På re-integration i Danmark 0: Falske vejrudsigter, frossen sprinklervæske og Pippi i Panda

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt, fra både Italien og Danmark, om hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

Søndag 10. december 2017:
Under min morgenbriefing med mig selv inden afgang mod Nordeuropa fra Malcesine ved Gardasøen lovede jeg mig selv at køre forsigtigt, ikke tage nogle chancer, og så absolut holde ind ved et hotel tæt på motorvej 7/E45 inden det blev mørkt.

Vi, Panda, vovserne på bagsædet og jeg, kørte som programmeret afsted klokken 06.28, og indtil vi nåede det nordlige Østrig, uden grænsekontrol ved Brennerpasset, gik alt planmæssigt.

ØSTRIG I SOLSKIN, MEN DET GIK OVER

Min erindring snyder måske, men jeg mindes ikke, at man skulle over et decideret bjergpas på over 1.200 meter for at komme fra Østrig til Tyskland. Jeg vil da heller ikke udelukke, at jeg bare blindt har fulgt den korteste vej, som min GPS foreslog.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det bekymrede mig at se rastepladser dedikeret til påsætning af snekæder, og såmænd også, at de modkørende biler fra Tyskland havde 20-25 centimeter sne på taget, men efter en tissepause og lidt fuel til Panda fortsatte vi over passet.

Nede fra passet og inde i Tyskland, uden grænsekontrol mellem Østrig og Tyskland, sneede det endnu mere, og havde åbenbart sneet i flere timer. Min gode venner Frits og Linda i Malcesine havde ellers tjekket en masse vejrudsigter. De havde forsikret mig, at jeg under hele turen til Danmark lige netop ville have snefald i ryggen og ikke foran mig. Mekaniker Walter i Milano havde også lovet at fylde frostsikker sprinklervæske på Panda. Ingen af delene holdt.

Vejen forsvandt og bilen rallede

Jovist kom jeg da fremad. Jeg blev liggende bag en gigantstor Land Rover, og vi kom frem med mellem 45 og 55 kilometer i timen. Undervejs kunne man se mindre og mindre af vejen foran sig, og forruden i sig selv blev også temmelig uigennemsigtig, fordi sprinklervæsken trods mekaniker Walters garantier jo var frossen. Mobilen var ved at være død, fordi GPS´en havde været på i flere timer, og nu har jeg så lært at sætte Power Banken til, inden mobilens dødsrallen begynder.
Man kan altid lære.

Med andre ord.
Klokken var 11.30.
Vejen var usynlig, forruden mudret og mobilen halvdød.
Der var stadig langt til Danmark.

Vi stoppede på et stopfyldt raststelle, hvor hundredevis af andre bekymrede bilister gik rundt med endnu mere bekymrede miner end min, men dog alligevel kunne spise solid tysk kost som schnitzler, bratwurst og en masse kål.  Modløst brugte jeg mobilens sidste energi til at notere, at der lå tre hoteller umiddelbart efter næste motorvejsafkørsel ni kilometer fremme.

Pippi i Panda

Ude på vejen gik der Pippi Power i situationen. Vi kørte forbi afkørslen, lagde os bag endnu en kæmpebil med dobbelt så brede dæk som Panda og sneglede os frem med 55-60 kilomter i timen.
Jeg overbeviste mig selv om, at man snildt kan køre i verdens sikreste bil, men hvis du er en usikker bilist, så er Pippi i Panda bedre.
”To timer”, tænkte jeg, så tager vi en beslutning for natten, for jeg havde jo lovet mig selv ikke at køre i mørke.

To timer senere var mobilen ladet op. Hundene blev luftet i sneen, og jeg fik tisset. Man kan jo ikke tage beslutninger, når man er tissetrængende, det ved alle.

Så ringede jeg til Landgasthof Hess syd for Kassel, og reserverede et værelse til vovserne og mig. Planen var oprindeligt at lande lige dér, over halvvejen til Danmark, mellem klokken 15.30 og 16.00, mens det stadig var lyst.
GPS sagde, jeg ville lande 18.15 og jeg parkerede Panda i buldermørke foran hotellet klokken 18.40.

Efterrationaliseringer
De køretekniske udfordringer på første rejsedag fik luftet ud i min hjerne og i de skræmmende re-integrationstanker, der i dagene op til afrejsen havde gjort mig nærmest panisk stresset:

Kan min mave klare dansk mad i længere tid?
Er mit tøj og mine sko varme nok?
Er der stadig kun konstant modvind – også på cykelstierne?
Er det en god ide at tage favoritpasta og favorit risottoris med?
Det slog mig flere gange, at min hjerne var fyldt med de samme bekymringer, som min italienske mand altid havde før ferierne i Danmark.
Jeg skulle i øvrigt have taget et lager af risottoris fra Po Deltaet med. De der risottoris fra Netto overbeviser altså ikke.

Klokken 19.30 sad jeg så bænket med en dobbelt winerschnitzel mit bratkartoffeln, der mindede om bakkerne lige netop der i Kasseler Berge.

Hundene var fodret, og efter et varmt bad, og en sidste luftetur mellem snebelagte bindingsværkshuse besvimede vi alle tre inden klokken 22.30, med de planlagte kun 580 kilometer foran os dagen efter.

Ja, ok, hundene risikerede at besvime inden.
Hjemme i Milano hopper de op i sengen fra fodenden.
På Landgasthof Hess var der et sengegærde i fodenden, så det plankede de op i og faldt ned af et par gange, inden de opdagede, at det var nemmere at hoppe op langs sengens side.
Man kan altid lære.

Foto: Privatfotos

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Buon Natale & Felice Anno Nuovo

Husk at “synes godt om” & “følg” den nye Facebookside:
italiamo.dk & italy.dk – Italien fra pizza til politik >>
så du også i 2018 kan få dit daglige italienske vitamintilskud.

Kære Alle danske fans af Italien.
Glædelig jul & godt nyt år fra en vandkold og blæsende juleaftensdag et sted i udkantsdanmark.

Deres udsendte og de to hunde har for et ikke nærmere bestemt tidsrum forladt Italien, og er i fuld gang med et indtil videre fornøjeligt og spændende re-integrations-projekt i gamle Danmark.


Her er det dog en vaskægte december solskinsdag i det sønderjyske

Jeg vil også fra det sønderjyske berette både om Italien, og om den midlertidige re-integration, som i princippet også kan kaldes for overvintring.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det er første gang i knap 25 år, at jeg skal opholde mig længere end 14 dages ferie i Danmark, og netop denne julemorgen er dag nummer 14. Og jeg droppede rugbrødet til fordel for en kage til morgenmaden i dag.

Du kan allerede nu læse flere afsnit i føljetonen om re-integrationen på POV.International, for eksempel afsnittet fra den 23. december om Italiensk overtro og rapænder i Rinkenæs >>.

Jeg glæder mig til at berette meget mere om Italien i 2018 både på italiamo.dk, på POV.International, i Radio24syv, og hvor der ellers er bud efter mig.

Jeg håber at se jer alle inde på den nye Facebookside, hvor i er er velkomne til at deltage, komme med gode tips og stille spørgsmål. Og i er meget velkomne også til at dele siden med jeres venner og bekendte.

Julehilsner fra Holbøl,

Charlotte Sylvestersen og de to italienske lykkedrager

PS: Du kan læse alt om julen i Italien her >> – fra julekrybber- og kager til  lokale traditioner og forslag til italiensk julemad…

PPS: Om jeg allerede efter 14 dage savner Italien?
Hmmm. I dag droppede jeg rugbrødet til morgenmaden og spiste en kage i stedet for. Man kan jo kompensere.
Og i ved et jo, det der med italienere og deres fordøjelse >>.

Jeg savner dog min helt private juleseance på baren her den 24. december. Når jeg er i Milano giver jeg den hele armen som julemand med danske laksemadder og dilddressing, til stor fornøjelse for min italienske landsmænd.

Italiensk Pandora-reklame trukket tilbage, og efterlignet af bedemand

“Et strygejern, en pyjamas, et forklæde, et Pandora armbånd.
  Hvad tror du gør hende glad?”


Italienske kvinder blev fornærmede over Pandoras reklame.

Lyt med på Datolinjen den 5. december på Radio24syv – fra minuttal 44.50

https://www.radio24syv.dk/programmer/datolinjen/20213260/afgorende-brexit-gennembrud-flere-dodfundne

Og så bliver det ikke større:
Pandoras annonce, der altså nu bliver fjernet fra italienske medier og metrostationer, er blevet efterlignet med morbid italiensk humor af en bedemandsforretning i Rom.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Slut med det sædvanlige armbånd, kun hos Taffo Begravelsesservice finder du de bedste julegaver.
“…et gravlys, en blomsterkrans,
hvad tror du gør hende glad”

Migranthistorier 1: Ali med værdighed

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs. Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse. Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt. Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen. En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali.
Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali. Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

 

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel. Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent. Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken. Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

…artiklen fortsætter under reklamen

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer. De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt! Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

Byguide til Montecatini Terme på italy.dk >>

Lavazza Kalender 2018: Hvad gør du for planeten?

“Hvad gør du?” lyder spørgsmålet på årets kalender fra kaffefirmaet Lavazza.
2018-kalenderen blev præsenteret den 29. november i Milano og indeholder 17 portrætter, ét for hver af de 17 fremtidsmål FN i 2015 satte op for at sikre vores planet en bæredygtigt udvikling inden år 2030.

…artiklen fortsætter under reklamen

MINDEORD: Farvel til radiostemmen Bette De Fine Licht

Journalist og tidligere Italienskorrespondent Bette De Fine Licht blev den 22. november fundet død i sit hjem i Knebel. Bette rapporterede indtil 2006 i 27 år fra Italien til Danmarks Radio.

Mine allerførste erindringer om Italien er ledsaget af Bette De Fine Lichts karakteristiske diktion i radioen. Italien interesserede mig dybest set ikke, men dén stemme glemte man bare ikke.

…artiklen fortsætter under reklamen

Måske var Bettes stemme med til at plante bare en lille smule interesse for landet, der dengang i min opfattelse blot var mafia, mozzarella og mandolin.
Man bliver jo heldigvis klogere, og nogle gange såmænd også af at lytte til journalister.

Lyt til Bette De Fine Licht i en optagelse af journalist Morten Beiter >>, der også har været udenrigskorrespondent i Italien i en periode.

By Roadside Guitars (originally posted to Flickr as Restored RCA 44-BX) [<a href="https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0">CC BY-SA 2.0</a>], <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File%3ARCA_44-BX_Bi-Directional_Velocity_Microphone.jpg">via Wikimedia Commons</a>FOTO: By Roadside Guitars

Mafiabossen Totò Riina er død, og Cosa Nostra er i krise

Mafiabossen Totò Riina fra Corleone på Sicilien er død, natten efter han fyldte 87 år. Han døde på sygeafdelingen på det topsikrede fængsel i Parma.

Riina blev efter at have skjult sig i 24 år arresteret den 15. januar 1993. Han blev idømt 26 gange livstid, og har siden siddet i fængsel på de specielle og hårde vilkår, mafiadømte straffes efter, den såkaldte ’41 bis’ regel.

…artiklen fortsætter under reklamen

Der måtte en dispensation til fra justitsministeren for at tillade hans børn og hustru at være tilstede på dødslejet. Riina er blandt meget andet dømt for attentaterne på antimafiadommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino.

Politiets kartotekskort over Totó Riina

Første mord som 18 årig

Totó Riina blev født den 16. november 1930 i en bondefamilie i landsbyen Corleone >> i Palermo provinsen på Sicilien. Han bliver faderløs, da faderen og en bror dør ved en ekslosion, mens de prøver at få krudt ud af en ikke eksploderet bombe.

Han begynder sin kriminelle løbebane , da han som 18 årige bliver dømt 12 års fængsel for at have myrdet en jævnaldrende ven.

Da han bliver løsladt fra Ucciardone-fængslet i Palermo i 1956 bliver han optaget i Cosa Nostra under mafiabossen Luciano Liggios vinger. Han får på grund af sin højde – 1 meter og 56 centimer – øgenavnet Totó u Curto – Totó den korte.

Udrydder modstanderne

Hans første blodige mafiakrig begynder i 1958, hvor han sammen med Liggio elimerer klanen omkring lægen og bossen Michele Navarra i fødebyen Corleone.

Totó stiger i graderne, og blive næstkommanderende i Corleone mafiaen, som også tæller den senere boss Bernardo Provenzano.
I 1962 bliver Riina stoppet af politiet med et falsk identitetskort og en pistol, og turen går retur til fængslet i Palermo, hvor han bliver løsladt i 1969. Som en betingelse for løsladelsen skal han forlade Sicilien og være på tvunget ophold et andet sted i Italien.

Skjuler sig i over 24 år

I stedet skjuler han sig de næste 24 år, mens han med brutal magtanvendelse stiger i graderne.
Hans kontakter og indflydelse på lokale og regionale politikkere, primært fra det kristdemokratiske parti DC betyder, at mafien nærmest uhindret kan begå forbrydelser, sælge narko, styre spil og prostitution, og bygge hvor de vil.

Når politikkerne ikke makker ret myrdes de, som det sker med Palermo provinsens leder af det kristdemokratiske parti Michele Reina, og med den nuværende italienske præsidents broder, Piersanti Mattarella, der var præsident for regionen Sicilien, da han blev myrdet i 1980.

La belva – Udyret

Riina får også tilnavnet Udyret – La belva – af hans allierede, Palermos mafiøse borgmester Vito Ciancimino.
I 1986 dømmes Riina livstidsfængsel i den store mafiaretssag i Palermo, hvor flere hundreder mafiosier er anklaget.
Fra sit skjulested reagerer Riina på dommen med at myrde 11 slægtninge til den angrende mafioso Tommaso Buscetta, der havde fortalt retten om Riinas forbrydelser.

Dommene i maxi-processen i Palermo er startskuddet på “krigen mod staten”, og ender med mordene først på den kristdemokratiske politikker Salvo Lima den 12. marts, og siden på undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone den 23. maj og på Paolo Borsellino den 19. juli 1992. Bombeattentaterne mod Uffizi Gallerierne i Firenze den 27. maj 1993, og  i via Palestro den 27. juli 1993 anses i dag også at være et led i Riinas og Cosa Nostra mafiens krig mod staten.

Riina er den sicilianske Cosa Nostra mafiaes ubestridte leder – capo di tutti i capo – da han den 15. januar 1993 omsider bliver arrresteret.
Han idømmes 26 gange livstid.

Efter arrestationen af Riina flytter hans hustru Ninetta Bagraella tilbage til Corleone med de fire børn, der alle er født på en af Palermos bedste private klinikker.
Ninetta lever stadig i Corleone, hvor hun i sommer fik beslaglagt værdier for 1,5 millioner euro, fordi de er tjent på mafiaaktiviteter.
Den ældste søn sidder i livstidfængsel, en anden søn har afsonet sin dom, og lever i Norditalien.

Mafiaen har aldrig været svagere på Sicilien,
men buldrer frem i Calabria og omkring Napoli

Fra 1990 til i dag er over 4.000 sicilianske mafiosier blevet arresteret, og 0ver 200 af dem sidder i “41-bis” fændsel som særligt farlige fanger.

I 2015 skønnede den italienske stats Direktion for Antimafia Efterforskning (DIA), at der var 2.366 mafiosi i Palermo provinsen. Det tal var over 3.000 i 1990.
Cosa Nostra mafien myrdede i 1992 152 personer, i 2007 ni personer, og slet ingen i 2016.

“Det er sandsynligt, at mafien på Sicilien aldrig har været svagere”, sagde mafiaeksperten Salvatore Lupo fra Palermos universitet til magasinet Internazionale i juli i år. “Mange  sammenligner med mafiens situation under fascismen. Men dengang havde mafien meget mere autoritet,” fortsatte han.

Den sicilianske mafiaes økonomi er også i krise

Centeret Transcrime på Universitá Cattolica i Milano skønner i deres seneste rapport fra 2013, at den sicilianske mafia i 2007 tjente 1,87 milliarder euro på deres kriminelle aktiviteter.
I 1990´erne skønnede man, at der alene i Palermo provinsen blev tjent over 2 milliarder kulsorte euro.
Til sammenligning skønnes det, at mafiaen fra Calabria i dag tjener 3,5 milliarder om måret, og cammoristerne i Napoli-området indkasserer 3,75 millarder om året på ulovlige forretninger.

Mafiosier på cykel i stedet for Mercedes

Den 22. maj 2017 blev Giuseppe Dainotti efter to år, to måneder og ti dage uden mafiamord i Palermo livkideret.
Han var på cykel, med indkøbskurve, og mafiosier klager over manglen på kontanter i de telefonaflytninger, politiet stadig i stort tal foretager for at bekæmpe organisationen.

I 1980´erne kørte mafiosierne rundt i Palermos gader i store sorte Mercedes, men i dag er mafiaen nødt til at spare.
Inden den økonomiske krise for ti år siden fik familierne til fængslede mafiosi op til 5.000 euro om måneden af fælleskassen.
Allerede i 2009, da den økonomiske krise for alvor begyndte at kradse i Italien, blev det beløb reduceret til 1.500 euro , skrev avisen La Repubblica dengang >>.

Totó Riinas efterfølger Bernardo Provenzano blev i øvrigt arresteret tæt ved Corleone i 2006, og døde i fænglet i 2016 >>

Landsbyen Corleone har i mange år prøvet at ændre byens image som mafiens højborg.

Corleone er jo også navnet på mafiafamilien i Godfather-filmene.
Blandt andet har man i dag en Piazza Danimarca – Danmarks Pladsen – hvor danske brudepar, der bliver gift i Corleone, har plantet træer.
Danske brudepar i Corleone >>

Piazza Corleone i oktober 2004