Sjælen er ikke nok: Den katolske kirke vil også have din døde krop eller asken

Fra dagens avis Corriere della Sera:
Sjælen er ikke nok for den katolske kirke.

De vil også have kroppen efter din død.
Helst i hel figur, men til nød også som aske.
kremation_cds_20161025

Printscreen fra Corriere della Sera 26. oktober 2016

Lige knap 20 procent af italienerne bliver i dag kremeret efter deres død, og tallet er stigende.
Den katolske kirke ‘foretrækker’ en begravelse med kroppen i kisten, men ‘kremation er ikke forbudt’, som der står i den nyreviderede håndbog over den rette tro  – ‘Ad resurgendum Christo’ (‘Genopstå med Kristus’ er mit bud på en oversættelse) – der netop er godkendt af Pave Frans.
Kremation ‘rører ikke sjælen, og forhindrer ikke den almægtige guds mulighed for at lade kroppen genopstå’, lyder den gældende regel i dag.

…artiklen fortsætter under annoncen

I hellig jord, ellers gælder det ikke

Asken fra kremerede skal dog opbevares på en indviet kirkegård, og ikke på kaminhylden, og slet ikke delt ud blandt flere familiemedlemmer eller indkapslet i et smykke.
Der står nemlig skrevet i et kirkeretslig dokument fra 1184, at ‘hvis den afdøde har givet præcise anvisninger om at blive kremeret og få asken spredt ud i naturen…. …så skal begravelse nægtes’.
Kremation blev først accepteret af den katolske kirke i 1963. Indtil da kunne præsterne nægte at begrave kremerede, der ønskede en katolsk begravelse inklusiv fast ophold på en katolsk kirkegård.

Kampen om sjælene hører aldrig op

Mange repræsentanter for den katolske kirke har også svært ved at respektere afdødes ønsker om at undgå kirken indblanding i sidste instans.
Endnu inden begravelsen af gøgleren Dario Fo >>, der udtrykkeligt havde frabedt sig en religiøs begravelse, gav avisen Corriere della Sera spalteplads både til den katolske popsanger Adriano Celentano, der fik lov til at påstå, at Fo var “troende uden at vide det”, og til teologen Bruno Forte under titlen “Som alle de store havde han et uroligt hjerte. Også han søgte gud”.

Printscreen fra Corriere della Sera - 14. oktober 2016

Printscreen fra Corriere della Sera – 14. oktober 2016

Der er nemlig ingen gravfred for ateisterne, når katolikkerne sætter kampen om sjælene ind.

Et grotesk eksempel er kirkens krav i 2008 på kommunistlederen Gramscis sjæl 71 år efter hans død i 1937.
I 2010 argumenterede avisen L´Osservatore Romano også helt seriøst for at slå fast, at tegneseriefigurerne Bart og Homer Simpson nødvendigvis måtte være katolikker >>.
Opera propria, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=29971916

Dario Fo – det verbale symfoniorkester

Hvis der sker mig noget, så fortæl at jeg har gjort alt for at overleve, citerer dagbladet La Repubblica Dario Fo for at have sagt, da han i begyndelsen af oktober blev indlagt med luftvejsproblemer.
Forfatteren og skuespilleren, men fremfor alt samfundskritikeren klædt ud som hofnarren Dario Fo døde natten til torsdag den 13. oktober på Sacco hospitalet i Milano.

Opdateret udgave af artikel offentliggjort på www.italy.dk den 10. februar 2015

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende. (Privatfoto)

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende i Feltrinelli boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. (Privatfoto)

Ordene strømmer mig i møde i samme øjeblik, jeg træder ind i Feltrinelli-boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. Hvad sker der lige her, tænker jeg og kontrollerer automatisk uret, der viser 18.28, og altid er to minutter foran.
Jeg er ikke for sent på den.
Jeg er aldrig for sent på den.
Jeg er stadig så dansk efter 25 år i Italien, at jeg altid er den første, der ankommer til et pressemøde eller en præsentation.
Men jeg ér for sent på den.
Det er ikke en båndoptagelse, der fylder boghandlen.
Det er Dario Fo, der sidder foran et stort publikum på scenen i den store boghandel med ordene strømmende ud af munden.
Man kan næsten se ordene flyve kaotisk rundt om Fo.
Ordstyreren er på overarbejde, og giver dybest set op efter ganske få minutter.

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Ordene flyver ud af og omkring det karakteristiske og stadig ungdommelige gummiansigt som en slags verbal glorie. Man kan som altid mærke, at de står i kø.
Ordene står i lange snirklede køer.
Ikke bare i hovedet, men i hele kroppen.
Ordene vil ud, og mellem ordene møver historierne sig frem, og så kommer ideerne, der endnu ikke er blevet til ord og historier.
De vil alle ud, de vil ud, og helst lige nu, ud af det snart 89-årige hoved og den lige så gamle krop.
Og når de flyder ud, ordene, så ser man drengen sidde derinde bagved, og han nyder det.
Hold da helt kæft, hvor han nyder det.

VELGØRENDE ORDBALSAM
– Ved I hvad?
På et tidspunkt under mødet sniger en lille eftertænksom pause sig ind, og ansigtet falder i gammelmandsfolder:
– Jeg skal fortælle jer en hemmelighed! Jeg holder aldrig pause. Der er hele tiden nye historier, nye ord, nye ideer, nye personligheder at studere og fortælle om. Min læge siger, det er usundt, og at man kan dø af det, siger Fo, og ansigtet falder igen lidt sammen.
Det er tydeligt, at den risiko ikke huer ham. Fo har overhovedet ikke tid til at dø.
– Lægen sendte mig til Sicilien for at slappe af. Jeg var endnu mere syg, da jeg kom hjem, siger han, inden ordene igen begynder at flyde i en lind strøm.
– Jeg har brug for at bruge hjernen hele tiden, siger han og holder en kunstpause:
– Gad vide, om der er nogle politikere, der har det sådan, kommer det så tørt, og han tager nådigt mod klapsalverne fra det overmåde venligt stemte publikum. Han efterlyser endda et lidt mere overdådigt bifald, og får det.

…artiklen fortsætter under annoncen

De ord, de historier, de ideer, der vil ud.
De utallige uendelige historier, der står der og møver, og nu er det altså min tur, flyt dig så, jeg har stået her længere end dig, jeg vil ud, ud vil vi, ud ud ud.
Derfor er der ikke altid hoved, krop eller hale i det, der kommer ud.
Hvis Fo havde fire eller fem munde, som ordene, ideerne og historierne kunne komme ud af, ville han være et verbalt symfoniorkester.

MANDEN ER JO ET GENI, ET GENI, FOR POKKER
Det er yderst behageligt at lytte til Fo.
Det er nærmest saliggørende, tænker jeg, og glemmer min rationelle mening. Nemlig at Fo – og ikke mindst hans afdøde hustru, Franca Rame – i virkeligheden aldrig er kommet videre end til kystbanesocialisternes grundlæggende arrogante, primitive og privilegerede verdensopfattelse fra dengang midt i 1970’erne.
Og så går det op for mig, at det er lige dèr, geniet ligger. 
Altså, at 35 minutter med Fo gør en glad og let til mode.
At der er så utroligt meget at tænke over i verden, og mindst lige så meget at grine af, hvis man altså tør vende virkeligheden på hovedet, så den også bliver sand.
Jeg overgiver mig.
Fos ord er leg, og legen bliver til balsam for både sjæl, hjerne og krop, når man bare slår sin egen hjerne en lille smule fra.
Jeg læner mig op af bogreolerne, og det virker. Jeg glemmer min hælspore. Lænden gør ikke længere ondt, og kaptajn Schettino, der skal dømmes for passagerskibet Concordias forlis dagen efter lader omsider mine tanker i fred.
Inden jeg flyder helt af sted i ordflommens paradis, sætter jeg båndoptageren i gang.
Jeg når at tænke, at når jeg ikke selv kan slå min hjerne fra, så kan jeg fremover bare sætte båndoptageren i gang, og lade mig smøre ind i Fos ordbalsam i stedet for de tre 24-timers nyhedskanaler, der ellers altid kører indeni, udenom og i baggrunden…

DER VAR EN SKØR KONGE I DANMARK
Denne aften fortæller Dario Fo om Danmarks skøre konge under et ucharmerende spotlight ved siden af den næsten ordløse ordstyrer.
Bogen handler om den Christian den Syvende, om hvem danskerne flest, og også deres udsendte, ved et hurtigt dyk i hukommelsens slidte kongerække og Wikipedia allermest husker for hans sindssygdom. For hans dronning, der gik i seng med livlægen Struensee, der nok lavede noget, der lignede demokratiske reformer, men endte så grueligt grumt med at få hånden og hovedet hugget af inden resten af kroppen blev skåret op og lagt på “hjul og stejle”. Hvilket nummer i rækken af bøger er der vist ingen, der helt husker. Wikipedia nævner 89 bogudgivelser, plus skuespillene, tv-shows, sange, malerier, tegninger, scenografi og meget meget mere.

fo_ce-un-re-pazzo-in-danimarca_1200
I 2014 kom der endnu to bøger – “Ciulla, il grande malfattore” (Ciulla, den store synder) og “La figlia del Papa” (Pavens datter) – og Fo nåede også forestillingen “Sant´Ambrogio e l´invenzione di Milano” (Sankt Ambrosius og opfindelsen af Milano).

TILTRUKKET AF DET UMULIGE
Christian den Syvende af Danmark er Fos nyeste helt. Fordi kongen var skør. Fordi han var skingrende hamrende kugleskør, og den slags har verden ifølge Fo så inderligt brug for.
– Jeg har brug for at vende tingene på hovedet for at de bliver sande, siger Fo, og man tror ham simpelthen.

Jeg får dog også en fornemmelse at, at Fo er i gang med sit testamente. Han vil nå at fortælle os, hvorfor han er landet lige nøjagtig på denne planet for at fornøje, forblænde og oplyse os. Han har en mission, der overhovedet ikke er afsluttet, og tiden er måske så kort. Tiden er altid for lille, tiden er simpelthen for indskrænket til alle ordene.

HYLDEST TIL KÆRLIGHEDEN, TIL FOLKET, OG TIL DEMOKRATIE
Christian den Syvende bliver i bogen om den skøre konge vendt på hovedet, for hér er han helten, og ydermere i lange øjeblikke af bogen endog en romantisk helt. Beskrivelserne af kongens møde og hans første tid med den dronning, han hele tiden svigter og som siden svigter ham, er nærmest Barbara Cartland værd. Og det gør slet ikke noget. For det er skønt, ja, det er simpelthen livsbekræftende og velgørende, at en mand på 88 stadig tror på kærligheden.
– Jeg har altid været tiltrukket af det umulige, får Fo sagt.
Blandt det umulige er også demokratiet.
Det ægte demokrati.
Folkets demokrati.
Gøglernes demokrati måske også.
Fo er stadig fascineret af Femstjernebevægelsen, af Beppe Grillo, og af et anderledes demokratisk eksperiment, som han kalder det. Det slår mig pludseligt, at uanset hvad man mener om Fo, så er det en kæmpestor uretfærdighed, at han af alle ikke er blevet udnævnt som livstidssenator. Og det endda selv om jeg naturligvis mener, at netop denne institution med ikke-valgte livstidssenatorer er noget af det mest udemokratiske, der findes.
Hov, der tabte jeg tråden.
Sådan er det med Fo.
Fo smitter.
Tilbage på sporet:
Fo har været så “heldig” under sin research af den skøre danske konge at finde både kongens, dronningens og de andre hovedpersoners hemmelige og ind imellem kodede dagbøger. ”Dagbøgerne” fortæller historien om det lille fantastiske land mod nord, hvor skolegang blev indført og dødsstraffen afskaffet – for ”med dødsstraf kan der simpelthen ikke være civilisation” – allerede i 1700-tallet af den oplyste Struensee, der ifølge Fo blot udførte den skøre konges inderste ønsker for sit folk imod adelen, forretningsmændene og gejstligheden.  Imod de onde, de evige skurke, magthaverne, som vi ikke kan lide, altså medmindre de er kugleskøre.
Hmmm. Det er i virkeligheden ikke en særlig demokratisk historie.
Nå, pyt med det. Pyt med, at det i virkelighedens Danmark gik så galt, at reformerne blev afskaffet, at Struensee selv blev dødsdømt, og at den yndige dronning blev landsforvist, og at  kongen sygnede hen i sin skizofreni, er historiske detaljer som Fo da ved Gud, eller hvem det nu er, ikke skal bekymre sig om. Naturligvis ikke. Jeg mener det naturligvis ikke.

HOFNARREN SIDDER MED HÅNERETTEN
Fo er gøgler.
Han er den sidste hofnar, der sidder med retten til at råbe ”de har ikke noget tøj på”.
Han er samfundsrevser, maler, tegner, skuespiller, satiriker og romanforfatter af Guds – eller hvem det nu er – nåde. Og det er helt i orden.
Han har aldrig nogensinde kaldt sig for dokumentarist, vel?
Og hvem er jeg at sætte spørgsmålstegn ved det overhovedet. Det får jeg så også at vide senere, sammen med verbale pisk over min mangel på punktlighed.

DET ER DANSK, GODT, LYKKELIGT OG DEMOKRATISK
Fo er i sin høje alder også med på modebølgen. Nemlig den Danmarks-bølge, der i de seneste to-tre år er skyllet intensivt hen over Italien. Alt, hvad der er dansk er godt. Og lykkeligt, for de siger det jo selv, altså, at de er verdens lykkeligste. Og ikke mindst demokratisk, for demokratisk er jo en af mange filtrede ledetråde i Fos verdensbillede.
Danmarks-bølgen ruller fra tv-serier som “Broen” og “Borgen” til totalt ukritiske såkaldte dokumentar tv-udsendelser om danske børn og ikke mindst børnepenge, skoletandlæger, vedvarende energi og cykelstier – alt sammen i min optik i kølvandet på en Beppe Grillo-blog fra 2012, der ganske sigende hedder “Drømmen om Danmark“.
Det er ligemeget, for Danmark er og bliver drømmelandet for lige netop den type italienere, der altid har elsket Fo.
I Danmark kaldte vi dem for kystbanesocialisterne. I Milano hed og hedder de ”radical chic”, og i modsætning til de danske af slagsen er de italienske også altid parate til lidt nationalt selvplageri, hvor de forsværger alt der er italiensk og deres egen skønne italienske folkesjæl. Fo når såmænd også lige at piske sig selv og den italienske folkesjæl dér i boghandlen på Piazza Piemonte. Han fortæller, at han holdt en forelæsning om en italiensk teatermand i Belgien, og “italienerne var dem, der vidste mindst om ham”, og tilhørerne griner pligtskyldigt og nikker anerkendende.
Fos kærlighed til Danmark er faktisk ikke bare et nutidigt modefænomen, det skal han have.
Jeg husker ham så langt tilbage og så langt ude som på heden på Herning Gymnasium til en opsætning af Mistero Buffo for årtier tilbage. Siden da har han og Rame jævnligt gæstet og forlystet danske scener. Jeg husker også, at jeg dengang i forrige årtusinde ikke forstod en hylende fis af, hvad der foregik på scenen, men at det var hylemorsomt og jeg gik derfra på lettere fjed med hovedet fyldt med ord, historier, ideer…

KUN TRE SPØRGSMÅL.
JEG ER TRÆT
JEG VIL HJEM.
Efter en nærmest uafbrudt monolog på 35 minutter er det tid til spørgsmål fra boghandlens publikum, men dog ikke inden frække Fo flere gange har mindet publikum om, at vi er her, fordi vi skal købe bogen.
– Kassen er lige dernede ved udgangen.
Den første spørger er nærmest rørt, og gentager flere gange sit ikke-spørgsmål:
– Tak, fordi du eksisterer.
– Tak, fordi du eksisterer.
Fo læner sig frem, holder en hånd bag det ene øre, og spørger den næsten ordløse ordstyrer om, hvad damen siger.
– Ahhh, smiler han og læner hovedet tilbage, og ligner lige pludselig… …ja hvad er det nu lige, han ligner? Jamen, det er da en rigtig italiensk “Dario”, der lige har fået, og det må man jo sige han også havde, en kompliment af en interesseret kvinde.
Næste spørgsmål er fra en ung fyr, der vil vide, hvordan det føltes – i dag skal vi jo vide alt om følelser – da Fo i 1997 fik Nobelprisen i litteratur. Ahhh, det spørgsmål nyder Fo også.
– Da jeg kom til Stockholm foregik det i en kæmpesal. Lige så stor som boghandlen her. Der var bøger overalt, og da jeg kiggede nærmere var det allesammen mine bøger, på alle mulige sprog.  Lige dér tænkte jeg: Hold da op, de tager mig alvorligt. Det tager mig sørme alvorligt.
Tredje og sidste spørgsmål er mit. Saligheden forsvinder, ordbalsamen tørrer ud, og jeg ender med at føle mig tilbage i folkeskolens skammekrog. Åh nej, jeg kommer til at fornærme ham, tænker jeg, men jeg bliver jo nødt til at forklare, at jeg ikke hørte de første minutter af monologen, fordi Fo åbenbart er blevet så dansk, at han begynder før tiden, og jeg åbenbart så næsten italiensk, at jeg kun kommer to minutter før mødetiden.

Jeg vil altså gerne vide, hvor Fo har mødt Christian den Syvende?
Fo sidder i det uklædelige spotlight, der gør ham bleg som et spøgelse – deraf billedkvaliteten.
Han misser med øjne, der har set så meget, ud i salen for at finde mig henne langs bogreolerne.
– Næh, først et spørgsmål til dig, der er dansk. Hvad ved du om Christian den Syvende?
– At han var skør, at han var hanrej (“cornuto“), at Struensee nok lavede reformer, der var epokegørende for tiden, men at han endte skidt, og reformerne blev afskaffet, selv om Danmark siden bevægede sig i Struensees retning i løbet af 1800-tallet, får jeg sagt, og takker endnu en gang for, at Wikipedia eksisterer.
– Ajaaa, ajaaa, siger Fo ud til publikum.
– Der kan I se. Heller ikke i Danmark fortæller de historien rigtigt.
Det anede mig, at den ægte historie, som Fo henviser til, naturligvis netop findes i hans bog, og ikke mindst i de fantastiske “hemmelige dagbøger skrevet egenhændigt af hovedpersonerne”.
– Også i Danmark har de holdt den skøre konge skjult. Ja, du siger “cornuto“. Men nej, Christian kendte sig selv, og Struensee var hans bedste ven. Han delte ideerne og konen med ham, og i bogen beskriver Fo rigtigt nok trekantdramaet mellem kongen, dronningen og Struensee som en villet og nærmest altruisktisk konstruktion.
Det kan du selv læse mere om i bogen ”Der er en skør konge i Danmark” .
Da ordene stopper, efter at have været omkring Belgien, og lidt pisk til Die Dumme italienere som helhed, som ovenfor beskrevet, kommer Fo i tanke om mit oprindelige spørgsmål.
– Åh ja, du hørte ikke begyndelsen, fordi du kom ganske lidt for sent, gnækker han, og jeg mærker pisken svirpe over min krop. Hælsporen vågner, lænden knager og virkeligheden er pludselig tilbage. Det var sønnen Jacopo fra det fanstastiske og ustyrlige Frie Universitet Alcatraz i Umbria, der først mødte den skøre danske konge og introducerede Fo senior for ham.
De to var langt langt henne i den kreative proces – undskyld, researchen med de hemmelige dagbøger – da de opdagede filmen “En kongelig affære” om samme konge, dronning og Struensee.  Og det var jo også bare så meget lige meget. For det var jo oplagt en historie, der bare skulle, og i virkeligheden bare ventede på, at Dario og Jacopo kom forbi og samlede den op. Så er det tid til autografer, og jeg når lige at snige mig op på scenen for at bede om et bedre foto.
– Nej, sæt dig ned, og fortæl lidt mere om Danmark, siger Fo, og det gør vi så, mens ordstyreren omsider kommer på arbejde med mit mobilkamera.

fo_20150210_charlotte

Billedkvaliteten blev ikke bedre med den ordløse ordstyrer som fotograf, og Fo og jeg blev heller ikke enige om, at Danmark er paradis på jord, men interessant var det. (Privatfoto)

Bagefter slanger autografkøen sig frem.
Jeg snupper, og betaler, også en bog og stiller mig allersidst i køen.
Fo er træt, men grifler løs. Sådan er det også, men dybest set er han jo for meget cirkushest til ikke at kunne lide det, trods trætheden.
Bagefter har jeg en skøn fornemmelse i hoved og krop. Jeg løber ligefrem efter sporvognen for at komme ind og sidde ned, og straks begynde min rejse med Fos udgave af den skøre danske konge.
Jeg glemmer næsten at komme af, og undskyld, nu skal jeg gå.
Jeg mangler stadig 74 sider af bogen, og vil gerne nå dem inden virkeligheden og dommen over kaptajnen fra Concordia overfalder mig. Der er så mange historier, der vil ud.

PPS: Lyt til Dario Fo, da han i 2015 besøgte Louisiana og fortalte om den skøre danske konge.

Ny udgave af “Fertilitetsplan” beskyldt for racisme

Den italienske sundhedsminister, Beatrice Lorenzin, trak i slutningen af august den første udgave af “Den Nationale Fertilitetsplan” tilbage i kølvandet på beskyldninger om at promovere kvindefjendsk propaganda, der mest af alt mindede om tiden under Mussolinis fascistiske diktatur.

Den oprindelige kampagne opfordrede for eksempel italienske kvinder til at blive gode fødemaskiner for fædrelandet i så ung en alder som mulig, og fremstillede frivilligt eller ufrivilligt barnløse par som dårlige samfundsborgere.

…artiklen fortsætter under annoncen

Den 21. september blev den reviderede udgave af kampagnen så præsenteret, og den 22. september var det “Den Store Nationale Fertilitetsdag”, som skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Få timer efter at have præsenteret kampagnematerialet måtte sundhedsministeren dog trække en af de otte brochurer tilbage på grund af beskyldninger om racisme.

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016.

Brochurens forside viste øverst tandpastasmilende unge hvide mennesker som eksempel på “De gode vaner”.
Billedet nedenunder viste rygende unge mennesker af forskellig hudfarve, én endda med rastafrisure som eksempel på “Det dårlige selskab”. Altså den type mennesker fødedygtige unge italienere bør holde sig fra for at beskytte deres evne til at producere børn.

Racismen er i de øjne, der ser, var sundhedsministerens første svar på stormen af anklager om racisme.

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer "De gode vaner" for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er "Det dårlige selskab" repræsenteret af ungerygende  af forskellig hudfarve. Billederne er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer “De gode vaner” for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er “Det dårlige selskab” repræsenteret af ungerygende af forskellig hudfarve. De originale foto er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com.

Senere på dagen var forargelsen både på de sociale og de traditionelle medier dog så larmende, at Beatrice Lorenzin valgte at trække brochuren tilbage. Med uvant italiensk hurtighed fik hun også straks fjernet ethvert spor af den famøse brochure på Sundhedsministeriets hjemmeside. Siden har Lorenzin tørret sit andet selvmål i træk af ved at indlede en disciplinærsag mod den embedsmand, der har siddet med sagen.

Sundhedsministeren tilhører partiet Nyt Centrum Højre (NCD), der ledes af Berlusconis tidligere kronprins, indenrigsminister Angelino Alfano. Lorenzin begyndte sin politiske karriere under Berlusconis vinger i partiet Forza Italia allerede i 1996, og så fik hun i øvrigt først selv tid til at få barn som 43-årig sidste sommer.

Lorenzins tilgang til familiepolitik afslører endnu engang, at der tit er meget langt mellem regeringsleder Matteo Renzis Partito Democratico (PD) og NCD. PD tæller stadig en del parlamentsmedlemmer, der begyndte deres politiske karriere i det store italienske kommunistparti PCI, og der er meget langt fra PD’s ja til registreret partnerskab til NCD’s ultrakonservative familiepolitik.
Venstrefløjspartierne i sammenslutningen SEL-Sinistra Italiana kræver nu både en ny kampagne og ministerens afgang.

I 2015 blev der født 488.000 børn i Italien, og det er det laveste antal siden landet blev samlet i 1861.

 Læs mere på italy.dk:
April 2011 – OECD rapport om familien:
Italienske kvinder – intet arbejde, ingen børn, ingen penge

Februar 2010 – Hjemmegående får færre børn
(Fødselstal 1995-2008)

Plan om flere børn i Italien forarger

Den italienske sundhedsminister er kommet i strid modvind efter hun har fremlagt en plan for at få flere fyldte vugger i Italien via en reklamekampagne og indførelsen af en national ”Frugtbarhedsdag.” For nogle giver kampagnen nemlig minder om fascismens syn på kvinder som fødemaskiner.

– Vi skal vende den nuværende mentalitet på hovedet og genskabe fertilitet som et essensielt behov – ikke blot for par, men for hele samfundet, siger Italiens sundhedsminister Beatrice Lorenzin.
”Forsvar din frugtbarhed, forbered en vugge til din fremtid”, lyder sloganet bombastisk på forsiden af ministerens 137 sider lange frugtbarhedsplan.

italien_fertilitet_1_1

“Kom nu i gang! Vent ikke på storken. Foto fra kampagnen.

Navnet ”Den Nationale Fertilitetsplan” minder i Italien ikke om Sovjetunionens femårsplaner, men derimod mere om de 20 år under Mussolinis fascistiske diktatur mellem 1922 og 1943. Dengang var de italienske kvinder fødemaskiner, der skulle producere så mange soldater som muligt til tusindårsriget.

Fornærmelse af de ufrivilligt barnløse
Nærlæser man ”Den Nationale Fertilitetsplan” fremgår det klart, at den italienske sundhedsministers opfattelse af familien ligger mere på linje med Mussolini, end med det 21. århundredes realiteter.
Lorenzin taler om ”prestigen ved at være mor”, og planen nævner nærmest ikke farmand.
Det understreges også, at kvinder for samfundets skyld bør få børn i så ung en alder som muligt.
Forfatteren Roberto Saviano kaldte på Twitter kampagnen det for en fornærmelse mod dem, der af biologiske grunde ikke kan få børn, og også mod de mange, der i dagens kriseramte Italien simpelthen ikke har råd til at sætte børn i verden.

…artiklen fortsætter under annoncen

Sundhedsministeren reagerede på kritikken med at blive både ”overrasket og bitter”:
– Hvorfor kan man lave kampagner mod sukkersyge og kræft, men ikke om frugtbarheden, spurgte hun retorisk i dagbladet La Stampa dagen efter lanceringen af kampagnen.
– Tror De ikke, at problemet i realiteten er, at man ikke får børn, fordi der mangler både arbejde og velfærd, lød det derefter fra avisen.
– Der er en demografisk nødsituation i Italien: Fortsætter den, risikerer vi nulvækst i 2050. Jeg ved godt, at arbejdsmarkedspolitik, og skatte- og socialpolitik har indflydelse på fødselsraten. Men jeg er sundhedsminister, og jeg beskæftiger mig med sundhedsaspektet, replicerede sundhedsministeren, der er valgt for partiet Nyt Centrumhøjre.

Myten om de store italienske familier
Den børnerige italienske familie har i snart to generationer været en skrøne. De italienske kvinder får i dag under 1,4 barn per kvindeliv, og tallet var endda under 1,2 i midten af 1990´erne.
I 2015 blev der født færre end en halv million børn i en befolkning på over 60 millioner. Det er det laveste antal fødsler siden Italien blev samlet i 1861. Der døde knap 150.000 flere italienere end der blev født sidste år.
Når det virker som om, italienerne stadig har mange børn, er det ofte fordi hele familien inklusive onkler og tanter og nevøer går ud at spise eller tager på udflugt sammen.

Luigi Ambrosio fra Radio Popolare mener, at planen stempler de par, der bevidst har valgt ikke at få børn, som asociale borgere. Ifølge ”Den Nationale Fertilitetsplan” er par med børn både vigtigere og bedre samfundsmedlemmer end barnløse par, skriver han på radioens hjemmeside.

Antihistorisk kommunikationsfejl
I en leder i sundhedsmagasinet ”Starbene” kalder vicechefredaktør Sabrina Barbieri sundhedsministerens forslag til en ”Fertilitetsdag” for både antihistorisk og for en kæmpe kommunikationsfejl.
Barbieri deltog sammen med et dusin andre journalister i et møde med sundhedsminister Batrice Lorenzin i slutningen af maj i år. Hun forlod mødet med en fornemmelse af at deltage i et projekt, der handlede om en kampagne for at beskytte unge menneskers fertilitet med oplysningskampagner om blandt andet seksuelt overførte sygdomme, der kan resultere i sterilitet.

italien_fertilitet_1_2

Slogans fra kampagnen. “Skønhed har ingen alder. Fertiliteten har”. “Fertiliteten er et fælles gode”. “Unge forældre er den bedste måde at være kreativ på”. “Forfaqtningen beskytter en bevidst og ansvarlig forplantning”

Som så mange andre blev Sabrina Barbieri både overrasket og chokeret over udspillet til ”Fertilitetsdagen” den 22. september. Hun fortæller i lederen, at flere af de tilstedeværende journalister understregede, at de gerne vil være med til at promovere en oplysningskampagne, men at de netop ikke ville deltage i en kampagne, der skulle opfordre unge italienere til få flere børn.
”Udskydelse af moderskabet ender med et enebarn. Hvis det kommer”, truer et andet slogan.

Forfatningen og frugtbarheden
Kampagnens slogans har i det hele taget skabt vrede. Og det er igen de italienske kvinder, der nærmest mobbes.
”Skønhed har ingen alder, det har frugtbarheden”, lyder et slogan, mens et andet fortæller, at ”Unge forældre er den bedste måde at være kreativ på”.
Helt galt går det dog, når forfatningen blandes ind i forplantningen:
”Forfatningen beskytter en samvittighedsfuld og ansvarlige forplantning”.
Øh, ja. Læs den lige igen.
Hertil spørger bloggeren Selvaggia Lucarelli i ugebladet Novella 2000:
– Hvad gør vi så med børn født af dumme forældre, med børn født på grund af afbrudt samleje, på grund af to Mojito for meget, eller hvad med børnene af de forældre, der bliver skilt ved første barneskrig?

Renzi undsiger kampagnen
– Jeg kendte ikke noget til den kampagne, fortalte premierminister Matteo Renzi til radioen Rtl102,5 efter lanceringen.
– Hvis du vil skabe et samfund, der satser på fremtiden og på børn, skal du skabe de strukturelle vilkår som vuggestuer og tilpassede forhold på arbejdsmarkedet. Folk får børn, når de har et fast arbejde, når de kan tage et boliglån og har en vuggestue i nærheden. Jeg har ingen venner, der får børn, fordi de ser et reklameskilt. Jeg kender derimod dem, der siger, ”hvordan skal vi sætte børn i verden, når vi ikke har bedsteforældre, der kan passe dem, eller når vi ikke har et fast arbejde…”.

Sundhedsminister Beatrice Lorenzin blev selv mor for første gang i juni 2015.
Hun fik tvillinger, som 43 årig.

Læs mere på italy.dk:
April 2011 – OECD rapport om familien:
Italienske kvinder – intet arbejde, ingen børn, ingen penge

Februar 2010 – Hjemmegående får færre børn
(Fødselstal 1995-2008)

Sommerblues fra et augusttomt Milano

15. august 2016:
Det er er helt stille.
Jeg har åbnet alle døre og vinduer for at lukke 15. august-stilheden helt ind under huden.
”Ferragosto” er italiensk midsommer. Som Sankt Hans.
Vi fejrer bare Jomfru Marias himmelfart i stedet.

Nå, det vidste du ikke. Altså, at hun ligesom sønnike også for til himmels uden mekaniske hjælpemidler. Marias himmelfart blev vedtaget aflærde kirkefædre den 1. november 1950 og blev dermed det eneste nye katolske dogme fra 1900-tallet. Nå. Det er en helt anden historie.

Jeg går rundt i lejligheden og dimser i et forsøg på at tøjle lysten til at tænde for radio eller tv. Jeg er fast besluttet på at give stilheden en chance. Selv kolikbarnet på anden sal er helt stille. Jeg giver hundene mad, vander de stakkels planter på balkonen, og kommer alligevel uden at tænke over det til at tænde for vaskemaskinen.

– Nu er vi vel kun halvdelen tilbage, spurgte jeg portneren forleden.
– Halvdelen.. Mindre end en tredjedel, svarede Raffaele.

…artiklen fortsætter under annoncen

Han ved det. Han er en ægte portner. Han ved alt om alle de 130 enheder i ejerforeningen, og ikke mindst også alt om beboerne.
Portneren og signor Bonomi – den gode mand, betyder det efternavn – er de eneste tilbageværende ”reportere” fra ”Radio Cagnola”.
Cagnola er det officielle navn på mit kvarter. Det er der ikke så mange, der ved. Italienerne er ikke så officielle.

”Radio Gagnola” har sit hovedsæde på Pinos Bar her i ejendommen. Pino lukkede den 9. august for at tage hjem til Calabrien på ferie. Han kom til Milano for at arbejde som 14-årig, som så mange dengang i begyndelsen af 1960´erne. Men Calabrien er stadig hjemme.

Indtil Pino og de pensionerede mænd kommer retur sidst på måneden må resterne af Radio Cagnola bruge fortovet foran Via Plana 43 som redaktionslokale. De har så heller ikke så meget at rapportere.
– Der er mindst fem familier mere, der tager afsted efter arbejde på fredag, tilføjede Raffaele.

Ugerne omkring Marias himmelfart er ferien i Italien. Kan man ikke andet, så er det næsten obligatorisk på en eller anden måde at feriere i det mindste i dagene op til og efter Ferragosto. Ifølge avisen Affari Italiani er vi i dag under halvdelen af Milanos indbyggertal tilbage. 680.000 helt præcist, skriver de. 680.000 er da egentligt mange. Alligevel er jeg i ”Palle alene i verden-mood”.

sommerblues_milano_1

Der var helt tomt i lyskrydset i går eftermiddag. I to lange minutter stod jeg dér, og kiggede forgæves i alle retninger efter et motoriseret køretøj. Surrealistisk, og i grunden lidt skræmmende. Kun lidt.

Det var værre i gamle dage
Jeg elsker at skrive, at ”det var værre i gamle dage”. Jeg vil ikke blive en af dem, der falder i ”det var bedre i gamle dage”-fælden. Jeg vil ikke.

Da jeg for 27 år siden kom til Milano, sagde det simpelthen svup om eftermiddagen den 31. juli. 900.000 milanesere tog på ferie, og de var væk hele august måned. I Via Plana og foran byens kontorer og fabrikker holdt de feriepakkede familier parate i bilerne til at overlade rattet til farmand allerhøjst to minutter efter, at fabrikken eller kontoret lukkede.

Køerne på motorvejene til havet, og for rigtigt mange hjem til Syditalien, var ikke alenlange, men mange kilomter lange. Der var tumultagtige scener på hver eneste autogrill, når far skulle have endnu en dobbelt espresso for at holde øjnene åbne hele vejen til Apulia, Calabrien, Sicilien og Sardinien. Scener, der gentog sig i omvendt retning den 31. august, når den præcis én måned lange industriferie sluttede.

Til os, der dengang blev tilbage i byen – de gamle, de sære, og de nærige, der ikke vil betale augustpriser – udleverede Milano Kommune brochurer med lister over de ganske få butikker, apotekere, blikkenslagere og supermarkeder, der ikke lukkede hele industriferien. Manden og jeg gik i midten af august 1989 flere kilometer hver aften for at få en espresso. I dag ejes Illy-kaffebaren på hjørnet af to kinesere, der kalder sig Linda og Luca.

– Skal i aldrig holde ferie, spurgte jeg Linda sidste sommer.
– Jo, sagde hun smilende. Den dag vi har betalt alle afdragene på baren.

Hvis arbejde adler, som man sagde engang med en talemåde, jeg altid har haft det lidt svært med, så er det fuldt fortjent, hvis Luca og Linda bliver fremtidens grever og baronesser. I dag holder ikke bare kinesernes, men også arabernes og de andre indvandreres butikker, kiosker og restauranter i Via Plana åbent i august. Hvis stilheden bliver for overvældende, kan jeg også bare gå hen på indkøbscenteret, hvor der er åbent til klokken 10 i aften. Hvis jeg altså får nok af stilheden. Ikke endnu.

Eller jeg kan tage en tur i parken bag slottet. Her står der hver sommer et stort kommunalt dansetelt. Udenfor er der stole og borde under parasoller til dem, der spiller kort. Her mødes de mobile 60+, 70+ og 80+-årige milanesere hver eftermiddag og aften. Der danses vals, tango og linedans. Med alvorlige miner, for dans er skam en alvorlig sag i Italien.

sommerblues_milano_4

Jeg var forbi torsdag.
Ham i den grønne T-shirt dansede også alene i år.
Der er altid nogle ældre herrer, der danser alene.
Jeg tror, det er fordi, de gramser for meget. Jeg ved det ikke. Men jeg kan godt lide at tro, det er derfor.

Der bimles lystigt
Jeg fik som i sommeren 1989 en skrigorange sodavandsis ved den mobile kiosk bag designmuseet, og forelskede mig håbløst i min by. Igen.

sommerblues_milano_6
Sempione Parken om sommeren, om vinteren, om morgenen eller altid, er et spejl på byens puls.
Lige nu er parken i dansemood om eftermiddagen og aftenen. Men den er også hashrygernes bongotrommer, teenagernes krampagtige tør-bolleri på bænkene og hundelufternes paradis. Og der er altid liv på de trendy barer under Fernet Branca Tårnet og omkring Fredsbuen, eller bare en beroligende udsigt til en mand, der tager en lur på en bænk.

Så.
Nu bimler det.
Kirkeklokkerne på den anden side af gaden holder naturligvis ikke midsommer.
Der bimles lystigt til højmessen for Jomfru Maria og hendes rumtrip her klokken 11.

Gudstjenesterne – hver eftermiddag og to om lørdagen og søndagen – holdes for åbne døre i sommervarmen, der i øvrigt er os nådig i denne august.
Her er lige nu kun omkring 30 grader og en luftfugtighed på 50. Det er nærmest velgørende køligt i forhold til de 40 grader med 95 procent luftfugtighed, der kan være i august i Milano. Jeg har puttet dynen tilbage i betrækket. Når det tordner om natten er det nærmest køligt.

Der bliver også fyldt op på bænkene i Sacra Cuore di Cagnola i dag. Italienerne går stadig meget mere i kirke end nordeuropæerne. I dag er, på trods af ferie og varme og forberedelse af de store måltider, der hører enhver festdag til, en af de store kirkedage.

Flere sognekirker tilbyder midsommerfrokost til de tilbageværende. Frivillige stiller op, og henter også de ikke så mobile ældre, der er blevet efterladt i byen af deres ferierende familier.
Efterladte gamle og efterladte hunde er to store problemer, som frivillige og det offentlige er meget opmærksomme på i august. Lige nu leder vi på de sociale medier efter de to modbydelige fjolser, der blev filmet af overvågningskameraet ved en kirkegård i Norditalien, mens de efterlod en hundehvalp, de ikke gad have med på ferie.

I den mere humane afdeling er hundreder af milanesere augustfrivillige i organisationer som det katolske Caritas og de ikke religiøse City Angels. De tilbyder at hjælpe specielt de efterladte ældre med indkøb, madlavning, lægebesøg og andet i den ferietomme by.
Selv har jeg været frivillig på ”Vatikanet”. Vores rekreative kulturforening med det officielle navn ARCI l´Impegno er i realiteten mest en bar.
L´Impegno betyder ”indsatsen”, og et glas vin koster en indsats på 1 euro.

Vi passer på hinanden
Clara på 70 og Luigi på næsten 80, der normalt bestyrer baren, insisterer dog på at holde ferie som i gamle dage i hele august måned. Så derfor søsatte vi vores eget sociale og anarkistiske ferieprojekt i år med titlen ”Åben på grund af ferie”.

Vi snupper hver især nogle formiddags- eller aftenvagter bag disken, når vi har tid.
Nu ved jeg lige præcis, hvordan Valentino, der sang til mit bryllup for 20 år siden, skal have sin morgen espresso: Corto og med en sjat Grappa.
Og jeg har fået nummeret på enkemanden Sandros søn, hvis han får for meget formiddagsvin.
Det sker.

sommerblues_charlotte_barista

Vi spiller kort og drikker vin, men har skam også gjort hovedrent. Fredag fejrede vi første halvdel af projektet med et brag af en fest, hvor selv sociologen Rocco slap sin ellers effektive selvkontrol, og både spillede, sang og dansede. Yngste deltagere var hunden Dawson og Greta på 17, og ældste var Sandro på 87. Han blev fulgt behørigt hjem.

sommerblues_milano_7
Vi passer på hinanden.
Så bliver jeg igen forelsket i min by.
Igen, igen.

”Vatikanet” er lukket i dag.
Kirkeklokkerne er holdt op med at bimle.
Vaskemaskinen er færdig.
Der er ikke en lyd i gården og opgangen trods de åbne vinduer og døre.
Kolikbarnet er helt sikkert også på ferie.
Hundene fordøjer de fyldte maver i stilhed.
Stilheden er nærmest total.
Livet er godt.

I morgen begynder det igen.
Heldigvis…

Kvalmende mediedækning af italiensk jordskælv

Mediedækningen af jordskælvet i det centrale Italien forleden har nu overskredet kvalmegrænsen. 
Jeg ser altid 10-15 minutters morgen-tv på en af de tre store italienske 24 timers nyhedskanaler under “indtagelse” af morgensmøgen.
Bagefter “indtages” dagens avis på kaffebaren efter hundenes biologiske pauser. I dag har jeg nyhedskvalme..

En god nyhed får heldigvis forsidens største overskrift i dagens avis: 215 personer var indtil deadline i aftes reddet ud af ruinerne i live.
Den dårlige nyhed er, at antallet af omkomne stadig stiger, og fredag morgen var over 250.

Avisen Corriere della Sera valgte på andendagen efter jordskælvet den 24. august at sætte en god nyhed på forsiden. Indtil da var 215 reddet ud i live fra ruinerne i og omkring Amatrice i det centrale Italien.

Avisen Corriere della Sera valgte på andendagen efter jordskælvet den 24. august at sætte en god nyhed på forsiden. Indtil da var 215 reddet ud i live fra ruinerne i og omkring Amatrice i det centrale Italien.

Det er dag tre efter jordskælvet – fredag den 26. august.
Tv-journalisterne står og padler endeløst for at fylde sendefladen ud. Visse kolleger ser nærmest lykkelige ud, når de tvinger en ældre dame, der har mistet alt, til at græde sin smerte ud i direkte tv. Andre viser live deres skænderier med de brandmænd, der er tvunget til at spilde dyrebar tid på at forklare, at rød zone er afspærret for alle andre end redningsmandskab og førstehjælpspersonale. Radiokanaler har sendt optagelser af desperate menneskers opkald til alarmcentralen i minutterne efter jordskælvet kl. 03.36 natten til onsdag, og den største zoom på kameraet tages i anvendelse for at fange ansigtsudtrykket hos de traumatiserede stakler, der reddes ud af murbrokkerne i live – og allerbedst, hvis det er et barn. Jeg får mavepine af interviewet i helikopteren. Hvad nu, hvis de under interviewet er så optaget af mediedækningen, at de overser en person, der vinker efter hjælp?

Det er dag tre efter jordskælvet. Tv-journalisterne står og padler endeløst for at fylde sendefladen ud. Visse kolleger ser nærmest lykkelige ud, når de tvinger en ældre dame, der har mistet alt, til at græde sin smerte ud i direkte tv.

…kommentaren fortsætter under annoncen

Man taler om “sjakaler”, der tager til området for at stjæle værdier i de sammenstyrtede og beskadigede boliger. Én er anholdt i går, og fem unge mænd, der i bil ville op for at “se på”, blev sendt den anden vej af politiet.
Men de journalistiske sjakaler, der stjæler folks ubærlige sorg, er faktisk endnu værre.

Husker, og forstår til fulde i dag chefredaktør Bistrups ord, da jeg som praktikant på Berlingske Tidende blev sendt til Palermo efter mordet på Paolo Borsellino i 1992.
– Bliv nu ikke alt for begejstret, sagde Bistrup.
Jeg blev det. For begejstret. Det lyder bedre at kalde det engageret. Men jeg indrømmer, at det også er begejstring over at være dér, hvor det sker. Uden den – engagementet eller begejstringen – bør man dybest set ikke være journalist. Sådan er det bare, også.

Èn tv-nyhedschef, Enrico Mentana, stoppede i aftes en reporter i at overskride endnu en grænse.
Én!
Reporteren i jordskælvsområdet ville vise et foto af en familie, hvor alle medlemmer var omkommet. Dér gik Mentanas grænse. Andre chefredaktørers grænse er tydeligvis stadig ikke nået i jagten på klik og publikum.

Jeg skal ikke spille hellig.
Jeg har stået der selv. Jeg var alt for vildt begejstret, da jeg som den første danske journalist kunne telefaxe passagerlisten hjem til Ekstra Bladet, den dag SAS-flyet forulykkede i Milano-lufthavnen Linate i 2001.
Inden da havde en af slægtningene frustreret kaldt os ventende pressefolk for “usle gribbe” udenfor den hal, hvor de ventede på at få at vide, at alle i flyet var døde.

Tv-mediet er nådeløsløst.
Jeg ved det.
Med radio får du lidt mere tid til at tænke dig om, men ikke meget.
Når du skriver kommer du heldigvis ud af begejstringens rus. Du får tid til at slukke for adrenalinen, og når at reflektere inden ordene kommer ud. Men det fratager ikke journalisterne foran kameraerne i Amatrice, Accumoli og Arquata fra forpligtelsen til at udvise almindelig menneskelig anstændighed.

Man taler om “sjakaler”, der tager til området for at stjæle værdier i de sammenstyrtede og beskadigede boliger. Én er anholdt i går, og fem unge mænd, der i bil ville op for at “se på”, blev sendt den anden vej af politiet. Men de journalistiske sjakaler, der stjæler folks ubærlige sorg, er faktisk endnu værre.

Nyhedsmaskinens altædende bulldozer
Jeg sagde onsdag nej til at rejse til området for en dansk radio.
Allerede tidligt onsdag formiddag virkede det som om, der var flere pressefolk end indbyggere i området.
For hver katastrofe bliver nyhedsmaskinen en større og endnu mere altædende bulldozer.
Og efterkritikken når man så slet ikke, fordi mediekaravanen allerede er på vej til næste brændpunkt.

_______________________________________________________

Lyt til indslag om jordskælvet i Amatrice på Radio24syv den 24.august 2016 >>
_______________________________________________________

Jeg prøvede at tænde for nyhedskanalerne igen her efter frokost.
Kvalmen kom tilbage efter få minutter, og der kom italiensk musik på i stedet. Der er tilsyneladende ingen ende på trangen til at svælge i tragedien. Og der er åbenbart meget få redaktionssekretærer og chefredaktører, der tager sig tid til at coache for at stoppe ‘begejstringens rus’, og i stedet kræve bare en lille smule almindelig omtanke, lidt medmenneskelighed og et gram eller to anstændighed af deres medarbejdere i marken.

I må derfor ‘nøjes’ med en artikel i løbet af weekenden, hvor jeg vil samle op uden at svælge i døde børn, grædende slægtninge og nonner, der mener, at engle har reddet dem. Jeg vil i stedet prøve at forklare, hvad der sker, når nødsituationen er overstået og genopbygningen skal i gang.

Tror, jeg i mellemtiden går ud og kaster op af nyhedsforstoppelse…

Jordskælv i Italien: Genopbygningens svære kunst

Italien rammes i gennemsnit af et alvorligt jordskælv hvert fjerde-femte år.
”The big one” ramte Messina på Sicilien i 1908.
Man skønner i dag, at der omkom omkring 100.000 mennesker dengang. Der er stadig familier i Messina, der bor i såkaldte midlertidige boliger fra en i realiteten aldrig afsluttet genopbygning.

Italien har flere århundreders erfaring med jordskælv, vulkanudbrud, oversvømmelser og jordskred, og italienerne viser sig i dag fra deres mest effektive og gavmilde side, når naturkatastroferne rammer. Men når nødsituationen er overstået, sker det desværre alt for ofte, at de over 2.000 års tradition for både bureaukrati og korruption står parat til at spænde ben for genopbygningen.

– Lige nu har vi brug for et hospital, lød det fra regionen Lazios præsident Nicola Zingaretti på et pressemøde fredag den 26. august.
Kun tre døgn efter jordskælvet, der natten til onsdag den 24. august ramte det centrale Italien omkring landsbyen Amatrice, bad Beredsskabsstyrelsen italienere og andre om at stoppe indsamlingerne af fødevarer, tandsbørster og andre nødvendighedsgenstande til de ramte befolkninger.
Der var indsamlet nok, ja, vist endda rigeligt.

TO DAGE EFTER JORDSKÆLVET I AMATRICE DEN 24. AUGUST VAR DER SAMLET NOK NØDVENDIGHEDSGENSTANDE IND TIL DE JORDSKÆLVSRAMTE. SPORTSHAL I RIETI. (WIKIMEDIA COMMONS – ALESSANDRO ANTONELLI)

TO DAGE EFTER JORDSKÆLVET I AMATRICE DEN 24. AUGUST VAR DER SAMLET NOK NØDVENDIGHEDSGENSTANDE IND TIL DE JORDSKÆLVSRAMTE. SPORTSHAL I RIETI. (WIKIMEDIA COMMONS – ALESSANDRO ANTONELLI)

Chefen for Beredsskabsstyrelsen Fabrizio Curzio understregede på samme pressemøde fredag, at pengebidrag altid er velkomne. Søndag aften havde italienerne via mobilnummeret 45500 allerede doneret 9,7 millioner euro direkte til Beredsskabsstyrelsen..
Curzio opfordrede indtrængende folk til kun at donere via officielle kanaler, og undgå de mange private initiativer, hvor man dybest set ikke ved, i hvilke lommer bidragene ender.
Brandmænd, politibetjente, alpesoldater, sporhundepatruljer, spelologer, sundhedsarbejdere og andre frivillige var da også ganske få timer efter jordskælvet i fuld gang med redningsaktioner og anden akut nødhjælp.
Det tog mindre end to døgn at organisere både tre intermistiske felthospitaler og over 3.500 overnatningspladser i teltlejre og sikre bygninger i området. Over 2.400 personer benyttede sig fredag nat af overnatningsmulighederne, mens nogle hundreder stadig insisterer på at sove i biler, campere eller telte tæt ved deres sammenstyrtede eller beskadigede hjem.

…artiklen fortsætter under annoncen

amatrice_jordskælv_240816_kort

FOTO: WIKIMEDIA COMMONS

Nej til “new towns, ja til identisk udgave af landsbyen
Ordet hjem er nu det helt centrale spørgsmål.
Der er ikke brug for mere shampoo eller flere farveblyanter i teltlejrene og sportshallerne.
De ramte vil have deres hjem tilbage. De vil tilbage til livet, og tanken om hvor lang tid, det kan komme til at tage, gør kun den i forvejen traumatiske situation endnu mere ubærlig og frustrerende.
Sergio Pirozzi er borgmester i Amatrice, hvor over 200 omkom under jordskælvet. Han vil fjerne alle de sammenstyrtede og beskadige bygninger, og genopbygge en identisk jordskælvssikret udgave af landsbyen. Borgmesteren siger blankt nej til den type ”new town”, der var daværende regeringsleder Silvio Berlusconis svar på jordskælvet i 2009 i og omkring byen L´Aquila.
L´Aquila ligger kun 50 kilometer syd for det område, der nu ligger i ruiner. Dele af byens centrum er stadig afspærret og fyldt med murbrokker.

Ved jordskælvet i L´Aquila omkom 309 personer, og over 60.000 mennesker blev midlertidigt eller permanent hjemløse.

LANDSBYEN ONNA I ABRUZZO BLEV DESTRUERET VED JORDSKÆLVET OMKRING L´AQUILA I APRIL 2009. (RA BOE / WIKIPEDIA – HTTPS://COMMONS.WIKIMEDIA.ORG/WIKI/FILE:ONNA_2010-BY-RABOE-17.JPG?USELANG=IT )

LANDSBYEN ONNA I ABRUZZO BLEV DESTRUERET VED JORDSKÆLVET OMKRING L´AQUILA I APRIL 2009. (RA BOE / WIKIPEDIA – HTTPS://COMMONS.WIKIMEDIA.ORG/WIKI/FILE:ONNA_2010-BY-RABOE-17.JPG?USELANG=IT )

New Towns blev solgt som den hurtigste og bedste løsning dengang. Indvielsen af de lynopførte boligblokke i geometriske rækker uden den mindste fornemmelse af by og byliv blev fejret under pomp og pragt i slutningen af september 2009 med en storsmilende Berlusconi foran rullende tv-kameraer.
Indbyggerne i disse new towns var allerede dengang mindre entusiastiske end Berlusconi, og smilene er er forlængst stivnede. De fortæller, at det ikke er lykkes at skabe fornemmelse af hverken byliv eller socialt fælleskab omkring deres nye hjem. Rent praktisk kæmper indbyggerne også med byggesjusk, for det skulle jo gå hurtigt, så Berlusconi mindre end et halvt år efter jordskælvet kunne rose sig selv for indsatsen. Byggesjusk har blandt andet medført, at flere balkoner helt bogstaveligt er faldet ned. I og omkring L´Aquila eksisterer der i dag 19 new towns med plads til over 16.000 indbyggere i lidt over 4.500 boliger. Dagbladet ”Il Sole 24 Ore” kunne også i april fortælle, at over 9.000 indbyggere i området nu syv år efter jordskælvet stadig ikke kan flytte tilbage til deres boliger.
– Syv år efter begynder vi at se resultater af genopbygningen. Kvartererne udenfor centrum er næsten genopbyggede, og resultaterne begynder at være synlige i centrum. Når man kører fra motorvejen ind til L´Aquila kan man se en skyline af kraner, fortalte Stefania Pezzopane, der i 2009 var præsident for L´Aquila Provinsen den 3. april i år til Il Sole 24 ore.
L´Aquilas nuværende borgmester Massimo Cialente udtalte i april i år til nyhedsbureauet Adnkronos, at han forventede, at ”10-11 år efter jordskælvet i 2009 vil L´Aquila vær så godt som genopbygget”. Altså i 2019 eller 2010.
Kritikere påpeger dog, at de 19 new towns ikke kan regnes for genopbygning, og flere kræver i dag, at disse kunstige byer på et tidspunkt bør destrueres.
Den nuværende italienske regeringsleder Matteo Renzi meldte da også klart ud dagen efter jordskælvet, at new towns efter hans mening ikke bør være løsningen denne gang. I sidste ende er det dog lokalpolitikerne i de  ramte kommuner og provinser, der autonomt beslutter sig for, hvordan genopbygningen skal foregå. Der synes dog at være bred enighed om at undgå de identitetsløse og lynopførte permanente boliger.
Men derudover er Renzi  oppe mod de samme problemer som den lange række af regeringsledere, der igennem tiderne har måttet samle op efter de alvorlige jordskælv, der har ramt Italien i gennemsnit hvert fjerde år siden the big one i Messina for 108 år siden.

Benzinafgift fra 1980 er stadig aktiv
I Campania og Basilicata regionerne ramte et jordskælv på 6,5 på Richterskalaen den 23. november 1980 ved Irpinia området ved Avellino.
2.914 personer omkomr og 280.000 måtte forlade deres hjem.
I 2007 var genopbygningen af det område stadig en udgift på 3,5 millioner euro på den italienske finanslov. Og hver gang italienerne køber en liter benzin, betaler de stadig i dag en ekstraskat på 0, 04 euro – cirka 30 øre –til genopbygningen af Irpinia.
Fire år tidligere ramte et jordskælv med en intensitet på 6,4 på Richterskalaen det nordøstligste Italien i Friuli regionen. 990 omkom og 100.000 blev midlertidig eller permanent hjemløse. Spørger man italienerne i dag er jordskælvet i Friuli undtagelsen, der bekræfter reglen. I italienernes bevidsthed smøgede indbyggerne ærmerne op, og genopbyggede det tabte i løbet af fire-fem år.
Antonio Comelli, der var præsident i regionen Friuli-Venezia Giulia i 1976, huskes for sit mantra om, at ”først genopbygger vi fabrikkerne, så boligerne og siden kirkerne”.
Det var naturligvis ikke gratis. I dagens valuta skønner man, at det kostede den italienske stat 18,5 milliarder euro at genopbygge området i Friuli. Genopbygge, vel at mærke, for udover præsidentens mantra var befolkningens motto og holdning, at alt skulle genopbygges nøjagtigt som før jordskælvet.

I Finale Emilia betaler de stadig selv for genopbygningen
I maj 2012 ramte et jordskælv den norditalienske region Emilia-Romagna. Her var byen Finale Emilia blandt de hårdest ramte. I månederne efter virkede det umiddelbart som om, man hurtigt kom i gang med at rydde op, genopbygge og bygge nyt. Pressen fortalte positive historier om firmaer, der få uger efter jordskælvet havde installeret funktionsdygtige kontorer i lejede containere ved siden af de ødelagte fabrikker, og allerede var i fuld gang med at producere og sælge under de intermistiske forhold.
Som forbrugere købte vi jordskælvsramte Parmigiano Reggiano oste fra området, så mejerierne kunne komme af med de knækkede og skrammede osteforme, og straks gå i gang med at prodcuere nye.
For en gangs skyld fyldte energiske artikler og reportager medierne efter et jordskælv.
Jeg mindes ikke, at jeg de seneste fire år er stødt på de ellers nærmest klassiske artikler om svindel med jordskælvsmidler og korruption af embedsmænd, eller om nybyggeri, hvor cementen mest består af sand. Indbyggerne i området slåsser dog stadig med det allestedsnærværende italienske bureaukrati for at komme videre med deres liv.
Nogle af mine private venner i Finale Emilia havde råd til selv at gå i gang med renoveringen af deres beskadigede hjem. Det er først nu fire år senere, de kan se frem til at få nogle af pengene tilbage fra de jordskælvsmillioner, regeringen dengang afsatte til genopbygning. De, der ikke selv havde penge på bankbogen, kan først nu få udbetalt penge til renovering og genopbygning. De udbetalte beløb dækker dog sjældent de ekstra omkostninger på op til 300 euro per kvadramteter, som en jordskælvssikret bolig koster.
I en opgørelse fra de italienske ingeniørers forskningscenter (http://www.centrostudicni.it/) skønnes jordskælvet i Emilia-Romagna i 2012 foreløbig at have kostet staten omkring 13,7 milliarder euro.
Ingeniørerne skønner, at den italienske stat med de syv alvorligste jorskælv siden jordskælvet i Valle del Belice på Sicilien i 1969 sammenlagt har haft udgifter for over 120 milliarder euro – 900 milliarder danske kroner – i dagens mønt. Og staten er vel at mærke endnu ikke færdig med at betale for genopbygningen efter L´Aquila i 2009 og Emilia-Romgna i 2012.

12 ”storebæltsbroer” kan jorskælvssikre Italien
Set i det perspektiv er 36 milliarder euro måske en billig pris for Italien og italienerne for at forebygge de jordskælv, som fremtiden helt sikkert også byder på.
36  milliarder euro er det tal,  nogle eksperter mener, en national jordskælvssikring af alle bygninger i højrisikoområderne vil koste. Prisen svarer til en italiensk finanslov, men kan også sammenlignes med prisen på 12 storebæltsbroer inklusiv inflationen siden den virkelige bro blev indviet i 1997. Andre eksperter skønner, at jordskælvssikring af alle italienske bygninger vil koste op imod 100 millarder euro.
Store dele af den italienske halvø og øen Sicilien ligger i risikoomårderne, og som enhver turist ved, er et af kendetegnene ved Italien netop, at rigtigt mange både private og offentlige bygninger har ikke bare årtier, men flere hundreder år på bagen.
Statistikken siger, at 70 procent af alle italienske bygninger ikke er jordskælvssikrede, og at 60 procent af alle bygninger er opført før man indførte de allerførste bygningsdirektiver med jordskælvssikring i begyndelsen af 1970´erne.
Flere steder er private boliger bygget uden et regulært fundament, men direkte på jorden. Derudover er over en million privatboliger i Italien i følge sidste optælling af boligmassen opført ulovligt uden byggetilladelse, og dermed også uden nogen som helst kontrol med, om der er jordskælvssikring eller ej.
Jordskælvssikring virker.
80-årige Mario Sebastiano viste fredag sin intakte villa i Saletta Amatrice frem for en journalist fra avisen L´Adige. Han byggede sit hus med de allerførste anvisninger for jordskælvssikring tilbage i 1973. Han og hustruen overlevede tirsdag nat, mens hans fætter og dennes familie ved siden af blev begravet i deres villa. I Saletta bor der normalt kun 13 personer, men fordi vi er i italienernes feriemåned august var der tisdag nat tre gange så mange mennesker i den lille bydel. 22 af dem omkom.

Sand i cementen
Nybyggeri i jordskælvstruede områder skal i dag følge regler, der indeholder detaljerede krav til jordskælvssikring, men ofte vinder grådighedens traditionen med svindel og korruption. Den nye skole i Amatrice og det restaurerede klokketårn i Accumoli var to af de bygninger, der fik store skader under jordskælvet tirsdag nat. Skolen består af to bygninger, hvor den ene er opført i mursten, den anden i cement. I den sidste er der store revner i murværket fra soklen og op til taget.
– Det er ikke et tilfælde, fortæller politimesteren Giuseppe Saieva til fra Rieti til avisen La Repubblica.
Saieva leder den officielle efterforskning, der skal undersøge, om 115 bygninger konstrueret efter 2001 har overholdt de gældende regler for jordskælvssikring.
– Jeg tror, der er sparet ved byggeriet og brugt mere sand end cement, sagde han efter at have besøgt Amatrice, og set hvordan selv armerede bygninger var styrtet sammen som sandslotte i vandkanten.
Han lover naturligvis, at de ansvarlige entrepenører vil blive straffet, hvis der er foregået ulovligheder.
Efterforskning, arrestationer og anklager om svindel med både byggerier, men også med offentlige midler, er fulgt i kølvandet på stort set hvert eneste alvorlige jordskælv i Italien.
Et langsommeligt retssystem, hvor enhver minimal procedurefejl anvendes til at udskyde eller aflyse retssager, eller bare trække tiden ud indtil anklagerne forældes, betyder dog, at meget få ”jordskælvs-sjakaler” ender med at få en dom.

”Sjakalernes” paradis
Hvert jordskælv i Italien har sine ”sjakaler”.
Der er de simple tyveknægte, der styrter af sted til de ramte områder for at stjæle værdier fra boliger, der er blevet til dukkehuse, hvor alle kan se ind i køkkener, stuer. Hvis grådigheden er større end frygten for sammenstyrtning, og det er den ofte, kan tyvene helt bogstaveligt gå direkte i folks skabe og skuffer. To dage efter jordskælvet i Amatrice blev den første af den slags sjakaler anholdt. Så er der pressens ”sjakaler”, der ikke kan komme tæt nok på de stakler, der reddes ud af ruinerne, og allerbedst, når det er børn.
Og så snart den akutte nødssituation er overstået, står de økonomiske sjakaler forklædte som entrepenører, og som korrupte embedsmænd og politikere parate til at få deres bid af kagen.
Chefen for den institution, Autoritá Anticorruzione,  der skal bekæmpe korruptionen i Italien, Raffaele Cantone, har da også udtalt til avisen La Repubblica, at der er to specifikke italienske faresignaler at holde øje med lige nu.
– Der er to farer, der er helt specielle for Italien, også ved dette jordskælv: Mafiaen, der prøver at tjene penge og det store tag selv bord for de sædvanlige spekulanter.
Samvittighedsløse og grådige entrepenører er der desværre ingen mangel på i Italien.
Efter jordskælvet i L´Aquila hørte vi telefonaflytninger, hvor entrepenører og forretningsmænd, der blev aflyttet fordi de var mistænkt for anden kriminalitet, ikke kunne styre deres begejstring ved udsigten til, hvor meget de kunne svindle med de offentlige licitationer, når genopbgyningen skulle i gang.

Politisk borgfred varede kun to døgn
Indtil videre ryddes der stadig op i og omkring Amatrice. Redningsfolkene arbejder døgnet rundt, selv om håbet om at finde overlevende nu fem dage efter den første rystelse, svinder time for time.
Umiddelbart efter jordskælvet virkede det som om der var en uskreven aftale om at undgå politisk mudderkastning. Denne borgfred varede dog kun 48 timer. Så blev tv-værten Bruna Vespa og den italienske transportminister Graziano Delrio i talkshowet ”Porta a Porta” med stor kynisme enige om, at den store plan om at jordskælvssikre alle bygninger i risikoområderne ville være rigtigt godt for økonomien, og samtidig også få det stadig kriseramte italienske bruttonationalprodukt til at stige.
Så var det politiske efterspil i fuld gang. Udenfor det ramte område taler de såkaldte ansvarlige allerede nu mere om både økonomi og politik end om mennesker.
Kun tiden vil vise, om italienerne og Italien har lært bare en lille smule af fortidens fejl. Om det denne gang lykkes ikke helt at undgå, men i bedste fald i det mindste at formindske grådighedens og korruptionens andel af de økonomiske midler, der bliver sat af til genopbygningen i og omkring Amatrice.
Klokken 15.07 søndag eftermiddag kom der endnu et af nu over 1.800 efterskælv. Denne gang var intensiteten over 3 på Richterskalaen. Flere beskadigede bygninger i Amatrice faldt sammen. Skolen blev endnu mere ussel at se på, og en af vejene til byen måtte igen spærres af.
Det officielle antal af omkomne var søndag eftermiddag 290 personer, mens 14 personer stadig er meldt savnede.
I teltlejrene begynder nogle tusinde at finde en ny dagsrytme, som de i grunden helst vil være fri for.
Mennesker, der har mistet alt.
Mennesker, der ”bare” gerne vil hjem…

JORDSKÆLV I MESSINA FOR 116 ÅR SIDEN

JORDSKÆLV I MESSINA FOR 116 ÅR SIDEN

 

Er mord på kvinder værre end andre mord?

NOGLE MORD ER MERE MORD END ANDRE!
Kommentar af Charlotte Sylvestersen

I de seneste år er kvindemord – femminicidio – blevet ”sagen” i Italien.
Der myrdes i realiteten færre kvinder år for år, men italienske medier og aktivister promoverer ufortrødent en epidemi af kvindemord.
Utallige tv-programmer, magasiner og ugeblade har som eneste indhold mordsager.
Langt de fleste omtalte sager handler om mord på kvinder, mens ganske få sager om mord på mænd og børn tages under luppen.
Mediernes dækning af hvert eneste mord på en kvinde overskygger totalt den kendsgerning, at kvinder stabilt kun udgør omkring en tredjedel af alle begåede mord i landet.

At der er to myrdede mænd for hver kvinde sælger åbenbart ikke.
Det lyder kynisk.

Det ér kynisk.
Medmindre man altså mener, at en myrdet kvinde er ”mere værd” end en myrdet mand?
Det er også manipulation med fakta.

EN IKKE EKSISTERENDE EPIDEMI
At finde de officielle tal over, hvem der bliver myrdet i Italien er nærmest umuligt, og godt gemt væk i de officielle statistikker.
Uofficielle statistikker tilflyder derimod medierne i en lind strøm fra organisationer og kvinder, der har gjort ”epidemien” til deres egen levevej.
De tal, man kan finde fra fra Italiens Statistik ISTAT, fra EUs statistikker over kriminalitet, og fra FN derimod viser et støt fald i antallet af mord i Italien siden ”rekordårene” i begyndelsen af 1990´erne, hvor organiseret kriminalitet – læs mafierne – bidrog voldsomt med drab.

…artiklen fortsætter under annoncen

1.916 DRAB I 1991
468 DRAB i 2014

I 1990 registreredes der 1.633 mord i Italien, og i 1991 var tallet rekordstort oppe på 1.916.
Heraf menes omkring 700 at kunne tilskrives organiseret kriminalitet.
I 2012 var antallet af mord i Italien faldet til 525, i 2014 var tallet 502, og det seneste officielle tal fra 2014 siger 468 myrdede.
Tallet for de dræbte kvinder ligger stadig stabilt fra 30 til 35 procent.
Et dyk ned i de officielle statistikker i tre år viser, at der i 2003 blev myrdet 192 kvinder i Italien.
I 2009 var tallet faldet til 172, i 2010 156, og i 2011 blev der registreret 137 mord på kvinder.

Hvert eneste mord – på mennesker – er naturligvis ét mord for meget.

Men det er i den grad også for meget, når al energi fra både mediernes og aktivisternes side går til udelukkende at fokusere på mord på kvinder, sådan som det sker lige nu i Italien.

Et kig på kriminalstatistikken i Danmark viser, at 24 kvinder blev myrdet i 2014, og 13 kvinder i 2013.
Der er over 10 gange så mange indbyggere i Italien – 61 millioner – så i realiteten ligner de danske og de italienske statistikker hinanden.
Og når det handler om mord i det hele taget, så ligger Italien lige som Danmark altså begge under det europæiske gennemsnit.
I 2009 var Italien nummer 19 blandt 27 EU-lande med 0,97 mord per 100.000 indbyggere.

PROFESSIONELLE AKTIVISTER OG RØDE SKO
Tilsyneladende sælger mord på kvinder bedre, hvis vi skal forklare italienske mediers nærmest totale tavshed om de to tredjedele af alle mord, hvor mænd og børn er ofrene.
Derudover spiller aktivisternes professionalitet sikkert også en stor rolle.
Aktivisterne har tilsyneladende ingen problemer med at få både kvindelige og mandlige italienske berømtheder til at støtte deres kampagner for ”den gode sag”.
Drab på kvinder – som der altså bliver færre og færre af år for år – kædes også sammen med undersøgelser om vold mod kvinder, hvor tallene rent ud sagt er forfærdentlige. Men igen med undersøgelser og tal, der ikke som det er tilfældet med ISTATs, EUs og FNs tal, er umiddelbart kontrollérbare.
Bloggen Femicido laver for eksempel her deres egen statistik udfra egne optællinger af artikler i medierne.
Men tallene bekræfter uanset deres herkomst for det store flertal af italienere, der ikke dykker dybere ned i statistikken, billedet af, at selve det at være kvinde er ensbetydende med konstant fare.
Mediernes tankeløse medløberi, aktivisternes dygtighed og tvivlsomme statistikker har fået som konsekvens, at de fleste italienere, og kvinderne især, i dag er mere end overbeviste om, at landet faktuelt befinder sig i en eksplosiv pidemi af kvindemord, selv om alle officielle tal altså viser det modsatte.
Tusindvis af kvinder postede i 2013 deres røde sko på Facebook eller var med til at placere dem på gader og pladser i protest mod ”volds-epidemien”.
De røde sko som protest var stillet op på rækker i studiet, når ”Quarto Grado” og værten Gianluigi Nuzzi på kanalen Rete 4 hver fredag svælgede i begåede kvindemord og retssagerne mod de formodede skyldige.

kvindemord

Røde sko på række i tv-programmet “Quarto Grado”. (FOTO: Printscreen 4.10.2013)

FASTHOLDER MYTEN OM DET SVAGE KØN
Naturligvis er medierne, aktivismen og støtteorganisationer berettigede.
Det er uden diskussion en god sag at arbejde for færre mord.
Men jeg spørger mig selv om, hvorfor mord på kvinder skal gøres til noget specielt?
Jeg kigger forgæves efter medier eller aktivister, der også synes mord på mænd, eller mord i det hele taget, altid er tragedier, vi burde arbejde for at begrænse, og helst helt undgå.
Det værste ved den kvindefokuserede kamp er dog, at den fastholder og cementerer ideen om, at kvinder som udgangspunkt er ”det svage køn”.
Også når der myrdes dobbelt så mange mænd som kvinder.

Er det i virkeligheden ikke ekstremt kynisk og udtryk for et gammeldags kønsdiskriminerende menneskesyn kun at fokusere på en tredjedel af de stakler, der bliver myrdet hvert år i Italien?

Og, hov, hvad med de dræbte børn?
Hvis der er nogen, der ikke kan tale deres egen sag, er det vel børnene…

Charlotte Sylvestersen – Milano

REGISTREREDE DRAB I ITALIEN 1881 – 2012 (KILDER: ANSA/EURES)

ÅR ANTAL
MORD
MÆND KVINDER %
MÆND
%
KVINDER
MORD PR.
100.000
INDB.
MORD PÅ MÆND PR.
100.000
INDB.
MORD PÅ
KVINDER PR.
100.000
INDB.
1881 4858 16,77
1981 2453 4,34
1991 1901 3,38
1992 1441 2,6 4,4 0,8
1993 1095 1,9 3,1 0,7
1996 945 1,6 2,6 0,7
1998 879 1,5 2,3 0,7
2000 749 550 199 73,40% 26,60% 1,3 2 0,7
2001 707 526 181 1,2 1,9 0,6
2002 642 456 186 1,1 1,6 0,7
2003 719 527 192 1,2 1,8 0,7
2004 711 527 184 1,2 1,8 0,7
2005 601 463 138 1 1,6 0,5
2006 621 440 181 70,80% 29,20% 1,1 1,5 0,6
2007 630 485 145 1,1 1,7 0,5
2008 612 465 147 1,02 1,6 0,5
2009 586 414 172 70,60% 29,40% 0,97 1,4 0,6
2010 530 374 156 70,60% 29,40% 0,87 1,2 0,5
2011 551 381 170 69,20% 30,80% 0,91 1,2 0,6
2012 526 367 159 69,80% 30,20% 0,9 1,2 0,5

 

 

Dumhed: Falske “bøfler” og ”kemiske striber”

Mange italienerne tror på falske “bøfler” og ”kemiske striber”.
De læser dårligt, forstår ikke procentregning eller er bare dumme.

”Har du hørt, at der nu er 49 procent arbejdsløse, at 48 procent af befolkningen er over 65 år,  at20 procent er muslimer, og at der nu er 15 en halv million immigranter i Italien”?

”Una buffala” er en løgnehistorie, en fordom og tit også bevidst politisk propaganda, som bliver gentaget så ofte, at dumme mennesker tror på dem, og lystigt deler dem både i real life og på de sociale medier.
Udtrykket stammer fra at blive trukket rundt i manegen som en bøffel med ring i næsten.

Nando Pagnoncelli, der leder meningsmålingsinstituttet IPSOS, har skrevet en bog om fænomenet.
”Dare i numeri” hedder bogen, og direkte oversat betyder det at lægge tallene på bordet.
I overført betydning er ”dare i numeri” at være skør i bolden.

I realiteten er arbejdsløsheden i Italien lige omkring 12 procent.
Italienerne bliver i gennemsnit ældre, men det er stadig kun en femtedel – 21 procent – der har rundet de 65 år.
Indvandrerne er 8 procent af befolkning, ikke 26 procent eller 15 en halv million personer.
Af indvandrerne er mindre end tre procent af befolkningen – 1.550.000 – muslimer, og ikke de 12 millioner eller 20 procent af befolkningen, som IPSOS undersøgelser viser, at mange italienere tror.

Hvad værre er, så tror en stor del af italienerne ikke på hverken IPSOS eller den officielle italienske statistik, men er grundlæggende overbeviste om, at disse institutioner lyver for dem.

17 procent af italienerne nægter for eksempel at tro på, at Italien trods den langvarige krise stadig er et land med over fire millioner registrerede produktionsvirksomheder, og det er faktisk en europæisk andenplads efter Tyskland.

Dumhed og ”har du hørt”-uvidenhed

Andrea Mollica forklarer på websiden Gadlerner.it, at problemet er dumhed og mangel på uddannelse.

”Bøffel-historiernes succes kan forklares med vore medborgeres lave uddannelsesgrad”, skriver han.
Han begrunder sin påstand med, at 57 procent af befolkningen kun lige kan klare at læse en nem tekst, og højest har gået otte år i skole.
Derudover er mange italienere analfabeter med tal.
De forstår ikke principperne bag procentregning, forveklser skøn og forudsigelser med fakta, og får i det hele taget deres – manglende – viden fra over fire timers bevidstløs tv-kiggeri dagligt tilsat surf på de sociale medier.

…artiklen fortsætter under annoncen

Ikke mindst de sociale medier, hvor ”falske bøfler” spreder sig hurtigere end en fjer kan blive til fem høns, får af forskellige kommentatorer på puklen i mediernes omtale af Nando Pagnoncellis bog .

FOTO: Wikimedia Commons: Animalkingdomvideos

FOTO: Wikimedia Commons: Animalkingdomvideos

De godtroende er overalt.
Er de mon en del af et komplot?

Et kig på min egen væg på Facebook viser da også, at jeg blandt hvad jeg ellers troede var intelligente venner og bekendte også har ”bøffellort-spredere”:

Hér er folk, der i fuld alvor mener den italienske statsgæld kan fjernes ved at nedsætte parlamentmedlemmernes pensioner, og vi taler om 2.215 milliarder euro.

Andre er overbeviste om, at man rent faktisk ikke kan gå uden for sin dør, uden at risikere at blive myrdet, selv om antallet af mord i Italien i 2014 rent faktisk var 468 mord mod 2.453 i 1981 og 1.916 i 1991.

Politiske ”bøfler” får evigt
liv på de sociale medier

Ligesom mange italienerne nægter at acceptere kendsgerningerne, når de som beskrevet herover får dem serveret, så lever de politiske løgnehistorier også et evigt liv i cyberspace.

Selv har jeg forlængst opgivet at få fjernet en stadig læst og kommenteret blog fra 2012 om Danmark på Beppe Grillos og 5 Stjerne Bevægelsen hjemmeside.

”I Danmark betaler man ikke ejendomsskat.
I Danmark er der ingen kildeskat.
I Danmark koster det 150 euro om året at varme en bolig på 100 kvadrameter op”.

Sådan fortsætter indlægget med den enes falske oplysning efter den anden, og der gives ikke mulighed for at kommentere til andre en medlemmer af bevægelsen.
Min email til bevægelsen, hvor jeg med kildehenvisninger tilbageviste alle indlæggets påstande blev naturligvis heller ikke besvaret, og bloggen dukker med jævne mellemrum op på italienske venners væg.

Renzi, Letta og Monti
Tre statskup på stribe!

I dagens Italien og på min væg gentager mange personer også til bevidstløshed, at Renzis regering er at sammenligne med et statskup, ja faktisk det tredje af slagsen, fordi hverken Renzi som hans forgængere Letta og Monti ikke er valgt ind i parlamentet.

Der er ingen lydhørhed hos disse personer, når man forklarer, at der i forhold til landets grundlov og ideen bag det repærsentative demokrati overhovedet ingen problemer er i at udnævne hverken ministre eller regeringschefer, som det er sket i Italien.
De tror ikke på det.
De vil ikke tro på det.

Og så er der min favorit:
De kemiske striber og det ukendte komplot

I den tragikomiske afdeling har jeg Facebook-venner, der bruger deres fritid til at demonstrere mod ”kemiske striber” i luftrummet.

– Hvad er ”kemiske striber”? spurgte en undrende veninde på besøg i Italien.
Hendes undren blev ikke mindre, da vi fandt ud af, at denne konspirationsteori også har proselytter i Danmark, der er overbeviste om, at disse striber lavet af kondensvand fra flyvemaskiner, i virkeligheden er internationalt komplot.
Og selv om de ikke ved, hvad komplottet er, så er de sikre på at vi kan flyve billigt med low cost selskaber, fordi de får penge for at være en del af komplottet.

Abonnetment på
spåmænd og kortlæsere

Lige så fantastisk skræmmende er det, at den italienske forbrugerorganisation Codacons kan fortælle, at 13 millioner italienere i 2013 henvendte sig til “maghi” – troldmænd, hekse, såkaldte kloge mænd og koner og alverdens afarter af spåmænd og lignende – for at løse deres problemer.
I den billige udgave kan man anskaffe sig en ”anti-arbejdsløshed-amulet” til 200 euro.
I den dyrere ende er der for eksempel et årsabbonnement til 300 euro om måneden for at sikre sig mod økonomiske problemer.
En hurtig søgning på ordet “cartomanti” – folk, der mod betaling læser dine Tarotkort – på Google.it giver 322.000 resultater.

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves,
og  måske er religionen netop en del af problemet

Manglende uddannelse, fordummende tv, og den slags er der objektivt desværre også mere af i Italien end i Danmark, er vel en del af forklaringen på både fascinationen af og ”bøflernes” sejlivethed i Italien.

Viljen til at tro fejler nemlig ikke noget i Italien, hvor 75 procent af befolkningen i 2014 stadig definerede sig selv som troende katolikker (DOXA 2014)

Så længe det tal ligger stabilt har dumheden og ”bøflerne” gode kår i Italien.
SUK!

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst

I Italien græder vi over og taler om vores døde, og ingen af mine italienske venner og bekendte har nogensinde udtalt de ydmygende og livsudslettende ord “nu er du vel kommet over det”.
Læs hele artiklen på POV.International

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst