I efteråret 2005 bliver bliver Milanos nye messeområde – Fiera Milano – indviet få kilometer nordvest for byen, med 340.000 overdækkede kvadrameter, 60.000 udendørs kvadratmeter og 14.000 parkeringspladser. En overskuelig messe med hallerne langs en bred hovedgade i to etager, dækket af “et sejl” tegnet af Massimiliano Fuksas.

Milanos gamle messeområde, tæt ved Sempione Parken og byens centrum blev første gang anvendt til en udstilling i 1906, da byen var vært for “Esposizione Universiale”, der fejrede åbningen af Simplon Passet under Monte Leone mellem Italien og Schweiz.

Siden fik Fiera Milano vokseværk, og omkring årtusindeskiftet var messeområdet et forvirrende labyrint med haller af tvivlsom æstetsisk værdi, hvis vi skal sige det pænt.
Tilbage på arealet er der i dag én gammel bygning, nemlig Palazzo Scintille fra Fiera Campionaria i 1926, der lige nu er under renovering, og fremover skal anvendes som multihal.

CityLife set fra syd.
Til venstre beboelse af Daniels Libeskind, derefter Generali-, PWC- og Allianz-tårnene.
Til højre beboelse af Zaha Hadis med selvrensende hvid cement på facaderne.
Det vintertomme springvand forrest blev bygget til en messe i 1926.

Resten af det gamle messeområde er i dag et yderst vellykket eksempel på byfornyelse med kontorer, både indendørs og udendørs shoppingcenter, beboelse, en park og Milanos største bilfrie område. Parkeringspladser og metrostation er under jorden.
Og næste skridt er en liggende skyskraber, tegnet af BIG/Bjarke Ingels.

I 2004 vandt gruppen CityLife, bestående af firmaerne Generali, Ras, FondiariaSai og andre mindre aktører, licitaionen, balndt andet over Pirelli Real Estate.
Prisen for 225.000 af det gamle messeareals 440.000 kvadratmeter siges at hav været 530 millioner euro.

CityLife hyrer derefter nogle af verdens førende archistars til at tegne områdets bygninger, pladser og grønne områder:
Japanske Arata Isozaki, polsk-amerikanske Daniel Libeskind og britisk-iranske Zaha Hadid og italienske Pier Paolo Maggiora.

PWC´s kurvede – men meget mindre kurvede end planlagt – og Allianz´s lige skyskraber, med tilhørende støtteben.

Tre Tårne – Tre Torri

Den lige – Il Dritto tilhører firmaet Allianz, og blev bygget melem 2010 og 2015.
Bygningen kaldes også for Torre Isozaki efter arkitekten. Bygningen er 209 meter høj, og regner man TV-antennen med, når den op på 247 meter.

Og det var så for højt. Jeg var inviteret op på toppen under byggeriet, og mærkede tydeligt, at bygningen svajede.

Derfor er bygningen udstyret med fire lange støtteben på henholdvis 60 og 40 meter.
De har reduceret udsvingningen fra en meter til blot 20 centimeter.

De buede vinduer på facaden får nogle til at kalde bygningen for “madrassen”.
På toppen blev der den 22. november 2015 opsat en lille kopi af den Madonna statue, der står på Milanos Domkirke.

På siderne er der i alt seks glaselevatorer.
Kun åben én gang om året for løbere, der deltager i “Vertical World Circuit”.

Den kurvede – Il Curvo:
Tilhører firmaet Torre PWC (Pricewaterhouse Coopers), og er tegnet af Daniel Libeskind (1946), og er langt fra det, som oprindeligt var ideen.

Oprindelig skulle bygningen øverst have for som en halv kuppel.der skulle omfavne Piazza Tre Torri, og minde om den italienske renæssance generelt, og speciel være en hyldest til Brunellleschis kuppel i Domkirken i Firenze.

En sådan konkav facade ville dog betyde, at vinduernes reflekser kunne antænde de andre bygninger, siges det.

Bygningen ændrede form flere gange undervejs, og er i dag meget mindre kurvet end det oprindeligt var meningen.
Nogle siger, at bygningen minder om Michelangelos sidste skulptur, La Pietá Ronadanina, som er udstillet på slottet i Milano.

Stilen kaldes for dekonstruktivisme eller “ikke-arkitektur”, med flydende plastiske og ofte uharmoniske former, som andre af Libeskinds bygninger, for eksempel Guggenheim Museum i Bilbao og Det dansende hus i Prag.

Den skæve eller snoede – Lo Storto:
Tilhører firmaet Generali, og kaldes også Torre Hadid (Zaha Hadid 1950-2016, enseste kvindelige modtager af Pritzker Prize, 2004)

Bygningen er 177 meter høj, 192 meter hvis man medregner Generali-skiltet. Konstrueret med skæve støttepiller mellem 2014 og 2017. Der er 44 etager, og byggestilen betegnes som “ny-futuristisk”. ( Læs mere om Futurisme >> ).

I 2019 modtog bygninge præmien «Excellence in Concrete Construction Award 2019» fra American Concrete Institute.

Piazza Tre Torri mellem bygningerne stod klar i 2016, og der er indgang til shoppingcenteret både fra stueetagen og fra det øverste lag af pladsen på første sal.
Shoppingcenteret dækker et areal på 32.000 kvadratmeter, og huser butikker i stueetagen og på første sal er der biografer og et utal af restauranter og barer, der også har udendørsservering fra forår til efterår.
Shoppingcenteret er også tegnet af Zaha Hadis, så kik op for at få øje på hendes karakteristiske bløde former.

Indgang til indkøbscenteret fra første sal.

Lige nu arbejdes der på højtryk bag ved de tre skyskrabere:
Den horisontale skyskraber, eller den liggende skyskraber, Lo Sdraiato, som den allerede kaldes, skal nemlig gerne være færdig den 6. februar 2026, når De Olympiske Vinterlege begynder i Milano og Cortina.

Der arbejdes på højtryk for at få “Den horisontale skyskraber” færdig til Vinter OL 2026.

Det er BIG, altså Bjarke Ingels & Co., der står for værket, der udover butikker og kontorer også skal huse et hotel med 120 værelser, samt en rooftopbar med pool.
Til højre vil bygningen nå op på 110 meter og 20 etager.
Til venstre, forbundet med en 140 meter lang overdækket gangbro kommer en 50 meter høj bygning med ti etager.
Overdækningen af broen skal blive til Milanos største solcellaanlæg, 11.000 paneler, der skal producere 1.20 MWh om året.

Beboelse:

Residence Hadid består ad syv bygninger med kurvede balkoner, der minder lidt om skibe. Lejlighederne har store vinduer, og facaden er af selvrensende beton og genbrugt palisandertræ.

Residenze Libeskind består af otte bygninger mellem fem og 13 etager. Bygningerne har asymmetriske facader og er beklædt med lysegrå fliser, og skal minde om det gamle Milano-hus med svalegange.

Kvadratmeterpriserne begynder omkring 11.000 euro.
Vandet fra boligerne bliver genbrugt både i lejlighedernes toiletter, og som vanding af parken.

City Life Parken (Bestyret af CityLife, og om nogle år af Milano kommune) dækker et areal på 170.000 kvadratmeter, og er byens tredjestørste efter Parco Sempione (37 hektar) og Giardini Montanelli ved Porta Venezia.

De tre tårne, og indkøbscenteret nederst, set fra parken

Kort over CityLife i dag – i 2026 kommer Bjarke Ingels “Horisontale Skyskraber” også med på kortet.

Løb minsandten på en græssende kanin i parken, da jeg var forbi i februar 2025.

–//–

Foto: Charlotte Sylvestersen

–//–