Giulio på Hotel Leo i Sessa Aurunca
I den relativt ukendte by, Sessa Aurunca, kan man opleve interessante levn fra både Middelalderen og Renæssancen.
Gå endvidere på opdagelse i nogle af de smukke barokkirker og spis måske verdens bedste pizza i restauranten på Hotel Leo >>, hvor Giulio svinger pizzapalletten i køkkenet.
Han er selv efter napolitansk standard en surdejsnørd, der kæler for sin pizzadej og lader den hæve i op imod et døgn for at opnå det mest fabelagtige resultat.
Han bruger kun de bedste lokale tomater, og de er intet mindre end verdensklasse!
Versailles-slottet i syditaliensk udgave
Hvis man har mod på at køre lidt længere, er der utallige spændende udflugtsmål som kongeslottet Reggia di Caserta, vulkanen Vesuv, Pompei, Gaeta og Sperlonga.
Reggia di Caserta >> blev bygget mellem 1752 og 1847. Det var et projekt, der blev startet af Kong Carlo III, der var konge i kongeriget Napoli.
Versailles ved Paris var forbillede for dette storslåede bygningsværk, og både slottet og slotshaven er gigantiske og meget storslåede.
Der er 1200 værelser, så tag fornuftigt fodtøj på til denne udflugt!
Lidt nord for “Italy Village” ligger badebyerne Sperlonga og Gaeta, som hører til Lazio-regionen. De dejlige og charmerende byer er bestemt også værd at besøge.
Husk en glubende appetit, kamera, badetøj og solcreme, så er man godt rustet.
Særligt Sperlonga er en fryd for øjet.
Det er en gammel borgby, der ligger helt ud til vandet og består af hvidkalkede huse og et bilfrit centrum af krogede trappegader.
Bellissima!
Vesuv og Pompei taler for sig selv, det er nogle af Italiens største attraktioner og hvis man står tidligt op, kan begge dele nås på en dag 🙂
FOTO: Skribenten & Wikipedia >>