Indlæg

Covid-19 har gjort “os lombardere” skrøbelige

7. juli 2020

Jo tak, dét går den rette vej, så absolut.
Men det er ikke ovre.

Det italienske flag på min balkon, mit åndehul under karantænen sammen med hundene, som jeg heldigvis godt måtte lufte, bliver ikke taget ned før der er 0 nye smittede og 0 nye døde i Lombardiet.

Dagens tal” bliver stadig frigivet hver dag omkring klokken 18.00. Og jeg får stadig mavepine ved tanken.

Mandag den 6. juli var 111 nye smittede i Lombardiet, 13 flere end dagen før. Og 3 døde.
Det er ikke overstået.

“Lido Balcone” var mit åndehul under karantænen.
Her kunne jeg se andre mennesker, når naboerne gik ud med affald.
Og heldigvis måtte jeg lufte hundene – indtil 200 meter fra lejligheden.

Her i orkanens første europæiske øje i Lombardiet har pandemien skræmt os, og gjort os sårbare.

Meget mere end I kan forestille jer deroppe i Danmark, hvor der heldigvis blev lukket ned to-tre uger tidligere i smitteforløbet end her hos os.

Vi er stadig lidt skrøbelige.

Vi orker for eksempel ikke flere diskussioner om, hvorvidt masker virker.

Vi bruger dem.
Det er obligatorisk.

Vi ved, at vi dermed beskytter ikke bare os selv, men først og fremmest de svage, de syge og de gamle.
Bare, så I ved det.

Vi begynder nu at komme ud af vores “huler” og mødes igen.

Med afstand.
Og ja, med maske.

Man vænner sig til masken under indkøb og når man ikke kan holde afstand. Masker er foreløbig obligatoriske i Lombardiet indtil 14. juli.
Og vi får også stadig taget temperaturen i større supermarkeder.

Næsten hver dag har sin triste historie om en bekendt, nær eller fjern, en slægtning, bekendt eller én i ejendommen, der døde.

16.675 af de indtil nu 34.869 registrerede Corona-dødsfald er sket i Lombardiet. Og alle de ikke-testede, der blev syge før den 21. februar er ikke med i den optælling. Der var virus i spildevandet i Milano allerede i december, ved vi i dag.

Vid også, at her siger de fleste “døde af Corona”.
Selv om gennemsnitsalderen for de afdøde er høj, så er et liv altid et liv i Italien.
Man græder stadig over en død mor på 86, når man ved, man uden Corona kunne have haft hende lidt længere.

Lige dér er de fleste af os hernede også lidt sårbare, når regnearks-fjolserne gør Corona-virus til et cost-benefit-spørgsmål.

Vil du læse mere, kan du her se, hvad jeg håbefuldt skrev om livet efter Corona i slutningen af maj måned i magasinet “Il Ponte”, hvor du i øvrigt altid kan læse spændende artikler om Italien:
Livet efter Corona – måske… >>

“In real life” efter 134…
Og livet ér begyndt igen.

Da vi den 3. juni måtte bevæge os mellem regionerne stak jeg af op til min bjergsø i Trentino-Alto Adige og skiftede hårdt tiltrængt “balkon-udsigten” ud med søen og bjergene.

Pizzeria Valmaria, Pur, Ledro, Trentino
– balsam for sjæl og krop efter en karantæne i Milano, der varede fra den 24. februar til den 3. juni.

Retur i Milano kunne jeg så omsider mødes “live” med min bedste ven Anders.
134 dage siden sidst.

Som jeg er han ufrivillig arbejdsløs, og hjemme fra jobbet som office manager i Milano for det danske rejsebureau De Angelis Viaggi >>.

Her blev alt jo aflyst, ligesom mine grupperejser med danske turister rundt i Italien.
Vi “leger” nu begge sabbatår, selv om Anders tænker på et muligt efterår og 2021, og jeg begynder at savne danske turister meget.

Varighed 56 sekunder

Det blev altså sommer igen.
En anderledes sommer.
Og vi fortsætter med at passe på!

#endeligsammen ❤️❤️ 
#speciellevenner 
#134dage 🇮🇹
#lifeiswonderfull 
#danesinmilan 🇩🇰 
#homesweethome 
#drinkingchampagne 🥂


–//–

Hvorfor blev Lombardiet så hårdt ramt af Covid-19?

Hvorfor blev Lombardiet så hårdt ramt af Covid-19?
Jeg har fået det spørgsmål så mange gange, at jeg nu som absolut lægkvinde forsøger:

Mit personlige bud, absolut ikke udfra nogen videnskabelig evidens, men efter meget læsning og mange udvekslinger af bud med kolleger og eksperter:

Der var ved vi nu, hundreder, måske tusinder af asymptomatisk smittede i Lombardiet i januar og februar.

Derfor “eksploderede” smitten, måske også som følge af store arrangementer, som for eksempel den nu berygtede fodboldkamp mellem Valencia og Bergamos Atalanta, der blev spillet på San Siro Stadion i Milano den 19. februar.

Første patient blev konstateret positiv for Covid-19 den 21. febraur i Cogodno syd for Milano, og samme dag døde en ældre herre i Vó i Veneto, der også blev konstateret smittet.

Lombardiet lukkede med nærmest Kina-hård hånd ti små kommuner omkring Codogno i Lodi provinsen syd for Milano i weekenden efter “patient 1” – en 38-årige manager, der lå fem uger på hospital, og vågnede op til en død far og onkel, og et nyfødt barn

Mandagen efter, den 24. februar, lukkede man skoler og uddannelsesinstitutioner i Lombardiet, Veneto og Emilia-Romagna, hvad der nu, i bagklogskabens lys, var en utilstrækkelig beslutning.
Børn og yngre bliver åbenbart sværere smittet, og smitter i givet fald ikke så meget videre, som man troede på det tidspunkt.

Vi skal helt hen til “den forbandede weekend” 6. 7. og 8. marts – den sidste “normale” weekend i 2020.

Om aftenen lørdag den 7. marts blev der annonceret, at der nu var karantæne på vej til hele Italien, men denne weekend gik folk til aperitivo, tog på stranden, shopping og på udflugt som normalt.

Tilbage til de åbenbart mange asymptomatisk smittede, så var smitten derfor inde i en ekstrem eksponentiel fase, den blev nærmest ikke stoppet, og myndighederne, og borgerne, havde tydeligvis ingen klar fornemmelse af omfanget og alvoren dengang.

“Jeg bliver hjemme”/”Io resto a casa” dekretet, der de facto indførte lov, ikke anbefalinger, om aftstand, begrænset bevægelsesfrihed, maskepåbud og forsamlingsforbud kommer i virkeligheden ret hurtigt, nemlig den 10. marts.

Men ikke hurtigt nok.

Sagt med andre ord:

Norditalien, men specielt Lombardiet, indfører karantæne, med den afstand og sociale begrænsning, der nu må siges at virke, men det sker desværre 12-14 dage senere i “smitteforløbet” end Italien syd for Appeninerne, og Nordeuropa.
Derfor er Mellem- og Syditalien også blevet ramt i meget mindre grad, nærmest som Danmark, hvis vi ser på nuværende antal smittede og døde.

Når karantæne og afstand virker, så virker den jo også eksponentielt meget mere effektivt, hvis antal smittede er lavere som udgangspunkt, end hvis man har hundreder eller tusinder af smittede, der om man så må sige har været i omløb i ugevis.

Vi ved også i dag, at smitten spreder sig i familien, og hvor man bor tæt.
Historien om de døde på plejehjemmene er en gyser i sig, også fordi der ikke var værnemidler, eller fordi man ikke ville bruge værnemidler “for ikke at forskrække beboerne”, som flere plejehjems-direktører forklarede bekymret personale.

Italienerne bor faktisk i dag slet ikke så tæt, som man ofte tror i udlandet.
En trejdedel af italienerne bor alene, i Milano kommune bor over 50 procent alene.

Og ser man specifikt på smittede i Milano, så er der færrest i det rige centrum, hvor folk oftere bor alene eller i større lejligheder, og flest i yderkanten af byen, hvor man bor flere i mindre lejligheder.

Tag min forklaring her med et gran salt, men det er hvad jeg som lægkvinde har deduceret mig frem til de seneste uger.

Tillad mig også at notere, at jeg ikke er blandt dem, der hopper på vognen med, at sundhedsvæsenet i Lombardiet, og vores politiske ledere (fra Lega, der ikke er min kop te i forvejen!) har svigtet.

Lombardiet har, efter mind mening, haft den uheldige skæbne at ende i Corona-orkanens øje.
Shit happens.
Og som “first movers” i en uventet og ukendt situation kan man kun gøre sit bedste.
Med de uundgåelige fejlbeslutninger, der ikke kan undgåes i så alvorlig en krise.

Måske er endda jeg blevet så katolsk i hovedet, at jeg hellere vil tilgive end anklage, og så komme videre derfra med de triste og dyrtkøbte erfaringer in mente for at undgå noget lignende i fremtiden.

Når det er sagt, så er jeg en stor fan af det Civile Beredskab/Protezione Civile i Italien.

Italien er desværre vant til katastrofer som jordskælv, oversvømmelser, laviner og lignende, og beredskabet er altid beredt.
Og det var de også denne gang, sammen med Røde Kors og deres mange frivillige i ambulancerne og andre steder, og sammen med utrætteligt sundhedspersonale, der ikke kan takkes nok.

En lille historie til slut om hvor slemt det var.

I midten af marts gik jeg tur med hundene på den store Sempione boulevard.

Mellem to biler lå en ussel klædt beruset vagabond, der ikke kunne rejse sig, heller ikke med min hjælp.

– Skal jeg ringe efter hjælp, spurgte jeg og han samtykkede.

Efter ti minutters venten på 112 kom jeg til en operatør.
– Vil han have, vi skal hente ham, jeg skal høre om han vil hentes af os? gentog operatøren.
– Jeg vil ikke hentes, råbte manden så pludseligt høje, at operatøren kunne høre det.
Dertil svarede operatøren på 112.
– Så lægger jeg på, vi har simpelthen nok af andre, der skal hentes, sagde han med et suk.

Den 3. april topper antallet af intensiv-patienter med 4.068, og der er over 28.000 indlagte.

Den 15. maj, i går, var der 808 intensiv-patienter, og 10.792 indlagte.
15 af de 20 italienske regioner er godt på vej til at nærme sig “0” nye smittede.

Vi klarer den!

–//–

Coronavirus opdatering 9. maj. Markedet er åbent

Dag 6/Fase 2 – Lørdag 9. maj 2020

I Milano må boderne med fødevarer nu åbne på udvalgte markeder.
Der tjekkes temperatur ved indgangen og maske er obligatorisk, og politi og private sikkerhedsfolk er massivt tilstede.

Flere butikker åbner den 11. og den 18. maj, hvis det går som forventet.

Er der stadig over 500 nye konstaterede Covid-19 smittede søndag den 17. maj, så strammes karantæne og nedlukning nemlig igen.

Nye konstaterede smittede lørdag 9. maj var 502, dagen før var det 609, og den 7. maj 689.


Det er nu dag 76 i min personlige karantæne, der begyndte med feber den 24. februar.
Kurven over mine “bevægleser” rundt i “verden” i april måned 2020 er nærmest flad som et trist hjertediagram.

#karantæne
#iorestoacasa

Det blev dog alligevel til 180 kilometer på skridttælleren.
Seks kilometer/9.000 skridt om dagen indenfor en cirka radius på 200 meter fra eget hjem synes jeg alligevel er lidt flot. 

–//–

Corona opdatering mandag den 27. april – Fase 2, eller bare 1,4?

Italienerne er skuffede over de få lettelser i Corona-karatænen, som premierminister Giuseppe Conte afslørede søndag aften.

Genåbningen bliver nærmest uendelig langsom.
For på spørgsmålet om Fase 3, altså om en tilbagevenden til normale tilstande, svarede Conte:
Det er umuligt at programmere, vi har brug for en kur eller en vaccine.

Produktionsindustrien åbner langsomt op allerede fra i dag, men detailhandlen kommer først med den 18. maj, og barer og restauranter den 1. juni.
Det hele bliver med skrappe krav om afstand og hygiejne.

Vi må heller ikke efter den 4. maj bevæge os mellem regionerne, medmindre det handler om arbejde eller sundhed. Og vi skal stadig medbringe passérseddel med en gyldig grund.

Parkerne bliver åbnet, dog med tælleapperater.
Motorisk aktivitet er fra mandag nemlig en gyldig grund. Og jeg glæder mig vanvittigt til lovlydigt at gå længere ture end 200 meter fra min bopæl.
Det var faktisk lige præcis, hvad jeg nøjsomt håbede på.

Frisører, fitnesscentre og svømmehaller forbliver lukket land.

Der vil også fremover fortsat være påbud om at gå med maske, eller tildække mund og næse med stof.
#viklarerdet

#dag64 i min personlige karantæne, der begyndte med feber den 24. februar.

Artiklen fortsætter under reklamen

Der er stadig for mange “døds-sløjfer” på gadedørenen i mit kvarter i Milano.
Fra den 4. maj må man igen holde begravelser, men kun med op til 15 deltagere, med afstand og masker, og helst udendørs.
Der må heller ikke i Fase 2 afholdes messer i de katolske kirker.

–//–

Colosseum 8. april: Podcast om Coronavirus´ historie i Italien

Charlotte Sylvestersen fortæller fra Milano historien om Coronavirus i Italien, fra den 29. januar, hvor to kinesiske turister får konstateret Coronovirus i Rom, og frem til den 8. april, hvor hele Italien har været i karantæne i fire uger.

Du finder podcasten på Spotify – Episode II:

Italien har været epicentret for Corona-smitten i Europa.
Hør hvordan det hårdt ramte land har reageret på krisen.
Journalisten Charlotte Sylvestersen tager os igennem en tour-de-force af smitten i landet og fortæller om et land, der rykker sammen i krisetider på trods af, at de har mistet over 17.000 af deres medborgere til Virussen.

I dag – den 17. april er kurverne af nye konstateret smittede, indlagte og antal af intensivpatienter så småt ved at flade ud.
Omsider…
Men kurven er desværre stadig ikke “knækket” så meget som man havde håbet.

Og desværre er kurven overhovedet ikke knækket i Milano kommune, hvor tallene stiger trod en nu månedlang karantæne, hvor alle nu holder afstand, går med masker og har handsker på i butikker.
Vi forstår det simpelthen ikke,

Den 16. april var det samlede antal smittede 168.941.
Det var 3.786 nye smittede på 24 timer. Døgnet før var antal nye smittede “kun” 2.667.

Stigningen forklares med, at der i går blev udført over 60.999 test mod 43.700 test dagen før. I alt har man udført over 1 million test i Italien siden den 21. februar.


525 døde mellem den 15. og 16. april, mod 578 døgnet før.
Det samlede antal døde er nu oppe på 22.170 personer.

For første gang siden 20. marts faldt antallet af intensivpatienter, med 143 patienter.
Den 3. april var der 4.068 intensivpatienter, i dag er det under 3.000.

Artiklen fortsætter under reklamen


Det nuværende karantæne-dekret løber indtil den 4. maj, men der tales nu om at tillade flere produktionsvirksomheder og butikker at åbne fra mandag den 20. april.

Men der er ingen planer endnu om at fremskynde “fase 2” på områder som skoler, børnehaver og universiteter.

Personligt håber jeg, at jeg snart må lufte hundene længere end 200 meter fra min bopæl.
Det virker som en helt utrolig frihed her på dag 54 i min personlige karantæne, der begyndte med feber i en uge fra den 24. februar.

–//–

Coronavirus i Italien: Opdatering 1. marts 2020

#coronavirus 
#milano 

Søndag 1.3.2020 kl. 10.30
Italien: 1.128 konstaterede smittede, 50 helbredte og 29 dødsfald, lød det fra Det Civile Beredskab i Italien søndag formiddag.
Coronavirus i hele verden med live opdateringer >>

“Ciao Mamma”
I weekenden er alle parkeringspladser ved “Palazzolo” plejehjemmet bag Portello indkøbscenteret i mit kvarter optagede. Man besøger sine gamle, går tur i parken og drikker kaffe på centeret.

I går stod slægtninge og venner til plejehjemmets beboere udenfor murene.

“Kom ikke ind”, lød beskeden fra ledelsen, for at beskytte beboerne.
De ældre, og de i forvejen svækkede eller syge, er ekstra udsatte, ja, faktisk kan di være i overhængende livsfare, hvis Covid-19 skulle komme indenfor murene.

Artiklen fortsætter under reklamen


Fotografen Andrea Cherchi var på pletten i går eftermiddag.
Blandt de forsamlede foran plejehjemmet spottede han en kvinde, der kravlede op på en bænk for at kunne vinke til sin Mamma i vinduet på plejehjemmet.
Han beskrev i avisen fotoet som dét, der hidtil havde gjort mest indtryk på ham i hans karriere.

På indskøbscenteret Portello foran plejehjemmet var H&M lukket lørdag, og søndag var endnu flere butikker virus-lukkede.

Lukninger forlænget til søndag 8. marts
Lørdag blev det ligeledes besluttet, at langt de fleste skoler, universiteter, børnehaver og vuggestuer i de tre norditalienske regioner Emilia-Romagna, Lombardiet og Veneto forbliver lukkede indtil 8. marts. Andre regioner ventes at følge efter.

Fodboldkampe er flyttede, som mange andre offentlige begivenheder. Begivenheder med mange deltager aflyses, og for eksempel må udstillinger og museer kun genåbne, hvis de kan garantere mindst én eller halvanden meters afstand mellem gæsterne.

Ferielukket til 1. marts stod der tidligere hos frisøren rundt om hjørnet i mit kvarter i Milano. I går blev den ufrivillige ferie forlænget til den 8. marts.

Tid til refleksion
Min gode ven broder Theodor ringede i går lørdag den 29. februar nede fra Franciskaner-klosteret i Assisi i Umbria.
Vi blev enige om, at nogle ugers tvungen “ned-gearing” af tempoet i vores hyper effektive præstationsfokuserede europæiske samfund måske ikke er en dum idé.
Tid til refleksion kommer ikke dårligt igen.

Bjergluft i Milano?
Den begrænsede aktivitet i storbyen Milano har i bogstaveligste forstand også renset luften.
Sammen med et blæsevejr i sidste uge er koncentrationen af PM10 støvpartikler i luften faldet drastisk. Mange har forladt byen, og det er næsten, næsten, lige som nemt at finde en parkeringsplads som i den ferielukkede uge omkring Ferragosto i august måned.

En forkølet Pave Frans
Broder Theodor forventede i øvrigt, at et stort ungdomsmøde i marts i Assisi med tusindvis af unge ville blive aflyst.
Og sikkert også pavens planlagte besøg.

Paven ér i øvrigt forkølet, og har aflyst flere opgaver den seneste uge. Rygterne svirrer, og også i dagens aviser spørges det bekymret, om Pave Frans er smittet?

Opdatering søndag 1.3.2020 kl. 12.00
Pavens søndagsprædiken transmitteres direkte i TV.
Han ser træt ud, stemmen ryster lidt mod slutningen, og paven må afbryde sin “Angelus” to gange på grund af hoste.

Video Canale Carlotta torsdag 26. februar:

Torsdag 26. februar 2020 – opdatering fra Pinos kaffebar, nu med feber. Varighed 1 minut 14 sekunder.

Video Canale Carlotta onsdag 25. februar

Onsdag 25. februar 2020 – ikke fra den sædvanlige kaffebar, der bestyres af kinesere. De lukkede tirsdag den 24. febraur. Varighed 4 minutter 14 sekunder.

Video fra et tomt og lukket Viale Certosa i Milano, torsdag 25. februar:

Torsdag 26. februar på den ellers meget trafikerede Viale Certosa i det nordvestlige Milano. Nu er skønhedssalonen, det kinesiske supermarked og urtekræmmeren også lukkede. Varighed 15 sekunder.

#ikkebareeninfluenza
#hostiærmet
#vaskhænder
#rettidigomhu
#ingenpanik

Af journalist Charlotte Sylvestersen, bosat i Milano

–//–

Coronavirus i Italien: Tre video-opdateringer fra kaffebaren i Milano

Psykose eller rettidig omhu?

Din udsendte reporter frekventerer uden angst den kinesiske kaffebar
, men frygter dog at komme tomhændet hjem fra supermarkedet, hvor italienerne hamstrer pasta og flåede tomater.

Video-opdateringer om Coronavirus i Norditalien fra mandag 24.2, søndag 23.2. og lørdag 22.2.2020.

Mandag 24.02.2020 klokken 08.00
Varighed 5 minutter og 26 sekunder

Søndag 23.02.2020 klokken 10.00
Varighed 3 minutter og 31 sekunder

Artiklen fortsætter under reklamen

Lørdag 22.02.2020
Varighed 3 minutter og ti sekunder

Af journalist Charlotte Sylvestersen, Milano

–//–