Migranthistorier 1: Ali med værdighed

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs. Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse. Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt. Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen. En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali.
Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali. Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

 

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel. Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent. Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken. Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

…artiklen fortsætter under reklamen

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer. De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt! Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

Byguide til Montecatini Terme på italy.dk >>

Lavazza Kalender 2018: Hvad gør du for planeten?

“Hvad gør du?” lyder spørgsmålet på årets kalender fra kaffefirmaet Lavazza.
2018-kalenderen blev præsenteret den 29. november i Milano og indeholder 17 portrætter, ét for hver af de 17 fremtidsmål FN i 2015 satte op for at sikre vores planet en bæredygtigt udvikling inden år 2030.

…artiklen fortsætter under reklamen

MINDEORD: Farvel til radiostemmen Bette De Fine Licht

Journalist og tidligere Italienskorrespondent Bette De Fine Licht blev den 22. november fundet død i sit hjem i Knebel. Bette rapporterede indtil 2006 i 27 år fra Italien til Danmarks Radio.

Mine allerførste erindringer om Italien er ledsaget af Bette De Fine Lichts karakteristiske diktion i radioen. Italien interesserede mig dybest set ikke, men dén stemme glemte man bare ikke.

…artiklen fortsætter under reklamen

Måske var Bettes stemme med til at plante bare en lille smule interesse for landet, der dengang i min opfattelse blot var mafia, mozzarella og mandolin.
Man bliver jo heldigvis klogere, og nogle gange såmænd også af at lytte til journalister.

Lyt til Bette De Fine Licht i en optagelse af journalist Morten Beiter >>, der også har været udenrigskorrespondent i Italien i en periode.

By Roadside Guitars (originally posted to Flickr as Restored RCA 44-BX) [<a href="https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0">CC BY-SA 2.0</a>], <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File%3ARCA_44-BX_Bi-Directional_Velocity_Microphone.jpg">via Wikimedia Commons</a>FOTO: By Roadside Guitars

Mafiabossen Totò Riina er død, og Cosa Nostra er i krise

Mafiabossen Totò Riina fra Corleone på Sicilien er død, natten efter han fyldte 87 år. Han døde på sygeafdelingen på det topsikrede fængsel i Parma.

Riina blev efter at have skjult sig i 24 år arresteret den 15. januar 1993. Han blev idømt 26 gange livstid, og har siden siddet i fængsel på de specielle og hårde vilkår, mafiadømte straffes efter, den såkaldte ’41 bis’ regel.

…artiklen fortsætter under reklamen

Der måtte en dispensation til fra justitsministeren for at tillade hans børn og hustru at være tilstede på dødslejet. Riina er blandt meget andet dømt for attentaterne på antimafiadommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino.

Politiets kartotekskort over Totó Riina

Første mord som 18 årig

Totó Riina blev født den 16. november 1930 i en bondefamilie i landsbyen Corleone >> i Palermo provinsen på Sicilien. Han bliver faderløs, da faderen og en bror dør ved en ekslosion, mens de prøver at få krudt ud af en ikke eksploderet bombe.

Han begynder sin kriminelle løbebane , da han som 18 årige bliver dømt 12 års fængsel for at have myrdet en jævnaldrende ven.

Da han bliver løsladt fra Ucciardone-fængslet i Palermo i 1956 bliver han optaget i Cosa Nostra under mafiabossen Luciano Liggios vinger. Han får på grund af sin højde – 1 meter og 56 centimer – øgenavnet Totó u Curto – Totó den korte.

Udrydder modstanderne

Hans første blodige mafiakrig begynder i 1958, hvor han sammen med Liggio elimerer klanen omkring lægen og bossen Michele Navarra i fødebyen Corleone.

Totó stiger i graderne, og blive næstkommanderende i Corleone mafiaen, som også tæller den senere boss Bernardo Provenzano.
I 1962 bliver Riina stoppet af politiet med et falsk identitetskort og en pistol, og turen går retur til fængslet i Palermo, hvor han bliver løsladt i 1969. Som en betingelse for løsladelsen skal han forlade Sicilien og være på tvunget ophold et andet sted i Italien.

Skjuler sig i over 24 år

I stedet skjuler han sig de næste 24 år, mens han med brutal magtanvendelse stiger i graderne.
Hans kontakter og indflydelse på lokale og regionale politikkere, primært fra det kristdemokratiske parti DC betyder, at mafien nærmest uhindret kan begå forbrydelser, sælge narko, styre spil og prostitution, og bygge hvor de vil.

Når politikkerne ikke makker ret myrdes de, som det sker med Palermo provinsens leder af det kristdemokratiske parti Michele Reina, og med den nuværende italienske præsidents broder, Piersanti Mattarella, der var præsident for regionen Sicilien, da han blev myrdet i 1980.

La belva – Udyret

Riina får også tilnavnet Udyret – La belva – af hans allierede, Palermos mafiøse borgmester Vito Ciancimino.
I 1986 dømmes Riina livstidsfængsel i den store mafiaretssag i Palermo, hvor flere hundreder mafiosier er anklaget.
Fra sit skjulested reagerer Riina på dommen med at myrde 11 slægtninge til den angrende mafioso Tommaso Buscetta, der havde fortalt retten om Riinas forbrydelser.

Dommene i maxi-processen i Palermo er startskuddet på “krigen mod staten”, og ender med mordene først på den kristdemokratiske politikker Salvo Lima den 12. marts, og siden på undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone den 23. maj og på Paolo Borsellino den 19. juli 1992. Bombeattentaterne mod Uffizi Gallerierne i Firenze den 27. maj 1993, og  i via Palestro den 27. juli 1993 anses i dag også at være et led i Riinas og Cosa Nostra mafiens krig mod staten.

Riina er den sicilianske Cosa Nostra mafiaes ubestridte leder – capo di tutti i capo – da han den 15. januar 1993 omsider bliver arrresteret.
Han idømmes 26 gange livstid.

Efter arrestationen af Riina flytter hans hustru Ninetta Bagraella tilbage til Corleone med de fire børn, der alle er født på en af Palermos bedste private klinikker.
Ninetta lever stadig i Corleone, hvor hun i sommer fik beslaglagt værdier for 1,5 millioner euro, fordi de er tjent på mafiaaktiviteter.
Den ældste søn sidder i livstidfængsel, en anden søn har afsonet sin dom, og lever i Norditalien.

Mafiaen har aldrig været svagere på Sicilien,
men buldrer frem i Calabria og omkring Napoli

Fra 1990 til i dag er over 4.000 sicilianske mafiosier blevet arresteret, og 0ver 200 af dem sidder i “41-bis” fændsel som særligt farlige fanger.

I 2015 skønnede den italienske stats Direktion for Antimafia Efterforskning (DIA), at der var 2.366 mafiosi i Palermo provinsen. Det tal var over 3.000 i 1990.
Cosa Nostra mafien myrdede i 1992 152 personer, i 2007 ni personer, og slet ingen i 2016.

“Det er sandsynligt, at mafien på Sicilien aldrig har været svagere”, sagde mafiaeksperten Salvatore Lupo fra Palermos universitet til magasinet Internazionale i juli i år. “Mange  sammenligner med mafiens situation under fascismen. Men dengang havde mafien meget mere autoritet,” fortsatte han.

Den sicilianske mafiaes økonomi er også i krise

Centeret Transcrime på Universitá Cattolica i Milano skønner i deres seneste rapport fra 2013, at den sicilianske mafia i 2007 tjente 1,87 milliarder euro på deres kriminelle aktiviteter.
I 1990´erne skønnede man, at der alene i Palermo provinsen blev tjent over 2 milliarder kulsorte euro.
Til sammenligning skønnes det, at mafiaen fra Calabria i dag tjener 3,5 milliarder om måret, og cammoristerne i Napoli-området indkasserer 3,75 millarder om året på ulovlige forretninger.

Mafiosier på cykel i stedet for Mercedes

Den 22. maj 2017 blev Giuseppe Dainotti efter to år, to måneder og ti dage uden mafiamord i Palermo livkideret.
Han var på cykel, med indkøbskurve, og mafiosier klager over manglen på kontanter i de telefonaflytninger, politiet stadig i stort tal foretager for at bekæmpe organisationen.

I 1980´erne kørte mafiosierne rundt i Palermos gader i store sorte Mercedes, men i dag er mafiaen nødt til at spare.
Inden den økonomiske krise for ti år siden fik familierne til fængslede mafiosi op til 5.000 euro om måneden af fælleskassen.
Allerede i 2009, da den økonomiske krise for alvor begyndte at kradse i Italien, blev det beløb reduceret til 1.500 euro , skrev avisen La Repubblica dengang >>.

Totó Riinas efterfølger Bernardo Provenzano blev i øvrigt arresteret tæt ved Corleone i 2006, og døde i fænglet i 2016 >>

Landsbyen Corleone har i mange år prøvet at ændre byens image som mafiens højborg.

Corleone er jo også navnet på mafiafamilien i Godfather-filmene.
Blandt andet har man i dag en Piazza Danimarca – Danmarks Pladsen – hvor danske brudepar, der bliver gift i Corleone, har plantet træer.
Danske brudepar i Corleone >>

Piazza Corleone i oktober 2004

 

#unespressoperfavore: Onsdags-elskere på DaDa Bar


#unespressoperfavore

De kommer hver onsdag formiddag.

Kontorfolk. Så kedeligt ensformet og forventeligt klædt på med de rigtige mærkevarer, som kun  kontorfolk i Milano. De er tydeligt udenfor både deres vanlige zone, og også udenfor deres personlige komfortzone.

…artiklen fortsætter under reklamen

Hænderne rækker ud efter hinanden hen over bordet, men trækkes altid tilbage i sidste øjeblik eller efter et mikrosekunds berøring. Der er mere tavshed end dialog, men stort overskud af lange suk og sigende blikke. Og der hænder, der strækkes frem, og så alligevel altid trækkes tilbage.

Det udvikler sig.
Langsomt.

For et år siden sad de på hver sin side af bordet.
Nu er de rykket tættere på hinanden, og deler et hjørne.

Hvis det er en affære, er det den mest langsomme af slagsen, jeg har overværet.

Jeg får lyst til at ryste dem i kraverne på de altid nystrøgne skjorter, give dem nøglerne til min lejlighed et par timer, få det forløst.

– Så gør dog noget ved det, får jeg lyst til at råbe i den formiddagsstille kaffebar hver onsdag.

Men måske er de forsigtige håndspålæggelser og forventningens glæde nok for dem?
Måske er onsdags-espresso dét, der får de to til at føle sig levende resten af ugen? Af livet?

Men lidt frustreret gør de mig altså.
Om onsdagen…

Assisi: Find dín mursten på pilgrimsvejen

Canale Carlotta i Assisi, Umbria, 16. okt. 2017:
Efter jordskælvet i og omkring Assisi i den 26. september 1997 kunne man støtte genopbygningen ved at købe en mursten med sit navn indgraveret. Prisen var 50.00 lire, omkring 200 danske kroner.
Murstenen blev siden en del pilgrims-gangstien mellem Assisi by oppe på bakken og Santa Maria degli Angeli nede i dalen.
Kommunen glemte bare lige, at de glade givere ville vide, hvor déres helt private mursten befandt sig.

…artiklen fortsætter under reklamen


En dag i begyndelsen af 00’erne mødte jeg en krumbøjet kommunalarbejder på stien…

Video: 3 minutter og 40 sekunder, inklusiv fuglefløjt og lidt lebensangst for konvertering til katoliscismen…

Kommunalarbejderen blev færdig med opgaven, for i dag kan de glade givere indtaste deres navn på en hjemmeside, og få oplyst den præcise placering af murstenen med deres navn >>


Folk fra hele verden er blandt giverne.

Her finder du stien, der begynder på parkeringspladsen nedenfor Paradisbakken, hvor den store basilika i to etager og Franciskanermunkenes moderkloster befinder sig.


Stien set fra Assisi

For enden af stien på vej op til Assisi hilses man med Franciskanernes motto: Fred og alt godt.

Hængemavestriben og italienske hængerøve

“Har du fået kejsersnit?”
Spørgsmålet blev stillet af den ene af to perfekt sminkede, åleslanke og allerhøjest 20 årige klinikassistenter på et meget luksuriøs og smagfuldt indrettet Centro Estetico – Æstetisk Center – i den sicilianske by Taormina.

Jeg skulle have svaret:
“Jeg har fået tre kejsersnit og de andre seks børn har jeg født helt naturligt uden at sprække fra fisse til røv, så dér ser jeg stadig pæn ud.”
Det havde været et æstetisk pænt svar.
Jeg er – desværre, sic! – bare et ærligt menneske, og svarede, da jeg kom mig over den mentale befippelse, og for én gangs skyld også manglede ord på italiensk:
“Nej. Jeg er bare fed.”

…artiklen fortsætter under reklamen

Pinlig tavshed
De to piger fortsatte med at strippe overflødige hår af min krop, på nævnelige og unævnelige steder. I total og pinlig tavshed, men med en fysisk mærkbar kvindelig skræk for en dag ikke længere at være tiltrækkende på den perfekte måde.

“Må de blive uformeligt fede, sprække op til nakken når de føder deres eneste barn, få rynkede armhuler og stive kulsorte og stikkende skægstubbe på deres hager,” messede jeg lydløst, i stedet for at hyle højt, da de voksede mit overskæg.

Jeg kommer aldrig på den skønhedsklinik igen. Aldrig. Om jeg så skal gå rundt med duske under armene, fletninger på bagsiden af lårene, en firesporet motorvej i stedet for en indbydende skovsti i lysthuset, og lianer, der slynger sig mellem balderne.

I min alder kan man ikke længere blive fribløder, men jeg overvejede efter den traumatiske sicilianske oplevelse at tilslutte mig den del af den italienske kvindebevægelse, der bare lader det gro. Der var faktisk i løbet af dette forår flere artikler i aviser og magasiner, der spåede, at den frie hårvækst ville blive årets sort i sommeren 2017.

Det var fake news. Og da jeg for et par dage siden nævnte mine overvejelser om de frie hår overfor Paola, kiggede hun undrende på mig, og spurgte om, hvorfor jeg ikke forlængst havde fået fjernet alle de uønskede med laser?

Jeg er groet til

I mellemtiden er jeg groet til. Skovstien begynder at ligne et kyskhedsbælte, og der er stadig en uge til min hårfjerningsdame hjemme i via Plana åbner efter ferien.

y Riverbanks Outdoor Store from New Port Richey, FL, United States (Large Florida Rosemary bushes) [<a href="http://creativecommons.org/licenses/by/2.0">CC BY 2.0</a>], <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File%3ACeratiola_ericoides_bushes.jpg">via Wikimedia Commons</a>

Jeg er helt tryg ved Filomena, selv om hun oprindeligt også er fra Sicilien. Hun er en frodig, midaldrende dame som jeg. Når jeg brokker mig over de stive sorte hår på hagen, der kan gro tre centimeter på de to timer, der går mellem, at man tjekker hagen, og har en date, så slår hun bare en skraldende latter op.

“Du skal ikke klage. Så skal du se kvinderne fra Puglia og Sardinien. Dér kan du tale om stive hår.”

Når jeg fortæller hende om oplevelsen i Taormina ved jeg også, at Filomena har det rigtige svar:
“Jeg har set det, der er værre,” vil hun svare.

Det har hun altid. Set noget, der er værre. Og så vil hun på bedste coachingmanér minde mig om, at nordeuropæiske kvinder har en højere røv end de italienske signorina’er .

For sådan er det jo. Tjek det selv. De fleste italienske kvinders balder slutter langt under sædebenet, de danske kvinders er oftest på højde med sædebenet.
Jeg siger ikke, at vi er udstyret med en røv, der strutter mod himmelen, men vi er altså en anelse mere lækkert højrøvede, for nu at sige det, som det er.

Vi er også høje og blonde, på hovedet, forstås. Vi skal bare finde den rette hårfjerningsdame, og jeg svigter aldrig Filomena igen.

2001: Italienske kvinders værste fjender: 
Appelsinhud, uønsket hårvækst og lave balder – og vægten… >>

2007: Kvinde- og mandesager under parasollen:
Motorvej eller skovsti i de nedre regioner,
og kampen mod rynkede armhuler og revnede hæle >>

FotoRiverbanks Outdoor Store from New Port Richey, FL, United States (Large Florida Rosemary bushes)


Denne artikel er også offentliggjort på POV.INTERNATIONAL >>